Christsind i Landfarsot
CHRISTSIND I LANDFARSOT
PRÆDIKEN I EIDSVOLDS KIRKE,
21DE TREF. 1833
FORORD
Herre! Du kommer med Tiden i Din Haand, med en Prøvelsens Tid. Men over Tiden er Din Viisdom og vort Haab, Barmhjertighed i Dine urandsagelige Domme, og til de salige Høider gaae Dine usporlige Veje. Som Regn og Solskin falde onde og gode Dage. Men trofast er vor Gud, som ikke lader os fristes over vor Formue, men gjør baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at vi det kunne taale; og Alt tjener dem tilgode, som tjene Gud. Derfor ere vi ved godt Mod paa en god Dag og tilfredse paa en ond Dag; thi Gud har gjort denne ligesaavelsom hiin. Og vi hilse Dig Herre, naar Du kommer, med Apostelens Freidighed: „Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evighed!“
Det skal være vor Trøst, vor eneste og sande, om vi have vort Sind beredt til saa med Sanddruhed at kunne bede i Vee som i Vel, i Alt hvad Dagene bringe; thi da forvirres ikke for vore Øine hvad der skeer til blinde Hændelser, til uundgaaelige, forfærdende, fiendtlige, knusende Skjebner, men det staaer klart for dem, at Alt er kun den helligste Viljes Fuldbyrdelser. Det skal være vor Høihed om vi bede saa med Sandhed; thi de rolige Engle have ingen skjønnere Lovsang end denne Bøn, som synes at tilhøre Tilværelsens Fuldendelse og at være al Erfarings ypperste Viisdom, Ende og Krone, og dog kan Mennesket i sin Elendighed, i Støvets tumlende Færdsler, opløfte sig i den og fornemme det Guddommeliges Sejersang i et skrøbeligt Hjerte. Det skal være vor Lykke, og den eneste som ikke vakler, om vi bede saa med Sandhed; thi da skal intet Forstyrrende være i Tilskikkelsernes Omvexlen; men Sjelen være rolig selv under det hvorfor Støvet skjælver; og Herrens Tegn skulle staae klare for det grædende som for det smilende Øje. Lader os bede saa, lader os saaledes hilse Gud, om Han kommer i Forfærdelse, om Hans Vilje gaaer igjennem Livet som Stormen gjennem Ørken, naar Alt maa kaste sig ned for ikke at fortæres. Det skal være vor seirende Kraft i Ulykken; thi i disse Ord er der Besindighed til at raade den imod og Erkjendelse af gudgivne Evner dertil og Tiltroe og Haab, og dog den Ydmyghed som giver Gud Æren. Ja, lader os bede saa, at vi maae faae den skjønneste Erkjendelse i Himlene som paa Jorden: at vi elske Gud mere end Hans Velgjerninger. Giver vor Samvittighed os denne højeste Roes, da skal vor Forstand bekræfte os denne herligste Sandhed, at alle disse Skjebnens Thordenslag kun ere Høitidshilsener fra Guds Himmel, der sendes os for at styrke, belære, prøve og kalde os. Amen!
Joh. 4 C. 46 V.
„Herre, kom ned før mit Barn døer!“ — dette Raab høres nu i Landet; thi Døden er udsendt i sin Vælde.
Dødsengelen fra Gud udfoer,
og mejende han gjennemjagter
i Landfarsot skrækslagne Jord.
Døden er udsendt. Ingen veed over hvilket blegnende Hoved den i næste Stund skal suse. Derfor raabes der fra Mange: „Herre, kom ned før mit Barn døer!“ — fra ømme Forældre virkeligen over kjære Børn — fra Den, hvem et Haab, en Plan er som et elsket Plejebarn — fra Den, der nærer en pligtmæssig Kjærlighed til Livet som en dyrebar Guds Gave, som fra Den, hvem dette Liv var Skjødebarnet, mens Tanken om hiint højere letsindigen forstødtes.
Der foregaae velgjørende Forandringer i det menneskelige Sind under saadanne Omstændigheder. Gudsfrygten viser sig i sin rolige Høihed; Retskaffenheden feirer sin Triumf — den, den aldrig søgte; Redelighedens rolige, stille, sikkre Trin høres gjennem en Verden, af en Verden med Ærbødighed, som sjelden erkjendte den; og om Fromheden har nogen Glands, da har den den da. Som den vesle Blom i Mosen staaer rolig, end ei rystende Duggen af sit Bæger, medens Stormen farer over den, brydende Træernes Kroner, saaledes da det fordringsløse Retsind; — og Verden, som seer det, troer at have fundet noget Nyt at beundre. Skjøndt man skulde troe, at hver havde nok med at betragte sig selv, er det dog saa, at Menneskene under hine Omstændigheder skarpest betragte hinanden, mere for at søge gjensidig Trøst og Fatning end af den kolde Betænkning, at de da ere lettest at udgrunde. Da er det, man finder hos Andre og hos sig selv, hvad en god Samvittighed har at betyde, hvad Værd der er i altid at være paa det Rene med sig selv, med Gud — da er det man seer Ærgjerrigheden sagtne i sit alle sædelige Hensyn kuldkastende Løb — Guldbegjæret vælte sig fortvivlet paa sin Dynge — Bedraget at famle i sine Regnskaber — da forstummer Latteren over det Hellige, og Folk sees i Gudshuset, som aldrig saaes der før, og Hostien er bleven til Kjød og Vinen til Blod — da staaer Omvendelsens blege Dagskjær paa Letsindiges Aasyn, hvis Tanker aldrig vare over Jorden, hvis Øie aldrig i deres Barm — Vellystens Træl betragter skjælvende sine udmargede Lemmer — den Hovmodige er bleven spag — den Tyranniske folkelig — Ubarmhjertighedens Lader aabnes, og den Gudløse tænker førstegang med Alvor paa sit Liv — dette, der nu er usikkrere end hans Tro, Love og Ærlighed nogensinde var. Kort — Forvandlinger foregaae som om Gribbene svævede omkring i de Duers Fjedre, de have myrdet. Men den Dydige? — agtbare Christne! vi have seet, at Han forblev rolig, uforandret i en Ro, som tilhører den evige Salighed, af hvem endeel har forud nedsænket sig i hans Sjel. Han sørger ei som Den, der intet Haab har. Hos Ham er Mesterens Under allerede forlængst skeet, at de brusende Bølger ere stillede. Ham vækker den almene Fare kun til højere Borger- og Menneskedaad. Hans Dødsfrygt er kun pligtmæssig Omhu, og rolig og høi som et Orgel lyder mellem Sukkene i forhøjet Begeistring hans Røst; „Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evighed!“
Ja Han er det, som betimelig har lært sit Hjerte den store Kunst i Vee og Vel med Sanddruhed at bekjende, at Gud alene, den Vise, være Priis og Ære i al Evighed. Det er saadanne Mennesker, som have den sande Storhed, der i Ulykken aabenbarer sig. De have Kraften til at holde Samfundet sammen selv i bristende Undergang. Og midt i den Beundring, som førstegang ydes dem, give de Gud Æren; og slaae disse Øine ned, der vare lysende Stjerner, da Sorgens Mulm var som tykkest og Ødelæggelsen rasede deri som værst — disse, der tilstraalede de Svage Mod, Samfundet kløgtig Hjælp, og i hvis milde Alvor hine ængstede Syndere læste, at nu og altid er Omvendelsens Tid, om Sjelen blot er rolig nok dertil, og ikke gjemmer det Fordærvelsens Forsæt at fortsætte som før blot Faren staaer over.
Saadanne Forvandlinger pleje at foregaae i de menneskelige Gemytter; og de ere velgjørende, thi de ere jo ikke andet end en skjærpet sædelig Tilstand som indtræder hos Gode og Onde til Frelse af Menneskets Bedste, medens dets skrøbelige Deel opgives. Selv under den Raahedens og Uvidenhedens uvirksomme Forfærdelse, som lader Hænder og Sjelekræfter synke, anseende Soten, som en himmelsendt Syndestraf, hvem det er en unyttig Formastelse at modsætte menneskelige Kræfter, forglemmende Jesu Ord om hine der faldt under Siloams Taarn og mistydende „at vi skulle kaste al vor Sorg paa Gud“ — selv under denne sløve Fortvivlelse, der anseer og gjør al Hjælp unyttig, er en Selvprøvelsens Forvandling foregaaet. Tingen er — bevægende sig i en Cirkel, er den, efterat have prøvet Ulykkerne og vel prøvet, men for hurtig forkastende Midlerne, standset ved den samme Forfærdelse, hvorfra den udgik, ved det samme Jammerens Punct hvor den vaktes. Imidlertid, om disse Sjele ikke udstraale i Kraft under Ulykken, ikke føle sin Andagt opløftet, ikke lytte til Trøst og Hjælp og Raad, men troe det bedre, at lade Byen brænde og gaae i Vandet — vist er det, under Dødsslagene rundt dem, ere ikke deres Hjerter saa stille som deres følesløse Øine og hængende Hænder; deres Sjele ere dog mere vakte og aabne end ellers; de have opløftet sig og speidet, men intet fundet, skjøndt det var der; de have prøvet sig og maaskee fundet en Ro, der indbildt tilfredsstiller dem selv — kun Haabet have de ikke mægtet at fastholde og Kraften skinner ikke gjennem deres formørkede Øine.
Der er da Ingen, hvis Sind bliver uforandret og uendset af den Almeenulykke, som vi kalde Landfarsot. Som Borger, som Menneske, der er deelagtig i særskilte Forhold som Fader, som Barn, som Moder, som Brud og Brudgom og Ven kunne Sindsforandringerne — ligesom hos den Dydige eller Lastefulde — antage mangehaande Særkjender og Grader fra Huusfaderens rolige Omhu til de Elskendes ømme Ængstelse, disse
fastklemte i hinandens Fryd og Vee —
Men som Christne lide vi kun een Forandring; men en, som, hvor mild den er, dog skal underordne sig hine Menneskets voldsommere; og den er — et Gudsfrygtens Alvor udbreder sig over Gemytterne: over Den, hvem dette ingensinde før var fremmed, men som en hellig Skygge hjemme i hans Sjel, med en forhøjet Mildheds Glands, en begeistret Kraft — over Andre, som ikke vare saa lykkelige at have denne Sjelens ypperlige Nerve, med en ukjendt Styrke, med en ængstlig, dog velgjørende Spænding. Dette Alvor, der er svangert med Velsignelse medens Skyerne maaskee ere det med Død og Undergang, yttrer sig og over det Almene som en større Beqvemhed til at søge Religionens Trøst og til at modtage dens Sandheder. Denne Majestætiske, hvis Høihed det daglige Sløvsind skyede og ikke tænkte sig saamegen menneskelig Mildhed under eller saamegen verdslig Klogskab hos naar det paafordres, træder da frem; og se — Frelseren har givet Den sin undergjørende Kraft, og betroet Den de hulde Ord: „gak bort! din Søn lever.“ Landfarsoten bliver den skjærende Plog, der bereder de himmelske Sædkorn Plads i sine sortnende Furer.
Over denne Forsamling af elskelige Christne har dette forhøjede Alvor ogsaa udbredt sig. Det var her ingensinde fremmed, men medvandrede hid hjemmefra. Dog fandt det her et andet, et højere, dog et beslægtet: det der boer i Templernes Høitidelighed, nær Fædrenes Grave derude, og som lader Hjerterne zittre om Alterets Hellige. Saaledes og: — de rolige Dage have sit Alvor, Farens sit: et andet, et højere, dog et beslægtet. Vi træde ind fra Sikkerhed i Faren med en Følelse, som ligner den, hvormed vi fra det lune Hjem træde ind inden disse kolde Vægge. Dog angre vi ikke, at vi byttede — vi frydes ved at finde Brødrene her, og Broderaanden opløfter os i fælleds Fare — her staaer Alteret, Haabet er Farens, — dette Haab, som dog ikke har noget bedre at pege paa end paa dette Altar, noget bedre at sige end dette: „kommer til Ham her alle I, som syge og sorgfulde ere! Han skal give eder Lise.“ Vort Sind er da beredt, elskelige Tilhørere! til at anskue Faren nærmere; vi ønske at benytte disse Stunder, som allerede ikke ere rolige længer, til at gjenvinde her den Ro, som vi behøve saameget derude. Vel vide vi Alle, at Gud ved Alt hvad der hidtil har mødt os har villet vort Bedste, at vi med kummerfuld Erfaring have oftere maattet beklage, at vi ikke strax benyttede det dertil, men lod denne blive vor eneste Gevinst. Men Tiden, der altid tilbyder Lærdomme og gjentager efter Mellemrum selv det Usædvanlige og Forfærdende indtil den højere Mening fattes, og vor Sindsstemning opfordrer til særegen Trøst; og Gud giver sin Velsignelse til at finde den i Betragtningen over:
Hvilke Goder Gud selv ved den skrækkeligste af Sine Tilskikkelser:
en Landfarsot tilsigter for Menneskene;
— samt
Hvorledes den Christnes Sind og Færd bør være i en Landfarsot.
Vi skulle opdage, at Gud vor Faders Hensigter ikke ere saa fjerne, at de ganske undvige vore Øine. De gjøre det kun tildeels og medens Midlerne i forfærdende og blindende Storhed bevæge sig for vort Syn. Det Højeste, som vi opdage er dog, at Gud beholder Sine bedste Hensigter for Sig Selv i Sin Himmel.
En Landfarsot er et Onde i Naturen; men visselig ikke i denne, hvor Alt er afvejet, uden tilsvarende, opvejende Gode. Dog medens flere af de aandige gode Følger af en Ulykke, som Menneskene medrette frygte som den værste, ligge aabenbare, gjennemskue vi kun endeel af de naturlige, som tilsigtes. Stormen, Thordenilingen nedslaaer en Landmands gyldne Haab, mejer en Skog, knuser et Træ, der var os kjært, udenfor vor Dør. Men hvem troer, at den raser derfor, forat være ubarmhjertig, eller for at forfærde Skabningerne? Se, den har jo renset Luften, som ellers skulde qvalt og ynglet Pest i sine lumre Skyer; og al Skabningen aander og dufter jo sundere! Saaledes maaskee farer Landfarsoten rensende gjennem den menneskelige Natur, vel rammende som Stormen, der synes at triumfere i sin Ødelæggelse og at haanspringe over det den kasted ikuld; men levnende den større Fleerhed frelst og frisk og kraftig til at erstatte de, dog sjeldent for det Almene, følelige Tab, og — hvad der er det bedste — maaskee sædelig stærkere, fri for mange Sjeleonder, der bortfoer med Ødelæggelsen.
Men mellem de aandelige Goder, Gud tilsigter ved en Landfarsot, synes følgende særligen at opfordre os til at tilbede Hans Viisdom: Gud vil forbedre os
1) ved at minde os om at tragte efter himmelske Goder, medens de jordiskes Skrøbelighed lægges for Dagen.
Der er da Lærdom i disse Suk, som forvirre os? Opløftelse i den Jammer, som nedtrykker os? evangeliske Hilsener i disse Klager, som byde os at være rede til at tage Farvel med alt det vi elskede? Ja, Elskelige, der er en Lærdom deri, som siger os, at vi skulle lidet ansee de synlige Ting mod de usynlige; „thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige“ — der er en opløftende Røst, som raaber: „jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os“ — der er en evangelisk Hilsen, som klinger over Dødslejet trøstefuldt og klart: „Verden forgaaer og dens Lyst, men hvo som gjør Guds Vilje bliver til evig Tid!“ — der er en Røst, som siger Dig fra Dit Indre, om Du staaer dybtbedrøvet ved den friske Grav:
har neppe Sorgens Boe forladt,
før hen i Harpeklang hans Thorden
i Lys hensmeltet blier hans Nat.
Men det er vanskeligt for Dig med det aabne Smertesaar; for Dig, der nyligen bedøvedes af Dødens Nedslag mellem Dine Elskte; for Dig, hvis største Pine det er paa Dødslejet at see disse, som maaskee uforsørgede, uden Støtte skulle priisgives Verdens Fristelser og bittre Mangler — det er vanskeligt for Dig at erkjende dette. Og dog — Du maa, om Du ikke vil fortvivle, om Du ikke vil gjøre en Forbrydelse af Din Smerte. Hvormange Tusinder have ikke lidt som Du fra Maria under det blodige Kors og indtil Du ved denne Baare, hvorover Du græder? Dog have de erkjendt, at der var Lægedom i denne Smerte, denne bittre Urt som voxer paa Gravene, og Balsam i dens Taaredugg. Vil Du da være saa uvis og selvkjærlig at troe, at der for Din Sjel deri ingen Lægedom skulde være, fordi den er bittrere end de henfarne Dages, som maaskee var altfor sød? Det skulde kun vidne, at denne Sødme alt havde fordærvet Dig. Maaskee, om Du gaaer irette med Dig Selv, skal Du finde, at Dit Hjerte var for jordisk, Dine Lyksalighedsforventninger til Verden for overspændte, Dit Sind for lidet alvorligt, Dine Tanker for uvante med at henvendes paa Gud og Hans evige Raad og Hans ubetvingelige Vilje, Din Forstand for slappet i de gode Dage til at have tænkt paa Raad i de onde, Dit Blik alene henvendt paa Din Dynge, Din Lyst alene til forgjængelige Glæder, som have forstemt ogsaa Dit Legemes Nerver.
Men nu da Herrens Alvorsdage komme, er det ikke Vinding for Dig, at Dit Blik vænnes til at see mod Himlen, at deres Lyn tvinger Dig at see Dig Selv og Dit Behov, at deres Thordenslag vækker Dig til at høre efter Dit eget Hjertes Slag, om det slaaer med Ro for Dig Selv, men Kraftens Raskhed og Kjærlighedens Varme for de Lidende omkring Dig? Ja, er der ikke Vinding for Dig, om Gudsfrygt bringes Dig, var det selv af Dødsengelen, der ogsaa kommer fra Himlen? om Fromhed rodfæstes i Dit Hjerte, var det selv af Skrækken? om Lidelse lærer den Utaalmodige Taalmod, den Letsindige, Ærgjerrige, Forfængelige, Misundelige, Gjerrige, Vellystige at der gives noget af højere Værd end Tant, ufortjent Ære, Guld og Sandselyst? — kort, skulde det ikke være Vinding for Dig, om Ulykken, liig Foraarsskurene, der ved sine Styrtninger vække Sæden af den sorte Jord, udfoldede den højere Natur i Dig, som maaskee hidtil var Dig ubekjendt? Det skal være Dig til Vinding i Livet, om selv det lynende Blink af Dødsljaaen, der mejede Dit Kjæreste, viste Dig med en Klarhed, som stedse staaer siden for Dine Øine, de jordiske Ting i deres sande Skikkelse og Farve. Dette Blink blegner Purpuret paa Æreskaaben, saa det siden ikke blinder Dig, bortjager Flammeskinnet af Guldet, viser Beenraden gjennem Skjøgens Huld, og matter Glandsen af dit Bæger. Men med skjærende Klarhed viser det Dig dig Selv: Du skal see, om Dit Øje skelede af Misundelse og hvorlidet det var for; om der er Blod paa Din Haand eller Pengebegjærets Smuds, Bedragets Blæk, eller Uskyldens Taarer: Du skal see om Din Gudstro har sine Piller eller om de vakle: et Udødelighedshaab skal være en velkommen Engel naar Dødeligheden voxer; og, om Du ikke tænkte paa et Golgatha — det skal rinde Dig ihu naar Gravenes smaa Korsbjerge rejse sig om Dig. Naar der blegnes rundt omkring, naar Samfundet synes at opløses, skal Din Indbildningskraft danne sig elskede Skabninger, som ikke blegne uopløseligen forente i et Samfund, hvor Skræk ikke indtrænger og over hvilket ingen Fare svæver. Og see — mens Du leder for at finde den skjønne Verden, Du skabte, og seer mod Himlen og seer kun dødsvangre Skyer eller de alvorlige Stjerner, og seer mod Jorden og seer kun Grave — mon Du ikke ogsaa skulde indskue i Dit Hjerte? — og se! i Din Aands Dybder er den skjønne Verden opdaget. Derfra opsteeg hiin Ahnelse i Dit Hoved som et Gjenskin af den straalende Bygning, som der staaer liig et Tempel i Jorden — denne, om hvem Apostelen siger, at „dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, et evigt i Himmelen.“
Disse ere Gudsgjerninger, at Letsind bliver Alvor, Gudløshed Gudsfrygt, Sjelesløvhed og Mørke, Sjelelys og Kraft — disse ere Gudsgjerninger, dog skee de under Landfarsotens Jammer. Er da ikke Gud den uforanderlige Hellige om Tiden omskiftes, den Gode midti Sine Forfærdelser, den Vise midtunder Sine mørke Veje? — mørke Veje — de vare det kun mens vi græd; ikke da vi saae. De ere ikke mørke selv om de føre til Graven, thi derigjennem skimrer Udødeligheden, og de forsvinde kun i Lys.
2) Gud vil ved en Landfarsot vække Mennesket til mangehaande Dyder og udvikle dets Evner.
Nød knytter Menneskene til hverandre. Samlidende elske hverandre. Faren er netop bekjendt som det ypperste Middel til at vække Menneskenes Aandsevner og under fælleds Lidelse har man seet Menneskehjertet udfolde de herligste Dydsblomster. Saaledes vovedes Livet i Skibbrudet for Ulykkesbrødrene — i Feldtslaget modnedes det trofaste Venskab — i den brændende By saae man den Rige bringe Den Redning, som kun havde lidet, mens hans eget Huus brændte — og under overordentlige Farer traadte Selvopholdelsens voldsomme Drivt tilbage for den uegennyttige Menneskekjærlighed. Men ligesom denne hulde Dyd forhøjes under Faren ligetil ædel Selvopofrelse, saaledes bliver og Klogskaben virksommere. Man kan sige, at Sygdomme have fundet Lægedommen i den skjulte Rod; at Branden har opfundet Redningsanstalter; at Armod og Elendighed har bygget disse Barmhjertighedshuse, der hædre Nationer; at Tyranniet har fremfødt Friheden; at disse sikre Skibe og dygtige Redskaber, som prise det menneskelige Geni, har Stormen bygget til sin Ydmygelse fordi den stundom vilde friste at herske paa Havet. Men naar gav Gud rigere Anledning til at øve Menneskekjærlighed i venlig Pleje, Hjælp og Tilsyn end i det udmærkede Skækkens og Farens Tilfælde, som vi have for Øjne? Heller ikke fremkaldtes nogensinde Forstanden tydeligere til Kamp mod noget Onde end i dette, hvor den ret kan vise sig seirende i roligt Overblik, i hensigtsmæssige Anstalter til Forebyggelse eller Helbredelse; og imod de Hindringer, hvormed Ondet forøges af Uvorrenhed, Uvidenhed og hiin sløve slaviske Tro, som altid er rede til at kaste sig ned for en knusende Skjebne, og som troer
Vel kommer det kun an paa os Selv, om Vi ville lære af enhver selv den dagligdagse Begivenhed; thi ingen er uden Lærdom og Hensigt til at danne Forstanden og forædle Tænkemaaden, og ethvert Tilfælde gjemmer en Erfaring, som lidt efter lidt gjør den Voxne af Barnet, den Vise af den Voxne. Men ingen Begivenhed er dog saa skikket til at indpræge den ypperlige Dyd: Gudhengivenhed, som en Landfarsot. Og den er ikke Klogskab modstridig; thi al sand Klogskab kommer til Erkjendelsen af en Alt til det Bedste styrende højere Viisdom; og Gudhengivenhed er langtfra at foragte de Mennesket gudgivne Kræfter til at redde sig og Andre udaf Faren og bekjæmpe Ulykker med. Dette var Guds vise Vilje med mange af Sjelens fortrinlige Evner: med Opfindsomheden, Skarpsindet og Charakterens Bestemthed og frosindede Mod; og det er Guds Vilje som hiin Hengivenhed underordner sig.
Alle disse Evner vil Gud i Landfarsoten udvikle. Netop ved at føres Døden under Øine skulle vi befries fra den Dødsfrygt, som jo er „en Trældom al vor Livs Tid,“ og kun den skal blive tilbage, der er Alle naturlig og det Samme som pligtmæssig Omhu. Opfindsomhedens Øje skal klarnes i Sorgmulmet; Skarpsindigheden udtænkte Frelse, og i Kampen mod ødelæggelsen skal Mennesket staae, tilvindende Menneskeheden Hjælp og sin Sjel herlige Evner og Dyder. Men mellem disse maa vi ikke glemme Forsonligheden, som lettes vort stolte Hjerte nu da al Skyld, vor som Andres, trues pludselig at bedækkes med Dødens Skygge. En Grav er ikke det bedste Altar at bede ved: forlad os vor Skyld som og vi forlade vore Skyldnere. Det skal være bedre at bede saa i vor Fiendes Huus; — da skal hans Gravsteen ikke ligge paa vort Hjerte. Det skal være bedre at bede ved vor krænkede Vens Bryst; — da skal hans Grav blive en venlig Erindrings Hjem. Og Redelighed og Retfærd? læres disse os ikke naar Døden udruller sine Registre? Disse Dyder ere stærkere Pillarer for Samfundet end Sundhed, Befolkning og Velstand; og de ere vor egen Saligheds Pillarer, som bære det Fredstag, den lille Straalhimmel hvorunder vi indgaae i den store. Desuden — denne Sot siges at have det Særegne at true mest de Umaadeholdne og Uordentlige; — naar da, agtværdige Forsamling, fik Maadehold, Reenlighed og Orden slig Roes som af denne Sot? Dog dømme vi ikke haardt! men erindre hvad den milde Jesus siger: „mene I, at de 18, paa hvilke det Taarn i Siloam faldt ned og slog dem ihjel .. mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? Nei, siger jeg Eder.“ Vi see, at vi ikke behøve at lede efter Guds Hensigter med en Landfarsot. Vi opdage letteligen langt ædlere end den, at den er sendt som en Straf alene over hine Synder, der visselig og syntes at trives altfor vel, men dog som en, der, løssluppen engang, slaaer i Blinde Skyldig med Uskyldig. Hellere ville vi tage dette Særegne ved Sygdommen indunder en følgende Række af Gud værdige Hensigter, og troe, at Mildhed i Omdømme sømmer os nu bedst, da vor egen Himmeldom maaskee falder i næste Stund. Denne Dyd er mindre skattet i Verden end den bør; maaskee skulde Omstændighederne gjøre os opmærksomme paa, hvor skjøn denne blygsomme er. Det er ikke Kraften eller Retfærdigheden som mangler den; det er Hykleriet. Den er Kraftens milde Rødme og Retfærdighedens Smiil og henhører mellem alle disse Dyder, som gjøre os „stærke i Herren og i Hans Styrkes Kraft,“ og som med de udviklede Aands- og Charakter-Egenskaber danne det „Guds fulde Harnisk“ hvormed „vi kunne modstaae paa den onde Dag og staae naar vi have udrettet alle Ting.“
3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens Uværd.
Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold, og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idetmindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger. Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Storhavets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Bevidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener — i den hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbremmede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden. Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøststemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer den Dydige — fast ved sin gode Samvittighed — rolig som tilforn i de sikkre Dage — ophøjet over Ulykken — liig en Klippe i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst og Hjobs gudhengivne Sind.
Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede, disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae misunde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold, som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne dem — det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi tilstaa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne Svage om, at de oftest ere altfor tilbøjelige til at gjøre Faren større end den er, at denne overspændte Frygt baade virkelig forøger Faren og er den Christne uværdig, om Guds vise Hensigter, og henpege paa hine stærke Dydiges udmærkede Mønstre — Disse, som tiltalte Hine, der forfærdes af sine Hjerter:
— see dog mod det Høje!
Veed du ei, at derfra fik
du saa mildt et Øje?
at en Frelser derfra gik
sprængende din Bøje;
— og Hine, der forvirres af sit Blod:
Svage, kan du jage.
Armen, som din Angest sank,
Stjerner end kan tage.
Stærke Engles Sejersang
lære kan din Klage.
Efter dette, kjære Medchristne! er det klart for os, at Gud, om det behager Ham at udsende over Landene en dødende Farsot, ogsaa derved og paa en udmærket Maade vil fremme Sine almindelige vise Hensigter til Menneskenes Forbedring og sande Lyksalighed. Det er da let at finde, hvorledes en Christens Sind og Færd bør være: saaledes nemlig, at disse gaae ind i og fremme Guds Hensigter. Har han forstaaet disse saaledes, da maa han vide at indrette sig Selv derefter som det sømmer sig det forstandige Menneske og den himmelske Korsbærers Efterfølger, og som det kan kræves af Jordborgeren og Den, hvis Odel er i Himmelen, og som vel veed under Glædens som Forskrækkelsens Tummel, i trange eller rige Kaar, at han her intet blivende Sted skal have. Dette Sind yttrer sig:
1) i Trøstighed, fordi den Christne veed, at Alt dog tjener til det Bedste — fordi han veed, at Faren baade er overgaaende og oftest mindre end det Billede Skrækken udkaster deraf, at Angest i saadanne Tilfælde er farlig, at han som god Borger bør styrke de Svage ved freidigt Exempel — og endelig fordi denne gode Egenskab er en Følge af den i Alt urokkelige støtte: Hjertefreden med Gud, Menneskene og sig Selv; —
2) i det velvilligste Beredskab til at vise al den Menneskekjærlighed, som Religion og Stat fordrer; —
3) i drivtig, klog Borgeraand, saaledes at han offentlig og privat bistaaer med al Hjælp, med Raad og Daad, overholder for Sig og Sine hvad Anordninger desangaaende maatte være givne, og iagttager al den Forsigtighed, som Klogskab og nærmere Pligter byde og Christenkjærligheden kan tillade. Og
4) forhøjes saavel hans egen Gudhengivenhed og Andagt som Iver for at bibringe Medborgerne et varigt og gudfrygtigt Alvor og ellers at gjøre de sorgfulde Omstændigheder saa heldbringende for deres Aandelige som muligt.
Saaledes er den Christne tilsinds og tilfærds i Landfarsoten. Saaledes maa de Mennesker være, som formindske, afhjælpe, begrændse og med Guds Velsignelse standse dette for vore verdslige Øjne saa frygtelige Onde. Det er saa; dog lader Gud Menneskene nedstige til dets Bund og oprykke dets Rod; dog lader Gud Menneskene høine sig derover og beherske det, naar det har virket efter Hans velgjørende Hensigter. Begaaer derfor ikke den store Synd at miskjende Gud, om Nøden skulde blive svar! Den er dog ikke jammerfuldere end disse Ulykker, som Menneskene ofte af Lyst selv afstedkomme som f. Ex. Krigen, der myrder Folkenes Blomster under liflig Musik og troer at dække de sønderskaarne Familiebaand med glimrende Bannere. Ja den er i Længden ikke jammerfuld som de tærende Onder, der fremhjælpe den: Ureenlighed, Drikfældighed, Uvorrenhed og Uvidenhed. Hermed være dog ikke Armoden sagt noget Bittert; men der gives Folkeslag, hvis Fattige udmærke sig isaahenseende fremfor vore, der dog have Frihedens Ære, og burde, som de, kunne pryde den med de modsatte lette Dyder. Maaskee skal, som en ny velgjørende Følge, denne Sot, idet den er en Tugtelse til Reenlighed og Ædruelighed, tillige henlede de højere Classers, de Bemidledes Opmærksomhed, den offentlige og private Barmhjertighed paa de simpleste Classers Tilstand, og fremvirke en varig Hjælp mod hine varigere Onder, efterat den i Nødens Tid reiste sig op og hjalp de Arme, som da ikke kunde hjælpe sig Selv.
I saadanne Anstrengelser, saadanne Forholdsregler, saadan Menneskekjærlighed, saadan christelig Samfundsaand er det, elskelige Brødre og Søstre, at „Herren kommer før Barnet døer.“ Det er i Menneskenes Dyder og Forstand, at Herren kommer og hjælper Mennesket af dets Elendighed. Da kommer Gudsfrygten og Kjødsfrygten flyer. Da kommer Hjælpen og Faren forsvinder. Da kommer Menneskekjærligheden og dækker Nøden med sine udbredte Arme. Og Modet kommer og Kløgten og den blegnende Kind rødmer som en ung Sejerherre. I Mennesket kommer det stærke Guddommelige det svage Dødelige tilhjælp. Se — det store Hav gaaer i Bølger som rullende Fjelde — under det hvinende Seil staaer Sjømanden, den kloge og mandige — ve ham! om han skjalv og lod Roret slippe sig af Hænderne, overgivende Skibet, tænkende det nytter ikke at stride imod. Saaledes — gjennem Luften gaaer i Landfarsot et usynligt, men farligt Element — da skal ogsaa Menneskets Sjelekraft svæve over — ve ham! om han tænker, at denne intet nytter, at Gud gav ham saa herlige Gaver som Forstandens til ingen Hjælp i Ulykken. Da er det den viser sig baaren af Ulykken, opløftet nær sin Himmel, skinnende over Ulykken som Seilet over det mørke Element. Da er det vi paakalde det Guddommelige i Os og over Os, og at vi raabe, erkjendende, at Alt kommer derovenfra og at vi behøve Hjælpen og Velsignelsen fra Himlen: „Herre, kom ned før vort Barn, vort Haab, vort Kjære døer!“ — og da er det, at der svares os derovenfra gjennem vor Sjel: „gak bort! Din Søn lever.“ — Amen.
Eidsvolds gode Menighed venligst tilegnet.