De østerlandske Folk/10
10. Krøsos, Lydiens sidste Konge
(563—549 f. Kr.).
I Kyros’ Tid regjerede Alyattes’ Søn Krøsos i Lydien. (Side 13). Efter sin Fader havde han arvet store Rigdomme og en velrustet Hær, og han blev af andre og sig selv anseet for at være det lykkeligste Menneske, ligesom hans Navn senere er bleven brugt for at betegne den største Rigdom.
Krøsos var en Ynder af hellenisk[1] Dannelse, og mange af den Tids vise og fremragende Mænd besøgte ham, deriblandt ogsaa den græske Vismand Solon, der blev modtagen med aabne Arme og bevertet paa det bedste i Kongens pragtfulde Palads. Krøsos viste ham alle sine Skatte og Rigdomme og spurgte ham endelig en Dag, hvem han, som dog havde seet saameget i Verden, ansaa for den lykkeligste. »Det anser jeg Atheneren Tellos for, o Konge!« svarede Solon. Da Kongen undrede sig herover og spurgte, hvorfor han satte Tellos høiest, svarede Vismanden: »Tellos levede paa en Tid, da hans Fædrenestad var i god Stand; han havde brave Børn og Børnebørn og fik Glæde af dem alle, og ingen af dem døde før ham. Og paa dette lykkelige Liv fulgte den skjønneste Død, idet han faldt for Fædrelandet i en seierrig Kamp, hvorefter hans Landsmænd begrov ham paa offentlig Bekostning paa det samme Sted, hvor han var falden«.
Kongen, der ei havde ventet et saadant Svar, spurgte noget stødt, hvem han efter Tellos ansaa for den lykkeligste blandt dødelige. Han mente, at han dog idetmindste maatte faa den anden Plads. »Den anden Pris«, svarede Solon, »tilkjender jeg Brødrene Kleobis og Biton fra Argos, der begge havde sit gode Udkomme og derhos besad en saa stor Legemsstyrke, at de begge vandt Laurbærkransen i de offentlige Lege. Og da engang deres Moder, som var Heras Prestinde, skulde kjøre til Gudindens Tempel, men Okserne, som skulde trække hendes Vogn, ikke var komne, spændte Sønnerne sig selv under Aaget og trak Vognen 45 Stadier[2] lige til Templet, som de naaede i rette Tid. Og Argiverne prisede i høie Ord Ynglingerne for deres Styrke, og Argiverinderne Moderen, som havde saadanne Sønner. Men den stolte og lykkelige Moder gik ind i Helligdommen og bad foran Gudindens Billede om, at denne vilde skjænke hendes Sønner, der havde hædret hende saa høit, det bedste, der kunde falde i et Menneskes Lod. Da Offeret var bragt og Festmaaltidet holdt, sovnede begge Sønnerne ind i selve Helligdommen og vaagnede ikke mere. Og derved lagde Guddommen for Dagen, hvor langt bedre det er for Mennesket at dø end at leve«.
Men Krøsos blev fornærmet over Solons ligefremme Ord, der stod i skarp Modsætning til Lyderhoffets Smiger, og sagde: »Gjesteven fra Athen, sætter du da vor Lykke saa lavt, at du ikke engang agter os lige med borgerlige Mænd?« Herpaa gav Solon hint berømte Svar: »Menneskets Liv sætter jeg til sytti Aar. Det gjør mange Dage; men ingen Dag er den anden lig; enhver bringer noget nyt. Derfor, Kong Krøsos, er Mennesket givet Tilfældet i Vold. Vistnok er du meget rig og er Herre over mange Folk; men lykkelig kan jeg ikke kalde dig, før jeg faar høre, at du lykkelig har endt dine Dage. Den rigeste er ikke lykkeligere end den, som har dagligt Brød, naar det ikke gaar ham godt til Enden. Derfor vogte man sig for at kalde nogen lykkelig, før han har naaet sit Livs Ende; thi mangen en, hvem Guderne har stillet Lykken for Øinene, har de siden gjort i Bund og Grund ulykkelig. Ved enhver Ting maa man nemlig se efter, hvad Enden bliver«. Kongen tog Solon dette ilde op og ansaa ham for et udannet Menneske. Men den stolte Konge fik senere sande den vises Ord.
Under Solons Ophold i Sardes skal ogsaa den græske Fabeldigter Æsopos[3] have været Kong Krøsos’ Gjest og skal have staaet i stor Gunst hos ham. Det fortælles, at han syntes Synd i Solon, fordi Krøsos efter sin Samtale med ham viste ham saa liden Venlighed. Han sagde derfor en Dag til ham: »Kjære Solon, med Konger maa man tale saa sjelden eller saa behagelig som muligt«, men fik til Svar: »Ikke saa, men saa sjelden eller saa godt som muligt«
Krøsos hørte til en Familie, paa hvem der hvilede Blodskyld, og som derfor truedes af en ulykkelig Skjebne. Hans Tipoldefader Gyges[4] havde snigmyrdet sin Herre og Velgjører Kandaules, den sidste af Sandonidernes Kongeæt, der i over 500 Aar skulde have hersket over Lyderne og ansaaes for at nedstamme fra Solguden Sandon. Derpaa egtede Gyges den dræbtes Enke; men en stor Del af Folket vilde ikke anerkjende Kongemorderen, og Afgjørelsen blev overdraget til den græske Solgud Apollons Orakel i Delphi.[5] Guden svarede, at de burde tage Gyges til Konge; men Forbrydelsen skulde straffes paa hans Efterkommer i femte Led.
Denne Forbandelse, som altsaa, skjønt endnu skjult, hvilede over Slegten, søgte Gyges og hans Efterkommere, de saakaldte Mermnader, af al Kraft at afvende. De sendte kostbare Foræringer til Apollon i Delphi, ved hvis Naade de jo igrunden sad paa Lydiens Throne, og anstillede store Ofringer til Sandons Ære. Især viste Krøsos stor Iver heri for om muligt derved at formilde Gudernes Vrede, saa de lod Hevnen fare eller ialfald udsatte den igjen. Kong Krøsos havde desuden gjennem en anstillet Prøve faaet sikkert Bevis for Apollons store Magt og Alvidenhed. Han vilde nemlig undersøge, hvilket Orakel der var det mest tilforladelige, og sendte derfor Sendebud til forskjellige Orakler med det Paalæg, at de skulde holde nøie Regning med Dagene og paa den hundrede Dag efter Afreisen fra Sardes spørge Oraklerne, hvad Lydernes Konge, Alyattes’ Søn Krøsos, netop tog sig fore paa den Dag; siden skulde de bringe ham Svarene skriftlig tilbage. Der haves ingen Efterretning om, hvad de øvrige Orakler svarede; men straks Lyderne kom ind i Gudens Tempel i Delphi for at faa Svar paa sin Forespørgsel, tiltalte Pythia[6] dem i følgende Vers:
»Tallet jeg kjender paa Sandet, og Havene selv jeg udmaaler,
Ogsaa den stumme jeg fatter, og den, som ei taler, jeg hører.
Lugten opsteg mig i Næsen af vældig bepansrede Padde,
Hisset med Kjødet af slagtede Lam den i Kobberkar sydes.
Bunden derunder er Kobber, men og den er dækket med Kobber.«
Dette Svar optegnede Lyderne og vendte dermed tilbage til Sardes. Da alle Sendebud havde indfundet sig, læste Krøsos igjennem de Svar, de bragte; men intet behagede ham undtagen det Svar, der bragtes ham fra det delphiske Orakel. Dette derimod erkjendte han for at være det eneste Orakel, der fortjente Tiltro, da det rigtig havde udfundet, hvad han den bestemte Dag havde været sysselsat med. Efterat han nemlig hin Dag længe havde grundet paa, hvad der kunde være mindst Rimelighed for vilde blive gjettet, fik han endelig det Indfald at hugge et Lam og en Skildpadde istykker. Stykkerne kogte han derpaa selv sammen i en Kobberkjedel og lagde et Kobberlaag over. Intet Under derfor, at han senere søgte at indynde sig hos den delphiske Gud, der saaledes kunde gjette de underligste Ting. Apollon fik Gaver af en Værdi, der var aldeles uhørt i Grækenland, f. Eks. et Løvebillede af purt Guld, der veiede ti Talenter[7], en Vinbolle ligeledes af purt Guld og af otte à ni Talenters Vegt, samt en anden kolossal Sølvbolle, der rummede 600 Amphorer (over 16,000 Potter), foruden flere andre kostbare Gaver. Den lydiske Solgud Sandon blev heller ikke forsømt. Der slagtedes saaledes ved en enkelt Leilighed tre tusinde Offerdyr, og et uhyre stort Baal af alleslags kostbare Sager tændtes til hans Ære. Over hele Lydien udgik der den Befaling, at enhver efter Evne skulde ofre til Sandon.
Huslige Sorger havde allerede begyndt at ramme Krøsos. Han havde to Sønner, af hvilke den ene var stum; men den anden, som hed Atys, var en rask Yngling. Om denne sidste drømte Kongen, at han skulde blive dræbt af et Jernspyd. Han lod derfor Sønnen blive hjemme og ikke som før drage ud i Krigen. Tillige blev alle Vaaben fjernede fra Kongeboligen.
I Phrygien herskede dengang under lydisk Overherredømme Kong Gordios af Midas’ Æt. Han havde to Sønner, hvoraf den ene, Adrastos, ved et Ulykkestilfælde blev sin Broders Drabsmand. Forbandet af sin Fader drog han til Krøsos, som optog ham ved sit Hof, efterat han i Forveien høitidelig havde renset ham fra den Brøde, som uforskyldt klæbede ved ham. Paa den Tid hændte det, at Myserne sendte Bud til Sardes med Bøn om, at Kongen maatte sende dem Jægere og Hunde til Hjælp mod et stort Vildsvin, som herjede deres Marker. Atys bad sin Fader saalænge om Lov til at være med paa denne Jagt, indtil Faderen endelig gav efter og sendte Adrastos med for at verne om Sønnen. Men Adrastos var netop det udkaarne Redskab til at fremkalde Ulykken; thi paa Jagten forfeilede Adrastos’ Jagtspyd Dyret, men traf Atys, som døde af Saaret. Da Kongen fik sin Søns Død at vide, kaldte han Guderne til Hevn. Men da Adrastos selv ledsagede Liget til Sardes og bad Krøsos om at ofre ham til Soneoffer for den døde, var Krøsos menneskelig nok til at vægre sig herfor og tilgav ham. Adrastos kunde dog ikke selv tilgive sig, og da han ansaa sig for det ulyksaligste Menneske, eftersom han havde dræbt baade sin egen Broder og sin Velgjørers Søn, gav han sig selv Døden paa Atys’ Gravhøi. Saaledes udslukkedes den gamle phrygiske Kongeæt, der nedstammede fra Midas, hvorpaa Landet forenedes med Lydien.
Efter sin Søns Død hengav Krøsos sig til den dybeste Sorg, af hvilken han dog blev reven ud ved Efterretningen om, at hans Svoger Astyages[8] var stødt fra Thronen af Kyros. Han vilde nu tage Hevn over denne og tænkte at gaa over Halys og angribe Perserne; muligens var det ogsaa kun Selvforsvar. Men han var plaget af Frygt og Betænkeligheder. Thi det var jo ham, som var Gyges’ Efterkommer i femte Led og altsaa den, over hvem Hevnens Time skulde slaa. I sin Angst henvendte han sig til det delphiske Orakel og spurgte, om han skulde angribe Perserne. Svaret lød, at han ved at angribe Perserne vilde omstyrte et stort Rige. Dette Svar udlagde den forblindede Konge til Fordel for sig selv. For at være end mere tryg spurgte han derpaa, om han længe skulde beholde Herredømmet over Lydien, og fik til Svar:
»Men naar et Muldyr engang som Drot over Mederne hersker,
Flygt da, forkjælede Lyder, kun langs med det stenede Hermos,[9]
Dvæl ikke længer og undse dig ei ved at røbe din Feighed.«
Dette kunde Krøsos ikke opfatte anderledes end som et Tilsagn om, at Kongedømmet altid skulde forblive hos ham og hans Slegt; thi et Muldyr kunde dog aldrig blive Konge over Mederne. Sikker i sin Sag satte han derfor over Halys, Lyderrigets Grænse mod Øst.
Der var dog dem, som fraraadede Kongen denne Krig. En fornem Lyder ved Navn Sandonis sagde saaledes: »Du ruster dig til Krig, o Konge, imod Mænd, som bærer Benklæder af Læder, og hvis øvrige Dragt ogsaa er af samme Stof, Folk, som ikke spiser, hvad der behager dem, men hvad de har, og som bor i et raat og ufrugtbart Land. Desuden drikker de ikke Vin, men kun Vand. De har ingen Figener eller andre lækre Frugter at spise. Om du nu overvinder dem, hvad vil du da tage fra dem, da de jo intet eier? Men sæt, at du selv bliver overvunden, betænk da alle de Goder, du bortkaster. Thi faar de først Smag paa vore Nydelser, saa slipper de dem ikke, og vi bliver dem aldrig kvit. Hvad mig angaar, da takker jeg Guderne for, at det ikke er faldet Perserne ind at bekrige Lyderne«. Stolende paa Oraklet lod dog Krøsos sig ikke afholde fra sit Forehavende. Men Udfaldet gik tvertimod hans Forventninger; hans Land blev erobret, og Sardes faldt efter fjorten Dages Beleiring i Seierherrens Hænder Aar 549 f. Kr.
Angaaende sin stumme Søn havde Krøsos ogsaa engang forhørt sig i Delphi og faaet til Svar:
»Mægtige Konge, du lydiske Herre, afsindige Krøsos,
Ønskede Stemme af talende Barn kræv ikke at høre
Hos dig i Hjemmet. Du heller maa ønske, du dette maa savne.
Vid, at han paa en ulykkelig Dag først Mælet skal bryde«.
Under Indtagelsen af Sardes hændte det nu, at en Perser, der ikke kjendte Krøsos, for ham ind paa Livet for at dræbe ham. Vistnok lagde Kongen Merke til, at han blev angreben, men var i sin daværende Ulykke ligegyldig for, hvad der hændte ham, ønskede vel ogsaa at faa Ende paa sit ulykkelige Liv saa hurtig som muligt. Men da den stumme Søn saa Perseren styrte løs paa Faderen, løste Skræk og Bedrøvelse hans Tunges Baand, og han udbrød: »O Menneske! dræb dog ikke Krøsos«. Disse var hans første Ord, og efter den Tid beholdt han Mælet, saa længe han levede.
Under Indtagelsen af Sardes blev Krøsos fangen, hvorpaa Kyros efter Herodots Beretning lod ham med fjorten unge Lydere bestige Baalet.[10] I denne sin Ulykkesstund erindrede den lænkede Konge Solons Ord, sukkede dybt og nævnte tre Gange hans Navn. Seierherren sendte Tolke hen til den fangne for at faa at vide, hvem han paakaldte. I Førstningen skal Krøsos ikke have givet noget Svar herpaa; men da man trængte ind paa ham, svarede han, »at det var en Mand, hvis Ord han satte langt høiere end alle Kongers store Rigdomme«. Dette kunde Tolkene ikke forstaa, og først efter gjentagne Spørgsmaal fortalte han om sin Sammenkomst med Solon og om alt, hvad denne havde sagt ham. Da Kyros hørte dette, betænkte han, at ogsaa han selv, der nu vilde brænde et andet Menneske, som havde været ham lig i Magt og Lykke, kun var en dødelig, hvem samme Skjebne kunde times. Han befalede derfor straks at slukke Ilden; men alle Forsøg herpaa var frugtesløse. Da skal Krøsos med høi Røst have anraabt Apollon og bedet ham hjælpe ham ud af hans ulykkelige Stilling, hvis han nogensinde havde fundet Behag i hans Gaver. Straks trak der Skyer op over den klare Himmel, og der brød løs en voldsom Regn, som slukkede Ilden. Kyros, som forstod, at Krøsos var elsket af Guderne og en retskaffen Mand, lod ham straks stige ned. Senere spurgte han ham, hvorfor han havde begyndt Krig mod ham, hvortil Krøsos svarede, at det var altsammen Apollons Skyld, som havde egget ham dertil.
Da Krøsos saa, hvorledes Perserne plyndrede Sardes, spurgte han Kyros, hvad alle disse Folk havde det saa travlt med. «De plyndrer din Stad og bortslæber dine Rigdomme, sagde Kyros. »Det er ikke min Stad«, svarede Krøsos, »heller ikke mine Rigdomme, som de plyndrer; thi ingen af disse Ting vedkommer længer mig; men det er altsammen dit, som de raner og ødelægger«. Da skal Kyros have stanset Plyndringen. Ved denne Anledning som ogsaa ellers gavnede Krøsos sit Folk, da Kyros næsten i alt fulgte hans Raad. Resten af sine Dage tilbragte han ved Storkongens Hof, hvor han var i stor Yndest baade hos Kyros og hans Søn Kambyses.
Sine Lænker sendte Krøsos til Delphi med Spørgsmaal, om ikke Apollon skammede sig over saaledes at føre Folk i Ulykke og over ved sit Orakelsvar at have egget ham til den skjebnesvangre Krig mod Perserne; han havde lovet ham Seier over Perserne, medens disse Lænker var Førstegrøden af hans Angreb. Tillige skulde Sendebudene spørge, om de græske Guder havde for Skik at være utaknemmelige. Oraklet svarede: »Skjebnens Bestemmelse kan ingen, selv ikke en Gud, undgaa. Krøsos har lidt for sin Stamfaders Brøde, der myrdede sin Herre og Konge. Vistnok havde Apollon villet skaane Krøsos og faa Hevnen udsat til hans Børn; men han havde trods sin bedste Vilje ikke kunnet bøie Skjebnen. Dog havde han faaet Sardes’ Indtagelse udsat i tre Aar. Endvidere havde han kommet ham til Hjælp, da han stod paa Baalet. I Henseende til Spaadommen havde Krøsos ingen Grund til Klage. Thi vel havde Apollon forudsagt ham, at han ved at paaføre Perserne Krig vilde omstyrte et stort Rige; men havde han været en forsigtig Mand, burde han have spurgt paany, om Apollon havde ment hans eget Rige eller Kyros’. Men da han nu hverken forstod Varslet eller spurgte paany, maatte han give sig selv Skylden for, hvad der var skeet. Det samme var ogsaa Tilfældet med, hvad Guden havde sagt om Muldyret; ogsaa det havde han misforstaaet. Thi Mulæslet var Kyros, hvis Moder var en fornem Kvinde, nemlig den mediske Konges Datter, medens Faderen var en Perser af lav Stand og Kongens Undersaat. Da Gesandterne bragte Krøsos dette Svar, erkjendte han, at Skylden var hans egen og ikke Solgudens.
- ↑ Grækerne kaldte sig selv Hellenere, medens Navnet Grækere blev brugt om dem af andre Folk, navnlig af Romerne.
- ↑ En Stadie er 600 Fod.
- ↑ Den ældste græske Fabeldigter og den, som egentlig opfandt Fabeldigtningen, er Æsopos fra Phrygien, hvis Levetid falder i det 6te Aarh. f. Kr.
- ↑ Efter Herodots Beretning, hvorfra hele denne med Sagn udsmykkede Fortælling er tagen, skal Gyges have regjeret mellem Aarene 719 og 681 f. Kr.
- ↑ Om det delphiske Orakel vil der blive talt i et senere Stykke.
- ↑ Pythia kaldte man den Prestinde ved Oraklet, som gav Svarene.
- ↑ En Talent var i Vegt omtrent 50 Pund.
- ↑ Astyages var gift med Krøsos’ Søster (Side 13).
- ↑ Hermos var en Elv, der gik i Nærheden af Sardes, optog Paktolos og faldt derpaa ud i Archipelagos.
- ↑ Hvis der virkelig er noget sandt i dette, at Krøsos nogensinde har besteget Baalet, er det rimeligere at forklare det saaledes, at han selv har villet opbrænde sig, men er bleven hindret deri af Kyros. Der gives nemlig mange Eksempler hos de gamle paa, at de, for at undgaa at falde i Fiendernes Hænder, frivillig lod sig opbrænde. Se om Dido (Stykke 4) og Sardanapal og Simri (Stykke 6). Det samme gjorde Hamilkar fra Karthago (Herodot 7,167). Denne Opbrænden foregik da med saa stor Pragt som muligt. De brændte sig med alt, hvad de havde, og med saa stort Følge, de kunde faa med sig.