Camorraen i hansker og Saredo
Camorraen i hansker og Saredo
Man stanser en aften i Milano. Man stanser for at se domen og Leonardo’s billede. Man stanser kanske ligesaa meget for at se et lidet streikemøde og faa et glyt av norditalieneren under organiseret lidenskab. Der er nemlig netop her nord vældige planer om sammenslutning oppe, endog paa det kommunalpolitiske omraade. Man stanser ikke længe i Milano. Man hygger sig ikke der. Det er en urolig, energisk by, en fabrikby — Italiens største. Der er kamp for tilværelsen, tid er penge. Og der er ved folketypen noget bundskrabet paa gemyttet; de unge er selvgode strebere, de er golde kræmmere. Kanske det heller ikke er tilfældigt, at fra den by finder aviserne sit rigeste selvmord-stof. Men det er Italiens fremmeligste by.
Man gaar hen til en melankolsk gadefeier den sildige time og spør, hvor arbeidersamfundet ligger; man faar sammen med beskeden et blik, som det saa paa en undløben sindssyg, fordi man avbryder den, som er ansat i natterenovationen. Men naar han saa faar en lang giftig Toscana-cigar op i næven, ser han sig gløgg om efter formanden, og blir pratsom.
— Det gaar jo rivende hurtig med reformerne her i Milano, siger man: en radikal borgermester, gavnlige forslag, gratis mad til skolebarn, arbeiderakademier, arbeiderboliger, ordførerkongressen i Parma?
— Ja, forslag og kongresser, ja! — Men hvad hjælper det? ... Nei, men De, som læser aviser, har vel læst om korruptionen i Napoli! Der gaar det hurtigere! — Og han sætter i en uhøvisk ed, som man ellers bare bruger den længere syd. Og ved eden gliser han et av disse stille vilde smil, som borgere instinktivt hytter sig vel for at bli medskyldige i. En melankolsk natmand ender følgerigtig som anarkist, hvis han da ender som andet end natmand ...
Paa en kafé sidder en signore ved sin kaffe, og man ber om Secolo efter ham — som man forresten alt har læst paa toget — for at komme i kontakt:
— Ja, korruptionen i Neapel vælter jo op ned paa al kommunalpolitik der i syden? — Jeg ser her i avisen, at den vidtgaaende socialistavis er blit dagsavis paa affæren?
— Eh, altro! — Og han ler en kort skraldende farce-latter op mod taget, som han var med til et lystigt karneval: — Den ene skabhals avløser den anden! siger han.
Korruptionen i Neapel’s kommune er samtaleemne allesteds. Dette med korruptionen i Neapel er forresten en kendt, enstonig lirekasselaat; men denne gang er laaten blit saa uventet høimælt, fordi en kongelig kommission har gentat den.
Jeg skal kortelig resumere, hvordan det gik hul paa bylden, hvordan det hele er forberedt, og hvordan i grunden stillingen er efter. Selve resultaterne er i sine hovedtræk kendt nok. Og det er ogsaa metoden for dem, som er en smule kendt med italienske forhold; metoden er nemlig schematisk. Der gaar altid hul paa bylderne paa samme vis. Og derfor gir det et indblik, at levere et resumé.
For over et aar siden begyndte den hidsige socialistavis La Propaganda at angribe en av Neapels deputerede, Alberto Casale, en forhenværende kavaleriofficer, som der stod glans av paa grund av hans mange reklamedueller. Han var i virkeligheden kommet ud av armeen, fordi han var mistænkt for delagtighed i et kolossalt banksnyderi, hvor en slægtning av ham fik fem aars tugthus. Det var nemlig et faktum, at Casale tidligere var fattig; men efter bankaffæren hengav han sig til et luksuriøst liv, spil, kokottevæsen o. s. v. Han var Crispiner i politiken; han var organ for det «liberale» parti i Neapel, og dette skrumped ind til valgkvæg. Han skabte sig sin position paa sin antiklerikale holdning, præsteskabet brugte han som busemand, hver gang troppen ikke slutted smukt op.
1877 kom han ind i formandskabet — altsaa aaret efter Depretis danned Italiens første venstreministerium. Efter Depretis kom Nicotera og Crispi, og begge disse støtted ham; kommunevalgene blev med andre ord straks udpræget politiske. Neapel støtted til vederlag altid regeringerne. Det er nemlig hemmeligheden ved korruptionen i Neapel, at byen er landets største valgkommune. Og det «liberale» parti forpupped sig videre til et agentur. Dette valgagentur hadde mange klingende navne, som det vifted med opover aarene — navne paa virkelig hæderlige folk. Men der var altid de to selvsamme, som sad i mørket som «storvælgere» og trak i lededukkernes traade. De kaldte det «lage maccaroni» (fare pastetta), naar de stelte istand til valg, — saa de har hat humør, de mænd.
Den anden storvælger var Billi. Han var den skamløseste av de to og hadde ledelsen og lærte Casale op; men ham har da nu en syge rammet og berøvet fornuftens brug, saa loven ikke kan naa ham længer. — Casale blev alene. Casale, det var formandskabet. Og de hæderlige lededukker turde ingenting ymte om det, som alle vidste, endog som alle i deputeretkamret vidste. Ingen ymted noget offentlig. Casale var almægtig.
Dette er den ny art camorra — camorra alta eller camorra in guanti gialli. —
Hvad ikke ministre eller præfekter eller øvrigheden voged at gøre, det gjorde da en hidsig socialistisk ugeavis: La Propaganda. Den valgte øieblikket lige under hin skandaløse mord-proces i Milano ifjor; den sa, at nu hadde ogsaa Neapel sin Palizzolo, ligesom Palermo, og at han støtted sig til camorraen, ligesom bankchef-morderen til mafiaen. Den paastod, og paaviste i detalj, at Casale var en pest for det offentlige liv i Neapel, at han, en uformuende mand, leved flot av sit valgagentur, at han kun ved skidne midler var den mægtige deputerede, han var.
Casale blev nødt til at stevne avisen ind for æresfornærmelse. Og i slutten av oktober ifjor kom sagen fore. Avisen mødte op med en hærskare vidner, blandt de vigtigste statsøkonomen Artur Labriola. Under eds ansvar vidned de, at borgermesteren — Summonte — nok «var konge, men Casale styrte»; at han øved indflydelse fra forværelserne, naar han ikke hadde adkomst til selv at delta i formandskabets forhandlinger; endog ved hemmelige avstemninger øved han den, da han hadde spioner.
Det oplystes, at han drev salg med poster; en skolelærer hadde saaledes ønsket at bli officer i municipalgarden og hadde henvendt sig til hans sekretær: Jamen han maatte «smøre hjulene», blev det svaret. — Hvor meget? — 5 000 lire! — 3 000 er buden! — Han pruted og fik ikke posten, og derfor vidned han nu i retten mod Casale. — Men en anden var blit menig gardist for 1500.
Det blev endvidere godtgjort, at Casale stod paa intim fod med politi- og fængselsmyndighederne, at f. eks. Casale’s venner, selv om dom var overgaat dem, ligefuldt fik vaabenpermes, naar de kom ud, endvidere at man for 50 lire kunde bli overflyttet fra et fængsel til et andet; at sporvognselskabet hadde betalt ham 60 000 lire for koncession paa nye linjer; at Manzi-selskabet, som har dampskibstrafiken i golfen, et elendigt selskab med elendige skibe, som Casale gang paa gang skaffed offentlig subvention, og ligeoverfor hvilket han hindred al kontrol saavel fra statens som provinsens og kommunens side — det blev provet, at det selskab hadde betalt ham 300 000 ved sidste kontraktsfornyelse; fremdeles at firmaet for den elektriske belysning maatte ud med 400 000 i «gaver» til Casale og andre o. s. v. o. s. v. Ingen protektion uden vederlag! Ingen kontrakter uden provision!
Casale’s advokater begyndte simpelthen at udebli i retten. Og en vakker dag vilde Casale ogsaa selv smøre haser for at «konferere med sine kolleger,» sa han. Men de anklagede slap ham ikke. En av dem holdt en tale, hvis slutning lød omtrent saa — jeg anfører det, fordi det gir det dramatiske billede av en italiensk retssal: «Du har i klagen sagt, at du haaber at vende tilbage til den hjemlige arne og dine døtre, agtet av alle. Nei! — vidnet skrek ud: Du vender tilbage ydmyget, udskæmmet, eftersom der paa din pande staar skrevet de frygtelige ord: Keltring!» — Casale sprat op: Usling! Usling! — Og vilde slaas; og — satte sig igen.
Thi kendtes for ret: La Propaganda bør for tiltale i denne sag fri at være.
Det skedde sidste oktober ifjor. Saadant var ikke skedd paa 40 aar i Neapel. Casale nedla sit mandat som deputeret — vilde «trække sig tilbage til privatlivet». Og borgermesteren fulgte eksemplet en dag efter; ligesaa udvalget (la giunta).
Men repræsentantskabet dimissionerte ikke. De valgte en ny borgermester og et nyt udvalg; og det hele faldt ud i camorraens favør, skønt rækkerne jo var kendelig tyndet; omtrent halvparten avholdt sig fra at stemme.
Men denne slappe deltagelse netop efter disse begivenheder gav indblik bedre end noget andet i de lammede overbevisninger, i Neapels forvildede samfundsfølelse. Der blev et skrik paa «risanamento», «purificazione» o. l. — et folkeskrik. Der opnævntes en kongelig kommissionær, en diktator, som overtog hele administrationen. Samt en undersøgelseskomité paa 5 medlemmer, hvis formand var senator Saredo[1].
Det skedde i november ifjor, under det vistnok retsindige, men noget senile forsoningsministerium, som kom istand ved oldingen Saracco, da Pelloux ovenpaa hungeroprøret 1898 hadde kørt sig fast og istedenfor skattereformer og reduktioner i armébudgettet sad og bød paa undtagelseslove og strengere kammerreglement.
Der var endel, som ikke var ganske trygge for Saredo. Han gik saaledes paa nytaarsvisit til Crispi, da han kom til Neapel, fortalte aviserne. Han var gammel, sa andre, og gik aldrig i verden tilbunds i denne sag; han vilde faa et par municipalgardister til sin disposition, og de vilde lyve ham huden fuld. Casale var kaut og bad om at bli forhørt snarest mulig. — Og for sikkerheds skyld blev Propaganda ved at avsløre og offentliggøre kompromitterende aktstykker. Der kom flere aviser til, saaledes Pungolo Parlamentare, men især den republikanske «1799», som tilsidst fik tvunget en ny deputeret, Aliberti, til at anlægge sag for æresfornærmelse; — og den sagen endte i grunden ikke stort mere straalende end Casale’s proces. — Propaganda offentliggjorde en ældre indberetning fra en præfekt til nuværende indenrigsminister Giolitti, hvor præfekten fortæller, at Casale holdt spillebule, hvor han plukked unge levemænd; han skulde saaledes ha plukket en søn av en tysk gesandt for 150 000. Og hans ven og hjælper ved de anledninger fik følgende korte attest: turpe, sporco (skidden) di cuore, osceno sempre.
Den samme avis trak frem nye municipalgardister; den kunde endvidere fortælle mere om de 60 000 fra sporvogn-selskabet: da Casale’s mellemmand efter koncessionen indfandt sig for at hæve summen, fremviste direktøren brev fra en stor aktieeier i Belgien, at 20 000 skulde holdes tilbage (for det var han snydt for av Casale før) Men de 40 000 tog mellemmanden og fordufted med. En ny mellemmand satte efter og opsnuste den første i Rom; men endda han stod med revolver i haand, avtvang han ham blot 8 000 av summen. —
De aviser, som skumled over Saredo, hadde imidlertid tat feil. Hans to bind stærke indberetning, som i forrige maaned uddeltes til senatorer, ministre, deputerede og pressen, dækked ikke over korruptionen. Men han holdt sig kun til byen Neapel. Og dens kommunale administration har han tat historisk, moralsk, økonomisk. Det var La Stampa i Turin, som først offentliggjorde resultaterne, og de har nu vandret gennem Europas presse. Jeg skal her ikke genta dem; de har i det væsentlige vist, at La Propaganda har hat ret. Indberetningen kender til kommunalskoler, hvor lærerne ansættes kun ved protektion og «anbefaling» av Casale; den kender til eksamina paa gymnasier, hvor de protegeredes sønner flyttedes op uden hensyn til skulking og uvidenhed. Paa de tekniske skoler var i 1891 elevernes antal 1040 og lærernes 21, i 1900 henholdsvis 1122 og 103, ɔ: professorernes og elevernes antal var steget lige meget, nemlig med 82! — Efter loven skulde der være idetmindste 840 elementærskoler i Neapel; der er 594 — og hundreder av barn avvises av den grund! Man leier trange lokaler i privathuse. — Og indberetningen kender til municipal-gardisterne, som ansættes o.s.v. o.s.v.
Men hvad der især gjorde opsigt, var avsløringerne om pressen, som lar sig købe. De nævner redaktør Turco i Don Marzio, endvidere Corriere di Napoli og Paese. Men fremfor alt rammer de Mattino di Napoli. Ogsaa dette forhold var kendt før; jeg har saaledes for to—tre aar siden talt med italienere om mit indtryk av bladet, og det viste sig straks, at man var fuldt paa det rene med dets moral. Thi enhver med lidt evne til at veire mellem avislinjer tar ikke Mattino i sin haand, uden at kræmmerbodens duft slaar en imøde.
Eduardo Scarfoglio («Tartarin») er efter min mening en af Italiens dygtigste journalister, i den forstand at ingen som han kan skrive en leder ind i et hvilketsomhelst opstukket spor. Han kan endog midt under sterke begivenheder eller vigtige sager, hvor enhver søger lederen for at sættes paa gli og opgøre sig en mening, skrive saaledes, at han ikke alene skjuler sin mening, men kan til og med frata læseren de engang erhvervede sparsomme holdepunkter; det er, naar han endnu ikke har faat andet end saglige grunde for et standpunkt.
Hans ledere er mesterværker i saa maade; de er retoriske bøiger, pointløse, men formfuldendte, runde, glatte. Og over hans stil er der tit noget eggende friskt, noget som en lokalfarve, med glosebrug, som søger væk fra de slidte presse-chausséer.
Saredo har nu sat paa tryk, at Scarfoglio’s redaktionskontor har været et agentur, hvor man henvendte sig og betalte for at opnaa koncessioner eller stillinger i kommunen. Kendte mænd har for undersøgelseskomiteen oplyst, at ved siden av Casale og Summonte var Scarfoglio den styrende mand i Neapel; han var deres organ; han var deres fortrolige, eller som det staar i indberetningen: «han gik ind til dem i deres kabinetter med hatten paa hodet.»
Men hvad der kom mer uventet, var avsløringerne om hans frue: Matilde Serao, den mest kendte forfatterinde i Italien; det er jo hun, som i sin tid skrev hin stærke bog for Neapel, dediceret til Depretis, da han var blit minister. Il ventre di Napoli er et slags bønskrift, som avslører vanstyret og elendigheden i Neapel saa vibrerende stærkt, som vel ingen av alle dem, som har skrevet om Neapel. Et eneste blødende indlæg for reform for den ulykkelige by.
Man ser av indberetningen, at hun nu selv i mellemtiden har lært at plukke sine ofre; luften i Neapel maa være farlig. Men mens ægtemandens krav gaar op til 30 000 for en enkelt haandsrækning, er der stundom noget knuslet og smaaskaaret over hendes snyderier; der kan være smaasummer paa et par hundrede lire, som hun endog lar sig skræmme til at tilbagebetale i portioner paa 5 lire, naar vedkommende ansøger ikke er blit municipalgardist. Men maaske ligger der i denne beskedenhed en fordelagtig minnelse fra Il ventre di Napoli’s forfatterskab. —
Saredo har nævnt navne og fakta. Sygdomsbilledet er klart. I det hele, jeg tviler paa, at der eksisterer en korrumperet kommune, som man i grunden kender saa nøie som Neapel nu; jeg tviler paa, at f. eks. Tammany Hall i New York er saa godt kendt. Det staar nu til en retsindig rigsadvokat at ta det næste skridt. —
Det er imidlertid botemidler, man trænger. Og her kommer Saredo ogsaa med enkelte forslag i sidste del av sin indberetning. De er av alle slags; men han fremholder stærkest forbedringer paa havnevæsenets og kommunikationernes omraade, endvidere etablering av en fri zone istedenfor den trange frihavn, hvor fabriker kunde blomstre op; i det hele, man ser at Saredo øiner redning, saavel økonomisk som moralsk, i at Neapel blir et moderne industricentrum for Syditalien, ligesom Milano er det i nord.
Saredo er paa grund av sin indberetning, ved siden av banditen Musolino, for øieblikket Italiens mest navngjetne mand.
— Men, som nævnt tidligere, Saredo har kun behandlet forholdene i byen Neapel. Han har ikke berørt provinsen Neapel, og heller ikke har han befattet sig med de milde stiftelser (opere pie). Der er nyt stof. Og La Propaganda fortsætter allerede.
Denne avis’s sukces har ikke lat de trægere anlagte aviser sove, saa nu begynder de ogsaa at komme i sig. Nys kom saaledes Pungolo Parlamentare med avsløringer mod en ny deputeret (fra Castellamare), at han hadde snydt for over 20 000 lire.
Og der er fra socialistisk hold nedsat en komite, væsentlig bestaaende av advokater (som Labriola, Ciccotti o. a.);, de holder bureau, som med tak modtar oplysninger om myndighedsmisbrug og korruption av al slags. Det lar sig i det hele ikke negte, at det er socialisterne, som har vundet paa det, som er skedd i Neapel. Samtidig er der ogsaa et andet vældigt spørsmaal, som er naadd længer op i overfladen: det, som sammenfattes under betegnelsen det «syditalienske spørsmaal». Som man bare med et halvt øie ser, det er en partipolitisk livssag for en «liberal» regering, at tage teten i denne renselsesfest; for ellers blir uhumskheden bare brugt som skyts i valgbataljen mod den.
Men det italienske folk forholder sig skeptisk ligeoverfor botemidlerne; det har ogsaa al grund til at gøre det. Denne skepsis er det hyggelige ved det italienske folk. Det har nemlig før set celebre indberetninger ende som en livløs slimet klump i deputerkamret, — set dem dø drukningsdøden i det seige snakkeslam, som saa festlig ironisk heder «la feconda lotta parlamentare». Man husker indberetningen over det syditalienske jernbanevæsen, og man husker den over tobaksfabrikerne («regia cointressata dei tabacchi») Og de, som var med i Banca Romana-skandalen, ser folket nu hver dag gaa uantastet til sit købmandsskab, eller optræde i kamret.
Der er derfor mange, mange i folket, som nu bare ler sin vantro karnevals-latter over begivenhederne, ligesom signoren paa kaféen. Og der er ogsaa dem, som faar den korte, blege bombekaster-lystenhed i smilet, ligesom nat- manden.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Født 1832 av simple forældre. Han har været prof. i juridiske discipliner i Chambery, Sassari paa Sardinien, i Parma, Siena og Rom. Udnævnt 1879 til consigliere di stato (uavsættelig statsraadgiver, som staar udenfor de parlamentariske ministerier), siden præsident for «statsraadet». Han var som ung en dygtig journalist. Hans hustru er en skattet forfatterinde, som skrev under pseudonymet Ludovica de Rosa. Han har før været kgl. kommissær i Neapel — 1891 — og skal nu i den anledning være sagsøgt for skadeserstatning; han strøg nemlig bl. a. 250 000 lire, som kommunen yded San Carlo-teatret, idet han forpagted det bort til en ny impressario0. Men den nye kommune-administration avsatte straks S.’s impressario, som nu altsaa har sagsøgt Saredo. Det er saaledes lidt farligt at staa i spidsen for en «purificazione».