De østerlandske Folk/06
6. Sagnet om Sardanapal.
Ved Tigris laa der i gamle Dage et stort og mægtigt Rige, som kaldtes Assyrien. Dets Hovedstad var Ninive, »den store Stad« (1 Moseb. 10, 11—12; Jona 1, 2; 3, 2—3). Grækerne kunde om en af dets Konger, som de kaldte Sardanapal, fortælle mange eventyrlige Sagn, som i Korthed kan gjengives saaledes:
Sardanapal var den svageste og yppigste af alle assyriske Konger. Medens de gamle Fyrster havde for Skik at drage ud i Krig eller paa Jagt, tilbragte han sin Tid i Haremet[1] bag Slottets Mure og Porte. Aldrig lod han sig se uden af sine Kvinder og Træler. Han ragede sit Skjeg, sminkede sit Ansigt og farvede sine Øienbryn; han klædte sig i Kvindedragt, iførte sig kvindelige Smykker og tog Plads paa Sofaerne sammen med sine Kvinder. Han efterlignede endog deres Stemme, tog Del i deres Arbeider og spandt den fineste Uld. Paa denne Vis var nitten Aar gaaede hen. Vasallerne blev endelig kjede af at staa under en saadan Herre, gjorde Oprør mod ham og beleirede Ninive. Da rev han sig løs fra det uværdige Liv og viste sig med ét fra en anden Side; han forlod al kvindagtig Luksus og forsvarede med Tapperhed sin Hovedstad i tre Aar. Endelig ødelagde en Oversvømmelse af Tigris en Del af Fæstningsverkerne; dette Uheld tyktes ham et ondt Varsel, han mistvivlede om sin Skjebne, og da han ikke længer troede at kunne holde Byen, lod han paa den aabne Plads i sin Borg opføre et stort Baal, 400 Fod høit; paa dette indrettede han et Værelse af hundrede Fods Længde og hundrede Fods Bredde. Did lod han bringe 150 Guldborde og ligesaamange Løibænke, behængte med Tepper. En uhyre Mængde Guld, Sølv, kostbare Klæder, Purpur og Smykker blev ligeledes bragt didop. Et overdaadigt Maaltid anrettedes, Sardanapal tog Plads paa Løibænkene med sine Hustruer, og derpaa blev Baalet antændt og brændte i femten Dage. Folket i Ninive undrede sig vistnok over den sterke Røg, som steg op fra Kongeborgen: men man troede, at Kongen bragte et stort Offer; thi ingen anden end Trælerne kjendte til Kongens Hensigt. Paa den Maade endte Sardanapal sit Liv. Hans Navn er bleven til et ordsprogligt Udtryk for en blødagtig og forfinet Levemaade[2].