Buddha i Europa
Buddha i Europa.[1]
Ivaar strømmede hele Paris til Sorbonne for at høre paa Leon de Rosny’s buddhistiske foredrag over Cakya-Mounis hellige love. Folk fra den lærde og folk fra den fine verden sad her sammen i endrægtig andagt; berømte og berygtede navne mødtes i denne brogede forsamling som ved de store væddeløb, og de sidste sommermoders raslende frou-frou hørtes i salen. Dengang hviskede man for første gang om, at Paris allerede længe havde talt over tredive tusen buddhister i sin midte, og Rosny turde vove sin ligefremme, men virksomme reklame: Tous n’acceptent pas l’etiquette, mais la croyance est très répandue. (Ikke alle tør aabent erkjende det; men troen er meget udbredt).
En rig litteratur staar i den nye bekjendelses tjeneste. Jules Lermina’s Magie pratique tjener til at pirre den store mængdes nysgjerrighed; L. de Milloué’s Histoire de religions de l’Inde og Jean Lahors[2] Histoire de la littérature hindoue nærer den vakte interesse. Naar proselyten derved er befæstet i sin tro, holdes den regelmæssig ilive ved Aurore, et maanedsskrift, som redigeres af duchesse de Pomar, og Lotos, en theosophisk revue, der udgives under ledelse af comtesse d’Adhemar og madame Blavotsky.
I England optræder det samme fænomen, den samme stadig stigende tilslutning til buddhismen blandt fødselens, pengenes og dannelsens aristokrati, den samme levende interesse hos de udenforstaaende, den samme offervillige troesiver hos de nye apostle; de tre ledende organer i England er: H. S. Olcott’s The Theosophist, William G. Judges Path og Mabel Collins’s The Lucifer.
Bevægelsen er ogsaa paa gode veie til at vinde indpas i Tyskland; derpaa er der mange tegn, som ikke er til at tage feil af, enkelte adepter begynder ogsaa der allerede at hæve sin røst, især maa nævnes Friederich Eckstein i Wien, som har sat sit agitatoriske talent i denne sags tjeneste. Buddhismen vil i den nærmeste fremtid med larm og strid optræde ogsaa i det aandelige livs udvikling i Tyskland. Thi om dette land end stadig pleier at være det sidste i kulturbevægelsen, saa pleier det til gjengjeld at gjøre sin forsømmelse god igjen ved en fanatisme, som er mere haardnakket end noget andetsteds.
Naar man har konstateret disse kjendsgjerninger, bliver spørgsmaalet, hvorledes det kan være muligt, — hvad grunden vel kan være til, at det gamle budskab fra Ganges pludselig kan komme til slig ære i Europa, og hvorledes det kan lykkes kongesønnen af Sakyernes stamme, efter erobringen af 740 millioner østerlandske sjæle i Tibet, Annam, Sion, China og Japan, nu ogsaa at erobre boulevarden, den vesterlandske kulturs sterkeste fæstning mellem Torboni og rue Drouot.
Man vil ikke finde det rigtige svar paa dette spørgsmaal, hvis man søger den i den buddhistiske læres indhold; selv om man kunde bevise buddhismens sandhed, vilde man derfor ikke være kommen et skridt nærmere til forklaringen af, at denne nu gjør proselyter i Europa. Thi hvis den er sand, saa har den jo ogsaa været det i mange tusen aar og kunde for den sags skyld godt have holdt sit indtog for lang tid siden.
Løsningen maa søges udenfor, i andre omstændigheder, ikke i lærens iboende kræfter og uimodstaaelighed, men i en speciel prædisposition, modtagelighed og trang hos dens nye disciple; kanske er buddhismen, uden at være sandheden eller endogsaa kun en sandhed, dog istand til imødekomme et savn, der føles sterkt inden visse kredse af nutidens mennesker, istand til at yde noget, som tiden nu engang ikke vil undvære, og som den ellers overalt har søgt forgjæves.
Der er mange tegn, der tyder paa en saadan prædisposition.
Paul Bourget’s tre romaner, Mensonges, Le disciple og Un coeur de femme ender allesammen i det kirkelige. De kjæmper ikke for noget dogme; man kan ikke engang sige, at de er skrevne i religiøs aand. Men i den stemningens grebethed, som de tilslut efterlader, er der intet andet tilbage end med bedende kys at klamre sig til prestens trøstende haand og at græde, ikke andet end græde; græde, indtil bevidstheden udslukkes, og man drukner sig i taarer.
Jean Richepin, Chansons des joyeuses’ frække sanger og forfatteren til de vilde, kyniske Blasphèmes og Maurice Bouchor, Contes parisiens’s tøilesløse digter, spiller nu med smægtende marionetter „Tobias’s historie“, et sagtmodigt og gudfrygtigt mysterium. Sarah Bernhardt, den geniale fremstillerinde af den forbryderske kjærlighed, forlader sine Theodoraer, Feodoraer og Cleopatraer for med from vellyst at gjennemgyse tilskuerne som „Guds moder“ i et passionsskuespil af Edmond Haracourt, som engang havde vovet sin uhyggelige légende des sexes. Og selv oppe i hjertet af det lystige Montmartre, hvor den mest løsslupne ungdom samler sig, selv over denne sirlige scene, hvor før de kinesiske skyggebilleder endog fik kokotterne til at rødme, bølger nu hver aften „den lidende menneskehed“, en lang skare af hyrder, betlere og fiskere, med Hossiannah efter stjernen, til krybben; — og andagt er udbredt over spotternes forsamling.
Ogsaa i maleriet finder man den samme stemning, sønderknust anger og hvileløs længsel blandet om hverandre. Puvis de Chavannes, Cazin og Carrière er begyndt at helde mod det smægtende, vemodige og smertefulde med sine bløde, udviskede og afblegede farvenuancer. Den lykke, de har gjort, har blandt de unge frembragt en formelig épidemie de langueur som André Michel har kaldt det; man søger kun efter intime, sentimentale og sagtelige sujetter og douce, blege harmonier.
Tænk dernæst bare paa hypnotismen og spiritismen. Tænk paa frelserarméen; og tænk paa Kreuzersonaten.
Overalt, hvor man kaster sit blik paa samtidens kultur, gjenfinder man det samme motiv. Anatole France kalder det une profonde tristesse epicurienne, auprès de laquelle l’affliction du croyant semble presque de la joie (en dyb epikuræisk melankoli, ved siden af hvilken den troendes sorg næsten synes glæde). Og man kunde gjerne som motto over hele denne tid sætte Verlaines klagende vers:
qu’il faudrait que mon âme en panne naviguât,
Loin de nos jours d’esprit charnel et de chair triste.
Dette er den stemning, af hvilken den buddhistiske mode er et udslag.
Men det maa dernæst ogsaa undersøges, om denne stemning har sit sæde i sjælen eller andetsteds. Det kunde jo tænkes, at den overleverede tænkemaade ikke mere tilfredsstillede den nye maade at leve paa, — og at dette var grunden til den heftige længsel mod det ukjendte (l’inconnu); det vilde da intet andet være end en ny verdensanskuelse, et andet filosofisk system istedetfor de gamle, udlevede. Men jeg tror, Barrés tager feil af tidens trang, naar han tror, han kan sammenfatte den i følgende formel: Il serait grand temps qu’un bon esprit nous fournît une nouvelle hypothèse explicative (det er paa høie tid, at en god aand giver os en ny hypothese, som kan forklare os livet).
Jeg tror ikke, at denne hang til mysticisme kun er en maskeret trang til en ny verdensbetragtning, der er vokset frem af videnskabens resultater. Jeg tror heller ikke, det er un soif d’affirmations fortifiantes (først efter positive grundsætninger), der skulde komme den betrængte vilje til hjælp. Jeg tror ikke; der er tale om en utilfredsstillet trang i den menneskelige forstand — det vilde enhver ny erobring af videnskaben hjælpe paa —, ei heller gjælder det om at komme moralen til hjælp — den kunde opbygges ved de gamle aabenbaringer.
Hvis det var tilfældet, maatte man se sikre tegn dertil ogsaa i vor tids filosofiske arbeide, i mere skjerpede fordringer i ethiken; men det ser jeg ingen spor til, — det skulde da være hos Friedrich Nietzsche. Nei, hvad det gjælder, er en bevægelse bort fra forstanden, en fornegtelse af det rationelle overhovedet, et brud med alle systemer. Og det gjælder ogsaa en bevægelse bort fra viljen; fra den forpinte, udmattede og altid frugtesløse vilje, som snart har mistet al tillid. Ikke forklaring af hemmelighederne ved tilforladelige formler eller faste bud for viljen, men netop nydelsen af de svævende og tilslørede mysterier, ikke gaadernes løsning ved forstanden eller viljens befæstelse ved grundsætninger, men netop flugt baade fra forstanden og viljen er det, man længes efter, og i denne længsel er det, buddhismen finder saa frugtbar jordbund.
Det kunde jo nu ogsaa være en hjertets reaktion, som paa Rousseaus tid eller i Sturm und Drangperioden i Tyskland. Det kunde være et udbrud for følelsen, som saa længe har været holdt i ave af rationalistisk skamfølelse og videnskabelig hovmod, men som ikke længere holder ud at leve sammen med den tørre materialisme.
Heller ikke det kan jeg tro.
Jeg faar nemlig intetsteds øie paa de store og mægtige følelser. Jeg finder ingen pathos, ingen Werther blandt vor tids mennesker; hvad der kommer fra deres sjæle, er oftest overmodent og fortørket, — og spot uden medfølelse er snarere en tidens mode. Og vil vi gjøre en prøve, — følelsens sterke deklamationer hos Rousseau, Lammenais og George Sand forekommer vor moderne smag, naar den oprigtig siger sin mening, enfoldig, latterlig kjedelig og dum, og den romantiske sentimentalitets yppige svulst kalder man med redebon spot „mildest talt overdreven“.
Hvis det virkelig blot var en følelsens paroksysme, var der heller ikke nogen fornuftig grund, hvorfor man skulde gjøre den lange omvei og tage sin tilflugt til saa eksotiske midler og ikke hellere angrende vende tilbage til den gamle katholske lyrik, som var forhaanden, og som er bevaret i mange slegter. Jeg maa ialfald indrømme, og hvergang jeg lytter til den buddhistiske lære, blir det mig klarere og klarere: netop for følelsens vellyst har den katholske mystik dog en kraftigere tillokkelse og er rigere paa fornemmelser. Nei jeg tror ikke, det for disse nye buddhister er følelsen (sentiment) om at gjøre; — det er tvertimod sansningen (sensation), det gjælder. Ikke fra hjerterne, men fra nerverne kommer denne trang til mystik.
Det karakteristiske for den sidste fase i vor tids udvikling har været at udvikle virtuoser i nervøsitet, som har forvandlet livet til et spil paa sine nerver. Den udbredte philosophie de l’universel néant, som Bourget kalder Leopardis infinita vanita del tutto, har lammet modet til at bruge sin fornuft og modet til følelse; og det hele blir jonglørkunster med sensationer. Deraf lader det sig ogsaa forklare, at Maurice Barrés bog[3] vakte slig opsigt og gjorde slig lykke.
Denne aandsmode er det, som nødvendig maa havne i buddhisme: buddhisme er dekadensens religion, fordi den er nervernes religion.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |