Camorra bassa i Neapel
Camorra bassa i Neapel
Der er vistnok ikke saa lidet literatur om camorraen i Neapel. Især har franske forfattere skildret den oftere, og de skildringer skal ha stærke farver. Selvfølgelig! De har faat sine oplysninger fra hotelportierer, som har oppebaaret store drikkepenge for den plade, de slog turisten, og fra fremmedførere og kuske, og de har smurt tykt paa for at kunne spille nødvendige beskyttere mod camorraens efterstræbelser. Der er imidlertid italienere, som har studeret tingen videnskabelig og nedlagt sit arbeide i værker over camorraen[1].
Man forberedes i grunden til camorra bassa fra barnsben av. Det er fattigbørn, som ligger paa gaden og ingen legitime forældre har. Samfundet og lovene gør ingenting for dem; de maa selv skaffe sig livsophold, og de skaffer sig sin ret med sine egne næver. Gutten er individualist fra begyndelsen av; hans jeg er centrum i verden; han lærer at tro og bygge udelukkende paa sig selv; love, pligter eksisterer ikke udenfor ham. Det er kampen for tilværelsen i renkultur. Og som den vilde tilkæmper han sig kvinden med vaaben i haand. Penta siger, han tatoverer sig ogsaa som den vilde og vælger spraglede klær og liker farver, som skriker. Han kender selvfølgelig ikke til noget, som heder fædreland, heller ikke familjefølelse, visst heller ikke det, vi forstaar ved kærlighed — han lever nemlig ofte som parasit paa sin elskede. En vild midt i det ordnede samfund.
Dette er jordbunden, hvori camorra bassa gror. Ikke alle disse blir camorrister — hver storby har jo disse lag; men alle camorrister er herfra.
Tingen var til, længe før camorra-navnet fæsted sig. Allerede paa huset Anjous tid i Neapel berettes der om det ryggesløse pak, som efterabed de adelige signorer, udfordred hverandre og holdt duel paa Piazza Carbonara i nærvær af stort publikum. De opførte sig slik, at den stakkars Petrarca, som kom til Neapel som et gudsord fra landet, flygted skrækslagen fra gladiatorforestillingen, mens derimod dronning Johanna og soldaterne og folket klapped som vanvittige. Og siden, da Syditalien tilhørte Aragonien (fra 1416 av), blev skikken ved ligedan; pøbelen holdt duel. Den krænkede udfordred; man hverved endel medkæmpere, og saa tog de to flokke ud i nærheden af Pertuso, et ensomt sted udenfor murene. Her overhøljed de hverandre først med de obscøneste skældsord, og saa tørned de sammen, blottet fra beltestedet, med kniv i haand, til de laa døde og saarede om hverandre. Disse blodige dueller gjorde stærkt indtryk og beholdt sit ry hos den neapolitanske pøbel; de tiltalte jo neapolitanerens medfødte trang til sensation, de store gestus, mætted hans hunger efter passionen, det chevalereske, det heroiske.
Husker vi saa alle de forskelligartede folkeslags regeringer, som uden stans har skyllet hen over Neapel gennem hele syv aarhundreder: saracenere, normanner, schwabere, franskmænd, spaniere, — og saa tilsidst præsteskabet og Bourbonerne, saa forstaar vi, hvilke betingelser forvildelsens udvikling hadde i denne by. Det er bare underligt, at racen ikke helt er skyllet væk. — Under dette skiftende styre bundted forbryderpøbelen sig tættere og tættere sammen. Banden hed compagnoni — kamerater — paa Masaniello’s[2] tid. Saa masti ferrari (jern-karerne). Derpaa compagnia della morte. Og nu camorra[3].
Denne kom til Neapel under det spanske vicekongedømme. Det er sandsynligt, at dette ord fra begyndelsen har betydd den stærkeres magtmisbrug mod den svagere saadan i sin almindelighed. Det var nemlig saa, at disse ovenfor nævnte compagnoni fortrinsvis holdt til i spillebuler og i faldne kvinders huse, hvor de drev sit udsugeri og sin pengeudpresning. Saa er glosen gaat over til at bety selve forbryderforeningen.
Hvordan det end forholder sig med glosen, d’Addosio hævder i sin bog, at organisationen er en nøie efterligning av det hemmelige spanske selskab La guarduna[4]. Det slaar en straks, hvor næsten slavisk efterligningen er.
Camorra bassa har ogsaa andre navne, som società dell’ umertà (= umiltá) — ydmyghedens, underkastelsens forening, endvidere bella società rifurmata — den smukke reorganiserte forening. Den deles i società minore og società maggiore. Medlemmerne av den første heder giovinotti onorati — hæderskarerne — og picciotti — smaakarerne — hvilket ogsaa er navnet paa de i Calabrien og tilstødende provinser grasserende forbryderbander. Medlemmerne i den større heder ret og slet camorristi.
I denne større vælger man hvert aar sin bestyrelse, som bestaar av chefen (capintesta). Han er chef for hele camorra bassa i Neapel (camorrista-capo). Til for faa aar siden blev han bare tat ud blandt camorrister ved Porta Capuana; men nu er der et kvarter til i byen, hvorfra han kan tas. Man har ogsaa viceformand. Da for faa aar tilbage en chef blev dømt for tyveri, blev han avsat; nu er der imidlertid faldt beslutning for, at tyve kan vælges til chefer. Der taales forøvrigt ikke interregnum; straks han arresteres eller dør eller blir sendt «paa øen» (ɔ: Lipari, et forvisningssted), blir en ny valgt. Camorristerne lystrer ham blindt, i den grad, at autoriteterne betjener sig av ham ved leilighed for at faa pøbelen til at forholde sig i ro. Det var saaledes under en kuskestreik for en tid siden umuligt baade for kvæsturet og præfekten at faa de streikende overtalt til at genopta arbeidet; da sprang capintesta op paa bukken, smeldte med pisken og kørte rundt i hovedgaderne. Straks begyndte kuskene at køre.
Til bestyrelsen hører endvidere caposocietà. Han sorterer direkte under capintesta. Han faar et distrikt i byen tildelt, hvorfra han hver ottende dag indberetter alt av interesse. Heller ikke her taales interregnum.
Den tredje i bestyrelsen er contajuolo. Han er foreningens sekretær. Han skal efter reglementet egentlig vælges hvert aar; men da der ikke er saa god raad paa skrivekyndige, beholder han gerne stillingen gennem længere tid. Han fungerer ogsaa som offentlig anklager, naar der sættes ret i camorraen, en stilling, som før en kvinde indehadde.
«Den mindre forening» vælger bare sekretær.
Naar politiet kniber nogen og der blir huller, rekruteres medlemmerne fra gaden; det er døgenigterne, som streifer om der og paa moloen dag og nat, «palatini» kaldet (omvankende riddere) som man faar til at gaa ind i foreningen. Man melder sig først til sekretæren i «den mindre forening», som straks har sagen fore hos sekretæren i «den større. Denne henvender sig saa straks til vedkommende distrikts caposocietà, som anstiller undersøgelser og træffer bestemmelse. Gaar den ud paa ja, faar aspiranten ordre om at møde frem til en bestemt tid for at forestilles for distriktets «smaakarer» i den mindre forening. Og denne ceremoni har et strengt og gammelt ritual: I midten sidder distriktets chef, tilhøire to camorrister og sekretæren for smaakarerne, tilvenstre tre camorrister. Novicen banker paa. Og paa svaret «kom ind» gaar han over tærskelen og spør med dyb ærefrygt om præsidentens navn, hvorpaa saa en samtale begynder efter lærte formler, en slags eksamination. Saa kysser han camorristernes hænder efter bestemte regler og triner frem foran caposocietà og kysser hans hænder. Da blir han erklæret «hæderskar» og faar paalæg om sine pligter: at han skal forliges med sine foreningsbrødre, at han skal være lydig — «umile» — mod de gamle og de overordnede, at han i tilfælde skal søge at bilægge trætter mellem medlemmerne, og at han uden egennytte skal udføre, hvad der gavner camorristerne, samt at han ikke skal røbe til nogen, hvad der foregaar i foreningen. Overtrædelser herav straffes paa forskellig vis: med udelukkelse av andel i udbyttet, udvisning, brændemerking o. s. v. lige til dødsstraf (med nøie angivelse av knivstikkets art) Ovenpaa indvielsen gaar man saa efter gammel skik ud til et osteri udenfor Neapel og spiser og fester.
Han stiger siden til picciotto. Men for at stige høiere og komme ind i den «større forening» trænges specielle egenskaber, bl. a. maa han være en prøvet forbryder og kunne bruge kniven.
Camorraen har sin egen retspleie og domstole, som ogsaa inddeles i de større og i de mindre. De første deles i tre og har det koselige navn Gran mamma. De har hver sit distrikt af Neapel: Gran mamma di Borgo Loreto, Gran mamma del Borgo S. Antonio, Gran mamma della Pignasecca. De samles hver fredag for at dømme og hver lørdag for at skifte tyvekosterne og andre indkomster — «per dividere il banco». 2⁄3 skal gaa til rettens medlemmer, resten til de andre.
Camorraens ordinære indtægtskilder er følgende avgifter, nemlig den paa de offentlige kvinder, den paa spil, den paa tyverier, den paa helgener og madonnaer og den paa auktioner. Den, som indbringer mest, er den første. Hver stakkars falden kvinde har sin vampyr, som udsuger hende og tit mishandler hende, men som jo da ogsaa tillige forsvarer hende med sit liv mod andres mishandling. Spille-camorraen holder til i spillebulerne og paa gaden — den vagthavende kræver ind sin andel, enten han kender spilleren eller ikke. Auktions-camorraen indfinder sig punktlig og tiltvinger sig sit ved bistre blik eller sagte trusler. Ved tyverier kræver de ogsaa uden videre sin andel, og den skal være stor, meget stor. Hvad avgiften paa helgener og madonnaer angaar, saa er det et dunkelt punkt. Man ved, at i april 1895 røg det op til et voldsomt slagsmaal midt paa Corso Vittorio Emanuele mellem to camorrist-distrikter; og da politiet anstillede undersøgelser, viste det sig, at der forelaa en udfordring mellem camorristerne i anledning av delingen av de troendes almisser til Madonna della Pignasecca.
I denne forbindelse vil jeg nævne, at man forholdsvis hyppig læser om saadanne blodige masseslagsmaal paa gaden i Neapel; grunden er forskellig. Men det er de gamle dueller, som gaar igen.
Dette var den indtægt, som flyder av avgifterne. Men saa er der en flok camorrister, som heder rotterne, «i ratti». De deles i dag- og natrotter. Og de igen i underavdelinger. De har hver sin specialitet, hvortil de har opøvet sig: pungetyve, seddelbogtyve, lommetørklætyve (for der gemmes penge tit), røvere, o. s. v. Alle Neapels keltringer er begyndt som «ratti». Naar de gaar ud paa gaden, har de gerne følge med et par, som holder sig i nærheden og tar tyvekosten og bringer den bort. Alle tyverier, alt rapseri meldes til den vagthavende camorrista, som saa igen indberetter det til sekretæren, og saa forebringes det caposocietå.
Camorraen er virksom ogsaa i fængslerne.
Det er en gammel historie; allerede i et dokument fra 1568 nævnes det, at fangerne driver pengeudpresning mod sine kolleger, lar sig f. eks. betale for oljen, de faar til lamperne — i det hele optræder som husbonde og vært i fængslerne. En anden indberetning fra 1673 fortæller, at tyveri dreves i den grad, at «ikke før var en kommet indenfor muren, saa var alle éns klær solgt, før én vidste ordet av, og man turde ikke snakke om det av frygt for livet, da de øved drab, giftmord o. s. v.» Ja, endog duellerne trivdes indenfor fængselsmurene. Især blev slagsmaalene blodige, naar de forskellige landskabers camorra tørned sammen. Der var nemlig dødeligt had mellem calabresere, abruzzesere, neapolitanere og sicilianere.
Der er flere, som har skildret disse sammenstød indenfor fængselsmurene.
En forfatter[5] har saaledes offentliggjort en calabresisk camorrists selvbiografi. Denne fortæller, at saa langt ned som 1874 blev en fængselsdirektør i Neapel nødt til at dele fængselsgaarden i to ved en mur paa fem meters høide. I den ene gaard gik calabreserne og abruzzeserne, i den anden gik neapolitanerne og sicilianerne. De to hadde hver sin caposocietà. Pludselig en dag skrek det i den ene gaard: «Oh, infami calabresi!» Det var det avtalte kamprop: — «30 calabresere og abruzzesere klatred over muren med vaaben i haand. Et vildt sammenstød mellem disse paa den ene side og neapolitanerne og sicilianerne paa den anden. De sloges mand mod mand. Blodet flød i strømme. Vagten kom løbende til, fængselsdirektøren kom, en avdeling soldater med bajonetten paa, som trued at fyre, hvis de ikke forholdt sig rolige. Det frugted ingenting. — 16 blev dødelig saaret, blandt dem en fængselsvagt, som laa med tarmene ude. To neapolitanere laa døde paa flækken o. s. v.»
Dette var camorra bassa, den lave camorra. Det maa indrømmes, at den har tabt i magt og udbredelse i Neapel i den sidste tid, specielt vistnok indenfor fængselsmurene. De farligste camorrister er nu paa galeierne eller «paa øen». Og kvinderne lar sig ikke altid pryle og tier som før, men melder sin plageaand og udsuger for politiet. Det er saa. Men alligevel lever camorraen og den trives; den lægger ikke vaabnene ned, fordi om organisationen ikke længer er saa fuldkommen, som den engang var.
Jeg vil ikke slutte disse linjer uden at nævne Neapels berømteste camorrist, typen paa en camorrist, Don Ciccio, med opnavnet «O signorino» (lilleherren) Han er en sagnhelt i Neapel, ligesom Herkules var det i Grækenland, og hans ry har vakt skinsyge og efterlignelsestrang i lang omkreds. Der fortælles en uendelighed av historier om hans bedrifter. Det var en statelig kar; enorme kræfter; et «hoved som paa en græsk statue». Han hadde «graa forfærdelige» øine; men hans smil var indtagende. Han var behagelig i omgang, en beleven selskabsmand. Betegnende for den dyrkelse, han var genstand for, er følgende: Han hadde en liden organfeil, han stammed en smule. Camorristerne i Neapel begyndte alle at stamme, hakked ved et eller andet ord, som Don Ciccio gjorde. Da han kom «paa øen», blev han modtat og hyldet av straffekolonien som deres konge. Og da han nu 1892 døde av slag, hadde alle aviser i Neapel spaltelange artikler om ham og hans bedrifter. Hans likbegængelse var høitideligere end en fyrstes.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Man har adv. Carlo d’ Addosio: Duello dei camorristi. De Blasio: Usi e costumi dei camorristi (forf. læge, ansat ved den antropol. afdeling i Neapels kvæstur). Prof. P. Penta’s artikel i Domenica giudiziaria o. a.
- ↑ Som bekendt fører for juliopstanden mod de spanske 1647 (forøvrigt helt i Aubers opera: Den stumme fra Portici).
- ↑ Etymologien er et stridsspørsmaal. Man tror ordet kom til Spanien fra araberne, som kaldte kumar den avgift, de la paa gevinsten i spillebulerne. Endnu bruges det i spansk og betyr misbrug av magt. Det betyr ogsaa et kort lærredsklædningsstykke, som før skal ha været karakteristisk for camorrister. (Kfr. Cervantes: Riconeto e Cartadillo.)
- ↑ Man kender denne forenings statuter, idet dens papirer blev opsnappet samtidig med foreningens leder av Manuel Cuendias (kfr. hans bog Mystères de l’inquisition), som dengang kommanderede les chasseurs des montagnes. Denne forening konstitueredes 1417 i Toledo (lovene dateret 1420) og bestod av forbrydere fra galeierne i Sevilja, Malaga o.s. v. (Vidtløftigere hos Cimino i Giornale Napolitano de filosofia e lettere, 1880.)
- ↑ Bianchi: Romanzo di un delinquente nato.