Bonden i Brydlupsgarden

Bonden i Brydlupsgarden

Norske Viser og Stev i Folkesproget, utgitt av P. A. Munch, P. T. Mallings Forlagshandel, 1848 (s. 65–70).

21. Bonden i Brydlupsgarden.

---

(Denne komiske Sang er forfattet i Anledning af en Prestedatters Bryllup i Strandebarm, i den hardangerske Dialekt; dens Forfatter er os ubekjendt).

---

I rykandes Ovæ’r og fykande Vind
I Fjorden eg bautad’ før eg kom herind,
  Og Sjøen han stod i ei’ Røyre;
Men ret so’ eg va’ no ein Molle^[1] ifraa,
Saa haur’ eg da’ ljonad’ og dondrad’ i Skraa,
  Da brast so’ ein Dott for mit Øyre.

Eg strekad’ paa Segle,’ eg sprang up paa Land
Og laupte paa Skogjen det snyggast’ eg vann,
  Eg tenkte at Svensken va’ næra.
I Ørslog eg trovad’ og vist’ ingjen Vej,
Te’ meira eg laupte, te’ verra da’ blei,
  Eg ropte og skreik paa vor Herra!

Og ret te’ mi Lykka kor ørslen eg var,
Saa dat eg utøve’ i^[2] Presten sin Gard,
  Men kors meg! kor blei eg forbinad!
Der haur’ eg og saag eg saa upsat eit Rusk;^[3]
Eg lyte fortelja kvar Taav og kvar Tusk,^[4]
  Saa mykje’ eg heva’ i Minna.

Det fysta eg møtad’ da’ va ret ei Taus,
Var maalad og flingsad^[5], men Hoved’ sat laus,^[6]
  Og Stakkjen var’ breid saa ei Love!
Saa kom der ei Horg^[7] baa’e skratlad’ og lo,
Var’ stasad so’ Futen i søllspente Sko,
  Og adle va’ mjølad’ i Hoved’.

Dei’ dreiv in’ i Stovo, men atte’ stod eg,
Eg ondras paa detta, og tenkte med meg:
  Tru’ her er Utskrivels’ ’paa Garden?
Daa blei’ eg saa fælen, eg skaalv so’ ei Mær,
Eg tænkte, no fær du ’paa Axlo Gevær,
  Saa stend’ du so’ Fuglen i Snaren.

Eg svortna so Jordo’, eg dat ne’r i Kne,
Saa kom der ei Kjæring, hu’ spraakad’ meg te’,
  Hu’ helsad’ og nikkad med Hove’;
Hu’ sporrad’ om eg vilde drikke ein Gaang,
Eg lettad’ paa Huvo, i Øyre da saang,
  Saa flakad’ eg inn uti Stove’.

Der haur’ eg og saag eg saa upsat ein Sta’s,
Dei aat og dei drukke med stor Trebelas,
  Thi Brydlup Herr Kristen han gjorde
Te’ Dotter si Soffi, hu’ fek no ein Prest;
Eg glanad’ kring Stovo, det eg kunne best,
  Sjaa Bru’ro, hu’ sat op med Borde.

Hu’ sat no og littrad’ og glittrad’ so’ Glas
Taa’ Kraakesøll-Snore og Krambu’esta’s,
  Guldborde og Fronser kring Stakkjen;
Og Trøya var kraatad!^[8] hu’ Kruna ei bar,
Søllbelte va’ borte, berhovdad’ hu’ var,
  Og Hove’ va mjølad’ i Nakkjen.

Paa Borde’ stod’ Rettar med Suppa og Sild,
Og store Kjøtlaare, deronde laag Eld^[9]
  Paa Fate’ der laag no ei Høna!
Og midte paa Borde stod Krimskrams med Søll,
Der atmed stod’ Kruser og Koppar med Øl,
  Ja Blomar og Brakjebær^[10] grøna.

Der stod Havrakaka, va’ strødde med Mjøl,
Og Dravle^[11] og Mølja laag der’ paa ei Fjøl;
  Og smaskorne Kveitebrød-Stompar.
I Krusebrot laag der baad’ Krydder og Salt,
I Dongjer laag Graasei saa tjuk saa hu’ valt
  Og fyldte Kamshove^[12] og Klompar.

Og rundt omkring Borde’ stod’ Bonkar med Graut,
Den laag uti Dongjer, han va’ intje blaut;
  Med kvar Borddisk^[13] laag der ei Tripsa.^[14]
Al Maten va’ kryddad’ med Gras og med’ Blom,
Te’ Smør og Bykaka va’ der intje Rom;
  Eg saag ikkje heller ei Lepsa.

Men daa maa du veta, Bykaren han sleit
Paa Kjøtlaar og Skinka, i Stompen han beit,
  Og store Glas Øl dei’ utdrukko.
Der drak dei eit Slag, det va’ likesaa Blod,
Dei kasta deri ein Klomp Salt helle’ to.
  Dei auste det utur ei Krukko.

Og ret so’ dei sat up med Borde og sleit,
Daa haur’ eg eit Læt saa ei aalute^[15] Gjeit,
  Da’ brekad’ og knorad’ og burad’;
Eg tør intje sej’a det læt saa for stygt,
Daa kjem der ein Vildtysk og strauk paa ei Løgt,
  Og andre paa Fedlene skurad’.

Sjaa somme dei bles uti Kjeppar og Staang
Ein aat paa ei Pølsa, va’ tre Alen laang,
  Han beit uti Pølso og hikkad’;
Eg trur nok den Pølso va mejaleg heit,
Thi Fingrane likrad’ saa tit so’ han beit,
  Og Augene stod so’ ei’ Brikka.

Dei drak og dei helsad’ og snakte ’paa Rysk;
Dei jævla me’ Kjeften saa stygt som ein Tysk;
  Det va’ nok om Pølsa dei trættad’.
Men sidstpaa saa blei eg baa’ svulten og tør,
Saa kom der ei Kjæring igjønnom ei’ Dør,
Paa Kruso og Kanno ho’ lettad’.

Hu’ bau’ meg og drikka ei Krukka med Blod,
Eg kjyste ’paa Haando, eg skaalv der eg stod
  Og tok imot Krukko og takkad’.
Saa drak eg ur Krukka kvar einaste Taar,
Daa blei eg saa moten, eg greidde mit Haar,
  Og innor aatt Borde eg flakkad’.

Der skjenkte dei’ meg ei’ Potta med Mjød,
Og rakte derte’ ein Borddisk med Brød,
  Men Brø’et det stak eg i Barmen.
Og ret som dei sat i den fagrasta Leik,
Daa reiste dei adle fraa Borde’ og skreik,
  Og fatad’ kvara’re i Armen.

Eg tyktes, dei vilde baa’ bitast og slaast,
Dei brekte ret likeso Smalen^[16] i Frost,
  Kvara’re i Augene ramslad’.
Daa kjem der saa maange so’ sleit og bar ut
Dei laupte i Tommel baa’ Tausar og Gut,
  Al Maten ’taa Bor’e dei kramslad’.

Daa detta va’ makad og Golve va’ reint,
Saa dansad’ Bykaren med Tausane veint,
  Men Bru’ro hu sat so’ ein Kruna.^[17]
Dei Stadsmøyar hoppad’ baa’ knøsne og kjek,
Da va som dei vare forgyldt ’paa kvar Flek,
  Og glimrad’ aav al deira Bunad.^[18]

Daa dei havde dansad den Natto saa laang,
Saa tok eg mi Huva og flakad’ min Gaang,
  Daa blei der eit Rusk uti Stovo;
Kvar Bykar han nappad’ ei Gjenta med seg,
Og Presten tok Bru’ro, men ingjen tok meg,
  Dei trippad’ saa snygt ind at Kovo.

Daa dette va’ slutad saa drog eg min Vej
Eg kunn’ intje længare skjøna ’paa dei,
  Thi Tausane ville meg lokka;
Saa gav dei meg Drikke, saa gav dei meg Mat,
Korøve eg blei ret saa hjærteleg kvat,^[19]
  Saa monne eg heimatte flaaka.

---

1. Molle, et lidet Stykke.
2. utøve i, nedi.
3. upsat eit Rusk, en usædvanlig Allarm.
4. k. T. og k. Tusk, hvert Gran.
5. flingsad, pyntet.
6. Hove’ sat laus, Hovedet var bevægeligt, (hvilket ikke pleier være Tilfældet med de kronede Brude).
7. Horg, Hob, Mængde af Mennesker.
8. kraatad, udstafferet.
9. Formodentlig et Fyrfad med Gløder i, hvorpaa Stegen var sat, for at holdes varm.
10. Brakjebær, Enebær.
11. Dravle, tyk Mælk.
12. Kamshove, Lever, æltet med Mælk.
13. Borddisk, Tallerken.
14. Tripsa, Serviette.
15. aalute, broget.
16. Smalen, Faaret.
17. Kruna, er egenelig den Krone, Bruden bærer paa Hovedet, men siges ogsaa om stille ærbare Fruentimmer.
18. Bunad, pragtfuld Klædedragt.
19. kvat, glad, munter.