Daa Olav lærde lesa (Lauvduskar)
Daa Olav lærde lesa.
Dei segja, at Livet det lid og det skrid
og fram mot eit betre seg søkjer.
Min Ungdom fall in i den underleg’ Tid,
daa fyrst upp til oss det kom Bøker.
og fram mot eit betre seg søkjer.
Min Ungdom fall in i den underleg’ Tid,
daa fyrst upp til oss det kom Bøker.
Daa vardt det forlitet, at Mannen var klok,
og Tankar i Mengd kunde hava.
Nei, Visdomen maatte han finna i Bok,
og Folk skulde læra aa stava.
og Tankar i Mengd kunde hava.
Nei, Visdomen maatte han finna i Bok,
og Folk skulde læra aa stava.
Ei Bok var ei Æra; eg minnest det tidt:
i Høgsætet sat ho som Gjesten.
For det var med Lærdomen komet so vidt,
at Folk skulde ganga fyr Presten.
i Høgsætet sat ho som Gjesten.
For det var med Lærdomen komet so vidt,
at Folk skulde ganga fyr Presten.
Eg lærde aa lesa. Eg fekk meg ei Bok.
Og raude Bokstaver var Dygdi.
For endefram var det, han laut vera klok,
ein Son av dei beste i Bygdi.
Og raude Bokstaver var Dygdi.
For endefram var det, han laut vera klok,
ein Son av dei beste i Bygdi.
Men so sagde Far: „Det er alt utan Naud!
Verd lik meg og fylg meg paa Ferdom!
Kast Boki, min Gut; eg giv Presten ein Saud:
so slepp du fraa all denne Lærdom.
Verd lik meg og fylg meg paa Ferdom!
Kast Boki, min Gut; eg giv Presten ein Saud:
so slepp du fraa all denne Lærdom.
So fær han ein Bukk denne Mann, som er halt,
eg meinar,“ sa’ Far, „denne Gunnar.
So giv han deg Lærdom: han kjenner til alt,
og stødt kjem or Bøker med Grunnar.“
eg meinar,“ sa’ Far, „denne Gunnar.
So giv han deg Lærdom: han kjenner til alt,
og stødt kjem or Bøker med Grunnar.“
Ja, Gunnar var klok, um han endaa var halt.
Og Gunnar var komen fraa Froland.
Han lærde meg myket og lærde meg alt
um Goliat, Samson og Roland.
Og Gunnar var komen fraa Froland.
Han lærde meg myket og lærde meg alt
um Goliat, Samson og Roland.
„Og Sjoen,“ sa’ Gunnar, „er fælande stor,
so Bandak ein Dam er imot’n.
Og Kongerik’ store her finnst paa vaar Jord,
tenk Rusland og Halland og Toten!
so Bandak ein Dam er imot’n.
Og Kongerik’ store her finnst paa vaar Jord,
tenk Rusland og Halland og Toten!
Og langt imot Sud der ei Slett er so vid,
— sosannt som ei Bøkerna ljuge, —
at der du kann sjaa yver Kongerik’ ni,
og Kyrkjor somange som tjuge.
— sosannt som ei Bøkerna ljuge, —
at der du kann sjaa yver Kongerik’ ni,
og Kyrkjor somange som tjuge.
Her heima er smaatt: det er alt som ei Mus
mot fælaste Uksen, som olmar;
for Dyr er aa finna so store som Hus,
og Fiskar so store som Holmar.
mot fælaste Uksen, som olmar;
for Dyr er aa finna so store som Hus,
og Fiskar so store som Holmar.
Og Mimring var slik, han var større en tri,
og stor som ei Tunna var Hatten.
Seks Alner var Goliat, Nimrod var ni,
og Viderik Værlandson atten.
og stor som ei Tunna var Hatten.
Seks Alner var Goliat, Nimrod var ni,
og Viderik Værlandson atten.
I Hornet blees Roland, der saarad han laag,
so hardt, at det hustad i Haugom.
Og Mannen, som Mahomet sagde han saag,
var tusund av Mil millom Augom.
so hardt, at det hustad i Haugom.
Og Mannen, som Mahomet sagde han saag,
var tusund av Mil millom Augom.
Fraa Serkland til Valland sprang Rolv i eit Laup
med tusund av Stridsmenn paa Skjoldet.
„„Um Gaukstaa var Graut og um Tinnsjo var Saup,
eg aat meg ’kje mett,““ sagde Trollet.“
med tusund av Stridsmenn paa Skjoldet.
„„Um Gaukstaa var Graut og um Tinnsjo var Saup,
eg aat meg ’kje mett,““ sagde Trollet.“
Um Gunnar var gamall, han endaa var glad
og snildaste Mannen, eg kjende.
Han lærde oss lesa og Visor han kvad,
og Rispor han fann utan Ende.
og snildaste Mannen, eg kjende.
Han lærde oss lesa og Visor han kvad,
og Rispor han fann utan Ende.
Kvar Bok las eg ut. Eg i Boki var glad,
men gladare endaa i Hesten.
Og naar me kom upp og vardt stelde i Rad,
so vardt eg den fremste fyr Presten.
Aasmund Vinje. (Or „Storegut“).
men gladare endaa i Hesten.
Og naar me kom upp og vardt stelde i Rad,
so vardt eg den fremste fyr Presten.
Aasmund Vinje. (Or „Storegut“).