De østerlandske Folk/13
13. Dareios, Hystaspes’ Søn (521—485).
Efter de to Mageres Død, fortæller Herodot, holdt de syv Fyrster, som havde styrtet dem, en lang Raadslagning, under hvilken de tilslut blev enige om at lade Skjebnen raade for, hvem af dem der skulde blive Konge. De tog nemlig den Beslutning, at de en bestemt Dag skulde stige tilhest ved Solens Opgang, og den skulde være Konge, hvis Hest først vrinskede. Natten før den bestemte Dag førte Dareios’ Staldmester sin Herres Hest ud til et Sted, der laa paa den Vei, de syv Fyrster skulde ride, og lod den der være sammen med en anden af Dareios’ Heste, som den godt kjendte. Da nu de syv Fyrster Morgenen efter kom til samme Sted, vrinskede Dareios’ Hest. I samme Øieblik skal det have lynet og tordnet, skjønt Himmelen var klar. De seks andre sprang af sine Heste og kastede sig til Jorden for sin nye Konge. Dareios var 28 Aar gammel, da han besteg Kyros’ Throne.
Mere sandsynligt end denne Beretning er det, at Dareios som Hovedet for Achæmenidernes kongelige Familie uimodsagt blev hyldet som Konge af alle, da det viste sig, at den ældre Linje virkelig var uddød. Dette bekræftes ogsaa af en Indskrift, der hidrører fra Dareios. Den stemmer ellers i alt væsentligt med Herodots Beretning om disse Begivenheder. I Indskriften staar der blandt andet: »Da Kambyses havde dræbt Smerdes, vidste Folket ikke, at Smerdes var død. Medens Kambyses var i Ægypten, gjorde Folket Oprør. Der var dengang en Mager ved Navn Gaumata. Han skuffede Folket med de Ord: »Jeg er Smerdes, Kyros’ Søn, Kambyses’ Broder«. Da vendte hele Riget sig til ham, baade Persien, Medien og de andre Landskaber. Derefter døde Kambyses ved at saare sig selv. Dette Rige, som Gaumata røvede, havde fra gammel Tid af tilhørt vor Slegt. Folket var ræd for Mageren formedelst hans Grumhed. Han vilde have dræbt alle dem, som havde kjendt den rette Smerdes. Ingen vovede at sige Sandheden, før jeg kom. Jeg bad til den store Gud Ormuzd, og han bragte mig Hjælp. Ledsaget af troe Mænd dræbte jeg Mageren og hans Hjælpere. Jeg gjenoprettede Riget, som Mageren havde frarøvet vor Æt«.
Straks efter Dareios’ Thronbestigelse gjorde Babylon et Oprør, som havde været forberedt under Magerne. Indbyggerne valgte sig til Konge en af Nebukadnesars Æt. Dareios samlede mange Tropper og beleirede Byen, men kunde intet udrette. Babylonierne stolede paa sine sterke Mure og tilbragte Tiden tildels med Lystighed. De haanede Perserne og sagde: »Hvorfor slaar Perserne sig til Ro her istedenfor at pakke sig bort? Før skal Mulæslerne føde, før I skal tage Babylon«. Storkongen havde allerede ligget næsten to Aar foran Staden, og Stillingen begyndte at blive farlig for Beleirerne selv, da ogsaa andre Lande gjorde Oprør. Da hændte det, at der blev meldt Zopyros, som var Søn af en af syv, der styrtede Mageren, at et af hans Mulæsler havde faaet Føl. Han overbeviste sig selv om Rigtigheden heraf og befalede alle sine Tjenere at tie stille hermed. Han ansaa sig nu af Himlen kaldet til at indtage den store Stad.
Efter en Tid at have tænkt over dette fremstillede han sig en Dag for Kongens Throne med afskaarne Øren og Næse, med afraget Haar og mishandlet af Piskeslag. Kongen spurgte fortørnet, hvem der havde vovet at tilføie en af Rigets fornemste Mænd en saadan Beskjæmmelse. Zopyros svarede, at en saadan Magt kunde ingen uden Kongen alene have. Heller ikke var det nogen fremmed, der havde rakket ham saaledes til, men ham selv, fordi han ikke længer kunde taale, at Babylonierne spottede Perserne. Kongen irettesatte ham derpaa for en saadan vederstyggelig Gjerning, men Zopyros svarede: »Dersom jeg først havde fortalt dig, hvad jeg agtede at gjøre, vilde du ikke have tilladt mig det; derfor har jeg gjort det paa egen Haand, og nu staar det til dig, om vi skal tage Babylon. Som jeg nu er, vil jeg gaa over til de beleirede og sige, at du har ladet mig lide denne Medfart, og jeg antager, at de da vil tro dette og betro mig en Del af Hæren. Men paa den tiende Dag, efterat jeg er kommen ind i Byen, skal du mod den saakaldte Semiramis’ Port sende 1000 Mand af de Tropper, hvis Tab der ligger mindst Vegt paa. Send syv Dage derefter 2000 Mand mod den saakaldte niniske Port og saa igjen efter tyve Dages Forløb 4000 Mand mod Kaldæernes Port. Alle disse maa være slet rustede, saa de ingen Modstand kan gjøre. Men efter den tyvende Dag maa du befale hele den øvrige Hær at storme frem mod Staden fra alle Kanter. Thi efter saadanne Heltegjerninger vil vist Babylonierne give alt, selv Portnøglerne, i mine Hænder, og da skal vi nok, jeg og Perserne, faa Ende paa Sagen«.
Derpaa løb Zopyros hen til en af den beleirede Stads Porte og saa sig om nu og da som en virkelig Overløber. Da Taarnvægterne saa ham, løb de ned, aabnede Porten paa Klem og spurgte, hvem han var, og hvad han vilde. Han sagde, at han var Zopyros, og at han kom som Overløber. Derpaa førtes han frem for Babyloniernes Raad, hvor han fortalte, at Dareios havde mishandlet ham saaledes, som de selv saa, og det af den Grund, at han havde raadet ham til at føre Hæren bort, da man saa alligevel ikke kom nogen Vei med Erobringen af Byen. »Og nu, Babyloniere, er jeg kommen hid til største Fordel for eder, men Dareios og hans Hær til største Mén. Han skal ikke have tilføiet mig en saadan Skam og Skade for ingen Ting; thi jeg kjender alle hans Planer.«
Det var hans Ord. Men da Babylonierne saa, at en af Persernes Fyrster havde mistet Næse og Øren og var saa græsselig mishandlet, tvivlede de ikke et Øieblik paa, at han talte den rene Sandhed, og at han var kommen for at staa dem bi. De indrømmede ham derfor alt, hvad han bad om. Han forlangte en Hærafdeling og handlede i et og alt efter den med Dareios trufne Aftale. For hver Gang slog han de Tropper, som Kongen sendte mod Byen, og hans Ros var paa alles Munde. Og efterat han havde drevet de fire tusinde paa Flugt, satte Babylonierne ham til sin Hærfører og til øverste Befalingsmand over hele sin By. Men da Dareios efter Aftale stormede Byen, og Babylonierne steg op paa Murene for at verge den, aabnede Zopyros to af Portene og slap Perserne ind. Babylonierne var forraadte, og Staden faldt for anden Gang i Persernes Hænder i Aaret 518. Omtrent tre tusinde af Stadens fornemste Mænd blev naglede til Korset. Murene blev for en stor Del sløifede og Portene nedrevne. Zopyros fik Statholderskabet over Babylon uden nogen Afgift, og Dareios skal have sagt om ham, at han ved sin Daad overgik alle Persere undtagen Kyros.
Over en af de Porte i Babylon, som der gik størst Færdsel igjennem, fandtes der et Gravmæle, hvor efter Sagnet Nebukadnesars Dronning hvilede. Det havde følgende Indskrift: »Skulde en af mine Efterfølgere blandt Kongerne i Babylon mangle Penge, da aabne han denne Grav og tage saamange, han lyster. Men dersom han ikke virkelig lider Nød, da aabne han den ikke, thi han skal i saa Fald ikke befinde sig vel derved«. Denne Grav blev urørt, indtil Dareios kom paa Thronen. Han lod den aabne, men fandt intet andet end Liget og en Indskrift af følgende Indhold: »Hvis du ikke havde været det mest gjerrige og havesyge af alle Mennesker, vilde du ikke have aabnet de dødes Grave«.
Om en anden af de syv, som styrtede Magerne, nemlig Intaphernes fortæller Herodot, at Dareios havde ham mistænkt for at pønse paa Oprør. Han lod ham derfor fængsle tilligemed alle Mandspersoner i hans Slegt og dømte dem alle fra Livet. Intaphernes’ Gemalinde kom daglig til Kongens Palads og anraabte med Graad og Hyl om Naade for sin Slegt. Da Dareios ikke kunde blive hende kvit, sendte han Bud til hende og lod sige: »Kong Dareios viser dig den Gunst, Kvinde, at frigive en af dine paarørende, hvilken du selv maatte ønske«. Efter at have betænkt sig svarede hun: »Hvis Kongen skjænker mig ens Liv, foretrækker jeg at frelse min Broder fremfor nogen anden«. Dareios undrede sig over dette Valg og sendte atter Bud: Kong Dareios spørger dig, Kvinde, hvad der bevæger dig til at gaa din Mand og dine Børn forbi, men vælge din Broder til at leve med dig, skjønt han er dig mere fremmed end dine Børn og maa være dig mindre kjær end din Mand«. »Konge«, svarede hun, »jeg kan vel, om Gud vil, faa en anden Mand, ligeledes andre Børn, dersom jeg skulde miste disse. Men da begge mine Forældre er døde, vil det ikke paa nogen Maade være mig muligt at faa en anden Broders. I dette Svar fandt Kongen Behag og løslod ikke alene den, hun havde bedet om, men ogsaa hendes ældste Søn. De øvrige derimod tog han alle afdage.
Dareios vilde ogsaa ligesom sine Formænd være Erobrer. Han valgte mod enkelte forstandigeres Raad at angribe Skytherne for at tage Hevn over dem for den Ødelæggelse, de i sin Tid havde anrettet i Asien (Side 12—14). Han lod slaa en Bro over Bosporos og drog med den største Hær, som nogen persisk Konge indtil da havde samlet (Størrelsen anslaaes til 700,000 Mand), over fra Asien til Europa i Aaret 515. Over Donau byggedes ligeledes en Bro, og der lod han endel græske Anførere og Stormænd blive tilbage til Broens Bevogtning. Han gav dem en Rem med seksti Knuder paa, bad dem hver Dag løse op én, og hvis han ikke var kommen tilbage, naar de var færdige dermed, da kunde de reise hjem igjen. Hans Hensigt var vel altsaa i visse Tilfælde at vende tilbage over Kaukasus. Skytherne indlod sig ikke i Kamp med Perserne, men trak sig altid længer og længer tilbage, idet de lagde alt Landet øde efter sig. Paa den Maade kom Perserne tilslut flere Dagsreiser østenfor Don. Da Dareios sendte en Rytter til en af Skythernes Konger for at forlange Jord og Vand som Tegn paa Underkastelse, skal der istedenfor det forlangte være bleven sendt ham en Fugl, en Mus, en Frosk og fem Pile med de Ord, at Perserne selv maatte se til at finde ud Meningen med disse Foræringer. Vistnok fortolkede nu Storkongen selv dette som Tegn paa Underkastelse; men den gamle Gobryas (Side 53) var af en anden Mening, der ogsaa syntes de fleste andre at træffe det rette; han antog nemlig, at Skytherne dermed vilde sige: »Hvis I Persere ikke kan flyve under Himmelen som Fugle, smutte ned i Jorden som Mus eller hoppe ud i Søerne som Froske, da vil I ligge under for Skythernes Pile«.
Perserne blev paa sin Marsch stadig angrebne af det skythiske Rytteri og led store Nederlag. Hele Dareios’ Feltplan gik derfor tilslut kun ud paa igjen at naa Donau. For at opnaa dette raadede Gobryas til at opofre en Del af Hæren. Alle syge og svage tilligemed Trosset skulde blive tilbage i Leiren for at bringe Skytherne paa den Tro, at Kongen endnu holdt sig der; i Virkeligheden skulde han derimod med den kraftigste Del af Hæren søge at vinde et Forsprang for Skytherne paa Veien til Donau. Listen lykkedes. Skytherne merkede først, hvorledes det hang sammen, da de havde taget Leiren, og satte nu efter de flygtende. Da den skythiske Hær kun bestod af Ryttere, vilde den snart have indhentet dem. Men Perserne havde taget feil af Veien, saa at Skytherne naaede Donau før Dareios. De opfordrede de græske Anførere til at bryde Broen af, hvorved de vilde blive det persiske Herredømme kvit og kunde derfor takke Guderne og Skytherne.
Da Skytherne stillede denne Opfordring til de ved Donau staaende Grækere, var den for Perserkongens Tilbagevenden fastsatte Termin allerede udløben, og Miltiades, en af de græske Tyranner[1] under Storkongens Overhøihed, raadede indtrængende til at afbryde Broen og befri Ionien. (Side 19—20). Men da viste det sig, hvilke kloge Beregninger Kyros havde gjort, da han overalt i de græske Stæder, som stod under hans Herredømme, havde ladet indsætte Tyranner. Histiæos, Tyran i Miletos, anførte nemlig mod Miltiades’ Raad: »Vi, Grækernes Førere og Byernes Tyranner, har Dareios alene at takke for vor Magt; kun ved hans Hjælp hersker enhver af os i sin By. Bliver hans Magt ødelagt, saa vil hverken jeg vedblive at være Herre i Miletos eller I i eders Byer; thi alle vil foretrække Folkestyre for Enevoldsmagt«. Alle de andre undtagen Miltiades tiltraadte Histiæos’ Mening, og de besluttede at lade Broen staa og kun afbryde en Del af den paa den Side, som vendte mod Skytherne. Disse indbildte de derimod, at de vilde afkaste hele Broen, og imens skulde da Skytherne selv drage nordover igjen for at opsøge og tilintetgjøre Dareios og hans Hær. Men de traf ham ikke. Dareios kom om Natten til Donau og fandt Broen borte. Alle troede nu, at Ionerne var afreiste. At komme over den brede Strøm var en Umulighed, og ogsaa Resten af Hæren troede sig viet til Undergang. Da befalede Kongen en Ægypter, som havde en meget sterk Stemme, at træde hen til Flodbredden og raabe paa Milesieren Histiæos. Raabet blev besvaret, Ionerne kom seilende over med sine Skibe, satte Broen istand igjen, og Dareios var reddet. Resultatet af det store Tog var kun, at de thrakiske Folkeslag og nogle græske Kolonier paa den thrakiske Halvø blev tvungne til at erkjende den store Konges Overherredømme.
Fra Skythertoget har vi om Dareios følgende Fortælling, som viser, hvilken Grusomhed og Raahed der herskede selv hos de bedre Regenter paa den Tid: En Perser ved Navn Øobazos bad Kongen om, at den ene af hans tre Sønner maatte slippe fri for at deltage i Felttoget. »De skal slippe alle tre«, svarede Kongen. Øobazos jublede af Glæde, der dog fik en brat Ende, da han kort efter fik Øie paa sine Sønners Lig. Ved Døden havde Storkongen forskaanet hans Sønner for Felttogets Farer.
Den Luksus og Overdaadighed, som herskede ved det mediske Hof paa Astyages’ Tid (Side 14), naaede ved det persiske en endnu større Høide. Selve Kroningen foregik vistnok med stor Simpelhed; den nye Hersker drog til Persiens gamle Hovedstad Pasargadæ, iførte sig den Dragt og Hovedbedækning, som Kyros havde baaret, og spiste nogle Figener samt drak et Bæger Melk for at erindre sig Persernes gamle Levesæt. Men efterat Kongen var kommen tilbage fra denne Færd, viste han sig yderst sjelden offentlig, og det var meget vanskeligt at faa Adgang til ham. Der fordredes lang Tid og meget Besvær for at trænge igjennem den talrige Skare af Livvagter, Gildinger og Tjenere af alle Slags for endelig at blive meldt af Overdørvogteren. Den, som vovede uanmeldt at træde frem for Kongen, straffedes med Døden, hvis Kongen ikke af særegen Gunst tilgav ham (Esther 4, 11). Den samme Straf rammede den, som, selv af Vanvare, satte sig paa Kongens Sæde. Enhver, som fik Adgang til Kongen, maatte kaste sig næsegrus ned og kysse Jorden. At vise Kongen selv de simpleste Tjenester ansaaes som den største Hædersbevisning, og Rigets fornemste Mænd kappedes om at være hans personlige Opvartere. Kongens særlige Taffel forsynedes fra visse bestemte Steder. Brødkornet kom fra Eolien[2], Saltet fra Jupiter-Ammons Oase[3], Vinen fra Chalybon i Syrien. Det Vand, Kongen drak, maatte være fra Floden Choaspes i Susiana; naar han var paa Reiser, førtes en Forsyning deraf med i Sølvkar.
Hoffets Personale var overordentlig stort; det levede helt og holdent paa Kongens Bekostning, og Hofbetjentenes Antal anslaaes til op imod 15,000 Personer. Hver Dag slagtedes der til Kongens Bord 1000 Stykker stort og smaat Kvæg, og den daglige Udgift til Hoffets Underhold skal have beløbet sig til 1,600,000 Kroner. Skjønt disse Angivelser muligens er noget overdrevne, navnlig i Henseende til de daglige Udgifter, var dog i ethvert Tilfælde Hofpersonalet særdeles stort. Livvagten alene bestod af 10,000 Mand. Selv naar Kongen var paa Reiser, fulgte omtrent hele Hoffet med, og der krævedes 1200 Kameler alene til Transport af den kongelige Bagage. I den sidste Perserkonges Hofleir tog Alexander af Makedonien tilfange 277 Kokke, 66 Kransebindere, 40 Salvelavere o. s. v. Værdien af de senere Storkongers Festdragt og de Smykker, de bar, angives til den fabelagtige Sum af 48 Millioner Kroner. Aldrig var Kongen at se tilfods; gik han engang imellem gjennem de indre Slotsgaarde, blev der foran ham udbredt Tepper fra Sardes, som ingen anden Fod turde betræde.
Dareios inddelte sit Rige i tyve Provinser eller Satrapier. I Spidsen for hvert Satrapi sattes en Styrer, Satrap, hvis Magt indenfor Provinsen var ligesaa uindskrænket som Storkongens i det hele Rige. Ethvert Satrapi skulde svare Kongen en aarlig Skat, der for største Delen bestod i Landets egne Frembringelser saasom Korn, Vin, Guld, Elfenben, Heste, Kvæg, Træler o. s. v. Desuden udskrev Satrapen Skatter til sit eget Behov, og at det ikke var Smaating, der gik med hertil, skjønner man lettest af Herodots Fortælling om, at Satrapen i Babylon holdt 800 Hingste og 16,000 Hopper og saamange indiske Jagthunde, at fire store Byer maatte til for at underholde dem. Ligeledes fortælles der, at da Atheneren Themistokles var flygtet til Perserkongen Artaxerxes den langhaandede (465—425), gav denne ham tre Byer i Lilleasien til hans Underhold, Magnesia til Brød, Myos til Kjød og Lampsakos til Vin. Satraperne var i Almindelighed fornemme Persere eller Medere, ofte af Achæmenidernes Hus; der var dog ogsaa Provinser f. Eks. Kilikien, der styredes af indfødte arvelige Satraper.
Til de fjerneste Egne i sit store Rige anlagde Dareios Veie og indrettede en kongelig Post med Stationer i tre til fire Miles Afstand fra hverandre. Paa hver Station stod Heste og Ryttere færdige til Befordring af de kongelige Breve og Budskaber. Grækerne sagde om disse kongelige Postryttere, »at de fløi hurtigere end Ørne«, og Herodot siger, »at intet i Verden er rappere end disse Ryttere«. Veien fra Sardes til Susa, som er 337 Mile lang fordelt paa 111 Stationer, tilbagelagdes paa syv Dage. I endnu kortere Tid kunde Udbrud af Oprør meldes selv fra de fjerneste Egne; man havde i dette Øiemed opreist Rækker af Varder paa fremtrædende Punkter, og ved at tænde Baal paa disse kunde Vardens ensomme Vogter, der aldrig maatte forlade sin Post, melde Storkongen, at en af hans uhyre Riges Provinser havde vovet at reise sig mod hans Vælde.
Det persiske Riges egentlige Hovedstad var Susa; men Kongen holdt ofte Hof i andre Byer f. Eks. om Sommeren idet høiere liggende kjølige Ekbatana, Mediens gamle Hovedstad, om Vinteren i det lune Babylon. Dareios anlagde desuden en ny Hovedstad, Persepolis, i det egentlige Persien, hvis gamle Hovedstad, Pasargadæ, dog vedblev at være Kroningsstad. Sardes var ogsaa en vigtig By, hvor Storkongen residerede, naar han var paa de Kanter. At Kambyses sin længste Tid holdt Hof i Memphis, er tidligere nævnt (Side 43).
Persernes og Medernes Religionsstifter eller idetmindste den, som har samlet deres religiøse Forestillinger i deres hellige Skrift, Zend-Avesta, er Zoroaster, hvis Levetid er ubekjendt, men som man i Almindelighed har hensat til det 13de Aarhundrede f. Kr. Ifølge Zend-Avestas Verdensanskuelse var Verden delt i to Riger, Lysets og Mørkets. Over det første herskede Ormuzd, og under ham stod alt godt, Solen, Lyset, Ilden, de milde Vinde og den klare Luft, Kvæget, Hesten, Hunden og de andre Husdyr o. s. v. Under Ahriman, Mørkets Fyrste, derimod hørte Nat og Kulde, Snestorm og Ørkenvind, Orme og Rovdyr o. s. v. Efter Døden gaar Aanden til Salighed eller retfærdig Straf; dog skal Ahrimans Rige fuldstændig gaa tilgrunde i en sidste, afgjørende Kamp, og i Verden skal der tilslut herske idel Lys og Salighed.
Et anskueligt og paalideligt Billede af saavel Perserkongens Hofliv som den Maade, hvorpaa Landet styredes,
finder vi i Esthers Bog, hvis væsentligste Indhold er følgende:
»Ahasveros, som herskede fra Indien til Morland[4] over 127 Landskaber, gjorde i Susa et Gilde for alle sine Fyrster og Tjenere og viste sit Riges herlige Rigdom og sin Storheds pragtfulde Glans i 180 Dage, og da disse var omme, gjorde han et Gilde i syv Dage i Forgaarden til Haven foran Kongeborgen for hele Folket, som fandtes i Susa, baade store og smaa. Brogede Tepper var ophængte i Sølvringe paa Marmorsøiler, Bænke af Sølv og Guld stod paa et Gulv, der var indlagt med Porfyr, hvidt Marmor, Perlemor og Skildpadde. Drikkevarerne bares ind i Guldskaaler, kongelig Vin var der i rig Mængde, og det var fastsat, at ingen skulde nøde nogen; thi Kongen havde befalet alle Stormænd i sit Rige, at enhver skulde have sin frie Vilje.
Dronning Vasti gjorde ogsaa et Gjestebud for Kvinderne i det kongelige Hus. Paa den syvende Dag, da Kongen var lystig af Vinen, sagde han til syv Hofmænd (Gildinger), at de skulde føre Dronningen frem for ham med den kongelige Krone paa, forat han kunde vise hendes Skjønhed for Folket og Fyrsterne. Men Dronningen vægrede sig ved at efterkomme Kongens Ord. Da blev Kongen vred, kaldte de vise og de syv Fyrster i Persien og Medien, som skuede Kongens Ansigt og sad øverst i Riget og forstod sig paa Lov og Ret, og spurgte dem, hvad man skulde gjøre med den ulydige. Af Frygt for, at hun ved sit Eksempel skulde bringe de andre Kvinder til at være sine Mænd ulydige, bestemte de, at hun skulde forskydes.
Derpaa samlede man saamange skjønne Kvinder, man kunde finde, og bragte dem til Kongens Harem, forat han kunde vælge, hvem der skulde være Dronning efter Vasti. Blandt dem var Esther, hvis Pleiefader hed Mardokai, begge af jødisk Herkomst. De unge Piger, der var bragte til Susa, blev i tolv Maaneder salvede med Myrrha og vellugtende Urter. Derpaa førtes de én for én til Kongen; men ingen kom anden Gang til ham, uden han særlig forlangte det. Da Raden kom til Esther, som havde fundet Naade for alles Øine, elskede Kongen hende mere end alle de andre Kvinder. Hun vandt hans Yndest og Kjærlighed fremfor alle Piger, og han satte den kongelige Krone paa hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vastis Sted. Efter Mardokais Raad havde hun ikke fortalt, af hvad Slegt og Folk hun var. Mardokai sad stadig i Kongens Port og opdagede engang et Forræderi mod Kongen. Forbryderne blev hængte og Begivenheden optegnet i Aarbogen.
Haman, som Kongen havde ophøiet over alle Fyrster i Riget, syntes ikke om, at Mardokai ikke vilde knæle for ham, naar han gik forbi. For at hevne sig fik han Kongen overtalt til at lade udgaa en Befaling om, at alle Jøder skulde udryddes paa én Dag. Mardokai og Esther var dybt bedrøvede herover; men hun vovede ikke at gaa til Kongen, da der var den Lov, at hver den, som gaar ind til Kongen i den inderste Hal uden at være kaldet, han skal miste Livet, medmindre Kongen rækker Guldspiret mod ham, og Esther havde ikke været kaldet til Kongen i tredive Dage. Mardokai bebreidede hende hendes Frygt og sagde: »Hvem kan vide, om det ikke er for denne Tids Skyld, at du er kommen paa Thronen?« Da tog hun Mod til sig, fastede først i tre Dage, klædte sig i sin kongelige Dragt og gik saa ind til Kongen. Hun fandt Naade for hans Øine, saa han udrakte Guldspiret mod hende og sagde: »Hvad begjærer du, Dronning Esther? Var det end Halvdelen af mit Rige, skal det gives dig!« Men hun bad blot om, at Kongen og Haman vilde spise hos hende den næste Dag. Dette skede, og mod Slutten af Gildet bad hun dem til sig ogsaa den følgende Dag. Den Nat kunde Kongen ikke sove og lod læse for sig af Aarbogen; saaledes fik han vide, at Mardokai ingen Løn havde faaet for sin Troskab.
Haman pønsede imidlertid paa Mardokais Undergang og gik den næste Dag til Kongen for at bede om Lov til at hænge ham i en femti Alen høi Galge, som han havde ladet opreise. Kongen modtog ham med de Ord: »Hvad skal der gjøres med den Mand, som Kongen vil hædre?« Det er sikkert mig, Kongen mener, tænkte Haman og svarede: »Man skal iføre ham den kongelige Dragt, lade ham ride paa Kongens egen Hest og sætte Kongens Krone paa hans Hoved, og en af de store Fyrster skal lede Hesten gjennem Staden og raabe: Saaledes skal der gjøres med den Mand, som Kongen vil hædre«. Kongen sagde: »Skynd dig, gjør saa med Jøden Mardokai«. Haman maatte altsaa føre Mardokai i Triumf gjennem Gaderne med al den Pomp og Pragt, han selv havde foreslaaet. Men end større Ulykke ventede der ham ved Gildet, hvor Esther bad for sit Folk og klagede over ham. Haman blev hængt i den Galge, han havde reist for Mardokai, og denne fik Kongens Ring, medens Befalingen om Jødernes Udryddelse blev ophævet paa den Maade, at det blev dem tilladt at verge sig og dræbe sine Fiender. Til Minde om denne Dag feirede Jøderne Purimsfesten«.
Man ved ikke med Sikkerhed, hvilken af de persiske Storkonger det er, som i Esthers Bog kaldes Ahasveros. Den almindeligste Antagelse er, at det er Kong Xerxes[5].
- ↑ Tyran kaldtes hos de gamle, navnlig hos Grækerne, i Almindelighed enhver, der havde opkastet sig til uindskrænket Hersker over et tidligere frit Folk, uden at man med den Benævnelse vilde have ham betegnet som grusom.
- ↑ Æolien kaldtes den nordvestlige Del af Lilleasien.
- ↑ Jupiter-Ammons Oase laa i den libyske Ørken, vest for Ægypten.
- ↑ Ved Morland forstaaes egentlig de i den gamle Tid bekjendte Egne af Afrika og Arabien, hvor Indbyggernes Hudfarve var sort. Her og i Almindelighed ellers menes Æthiopien.
- ↑ Kong Dareios’ senere Liv og hans Tog mod Grækenland vil blive skildret senere hen i Forbindelse med samtidige Begivenheder i Grækernes Historie.