Bogtrykkerkunstens Opfindelse/01
Bogtrykkerkunstens Opfindelse.
Første Brev.
1448.
Kjære Dietrich! Det er underligt nok; jeg havde mest Lyst til at begynde disse Linjer med et stort „Vale!“ hvilket er imod al Stil. Thi saadant „Vale!“ staar tydelig udskaaret, ja ret skaaret, i mit Hjerte. Saa sidde vi da ikke mere sammen i Straßburg og skjære paa vore Tavler! Havde dog gjerne blevet ved, i det mindste til vi havde faaet færdig „Psalteret“. Ja, du gode Dietrich! jeg er ogsaa vis paa, det gaar langsommere for Dig at bringe en Linje tilende nu, vi ikke sidde lige over for hinanden. Ak det skulde nu ikke gaa an. Jeg tænker paa min syge Moder i Mainz og paa det fjerde Bud. „Ej hvad, Johan!“ siger jeg saa, „din Fader var en brav Gjestgiver og holdt sit Hus, Gänsfleisch, i stor Reputation, og din Moder har taget imod og kredenset for baade Biskopper og Churfyrster; hvad bilder Du dig ind? Gaa hende smukt til Haande i hendes Alder og lad din kunstige Kniv stikke i Skeden!“ Se, dette siger jeg tidt og mange Gange til mig selv og beder de Hellige staa mig bi i mit Forsæt. Hvilket Forsæt? mener Du. Ingenlunde at paatage mig Vertskabet for min Moder; det er jo ligefrem, men kun at jeg vil gjøre det med et ret glad og fornøjet Sind. Dertil beder jeg Gud om Kraft. Jeg skriver denne Begyndelse til et Brev i et Vertshus paa Vejen, hvor jeg har maattet opholde mig en hel Dag, fordi jeg har traadt en Torn op i min Fod; men det har ingen Fare, og jeg bruger Tiden til at see, hvorledes en Vert skal te sig. Verten her er en meget artig og god Mand, og jeg vil ønske, jeg maa ligne ham i Venlighed imod alle Mennesker, som komme rejsende. Næsten kan jeg ikke begribe, hvorledes det er muligt at have saa stor Menneskekjærlighed. Jeg ved, at jeg ogsaa vil alle Mennesker vel og beder hver Aften et Ave for dem, jeg ikke kjender; men Du skulde see, hvor denne Mand smiler og stirrer paa de Fremmede og ønsker at see paa deres Øjne alt det, de forlange. Mod mig var han i Førstningen ikke meget venlig; maaskee har jeg heller ikke opført mig ret ved Ankomsten. Men da jeg havde siddet lidt, og fortalt ham om hvem jeg var og hvor jeg skulde hen, og jeg fortalte, hvor god Du ved Afskeden havde været imod mig, da vi skulde gjøre op sammen: saa tog han mig trohjertig i Haanden og skaffede mig derpaa Smeden fat, som lagde Plaster paa min Fod.
Det bliver et underligt Slags Brev Du faar, min gode Dietrich, det kan jeg mærke. Nu har jeg igjen gaaet et Par Dage og hviler ud i en liden Landsby, og saa faar jeg Lyst til at skrive et Stykke igjen. Ak Dietrich! hvor her er smukt! Naar jeg havde Dig ved Siden, saa vilde jeg ikke bytte dette Vandreliv bort for noget andet. „Vort hele Liv er en Vandring“, siger Pater Barthold saa tidt, som Du ved, og jeg har ret moret mig ved at tænke paa de Ord nu; jeg vil herefter ogsaa altid bruge dem om Livet. Saaledes vandre vi ud fra Barndommen, og vide ikke mere af Rejsen, end jeg vidste hvorledes en Rejse var, da jeg for fire Dage siden forlod Dig i Straßburg. Jo længere vi rejse, desto skjønnere bliver Livet, og desto friere slaar Hjertet; saaledes smiler Alting her ved Rhinbredderne. Stundom er Vejen noget besværlig, og man vil nødig ud af et godt Hvilested. Endelig — men dette kan Du selv udmale nøjere. Det gjorde mig ondt, at den venlige Vert, som jeg skrev om, var saa ubillig i at fordre Betaling. Men han er en fattig Mand, sagde han, og saa er han kanskee nødt til at være saa dyr. Gid jeg aldrig maa blive saa fattig, at jeg behøver at tage meget af mine Rejsende! Ogsaa haaber jeg at tjene noget om Aftenen ved Hjelp af min kjære Kniv. Der er vel en Bogskjærer i Mainz, som kan bruge mit Arbejde. Nu vil jeg gaa til Ro, for tidlig at fortsætte Vandringen. Guds Moder og de hellige Engle bevare Dig, min eneste Ven!
Mainz.
Det er da ikke skrevet meget paa dette Brev under min Rejse. Det kom deraf, at jeg var i Følge med et Par Vandringsmænd, og derved blev Tiden kortet med forskjellig Underholdning; men jeg fik ingen Lejlighed til at overveje noget og kunde ikke heller vel sætte mig til Side for at skrive. Det er underligt, at det morede mig mere at gaa alene end i Selskab, skjønt det vist var skikkelige og oprigtige Mennesker, jeg gik med. Noget kostbart faldt det mig ogsaa; thi vi bleve enige om at dele alle Omkostninger, og de Andre drak gjerne Vin, hvilken Du ved, jeg ikke gjør stort af. Se, nu kunde jeg tage Tiden igjen, for jeg har desværre god Tid, — og fortælle om den forunderlige, prægtige Stad Mainz, der er en ypperlig Fæstning, foruden om de mærkværdige Stæder Speyer, den smukke Stad Mannheim, samt Staden Worms; men jeg har Hjertet saa fuldt af mit Møde med min gode Moder, at jeg ikke kan tale om Andet.
Ja, gode Dietrich! og om Mødet er vel ikke heller stort at sige ved Ordenes Hjelp; thi de formaa ikke at udtrykke den indvortes Tale — mine Ord i det mindste ej. Det var ved Aftentide, da jeg kom ind i Byen; jeg kan ikke sige, hvor Hjertet trykkede sig sammen i mig. Naar ikke mine Kammerater havde leet saa meget, vilde jeg have grædt; men nu holdt jeg Haanden haardt under Brystet og tvang mig. „Der er din Moders Gaard, Johan!“ sagde de og pegede paa et rummeligt, rødmalet Hus. Jeg var noget forlegen; thi jeg burde have budt dem ind med mig; men da jeg var saa ganske ubekjendt med, hvordan her var, maatte jeg gjøre Undskyldninger. De lovede at besøge mig om nogle Dage, og saa gik jeg ind. Nu stod jeg i den mørke Gang. Da brast jeg ud i høj Hulken og bøjede mig ned og kyssede Dørtærskelen, som min salige Fader saa tidt havde betraadt, som endnu betraadtes af min gamle Moder, og over hvilken man havde baaret mig som lidet Barn, da jeg sendtes til Faster Marthe i Straßburg. „O Gud! velsign min Indgang og min Udgang!“ sagde jeg med høj Røst. „Amen!“ svarede en venlig Stemme, ligesom fra de himmelske Hærskarer. I al Sandhed troede jeg ogsaa, at det var en Røst fra Himmelen, og foldede forbauset mine Hænder. Men da hørtes end videre, vel fra en englelig men dog jordisk Mund: „Velkommen, Henne von Sugelock, til eders gamle Moder!“ Og nu lukkedes Døren til en Stue op, og en Kvindesperson bød mig sidde, til hun havde beredt min svage Moder paa det glade Gjensyn. Kun en liden Stund sad jeg alene i den næsten mørke Stue; da gik Døren op, og — o min gode Dietrich! Jeg har nu hvilet ved min Moders Barm; hendes Haand har ligget velsignende paa mit Hoved! Herre! har Du mange saadanne Saligheder i Behold til dine Udvalgte, naar Du kalder dem? Kjære Dietrich! bliv ikke utaalmodig over min Vidtløftighed og min Langsomhed! — Saa kom vi ind i Kammeret, hvor der var tændt Lys, og min Moder og jeg satte os hos hinanden. Jeg kunde ikke tale for Graad og holdt hendes Hænder fast paa mit Hoved, som jeg bøjede over hendes Skjød. Det maa nok have trættet min gode Moder thi hun stod op og sagde: „Hold da engang op, Henne! Du er jo værre end et Barn.“ Jeg maa ogsaa være naragtig blød; thi det har ofte hændt mig før, at Andre have skjændt paa mig for mine Taarer. Dog har det aldrig gjort mig saa bitterlig ondt, som nu. „Vær nu ordentlig og fornuftig Dreng!“ lagde min Moder alvorlig til, og jeg kan ikke sige, hvor kold og stærk jeg blev i et Øjeblik. Stakkels Moder! Hun har havt meget at gjennemgaa og hendes Helbred er svag. I den senere Tid, da hun ikke ret kunde være med overalt og see til som før, har Næringen aftaget. Derfor faldt det hende ind at tage mig til Hjelp. Ak, kjære Moder! Det maatte I have gjort for længe siden! Saa havde jeg maaskee holdt Næringen vedlige, og jeg havde ikke skaaret saa længe Bøger med Dietrich, at — — — Naa, naa! Ja hvor slap jeg i min Beretning? — Nu bød min Moder mig Mad, hvortil jeg ogsaa trængte; og spiste jeg da, ønskende hos mig selv at vide, hvem det Kvindemenneske havde været, som mødte mig med den mærkværdige Velkomst. Men uagtet al min Bestræbelse, kunde jeg dog ikke faa Mod at spørge, og ved det endnu ej i denne Stund. Thi strax efter Spisningen gik Moder til Hvile, og næste Morgen kaldte hun mig til Sengen og gav mig Befalinger angaaende Husvæsenet, da hun ikke var vel, ej heller er det endnu og taler ikke gjerne uden om det, som skal gjøres. Dette er desværre lidet; thi her kommer næsten ingen Mennesker, og kommer Nogen, er det for at drikke et Krus Øl eller en halv Pægel Vin, hvorved ikke stort i Kassen indkommer. Den arme Moder! hun græmmer sig meget. Hendes Mening er, at jeg skal sanke Haandverkssvende og andre løse og ledige Folk sammen og faa dem i Vane med at komme her om Aftenen og fortære Noget. Ak, jeg stakkels Fjog! Dels har jeg nu slet ingen Gaver til at holde saadant Vertskab, dels — og dette trykker min Samvittighed, Dietrich! — har jeg en indvortes Modbydelighed for, hvad der dog nu engang er min Pligt. Vi have en gammel, døv Tjenestepige. Hende vil jeg spørge om, hvem der var hos min Moder, da jeg kom hjem; men endnu har jeg ikke havt Mod dertil.
Ak, min aller kjæreste Dietrich! Det var min fulde Agt igaar at ende dette overmaade lange og underlige Brev, og jeg vilde begyndt med: „Intet videre denne Gang“, saaledes som et Brev ret skal endes; da, o da indfaldt en Begivenhed, som bragte mig ganske ud af det, baade ud af Brevskrivning og ud af min Rolighed.
Det bankede ganske sagte paa Stuedøren, og da jeg ikke havde Lyst at forstyrres af Gjester, sagde jeg ret tvær: „kom ind!“ Da kom to Fruentimmerspersoner ind. Den ene var en gammel Kone, som havde en Lygte i Haanden, og den anden en rank Jomfru, hvis Skjønhed strax indgød mig en forunderlig Følelse. Jeg stod oprejst foran hende og kunde ikke faa et Ord frem. Da hilste hun venlig med Hovedet og spurgte efter min Moder, og i saadanne hjerterørende Toner, hvilke jeg strax maatte erkjende at komme fra det samme Væsen, der havde modtaget mig ved min Indgang i Moders Hus. Neppe kunde jeg med Haanden pege paa Døren til Kammeret. Som de nu vare gangne der ind, begyndte Alt at vende sig om og inden i mig. Saa snart var jeg ikke kommen mig lidt, saa gik jeg hen til Kammerdøren og lagde Øret til Væggen. Er det ikke underligt nok, Dietrich! Har al min Tid holdt mig fra at lure og vilde skammet mig for Gud og mig selv, om jeg nogensinde havde derudi gjort mig skyldig, efterdi jeg anseer saadant at være baade skammeligt og ulovligt. Og dog skammer jeg mig slet ikke ved, hvad jeg her gjorde, — finder ej heller, at det kunde kaldes at lure. Thi det var alene de rørende Toner, hvortil jeg vilde lytte. Men ak, saa nævnte Moder mit Navn og beklagede sig svart over mig, sigende, jeg var et udueligt Menneske, en Dagdriver og andet mere. Jeg kan ikke sige, hvordan jeg derved blev tilmode, kjæreste Ven. Vist opgik der nogle bitre Tanker i min Sjæl, som jeg paa hin Dag faar høre igjen, hvis de ikke kunne aftvættes i Skjærsilden; men hvor megen Trøst fik jeg ikke igjen i de Ord, som til Svar bleve fremførte af den englelige Jomfru:
„Ej Moder! Men er det derpaa at undre, at den, som har lært en smuk Kunst, ikke gjerne vil maale med Tinstøbet! Lad ham arbejde i det, han har lært, og plag ham ikke til at være Gjestgiver!“
„Gud bedre mig, hvor I taler, Jomfru Johanna!“ svarede min Moder denne yndige Jomfru, som saa ganske havde talt ud af min Sjæl; „tænker I da, det er bedre bevendt med hans Skjæreri end med Øltapningen? Desuden, hvad Lykke kan han vel derudi bringe det til. Ja, det er en anden Sag, naar man er saadan en Mand som Eders Farbroder, den ærværdige Pater Schöffer.“
„Hvad man ikke er, kan man maaskee blive“, sagde den Kone, der havde fulgt med Jomfruen, og saaledes tog hun da ogsaa mit Parti. Men nu bankede det paa Gadedøren, og jeg maatte med tungt og forvirret Sind afsted. Et Par Gjester kom; Jomfru Johanna og Konen gik igjennem Stuen, fulgte ud af Moder. Jeg vovede at kaste mine Sjne paa hendes; sandt at sige, Dietrich, havde jeg forberedt mig dertil og til den Ende drukket en halv Pægl Vin, hvorudover jeg var ganske kurageret. Hun slog Øjet ned og nejede meget venlig. Endelig blev det Sengetid, og jeg tilbragte en Nat i den underligste Blanding af Angst, Glæde og Grublerier. Kanskee Du allerede begriber, hvad jeg besluttede. Med en Bøn til Gud og hans Hellige besluttede jeg mine Betragtninger, og næste Dag gik jeg betimelig til Pater Schöffer, for at tilbyde min Tjeneste som Svend. Det er en streng og alvorlig Mand, noget stolt, dersom jeg tør dømme min Næste. Han sparede hverken Nej eller Ja, men paalagde mig at levere en Prøve af mit Arbejde og udskjære en Side af en Bog. Dermed er jeg endnu beskjeftiget; thi jeg arbejder kun i Løndom derpaa og vil anvende al mulig Flid. Dersom det maatte lykkes mig at komme i Paterens Tjeneste!
Nu gaar just en Lejlighed til Straßburg. Du skal snart faa høre fra din hengive Ven og Tjener. Herren være med Dig!