De østerlandske Folk/01
De østerlandske Folk.
1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer.
I det gamle Ægypten regjerede der omkring Aar 1000 f. Kr. en Konge, som hed Rhampsinit (Ramses III). Om ham fortæller den græske Historieskriver Herodot[1] følgende Sagn:
Rhampsinit var saa umaadelig rig, at ingen af de senere Kongers Rigdomme overtraf hans. For sikrere at kunne bevare disse sine Skatte lod han bygge en sterk Murbygning tæt ved sit Palads. Men Bygmesteren havde hemmelig ladet indmure en Sten i en af Væggene saaledes, at den kunde tages ud og sættes ind igjen, uden at nogen kunde merke det. Da Bygmesteren en Tid efter blev syg, fortalte han paa sit yderste sine to Sønner, hvorledes han havde sørget for deres fremtidige Udkomme, og beskrev dem nøiagtig, hvor hin Sten var at finde, og paa hvilken Maade den kunde tages ud.
Da Kongen havde været i Skatkammeret nogle Gange og merkede, hvorledes Skattene for hver Gang tog af, lod han opstille Fælder rundt om Pengesækkene. Da nu den ældste af de to Brødre en Nat kom ind, blev han fangen i en af disse Fælder. Han raabte da til sin Broder, at han uden Ophold skulde skjære hans Hoved af, forat ikke ogsaa han skulde bringes i Ulykke, naar man gjenkjendte den fangne. Broderen gjorde dette og satte Stenen igjen paa sin Plads. Om Morgenen blev Kongen meget forfærdet ved at finde et Lig uden Hoved i den lukkede Bygning. Da han var i Tvivl om, hvad han skulde gjøre, greb han endelig til en Udvei, hvorved han haabede at kunne bringe Tyven frem for Lyset. Han lod nemlig den dødes Krop hænge op paa Skatkammerets Mur og satte Vogtere i Nærheden, som skulde gribe og føre for ham enhver, som de saa græde og jamre sig ved Synet af Liget. Forhaanelsen af den døde gik dennes Moder meget til Hjerte. Hun truede sin anden Søn med at ville fortælle Kongen alt, hvis han ikke fandt en Udvei til at bortskaffe og begrave Liget. Denne fandt da paa følgende List. Han fyldte nogle Lædersække med Vin, læssede dem paa Æsler og drev med disse forbi det Sted, hvor Vogterne stod. Da han var kommen dem nær, aabnede han hemmelig to eller tre Sække, lod Vinen løbe ud og anstillede sig rent fortvivlet over det Uheld, som var hændt ham. Da Vogterne saa Vinen rinde ud, kom de løbende hver med sit Kar for at opfange den. Først gjorde han sig meget vred og skjendte paa dem; men da de forsøgte at trøste ham, gav han sig tilfreds, tog Plads hos dem og lod dem endog faa af de andre Sække, indtil de alle blev drukne og faldt isøvn. Derpaa tog han om Natten sin Broders Lig og ragede til Spot den høire Kind paa alle Vogterne.
Kongens Forbauselse over, hvad der var skeet, steg tilligemed hans Vrede, og han lod befale, at alle Stadens mandlige Beboere inden tre Dage skulde indfinde sig i Kongens Palads, hvor hans Datter vilde forelægge enhver et Spørgsmaal. Bygmesterens Søn besluttede atter at narre Kongen, og da Prinsessen spurgte ham, hvad der var den skjendigste og klogeste Handling i hans Liv, svarede han, at den skjendigste Gjerning var, at han havde skaaret Hovedet af sin Broder, men den klogeste, at han havde drukket Kongens Vogtere fulde. Da Kongedatteren hørte dette, greb hun hans Haand for at holde ham fast og overgive ham til Vagten, men merkede til sin Skræk, at han sprang ud af Døren, medens hun i sin Haand beholdt Armen af et Lig. Den listige Tyv havde nemlig afskaaret sin Broders Arm og rakt Prinsessen den under Kappen. Over denne nye List blev Kongen end mere forundret og lod bekjendtgjøre, at Tyven kunde være uden Frygt og skulde endog modtage stor Belønning, hvis han vilde give sig tilkjende. I Tillid til Kongens Ord mødte Tyven, hvorpaa Kongen i høi Grad roste hans Snedighed og gav ham sin Datter tilegte, da han ansaa ham for det klogeste af alle Mennesker. »Thi vistnok var Ægypterne klogere end alle andre Folkeslag«, sagde Kongen, »men han den klogeste blandt Ægypterne«.
- ↑ Herodot, Historieskrivningens Fader, blev født i den græske By Halikarnassos i Lilleasien 484 f. Kr. og døde i Thurii i Nedreitalien 408. Hans berømte historiske Verk bestaar af ni Bøger og indeholder alle de da bekjendte Landes Historie. Udførligst har han behandlet Krigen mellem Grækerne og Perserne. Hans Historie gaar til Aaret 479. Hans Fortælling er ligefrem og omstændelig, paalidelig i alt væsentligt. Han reiste meget og opholdt sig flere Aar i Østens Lande. Hvad han beretter, er derfor grundet dels paa egne Iagttagelser, dels paa, hvad han havde hørt paa sine Reiser. Hans Sandhedskjærlighed er hævet over enhver Tvivl, og han tog med i sit Verk alt, hvad han hørte og saa, endog det, han selv fandt utroligt.