Carl XII i Norge/1
Sveriges Konge Carl XIItes uoprettelige Nederlag ved Pultava 1709 gav Danmarks og Norges Konge Frederik IV Haab om at kunne gjenvinde de Landskaber, som de Svenske havde frataget hans Formænd, og at ydmyge det mægtige og forhadte Sverige.
Han fornyede derfor sit Forbund med Polen og Rusland og erklærede uden skjellig Grund Sverige Krig den 28 Oktbr. 1709. I Begyndelsen høstede han hverken Ære eller Fordel af dette Fredsbrud; thi de over samme forbittrede Svenske sloge under den ligesaa dygtige som kjække Feltherre Magnus Stenbock den danske Hær (10 Marts 1710) ved Helsingborg og (20 Decbr. 1712) ved Gadebusch i Mecklenburg, trængte ind i Holstein og truede Danmark, især Jylland, men omringet af en overlegen Fiende maatte Stenbock overgive sig med Levningerne af sin Hær i Fæstningen Tønningen 16 Mai 1713. Paa alle Sider angreben af mægtige og hevngjerrige Fiender kom Sverige i en i høi Grad betænkelig Stilling. Carl ilede nu fra Tyrkiet, hvorhen han efter Nederlaget ved Pultava havde flygtet, og hvor han siden havde opholdt sig, og naaede trods alle Farer paa en eventyrlig Reise tilbage til Sverige, hvor man ved Synet af Heltekongen opbød sine sidste Kræfter for at forsvare Fødelandet og hevne sig paa hans og Landets Fiender. – Carl var især forbittret paa de Danske og sin Fætter Fredrik IV for Fredsbrudet. Han besluttede derfor at gaa over Isen paa Øresund for at bemægtige sig Sjælland, men et indtruffet Tøveir hindrede ham i at komme over. Han fattede nu den Plan at angribe Norge for om muligt at forene dette Rige med Sverige og saaledes udføre, hvad der længe havde været baade et Konge- og Folkeønske i Sverige. Allerede 1713 havde Generalmajor Mørner forelagt den svenske Regjering et Forslag til et Angreb paa Norge, men som da blev forkastet. Der maatte en Mand som Carl til for under de mislige Omstændigheder, hvori Sverige befandt sig, at tænke paa at gjøre en saa vanskelig Erobring som et Land med Norges Natur maatte være; men Kong Carl yndede just det
Eventyrlige og Vidunderlige. Vist er det ogsaa, at dersom han havde kunnet udføre sit Forsæt, vilde han ved denne Bedrift have vakt fornyet Begeistring for sig og faaet nogen Erstatning for hvad han maatte indrømme sin mægtigste Fiende, Ruslands Czar Peter. Denne havde nemlig Intet imod, at Carl søgte Erstatning for, hvad han maatte afstaa for at tilfredsstille ham, hos hans egen Bundsforvandt Frederik IV.
Den svenske Hærtog især dens Officierer havde vistnok liden Lyst til at gjøre et Vintertog i et fattigt Bjergland, der beboedes af et kjækt Folk med stærkt Nationalhad mod de Svenske, et Folk, om hvilket Generalmajor Fersen i Anledning af Mørners Forslag allerede 1713 havde erklæret: „Normannen brukar intet annat bröd än hafrekakor blandade med agnar och bakas tunna som löf, hvartill han äter sur och rutten fisk[1].“ Men de Svenske vare vante til uden Indvendinger at følge sin Heltekonge. Mange vidste vel ogsaa, at Fersens Skildring var overdreven, og at et Felttog i Norge vel ei vilde blive besværligere end tidligere i Polens Sumper og Ukraines Stepper. Følgende Kapitel vil vise, at Stillingen og Forsvarsanstalterne i Norge vare saadanne, at en Carl XII nok kunde gjøre sig Haab om seierrig at gaa ud af denne Kamp.
Kjernen af den seiervante svenske Hær blev i Begyndelsen af Aaret 1716 trukket sammen paa den norske Grændse. Carl selv begav sig til Holmedal i Vermeland, hvor der var samlet 3000 Mand Fodfolk og 1000 Dragoner (det uplandske Regiment). I Spidsen for samme besluttede Kongen gjennem Hølands Prestegjeld at gaa lige løs paa Christiania, medens han beordrede Kavallerigeneral Carl Gustav Mørner, Guvernør i Bahus, derfra at rykke ind i Norge. Mørner var en erfaren Krigsmand, der havde lært Krigskunsten i Flandern under den berømte Hertug af Luxemburg og siden havde deltaget i de polske Felttog. Med 4000 Ryttere og 2000 Fodfolk skulde han gjennem Dalsland over Edet og Smaalenene over Moss trænge frem til Christiania for der at forene sig med Kongen. Generallieutenant Christian Ludvig Ascheberg, der som Generalmajor havde deltaget i Seirene ved Helsingborg og Gadebusch, blev beordret med en tredie Hærafdeling fra Naverstad i Bahus ad Bergstien ovenfor Femsøen ved Ganerød at rykke frem til Berg Kirke for derfra at iagttage Fæstningerne Fredriksten og Fredrikstad, tage Sponvigsskandsen, slaae Brygge over Svinesund og Bro over Glommen ved Hafslund. Disse 3 Afdelinger skulde i de første Dage af Marts rykke ind i Norge[2].
Kong Carl ankom til Holmedal den 4de Marts og beordrede Generalmajor Carl Gustaf Delwig, der var Chef for Kongens Stab, strax at gjøre Alt færdigt til at rykke ind i Norge. Fra Holmedal udstedte han en offentlig Kundgjørelse hvori forbødes under Livsstraf at røve eller brandskatte Nogen af Landets Indbyggere. Hvad tiltrænges, skal kontant betales, selv Fodret til Hestene. Den 8de Marts, som var en Søndag, gik Kongen med sit Rytteri, 1000 Mand stærkt, over Grændsen[3] og trængte uventet og uden Modstand frem gjennem Romskogens og Sitskogens Annexer og paa Isen over Søen Hallangen til Kongtorpfjeldet, som ligger mellem Sitskogen og Hølands Kirke. Paa Kongtorp saavelsom paa andre Steder var der vel anlagt smaa Skandser, som vare besatte med Omegnens Bønder, men disse, som mente at Fienden havde taget en anden Vei, havde forladt sine Poster. Da Carl fik Efterretning om, at Veien mod Forventning var aaben, forlod han strax sit Fodfolk, ilede forud med 600 Ryttere og overraskede Natten til den 9 Marts de Norske paa Hølands Prestegaard.