Cæcilias Saga
Cæcilias Saga.
Ved de Tider, da Evangeliet begyndte at prædikes udi vort kjære Fædreneland, var det klarligen at bemærke, hvorledes det mægtige Helteliv, med sit Bersærkermod og Valhallahaab, lidt og lidt begyndte af sig selv at gaa tilgrunde; og det lod sig hartad sige, at den skjæggede Odin, som ristede sin Rune og spaaede sit Fald for den hvide Christ, alt i Tide drog sin graa Kappe omkring sig og tilhyllede sit barske Aasyn. Gram i Sind stampede den vilde Nordmand i Jorden, naar han fornam slige Tidens Tegn; og iblandt Skaldene, dem det klarere Syn er givet, var det først, at en kjærligere Røst varslende hviskede igjennem Strengene, og de sang fremmede Toner, men vidste ikke hvad det monne være.
Udi Hardanger boede ved denne Tid den mægtige Bonde, Thorkild den Frøkne, som fjernt og nær var rygtet at overgaa alle andre Kjæmper i Manddom og Bedrift. Og gav Rygtet ham saadant Berøm, da forglemte det ikke heller at prise hans eneste Datter, Randid den Væne, der udi Skjønhed og Kløgt som Mildhed og Sædelighed ej havde sin Lige. Randids Fæstemand var Rolf, der ej trængte til anden Ros, end at Thorkild havde udseet ham til Maag. Baade paa islandske og danske Pander havde han skrevet sit Navn, — og var det Ord paa den Tid gjængs om en brav Kjæmpe, at han fortjente at dø for Rolfs Haand eller leve med hans Fæstemø. Det begyndte at rygtes i Hardanger, at christne Prester droge om i Landet, nedreve Gudernes Støtter og lærte alt Folket en ny Lære. Thorkild og Rolf bleve gramme i Hu hver Gang de spurgte Saadant, og besluttede de at forsvare med Liv og Blod Hedenskabet. Just kom en ivrig Munk, Antonius fra Bremen, til disse Egne og begyndte at udbrede det hellige Evangelium. Allerede vare mange af Fjeldbønderne omvendte og døbte, og Rygtet om den fromme Mand samlede Folk fra fjerne Steder.
„Thor hjelp! Det bliver argere og argere“, sagde en Kveld Rolf og sprang op fra Bænken. „Randid, giv mig et Horn Mjød; jeg vil drikke paa Prestens Helfart.“ Randid fyldte det og strøg Kjæmpens gule Lokker fra Panden.
„I Aften præker han hos Gudbrand paa Bollegaard; det er her strax ved. Du skulde dog høre ham en Gang; jeg hørte en halv Time paa ham igaar og kan sige, det flød ham som Mjød fra Munden.“ Saaledes sagde en gammel Svend henne ved Brisen.
„Aa nej!“ svarede Rolf. „Slig Bespottelse lyster mig ikke at høre.“
Randid gik nu op i sit Jomfrubur til Ternerne; men Thorkild og Rolf bleve siddende og talede om, hvorledes man ret skulde oprykke med Rod og Kjerne den nye Lære, som saa hastigt udbredte sig.
Da Randid havde opvundet det prægtige Guldhaar og løst Bringspænderne, faldt hun i mange Tanker. Hende hovede ikke, at Rolf vilde slaa ihjel en gammel, vaabenløs Mand, — hvorfor han snarere maatte indhøste Skam, mente hun, end Ros og Ære. Underligt tyktes hende og at forklare, hvi den gamle Prest drog op i et fremmed Land og bød sit Liv tilfals for at præke for et vredt Folk. Med saadanne Tanker gik hun til Lejet og sov ind; men først bad hun Freyja bevare hende og Rolf. Da førtes en underlig Drøm for hende. Hun syntes, at det var den store Fest for de tolv Guder. Hendes Brudgom skulde ofre Blodofret. Hun holdt det tunge Horn, fyldt med røden Blod. Da nu Sangen var til Ende og hun skulde række sin Brudgom Hornet, traadte pludselig en lang, mager Mand for hende i hvide, lange Klæder. Han tog, syntes hun, med Magt Hornet fra hende og slog det ud paa Jorden, og det brændte alle Urter, der hvor det strømmede over. Derpaa fyldte han atter Hornet med gylden Vin, rakte hende det og sagde: „Herefter skal Du drikke af dette Offerblod!“ og hun drak. Men en liflig Varme flød ind i hendes Legeme, og hun blev som ganske forvandlet.
Hun vaagnede op i det samme, og følte sig betagen af en svær Beklemmelse og Forlængsel efter at see og høre den christne Prest. Thi stod hun stille op, listede sig ud og gik med rappe Skridt i den lyse Sommernat over det duggede Græs, hen til Bollegaard, som laa strax derved. Hun tænkte vel, at det ikke var sømmeligt for en ærlig og velbyrdig Jomfru saa alene at gaa ud ved Nattetid; men det var hende slet umuligt at vende om. Da hun kom ind til Bonden, sad han med sit hele Husfolk omkring Bordet, og Presten, hvilken hun gjenkjendte klarlig af Drømmen, stod med foldede Hænder og bad til den eneste sande Gud om Naade og Oplysning for disse Mennesker. Da faldt hun ned for ham og sagde med tugtige Ord: „Kjære Prest! Tag ogsaa mig med i din Bøn! thi mig længes efter Oplysning.“ Og han hilste hende og lagde sin Haand paa hendes Pande og saa alvorlig paa det fromme Aasyn. Derpaa sagde han: „Vær velkommen, min Datter! Du er kaldet til Bords paa det store Offerlam og paa hans hellige Blod.“
Ved Morgengry gik de først Alle fra hverandre, Husfolkene vankelmodige og uvisse om hvad de skulde tro, Randid brændende efter ny Lærdom. Hjemme dulgte hun vel, hvor hun havde været, — men gav nøje Agt paa Faderen og Fæstemanden, deres Taler og Beslutninger. De afgjorde, at den christne Mand ej skulde røres, saa længe han var paa Bollegaard hos Gudbrand, fordi det ej var værd at stifte Uvenskab med en Nabo for hans Skyld. Men saa snart han gik derfra, skulde de dræbe ham. Næste Nat gik atter Randid til Bollegaard, bad Folkene holde hendes Vandring hemmelig, og mærkede saa paa Antonii Røst om Jesus og hans Død for al Verdens Skyld og Brøst. Den gamle Mand fulgte hende ud. Da berettede hun ham om det Anslag, der truede hans Liv. „Jeg har ogsaa besluttet at forlade disse Egne“, svarede Anton „thi Guds Ord faar endnu intet Indpas hos disse Mennesker.“ „Og jeg“, svarede Randid og græd, „jeg skal da gaa tilbage til Mørket.“ „Nej, nej!“ svarede Presten; „det skal ikke ske; jeg vil før udsætte mit graa Hoved for din Fæstemands Sverd.“
Nu blev da aftalt, at Anton skulde skjule sig i Skoven tæt ved Randids Hjem udi en gammel, forladt Hytte, og hver Dag skulde Randid hemmelig give ham Mad og Drikke.
Saa skede det, og efter nogle Maaneder gav Anton hende i den hellige Daab Navnet Cæcilia og meddelte hende Kalken og Brødet. Hun var meget bedrøvet over sin Fader og Fæstemand, og gruede for at skulle tilhøre en Hedning. Men hun turde ikke oplade sin Mund til dem om Christus.
Da hændte det sig, at Rolf en Aften sent kom ind til Thorkild med den Besked, at nu vidste han hvor Christmanden boede, og nu var det vel Tid at slaa ham ihjel. De gik da begge med harmfuld Glæde til Hytten, men bleve rasende og ude af sig selv, da de fandt Randid hos Presten. Begge fik de paa engang Berserkergang og reve Brandene ud fra Skorstenen midt paa Gulvet, og antændte den mørke Hytte. Den hede Lue svøbte sig omkring Hytten, og under Kjæmpernes vilde Skraal, men Antonii og Cæciliæ Psalmer, styrtede Taget sammen.
Men da Morgenen kom, laa baade Thorkild og Rolf udstrakte paa Marken og begræd det, de havde bedrevet. Thi nu var Berserkergangen over, og de sørgede over Randid den Væne.
Aar og Dag sørgede de frøkne Kjæmper og gik omkring som Skygger i Hels Sale. Da hørtes vidt og bredt tale om den hellige Cølestinus, der med sin Tale omvendte mange Hundrede. Dette Rygte, da det kom for Kjæmpernes Øren, satte dem atter i Harm, og svore de paa Munken at hevne Randid. Og se! en Aften traadte Cølestinus ind til dem. Det var just Gilde, og alle Frænder og Venner vare samlede om de lange Borde. Rolf foer op, gram i Hu. Men neppe havde Cølestinus begyndt blideligen at tale, forend han frygtsom blev staaende. En lang Tid prædikede den hellige Mand; derpaa taug han og saa sig om i Forsamlingen. En stor Del havde rejst sig og bad ham blive ved; thi hans Tale gik til Marv og Ben. Da sagde Rolf: „Al denne Præk kan kun lidet nytte; thi nu maa Du dø, det har jeg svoret. Jeg skal hevne Randids Skygge paa Dig. Med mindre“, blev han ved med haanende Ord, „med mindre Du kan skaffe mig Randid igjen med et af de Jertegn, Du snakker om.“ — „Vilde Du saa tro paa den Korsfæstede?“ spurgte Cølestinus. „Ja, da vilde jeg tro paa ham!“ — „Da vilde vi alle sammen tro paa ham!“ udraabte de Alle. „Nu, her er hun“, svarede Cølestinus, og kastede Kappen ned, og Enhver gjenkjendte med Forbauselse den væne Randid. „Se, saa underlig førte Gud mig paa den døende Antonii Bøn ud af Luerne, at jeg i Dag skulde vinde saa Mange for hans Rige“, sagde Cæcilia med en hellig Forklaring. Men Rolf styrtede ned for hendes Fødder, og Forsamlingen priste den almægtige Gud, og Rygtet herom udbredte sig over hele Landet. Cæcilia blev Rolfs Hustro, saasnart der var kommen en christen Prest op iblandt dem og han var døbt. Efter hendes Død kaldte man hende den hellige Cæcilia. Saaledes endes denne Saga. Gud give os Alle sin Naade!