De østerlandske Folk/12
12. Magernes Herredømme (522—521).
Efter Kong Kambyses’ Død hyldede alle Provinser, ja endog den fra Ægypten hjemvendende Hær den nye Hersker, og i syv Maaneder førte de to Magere (Side 48) Regjeringen i Smerdes’ Navn. De viste en stor Mildhed mod alle sine Undersaatter og fritog dem for alle Skatter og al Krigstjeneste i tre Aar. Det blev dog snart meget paafaldende, at den nye Konge aldrig kom udenfor sit Palads og ikke viste sig for nogen. Selv Persiens »syv Fyrster«, der var Rigets første Mænd og Kongens fornemste Raadgivere, og som efter tidligere Skik og Brug havde fri Adgang til Kongen, blev nu afviste. En af disse havde en Datter, der var i Kongens Harem. Hende befalede han at faa udforsket, om Kongen havde Øren eller ikke; thi hvis det var Oropastes’ Broder, som var Konge, hvilket Fyrsten havde Mistanke om, da maatte han mangle Øren, eftersom Kyros engang for en stor Forseelses Skyld havde klippet disse af ham. Hun meldte snart sin Fader, at Kongen var uden øren.
Nu sammensvor de syv Fyrster sig om at styrte Magerne. Blandt Fyrsterne var ogsaa Hystaspes, der var Statholder i Persien og efter Kong Kambyses’ Død Hovedet for Achæmenidernes Familie; men da han allerede var en gammel Mand og selv for svag til at deltage i Sammensvergelsen, sendte han sin ældste Søn Dareios til Susa i sit Sted. Dareios var især den, der drev ivrigst paa straks at udføre Gjerningen. De sammensvorne forpligtede sig til hellere allesammen at lade sit Liv end finde sig i, at en Mager, som ikke engang havde Øren, herskede over Perserne.
Samtidig med, at dette skede, lod de to Magere Prexaspes hente til sig og lovede ham Guld og grønne Skove, hvis han offentlig vilde forkynde, at Kongen virkelig var Kyros’ Søn; thi der var kommet Rygter i Omløb om, at Smerdes skulde være bleven ryddet afveien i sin Broders Dage, og at dette var udført netop af Prexaspes. For at modarbeide disse Rygter talte Magerne derfor aabent med Prexaspes og søgte at vinde ham for sig, da han var den eneste eller ialfald en af de meget faa, der foruden Magerne selv havde fuld Vished om den virkelige Smerdes’ Død. Desuden nød Prexaspes stor Anseelse hos Perserne. Han lod, som han gik ind paa Magernes Forslag, og efterat disse havde forsamlet Folket foran Slottet i Susa, besteg Prexaspes et af dets Taarne for derfra at tale til Folket. Men istedenfor at give den lovede Erklæring fortalte han alt om Smerdes’ Død og om den Del, han selv havde havt deri, oplyste om, at det var to Magere, der nu herskede over Perserne, og opflammede Folkets Raseri mod hine end mere ved at fremhæve Achæmenidernes og især Kyros’ ærefulde Fortjenester, og han endte med de Ord: »Hvad jeg før har skjult af Frygt, det forkynder jeg eder nu, og jeg forbander Perserne, hvis de ikke tager Hevn over Magerne«. Med disse Ord styrtede han sig ned af Taarnet og mistede paa den Maade Livet.
De syv sammensvorne var allerede paa Veien til Paladset, da dette indtraf. De vilde af den Grund udsætte sit Forehavende; men Dareios holdt fast paa, at det skulde ske straks. I denne deres Raadvildhed sendte Himlen dem et Varsel; de saa syv Par Høge overfalde og beseire to Par Gribbe, og i Tillid til dette Varsel, der kun kunde udlægges paa én Maade, gik de seks Fyrster over til Dareios’ Mening, og de fortsatte sin Gang til Kongeborgen. Vagterne gav ærbødig Plads for Persernes Fyrster; men Gildingerne, som var i den indre Slotsgaard, og som bragte Kongen Budskaber, stansede dem. De sammensvorne trak sine Sverd og stødte dem ned; derpaa styrtede de hurtig ind i Kongens Værelse, hvor de to Magere sad og raadslog om, hvad de skulde gjøre efter Tildragelsen med Prexaspes. Efter en kort Kamp blev de begge nedhuggede, efterat dog to af Fyrsterne var blevne saarede. Den ene af Magerne løb ind i et mørkt Sideværelse og forsøgte at stænge Døren; men Dareios og hans Svigerfader Gobryas fulgte straks efter ham. Gobryas fik fat i Mageren og holdt ham fast, og da Dareios nølede med at støde ham ned med sit Sverd af Frygt for i Mørket ogsaa at træffe sin Svigerfader, raabte denne: »Stød til, selv om du skal gjennembore os begge«. Dareios adlød, men traf heldigvis kun Mageren. Fyrsterne løb nu ud og fremviste for Folket de afhugne Hoveder. Da Perserne merkede, at de var blevne bedragne, trak de sine Sverd og nedhug alle Magere, som de traf, »og hvis ikke Natten var faldet paa«, siger Herodot, »vilde ingen Mager være bleven ilive i Susa«. Siden pleiede Perserne at festligholde denne Dag til Erindring om Magerdrabet, og da maatte alle Magere holde sig inde i sine Huse.