Brekkestøbreve
BREKKESTØBREVE
I.
Gak til myren og bliv vis, heder det i Salomos ordsprog, og for skolegutter har dette raad været gjentaget i tide og utide med vekslende held. Jeg kan huske, at ordet var mig dunkelt i min barndom, fordi det aldrig faldt mig ind, at der med myren bare skulde forstaaes den første, den bedste maur. Isaafald vilde jeg foragtet vinket, og det er jeg tilbøielig til endnu.
Den aktivitet, de smaa krakilske dyr udfolder, har aldrig forekommet mig efterlignelsesværdig for mennesker. De render om hverandre, men hvad render de egentlig efter? Gjør man alvor af det og «gaar til myren» og udvælger sig en enkelt respektabelt udseende maur til mønster og forbillede, saa opdager man snart, at vedkommende foretager lutter unyttige og selvmodsigende bevægelser. Den piler til en begyndelse afsted i en bestemt retning. Se nu, tænker man, nu har den en opgave og løber et ærinde af høi betydning for almenvellet. Saa stanser den pludselig op foran en barnaal og betragter den opmærksomt, men gjør derpaa enten helt om eller den slaar ind paa en ny sti. Man opgiver den ikke, men tænker velvillig, at barnaalen kanske har pirket i dens ideassociationer og mindet den om, at en ganske anden og samfundsvigtigere barnaal ligger til afhentning nærmere tuen. Imidlertid krydser den paa sin videre vei baade barnaaler og andet rusk. Almenvellet forlanger aabenbart ikke flere barnaaler, og ens theori om motivet for dyrets fremstød maa frafaldes. Den fortsætter med uskrømtet energi sin vandring, besnuser forbipasserende af sin egen nation, gjør uberegnelige afstikkere og afstikker atter fra afstikkerne, som om det gjaldt at lede mulige forfølgere paa vildspor, men den følges jo bare af et menneskelig øie. Man venter i høieste spænding paa, at den endelig engang skal naa sit bestemmelsessted, og tage fat paa opgaven, hvad nu end denne maatte bestaa i. Omsider befinder den sig ved roden af en ung asp og begiver sig uforsagt tre fire tommer opover den glatte bark, derefter gaar den resolut ned igjen og trotter videre gjennem det kuperede terræn. Er det mulig, at almenvellet kan have nogen glæde af disse bevægelser? Selv om de foretages af en offentlig maur? Nei, Salomo maa undskylde, jeg kan med bedste vilje ikke finde noget manende ved en flid, der giver sig udslag som de beskrevne. Om jeg havde fulgt en politiker paa agitationsreise, kunde det aandelige udbytte ikke været tarveligere.
Nu er det ingenlunde min mening at kaste mig over en maur med bebreidelser, fordi den gaar ud og tager motion. Jeg er selv en ven af lediggang og har forkjærlighed for at slentre, men jeg giver mig rigtignok ingen lærerig mine af den grund og anmasser mig ikke at tilraabe al skabningen: gak hid og bliv vis. Saa vidt mine iagttagelser rækker, har de overvurderede dyrs uafladelige spadserture intet andet paaviselig øiemed end rekreation. Og naar man kommer med andre fortolkninger, naar man taler om krav og pligter og om nødvendigheden af at lage tingene i øiesyn, saa betænker jeg mig ikke paa at sige: svindel.
Ældre forskere har dvælet ved myrernes landbrug og har med begeistring skrevet om deres fædrift. Det er ikke min sag at gaa i detaljer, men jeg har seet lidt til deres kreaturstel, og melken frister mig ikke. En maur klyver op i en gammel bjerk, hvor tuens befolkning har sine vange, omfavner den første den bedste bladlus, den træffer ude paa et af de skurvede blade, og slipper sig ned med den fra en fantastisk høide. Hvis de begge kommer fra det med livet, suger den saften ud af sit husdyr. Saavidt jeg kan forstaa, hører der hverken flid eller omtanke til den slags husholdning. Og ser man endelig, hvordan myrerne optræder under overordentlige og rystende begivenheder, hvordan de stimler sammen og foranstalter unyttige opløb og tueuordener, naar situationen kræver disciplin og forsagelse, saa vil man med mig finde den almindelige beundring for disse dyr meget overdreven. Men den mest irriterende eiendommelighed ved dem er deres uimodsigelige skikkelighed. De skyr de berusende blomster. De tygger trøsket træ og slaas som modige maur indbyrdes i snusbrun demokratisk ufordragelighed. Naar jeg undertiden skriver myrer, undertiden maur, sker det af høflighed mod begge splittede stammer af fingersproget.
Jeg havde altsaa bestemt mig til ikke at lære noget af myrerne, da jeg i formiddag kom slentrende henover min øes eneste landevei og tænkte paa alle andre ting. Veien er jevn og god og sandet og var støvfri efter nylig regn, men med to dybe hjulspor efter øens eneste vogn. Og etsteds midt mellem hjulsporene observerede jeg allerede paa afstand, at noget var paafærde. Det saa ud som et bittelidet sort nøste, der umagede sig med at trille mod terrænet. Da jeg kom nær, viste det sig, at det var liget af en tordivel, som mine venner myrerne forsøgte at praktisere tvers over veien. For en gangs skyld havde de virkelig faaet noget at bestille — de havde en af sine store arbeidsdage. Billekadaveret var vægtig og massivt, og det var saagodtsom umulig at faa ordentlig tag i de blanke og haarde dækvinger. Et par maur sled derfor i ligets pent sammenfoldede ben, som om de i sin arrighed forlangte, at den døde skulde tage sig sammen og være dem behjælpelig med transporten. Men tordivelen befandt sig hinsides alle bekymringer for sin begravelse. Det kunde være et snes maur, som hang i af alle livsens kræfter, og det gik ogsaa, om end yderst langsomt og besværlig. Hvad der forundrede mig var, at de formodentlig allerede havde passeret det ene hjulspor, hvis bratte vold skulde synes uoverstigelig for dem med et sligt læs. Jeg gav mig tid for at se, hvordan de klarede det andet. De vilde naturligvis vælte liget udover randen, men hvordan skulde de faa det op af bunden igjen? Jeg satte mig paa en stabbesten og ventede taalmodig og tog i stilhed i mig igjen adskillige nedsættende bemærkninger om myrernes karakter . . . Langt om længe naar optoget helt ud paa randen af hjulsporet. Men der kommer i veisvingen øens hest og vogn. Og hverken hest eller vogn eller Lars har ondt i sinde. Hesten dilter midt i veien, manden lader tommerne hænge og karver tobak til snadden, og hjulene ruller dybt og uansvarlig i sine egne spor. Dette, tænker jeg, er endda ikke den uafvendelige skjæbne. De stræbsomme dyr og deres fangst vil kunne undgaa baade hestesko og vognhjul, fordi de befinder sig lige paa randen, som vil forblive uberørt og neutral. Nu gjælder det bare, at myrerne ikke lader sig drive ud i ulykken af sin egen ihærdighed. Nu bør deres berømte instinkt varsle dem. Men solen den skinner, og fuglene de synger, og de arbeidsfro myrer slider, og ingen mørk anelse hemmer deres flid. Endelig vælter de sig med det dyrebare kadaver i triumf ned i hjulsporet. Det var i sidste øieblik. De kom saavidt tidsnok til at blive knust.
Jeg trækker ingen moral af katastrofen, jeg slæber ikke folk til myrerne for at gjøre dem visere. Er tuen, som vi faar haabe, et velindrettet samfund, vil der altid findes velvise og velsindede myrer, som kan trøste de efterladte med, at de omkomne gjorde sin pligt til det sidste, og formane de andre til at tage lærdom af ulykken. Den komiske skraahed i tragedien, at i dette tilfælde en liden pligtforsømmelse af de hidsige slidere vilde reddet dem fra hjulet, den er jo ikke aabenbar for myreøine. Og at et hjul uden lærerige eller straffende hensigter skulde kunde rulle henover smaa liv og knuse dem, er for de velvise i tuen en formastelig tanke. Nei, jeg forbliver af den anskuelse, at vi ikke har noget at lære af myrerne. Jeg finder mig som menneske bedst hjemme i den ryddige forestilling, at myrerne blev overkjørt, fordi de befandt sig i hjulsporet paa et for dem ugunstigt tidspunkt — uanseet deres vita, uanseet deres mulige feil og fortjenester og uanseet de gavnlige lærdomme, der med velberaad sludderhu kan uddrages af deres endeligt.
II.
Jeg gaar paa landeveien og tænker paa den store og berømte videnskabsmand. Nu har han atter sat verdens og mit sind i bevægelse . . .
Alle vil gjerne leve længe, men ingen vil gjerne blive gammel. Dette høres ud som en aforisme af vor ven Løvstad, og den skriver sig ogsaa fra en autor, hvis latin er glemt. Da jeg i vaares læste Hamsuns artikler om gamle og unge, blev jeg dybt forstemt og personlig bekymret, indtil jeg mod slutten opdagede, at han tillægger ungdommen saa megen elasticitet, at den kan tøies lige op imod femtiaarsalderen, og da følte jeg mig jo atter elastisk. Naar man skal ære de unge, haster det altsaa ikke saa svært. Man kan godt vente til de holder sølvbryllup. Fanden er gammel, sagde Holberg. Ungdommen løber ikke fra os, mine herrer. Og nu hører jeg fra Paris, at den Hamsunske ungdomsgrænse, de halvhundrede aar, er for raskt optrukket og slet ikke vil passe for fremtiden. Hvo, som begynder at blive gammel i den alder, har forsømt at pleie sin tyktarm. Det vi kalder alderdom er nemlig i sin rod et rent lokalt onde. Alderdomsbacillen kan bekjæmpes som alle andre baciller, og vi kan med tiden opleve, at vi lever i halvandet hundrede aar og æres som unge lige indtil vi efter nugjældende betragtning bør have rang af jubeloldinger. Den berømte Metchnikoff, som har gjort denne opdagelse, kalder sig optimist. Først naar menneskenes levealder er tredoblet og jorden vrimler af rørige tipoldeforældre, ser denne store mand sit lykkeideal for slægten virkeliggjort.
I sine fantastiske reiser fortæller Swift ogsaa om sit besøg i Lagado, hvor han nød den ære at forestilles for det derværende akademis største videnskabsmand, som paa grund af en opdagelse, han havde gjort, hædredes med navnet slægtens velgjører. Gjennem et langt liv havde denne store mand experimenteret med lam, og efter mangfoldige frugtesløse forsøg var det omsider lykkes ham at fremstille et præparat af vegetabilier og mineralier, som anvendt udvortes forhindrede ulddannelsen paa lammenes legemer. Og det var hans fremtidshaab i løbet af rimelig tid at udvikle en splitter naken faarerace i det ganske rige — he hoped, in a reasonable time, to propagate the breed of naked sheep all over the kingdom. Vi har heldigvis ligesaa vist som borgerne i Lagado den ærefrygt for videnskaben, at vi ikke fremkommer med den futile indvending, at realisationen af den lagadiske videnskabsmands ide vilde lamme uldindustrien. Videnskaben fremfor alle uldspinderier! Men jeg kan alligevel ikke befri mig for alle menneskelige fordomme, naar jeg stilles overfor en genial videnskabsmands henrykkende fremtidsperspektiv, og naar Metchnikoff aabner os udsigt til en levetid paa halvandet hundrede aar, saa speider jeg forgjæves efter ulden: hvad skal varme os under det lange, lange livsløb? Hvad skal gro paa os? Hvad skal vi tjene til? Hvem skal vi varme?
En forrykkelse af naturens gjældende orden i retning af livsforlængelse vilde kanske til nød taales, om det forblev som nu, at den ældste generation var sat ud af de væsentlige livsfunktioner og bare blev ved at existere. Skulde den derimod optræde aktivt og ungdommelig, skulde ottiaarige forældre skaffe sine sextiaarige børn nyfødte søskende og sit første kuld af børnebørnsbørn jevnaldrende legekammerater, saa vilde familielivet blive en smule for kompliceret. Det er altfor let at udmale sig den imbroglio, som vilde være følgen af, at den kraftige levealder forlængedes, og forholder det sig virkelig saa, at det er tyktarmen, som huser de ubønhørlige baciller, der sætter en rimelig grænse for vor seiglivethed, da siger jeg: honnør for tyktarmen!
Det er noget rørende i den tillid, menneskeheden har til sine store videnskabsmænd, baade til dem i Lagado og dem i Paris. En gammel mands livsappetit sætter sig i system og kalder sig optimisme, og alverdens aviser udbreder det glade budskab, at nu har Metchnikoff optaget kampen mod alderdommen. Det gjælder bare at faa bugt med en bacille. Mundus vult faar uden uld. Vil ikke senere tider smile over vor lyse obskurantisme, som vi smiler over middelalderens mørke? Nu har lægerne hamret bakterieskrækken saa længe og saa trofast ind i folks bevidsthed, at man udover vore bygder modsætter sig oprettelsen af tæringssanatorier. Og skal nu ogsaa alderdommen opfattes som en bakteriesygdom, bør man være konsekvent og frabede sig gammelhjem i de samme bygder.
Baciller! Jeg har hørt, at den gamle professor Pettenkofer, som var en modstander af Kock, tømte et pjolterglas vrimlende fuldt af virulente kommabaciller under koleraepidemien i Hamburg midt for et auditorium af tyske medicinere. Og han befandt sig vel efter denne nydelse, saa uskadelige er de smaa frygtede spøgelser for en fordomsfri mave. Uden at være nogen Pettenkofer skulde jeg med glæde tømme et bæger rendyrkede Metchnikoffske alderdomsbaciller paa min ungdoms fortsatte velgaaende, forvisset om, at denne forfriskning ikke vilde opmuntre et af mine haar til at graane i utrængsmaal. Man skal demonstrere sine overbevisninger.
Den, som siger, at vi ældes paa grund af en bacille, har givet en ligesaa grundig og tiltalende forklaring af alderdommens fænomen som en anden berømt komediedoktor af opiumens søvndyssende egenskaber: virtus dormitiva. Vi ældes, fordi vi med aarene modstræbende faar den virtus. Istedenfor at forsvinde uden ophævelser, mens legen er god, er de fleste af os tilbøielige til at trække afskeden i langdrag, men heldigvis er det dog kun de allerfærreste, der er saa forvissede om sit selskabs behagelighed og sin betydnings uvurderlighed, at de siger som Metchnikoff: Tak jeg vil gjerne faa lov til at blive siddende i hundrede aar endnu.
For de unge er Julie tragisk, er Ofelia, er Hedvig tragisk, men for de ældre er ikke døden tragisk, men livets ødslige udmark, alderdommen, ensomheden, vintertiden. Og dog vilde ikke engang kong Lears tragedie kunne maale sig med den lange ufortrødne ungdommeligheds, som optimisten Metchnikoff stiller menneskene i udsigt. Man tænke sig en ottiaaring med et endnu bestandig livlig hjærte, fremdeles løfterig efter at have indfriet eller forsømt, hvad hans første ungdom lovede, fremdeles elsker efter at hans sønnesønner var fædre til blomstrende unge piger. Han vilde kvalme som en uudluftelig stank, og hele hans efterslægt vilde samle sig og begaa harakiri, for at subskribere til tyktarmbaciller og sætte fart i hans aareforkalkning.
Lærde og berømte mænd, de sysler med sit, de lever indhegnede af sine kulturer, de kiger gjennem sine glas og gjør vidunderlige opdagelser, som kommer os alle tilgode. De faar to baciller til at gro, hvor der før bare har grodd en, og verden studser. De gjør fremskridt, bestandig nye fremskridt — og livet er det samme. De beseirer sygdom efter sygdom — og døden, den gjør sin dont. Men de lærde og berømte mænd bestemmer vore tanker om livet og døden. En tilfældig og overflødig bacille i vor tyktarm er skyld i, at vi bliver gamle og at vi dør i utide. Ud med bacillen, og vi vil alle opnaa varighed og holdbarhed, garanteret for hundrede og femti aar. Med denne gjennemsnitlige livsalder vilde individerne blive til en plage og en vederstyggelighed for sig selv, familierne vilde opløses, samfundene vilde gaa tilgrunde og hele menneskeheden vilde raadne, men denne tanke streifer ikke engang den lærde og berømte mands hjærne. Han er for lyksalig over sin store opdagelse, han lever i kronisk rus og ser høit og lavt baciller.
Jeg har gaaet paa øens landevei og tænkt lidt frem og tilbage over disse ting, og saa møder jeg en gammel landsens mand med stav og et træspand. Jeg kjender ham, han har gaaende en aldrende perlesyg ko oppe i heien, og med sine stive fingre faar han selv paa en eller anden maade afvristet dens knystede barm en daglig melkeskvæt. Jeg praier ham med høi røst, og da jeg er inde i min Metchnikoffske tankegang, spør jeg, om han ikke antager, at kjyren Amalie har tuberkler. Jo, svarer han, da han langt om længe har forstaaet mig — ho e’kje fri. Men han siger det i en selvtilfreds og hoverende tone, saa jeg forstaar, han igrunden mener: det er bare en simpel gammeldags kjyr, men tuberkler, det har hun lagt sig til, spektaklet — kom ikke der!
Han er endda ældre end første gang, jeg traf ham, da han var ude og hilste paa ternerne. Synet er endda svagere og hørselen endda tungere. Men hans aasyn er fredelig kveldstemt, som bare de rigtige gamles kan være, og ingen Metchnikoff skulde faa ham overbevist om, at livet var bedre, om veien var endda længere til graven.
III.
Det har været en ublid sommer, men vi beboere af et forurettet solstrøg har maattet vænne os til at være overbærende med himmelen. Det var lidt opholdsveir i juli, og om det bare havde holdt sig over syvsoverdagen, vilde august seet anderledes ud. Men den kritiske dag oprandt vaad og randt ud i væde, og gamle folk ristede paa hovedet, og gamle katter aad græs, og siden har det ogsaa regnet hver evige dag, paa det at de gamles veirvisdom ikke skulde staa tilskamme. Vi har al agtelse for det meteorologiske institut inde i Kristiania, selv om vi godt kan være enige om, at det ikke har begreb om vind og veir. Men naar de derinde standhaftig har varslet lidt utrygt, medens vandet nat og dag plaskede i deres maalere, har vi rigtignok trakteret deres forsigtige forudsigelser med smil. De syv sovere bestemmer ufeilbarligen veiret for de næste syv uker, og om der efter en vaad syvsoverdag falder af en og anden solskinsdag indimellem, kan en saadan undtagelse kun tjene til at bekræfte regelen og bestyrke regnet i dets forsætter. Igaar saa det for exempel ud til, at store ombestemmelser havde fundet sted i luften. En frisk søndenvind sopte himmelen ren og rusket væden af den blomstrende lyng i heierne. Det suste atter blidt og sommerlig i de gamle skakke og trasne frugttrær i vor bondehave, og havreaakeren tog solbad. Ja havreaakeren, som ligger og skadespirer og er tufset og lurvet som en blond lug efter et rasende slagsmaal, den tog mod solbadet som en forsinket udmærkelse, en smule forgyldning over elendigheden, uden haab om opreisning. En naiv meteorolog vilde en slig dag straks ladet sig henrive til at spaa lidt mindre utrygt, men for os, som havde gransket aspekterne i den rigtige almanak og taget solens udseende og høivandet i betragtning og givet agt paa nøddeskrikens ulyd, for os var det ingen hemmelighed, al vi til natten vilde faa ubændige og overdaadige regnskyller.
Nu er det ganske forbi med sommerregnet. Det varede længe, men endelig fik det regnet fra sig. Nu er det høstregnet, som er indtraadt. Paa mennesker som er begjærlige efter forandringer, kan dette virke opmuntrende. Høstregnet har ord for at være af en paalideligere karakter, det har en tilbøielighed til at sive ned ogsaa mellem skurene, medens sommerregnet ikke er helt fremmed for ophold og afbrydelser. Men forøvrig er det samme slags vand med nøiagtig samme fugtighedsgehalt, og det udspredes over landskabet med samme runde haand. Tykke vanddyner bugserer hverandre hjælpsomt over horisonten, der er godt sig i dem, og de siger den rigtige vei, ind fra havet, indover landet. De revner og blir alligevel ikke lettere; de presser vandet ud af sig, men er lige betrængte.
Jeg gaar ud en tur, for det er søndag eftermiddag, og af naturen er disse eftermiddage begavet med mange fortrin, men ikke mindst med længde. Man faar tid til alt, og det er faldt mig ind, at jeg bør gaa ud i marken og observere draabetrykket. Dette har nemlig stor betydning. Jo større tryk den enkelte regndraabe udøver mod en følsom overflade, for exempel en haand eller en næsetip, desto voldsommere kan man i sin almindelighed sige at regnskuren optræder. Jeg kunde konstatere en meget heftig regnskur.
Der er noget ophøiet ved en saadan lidenskabsløs iagttagelse af fænomenerne. Den bringer ens personlige ubehag paa tilbørlig afstand fra en selv. Man blir vistnok gjennemblødt til marv og ben som andre dødelige, men dette konkrete tilfælde interesserer ens videnskabelige hjærne kun som en illustration af draabetrykket. Saadan skal det være. Ingen utaalmodighed, ingen magtesløse kraftudtryk, ingen nedsættende bemærkninger om vort klima. Jeg bevæger mig paa bunden af alt dette regnveir i sindsligevægt og lyse sko. Jeg har ubegrænsede vandmængder indenfor mit erfaringsomraade og kan boltre mig frit i et udstrakt nedslagsdistrikt.
Mange finder søndagseftermiddagene i regnveir egnede til selvfordybelse og andre adspredelser inden døre. De synes, at den ydre verden sturer under et tryk af sin meningsløshed, og foretrækker at ransage sit indre fremfor at hente nye indtryk. En flok sorte paraplyer er paa vei til bedehuset, som staar for sig selv midt paa øen, med lange magre vinduer og et lidet spidst og beskedent spir, som ikke skal bety nogen prydelse. Inde i salen drypper uafladelig en venlig stemme, der fremholder fordelene ved godt og tjenligt veir, og ude i gangen blir de sammenfoldede paraplyer staaende i en krog og græder paa gulvet. Hvis jeg nu, hvisker min indre stemme, var født paa denne ø og kanske ét af tretten børn og henvist til det lunefulde hav for mit livsophold, vilde jeg uden tvil gaa ind under ordenes dryp. Men jeg er fremmed — jeg er turist. Min paraply staar endnu ukjøbt og tør i et ukjendt magasin, og jeg kan frimodig gaa videre.
Det regner. Det regner. Det regner som i Noas glanstid før regnbuens oprettelse. Det nedstrømmende vand respekterer ikke engang tyngdeloven, det springer op igjen af bakken ved egen kraft og regner ned for anden gang for sin egen forlystelse. Jorden ligger mæt af væde og væmmes. Grøfterne er oversvømmede, veien er oprodet til slingrende bækkeleier, løvet hænger i tvil om det skal visne eller raadne, Jeg har en skaalformet fordybelse i min hat, en bule, der under turen har tjent som reservoir for en mindre vandmasse. Nu siger pludselig filtdæmningen sammen, og vandmassen faar udløb i en kaskade og gaar tilspilde som alle fosser har gjort i dette land i tusener af aar.
Midt ude i en eng staar en ensom ko, ubevægelig som en monumental figur i en fontæne. Hendes ryg og kryds danner vandskillet for bækker, som strømmer stridelig nedover begge sider af hendes krop. Hun har ingen interesse for sine omgivelser og stirrer paa de lodrette regnfibrer med et uforstaaende blik. Hun er forstemt, men kan ikke klare ud, hvad der feiler hende. Hun nages maahænde af en navnløs bekymring. Men pludselig indtager hun en ny og paafaldende stilling; hun spænder ryggen i en flad bue og spriker advarende med halen. Og nu befinder hun sig i flere minutter i fuldkommen samklang med miliøet. Plaskregnet gav hende ideen.
Koen minder mig om, hvad jeg nylig læste om vort fædreland, at dette ifølge videnskabens velbegrundede mening mister mere vand gjennem elver, aaer og rendestener end det selv modtager fra himlen. Dette store mysterium venter endnu paa sin naturlige forklaring, men maaske den her berørte iagttagelse kan tjene som et lidet vink om sagens sande sammenhæng. I naturen kan man forstaa alt ved hjælp af analogier.
Der kommer en mand, som har indhyllet sit hode og sine skuldre i en tom melsæk. Det er et praktisk og billig regnplag, men har den ulempe, at melet og vandet indgaar forbindelse, saa skulde nogengang tørveir indtræde, vil manden blive nødt til at lade sig udgrave af en temmelig haard skorpe. Men foreløbig rører han sig med lethed og frihed inde i den føielige klistermasse og ser ud til at befinde sig efter omstændighederne vel. — Dette er alligevel ingenting mod nere i tropanne, raaber han til mig og vinker med en snip af melsækken. Saa vader han ud i engen og løser den ensomme ko af tjoret og trækker hjem med hende, og jeg er atter alene i det kraftig beskyllede høstlandskab.
Det er endda godt, at man ovenikjøbet ikke er bonde. Jordbrug maa være en dumdristig næringsvei i et land som dette, og burde gaa ind under loven mod hazardspil. Man kunde maaske prøve at lempe sig mere efter naturforholdene og fortrinsvis dyrke vandplanter, men det er at befrygte, at en saadan omlægning af landbruget vilde irritere veirguderne og trække efter sig en række knusktørre somre, og saa stod man atter paa bar bakke. Det var vel oprindelig ikke meningen, at nogen skulde leve af denne jord, derfor slog stenalderens lethenlevende mennesker sig ned ved strandene og spiste østers, saalænge der fandtes nogen, hvorpaa de uddøde.
Sam Weller gjorde under en tur gjennem Whitechapel sin herre opmærksom paa den mærkelige omstændighed, at jo fattigere det saa ud i et strøg, desto livligere efterspørgsel syntes der at være efter østers. Pickwick blev slagen af iagttagelsen, for der var gjennemsnitlig et østersudsalg i hver femte rønne, saa at Sam Wellers om en dyb fortrolighed med menneskenaturen vidnende forklaring var indlysende rigtig: at naar en mand ikke har noget at leve af, styrter han ud af sit logis og spiser østers i desperation.
Stenaldermenneskene havde ikke noget andet at leve af end østers, men det er ingen grund til at tro, at de følte savnet af andre delikatesser og nød sine hovedmaaltider i nogen opreven sindstilstand. De saa paa jordsmonnet, men fandt det uskikket til dyrkning: lidt lurv af lyng i sprækkerne, lidt purr af løv i kløfterne, lidt karrig muld mellem knauserne, men vidt omkring vild hei, glat grundfjeld og side, sure myrer. De saa ud over havet, men fandt det ruskut, som man dengang udtrykte sig. Og saa endte de med at se veiret an.
Det er forlængst forbi med letsindet paa disse kanter, men det har sat sig et monument i den store mængde østersskaller, som man finder henslængt overalt i bunden af vigene. Stenalderens mennesker har sikkerlig pleiet at aabne sine østers med dertil særdeles velskikkede flintekniver. Forhaabentlig finder man før eller senere nogen af disse interessante redskaber, som vil kunne vidne for alverden om Sørlandets høie forhistoriske kultur. Og finder man ingen, kan man ialfald med stolthed pege paa skallerne.
Ak ja. Det var bekvemt i stenalderen. De velsmagende muslinger sad tæt sammen helt oppe i fjæren og lod sig plukke som modne og saftige frugter af en ørkesløs og lykkelig befolkning, som lod fem være lige og havde bestemt sig til at uddø. De delkatesser kystboerne nu om nogle dage begynder at hente op fra havet, henter de op for andre. Der holdes ingen gilder paa dem langs strandene.
Jeg ser veiret an. Mon det vil bedage sig til det store hummerfiske? Det meteorologiske institut spaar lidt utrygt. Jeg spaar solskin.
IV.
Det er allerede vinterdag, og det er maaske paa tide at afbryde sit sommerophold . . . Det er forunderlig stille i havna netop nu. Ungerne holder vaabenstilstand og er inde og gluber mellemmad, og af levende væsener støder jeg bare paa Markussens kat, som ligger og døser paa dørhellen udenfor posthuset, og gamle Jonassen, som sidder og røiger taalmodig nede paa bryggen, medens han venter paa vesterbaaden.
Havna har saavidt plads i den trange fjeldskaaren. Oppe i heien paa begge sider har ingen understaaet sig at bygge af respekt for alle grasserende vinde. Derfor trykker alle de venlige smaa huse sig sammen i forbindtlighed, og bare de forreste ud mod bryggerne har fundet leilighed til at vokse op til to etager. Deres kulørte facader lyser mod formiddagssolen. Et hus er blegrødt som nyt trækpapir, og det ved siden af har en eiendommelig grøn farve, som ikke er saa ganske let at finde mage til ude i naturen. Endda flere er hvide med kraftig blaa karmer og vindskier. Paa lang lei vilde alle disse splendide lusvæggene minde om et parti fint engelsk undertøi, saa man godt kunde indbilde sig, at havna sad herinde og dormed i underbuxerne. Men det gjør den ikke, for der er tvertimod et lysvaagent og spillevende udtryk i alle de blanke smaarudede vinduerne.
Tvers over sundet ligger husene paa Ullerøia og speiler sig i det sagtelig bevægede vand. De hører til samme familie, men er mere hverdagslige i farven. Der vifter røg op af etpar skorstenspiper, men mandfolkene er ude, for alle baadene er borte fra hustrapperne. Jeg gaar opover igjen og uroer pus, idet jeg svinger indom posthuset, som jeg finder ganske folketomt. I vindueskarmen ligger et ubrugt femøres frimærke og krøller sig salgsberedt for lysthavere. Jeg klæber det paa et brevkort med prospekt af brandvagten i Kristiania og begraver det i postkassen med flittige hilsener ud i verden, Betalingen efterlader jeg paa disken. Jeg uroer atter pus og gaar videre. Jeg gjør mig ærinde indom Tønnesens land- og sjøhandel og finder frem en planteur af et konkylieskrin, som forøvrig indeholder drops og saapestykker. Ti øre efterlader jeg paa disken, og med min nytændte sorte planteur begiver jeg mig op i heien til lodsudkigen.
Det er en liden kubus af et hus med pyramidalsk tag og med glugger ud til alle verdenshjørner. Den er boltet godt fast i fjeldet. Herfra kan man overskue alt det liv, som undertiden rører sig dernede. Man ser lige bort i skjæreredet i en af toppene paa de gamle piletrær, som er en pryd for havna, og man ser ned i haverne og gaardsrummene og ind ad forskjellige kjøkkenvinduer og lige ind til den inderste krog af sengekammerset paa kvisten hos Tobiassen, hvor den ellevte ligger og sover ustanselig i en fin vuggekurv fra Madeira, som har kostet sine fem tusen reis. Heroppefra kan de gamle langsynte lodser, naar de er oplagt, overvaage befolkningens vækst og trivsel, dens glæder og sorger, medens de samtidig kan holde øie med havet og tyde luftens og skyernes ubestandige skrift. Heroppe forhandler de ogsaa stedets og statens affærer. Hvad der siges af vægt og betydning i havna blir sagt paa udkigen. Den er vagttaarn, og den er forum. Men idag findes her ikke et liv.
Det blev, som jeg spaadde, extra fint veir under hummerfisket. Indiansk sommer kalder vi kjendere af Cooper disse deilige blonde dage, der hviler som øer paa høstdøgnenes strøm og ikke husker regnet igaar eller fornemmer uroen af stormen imorgen. Det er dage, som soler sig uden formaal, af pur forfængelighed og af pur lyst, overflodsdage, hvis milde og alvorlige blik bifalder baade de ledige og de arbeidende hænder.
Jeg ser ud over havet, som ligger mygt og blaat og med gyldne streif mellem den yderste krans af holmer og horisonten, den klare grænsestreg, vorherres finger har trukket mod uendeligheden. Indenfor hviler sundene og vigene i blank beskuelse. Langt borte, etsteds bag et nes banker en motor uafladelig paa stilheden, og helt ude paa de store grundene yrer det af sorte prikker: det er hummerfiskerne, som er ude og trækker de sidste teiner. Men de har dem ikke bare derude. Der har svømmet dobber langs alle strande, de har flydt paa rad rundt holmerne, og hvor man rodde, kunde de dunke mod bunden af ens sjægte.
For havna betyder hummeren de kontante penge. Det almindelige fiske kan være godt for dem, som eier not og redskaber, og med snøret kan enhver skaffe huset til en koge i gryden. Men teinen kan alle fiske med, store og smaa, enker og faderløse. Og hummeren lader sig gjemme, til prisen er forstaaelsesfuld. Den holder humøret oppe i de store kisterne, hvor den faar logis og kan krabbe frit omkring mellem sine jevnlige med tilbundne klør og æde sig feid paa salt sild og knust paltorsk. Og saa er hummerfisket, naar det indtræffer i godveir som iaar, nærmest en fornøielse at kalde for. Det er et sted, siger rigtignok fiskerne, men det er forbundet med spænding, liv og gevinst og giver rig anledning til passiar og drøftelser og udredninger i det vide og brede heroppe paa udkigen. Og mere kan ingen forlange.
Men nu lakker det alt mod slutten. Det eftertragtede dyr er paa det allernærmeste opfisket. Sad der de første dagene ufeilbarlig en hummer i hver teine og undertiden flere, kan ingen nu længer gjøre sig haab om at træffe nogen oftere end i hver femte eller hver sjette. Han begynder at blive ugidelig og appetitløs. Han gaar dorsk og hoffærdig gjennem lange alleer af teiner uden saa meget som at fortrække et følehorn. Han er ikke længer saa forhippet paa det sure sav som i begyndelsen. Han vælger og vrager og føler sig modstandskraftig overfor middels fristelser. Han har en anelse om, hvad han betyder for havna, og den, som føler sig jevngod med kontanter, har en viss ret til at gjøre sig kostbar.
Imidlertid har de smaa prikkene ude mod synsranden vokset. En bris har reist sig, og de har allesammen heist sine brune raaseil og ligger indover. Nu er ogsaa ungerne ude igjen, og et gnelder af høist uenige stemmer staar hidop og forkynder, at de mindreaariges folkeopstand har sit jevne daglige forløb.
Medens jeg staar heroppe, spør jeg mig selv og landskabet, om stedet har nogen fremtidsmuligheder. Vil det lønne sig at anbringe nogen kapital her, og hvor meget vil forslaa til at sætte fart i udviklingen? Jeg ser mig om med en praktisk velgjørers kolde og amerikaniserede blik, men det finder heldigvis ingenting at kaste sig over. Havnas lykke hviler i det bestaaende og forandringsuvillige, den har ingen udsigt til at smittes af guldets eller kullets støv. Derimod falder mit øie paa en fortidslevning ude paa Gaupholmen. Men mod den har foretagsomheden, den aldrig hvilende foretagsomhed rigtignok ogsaa rettet sine anslag.
Gaupholmen har ikke noget paafaldende ved sig. Den er gold og graa som alle de andre holmerne, men der staar et hus paa den, et to etages overmaade forfaldent og af mennesker forladt hus. Det har tilhørt en gammel mand, som stelte for sig selv der, og hvis husholdning var ganske enkel og fordringsløs. Han stod op og kogte kaffe, naar det led ud paa dagen, og lagde sig igjen, naar han var met, før sengen fik tid til at blive afkjølet. Af og til brast en af de grønne vindusruder, og skete dette i den gamles soveværelse, dyttede han hullet omsorgsfuldt med filler, men indtraf uheldet i en af de ubeboede stuer, lod han det være udyttet. Hver vinter gik nogen tagsten i løbet, og i østvæggen sled stormene efierhaanden løs bordklædningen og skaffede eneboeren gratis ved.
Det begav sig omsider, at trærammen om brønden faldt i staver, og tilflydende vegetabilier dækkede snart vandet med grønt skimmel. Men den gamle mærkede ingen ulemper af sin kaffe. Han var filosof og modarbeidede ikke tingenes iboende trang til opløsning. Oprindelig holdt han flere sorter husdyr, men sauerne forvidede sig paa holmen og blev nedskudt af dyrevenner, og det paastodes, at hans huskat frivillig berøvede sig livet, formodentlig ved drukning, hvilket var en utaknemmenghed, da den gamles væsentlige beskjæftigelse havde været at tjene som et underlag for dens velbefindende. Men katteslægten er troløs.
Det game hus synes udsprunget af en fantasi, som har forlystet sig melankolsk i al ødelæggelses vederstyggelighed. Det har en brygge, hvis planker forlængst er henraadnede, og halvt indunder bryggen ligger en forlængst sunken baad. Nærmer man sig, har man indtryk af, at huset stirrer paa en med et mangeøiet grønlig natmareblik. I et vindu hænger et udblæst kjæmpeæg af en struds eller kanhænde af fuglen Rok. Det er ialfald et stykke uknust bohave. Den, som vil ind i leiligheden, maa hoppe gjennem et sprosseløst vindu paa bagsiden, for gangdøren er tilspigret, for ikke at falde ud af karmen. Derinde vil han befinde sig i et slags museum for det ubodelig brudte, knækkede og fortærede, for alt det, som møl og rust er færdig med og som overladt til fugt og mug luller sig selv hjem til kaos. Den sidste ild paa gruen har været fyret op med splinter af krumme, lakerede stoleben, og af kaffekjelen er tuden og hanken bortbrændt. I stuen spriker en gammel dræg midt i en sengebænk og har hugget kløerne i en ubestemmelig madras, som vrimler af brune saksetrold. Og trindt omkring smuldrer filler af klæder, af fiskegarn, af tapeter, af seil, af sækker, men alle laser er paa retur til ukjendeligheden. En frygtelig forarmet rotte stirrer hadefuldt ud gjennem snuden paa en halvspist sjøstøvle, og i et skab, hvis dør er slidt af hængslerne eller faldt af med det gode, er udstillet som i en aaben montre en flaske med rigabalsam.
Siden den gamle livsbetragter opgav alle disse herligheder, har huset staaet øde, kun leilighedsvis besøgt af omseilende fanter. I nittiaarene blev det tilbudt forfatterforeningen. Filosofien anbefalede sine bekvemmeligheder for digtekunsten. Og om jeg ikke erindrer feil, blev der ogsaa dannet en energisk og interesseret indkjøbskomite. Men den nævnte forenings formuesomstændigheder var endnu dengang ikke saa glimrende, at den kunde tillade sig denne overspændte luxus. Et digterhjem hører til den dag i dag hjemme blandt smukke skyer ligesom Wergelands prestegaard.
Men i sommer kom en ung mand og begeistrede sig for spøgelses- og flagermushotellet paa Gaupholmen og fremkastede store planer om at restaurere det i den historisk rigtige aand. Nu har huset vistnok for hundrede aar siden tjent som hvile- og gjæstgiversted. I sine dagbøger berømmer Pavels det som et godt traktørsted, hvor han beværtedes med to sorter fransk brændevin. Men husets gamle konviviale traditioner kunde det ikke være tale om at gjenopfriske allerede paa grund af kystbefolkningens afholdssvangre karakter. Og da ideen om at indkvartere poesien der for længe siden er opgivet, stod der bare et igjen, nemlig at indrette huset til en privat sommervilla. Og det vilde da manden gjøre. Pengene agtede han at skaffe sig af noget, han kaldte umyndiges midler. Formodentlig var hans far velstaaende. Nu var det hans første fortvilede indfald at opføre en peis i den største stue for hyggens skyld. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at der ikke fandtes spor af nogen forhenværende peis i stuen, men at tvertimod alt det kalkhøs og de murstensbrot, som ganske rigtig laa i dynger paa gulvet, var rester efter en nedfalden brandmur, hvoroptil der i sin tid havde lænet sig en almindelig kakkelovn fra Ulefos, som der ovenikjøbet fandtes nogen aldeles forrustede pladestumper igjen af i søppelen. Biskop Pavels nævner heller ingen peis i sine dagbøger. For disse historiske oplysninger maatte den unge fusentast bøie sig. Men derpaa forelskede han sig i de flaskegrønne ruder, som endnu hist og her stod igjen i vinduerne, hvor sprosserne ikke var raadnet væk. Slige ruder vilde han sætte ind overalt, ogsaa der hvor hullerne nu var dyttet med klude. Det vilde kaste et dæmpet havbundslys ind i stuerne, sagde han. Man vilde hensættes hundrede aar tilbage i stemning. Jeg paaviste for ham, at et saadant kunstig arrangement for lyssvækkelse var historisk fusk, og nævnte flere afskrækkende exempler fra udlandet. Jeg fremholdt, at det historisk tryggeste var at lade vinduerne forblive i sin nuværende stand og tillige kun med største varsomhed og først efter grundige overveielser at fjerne kludene. For at fatte mig i korthed blev resultatet, at den unge mand i lede opgav sine restaurationsplaner, og jeg ser med tilfredsstillelse heroppe fra udkigen paa et forholdsvis mindeværdig bygverk, som jeg har den beskedne fortjeneste at have reddet, ikke fra ødelæggelse, men fra en neppe i alle henseender helt forsvarlig gjenreisning. Med kollegial hilsen til formanden i mindeforeningen forbliver jeg etc.