De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/3

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 97-112).
◄  § 2.
§ 4.  ►

§ 3. Klostrenes Indtægter og Udgifter.

At Klostrene i Norge som i andre Lande i Almindelighed vare rige Stiftelser, kan ikke forundre Nogen, der tager Hensyn til den Indflydelse, de ovenfor omtalte Friheder maatte have paa Indtægternes Forøgelse og Udgifternes Formindskelse. Lægger man hertil, at Klostrene for det Meste ved selve deres Stiftelse vare blevne forsynede med en til et passende Antal Beboere tilstrækkelig Indtægt, og at Gavmildheden om end i Aftagende vedligeholdt sig mod disse Indretninger, saa maatte der slet Bestyrelse, Ødselhed eller store Ulykker til, for at Klostrene kunde blive trængende. Vi ville paa de følgende Sider søge at give et Begreb baade om Klosterformuens Omfang og Art. Vi begynde med Indtægterne, og ville blandt disse først behandle de ældste, almindeligste og betydeligste, og derfra gaa over til de mindre sædvanlige eller betydelige.

1. Øverst i disse Henseender staa Gaverne af selve Klostrenes Stiftere, som naturligviis vare forskjellige efter Stifternes Stand og Formue, samt med Hensyn til den Orden, for hvem Klostret indrettedes. Konger, Biskopper og Høvdinger ere i det Foregaaende nævnte som Klostrenes sædvanlige Stiftere. De Første grundlagde gjerne Klostrene ved at udlægge en Deel af de omliggende Krongodser til Munkenes Underholdning. Saaledes siges det udtrykkeligt, at Kong Eystein I stiftede Munkeliv „af Kongedømmets Odel“[1], og at Kong Haakon Haakonssøn, da han stiftede Dragsmark, gav dertil 50 Markebol Jordegods[2]. Paa lignende Maade ere sandsynligviis Utstein og Værne overgaaede fra Kongsgaarde til Klostre. Biskopperne, der ikke i Almindelighed af eget Eiendomsgods kunde sundere noget Kloster[3], anvendte dertil nærmest en Deel af Bispestolens Kirkegods og Tiender, og virkede iøvrigt paa den private Godgjørenhed til sine Stiftelsers Bedste. Saaledes lagde Biskop Helge af Oslo, hvem vi dog derfor ikke tør tillægge Stiftelsen af Nonneseter i Oslo, Akers Kirke med alt Gods, Landskyld og Tiender til dette Kloster, og paa lignende Maade maa Olafsklostret i Tønsberg være kommen i Besiddelse af Bispestolens Indtægter af Nøtterø, Stokke og Skeidaug samt Rettigheden til Slagns Kirke[4]. Naar Rigets Høvdinger fulgte Kongernes Exempel ved at stifte Klostre, opofrede de i Almindelighed langt Mere. Det Gods, som udfordredes til Stiftelsen, toge de af deres Odelsgods, og anvendte desuden ofte betydelige Summer paa Kirkens og Klostrets Bygning. Saaledes Dag Eilifssøn med Hensyn til Gimsø, Sigurd Ullstreng med Nidarholm, Erling Skakke med Halsnø og Skule Jarl med Reins Kloster.

Stiftelsen af Tiggerklostrene var forbunden med færre Udgifter og Omstændigheder. Da disses Beboere skulde leve af Almisser, behøvede de for at danne et Konvent kun en liden Bolig[5] med Tomt til Have og Kirkegaard, som det synes at Biskopperne eller Domkapitlerne i Regelen have overladt Dominikanerne, og Kongerne eller Borgerne i vedkommende By Franciskanerne. Deres Kirker byggedes efterhaanden ved de indsamlede Almisser; undertiden overtoge Kongerne selv Bekostningen derved, som Haakon Haakonssøn med Minoritter-Kirken i Tønsberg; eller og gave de en betydelig Sum til dette Øiemed som Magnus Lagabøter med samme Ordens Kirke i Konghelle og Kloster i Bergen[6].

Det Exempel paa Gavmildhed, som Stifterne saaledes gave, blev ikke uden Følger, og privat Godgjørenhed var i det Hele Tidsalderens Særkjende. De fleste af disse Gaver skjenkedes Klostrene uden noget betinget Vederlag; men andre bevirkedes ved Dødsfrygten, Gavebrevene forfattedes paa Dødsleiet, og man betingede sig et Vederlag, der som oftest paaførte Klostrene en fast aarlig Udgift. Disse kunne derfor ikke henregnes til de uegennyttige Opofrelser til Klostrenes Bedste, som hidtil ere omtalte, men maa betragtes som en ny Art Indtægter, der indkom ved

2. Sjælemesser, Bønnehold eller Vigilier (sálotiðir, sálohjalp, bœnahalld), hvorved efter det katholske Lære begreb den Afdødes Sjæl befriedes fra Skjærsilden eller i det Mindste lindredes i de Kvaler, den der maatte udstaa. Til den Ende gav deels Vedkommende selv i sit Testamente, deels hans Efterladte, ofte betydelige Gaver til Kirker og Klostre, mod at der skulde læses Messer for hans Sjæl. Disse Sjælemesser synes at have staaet i Forbindelse med Skiftet efter den Afdøde. Dette skulde efter den ældre Lovgivning være sluttet den 7de eller senest den 30te Dag (at sjáund eða at þrittúgs morne) efter hans Afgang[7]. Naar Skiftet sluttedes, holdtes Arveøl (érfi eller erfisøl), hvormed almindelig et sáloøl (Sjæleøl eller Gravøl) har været forenet. Heraf kommer Benævnelserne þrittúgtir og sjáund[8] om Sjælemesser, der især benyttes i nordenfjældske Testamenter, og betegner Betaling for Sjælemesser paa Begravelses-Dagen.

Disse Messer ere følgelig forskjellige fra de aarlige eller evige Sjælemesser (anniversaria, ártiðahalld), som aarlig til evig Tid skulde holdes paa Giverens Dødsdag, hvilken derfor af vedkommende Kloster eller Kirke optegnedes i en egen Bog der benævnedes ártiðabók eller sálaskrá (obituarium). Disse Messer betaltes derfor og meget høiere end hine þrittúgtir[9]. Ligesaa pleiede Giverne nøiagtig at bestemme, baade hvormange Messer der aarlig eller paa visse Tider skulde holdes for den givne Sum, og hvilken Pomp, hvormange Voxlys m. v. der ved denne Leilighed skulde anvendes. I sit Gavebrev af 1352 til Hovedø Kloster fastsatte Hertuginde Ingeborg, at Abbeden for de ved hendes Gave erholdte Indtægter skulde bygge et nyt Alter i Klosterkirken, hvor to Messer skulde holdes, og hun og Hendes ihukommes med Bønner. Paa hendes Aartid (Dødsdag) skulde desuden paa dette Alter ofres Mark, en Voxfakkel paa Lispund brænde, og Munkene have en Tønde Øl[10]. I 1341 skjænkede Gro Thorleifsdatter 2 Markebol Jordegods til Dragsmarks Kloster, mod at Abbed og Brødre skulde holde hendes Aartid med Sang og Vigilier evindelig, samt (paa Aartidedagen) føde 10 fattige Mænd og lade brænde to Kjerter over hendes Grav. Desuden skulde de holde en Messe for hende paa hver Dag i hendes Aartide-Uge, og hvis disse Betingelser ikke opfyldtes, skulde det Meste af det givne Gods falde tilbage til hendes Arvinger[11]. Paa lignende Maade bestemte Lagmanden paa Orknø, Sighvat Kolbeinssøn, i sit Testamente af 1325, at Munkeliv skulde beholde de to af ham givne Gaarde saalænge, som Munkene holdt det, de havde lovet ham og hans Sjæl[12]. Undertiden forbeholdt Giverne sig udtrykkelig at blive indførte i Aartidebogen (skrásetning)[13]. Disse Exempler, der kunde forøges med mangfoldige andre, ere tilstrækkelige til at vise, at Sjælemesserne vare en vigtig Indtægtskilde for Klostrene, men at der i Tidens Længde gave Munkene nok at bestille og passe paa. Den til mange af Gaverne knyttede Betingelse, at de skulde falde tilbage til rette Arvinger, naar Messerne ikke bleve ordentlig holdte, foranledigede efter Reformationen mange Forviklinger og Krav fra Givernes Familier. Deres Paastand paa Godset blev i Almindelighed tagen til Følge, naar de beviste, at det var givet som Vederlag for nu ophørte Sjælemesser[14].

3. Betaling for Gravsted i Klostrets Kirke eller paa dets Kirkegaard indbragte ligeledes betydeligt, og staar paa det Nøieste i Forbindelse med Sjælemesserne. Den Yndest, Klostrene nøde, og den fortrinlige Hellighed, som tillagdes dem, bragte Mange til at foretrække en Klosterkirke som Hvilested for sin egen, mindre anseede Sognekirke. Paverne tillode ofte Munkene, uden Hensyn til fra hvad Menighed Vedkommende var, at begrave Lig paa deres Kirkegaarde, naar den rette Sogneprest derved intet Tab led, og paa denne Maade erhvervede især Tiggerklostrene sig ofte Indtægter. At Kong Magnus Lagabøter valgte sit Gravsted hos Minoritterne i Bergen, er ovenfor omtalt, og det var vel ikke uden Nødvendighed, at han udtrykkelig forbyder Alle og Enhver heri at gjøre nogen Hinder; thi hidtil vare Kongerne blevne begravne i Domkirkerne. Prædikebrødrene i Oslo sluttede 1461 en formelig Kontrakt med St. Annæ Gildebrødre sammesteds, hvorefter disse overdroges en Tomt ved Klostret til Gildestue og et Alter i Kirken, som de selv skulde betjene og for hvis Indtægter de skulde gjøre Regnskab. Alt mod en aarlig Afgift, samt mod at alle Gildebrødrene forpligtede sig til at tage Gravsted i Klostret[15]. Herved havde Prædikebrødrene sikret sig en stor Deel af Oslo Borgeres Begravelser, og Indtægterne deraf kan ei have været ubetydelige. – De Rige, der ønskede at gjøre saamange Kirker og Klostre som muligt deelagtige i de med Begravelserne forbundne Fordele, og med det Samme skaffe sig selv en hæderlig og pragtfuld Jordefærd, bestemte undertiden, at deres Lig skulde bæres fra den ene Kirke til den anden, førend det kom til sit sidste Hvilested. Saaledes forordnede Rigsraaden Hr. Jon Marteinssøn i sit Testamente af 1401, at hans Lig skulde lægges i Oslo, først i St. Halvards Kirke, hvorfor dertil skulde gives 2 Mark og indrides med hans korte Harnisk og Hingst, som hans Arvinger, om de vilde, atter kunde indløse for 40 Mark. Derfra skulde Toget gaa til Nonneseter paa lignende Vilkaar, og fortsættes til Korskirken, Olafsklostret, Barfodbrødrene, Klemenskirken og endelig til vor Frue Kirke (Mariæ kongelige Kapel paa Øren), hvor han vilde begraves. Hver af de Kirker, som saaledes for en kort Stund modtoge Liget, fik større eller mindre Gaver, deels til Munkene eller Presterne, deels til fattige Folk[16]. Paa saadan Maade er det ikke at undres over, at Spørgsmaalet om, hos hvem en anseet Mand havde bestemt sit Gravsted, kunde give Anledning til hadefuld og langvarig Strid mellem de forskjellige Kirkers Foresatte (ovenfor S. 96).

4. Offer, især det Offer, der indkom paa de Dage, da Klostrene havde pavelig eller biskoppelig Tilladelse til at uddele Aflad til dem, der med Gaver besøgte Klosterkirkerne, hørte ogsaa med til de Indtægter, som grundede sig paa og altsaa vare afhængige af Folkets Tillid til og Agtelse for Klostret. Til denne Slags Indtægter hørte ogsaa de Afladsbreve, som flere Ordener udstedte mod Betaling, hvori de gjorde dem, de løde paa, deelagtige i alle Brødrenes gode Gjerninger. Af slige kun med Navne og Datering udfyldte Afladsblanketter haves endnu mange i Behold, udstedte især af Tiggermunkene og Johannitterne. Med Hensyn til det Offer, der ellers faldt paa de forskjellige Altere i Kirkerne, vare forskjellige Bestemmelser gjældende; i Almindelighed deeltes det mellem Kirken og vedkommende Alterprest; i Klostrene derimod kunde Prestmunken ikke tilegne sig personlig Noget af hvad der faldt paa hans Alter, og disse Offere maa derfor alle have gaaet ind i Klostrets Regnskaber. – En Indtægtskilde af lignende Art var omdragende Munkes eller Lægbrødres Indsamling af Almisser, Offer og Testamentgaver. Det kaldtes terminatio, terminare, og Indsamleren terminarius, fordi han skulde holde sig inden Stiftets Grændse. Det var oprindelig kun Tiggermunkene som skulde søge sit Erhverv paa denne Viis; men ogsaa de øvrige Ordener toge efter, og Paven selv anviste dem Maaden. Ligesom nemlig denne udsendte Afladskræmmere over hele Christenheden for at skrabe Penge sammen, men efter Udtrykkene for at spare Syge, Gamle og Andre, der hindredes fra personlig at valfarte til Rom, for forøgede Udgifter med de frivillige Gavers Fremsendelse, saaledes erhvervede Munkene lignende Tilladelse hos Biskoppen, til inden Stiftet paa samme Maade at omsende en Broder, for at modtage frivillige Gaver, der betaltes med Aflads- eller Brødrelags-Breve. Det rige Vadstena selv gav Exemplet[17], der uden Tvivl fulgtes af Munkeliv, ligesom Johannitterne og Antonianerne den hele Tid paa denne Maade toge sig af Sjælepleien. Terminarierne gik snart ind i hinandens Næring, og dette gav Anledning til Erkebiskop Aslaks ovennævnte Statut af 1435.

5. Betaling for nye Brødres og Søstres Optagelse var en Indtægt, som Klostrene maatte modtage, men ikke kræve eller gjøre til en Pligt og Betingelse (ovenfor S. 93). Man negtede ikke den Formuende at yde til Klostret hvad han fandt passende, men man vilde aabne disse hellige Tilflugtssteder ogsaa for den Fattige der Intet havde at give. At Klostrene stadig overtraadte dette Paalæg kom saaledes maaske mere af et aristokratisk Ønske om at holde de lavere Stænder ude af selve Konventet, og tvinge den Fattige til at indtræde som Tyende, end af Begjærlighed efter Penge. Herfra gjøre forøvrigt Birgittinerne en Undtagelse, da disses Regel udtrykkeligt fordrede af hver Nonne ved Indtrædelsen en Sum, der var tilstrækkelig til hendes Underholdning et Aar rundt. Et større eller mindre Indskud (ínngangs-veizla) var overalt almindeligt i Nonneklostrene. I Munkeklostrene kjendes for Tiden kun eet Vidnesbyrd om, at der er givet Penge for Optagelsen, og det er under ganske overordentlige Omstændigheder. Da nemlig den ulykkelige Kong Magnus Blinde indsattes i Nidarholm, fik Klostret til hans Underholdning Gaarden Store Hernes i Frosten[18].

Derimod havde de større Munkeklostre en anden og meget betydelig Indtægt for at optage Lægbrødre og Leegsøstre, de saakaldte próventumenn, der enten gave sig med hele sit Gods ind i Klostret, eller afstode til dette en vis Pengesum eller Jordegods mod for sin Livstid at forsørges i Klostret, samt der faa sin Grav og Sjælemesser efter Døden. Ved saadan Leilighed udstedtes et formeligt Dokument (próventubref, brœðralags- eller systralags-bref), hvori Proventmandens Gave og Klostrets Forpligtelser nøie bestemtes. Af slige haves mange, især udstedte fra Munkeliv, der rundt om sig, som det synes endog i flere tilstødende og det tilhørende Gader, havde disse Klostrets Lægfolk boende. Betalingen for Proventfolkene var forskjellig eftersom de forbeholdt sig flere eller færre Bekvemmeligheder, eftersom de vilde have Mad fra Abbedens, Munkenes eller fra Tyendets Bord. Skjønt en saadan Indtrædelse i Munkenes Brødrelag, hvorved den betagne ikke aflagde Klosterløfterne eller forøvrigt løsrev sig fra Verden, hovedsagelig var en aldeles verdslig Beregning hvorved Enker, Syglinger, Vanføre eller Mennesker uden nære Slægtninger sikrede sig en sorgfri Alderdom, eller hvorved man paa en anstændig Maade kunde blive en besværlig aldrende eller sindssvag Slægtning kvit – Exempler paa begge Dele mangle ikke, – saa stod dette dog i nøie Forbindelse med den almindelige Ærefrygt for Klostrene, saameget mere som den saaledes Optagne derved deelagtiggjordes i Munkenes gode Gjerninger, og derved paa en Maade kunde sørge for Sjæl og Legeme tillige. Derfor ere disse Proventbreve omtalte han dette Sted efter Gaver, Testamenter og Offere, fordi alle disse Indtægter kunne under Eet henregnes til dem, hvis Beløb og Varighed vare afhængige af Folkegunsten, og som derfor ogsaa udentvivl betydeligt aftoge i den senere Tid. Det Omvendte var derimod Tilfældet med de Indtægter, til hvilke vi nu komme, og som vistnok i Begyndelsen stode langt under de frivillige Ydelser, men som i vel bestyrede Klostre efterhaanden tiltoge mere og mere, og tilsidst for nogle Klostres Vedkommende gjorde disses Beboere uafhængige af den ydre Verden. Disse Indtægter vare

6. Landskyld, Bygsel, Tiender og andre Ydelser af Jordegods. De ældste Gaver til Klostrene bestode, som anført, deels i Jordegods, deels i Bygningsmaterial, rede Penge eller anden Hjælp til det første Anlæg. Jordegodset benyttedes kun for den mindste og nærmest liggende Deel af Munkene selv til Klostrets Forsyning med hvad Landbruget kaster af sig; alt det øvrige Gods derimod var og vedblev at være Bygselgods, hvoraf Klostret oppebar den aarlige Landskyld in natura. I Begyndelsen vare naturligviis disse Jordeiendomme ikke tilstrækkelige til alle Munkenes Fornødenheder, Indtægterne deraf vare vel endog oprindelig beregnede paa, at Munkene selv ved Arbeide skulde erhverve det Manglende. Men efterhaanden bleve Gaverne af enhver Art ikke alene tilstrækkelige til at skaffe Klostrets Beboere det Nødvendige, men ved klog Bestyrelse, saaledes som det f. Ex. tydelig sees at have været Tilfældet i Munkeliv i 13de og Begyndelsen af 14de Aarhundrede, blev der aarlig et ikke ubetydeligt Overskud tilbage, som Abbeden under de da lidet udviklede Handels- og Kredit-Forhold ikke kunde anvende fordeelagtigere, end ved at udsætte dem i Jordegods. Da nu Kirkeloven strengt forbød at tage Rente af udlaante Penge, hvilket ansaaes som Aager (usura), blev Jordegodset stedse kjøbt, deels til Eiendom deels til Brug i visse Aar, og den aarlige Landskyld, som Sælgeren betalte, traadte saaledes i Rentens Sted. Var Gaarden solgt til Brug, havde Sælgeren Ret til at indløse den igjen, naar Brugstiden var udløben; men undertiden var Gjenløsningsretten uindskrænket, saa at Laaneren eller hans Arvinger kunde bie dermed saalænge de vilde. Paa saadan Maade solgte en Bonde i Strandebarm til Abbeden i Munkeliv en Gaard, som Abbeden skulde bygge og bole (ɔ: bortbygsle) og tage Landskyld af, indtil Pengene vare betalte; i denne Tid skulde Bonden hjemle Abbeden Gaarden for hver Mand til Eie; „men – lægger Bonden til – det er vor Jord og hans Penge“[19].

Et Kloster, der som Munkeliv besad flere hundrede Gaarde, deels som Eiendom, deels i Forstrækning for rede Penge, maatte naturligviis aarlig faa store Beholdninger af de Produkter, hvori Afgiften blev ydet. Heraf fulgte, at Abbeden som Forstander for Klostret blev Handelsmand, der som oftest i egne Skibe udførte Overskuddet til Udlandet, eller paa Stedet solgte det til Englændere eller Hanseater. Hertil benyttedes da de mange Brygger, Kjældere og Pakboder, der saa ofte omtales som Klostrene tilhørende, og de indkomne rede Penge anvendtes atter deels til nye Indkjøb, deels til Udredelsen af Klostrenes Udgifter i Udlandet. Hjemme dreves i Regelen kun Byttehandel. Stundom fandtes derfor store rede Beholdninger opdyngede i Klostrene[20], indtil man kunde faa kjøbt Jordegods, Saltkogerier, Skove, Laxevarp, Teglovne, Kværner, Tomter, Haver, Brygger, Boder og Gaarde i Byerne. Noget klart Begreb om Omfanget af Klostrenes Jordegods kunne vi forøvrigt ikke faa, deels fordi man savner de Flestes Jordebøger, hvoraf Underretningen nærmest skulde hentes, deels fordi en Reduktion af de mangfoldige forskjellige Skyldspecies baade i sig selv er mislig, og ovenikjøbet vanskeliggjøres ved de store Forandringer Forholdet mellem Vare og Mynt siden Middelalderen har undergaaet[21]. – Hermed ere nok Klostrenes vigtigste Indtægter nævnte. Man finder vel, at enkelt Kloster har havt enkelt særegen Indtægt, saasom Værne en fast Tiende af Kongens Hird, Lyse af et Drikkehuus i Bergen, Munkeliv af et Par Len o. s. v., men disse vare dog i det Hele hverken almindelige eller betydelige.

Klostrenes Udgifter vare ligeledes af høist forskjellig Art. Den ældste, største og nødvendigste var naturligviis hvad der udfordredes til Beboernes Føde og Beklædning, eller den klosterlige Huusholdning i det Hele, hvorom mere i det Følgende. Af andre Udgifter mærkes især:

1. Afgifter til Rom. Pavernes Omhu for Munkevæsenet var ikke fri for Egennytte. De forøgede Klosternes Indtægter og Rettigheder, og tilstedede dem Indgreb i Andres Ret, men forbeholdt sig selv Deel i Byttet. Foruden at ethvert Pavebrev, der angik Klostret maatte betales i dyre Domme ei alene hos det pavelige Kancelli, men og hos Kardinalerne, hvis Understøttelse behøvedes og betaltes i Forhold til Sagens Vigtighed, maatte Klostrene desuden svare Afgifter til Rom af forskjellig Art. Den ældste Afgift til Rom, som derfor fremfor andre kaldtes Rumaskattr, var denarius Petri, Peterspenge, der ydedes aarlig af alle Voxne i Norge, og ikke rammede Klostrene mere end Bonden og hans Hustru[22]. Derimod benyttedes Korstogene, Tyrkekrigene, Hussiterkrigen eller andre den almindelige Kirke vedkommende Begivenheder, til at udskrive overordentlige Skatter af den hele Christenhed. Disse Afgifter krævedes i Regelen i Form af Tiende, og kaldtes derfor Pavetiende (pavatiúnd, decima papalis). De udskreves til forskjellig Tid, af forskjellig Størrelse og Varighed, snart sexaarige, snart treaarige Tiender eller Halvtiender. Endnu længe efter Korstogenes Ophør bleve slige Afgifter oppebaarne in subsidium terræ sanctæ, skjønt de oftest benyttedes i ganske andre Øiemed. Klostrene maatte ligesaavel som Geistligheden yde denne Tiende, der i Regelen synes at have udgjort en Tiendedeel af de aarlige Indtægter; men det rette Forhold hermed er endnu ikke opklaret. Der udfærdigedes nu og da en Værdsætning (taxa) af Klostrenes Formue, hvorefter Pavetienden og andre Udredsler beregnedes, men nogen fast Regel synes dog ikke at have været af Varighed. Stundom saa den norske Kirke sig nødt til at gjøre Forestillinger mod disse Afgifter. I Anledning af at Pave Clemens VI i Decbr. 1343 havde paalagt en 3aarig Tiende af alle Geistliges Indtægter, holdt saaledes Erkebiskop Paal et Møde i Bergen med sine Lydbiskopper i September 1345. Man fandt, at dette Paabud i visse Henseender og visse Dele af Riget umuligt kunde adlydes, og besluttede derfor at tilmelde Paven dette ved nogle Udsendinge. Til Sagens Fremme ved Pavehoffet og til Reiseudgifterne skulde hvert Bispedømme bidrage 3, 4 eller 6 Pund (Sterling), og alle Abbeder, Abbedisser og Kapitler 10 Skilling Sterling[23]. Om dette hjalp, kan ikke oplyses – Som særegen pavelig Naade fritoges enkelte Ordener eller Klostre for disse Extraskatter. Saaledes Johannitterne næsten altid, fordi disses hele Formaal var Kamp mod de Vantroe, hvortil de anvendte deres hele Indtægt; ved Bulle af 21de November 1216 fritog Honorius III Cistercienserne og Præmonstratenserne for Afgift til Korstogene[24]. Da Conciliet i Basel 1434 udskrev Halvtiende af den hele christne Verden til Krigen mod Hussiterne, skulde ingen Geistlige eller Klosterfolk derfor være fritagne, men i Opregningen af Munkeordnerne, som derefter følger, ere dog Dominikanerne og Franciskanerne ikke nævnte, og disse have altsaa vel været frie, ifølge deres almindelige Privilegium, at de skulde nævnes med udtrykkelige Ord, hvis nogen iøvrigt almindelig Befaling skulde være bindende for dem[25]. – En anden Afgift maatte baade Kirker og Klostre svare til de pavelige Legater[26]. Denne Afgift, der indfaldt til ubestemte Tider, var iøvrigt særdeles drøi; men vi savne al Oplysning om dens Beløb for Klostrenes Vedkommende. Enkelte Ordener, hvoriblandt Cistercienserne og Præmonstratenserne, vare udtrykkelig fritagne for denne Afgift.

2. Afgifter til udenrigske Foresatte betaltes af de fleste Ordener, men ikke af alle. Benediktinerne, hvis Klostre hver for sig stode umiddelbart under Paven, kjendte Intet til en saadan Afgift; ligesaa synes Franciskanerne at have været befriede derfor. Men de øvrige Munkeordener maatte betale en aarlig Ordenskollekt, enten til Moderklostret eller til Ordenens General eller andre Foresatte. Clunyacenserne skulde aarlig indsende deres Bidrag til Cluny, Cistercienserne til Citeaux, Præmonstratenserne til Premontré[27]. Paa et Generalkapittel i Bologna 1302 paalagdes alle Dominikanerklostre en aarlig Afgift til Ordenens Prokurator i Rom, ligesom hvert Kloster inden Provindsen maatte yde sit Bidrag til de faste Fællesudgifter ved Provindsialmøder, Brødrenes Uddannelse i Udlandet m. v. Denne Udgift fastsattes for Dacien til 4 Mark Sølv aarlig af hvert Kloster[28]. Betydeligst var naturligviis Johannitternes Afgift til Stormesteren paa Rhodos, da denne Ordens Maal i Regelen ikke var at vedligeholde de rigest mulige Stiftelser i de forskjellige Lande, men at skaffe derfra det størst mulige aarlige Tilskud til den fra Cypern og siden fra Rhodos udgaaende Krig mod Tyrkerne. Herfra skrev sig det før nævnte Bud om Munkenes Indskrænkning til det høist nødvendige Antal. Johannitternes Afgift (ordinaria responsio) af Provindsen Dacien udgjorde 140 gode rhinske Gylden aarlig, som de paa egen Bekostning skulde bringe til Stormesteren, et Bud, der paa Grund af den store Bekostning, dette medførte, 1447 formildedes derhen, at de maatte udbetale denne Afgift til en Broder i Maynz, og senere til Ordenens Prior i Kølln[29]. Paa Reformationstiden omtales Cistereiensernes aarlige Bidrag til Citeaux, der indbetaltes til Ordenens Foresatte i Danmark[30]. Forøvrigt er i det Hele de nordiske Klostres Forhold til Udlandet med Hensyn til Pengebidrag dunkel og lidet oplyst. Saameget kan man dog med Bestemthed sige, at ikke ubetydelige Summer paa denne Maade stadig gik ud af Landene, deels direkte fremsendte, deels indsamlede ved Afladskræmmere og de Collektorer og Subcollektorer, der idelig forekomme i Rigernes Historie.

3. Udgifter til befalede Reiser eller til Ophold ved Udlandets Høiskoler, det saakaldte studium, vare for enkelte Ordener heller ikke ganske ubetydelige. Cistercienser- og Præmonstratenser-Abbederne vare forpligtede til paa visse Tider, oprindelig endog aarlig, at indfinde sig til Generalkapittel i Moderklostrene; Franciskanernes og Dominikanernes Foresatte maatte ideligt indfinde sig paa Provindsialkapitler, og tillige, som det synes efter Omgang, selv lade saadanne holdes i deres Kloster. Naar man tager Hensyn til den Pragt og det Følge, hvormed de rige Abbeder optraadte, maa de paa sine Reiser have sat betydelige Summer til[31]. Ethvert Dominikanerkloster var forpligtet til at underholde en eller to Brødre ved Ordenens studia i Udlandet, og man finder, foruden ved Provindsial-Skolen i Skeninge (ovenfor S. 51–52), norske Prædikebrødre ved de berømte Høiskoler i Bologna, Paris og Orleans. De fornødne Penge for de i Udlandet studerende Brødre maatte naturligviis udredes af Klostret[32]; for Kannikerne ved Domkapitlerne derimod blev det paa Provindsial-Synoderne i Bergen 1327 og i Nidaros 1351 bestemt, at de skulde nyde deres fulde Præbender uden Afkortning, medens de studerede udenlands og Udgifterne til deres Vikarier tages af Kommunet ɔ: Kapitlets Fællesformue[33]. Disse for Videnskabeligheden saare vigtige Bestemmelser gjorde det muligt for en lærelysten Mand at udvide sine Kundskaber i Udlandet; thi skulde Vikarierne havt deres Løn af selve Præbenderne vilde Overskuddet blevet utilstrækkeligt, og det var derfor et Held, at Biskopperne ikke toge Hensyn til den Modstand derimod, hvormed de residerende Kanniker nu og da fremkom.

4. Afgift til Bispestolen samt Biskoppens Gjæsthold. Disse Afgifter til indenrigske Foresatte vare ikke almindelige for alle Klostre. De bestode deels i Afgifter til Erkestolen, deels til Stiftets Biskop; Erkebiskoppernes Fordring til Klostrene gik ud paa subsidium pallii eller Hjælp til Erkebiskoppens Vielse i Rom, og den udgjorde de halve Renter og Tiender baade af Klostre og Kirker i det første Aar af hver Erkebiskops Embedstid[34]. Det var saaledes en betydelig Afgift ved hvert Erkebiskopsskifte, og den Modvillie, hvormed f. Ex. Skalholts Stift sees at have optaget senere Krav paa denne Skat, gjør det rimeligt, at den enten oprindelig ikke er bleven opkrævet overalt, eller at den først i senere Aar, da Fordringerne stedse tiltoge, er bleven saa trykkende, at den maatte vække Misnøie og Modstand. – Vedkommende Biskops Rettighed af Klostrene bestod i cathedraticum og Gjæsthold paa hans Visitatsreiser. Herved maa imidlertid bemærkes, at ligesaa vist som det er, at nogle Klostre vare forpligtede til at erlægge cathedraticum og end flere at holde Biskoppen med Følge i et bestemt Antal Dage paa hans Reiser, ligesaa beviisligt er det, at andre Klostre, navnlig Cistereiensernes, derfra vare befriede. Saaledes skriver Biskop Arne af Bergen i 1306 til Presterne paa Søndhordland, i hvilket Landskab Lyse og Halsnø Klostre ligge, at enhver Kirke i Stiftet. Klostrene alene undtagne, ifølge Kirkeloven ere pligtige Aar om andet at udrede en Kjendelse til Moderkirken, hvor Bispestolen er, kaldet cathedraticum, bestaaende i en Løb Smør af hver Prest, undtagen Vikarier, og Løb af hver Kirke[35]. Heraf synes det, at Biskop Arne erkjender, at endog Halsnø Kloster, der dog stod umiddelbart under Biskoppen og Kapitlet, har ifølge Kirkeloven været fri for cathedraticum, og naar der desuagtet berettes[36], at Abbeden af Halsnø i 1328 blev stevnet, fordi han i flere Aar havde undladt at betale denne Afgift, saa kan dette maaske forklares af Klostrets Patronatsret til Eids Kirke, for hvilken naturligviis Kjendelsen maatte betales. Det Samme var Tilfældet med Nonneseter i Oslo, og her seer man tydeligt, at det var som Patronesse for Akers Kirke, at Abbedissen maatte erlægge cathedraticum, der udgjorde aarlig 4 Huder[37]. Medens derfor denne Afgift ikke kan anføres som en Byrde paa Klostrene, eftersom disse derfor havde tilbørligt Vederlag i de sekulære Kirkers Indtægter, der tilhørte dem, saa var derimod Biskoppens Ret til Gjæstning baade almindeligere og en bestemt Byrde, der iøvrigt ogsaa sees at have staaet i Forbindelse med Patronatsretten. De to Døgn, hvori saaledes Biskoppen skulde ligge paa Aker, skulde han holdes af Nonnerne i Oslo[38]. Men Retten til Gjæsthold havde han og af Klostre, der ikke vides at have besiddet Kirker. I en Beretning om sin forestaaende Visitats i Elvesyssel 1457 opgiver Biskop Gunnar af Oslo Provsten hvorlænge og i hvad Orden han vil opholde sig paa hvert Sted, og deriblandt i Dragsmark Kloster 5 Nætter, saa at Klostret skulde holde ham saalænge, som gammel Sædvane var; laa han der længer, skulde han holde sig selv[39]. I Nidaros Stift vare Bakke, Helgeseter, Holms og Reins Klostre forpligtede til at yde Erkebiskoppen Natteleie, naar han visiterede[40]. Cistercienserne (i Tuterøen) og de to Tiggerordener vare altsaa fritagne, hvilket og stemmer med disses Rettigheder. Gjæstholdet har saaledes været en temmelig almindelig Byrde for Klostrene. Dette bestyrkes ved en Bulle fra Avignon af 18de Decbr. 1345 om Gjæsthold paa Visitatsreiser, og om hvad der i Erstatning derfor tilkom Erkebiskopper, Biskopper og andre Prælater, som personlig visiterede i Tydskland, England, Danmark, Norge, Sverige og andre Lande. Godtgjørelsen fastsættes heri for Erkebiskopperne af Klostre og Konventer over 12 Personer til 260 gros de Tours, under 12 Personer til 220; for Biskopperne af den første Klasse Klostre 180, af den anden 150; for Abbeder ligesaa 100 og 80 o. s. v. Alt daglig[41]. Dette var en betydelig Skat, hvis slig Visitation oftere foregik, og Mangelen paa rede Penge har vel og nødt Visitator til, som ovenfor er viist, at tage Gjæstholdet in natura, idet Klostret i de lovbestemte Antal Dage frit beværtede Biskoppen med hele hans Følge[42]. Men naar Gjæstholdet var en saadan ubestridelig Ret, maa det ansees for Trods af Abbeden i Utstein, da han i 1333 lukkede sit Klosters Porte for Stavangers Biskop, som havde begivet sig derhen for at visitere Klostret i Anledning af flere Uordener. Abbedens Undskyldning for denne Færd, at han ei ansaa sig forpligtet eller berettiget til at tage sig af Biskoppen til sit Klosters Skade, var kun en tom Udflugt, hvori han ei heller sit Medhold ved sin Appel til Erkebiskoppen[43]. Til disse Afgifter til Bispestolen maa og den aarlige Ydelse til Domkapitlet i Bergen henregnes, hvortil Prædikebrødrenes Kloster i Bergen synes at have været forpligtet, ifølge et mellem Parterne i Biskop Audfinns Tid (1314–1330) indgaaet Forlig. Imidlertid ere Udtrykkene i Forliget høist tvivlsomme, saa intet Bestemt kan udledes deraf[44].

5. Anlæg og Vedligeholdelse af Filialklostre og Hospitier maa fremdeles henregnes til Klostrenes Udgifter, forsaavidt de begave sig af dermed. Det er kun et eneste af de større norske Klostre, som man med Vished veed stiftet fra et andet norsk Moderkloster, nemlig Tuterø fra Lyse; men man kjender for lidet til Omstændighederne ved selve Stiftelsen til at afgjøre, hvorvidt dette Anlæg har medført Udgifter for Lyse. Have nemlig Andre besørget Klostrets Opbygning og lagt Gods til Munkenes Underhold, kan Lyseklosters Opofrelse have været høist ubetydelig. Vigtigere baade for Folk og Land vare derimod de Pleieanstalter for Reisende, som udentvivl ogsaa de rigere Klostre anlagde langs med Landeveiene eller paa Søleden, og som de senere vedligeholdt af egen Formue, hvorom ovenfor S. 72 ff. Om end enkelte Klostre, f. Ex. Værne, anlagde slige Filialer hovedsagelig for at kunne indsamle Penge paa saa mange flere Steder, og altsaa søgte at gjøre sig selv en Fordeel deraf, er det dog ikke sandsynligt, at Hospitierne i det Hele have kunnet bestaa uden Tilskud, og derfor ere de omtalte paa dette Sted.

6. Om Kongens Ret til Gjæsthold og Borgeleie i Klostret er ovenfor (S. 89) talt. Vi have ei antaget den for trykkende, da Landets store Udstrækning, Klostrenes afsides Beliggenhed og Mangelen af Klostre inde i Landet betydeligt maatte indskrænke Kongens Adgang til at benytte sig af denne Ret.

Andre væsentlige eller almindelige Udgifter, som Klostrene have maattet bære, kjendes ikke[45], og Overskuddet af Indtægterne kunde saaledes anvendes til Bygninger, Kirkeprydelser og hellige Kar, samt til Munkenes personlige Fornødenheder. De gjentagne Forbud mod at optage flere Brødre eller Søstre, end som tilbørligt kunde underholdes af Klostrets Gods, synes at vise, at det i det Hele ikke har været almindeligt, at Klostrene forøgede sin Formue, skjønt dette visselig var Tilfældet med enkelte af dem.

  1. Munkelivs Brevbog 6–7. Thork. Dipl. II. 127., I Sagaerne meldes om Stiftelsen kun, at Kongen lagde dertil meget Gods. Fornm. Sög. VII. 100.
  2. Haak. Haakonss. Saga c. 333.
  3. Lyseklosters Stifter, Biskop Sigurd af Bergen, anvendte imidlertid sin Fædrenearv dertil. Script. Rer. Dan. IV. 408.
  4. Ovenfor S. 91. Dipl. Arn. Magn. 61. No. 17. Dipl. Svecan. IV. 184.
  5. Det synes som om de mindre Tiggerklostre have været byggede af Træ i det Mindste ved det første Anlæg. Om Prædikebrødrenes Kloster i Bergen siges det udtrykkelig.
  6. Haak. Haakonss. Saga c. 333. Magnus’s Testamente i Script. Rer. Dan. VI. 251.
  7. Ældre Gulath. Lov. Cap. 122. Nyere Landslov, Arvebolk 12. Ældre Eidsivathings-Christenret Cap. 48. Norges gamle Love. I. 51. 391. 404. II. 86.
  8. Sjaund bruges endnu i Hardanger og Nordhordland i Betydning af Gravøl. (Aasens Ordbog.)
  9. Saaledes gav Dronning Dorothea i 1492 500 Mark Sølv til Dragsmark Kloster, hvorfor en evig Sjælemesse der skulde holdes. Dipl. Norv. II. No. 968. 969.
  10. Suhm XIII. 269–270.
  11. Gavebrevet er trykt hos Suhm XIII. 788.
  12. Munkelivs Brevbog 108–109.
  13. Anf. St. 53–54. Dipl. Norv. I. No. 243.
  14. Man feiler imidlertid, naar man i nyere Tid har villet gjøre gjældende, at Gaverne for Sjælemesser vare den eneste eller dog væsentligste Oprindelse til det nu saakaldte beneficerede Gods; thi dette Gods er endog tildeels en Arv fra Hedendommen, idet de gamle Afgudstempler med sit Gods lagdes til de første christne Kirker og Prestegaarde; men forøvrigt er det for en meget betydelig Deel samlet ved Kongers, Biskoppers og Andres ubetingede Gaver, indkjøbt af vedkommende Prest selv for rede Penge, betalt i Bøder for Overtrædelse af Kirkeloven, ydet som Vederlag for Begravelse inde i Kirken, eller for at faa christen Jord for en Selvmorder, mageskiftet for Skove, der ere udlagte til Almindinger, o. s. v. Det beneficerede Gods har Overtroen mindre at takke, end man almindelig tror.
  15. Nye Danske Magazin I. 97–98. Dipl. Norv. III. No. 854.
  16. Pontopp. Annales. II. 495.
  17. I en Vadstena Brevbog 4to. paa kgl. Bibl. i Stockholm (F. e. II.) findes S. 117 Formularer for Abbedissens Ansøgning til vedkommende Biskop om slig Terminations-Bevilling for en tro Tjener af Klostret, da Regelen forbød Brødrene selv at drage omkring, og et Biskops-Pas for ham. Rimeligviis er denne Misbrug først opkommen i senere fordærvede Tider.
  18. Heimskr. Har. Gill. S. c. 12, Kong Magnus blev virkelig Munk, ikke blot Proventmand.
  19. Munkelivs Brevbog S. 42. jfr. Norges gamle Love. II. 379–381.
  20. Björgv. Kálfsk. har S. 84 en afbrudt Fortegnelse over Munkeliv Klosters Beholdning af rede Penge i 1321, der efter Sølvets Værd i hine Dage maa have været meget betydelig.
  21. Munkelivs Brevbog afgiver forresten en Mængde Oplysninger, som, omhyggelig benyttede, sandsynligviis ville opklare denne ikke uvigtige Sag. Mindre paalidelige ere derimod de Bidrag til Kundskab om Klostergodsernes gjensidige Størrelse, som den senere Lensrente afgiver; thi denne var hverken stedse eens, ei heller alene bestemt efter Godsets virkelige Størrelse, idet flere andre Hensyn, saasom Lensherrens Stilling, kongelig Naade o. desl. tillige kom i Betragtning. En Fortegnelse over de norske Klosterlens Rente 1602 findes i Schlegels Samling I. i. S. 81–94.
  22. Norges gamle Love. I. 137. 420. II. 385.
  23. Suhm XIII. 90. Pontopp. Annales. II. 170.
  24. Suhm XI. 281.
  25. Conciliets Brev findes i Vadstena Brevbog fol. 271.
  26. 1257, Suhm X. 339. 1275, Dipl. Svecan. I. 492. II. 142. Münters Kirchengesch. II. 435. ff. Den norske Kirkes Bidrag til Kardinal Vilhelm 1247 angives til 500 Mark brændt. (Suhm X. 94 efter Mathæus Parisiensis).
  27. Dipl. Norv. III. No. 29.
  28. Suhm XI. 411. Stephens Brottstycken. 2.
  29. Pont. Annal. II. 597 ff. Barth. VIII. 157–159. At Afgiften var 140 Gylden siges udtrykkelig paa mange Steder. Naar derfor en Optegnelse i Scr. Rer. Dan. VIII. 315 angiver langt høiere Summer, som vedkommende Priorater sendte til Rhodos, da maa dette have været en overordentlig Anstrengelse af samtlige Hospitaler een Gang for alle til Rhodos’s Understøttelse. Efter hiin (udaterede) Opgave betalte nemlig: Englands Priorat 42,050 Dukater, Aqvitaniens 16,175, Allemaniens 30,250, Tolosas 16,000, Castiliens 20,000, Portugals 8,000, Cataloniens 16,200, Allemania og Dacia 19,070 Dukater. Den faste aarlige Afgift kan dette umuligt være.
  30. Saml. til Norg. Hist. II. 75. Dipl. Norv. I. No. 1039. 1069. De udgjorde for Tuterøens Vedkommende aarlig 2 rhinske Gylden i Contributioner og 1 Gylden i Expenser.
  31. At de norske Abbeder virkelig reiste, vil Specialhistorien vise.
  32. I hvilken Grad Munkene i senere Tider forsømte denne Pligt, viser Rostocks Universitets-Matrikel fra dets Stiftelse 1419, hvori man finder opført en stor Mængde norske Geistlige, men kun 2 norske Munke. (Norske Samlinger. I. 72 ff.)
  33. Norges gamle Love III. 277. 306.
  34. Aslak Bolts Brev til Skalholts Stift om subsidium pallii (Hist. eccl. Isl. II. 346–348). Lignende Fordring gjorde Erkebiskop Vinald 1386 (ib. 454). Betalingen for Pallium var forøvrigt neppe eens bestandig, men afhængig af Pavens Pengeknibe og Ordinandens Personlighed. Mangler ved dennes kanoniske Kompetence var et almindeligt Paaskud, ikke til at negte Indvielsen, men til at Ribe ham betale den desto dyrere. (Jfr. Münters Kirchengesch. II. 474–476).
  35. Dipl. Norv. III. No. 63.
  36. Barth. IV. 228.
  37. Øyst. Jordebog fol. 11. Om cathedraticum i det Hele jfr. Hist. eccl. Isl. I. 234–235.
  38. Øyst. Jordebog anf. St.
  39. Dipl. Arn. Magn. fasc. 92. No. 19.
  40. Aslaks Jordebog 114–115. Om hine Klostre have ydet cathedraticum, er tvivlsomt. jfr. sammest.
  41. Suhm XII. 278. Grossi Turonenses eller gros de Tours var en i Middelalderen almindelig Mynt, hvoraf der oprindelig gik 64 paa en Mark Sølv.
  42. Jfr. Björgv. Kálfsk. 87–89. Størrelsen af Biskoppens Følge var lovbestemt.
  43. Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4. 5.
  44. Barth. IV. 165–172, jfr. Dipl. Norv. II. No. 28.
  45. Ligesaa almindeligt som det var, at Klostrene berigedes ved Andres Gaver, ligesaa sjeldent synes det at have været, at de selv viste sig gavmilde. Det eneste Exempel herpaa, jeg har fundet, er at Hovedøen i 1437 gav sit Fiskeri i Botnen (Bundefjorden) til Nidaros’s nylig afbrændte Domkirkes Gjenopbyggelse. (Schøning, Domkirkens Beskrivelse S. 315).