Clemenceau
Clémenceau.
Parlamentarisk skisse.[1]
Georges Benjamin Clémenceau stammer fra Vendée og er født i 1841. Som medicinsk student i Paris beskjæftigede han sig væsentlig med politik og 26 aar gammel tog han sin medicinske doktorgrad med en afhandling, som vakte endel opmerksomhed. Men det blev efter den tid snart tydeligt, at det ikke var som læge, hr. Clémenceau vilde praktisere. Det viste sig allerede ved den bydel, i hvilken han slog sig ned, midt imellem Montmartre og Belleville, paa toppen af det revolutionære Paris. Han blev meget hurtig populær i sit kvarter, og da den 4de september bragte nye folk frem, blev han udseet til maire i sit arrondissement.
Han var da neppe mere end 29 aar gammel og kom altsaa meget tidlig frem, om ikke uden begavelse, saa ialfald uden at have vist denne i gjerning. Hans første omsorg blev, at gjøre skolen borgerlig; hans første uheld var, at generalerne Lecomte og Clément Thomas myrdedes netop i hans distrikt. Senere har man ofte beskyldt ham for at være medskyldig i dette mord, og han har flere gange maattet fremholde sin uskyldighed, eller rigtigere, at det var ham umuligt at hindre det, som skete. Er han da af dem, som kan skyde sig ind under svaghed og ubestemthed? I almindelighed er han hverken svag eller ubestemt.
Da han i 1871 valgtes til deputeret for Seine-departementet, tog han plads blandt yderste venstre og fyldte i begyndelsen denne plads paa en mere end beskeden maade. En ting er der dog at lægge merke til, nemlig at Clémenceau under kommunen forsøgte at faa en mindelig ordning istand. Det er kanske den eneste gang, han har optraadt som fredsstifter, men saa gjaldt det ogsaa at stifte fred mellem oprøret og den lovlige regjering; der var ingen udsigt til, at oprøret skulde kunne faa overmagten, og Clémenceaus sympathier var, som han selv tilstod, paa samme side som Montmartre-befolkningens, hvor kommunens tilhængere var i stor majoritet.
Da forsøget paa at faa borgerkrigen endt saaledes, at loven gav eftér for oprørerne, var slaaet feil, straffede Clémenceau begge partier ved at indgive sin dimission baade som maire og som deputeret.
Det 18de arrondissement lagde ham imidlertid ikke for had af den grund, han blev valgt til medlem af byraadet og blev sekretær i det, senere vicepresident og tilslut president. Det daværende byraad var imidlertid valgt i en „uheldig time“: det var forholdsvis moderat, og Clémenceau maatte følgelig atter tage plads længst tilvenstre. Det gjorde han uden at gjøre sig synderlig gjældende, hvad der imidlertid ikke forhindrede, at han i oktober 1876 atter blev valgt ind i deputeretkammeret som fremskudt eller radikal republikaner. Nu var hans tid kommen, Clémenceau besteg talerstolen i anledning af amnestisagen og aabenbarede sig straks som fremragende taler.
Af middels størrelse, hellere mager end fyldig, med et stort knoklet. hoved, hvis midtparti er ligesom indeklemt mellem den fremspringende pande og det fremspringende kjæveparti, med øjenbryn tegnede efter en. ret streg og under dem dybtliggende, livlige og bevægelige øine; paa underansigtet en ret afskaaren moustache over den fine læbe; i ansigtets totalindtryk noget stramt og tørt, en puritaner fra Cromwells omgivelser, slig ser Clémenceau ud for den, der betragter ham bare af almindelig nysgjerrighed.
Men ser man bedre efter, saa opdager man noget mere: merker efter stadig anstrengelse og tegn paa tidlig træthed og endnu noget. mere, som man ikke rigtig ved at forklare, men som man behandler meget høfligt, om man kalder det „skepticisme“. Hele hovedet er udtryksfuldt og indholdsrigt. Panden vidner om intelligens, mundpartiet. om ihærdighed. De overdrevent bevægelige øine vilde maaske tyde paa ustadighed, flygtighed og trang til forandring, hvis ikke de strenge øienbryn var der forat holde dem i tømme. Der er en eiendommelig modsigelse mellem de enkelte træk i dette ansigt: disse læber passer ikke til at sidde paa denne hage. Men bag hvert træk ligger der en evne, en kraft til det gode eller til det onde, og søger man udslaget af disse kræfter, saa finder man: vilje.
Clémenceau har sæde helt paa yderste venstre. Foran ham sidder Tony Reévillon, som morer sig, og Clovis Hugues, som hidser sig op; men han selv hører opmerksom efter og rører sig ikke. Han er ubevægelig som marmor; han er ligegyldig og sidder skjødesløst med tommelfingrene i armgabene paa den gule vesten. Men lidt efter lidt trækker øienbrynene sig sammen i nedbøiet bue, læberne slutter sig og han bider i de længste haar af moustachen. Tommelfingrene er stadig i vestegabene, men de andre fingre krummer sig og trommer takt paa tøiet.
Pludselig reiser Clémenceau sig og slynger ud en afbrydelse; han reiser sig og taler som i et braat tilsprang. Om nogle minuter løber han op ad trappen til tribunen, og da er han stakaandet, taler i korte sætninger og har raske bevægelser. Alle forhøininger og hulninger i ansigtet kommer i bevægelse, kun foredraget selv forbliver roligt, med et strøg af bidende ironi, med en understrøm af skjælven og hvisling. Og da kan man gribe Clémenceau bag masken, som han er i virkeligheden: den urolige mand, som til bunden er gjennempløiet af voldsomme lidenskaber, — et verktøi af sammentrængte nerver.
Clémenceaus ydre viser en nervøs og bitter mand, og slig er virkelig ogsaa hans temperament. Den sterkeste af hans lidenskaber er ærgjerrighed, en forbitret og tildels hadefuld ærgjerrighed, næret af bitterheden over, at han er bleven staaende i anden række. En anden næsten ligesaa sterk lidenskab hos ham er forfængelighed. Clémenceau har en berettiget, men overdreven, følelse af sit eget værd. Deraf lader han sig ofte bestemme. Krænkes han i sin egenkjærlighed, er han uden tilgivelse. Ingen har nogensinde lov til at glemme, at han er til. Han er ærgjerrig, men hvis nogen nu bød ham at danne et ministerium, saa tog han ikke imod. det. Han vilde være ræd for at gaa ud af et sligt eventyr som en mindre mand; forfængeligheden vilde i dette fald tøile ærgjerrigheden. Denne vilde sige: „Tag styret; nu er det tid;“ men forfængeligheden vilde straks svare: „Det er for sent. Det er ti aar siden, de skulde have tænkt paa dig.“ Derfor er der slig nervøs opspilethed i hans væsen, slig galde i hans tale, slig eddike i stemmen.
Clémenceau er en mand med overlegne evner, og han har en ubestemt følelse af at være en, der ikke ved, hvad der mangler ham, hvad der dømmer ham til at være — i forhold til det han kunde have været — forfeilet nemlig. Eftersom bevidstheden om dette har fæstet sig, er hans følelse bleven bitrere og hans vilje tøjler dem mindre og mindre efterhvert. Om han aldrig saa meget tilsyneladende foragter alt, saa længes han dog bitterlig efter denne ydre, paatagelige, sikrede authoritet, som hidtil er undgaaet ham. Han længes efter den for dens egen skyld og for de glæder, den skaffer, eller som den giver lettere adgang til; for hvad sligt angaar, er Clémenceaus ydre ikke saa ganske i overensstemmelse med hans karakter. Denne Cromwellske puritaner, som har drømt om at blive en Cromwell selv, vilde finde sig ganske vel ved Paris? smaa behageligheder, trods lighedens bibel og kathekismus. Men hans sjæleliv som privatmand vedkommer os ikke uden forsaavidt som det klargjør hans psykologi som politiker, og denne kan reduceres til de to bestanddele, som vi har nævnt: en voldsom ærgjerrighed og en forbitret forfængelighed, begge to negative og nedbrydende, med trangen til at nyde som koefficient.
Galde, nerver og vilje, det er hans fysiske temperament og den herskende evne; de sjælelige bevægelsesmomenter er forfængelighed og ærgjerrighed, hidset ved halvt held, se der har de Clémenceau, naar han er rolig.
Men hvorledes maa nu Clémenceau være i virksomhed? Han er virksom baade i kammeret og udenfor. I kammeret udøver han den især paa talerstolen, hvor han er en modstander, som der staar respekt af. Og han er det saa meget mere, som han i udseende og holdning er rolig og alvorlig og i sin tale gjør indtryk af den mest samlede precision, og han bevarer udseendet af at være saadan og narrer derved mer og mer sig selv og dem, som hører paa ham. Der findes ikke en mand mer methodisk falsk end ham. Han er strengt dialektisk, mathematisk videnskabelig, ubønhørlig deduktiv; men det er paa siden af sandheden og ofte tvert imod den. Hans hjerne huser i politiske sager to eller tre forhaandsopfatninger, opfatninger, som er vilkaarlige og daarlig grundet i sit udgangspunkt, og som han efterhvert giver tilbedste, idet han triumferende fører dem helt ud, tvers igjennem det absurde.
Clémenceaus logiske kjæde er for det meste fæstet i en raadden træstubbe; men der mangler ikke et led, og den, som holder i den med lukkede øine og ikke ser paa det første led, han synes den er udmerket solid. Efter klassisk sprogbrug er saaledes Clémenceau en sofist, i ordets rette betydning. Han har noget ved sig baade af Gorgias og de jesuitiske kanister.
Den republik, som Clémenceaun forlanger, er den som „pavedømmet af 1869“ stiller op. Dette program er grundlov for den republik, som Clémenceau kalder „republiken helt igjennem“. De, som forsvarer den nu om dagen, og som siger, at de er færdig til at sætte den i verk i sin helhed, hvis de faar anledning til det, de er solide og loyale republikanere, mens de, som forkaster nogen artikel i den, eller som vil vente med gjennemførelsen, er forrædere — ubetinget.
Sofisteriet bestaar deri, at programmet af 1869 skal være den fuldkomne grundlov for den fuldkomne republik, og den dogmatiske intolerance bestaar deri, at det ikke skal være tilladt, selv med erfaringer for øje, at gaa fra en stavelse. En liberal vilde sige: „Jeg er ikke af deres mening.“ Clémenceau gaar ikke omveie; han siger lige ud: „De er en idiot“ eller: „De er en elendig fyr.“ — — — Han gjør mere, og heri er det demagogen viser sig. Han løber fra forsamling til forsamling og gjentager for alle dem, som vil høre det: „Hr. N. N. er en elendig fyr,“ og han siger det med slig sikkerhed, at ingen efterpaa nærer tvil om det.
Det var i oktober 1876, Clémenceau kom ind i kammeret. I Paris' byraad havde hans indflydelse været overveiende; han havde en stund i sig inkarneret det radikale og revolutionære Paris. Ind i kammeret kom han, da dette radikale og revolutionære Paris kom derind. Men Gambetta skyggede der over alt, og Clémenceau fandt sig nødtvungent i at vandre i skyggen. Han blev løjtnant under kapteinen, og til en begyndelse en korrekt, om end ikke hengiven løitnant. Den 16de mai (kampen mod Mac-Mahon og legitimisterne) kjæmpede han i sin række, og det var ikke den første.
Mod Broglie og Fourtou satte republiken i første linje Thiers, i anden Gambetta og først i tredje række kom Clémenceau og en tyve andre. Da Mac-Mahon dannede modstandskabinettet Rochebouét, som stod imod bare tre uger, svarede republikanerne, som havde slaaet sig sammen for kampens skyld, med at danne de attens komite til at vogte paa marschalen og hindre en tilbagevenden af en mulig reaktion. Clémenceau blev udseet til medlem af denne komite, og hans korrekthed svigtede ham endnu ikke.
I denne komite havde forenet sig de forskjellige afskygninger af partier, og den dannede en virkelig velfærdskomite, som skabte et virkelig forbausende styre, et organiseret og reguleret parlamentarisk modstyre. Komiteen traf sine afgjørelser, hvis hemmelighed var ukrænkelig, og som heller ikke blev krænket, og kammeret udførte dem. Clémenceau gjorde intet forsøg paa at danne nogen særgruppe; han gik efter Gambetta, som havde glemt, ja endog efter Marcére, som havde nægtet at antage „programmet af 1869“, Det er vistnok sandt, at der ikke var tale om andet end at kaste overende kabinettet først og marschalen siden, og at Clémenceau i denne beskjæftigelse fandt tilfredsstillelse for sine instinkter.
Men om hans instinkter i det hele fandt tilfredsstillelse, saa var dog ikke det samme tilfælde med hans ærgjerrighed og forfængelighed. I det republikanske parti havde han en stilling, som han ikke fandt burde være hans. (Gambetta, som forstod sig paa folk, saa snart, med hvem han havde at gjøre. Han bragte Clémenceau til at finde sig selv, da han brugte ham til at knuse ministeriet Waddington. De fik begge to paa samme dag glimt af den samme sandhed, den nemlig: at en nødvendig udvikling (et ord af Leon Say) efterhvert maatte give magten til alle fraktioner af det republikanske parti. Men hver fraktion betragtede sig som den sidste grænse for evolutionen, og saalænge Gambetta stansede magtens overførelse ved sin gruppe, mens han af yderste venstre samtidig skabte en stimulans og en opposition, gik Clémenceau stedse videre og satte kun grænsen ved sig og sine venner.
Da ministeriet Waddington var kastet, sagde Clémenceau til sig selv: „Nu er det Gambettas tur, og efter Gambetta er det min.“ Fienden, hindringen, var fra nu af høvdingen fra igaar og hans faa underbefalingsmænd. Han mente, han ikke kom til magten hverken ved ham eller dem, før de var udbrugte, og jo før det skede, jo bedre. Han drev Gambetta frem til president i kammeret for at gjøre ham ubevægelig, og selv vilde han erstatte ham i ledelsen af partiet. Gambetta havde sit blad „la Republique française“, og Clémenceau fik sit „la Justice“. Her reiste han et slags skampæl, hvortil han naglede republikanere, ja endog radikale. I bladet, i klubber, i korridorer, kort sagt ved en knapt nok skjult virksomhed udenfor kammeret og ved hemmelig virksomhed i kammeret graver han sin mine og lader den, og han sikrer sig sine vælgere ved radikale lovforslag.
Siden skyver han Gambetta fra kammerets presidentstol over i ministeriet for at slide ham ud, og da Ferry blev fører for de moderate, bringer han ham til magten for at slide ham ud. Og da han havde faaet dem til magten, skjøv han til dem, for at de skulde falde. Imidlertid døde Gambetta, og Clémenceau vuggede sig i haabet om, at med ham forsvandt den store hindring.
Men Ferry havde et seigt liv, og hvergang Clémenceau kastede en af sine modstandere, stod Ferry der paa pletten for, som øvet taskenspiller, at fange porteføljen i sine arme. Han var der bestandig, og bestandig stillede han sig mellem Clémenceau og hans maal. Grévy havde afsky for Clémenceau og tænkte slet ikke paa at henvende sig til yderste venstre, hvorfor ærgjerrigheden blev dødelig saaret og forfængeligheden blev bitter. Ødelæggelsesinstinktet hjalp til, og siden der fra den anden side ikke kom noget tilbud om at bygge, saa kastede Clémenceau Ferry overende og gjorde det samme med Brisson og med Tirard og med Rouvier. Freycinet takkede ham med sit smukkeste smil. Det menneske paa jorden, som Clémenceau hader mest er derfor, trods alt, ikke Ferry, men Freycinet, ja han hader ham i den grad, at han gjerne kunde gjøre ham til republikens president, for siden at affinde sig med ham.
Siden oktober 1885 har Clémenceau seet to ministerier efter sit sind, nemlig ministeriet Goblet og ministeriet Floquet, og han har understøttet dem saa vel, at de ikke har kunnet overleve det. Det ministerium, han bedst vilde have understøttet, vilde sandsynligvis været ministeriet Clémenceau. Men det er ikke kommet, og det er fire aar siden Clémenceau tog sit parti. Hans vilje har undertrykt ærgjerrigheden og forfængeligheden, som derved har faaet større spændkraft baade til angreb og omstyrtelse. Han har gi vet afkald paa officiel authoritet, paa eskorte af kyradserer og loge i operaen, men han har ikke givet afkald paa en anden slags authoritet, den som øves hemmelig, mand og mand imellem. Lidt efter lidt har han saaledes i kammeret omgivet sig med medarbeidere i sit blad; i mangel af authoritet søger han popularitet.
Grambetta personificerede i høieste grad to ting: armeen og den kommende hevnkrig. Clémenceau, som i sin fortid ikke havde nationens forsvar, som ikke havde organiseret og ledet armeer, følte, at han var for meget „civilist“ til at kunne tage Gtimbettas tomme plads. Han kunde gjeme sagt som Robespierre: „Forstod jeg mig bare lidt paa disse forbandede militærgreier, skulde jeg aldrig bry mig om de militære.“ Men da han ikke kimde lade være at bry sig om dem, saa vilde han have en til at styrke andagten, en hvis popularitet kunde fordoble hans egen, en som var lydig, hengiven, underordnet, en som kunde være demokratiets kaarde som han var dets hoved, en Bonaparte undergiven og slettet ud af en noget heldigere Sieyés. Og saa tænkte han en vakker dag paa Boulanger. Frygtet af ministrene og embedsmændene, med den civile administration skjælvende for hans unaade, vilde nu Clémenceau paa samme maade have haand over det militære. Ifølge sin vane og sin intellektuelle bygning, og fordi han i sit ræsonnement gaar logisk strikte frem lige til det absurde, narret som han blir saa let af det tilsyneladende og forført af sin ærgjerrighed og forfængelighed har han gaaet med lige til det punkt, hvor den boulangistiske galskab holdt paa at blive et skjændigt eventyr. Han vaagnede ikke, før han saa, at generalen tog hans popularitet uden at give ham nogen igjen, og da skreg han af fald hals: Efter tyven! — for Boulanger havde taget den popularitet, som han fremfor alt vilde bevare og øge.
Clémenceau har blandt andre manier den at forlange undersøgelser. Men for en undersøgelse, der kunde anstilles mod ham! Naar republiken nu efter nitten aar endnu er en partisag og endnu ikke er naaet til at være det uomstridte styre, og naar det republikanske parti er gaaet istykker i tre, fire partier, og naar den konstitution, som har givet os ydre og indre fred, orden i styrelsen og paa gad en, nu for tiden er rystet og truet, og naar saa mange gode viljer, som kunde have været kræfter, nu er spildt uden nytte, og naar saa mange onde viljer har fundet en uventet hjælp, saa de kunde gjøre skade, og naar det nu sluttede kammer ikke har kunnet opdrive en majoritet, og naar det har givet et eksempel paa parlamentariske seder, som har skadet vor kredit i Europa, og naar vi synes at være snart besatte, snart surrehoveder og bestandig børn i politiken, som ikke ved, hvad de vil og ikke kan holde fast paa samme tanke eller samme mænd — saa er feilen og ansvaret Clémenceaus, ikke bare hans, men hans fremfor nogen andens.
Fordi han har saa gode evner, og fordi han kunde gjøre saa meget for det gode, er han skyldig og bør dømmes, fordi han kun har villet ondt. Han er skyldig for det, han har gjort og for det, han har hindret i at ske, for det han har ødelagt og for det, han har skabt. Hvis han ikke saa helt igjennem var skin og modsigelse mod sig selv, og hvis hans jakobinske ubøielighed ikke skjulte saa megen letsindighed, vilde man med rette kunne sige, at han for sine skuffelser har ofret det, som man ikke kan ofre uden forbrydelse, nemlig sit lands ro. Man kan sige om ham, at han er gaaet træt, og ikke længere kan beherske sig og er ude af stand til at fylde sin ærgjerrigheds og sin forfængeligheds svælg, og fordi han er en logisk sofist og hidtil har været en demagog og fæstet republiken til sin egen skjæbne, saa har han heller villet se republiken kompromitteret af ham end grundfæstet, opretholdt og reddet uden ham.
- ↑ Af pseydonymet Sybil i „Revue politique et literaire“.