Bohusläns Historia och Beskrifning af L. Holmberg
3. Bohusläns Historia och Beskrifning af Axel E. Holmberg, Past. Adj. I. Historia. (XX. og 182 S.) II. III. Allmän och enskilt Beskrifning. (280 og 504 S). 8vo. Udevalla 1842–1845. 4 Rd. 32 ß. Bco.
Enhver der veed, hvor vigtig og ofte benyttet Ødmans over 100 Aar gamle Bahuslens Beskrivelse endnu til de sidste Tider har været, vil kunne indsee, at en ny og tidssvarende Bearbeidelse af samme Emne høiligen tiltrænges, og glæde sig ved at det er overtaget af en Mand, som synes at besidde de fleste dertil fornødne Egenskaber, af hvilke især varm Interesse for Gjenstanden og udholdende Eftersporen af de ham tilgjængelige Kilder frem lyser af hele Arbeidet. Det er, uagtet dets Mangler, et fortjenstfuldt og for os Norske vigtigt Skrift, som Ingen, der vil behandle Dele af vor Historie, der berøre det gamle Viken, kan lade ubrugt; det indeholder en Masse af de netop i Topografierne hjemmehørende Detaljer, og er derhos tilkjøbs for en, efter norsk Regnemaade, ubegribelig billig Priis.
Den kritiske Læser maa derfor ikke foragte Bogen, om han end strax paa de første Blade opdager, at Forf. mangler to væsentlige Betingelser for at skrive et Lands ældste Historie: Kundskab i Oldsproget og Kjendskab til Kilderne. Mangelen paa Sprogkundskab er vel for et Arbeide som dette mindre farlig, fordi det ligefuldt kan benyttes, men at en svensk Mand kan skrive Wikueriar, fordi han vel i en gammel Bog har stødt paa denne tilfældige Form, istedetfor Vikverjar (ɔ: Vigsboere, af ver, en Mand) og oversætte dette ved „Vikens förswarare,“ viser hvor fremmed Oldsproget er ham, Noget som Opgaverne om Stedsnavnenes ældre Form (f. Ex. III. 23. 405) og de i 3die D. aftrykte norske Diplomer yderligere bevise.
Den Deel af Saga-Litteraturen, som svenske Lærde for snart 200 Aar siden bearbeidede, er fremdeles Forf.s Hovedkilde i Oldtiden. Han bruger de mythiske Sagaer som historiske Kilder jævngode med Heimskringla, og naar de ikke ville forliges, undskylder han „Islænderne“ med, at de boede saa langt fra de Heltes Tumleplads, som de omtale (1ste D. S. II.) Det er klart, at en historisk Fremstilling af Bahuslens Oldtid, bygget paa denne Grundvold, maa blive uheldig og røbe sin Svaghed, jo mere Forf.s Iver bringer ham ud paa Formodningernes Mark. I Fremstillingen af Landskabets ældste historiske Forhold er Schjøning hans sildigste norske og danske Hjemmel, og vi beklage ligesaameget den Flid, her er spilt paa at bringe et ved falske Forudsætninger frembragt Vildrede i Orden, som at Forf. ikke har kjendt Müllers Sagabibliothek, Samlinger til Norges Historie, o. fl.;han vilde f. Ex. af de sidste lært, at Hypothesen om Alferne som en særskilt Folkestamme i Norden, ikke „är tagen ur wädret.“ – Forf.s Oplysninger om Bahuslens Oltidslevninger ere i flere Henseender lærerige samt ledsagede af Steentryk og Træsnit; men ogsaa her har han ikke holdt Skridt med Tiderne, en Bemærkning, hvis Hensigt kun er at advare mod at antage hans Resultater uden Prøvelse; medens vi erkjende, at han har leveret Mere, end man med hans indskrænkede Bibliothek i en afsides Bygd (Thjørn) har streng Ret til at kræve.
I det Hele er det vist, at en Topografi just ikke taber sin Brugbarhed, om den end ikke er et lærd Arbeide. Er Planen god, ere Enkelthederne paalidelige, og gaaer Sandhedskjærlighed og videnskabelig Stræben gjennem det Hele, saa har Forf. løst sin Opgave, uden Hensyn til om Andre ere istand til hist og her at paavise Hypothesernes Ugrund og Slutningernes Mangler. Det er Data, ikke Meddelerens Mening om dem, man i Topografien søger, og dem finder man hos Holmberg i rigelig Mængde, samlede med Omtanke og meddeelte med Troskab. Jeg har, ved Hjælp af Jordebøger og Diplomer, som han ikke har kjendt, havt Anledning til at controllere ham, og hvor ofte jeg end har fundet ham paa Vildspor med Hensyn til en meddeelt Efterretnings rette Betydning, saa har jeg ikke stødt paa en eneste faktisk Oplysning, som han, for at faae sin Mening frem, har fordreiet, end sige opdigtet. Rummet forbyder en Gjennemgaaen af Enkelthederne. Vi skulle blot give en kort Oversigt over Indholden. Efter Forord og Indledning leveres i 7 Kapitler Bohusläns Historia, som rigtignok begynder ab ovo med „Konungarne af Alfiska ätten“. 2det Bind, Almän Beskrifning, har Afdelingerne: Natur, Indbyggere, (heri en Samling af bahuslenske Dialektord, som viser, at Sproget er mærkeligt Norsk), Economi, politisk Forfatning og kirkelige Forholde, ved hvis Fremstilling Forf. udtaler sig med en Frimodighed og Varme, der dog stundom henfalder til en Topografien uvedkommende, polemisk Ordrigdom. Derefter følger: Enskild Beskrifning af Bahuslens 17 Herreder fra Nord mod Syd, og i denne Deel af Verket har Forf. leveret en rig Samling af Folkesagn, som Enhver maa takke ham for. Verket slutter med Tillæg og Rettelser, og har, foruden flere Træsnit i Texten, (Helleristninger, Runestene, Segl m. v.) 7 Steentryk, hvoraf 2 Prospekter, Bahus (Kopi fra Aalls Snorre) og Karlsteen, 4 antikvariske Felt og 2 Musikbilage. Denne sidste Afdeling af Verket, som ogsaa optager mere end 2⁄3 deraf, er naturligviis for norske Læsere den vigtigste, og har især været det for Anmelderen, som vil slutte sin Anbefaling af Hr. Holmbergs Bog med et Par Tillæg og Berigtigelser[1] til samme, i Forvisning om, at de ville være Forf. kjærkomne. Forf.s Tvivl (III. 150) om at Befja Kirke forhen har hedt St. Hedevigs er aldeles grundet; thi den var indviet St. Michael, og dens Vielsesdag var 30te Sept.; derimod er det omvendt ved Myklaby Kirke III. 160; thi denne hed dog St. Michaels Kirke. Det er og klart, at den af Forf. anførte Grund herimod er overfladisk. Almuen, som altid i sit stille Sind etymologiserer, vidste af Traditionen at dens Kirke hed Michaels K., og de gjorde da Myklaby til Mikalsby; men derfor er selve Sagnet ikke falskt, som H. vil, det er kun – af Almuen og ham – overfladisk benyttet. Og dette er desværre altfor ofte Tilfælde i alle Lande. Befja og Miklaby er Kirkernes geografiske, Michaels K. derimod deres kirkelige Navn. Ligesaa formoder Forf. III. 402 med Urette, at Harestad Kirke var viet St. Olaf, thi den hed Mariæ Kirke. – Fru Margreta Huitfeld, hvis store Legats Historie Forf. med djærv Frimodighed har skrevet, antager han (III. 243) “utan tvifwel“ født paa Gaarden Skällebred i Grinnerød Sogn, Frækne Herred Noget han S. 262 angiver som aldeles vist. Imidlertid er det hævet over enhver Tvivl, at hun er født paa sin Faders Sædegaard Skjelbred paa Eker i Norge, hvor Hartvig Huitfeld og Frue beviislig opholdt sig 1608, da Datteren kom til Verden. Forf. er her falden i den Snare, Navneligheden saa ofte udspænder mod Forskeren. – III. 389 berettes, at det var paa Bahus og ikke paa Akershus, at Christiern II. holdt Bisp Carl af Hammer fængslet. Anm. er af Grunde, som det her ikke er Plads at opstille,[2] tilbøielig til at formode det Samme, og det vilde derfor være ham kjært at erfare, om Forf.s apodiktiske “han sattes werkligen paa Bohus” støtter sig til bestemte Data, som det i saa Fald havde været Pligt idetmindste at antyde. – Oplysningerne III. 429–430 om Marstrands gamle Kirke ere ligeledes af Vigtighed for Oldforskerne. Da denne Kirke ikke nævnes i Øysteins Jordebog (Hovedkilden for Bahuslens som hele Oslo Stifts ældre Sognebeskrivelse, som Forf. desværre ikke har haft Anledning til at benytte), kan der endnu mod Slutningen af 14de Aarhundrede neppe have været nogen Sognekirke, og da Kirken er bygget i Rundbuestilen, vækkes Formodning om, at den er Marstrands Minoritterkirke. Den af Forf. omtalte endnu vedvarende Skik, at Thjørns Indvaanere paa Christi Himmelfartsdag søge til Marstrands Kirke, staaer maaskee i Forbindelse hermed, da denne Helligdag havde særlig Betydning for Franciskanerne, og Kirken saaledes muligt kan have havt særskilt Aflad for dem, som paa denne Dag søgte derhen. Slige katholske Valfarter paa visse Dage vedligeholde sig endnu rundt om i Norge. Det er saaledes ikke mange Aar siden, at der paa St. Hans Aften aarlig skjænkedes Lys til Kirkeruinen i Maridalen, 1 Miil fra Christiania, og endnu valfartes til Røldals Kirke. At lignende traditionelle Sædvaner ogsaa have bevaret sig i det gamle norske Landskab Bahuslen, er i og for sig rimeligt, og bevises desuden af III. 57, hvor det berettes, at man bruger at lade bede for de omliggende Sognes Syge i Svarteborg Kirke. Denne var nemlig i ældre Tider Fylkeskirke for Ranrikes Provsti, ligesom Elvesyssels var i Konghelle, (Norges gamle Love I. 343), og dette forklarer Sædvanen.
Skriftets Udstyr maa erklæres upaaklageligt, især naar man tager Hensyn til, at det er udgaaet fra en liden Stads Presse, og at det først er i de sidste Aar, at man selv i Sveriges Hovedstad har bestræbt sig for et smukt typografisk Ydre. Det vilde være ønskeligt, at Holmbergs Skrift ogsaa maatte finde Vei til norske Bibliotheker og Studerestuer, ligesom i det Hele, at Nødvendigheden af en almindeligere gjensidig Benyttelse af hverandres Litteratur mere og mere maatte paatrænge sig Svensker, Danske og Nordmænd.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |