De østerlandske Folk/08
8. Kyros, det persiske Riges Stifter
(558—529 f. Kr.)
Kyaxares’ Søn Astyages (593—558) var en svag og blødagtig Hersker. Navnet »den store Konge«, som de assyriske Herskere tildels havde baaret, blev nu almindelig brugt om Mederkongen og senere om Perserkongen. Den mediske Konge levede indesluttet i sin Borg; ingen fik Adgang til ham uden Mellemmand eller særlig Tilladelse; ingen maatte vove at se paa Kongen, heller ikke le eller spytte i hans Nærværelse, »hvilket ogsaa ansaaes usømmeligt hos enhver«, siger Herodot. Ved Hoffet herskede stor Luksus. Hofmændene gik klædte i vide, fodside Purpurdragter med Halskjæder og Armbaand af Guld.
Astyages blev efter lang Tids Regjering i Aaret 558 stødt fra Thronen af en af sine Vasaller, Kyros, Persernes Konge, der imidlertid lod Astyages beholde Livet, egtede hans Datter og optraadte i alt som Storkongens Arving og Eftermand. Kyros’ Oldefader hed Achæmenes, som i sin Tid (omtr. 660) havde befriet Perserne fra Assyrernes Aag. Perserne havde imidlertid kun i faa Aar hevdet sin Selvstændighed, idet de snart efter havde maattet bøie sig for Medernes Overmagt. Achæmenes var Stamfader for den berømte achæmenidiske Familie, hvortil alle persiske Konger hørte.
Som Tilfældet har været med saamange andre berømte Mænd, der ligesom Kyros i en fjern Oldtid har grundlagt store Riger, saaledes er ogsaa hans Barndom indhyllet i Sagn. Af de mange Fortællinger, hans Historieskrivere har givet tilbedste, er følgende af Herodot, som gjør ham til Astyages’ Dattersøn, den mest kjendte, men ikke synderlig paalidelig:
Astyages plagedes af urolige Drømme, der af Magerne blev udlagte paa den Maade, at hans Dattersøn skulde støde ham fra Thronen. Magerne, saa kaldte man de mediske Prester, gav sig nemlig meget af med Drømmeudtydning. Astyages giftede derfor sin Datter, der hed Mandane, med en Perser Kambyses, der vistnok var en fornem Mand, men som han dog satte langt under en Meder af Middelstanden, og hvis mulige Afkom han derfor troede at have mindre Grund til at være bange for. En Tid efter dette Giftermaal drømte Kongen, at der af hans Datters Fang voksede frem en Vinstok, der overskyggede hele Asien. Da Magerne holdt fast ved sin forrige Fortolkning, lod han sin dengang frugtsommelige Datter hente fra Persien for at dræbe det Barn, hun fødte. Straks Kyros var født, befalede Astyages sin Slegtning og fortrolige Ven Harpagos at tage Barnet og dræbe det. Men Harpagos tænkte som saa, at da Astyages var gammel og uden mandlige Arvinger, vilde Magten snart gaa over til Mandane, som da naturligvis vilde hevne sit Barns Død paa Harpagos. Han vilde derfor ialfald velte Skylden herfor paa en anden og lod hente en af Kongens Hyrder, som boede i den nordlige Del af Landet; denne befalede han at sætte Barnet ud, hvor Bjergene var vildest. Hyrden, som af Harpagos’ Tjener havde faaet vide, hvem Barnet var, lod sig af sin Kone, der netop havde bragt et dødfødt Barn til Verden, overtale til at sætte dette ud istedenfor Kyros, men opdrage det kongelige Barn som sit eget. Da Harpagos senere sendte en af sine Folk for at undersøge, om Befalingen var bleven udført, fik Hyrdens Barn den Begravelse, som var Kyros tiltænkt og passede for hans Stand.
Saaledes voksede Kyros op blandt Hyrderne i ti Aar, indtil et Tilfælde bragte den hele Sag for Dagens Lys. I en Leg valgte hans Kamerater ham engang til Konge, da han var en stor og vakker Gut. Nogle gjorde han til Dørvogtere, en skulde være »Kongens Øie«[1], en anden Budbringer, kort sagt, enhver havde sin Bestilling, og alt, hvad Kyros paalagde dem, blev udført. Men da en af dem, som var Søn af en fornem Meder Artembares, ikke vilde lystre, lod Kyros de andre Gutter holde ham mellem sig, medens han selv gav ham en dygtig Dragt Prygl. Gutten løb hjem og klagede for sin Fader over den lidte Behandling; denne gik til Kongen og fortalte, hvor skammelig hans Søn var bleven behandlet af en simpel Hyrdes Søn. Hyrden og hans formentlige Søn blev hentede, og Astyages sagde til Gutten: »Hvorledes har du, en ringe Hyrdes Søn, dristet dig til en saadan Behandling af en Mands Søn, der er i stor Gunst hos mig?« Kyros svarede: »Herre, han har kun faaet, hvad Ret er; thi vi legede sammen, og de tog mig til sin Konge. De andre Gutter gjorde, hvad jeg bød dem; men denne var ulydig og brød sig ikke noget om mine Befalinger. Derfor har han faaet sin Løn. Har jeg forresten fortjent Straf derfor, saa er jeg nu her«.
Medens han talede saaledes, blev Kongen opmerksom paa, hvilken Lighed der var mellem Gutten og hans egen Slegt. Maaden, hvorpaa han svarede, tydede heller ikke paa, at han var af Træleæt, og Udsættelsestiden passede ogsaa til Guttens Alder. Da Astyages var kommen sig af sin Overraskelse, lod han Mederen og hans Søn gaa ud, men beholdt Kyros og Hyrden hos sig. Han udfrittede Hyrden, der først ikke vilde fortælle noget, men som derpaa af Frygt for Straf røbede Sagens sande Sammenhæng. Kongen besluttede at tage en frygtelig Hevn over Harpagos for hans Ulydighed, men foregav, at det var ham kjært, at Kyros var reddet, og befalede Harpagos at sende sin Søn til Slottet, forat Kyros kunde have en Legekamerat. Men straks Gutten var kommen, lod Kongen ham dræbe og tilberede som en Ret, der blev sat for Harpagos, som var bleven buden til Kongens Taffel; for Kongen selv og de andre indbudne sattes Lammekjød. Da Harpagos havde spist, spurgte Kongen ham, hvorledes Maaltidet smagte, og da denne svarede »meget godt«, bragte Tjenerne ham en Kurv med Guttens Hoved, Hænder og Fødder og bad ham forsyne sig med, hvad der behagede ham. Harpagos bed sin Smerte i sig, og da Kongen spurgte ham, om han vidste, hvilket Dyrs Kjød han havde spist, svarede han ja og tilføiede, at hvad Kongen gjorde, var altid det bedste. Kongen tog nu Drømmetyderne med paa Raad om, hvad der skulde gjøres med Kyros; disse mente, at nu var al Fare forbi, da Drømmen jo allerede var bleven opfyldt derved, at Kyros havde været Konge i Legen. Han sendtes da hjem til Faderen i Persien, hvor han voksede op elsket af alle.
Engang kom der til Kyros en af Harpagos’ Tjenere forklædt som Jæger. Han bragte en Hare med i Foræring tilligemed det mundtlige Bud, at han maatte skjære Haren op, uden at nogen anden var tilstede. I Harens Bug fandtes et Brev fra Harpagos af saadant Indhold: »Søn af Kambyses! Guderne har beskyttet dig. Tag nu Hevn over Astyages, som vilde dræbe dig; uden Gudernes og min Hjælp vilde du være omkommen. Du ved, hvad jeg for den Sags Skyld har maattet lide. Overtal Perserne til Opstand; her er alt færdigt til Frafald fra Astyages«. Harpagos havde nemlig vundet de fornemme Medere for sit Forræderi. Kyros samlede nu Perserne og oplæste en opdigtet Skrivelse fra Astyages, ifølge hvilken han skulde være bleven udnævnt til Persernes Anfører. »I Kraft heraf«, tilføiede han, »befaler jeg enhver at møde imorgen med en Sigd«. Da Perserne kom, lod han dem rydde en stor tornebevokset Mark. Efter fuldendt Arbeide fik de Befaling til at komme igjen den næste Dag i sine bedste Klæder. Kyros lod slagte sin Faders Gjeder, Faar og Hornkvæg og bevertede Perserne paa det gildeste med Mad og Drikke. Han spurgte dem, hvilken Dag de syntes bedst om, og de svarede, at der var noget til Forskjel paa de to Dage; paa den ene havde de kun slidt ondt, men paa den anden havde de kun havt det godt. Hertil svarede Kyros, at hvis de vilde følge ham, skulde de altid nyde slige gode Dage som denne, og intet Trælearbeide skulde oftere paalægges dem. »Jeg holder eder ikke for ringere Mænd end Mederne og allermindst i Kampen«, sagde han. Perserne fulgte ham; thi Medernes Herredømme havde længe været dem forhadt.
Astyages bevæbnede alle Medere og sendte en Hær mod Kyros; men, som om han var slagen med Blindhed af Guderne, satte han Harpagos til Anfører over den. Harpagos gik med sine Tilhængere over til Fienden, og Resten af den mediske Hær blev overvunden og flygtede. Kongen lod derpaa korsfæste de Magere, som havde raadet ham til at slippe Kyros fri, opbød Hovedstadens Befolkning og rykkede i Marken, men tabte Slaget og blev fangen. Hoverende traadte Harpagos hen til den fangne Konge og spurgte ham, hvorledes Trældommen smagte ham i Modsætning til Kongemagten; det var nu den Ret, han til Gjengjeld havde tilberedt Kongen. Denne svarede, at var dette Harpagos’ Verk, da maatte han jo være det taabeligste og uretfærdigste af alle Mennesker, det taabeligste, fordi han ikke selv havde taget Kongemagten, og det uretfærdigste, fordi han lod de uskyldige Medere lide for deres Konges Brøde. Dette er Herodots Beretning om Kyros’ Barndom og om Maaden, hvorpaa Herredømmet gik over fra Mederne til Perserne.
Det af Kyros stiftede persiske Rige var fra først af ikke større, end det mediske havde været; men det naaede snart en Magt og et Omfang, som intet af de tidligere Verdensriger havde havt. Hele Kyros’ Liv optoges næsten udelukkende af Krige og Erobringer. I Aaret 549 underlagde han sig det lydiske Rige, som dengang indbefattede Størsteparten af Lilleasien[2].
Paa Lilleasiens Vestkyst havde der fra gammel Tid af boet græske Kolonister. De fleste af disse tilhørte den ioniske Stamme, hvorfor ogsaa Navnet Ionere blev en fælles Benævnelse for alle de der boende Grækere. Den lydiske Konge Krøsos (Stykke 10) havde i sin Velmagtstid lagt dem under sit Rige, og under Krigen mod ham havde Kyros sendt Gesandter til dem med Opfordring til at falde fra Krøsos, hvilket de afslog. Nu derimod, da Lydiens Hovedstad Sardes var tagen, kom der Tilbud fra de græske Stæder til Kyros om, at de vare villige til at underkaste sig ham paa de samme Vilkaar, som de havde havt under Krøsos. Da Kongen havde hørt deres Udsendingers Forslag, fortalte han disse et Eventyr om en Fløitespiller, som satte sig ved Strandbredden paa et Sted, hvor der var meget Fisk, og spillede i det Haab, at Fiskene skulde hoppe iland. Men da hans Forventning slog ham feil, tog han et Garn, fangede en Mængde Fisk deri og trak det op paa Strandbredden. Da han saa dem sprelle, sagde han til dem: »Nu kan I gjerne holde op med at danse, naar I ikke vilde hoppe iland, da jeg spillede for eder«. Dette var Kyros’ Svar til Ionerne. De forsøgte da, saa godt de kunde, at forsvare sig og sine Rettigheder; men deres Stæder blev erobrede den ene efter den anden af Storkongens Hærfører Harpagos, »skjønt Indvaanerne«, som Herodot siger, »stred som tapre Mænd, enhver for sin Stad.« Ioniens Erobring var tilendebragt i Aaret 545.
Efter at have ordnet Forholdene i Lilleasien drog Kyros mod Babylon, som var den største og mægtigste By paa den Tid. Den dannede en Firkant med et Omfang af tilsammen ni à tolv Mile. Den laa paa begge Sider af Euphrat, som i betydelig Bredde strømmede gjennem Byen og delte den i to Dele, som var forbundne med hinanden ved en stor og kostbar Stenbro. Midt i den vestlige Del af Byen laa det kongelige Palads, i en anden hævede sig Bels prægtige Tempel, som var bleven istand sat og fuldført af en af Babylons senere Konger, Nebukadnesar (604—561). Den kvadratformede Tempelgaard omgaves af en høi Mur, 1200 Fod lang paa hver Kant. Kobberporte førte didind. Selve Templet var 600 Fod bredt og langt og bestod af otte Etager. Høiden skal ogsaa have været henimod 600 Fod. Paa Udsiden gik en spiralformig Trappe op til Toppen. I øverste Stokverk stod et Alter af Guld og en pragtfuld Seng for Guden, som efter Presternes Udsagn undertiden besøgte Templet og hvilede sig paa Leiet, »hvad jeg forresten ikke finder troligt«, siger Herodot. Paa Gudens Fest ofredes blandt andet tusinde Pund Røgelse. I den til Templet hørende hellige Lund stod der en Billedstøtte af purt Guld, tolv Alen høi; den blev efter Herodots Beretning senere borttagen af Perserkongen Xerxes.
Babylon var omgiven af tvende svære Mure, hvoraf den yderste var den høieste; dens Høide angives forskjellig fra 80 til 330 Fod og Bredden fra 32 til 80 Fod. Ialfald kunde et Firspand have Rum nok til at vende i mellem de Taarne, som var byggede parvis paa Murens Kanter. Taarnenes Antal var 250. Imellem de to Mure gik der en dyb og bred Voldgrav, fyldt med Vand. Man kom ind i Byen gjennem hundrede kobberbeslaaede Porte. Om Babylons Storhed og Magt tales der ofte af de jødiske Profeter (Jes. 14, 13; Jer. 51, 53—58).
Paa Toget mod Babylon kom Kyros til Floden Gyndes, og da han forsøgte at gaa over denne Flod, blev en af de hvide hellige Heste, som brugtes til at trække Solens Vogn, sky og sprang ud i Floden; den blev reven bort af den stride Strøm og omkom. Kyros vrededes over Flodens Dristighed og truede med at ville gjøre den saa liden, at for Fremtiden skulde endog Kvinder kunne vade over den, uden at Vandet gik dem tilknæs. Han stansede Fremmarschen mod Babylon og ledede Vandet i Floden udover Landet gjennem 360 Kanaler. Til dette Arbeide medgik der en hel Sommer. Derpaa fortsatte han sin Fremrykken mod Babylon. Indbyggerne gjorde et Udfald, men blev slagne af Marken i aaben Kamp, og derpaa begyndte Beleiringen. Kongen, Nabonahid, kastede sig ind i Babylons Forstad Borsippa, medens Kongens Søn Belsarossor skulde forsvare selve Hovedstaden. Der var bragt en Mængde Levnetsmidler ind i Staden, og desuden fandtes der indenfor Murens vidtstrakte Marker, skikkede for Kornavl og Kvæghold, saa at Babylonierne kunde udholde mange Aars Beleiring. De tog sig derfor heller ikke synderlig nær af Kyros’ Angreb. Da han intet kunde udrette ligeoverfor de høie og sterke Mure, ledede han Vandet fra Euphrat ud i et uhyre stort Vandbassin, som Babylonierne tidligere havde gravet, forat det kunde regulere Vandstanden i Flomtiden og være en gavnlig Vandbeholder, hvortil man kunde ty hen i Tørketiden. Dette, som før havde været til Velsignelse for Landet, blev altsaa nu dets Ulykke. Perserne vadede efter Flodsengen ind i Byen en Nat, da Babylonierne holdt en stor Fest. I Byens Yderkanter var Perserne allerede Herrer, medens Dansen og Festens Jubel endnu vedvarede i dens Midte; thi formedelst Byens uhyre Størrelse vidste Beboerne af de mere centrale Dele intet om, hvad der var skeet i Udkanterne. Belsarossor faldt; men Nabonahid selv fik sig anvist Opholdssted i en anden Provins af Kyros’ Rige. Babylons Fald indtraf i Aaret 538.
Om Kyros’ sidste Dage findes der mange Beretninger. Herodot har om hans Død følgende Fortælling, der dog er upaalidelig ligesom de andre Frasagn, der gaar om hans Endeligt:
I Nord for det kaspiske Hav boede et vildt Folk Massageterne. Kyros beilede til deres Dronning Tomyris, fik nei og rykkede ind i hendes Land. Efter Krøsos’[3] Raad gik han over Floden Jaxartes, men sendte dog først sin Søn Kambyses under Krøsos’ Opsyn tilbage til Persien, idet han paalagde sin Søn at ære Krøsos og gjøre vel mod ham, hvis Toget mod Massageterne skulde løbe uheldig af.
Den første Nat efter Overgangen over Floden saa Kyros i Drømme sin Slegtning Dareios, Hystaspes’ ældste Søn, med to store Vinger paa Skuldrene, af hvilke den ene overskyggede Asien, den anden Europa. Dareios var dengang tyve Aar gammel og var forbleven hjemme i Persien; men hans Fader, der var en af Persernes syv Fyrster og Hovedet for den yngre Gren af Achæmenidernes Familie, fulgte med Hæren. Kyros kaldte om Morgenen Hystaspes for sig, fortalte ham Drømmen og paalagde ham skyndsomst at vende tilbage til Persien og tage vare paa sin Søn, forat Kongen efter endt Felttog kunde forhøre ham. Thi han ansaa det for givet, at Dareios pønsede paa Oprør mod ham. Hystaspes reiste hjem, idet han lovede at overgive sin Søn i Kongens Hænder, naar denne var vendt tilbage. »Men Guderne«, siger Herodot, »vilde ved denne Drøm kun i Forveien underrette Kyros om, at han skulde dø der i Landet, og at Dareios senere engang skulde bestige den persiske Throne.«
Efter nogle mindre Træfninger kom det til et blodigt Slag mellem Perserne og Massageterne, hvori største Delen af den persiske Hær tilligemed Kyros selv satte Livet til. Kyros’ Lig lod Dronningen mishandle, afhuggede dets Hoved og kastede dette i et Kar, fyldt med Blod, med de Ord: »Nu skal jeg da endelig mætte dig med Blod, som jeg har truet med.«
Det eneste paalidelige, vi ved om Kyros’ Død, er, at han virkelig faldt paa et Krigstog i Aaret 529. Hans Lig maa imidlertid være bleven bragt hjem til Persien, da der senere blev paastaaet, at det laa forvaret i en Kiste af Guld i en Marmorbygning tæt ved Persernes ældgamle Hovedstad Pasargadæ. Denne Grav var meget berømt og meget besøgt i Oldtiden. Dag og Nat stod der en Vagt af Magere om den. Dens Indskrift lød: »O Menneske, jeg er Kyros, Kambyses’ Søn, som grundede Persernes Vælde, Asiens Konge. Misund mig ikke dette Mindesmerke«.
Kyros’ verdenshistoriske Betydning ligger deri, at han samlede under én Styrelse alle de Lande i Vestasien, hvor der fandtes nogen Kultur. Han maa have besiddet Evnen til at faa Folk med paa sine Anskuelser, og mange saa i hans Gjerning et Verk af den guddommelige Styrelse. I det Lys bliver han betragtet og skildret af den store og klartseende jødiske Profet Jesaja, der siger: »Herren siger om Koresch[4]: Han er min Hyrde og skal fuldkomme al min Vilje, saa der baade skal siges til Jerusalem: du skal bygges, og til Templet: du skal grundfæstes. Saa siger Herren til sin salvede, til Koresch, hvem jeg fører ved hans høire for at styrte Folkeslag for hans Ansigt og afvæbne Konger, for at aabne Dørene for ham og lade Portene ikke blive lukkede: Jeg, jeg vil gaa foran dit Ansigt og jevne de krogede Veie, Kobberportene vil jeg sprænge og skyve Jernslaaerne tilside. Og jeg giver dig de Skatte, som er i Mørket, og de Rigdomme, som er gjemte væk«. (Kap. 44, 28; 45, 1—3).