De østerlandske Folk/09
9. Sagnene om Kong Midas.
Langt oppe i Tiden levede der engang i Phrygien i Lilleasien en fattig Bonde ved Navn Gordios, som kun eiede to Par Okser. Han fik en Søn Midas, om hvem det fortaltes, at »Myrerne lagde Korn i hans Mund, medens han var Barn«. Paa den Tid herskede der Uenighed mellem Phrygerne indbyrdes, og Guderne havde forkyndt, at de skulde tage den til Voldgiftsmand, som kom kjørende paa en Bondevogn. Da nu Gordios engang med sin voksne Søn kjørte til Byen paa sin Lastvogn, tog Phrygerne Sønnen til Opmand i sine Stridigheder, og saaledes blev Midas Phrygernes Konge. Han byggede sig en Hovedstad og kaldte den Gordion efter sin Fader. Lastvognen lod han høitidelig indvie og opstille paa Stadens Borg. Aaget bandt Faderen fast til Vognstangen paa en saa kunstig og indviklet Maade, at der senere gik det Sagn, at »den, som var istand til at løse denne Knude, skulde blive hele Asiens Herre«. Som bekjendt huggede Alexander den store den over med sit Sverd.
Men Midas var ingen vis og forstandig Konge; han var i høi Grad forfængelig og gjerrig. Underet fra hans Barndom, der var bleven opfattet som et Varsel om store Rigdomme, havde jo i fornuftige Folks Øine faaet sin Opfyldelse derved, at han var bleven Konge; men dette var ham ikke nok. Engang havde han faaet Anledning til at vise Vinens Gud Dionysos eller Bakchos en Tjeneste ved at bringe ham en af hans fordrukne Ledsagere tilbage, og da Guden til Tak herfor bad ham gjøre et Ønske, vidste han intet bedre end at forlange, at alt, hvad han rørte ved, maatte blive til Guld, endskjønt Dionysos bad ham vælge fornuftig og tænke nøie efter først. Han holdt imidlertid fast paa sin Begjæring; denne blev da opfyldt, og alt forvandledes til Guld, saasnart han berørte det, hans Klæder, hans Palads, Trærne i hans Have, Vandet, hvori han badede sig. Fuld af Glæde lader han anrette et rigeligt Maaltid. Bordet er besat med lækre Retter og duftende Vin. Men straks han tager Brødet i Haanden, er det vegtigt Guld. Naar han faar Kjødet i Munden, tygger han paa Metal, saa det klirrer under Tænderne, Fisken forvandles til den deiligste Guldfisk. Han blander sig Vin og Vand og faar flydende Guld nedigjennem Struben. Paa den Maade maatte han jo dø Hungersdøden. Forskrækket over sin Ulykke forbander han sit taabelige Ønske, og da han ikke længer kan udholde sin Hunger og Tørst, strækker han Hænderne mod Himmelen og raaber i sin Angst: »Forlad mig, Fader Dionysos, jeg har syndet og anraaber dig nu, forbarm dig over mig og tag den gyldne Jammer fra mig«. Den venlige Gud forbarmede sig over den angrende Daare, hørte hans Bøn og bød ham vaske sig i Floden Paktolos[1]. Dette gjorde han; den guldskabende Evne veg fra Kongens Legeme og meddelte sig til Elven, som paa den Maade blev guldholdig, hvilken Egenskab den beholdt i lange Tider.
Men Midas var og blev en Daare. Han dyrkede ivrig Hyrdeguden Pan. Denne formastede sig engang til at opfordre Sangens Gud Apollon til en Veddekamp i Spil paa Bjerget Tmolos. Bjergets gamle Guddom, der ogsaa hed Tmolos, var tilstede som Dommer; rundt om stod Nymfer og andre landlige Guddomme for at lytte til Spillet, ogsaa Kong Midas var der. Først spillede den bukkefodede Pan paa sin Rørfløite, og Midas hørte med Henrykkelse paa hans falske Toner. Derpaa steg Apollon frem i sin straalende Glans, med Parnassets[2] Laurbær om sine skjønne Lokker og det statelige Legeme indhyllet i en lang Purpurdragt; i den venstre Haand holdt han en af Guld og Elfenben lysende Cithar, i den høire Plektret[3]. Med øvet Haand slog han Strengene og fremtryllede saa liflige Toner af dem, at Tmolos uden Betænkning tilkjendte ham Prisen. Alle Tilhørere og Tilhørerinder tiltraadte med Begeistring hans Dom. Midas alene var smagløs nok til at klandre Apollons Spil og erklærede Tmolos’ Dom for partisk. Apollon vrededes over saadan uforstandig Tale, og forat ikke saadanne enfoldige Øren skulde have menneskeligt Udseende, halede han ham derfor i Ørene med de Ord, at det var rettest at give dem det Udseende, der bedst passede for en saadan Smagsdommer. Saaledes fik da den stakkels Midas sine Eselsøren. For at skjule denne sin Skam lod han sig gjøre høie Huer, og da hans Hofmænd optog denne Mode, blev dette Oprindelsen til de høie phrygiske Huer.
Længe holdt Midas sin Forsmædelse skjult; men han maatte tilslut faa sit Haar klippet, og paa den Maade blev altsaa hans Barber indviet i Hemmeligheden. I Begyndelsen var Barberen ikke lidet stolt over at sidde inde med en kongelig Hemmelighed; men da han havde svoret en dyr Ed paa, at han ikke skulde fortælle noget, medens han af Naturen var meget meddelsom af sig, kom han snart i den pinligste Stilling. Da han ikke længere kunde bære paa sin Hemmelighed, gik han en Aften langt ind i Skoven, grov paa et sumpigt Sted et Hul i Jorden og hviskede ganske sagte: »Kong Midas har Eselsøren, lange, lange Eselsøren skjulte under sin Hue«. Derpaa tilkastede han Hullet og vendte med lettet Hjerte tilbage. Men efter en Tids Forløb voksede der paa dette Sted op en hel Masse Siv, og hvergang Vinden susede forbi, kunde man høre de samme Ord, som den ulykkelige Barber havde udtalt, men nu troede var vel forvarede i Jorden. Saaledes har desværre Alverden faaet vide om Midas’ Æselsøren.
Disse Sagn om Midas er opstaaede blandt Grækerne, og der er flere andre, hvori de paa samme Vis lader sin Vittighed gaa ud over Phrygerne og deres Indretninger[4].
- ↑ Paktolos er en liden Elv, der fra Bjerget Tmolos løber mod Nord gjennem Sardes og ud i Floden Hermos.
- ↑ Parnassos er et Bjerg i Landskabet Phokis i Mellemgrækenland. Det var indviet til Apollon og Muserne og var Skuepladsen for deres Sang og Spil. Billedlig siger man derfor om Digterne, at de har »besteget Parnasset.«
- ↑ Plektron kaldtes hos de gamle det Redskab, hvormed de slog Citharens Strenge. Det var en liden tynd Pinde, der var forarbeidet af Træ, Elfenben eller Guld.
- ↑ De gamle phrygiske Konger hed vekselvis Midas og Gordios. Den første Konge med Navnet Midas sættes til omkring Aaret 800 f. Kr.