Hopp til innhold

De østerlandske Folk/11

Legg til lenke
Fra Wikikilden

11. Kambyses, Persernes Konge (529—322).

Efter Kyros’ Død besteg Kambyses Faderens Throne. Kort Tid efter gjorde han et Tog til Ægypten. Efter Herodots Beretning fortalte Perserne selv, at følgende Begivenhed var Anledningen til dette Tog. Nekos Sønnesøn Hophra (594—570), som Herodot kalder Apries, var bleven stødt fra Thronen i Ægypten af en Mand af simpel Herkomst ved Navn Amasis (570—528). Denne blev anmodet af Kambyses om at sende ham den dygtigste Øienlæge, som fandtes i Ægypten. Landet var nemlig berømt for sine udmerkede Læger. Denne Begjæring var ogsaa Amasis rede til at opfylde; men den Læge, som blev udseet til at afsendes til Persien, vilde nødig forlade sit Land og sin Familie. Da hans Bønner imidlertid intet hjalp, besluttede han at hevne sig, og efter sin Ankomst til det persiske Hof gjorde han dette paa den Maade, at han fik overtalt Kambyses til at forlange Amasis’ Datter tilegte. Amasis kom nu i stor Nød; thi han vidste vel, at Kambyses ikke vilde tage hende til sin Gemalinde, men kun til Medhustru; men paa den anden Side var han ogsaa bange for at støde Perserkongen ved et Afslag. Da fandt han paa at sende sin Formands Datter isteden og give hende ud for sin egen. Men hun røbede Sagens sande Sammenhæng for Kambyses, der i sin Forbitrelse besluttede at tage Hevn over Amasis. Saaledes begyndte han da det Tog, der skulde blive saa skjebnesvangert for ham selv.

Da Kambyses med sin Hær naaede til Egypten, var Amasis allerede død og Thronen i hans Søn Psammenits Besiddelse. Mellem denne og Kambyses kom der ved Pelusion, som ligger ved den østligste Nilarm, til et Hovedslag, hvori Ægypterne efter en morderisk Kamp tog Flugten. Dette skede i Aaret 527. Ifølge en anden Beretning, som dog ikke omtales af Herodot, skal Kambyses have sikret sig Seiren ved foran sin Hær at stille en Mængde af de Dyr, som Ægyterne ansaa for hellige. Af Frygt for at skade disse vovede Ægypterne derfor ikke at forsvare sig. Efter Slaget ved Pelusion rykkede Kambyses mod Memphis, der efter ti Dages Beleiring faldt i hans Hænder tilligemed Kong Psammenit og hele det ægyptiske Hof. I Forveien havde Kambyses sendt et Skib med en Besætning af 200 Mand og en Herold til Memphis for at forlange Stadens Overgivelse. Disse havde Folket i blindt Raseri nedhugget til sidste Mand. Persernes »kongelige Dommere« fældte nu den Dom, at for hver af de dræbte Persere skulde der dø ti Ægyptere af de bedste Familier. To tusinde unge adelige Mænd med Kongens Søn i Spidsen, enhver med Strikke om Halsen og Bidsel i Munden, blev førte forbi den fangne Konge for at henrettes. Ved dette Syn sænkede Kongen kun Blikket sørgmodig mod Jorden, medens de øvrige fangne Ægyptere, der sad rundt om sin Konge, græd og jamrede sig. Den samme Fasthed havde Psammenit vist, da hans Datter tilligemed andre af de fornemste unge Piger i Træledragt var gaaede forbi for paa Perserkongens Befaling at hente Vand. Men da han saa en gammel Mand, en af sine Bordfæller fra tidligere Tid, som havde mistet alt, gaa omkring og tigge hos de persiske Soldater, kaldte han ham ved Navn og græd høit. Da dette blev meldt Kambyses, lod han spørge Ægypternes Konge, hvorfor han ikke græd og jamrede sig over sine Børns Ulykke, men tog sig denne Tiggers Skjebne saa nær, skjønt han slet ikke kom ham ved. »Mine huslige Ulykker«, svarede Psammenit, »er for tunge til, at jeg kan græde over dem; men min Vens Ulykke er Taarer værd, da han nu paa Alderdommens Terskel har mistet hele sin Eiendom og er bleven Tigger«.

Dette syntes den store Konge var smukt sagt. Baade Krøsos og de tilstedeværende Persere græd derover, og endog Kambyses selv følte et Slags Medlidenhed med den haardt prøvede Ægypterkonge og gav straks Befaling til at skaane hans Søn. Denne Ytring af Mildhed fra Kambyses’ Side kom dog forsent; thi Kongesønnen var bleven henrettet først af alle. Psammenit selv derimod blev optagen ved Perserkongens Hof, og han vilde efter Herodots Formening sikkerlig have faaet Ægypten igjen som Statholder, dersom han havde artet sig vel; thi de persiske Erobrere pleiede ofte at lade de overvundne Lande styre af de afsatte Konger eller deres Sønner. Idetmindste nød de afsatte Fyrstehuse som oftest god Behandling. Men Psammenit pønsede paa Oprør og maatte drikke Okseblod[1], og dette Traktement bekom ham saa ilde, at han døde paa Stedet.

Forat Kambyses ogsaa kunde faa Hevn over Amasis, der jo egentlig var den, som havde vakt hans Vrede, blev dennes Lig opgravet og mishandlet paa det værste og tilsidst brændt. Herved forhaanede Kambyses ikke blot Ægypternes Religion, men syndede endog mod Persernes egen, da disse aldrig lod et Lig brænde.

Til de »længelevende«[2] Æthiopere, som boede i det nuværende Abessinien, sendte Perserkongen under sit Ophold i Egypten Sendebud med Gaver og Tilbud om Gjestevenskab, men i Virkeligheden for at speide. Men Æthiopernes Konge gjennemskuede deres sande Hensigt og sendte Kambyses en Bue med de Ord, »at Persernes Konge kunde vente med at angribe de længelevende Æthiopere, indtil Perserne med Lethed kunde spænde deres store Buer; indtil da kunde han takke Guderne, fordi de ikke havde indgivet Æthioperne den Tanke at erobre fremmede Lande«. Nu kunde vistnok ikke en eneste Mand i hele den persiske Hær spænde Æthiopernes Bue; men alligevel gjorde Kambyses i stor Forbitrelse over det modtagne Svar et Hærtog mod Ethiopien, men uden at have truffet de Forberedelser, som var nødvendige til en saa lang og besværlig Ekspedition. Provianten slap op; Lastdyrene blev slagtede og opspiste; men alligevel fortsattes Marschen. Soldaterne fristede imidlertid Livet paa en kummerlig Maade ved Græs og Urter, indtil de naaede selve Sandørkenen. Da greb Hæren for at opholde Livet til den rædselsfulde Udvei at slagte og fortære hver tiende Mand, som blev udtagen ved Lodkastning. Af Frygt for, at de skulde opæde hverandre aldeles, opgav nu Kambyses Toget efter at have mistet mange Folk. En anden Hærafdeling paa femti tusinde Mand, der var sendt mod Ammonierne i Libyens Ørken, blev fuldstændig borte. Man mente, at de var blevne aldeles begravne under en voldsom Sandstorm.

Da Kongen endelig kom tilbage til Memphis, var der stor Jubel i Staden. En ny Apis[3] var nemlig bleven funden, og alle Indbyggerne var i Festdragt. Kambyses mente, at Glæden gjaldt hans Uheld, og kom i stort Raseri. Han lod hente Byens Embedsmænd og spurgte, hvorfor de ingen Festligheder havde holdt, da han første Gang kom til Memphis, medens de nu jublede, da han havde mistet sin Hær. Da de forklarede ham Sagens Sammenhæng, sagde han, at de løi, og dømte dem som Løgnere til Døden. At en Gud skulde kunne komme til Jorden i en Okses Skikkelse, forekom ham at være et løgnagtigt Paafund. Da Presterne gav den samme Forklaring, svarede Kongen, at han nok skulde faa at vide, hvad Slags Gud der var kommen til dem. Apis blev efter Befaling ført frem for Kongen, der trak sit Sverd for at støde det i Dyrets Liv, men traf kun Laaret. Da lo han og sagde til Presterne: »O I Dumhoveder, er det Guder, som har Kjød og Ben, og som Jern bider paa? Forresten er den god nok for Ægypterne; men I skal ikke faa Glæde af at have havt mig til Nar«. Presterne lod han derpaa piske og truede enhver med Døden, som viste sig festlig antrukken. Apis sygnede hen og døde i Templet af sit Saar. Presterne lod den bisætte i Hemmelighed. De afdøde Apisokser blev nemlig lagte i svære Ligkister i et eget Tempel; disse opstilledes ved Siden af hinanden i kronologiske Rækker, hvoraf man i vor Tid har fundet flere.

Kambyses vedblev at holde Hof i Memphis. Sin Broder Bardija (hos Herodot kaldes han Smerdes) sendte han hjem til Persien, da han ikke likte at have ham i sin Nærhed. Han skal have været den eneste Perser, som orkede at spænde Æthiopernes Bue paa to Fingerbredder nær. Senere drømte Kambyses, at der kom et Bud fra Persien med Underretning om, at Smerdes sad paa den kongelige Throne og berørte Himmelen med sit Hoved. Forskrækket herover sendte han sin paalideligste Yndling Prexaspes hjem til Susa for at dræbe Smerdes, hvilket Mord ogsaa virkelig blev udført, uden at dog nogen fik det at vide.

Følgende mere anekdotmæssige Fortællinger om Kambyses, der skyldes Herodot, er vistnok i og for sig kun lidet paalidelige, men indeholder dog mange Træk, der kaster Lys over Tidens Seder, Kambyses og hans Omgivelser, saa de kan læses med Interesse:

Kambyses var engang bleven forelsket i en af sine Søstre og tænkte paa at tage hende tilegte. I den Anledning spurgte han de kongelige Dommere, om der var nogen Lov, der tillod nogen at egte sin Søster. Efter en Tids Betænkning gav de det Svar, at de vistnok ikke kunde finde nogen Lov, der udtrykkelig tillod en Broder at egte sin Søster; men derimod havde de stødt paa en anden Lov, der gav Persernes Konge Ret til at gjøre, hvad han vilde.

Ligesaa behændigt, men ikke saa krybende var det Svar, som ved en anden Leilighed blev givet Kambyses af Krøsos. Kongen spurgte nemlig sine Raadsherrer om, hvorvidt han kunde ansees for at hamle op mod sin Fader. Perserne svarede paa Trælers Vis, at han langt overgik Kyros, da han ikke alene besad alt, hvad denne havde havt, men desuden havde forskaffet sig Magten baade over Ægypten og Havet[4]. Men Krøsos kunde, saa gammel han var, og med sin Livserfaring ikke bekvemme sig til at smigre Tyrannen og sagde derfor: »Kyros’ Søn, jeg for min Del synes ikke, at du ligner din Fader; thi du har endnu ikke en saadan Søn som den, han efterlod sig«. Dette syntes Kambyses var godt sagt og roste i høi Grad Krøsos’ Dom.

Kambyses tog endnu en af sine Søstre til Hustru. Han skal i hendes Paasyn engang have hidset sammen en Løveunge og en Hundehvalp. Da den sidste blev liggende under, sled en anden Hvalp, som stod bunden i Nærheden, og som var dens Broder, sig løs og ilede sin i Nød stedte Broder til Undsætning; i Fællesskab fik de derpaa Bugt med Løveungen. Dette morede Kongen i høi Grad; men hans Hustru græd derover. Paa Spørgsmaal om, hvorfor hun græd, svarede hun, at hun vel maatte græde, naar hun saa den ene Hvalp hjælpe den anden, medens der ikke var nogen, som kunde tage Hevn over Smerdes’ Morder. I Forbitrelse over dette Svar skal Kongen have sparket til hende, saa hun blev syg og døde.

Da en af de kongelige Dommere engang havde ladet sig bestikke og for Penge ladet sig forlede til at fælde en urigtig Dom, lod Kambyses ham henrette, og efter at have flaaet Skindet af den døde betrak han dermed den Stol, hvorpaa Dommeren havde siddet. Derpaa udnævnte han den dræbtes Søn til Dommer i Faderens Sted og befalede ham at erindre sig, paa hvilket Sæde han sad tildoms.

En anden Gang lod Kambyses tolv af de fornemste Persere for en ringe Forseelses Skyld gribe og levende nedgrave saaledes, at kun Hovedet var over Jorden. Da tog den gamle Krøsos Mod til sig og advarede ham. »Styr dit Sind«, sagde han; »det er klogt at være forsigtig. Du myrder dine Landsmænd og dræber deres Sønner; men vogt dig, at ikke Perserne gjør Opstand mod dig. Dette siger jeg, fordi din Fader paalagde mig indstændig at advare dig og raade dig til det, som godt er«. »Vover ogsaa du«, for Kambyses op, »at give mig Raad, du, som har passet saa deilig paa dit eget Land, og som ved dine Raad bragte min Fader i Ulykke (Side 23)? Men du skal ikke gjøre det ustraffet, da jeg længe har ønsket at komme i Kast med dig«, og med disse Ord greb han sin Bue for at skyde ham ned. Men Krøsos undkom. Kongen befalede da sine Tjenere at hugge ham ned, hvor de traf ham. Men disse kjendte sin Herres Luner og vidste, at han ofte angrede, hvad han havde gjort i Vrede. De holdt derfor Krøsos i Forvaring og mente at blive rigelig belønnede, om Kongen senere udtalte Længsel efter ham. Da dette kort Tid efter skede, fortalte Tjenerne, at den gamle Konge endnu var ilive. Kambyses sagde da, at det var ham meget kjært, at Krøsos levede, men at de skulde faa sin Løn, som havde vovet at være ulydige mod hans Bud, hvorpaa han lod Tjenerne henrette.

Under alt dette ønskede Kambyses at gaa for en stor og god Hersker. Sin troeste Tjener Prexaspes spurgte han engang: »Hvad siger Perserne om mig?« »I alt andet roser de dig meget, Herre« svarede Yndlingen, »men siger, at du elsker Vinen for meget«. »Ja saa«, sagde Kongen, »saa Perserne siger altsaa, at jeg drikker Sans og Samling bort i Vin. Det var altsaa Løgn, hvad de sagde om mig tidligere. Men du skal selv dømme, om Perserne taler Sandhed, eller om det ikke snarere er dem, som er fra Forstanden, naar de siger sligt. Derude i Forgemakket staar din Søn. Dersom jeg med min Pil træffer ham midt i Hjertet, er det klart, at der ikke er noget i det, som Perserne siger; men dersom jeg skyder feil, vil det deraf sees, at de taler sandt«. Med disse Ord befalede han Gutten at stille sig op ved Dørterskelen og række sin venstre Haand iveiret; derpaa spændte han sin Bue og skjød den stakkels Gut, medens Faderen i slavisk Nederdrægtighed var en stum Tilskuer, uden at det faldt ham ind at gribe Tyrannen i Armen og stanse ham. Kambyses lod nu Liget skjære op og besigtige Skuddet, og da Pilen fandtes siddende midt i Hjertet, raabte han med triumferende Latter: »At det er Perserne, som er Daarer, og ikke mig, det har jeg nu bevist dig, Prexaspes! Men sig mig nu, om du nogensinde har seet nogen gjøre et saa sikkert Skud?« Og den skjælvende Hofmand stammede fuld af Forskrækkelse: »Herre, jeg tror ikke, Guden selv kan træffe saa sikkert«. »Gid Guderne straffe den Usling «, siger den romerske Forfatter Seneka († 65 e. Kr.), »han burde have givet et Svar, hvorved han kunde have egget Tyrannen til at gjentage Skuddet og vise sin Sikkerhed i Bueskydning ogsaa paa ham selv.« 

Kambyses var en mistænkelig og grusom Karakter og desuden i Besiddelse af et umaadeligt Hovmod, der var bleven næret af et krybende Hof saavel under hans Opvekst, saavidt vi kan skjønne, som især efterat han var bleven Storkonge. Dette Hovmod ledede ham til de største Vilkaarligheder og Grusomheder, ofte til de største Naragtigheder. Den Ydmygelse, som hans Nederlag (Side 42) tilføiede ham, i Forbindelse med Samvittighedsnag og Mistro hensatte ham i en Sindstilstand, der har gjort ham til en af de frygteligste Tyranner, Historien kjender. For at døve sine Samvittighedsnag vænnede han sig til sterke Drikke, som kun end mere forøgede hans Hidsighed og Raseri. Herodot siger, at naar Kambyses forstyrrede de dødes Fred og rasede mod Folks Tro og Vedtægter, da er dette kun et Bevis paa, at Manden maa have været rent gal. Imidlertid maa man lægge Merke til, at hvad Herodot fortæller om Kambyses og hans Ugjerninger, det har han hørt af de ægyptiske Prester, som af Had mod det persiske Aag og mod den Mand, som paalagde dem dette, har skildret ham med de sorteste Farver[5]. Saameget er dog sikkert, at han var en grusom Tyran, hvilket man ogsaa kan forstaa deraf, at Perserne pleiede at sige, »at Kyros havde været dem en Fader, men Kambyses en Herre«.

Efter flere Aars Ophold langt borte fra sit Riges Midtpunkt brød endelig Perserkongen med sin Hær op fra Memphis for at begive sig hjem, efterat han havde ladet en Statholder tilbage for at styre Ægypten. Da han var naaet til Syrien, kom der et Sendebud fra Susa med Melding om, at alle Lande og Hæren skulde hylde Kyros’ Søn Smerdes, der nu havde besteget den persiske Throne. Ved denne Tidende kaldte Kongen Prexaspes for sig, saa stivt paa ham og sagde: »Er det paa den Maade, du har røgtet det Erende, jeg gav dig?« »Herre«, svarede han, »det er ikke sandt, at din Broder Smerdes nogensinde har gjort Opstand mod dig, eller at du har noget at frygte af ham mere; thi jeg har selv udrettet, hvad du befalede mig, og derpaa begravet ham med disse mine Hænder. Men jeg raader dig til at lade sætte efter Herolden, forat vi kan faa høre, hvem der har sendt ham for at forkynde os, at vi skal adlyde Smerdes«. Dette blev gjort, og Herolden fortalte, at han ikke selv havde seet Kyros’ Søn Smerdes, men at han havde modtaget Befalingen af den Mager, som Kambyses ved sin Afreise havde sat til at have Overopsynet med Hoffet i hans Fravær.

Da Kongen overbevist om, at Smerdes virkelig var død, nu undrede sig over, hvem den Perser vel kunde være, der havde gjort sig til Herre, fremkom Prexaspes med en Gjetning, som ogsaa var den rette, at det var Magerne, som havde gjort Opstand, og at Hovedmændene var Slotsforstanderen Oropastes, der kjendte til Smerdes’ Død, og hans Broder Gaumata, som efter Herodots Beretning skal have hedt Smerdes ligesom den dræbte Kongesøn. Da Kambyses hørte Navnet Smerdes, slog det ham straks, at den Drøm, han havde havt i Ægypten, nu var gaaet i Opfyldelse. Han begræd nu sin Broder, som han altsaa havde dræbt uden Grund og uden Nytte, og gav straks Ordre til Opbrud for snarest muligt at naa Susa. Men da han svang sig op paa Hesten, faldt Skeden af hans Sverd, og han kom til at saare sig i det høire Ben. Da han blev var, at det netop var paa samme Sted paa Laaret, hvor han havde truffet Apis, blev han ræd og spurgte, hvad den By hed, hvor han netop nu var. Da man svarede, at dens Navn var Ekbatana, sagde han: »Her er det altsaa beskikket, at Kyros’ Søn Kambyses skal ende sine Dage.« Det var nemlig spaaet ham af et ægyptisk Orakel, at han skulde ende sine Dage i Ekbatana. Dengang havde han forstaaet dette saaledes, at han skulde dø i Fred og Ro i sin Hovedstad Ekbatana i Medien. Men nu stod det klart for ham, at Guden havde ment Ekbatana i Syrien.

Kambyses blev nu liggende syg af sit Saar, der forværredes, og tilsidst gik der Koldbrand i det. Efter tyve Dages Sygdom følte Kongen Enden nærme sig; da kaldte han de fornemste af de tilstedeværende Persere til sit Dødsleie og talte saaledes: »Persere, det er nu kommet saavidt med mig, at jeg maa kundgjøre eder det, som jeg fremfor alt har søgt at skjule. Medens jeg var i Ægypten, havde jeg en ulyksalig Drøm; jeg drømte nemlig, at Smerdes sad paa den kongelige Throne og berørte Himmelen med sit Hoved. Af Frygt for at miste Thronen ved min Broder handlede jeg med mere Hidsighed end Klogskab. I min Ubesindighed sendte jeg nemlig Prexaspes til Susa for at dræbe Smerdes. Efterat denne Ulykkesgjerning var udført, levede jeg uden Frygt, da det jo ikke faldt mig ind, at noget Menneske skulde kunne gjøre Opstand mod mig efter Smerdes’ Død.

Men Skjebnen har gaaet mig imod, da jeg baade er bleven Brodermorder, hvad jeg ikke burde, og desuagtet alligevel er bleven skilt ved Magten; thi det var den mediske Mager Smerdes, som Guden mente i hin Drøm. I maa derfor ikke tro, at I endnu har Kyros’ Søn Smerdes blandt eder; men det er to Magere, der har taget Magten. Og den, hvis Pligt det nærmest skulde være at tage Hevn over Magerne, er paa en skammelig Maade tagen afdage af sine allernærmeste. Døende besverger jeg derfor ved de kongelige Guder saavel eder alle som især de her tilstedeværende Achæmenider, at I ikke finder eder i, at Herredømmet gjennem hine Magere igjen kommer i Medernes Hænder. Hvis hine har taget det med List, tag det da med List tilbage; men har de faaet det med Magt, maa I igjen rive det fra dem med Magt. Hvis I gjør dette, da skal Jorden bære eder sin Frugt, eders Kvinder og Hjorder være frugtbare, og I skal altid blive frie Mænd. Men hvis I ikke igjen vinder Magten tilbage, da beder jeg Guderne, at det modsatte maa blive eders Lod og desuden, at enhver Perser maa ende sine Dage paa samme ulykkelige Vis som jeg«.

Med disse Ord beklagede Kambyses sine Gjerninger og brast derpaa i Graad over sin ulykkelige Stilling. Og da Perserne saa sin Konge græde, sønderrev de sine Klæder og opløftede et høit Jammerskrig. Kort Tid efter døde Kambyses[6]. De tilstedeværende Persere fandt det dog aldeles utroligt, at Magerne skulde have bemægtiget sig Herredømmet, og mente, at Kambyses’ sidste Ord var en Løgn beregnet paa at ophidse Perserne imod hans Broder. De troede derfor, at det var Kyros’ Søn, der sad paa Thronen, især da ogsaa Prexaspes høit og dyrt forsikrede, at han ikke havde dræbt Smerdes. Thi han var bange for, at det ikke nu vilde bekomme ham vel, hvis han tilstod, at han havde taget Kyros’ Søn afdage.

  1. ↑ Efter de gamles Mening bevirkede Drikning af Okseblod Døden. Saaledes beretter Plutarchos, at Themistokles døde paa den Maade.
  2. ↑ De kaldtes saa, fordi de i Almindelighed skal have naaet en Alder af 120 Aar.
  3. ↑ Denne Apis var en Okse, der dyrkedes som en Gud i Ægypten. Den skulde være ganske sort med en hvid trekantet Flek i Panden, Billedet af en Ørn paa Ryggen, en Udvekst lig en Torbist under Tungen og flere andre særegne Merker. Den boede i et pragtfuldt Tempel i Memphis og opvartedes af Prester. Ved dens Død sørgede hele Egypten, indtil man havde fundet en ny.
  4. ↑ Ved Havet forstod man Kyststrækningen vestover fra Egypten f. Eks Libyen samt forskjellige Øer i den østlige Del af Middelhavet, hvilke Landsdele Kambyses havde underlagt sig.
  5. ↑ Saa forhadt Kambyses og hans Minde end var i Ægypten, er det næsten komisk at lægge Merke til, hvorledes Egypterne i sin Ulykke dog søgte et Slags Trøst deri, at Kambyses var af ægyptisk Herkomst. De foregav nemlig efter Herodots Beretning, at han var en Søn af Kyros og den før nævnte ægyptiske Prinsesse (Side 39), og at Kyros altsaa var den Perserkonge, til hvis Harem hun var bleven sendt.
  6. ↑ Kambyses’ Død fortælles paa mange forskjellige Maader, og det er ikke paa det rene, hvorledes det egentlig gik til. Sikkert er det imidlertid, at han døde under den Opstand, som reiste sig mod ham. Det er ifølge Dareios’ Indskrift (Side 54) ikke saa usandsynligt, at han tog sig selv afdage.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_østerlandske_Folk/11&oldid=326372»