Blodhevnen
Blodhevnen.
1.
Under Italias altid smilende Himmel henflød Silvias venlige Vaar. Datter af den mægtige Marchese Valdoni, en ungarsk Udlænding, der ved sit Guld og sine glimrende Egenskaber havde erhvervet sig Indfødsret og neapolitansk Adel, havde Silvia, Naturens herligste Skabning, Krav paa den mest glimrende Fremtid. Men tungt slog hendes Hjerte under Byrden af det prægtige, perlestukne Atlas i de stolte Sale. Hun, som med den blideste Følelse omfattede Alt, hvad der nærmede sig hende, som elskede alt Godt, alt Skjønt, — kunde ikke elske sin Fader. Dette var Pigens hemmelige Kummer. Valdoni var ingen god Mand; mørk, som den Fortid, der skjulte hans tidligere Liv, foldede sig den stolte Pande, og naar man skuede ind i de halvskjulte, flammende Øjne og betragtede den brede, maanedannede Underlæbe, vendte man gjerne med en modbydelig Ængstlighed sit Blik fra ham. Imidlertid var Marchesens Hus søgt og yndet af Alt, der ved Rang og Guld havde Krav paa at træde ind i Neapels glimrende Cirkler, og det fejlede ikke Valdoni paa Beundrere og Venner. Og naar de bugnende Spiseborde og de magnifike Banketter ikke kunde overvinde hos den ufordærvede Yngling eller hos den højtfølende Mand en uvillig Følelse for den mørke, vilde Besidder af alle disse Herligheder: saa behøvede kun Silvia at vise sig i de høje Gemakker, for med sit fortryllende Smil at hæve det hele tomme Spil af Guld og Pragtlyst til et Værd, som ingen Neapolitaner kunde modstaa. Men Silvia var ikke lykkelig. Opdragen i en meget ædel Familie paa Sicilien, blev hun pludselig i sit sextende Aar rykket ud fra alle sine simple Barneglæder — for at tjene den ærgjerrige Fader som det første Pragtstykke i hans Pallads.
Valdoni kom en Aften i et usædvanlig fortræffeligt Lune fra en stor Hofcirkel, og med stolt Værdighed berettede han den lyttende Silvia, at Kongen havde meget naadig betroet ham et glimrende Gesandtskab til Paris. „Og Du, min Datter“, sagde Marchesen, „Du har Valget imellem at glimre i Paris, som den høje Valdonis Datter, og ved din Ynde at forøge hans Glands, eller og at føre et stille, for den ensomme Pige sømmeligt Liv her i Neapel i de flere Maaneder, hvori jeg formodentlig bliver borte; et svært Valg! ikke sandt, min dejlige Silvia?“
Et inderligt, længe dulgt Ønske foer brændende igjennem Silvias Hjerte og udgød et højt Purpur over de skjønne Kinder. Med et frygtsomt Blik betragtede hun et Øjeblik forskende den haarde Mand, og da hun ingen Rynke blev var i det i Hofgunst svømmende Blik, vovede hun skjælvende at foreslaa endnu et Tredie. „Og dette er?“ spurgte Valdoni forundret. Sagte stammede hun sit Ønske frem, og en pludselig Bleghed forraadte hendes Angst for at mishage den stolte Fader. „Sicilien!“ — „Du er en Taabe! Nu vel, i Dag vil jeg ikke ved et Nej fordærve din Munterhed. Du vil maaskee desuden volde mig Bryderi paa Rejsen. Tilstaaet altsaa! Naar jeg er rejst, kan Du drage afsted til dine tossede blaa Bjerge og drikke Vand og Landluft den hele Sommer.“ Grædende af Længsel ilede hun op paa sine Værelser og greb drømmende Citharen, for at fremtrylle de forudfølte Henrykkelser, ved at gjentage de venlige sicilianske Canzoner. „O mit Sicilien! o mine elskede Venner! o min Serafina!“ Saaledes afbrød hun den rige Strengeklang og søgte sent Silkebolstrene.
2
Campanello, saaledes hed den sicilianske Familie, i hvis Skjød Silvia havde nydt sin Opdragelse. Denne Familie bestod af den gamle Giulio, hans fromme Kone og deres hulde Datter Serafina. En Dag modtog den vakre Landmand følgende korte Brev:
„Kjære Onkel! Efter to lange Aars Fraværelse vender din Emilia igjen tilbage til sit elskede Sicilien. Modtag hende med den gamle Kjærlighed, og lad hende i Eders landlige Lykke henleve nogle venlige Maaneder! Jeg kommer snart efter dette Brev i Eders Arme for atter at være Barn, atter at være lykkelig.“ — Silvia kommer! Silvia kommer! jublede det hele Hus. Navnet Emilia havde hun engang i Spøg antaget, og af dette Brev samt af Benævnelsen Onkel begreb man let, at Silvia ikke ønskede at fremtræde som den fornemme neapolitanske Donna, men som et Medlem af den simple Familie. Dette hendes Ønske lod sig saa meget lettere udføre, som Campanello havde forandret sin forrige Bopæl og først nylig havde nedsat sig i Manilladalen.
Jublende styrtede Silvia sig i sine gamle Venners Arme, og første Gang efter lang, lang Tids Forløb fandt hun, da hendes neapolitanske Ledsagere havde forladt Manilla, den tidligere, ublandede Glæde igjen. Serafina hang usigelig lykkelig om hendes Hals og kunde ikke blive træt af at fortælle om Sicilien og at spørge om Neapel. Saasnart Pigerne vare komne i ret inderlig Samtale, lød det gjensidige Spørgsmaal: „hvorledes staar det til med det lille Hjerte?“ Silvia, eller som vi nu ville kalde hende, Emilia, forsikrede, at siden hun havde glemt den lille krushaarede Angelo i Palermo, havde Ingen sat hendes Hjerte i den aller mindste Bevægelse. Serafina tilstod derimod sin Veninde, at hendes paa nogen Tid var foruroliget af en fremmed Citharspiller, der kaldte sig Vendetta, og som med sin herlige Stemme og det sværmeriske Øje maatte gjøre Indtryk paa enhver Pige. „Elsker han Dig, min søde Serafina?“ — „Jeg ved ikke, jeg tror det neppe“, sukkede Serafina og dulgte sit nydelige Ansigt ved Venindens Barm. — „Hvor bor han da? Seer Du ham ofte?“ — „Sjelden; kun naar han stundom bringer mig en Vise til min Cithar.“ — „Vi skulle fange ham, Søster; vi ville begge tage Information hos ham“, svarede Emilia spøgende og legede med Serafinas rige Lokker. I det samme klang en Akkord fra det nære Vinbjerg. Serafinas høje Rødme røbede, at det var ham. Pigerne satte sig lyttende ned under et Mandeltræ, og efter nogle Greb i Strengene lød i en dejlig Tenor omtrent følgende Sonet.
Skjønne, lyse Himmel, smelt min Kummer!
Dræb den bitre Slange i mit Bryst!
Væk mig til den høje Livets Lyst!
Dys min Sjæl i Glemsels Rosenslummer!
Ak, i Glædens Kvad min Sang forstummer;
Inden i mig er det koldt og tyst;
Jeg tilhører Plutos vilde Kyst;
Ingen Haabets Blomst mit Hjerte rummer.
Mørke Guddom! dine Flammepile
Vied mig min Skjæbne kold og bitter,
Og forbød mig tidlig alt at smile.
Først bag Gravens sorte, tætte Gitter
Venter jeg den længselfulde Hvile;
Led den trætte Yngling did, min Cither!
Over Serafinas Kinder rullede hede Taarer; men Emilia, skjønt meget bevæget ved de bløde Toner, smilede og sagde: „Jo, Serafina, han er sikkert forelsket, og i hvem Anden, end i Dig! Bi kun, vi skal snart see.“ Og uden at give sig Tid til at overveje, sprang hun ind efter et Instrument, slog et Par muntre Akkorder og sang:
Skjønne Yngling, stands din dybe Klage!
Hæv dit Blik mod Himlens Ætherglands!
Pluk af Haabets Grønt en liflig Krands!
Pryd med Glædens Roser dine Dage!
Sku dog ikke mere mørk tilbage!
Fremad opgaar Livet for din Sands;
Træd med Sanggudinderne i Dans,
Og i Kamp med Skjæbnen frit Du drage!
Yngling! her en fremmed Røst Dig toner;
Cypris sender Dig sit Bud og smiler
Med de himmelhulde Myrthekroner;
Amors Pile i det Fjerne iler;
Frygt ej! han med Livet Dig forsoner;
Snart Du i hans Rosentempel hviler.
Under denne Sang var den frygtsomme Serafina vingesnar forsvunden, uden at Emilia mærkede det. Først ved den sidste Linje følte den overgivne Veninde sin Uforsigtighed og rejste sig ilsom for at følge Serafina. Ak, da stod lige foran hende, med Citharen i Haanden, en underskjøn ung Mand, og hans flammende, rørte Øje naglede hende til Jorden. Ængstlig slog hun sit Blik op. Det mødte hans, og et uvilkaarligt „Ak!“ strømmede paa engang over begges Læber. Ynglingen tabte sig taus i Beskuelsen af den i sin Forlegenhed uendelig fortryllende Mø. Han forfulgte hende ikke med et Skridt, da hun endelig ilsomt fløj hen imellem Buskene, indtil hun aandeløs og højt grædende af Skamfuldhed og Bevægelse kastede sig i sin forstemte Serafinas Arme. Men den aarle Morgen fandt endnu den drømmende Yngling under Mandeltræet.
3.
Campanello havde foranstaltet en landlig Fest til Ære for sin hjemkomne Søsterdatter; thi under denne Benævnelse vilde Silvia henleve den lykkelige Sommer. Uden at kjende noget til Pigernes Eventyr indbød han ogsaa den fremmede Sanger til Festen. Allerede var Selskabet samlet under de høje Palmer, allerede var en almindelig Munterhed udbredt i den hele Kreds, hvis Midte stedse den skjønne Emilia indtog, hvorhen hun ogsaa satte sig. Da lød bag en Busk en sagte Tonerække, og med glødende Kinder og højt bølgende Barm heftede Emilia Øjet mod Jorden; thi disse mageløse Silketoner kunde kun tilhøre den fremmede Ynglings Cithar. Serafina saa sin Venindes Bevægelse, og med et smerteligt Suk undertrykte den beskedne Pige fra nu af sit Kjærlighedshaab. Da traadte Vendetta med sit dybe Alvor ind i Kredsen og hilsede let, indtil han blev staaende forvirret foran Emilia. „Dette seer jo ud som et gammelt Bekjendtskab!“ afbrød den gamle Campanello smilende den almindelige, forlegne Taushed. „Kun Troubadourens med sin Musa!“ svarede Vendetta paa engang opflammet. Og nu sang og spillede og fortalte han saa let og venligt og saa underholdende, at Emilia snart glemte den første Forlegenhed, ja vel endog tiltrukken af Tonernes Magt, fast heftede det skjønne Øje paa Sangerens Læber. Han bemærkede det forvirret, og hans Stemme forandredes. Serafina sneg sig bort i en fraliggende Allee og viskede en uvilkaarlig Taare bort; derpaa satte hun sig eftertænksom hen paa en Bænk og plukkede taus Bladene af en nedhængende Jasminblomst. Længe havde hun siddet saaledes, da hun i den frembrydende Aftens Skygger blev sin Veninde var, der langsomt svævede hen igjennem en dunkel Sidegang. Alvorlig blev Emilia staaende foran et Bassin og strøg sig over Panden med den skjønne Haand, som vilde hun bortstryge en overraskende Tanke. Da kom Vendetta dybsindig, mørk, fra den modsatte Side; hans Blik stirrede op imod de lette Aftenskyer, og et dybt Suk steg fra hans Bryst. Pludselig blev han Emilia var, kun et Par Skridt fra hende. „O Emilia!“ raabte han uvilkaarlig, og forskrækket slog Pigen sit Øje imod hans. „Emilia!“ gjentog han sagte og strakte sin Haand ud imod hende. Men Pigen vendte sig halv fra ham, gav ham langsomt Haanden og stirrede taus ned for sig. „Lev vel, Emilia!“ hviskede Sangeren, og trykkede heftig hendes Haand tæt til sig. „Forlader De os?“ stammede hun endelig, idet hun sagte trak sig bort fra ham. „Ja Signora! Mørket flyr evig for Lyset; lev vel, skjønne Emilia, lev lykkelig’“ — Og inden et Øjeblik var han borte. Forundret og smertelig stirrede Emilia efter den bortilende, og gik derpaa med en ængstlig Ilsomhed op ad imod Huset. Serafina, der med megen Bevægelse havde været Vidne til denne hele Scene, traadte sin Veninde imøde og sluttede hende i sine Arme. „O Serafina, Du ved ikke, hvor besynderlig jeg føler mig i Aften.“ — „Jo“, hviskede Veninden med et vemodigt Smil, „jeg ved det vel, min elskede Emilia; jeg har seet og hørt Alt. Kom, kom, man savner os; i Aften, naar vi blive alene, ville vi græde sammen.“
Vendetta havde imidlertid taget Afsked med Selskabet, og da Pigerne ubemærket traadte ind i Værelserne, fandt de Alle beskjæftigede med den underlige fremmede Sanger. Flere af Selskabet vilde have seet ham for nogle Aar siden, snart i Venezia, snart i Milano, snart paa Sardinia. Man holdt for, at en hemmelig Forbrydelse hvilede over den unge Mands Sjæl; Nogle frygtede endog, at han var en Bandit eller en bortrømt Forbryder. Alle disse Formodninger, der ene grundede sig paa Menneskets dybe Alvor og tause Tilbageholdenhed, smertede inderligen de to hulde Piger, men de vovede ikke at tilføje et Ord til hans Forsvar. „Er da den Ulykkelige altid en Forbryder?“ sagde endelig Emilia med en uvillig Stemme. „Den, der med mørk Pande flyr og dog søger Menneskene, uden Hjem, uden at hefte sig til Noget — han er i det mindste mistænkelig“, svarede en af Gjæsterne. „Og saasnart I have en ubelyst Plet i et Menneskes Liv, saa male I altid paa den mørke Grund alle de Slanger, der gjøgle for Eders Indbildning!“ udbrød Emilia med Heftighed, og en tung Taare svulmede i det store Øje. „Signora tager Sangerens Parti med Varme“, smilede en af Selskabet; „hans rørende Toner have vakt ham en Deltagelse, der vist ikke er ham fremmed.“ Emilia taug.
4.
Serasina havde i et Par Aar havt en svag Helbred; ofte led hun meget. Lægerne, der havde forsøgt forskjellige Midler, raadede nu til Rejse og Bevægelse, og Silvia, som saa gjerne ved sin Overflod vilde glæde og gavne den elskværdige, ikke formuende Familie, indbød til en Rejse igjennem Øens skjønneste Egne. Campanellos Hustro besluttede at blive tilbage ved Landhusholdningen, og den Gamle steg i Vognen med sine to elskværdige Piger. Efter adskillige behagelige Dagsrejser standsede de ved Ætnas Fod, og imedens endnu Nattens tynde Kappe omflagrede Naturens yndigste Have, vandrede de Rejsende med sin Conduttore op ad det berømte Bjerg, fulde af Anelser om det beundringsværdige Skuspil, der ventede dem. Allerede vare de komne igjennem Ætnas skovrige Strækninger, allerede havde de betraadt den stejlere, vanskeligere Vej; Udsigten blev stedse herligere. De stode paa en høj Klippetinde; Stjernerne gjennemfunklede med en ubeskrivelig Glands den tynde Æther, og et højtidsfuldt Stille omgav dem. Endnu laa nedenfor dem det dæmrende Landskab, ligesom drømmende, i ubestemte Omrids; Furuskovene saa endnu ud som fjerne, uendelige Afgrunde. Da slukkedes den ene Stjerne efter den anden, da brandt Solens Morgenrøde paa Fjeldets Toppe, og da flammede den uhyre Lyskugle tæt over det mørkeblaa, spejlklare Hav. Højt over dem dampede Ætna sine evige Skyer, som i tusinde Folder langsomt væltede sig ned imod den tættere Luft, hvor de sagte fløde ud i det Fjerne. Skovene traadte frem med sine grønne Toppe, og som et Landkart laa hele Sicilien udbredt for det forbausede Blik. Hver Flod, hver Landsby, hvert Vinbjerg laa i formindsket Maal for dem, og ingen Grændse standsede det umættelige Øjes vide Kreds. Langsomt vendte de fortryllede Rejsende det endelig udmattede Blik fra dette store Skuspil, og trykkede hverandres Haand. Se, da stod ikke langt borte fra dem, med fravendt Aasyn, den fremmede Sanger. Serafina blev ham først var og raabte: „Vendetta!“ Han vendte sig, og overrasket traadte han hen imod dem. „Er det muligt! Hvilken venlig Genius bringer mig atter til Dem?“ raabte han, og styrtede hen imod dem med udstrakte Hænder. „Og her, her“, vedblev den begejstrede Sanger, „her, hvor al Jordens Elendighed ligger dybt under os, her ved Himmelens Port, i Himmelen — samles vi!“ Hans Begejstring greb dem Alle. Campanello førte sin Datter ved Armen, og Emilia rakte Vendetta sin. Ingen forlegen, ængstlig Pause forstemte den høje Harmoni; o, i sine højeste Øjeblik er Menneskesjælen fri for Støvets Baand! Fortrolig, kjærlig slog Emilia sit hulde Øje op paa den skjønne Ledsager, og i salig Forglemmelse drog han hende tæt til sit Hjerte.
Den højt stegne Sol mindede Vandrerne om at hvile, og paa en venlig Grønning udbredte Serafina smilende en Serviet og tømte den medbragte Kurv. Fortrolig i den fortrolige Natur, satte Campanello sig ved Sangerens Side og iskjænkede den skummende Siculerdrue. De drak alle fire af et Glas, og Ingen følte sig fremmed i den lille oprømte Kreds. Nu greb Serafina Sangerens Lyre og rakte ham den med et venligt Nik. Længe svævede hans Haand over de klingende Strenge; han sang ikke dertil, men hans venlige Toner beskreve som et malende Digt de mægtige Syner, der opgik for deres Blik. Da klang de igjen som et underligt Fe-Eventyr, halv fattelige for det anende Hjerte, — og det var, som om han, lig den herlige sulmenensiske Skald, gav de blaa Bjerge og de rislende Bække og de vuggende Skyer Liv og Aand. Underlige Følelser gjennemstrømmede Tilhørernes Barm, og Emilia lænede forglemmende sit Hoved imod hans Skulder. Da glede efterhaanden de fremmede Toner over i en smertelig gribende Adagio; over den gamle Campanellos Kinder trillede et Par Taarer. Saaledes røres vi ved at høre en dejlig Røst fremsige et Digt i et fremmed Sprog, hvoraf vi ej engang forstaa et Ord. Men de unge Møer forstode inderligen de betydende Toner, og Emilia støttede det blegnende Hoved paa sin Arm.
Man brød op for at nærme sig det frygtelige Krater. Med Gysen betragtede de Rejsende det rædsomme Svælg, hvorfra Cyclopernes Hammerslag evig lyde. Nødig tiltraadte de igjen Nedgangen. „Emilia!“ sagde Vendetta med et flammende Øjekast; „førend vi træde ned paa den snævre Jord, drik et Glas Vin med mig!“ Emilia smilede smerteligt, og da den Gamle ved den mødende Skov standsede, og Serafina fremtog den funklende Karaffel, drak Emilia det halve Glas, og rakte det derpaa til sin Ledsager. Hans Læbe søgte det Sted, hvor hendes havde berørt Randen, og med et inderligt Øjekast til Pigen tømte han det. I samme Øjeblik udstødte Serafina et Skrig; den Gamle var, ved et uforsigtigt Trin, styrtet ned ad en steil Brink. Lynsnar stod Vendetta ved hans Side og havde allerede taget ham op i de stærke Arme, inden de dødeligt forskrækkede Piger endnu havde faaet sin Bevidsthed tilbage. Campanellos Fald var virkelig farligt; hans Hoved og ene Arm vare meget beskadigede. Paa Serafinas svage Nerver gjorde dette Uheld et stærkt Indtryk. Med Vanskelighed naaede hun ved Emilias Arm Bjergets Fod, imedens Vejviseren og Vendetta bragte den gamle Campanello varsomt og langsomt ned. Strax paa den første Slette kom de til en venlig Capanna, hvorhen de bragte den Syge. To Senge bleve redte; Campanello, hvem en dødelig Mathed havde betaget, blev bragt til Hvile paa den ene, og den af Angst og Smerte overvældede Serafina paa den anden. Emilia og Vendetta gik som hjelpende Genier imellem begge. Men hvor forundret og glad blev Emilia, da Sangeren med Rolighed fremtog et Instrument, hvormed han aarelod den Gamle, og et kjølende Pulver for Serafina, — da han med en Læges rolige Kunst forbandt hin og erklærede ham uden Fare, og foreskrev for denne en let Suppe. Enhver ny Egenskab hos den Elskede laaner fra sin Besidder den Fuldkommenhedsglands, hvormed den igjen bestraaler ham. Emilia følte en uforklarlig Stolthed over Vendettas Færdighed, og med ængstlig Nøjagtighed adlød hun enhver liden Forskrift, han gav. Natten og følgende Dag var Serafina meget mat, og hos den Gamle ytrede sig en Saarfeber. Hvor hastigt henfløj Timerne for de ved Skjæbnens Bud atter samlede Elskede! Stedse blev den tause Fortrolighed inderligere, og Samtalen, fordi den maatte føres hviskende, stedse varmere. Atter indbrød Natten. Ved den stille Lampe sad, i en Krog af Stuen, Emilia strikkende, og lige over for hende Vendetta, fordybet i at betragte den dejlige Jomfru. Pigen mærkede det forlegen og søgte en Samtale. „Det var vor lykkelige Stjerne, der bragte os Dem imøde, kjære Vendetta. Hvor Meget, Meget skylde vi Dem! Aldrig skal vi glemme Dem.“ — „Glemme? O, Emilia, hvorfor rinder Glemselsfloden kun i Underverdenens stille Dale! Jeg vilde give Alt for at eje en eneste Draabe af dens salige Væld!“ — „Vilde De gjerne glemme mig — os?“ — „Dig, Dig, Emilia? o ja, ogsaa det. Den ulykkelige Vendetta har jo Intet uden Smerte at erindre, og selv disse salige Dage, selv dit Billede, ædle Pige, vækker kun Jammer i min Sjæl!“ — Ved disse Ord styrtede Taarerne over hans blege Kinder, og han støttede sig imod Væggen. Men Emilia lagde sin Arm om hans Hals og drog ham venlig ned paa en Stol. „Vendetta! De forstaar at læge Andre, men De er selv dødelig syg. O, Vendetta! Maaskee blev det bedre, maaskee godt med Dem, hvis De havde en tro Barm, der kunde dele Deres Kummer. Kjære — elskede Ven! Kan De, tør De, saa betro mig Deres Smerte! Jeg er i dette Øjeblik alt for bevæget til at kunne dølge Dem, at jeg tager en Del i Deres Kummer, som jeg endnu aldrig har taget i noget Menneskes; ja, Vendetta, jeg elsker Dem af mit hele, hele Hjerte. Jeg ved, at jeg aldrig kan blive Deres; min Stand, som De hidtil ikke har kjendt, har for længst kastet min Lod; — derfor har jeg Mod til at sige Dem, hvor inderlig kjær De er mig. Og nu, Vendetta, nu beder den elskende Pige Dem: bryd den dræbende Taushed, udøs Deres Kummer i min Sjæl!“ — Hun var meget bevæget; neppe vidste hun hvad hun havde sagt — men Ynglingen laa hulkende for hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skjød. — „O, Emilia“, sagde han endelig og rejste det forklarede Aasyn i Vejret, „skulle da Roser fremspire i den vilde Ørken, Glæder i mit Hjerte ? Emilia, elskede Du mig højt nok til engang at hvile dit Hjerte ved mit, naar jeg rakte Dig en blodig Haand for Alteret? Din Stand Pige, skulde da være hvilken den vilde; ingen Neapolitaner udspringer fra en ædlere Æt end jeg; var Du end en Fyrstedatter, din Fader vilde ej negte mig din Haand.“ — Forfærdet rejste Emilia sig i Vejret ved disse heftigen udtalte, uforstaaelige Ord. Blodig, blodig! lød det med rædsomme Toner uophørligt i hendes Sjæl, og hun kunde ikke frembringe et Ord. „Jeg seer, hvad der foregaar i din Sjæl, Pige“, sagde derpaa Vendetta; „men mig gjennemflyder smilende et sagte, saligt Haab. Lad mig et Øjeblik gaa ud i det Frie; jeg vil derpaa betro Dig min Skjæbne. Kun Et først; frygt ikke, at Du har en Forbryder for Dig; intet Blod besmitter endnu min Haand; om den skal bades deri, da hersker Skjæbnen, og jeg staar uskyldig.“
5.
Et ængstligt Kvarteer var henrundet, imedens Vendetta, var ude. Emilia havde imidlertid seet til sine Syge, der efter et Øjebliks Opvaagnen atter laa i en stille, tryg Slummer. Venlig kom Sangeren tilbage, satte sig ned ved Emilias Side — og begyndte saaledes:
„Min Fortælling vil forekomme Dem som et underligt Eventyr; men, desværre, den er kun alt for sand. Jeg maa da først føre Dem hen til det mægtige Rige, Iran i Persien. Der hersker nu Schahen Fath-Ali, Sønnesøn af Fedhel, sin Tids mægtigste Drot i Vest-Asia. Fedhel havde to Sønner, hvoraf Fath-Alis Fader var den yngste, og Ali-Riza den ældste og Tron-Arving. Ali-Riza var paa en Rejse bleven Christen — og søgte hemmelig at udbrede Christendommen iblandt Teherans Indvaanere. Hans grusomme Broder, der længtes efter den tunge Krone, opdagede hans Bestræbelser, samlede Parti imod ham, og da Faderen døde, opstod en Borgerkrig imellem begge Brødre. Den endte sig ulykkelig for Ali; slagen samlede han Resten af sine Rigdomme og Tropper — for i Ispahan, hvor hans Hustro og to Sønner opholdt sig, at modsætte sig den mægtige Fiende. Ved sin Ankomst fandt han Ispahan i Oprør; Broderen havde ladet hans Kone og ældste Søn myrde, og kun et Tilfælde sparede Sadis Liv, saa hed den yngste. Rasende Hevn og nagende Smerte maa have betaget den ulykkelige Mand; men afmægtig til Modstand, maatte han redde sit og sin Søns Liv ved Flugt. Belæsset med Juveler flygtede han da en Nat med en eneste tro Slave og med sin niaarige Søn fra Persien, for i Europa, som Privatmand, i Skjul at henleve sine sidste Dage. Efter mange Møjsommeligheder naaede han Middelhavets Kyster og besteg, efterfulgt af Snigmordere, det første Skib, der laa færdigt til Afrejse. Det bragte ham til Taranto. Neppe havde han været her nogle Dage, førend han blev kjendt af en persisk Rejsende, som opholdt sig der. Da flygtede han ind imellem de appenninske Bjerge, kjæmpende med Fortvivlelse. I en ensom Skovhytte udkastede han Planen for sit øvrige Liv. Han afsendte sin Slave med Brev og Kostbarheder til det neapolitanske Hof — og udbad sig Beskyttelse og Borgerret. Indtil han havde erholdt Løfte herom, ansaa han det farligt for den med Sproget og Sæderne kun halv bekjendte Asiater at forlade den temmelig trygge Ensomhed. Imidlertid nærmede sig den regnfulde Vinter; den afkræftede Mand blev syg, og de fattige Carbonari, hos hvem han boede, havde Intet at styrke ham med. Slaven blev imidlertid borte. Ali blev urolig; fuldkommen overbevist om Slavens Troskab, blev der ham ingen Tvivl tilovers om, at Mennesket var forulykket — og han besluttede nu, saa svag han var, at rejse med Sadi til Neapel. Men det er Tid at sige Dem, at jeg er denne Sadi. I de Maaneder, vi havde opholdt os i Italien, havde jeg med temmelig Færdighed lært at udtrykke mig i det italienske Sprog, og det blev os saaledes meget let at komme frem. Ulykkeligvis havde min Fader ikke flere europæiske Penge og solgte nu i en Landsby en kostbar Ædelsten. En Udlænding, der var tilstede hos Juveleren, blev højlig opmærksom og søgte at trænge sig til min Faders Bekjendtskab. Denne undveg ham og ilede i den sene Nat afsted med mig tilfods, som sædvanlig, for at vække saa liden Opsigt som muligt. Midt i en Skov forlode Kræfterne den af Sorg og Anstrengelse udmattede Mand. En ensom Skovhytte tilbød os Fristed, og da der ingen Beboere fandtes, lod min Fader mig tænde et Baal paa Arnestedet, og lagde sig paa en Bænk. Jeg løste hans rige Belte, fortærede min Aftensmad og sov rolig ind i en mørk Krog af Hytten, imedens han forrettede sin fromme Bøn. Det var Midnat, da jeg vaagnede ved et heftigt Skrig. Forfærdet saa jeg ved den halv udslukte Ild, at min Fader svømmede i Blod, og at en Fremmed, den jeg havde seet i Juveleerboden, stod foran ham med den rygende Dolk. Mine Sandser maa have forladt mig; thi da jeg bævende traadte frem, var min døende Fader alene. „Søn!“ sagde han; „din Fader er myrdet. Inden en Time staar Du faderløs i Verden, uden Navn, uden Rigdomme. Til det evige Forsyn overlader jeg Dig, men til Dig overlader jeg at hevne min Død. Bevar i Stilhed din Herkomst, om Skjæbnen fører Dig til gode Mennesker. Men lov mig, at Du engang naar Du som Mand træffer den nedrige Morder, der har berøvet Dig dine Skatte og Hjemmelen for din Herkomst, vil hevne min Død! Sværg ved din Faders Vunde!“ Han lagde min Finger til det strømmende Blod, og hulkende svor jeg at leve for at hevne min elskede Fader, der endnu i Døden tilraabte mig: „Dit Navn være fra nu af Vendetta, det er Hevn“.
Vendetta tilhyllede sit Ansigt; men Emilia hviskede blidt: „Kjære Ven! Deres Fortælling har rystet og forbauset mig. Men hvorfor hænger De fortvivlet ved denne grusomme Erindring? Deres Fader hviler forlængst under den stille Græstorv. De vil aldrig kunne opdage hans Morder; hvorfor da indvie Deres Liv til en tom Drøm, der er saa skrækkelig? Kan De ikke bevise Deres Herkomst, saa lev for det skjønne Sangerkald, hvortil Skjæbnen har viet Dem. Deres Faders Hevnlyst er forlængst slukket, og De vil aldrig finde den nedrige Morder“. — „Mener De, Emilia? Tror De da, at Skurken, efter at være kommen i Besiddelse af en i Europa uhyre Formue, lever i Skjul? Og desuden“ — han fremtog en gylden Æske — „jeg vil ikke saare Deres Blik ved at oplukke denne Æske; men her ligge Morderens tre Fingre og hans Øre, som min Fader i Forsvarskampen afhug med denne Dolk“. Han fremtog en tyrkisk Dolk, kyssede Grebet og saa imod Himmelen.
Men en dødelig Afmagt styrtede Emilia ned til Jorden; thi hendes Fader — havde mistet tre Fingre og det ene Øre!
Det var umuligt at beskrive den skrækkelige Tilstand, hvori Emilia, ved den omhyggelige Vendettas Bestræbelser, atter vaagnede. Hun hensank i en mørk, forstenende Taushed, som han ikke kunde forklare sig. Hun skyede hans Øjekast; hun bævede, naar han talede; hun vendte sig gysende fra ham, naar han greb hendes Haand. Iblandt de hvirvlende Tanker, der gjennemkrydsede Pigen, var ogsaa den, at maaskee hun kunde bringe en Forsoning tilveje. At hendes Fader, paa hvem hun ikke uden den pinligste Afsky kunde tænke, maatte samtykke i — ved hendes Haand at kjøbe sit Liv og sin Ære, derpaa var ej at tvivle; men Vendetta — turde han — vilde han — kunde han modtage hendes Haand, Datteren af hans Faders Snigmorder, som Godtgjørelse for den Myrdedes Blod? Dertil kjendte hun allerede for vel den ædle Ulykkelige, og fortvivlet vred hun sine Hænder.
Ved Morgenbrud var Serafina vaagen og befandt sig vel. Ogsaa den gamle Campanello var, paa nogen Mathed nær, frisk. Sygere end Nogen af dem var den arme Emilia; men hun dulgte, med al Kraftanstrengelse, den uendelige Smerte, der betog hendes Bryst, og smilede. Vendetta kunde ikke udholde det ham uforklarlige, næsten fiendtlige Forhold til den elskede Pige; og da han i dette, som i sit hele Liv, saa sin tunge Skjæbnes Spor, besluttede han at forlade, endnu samme Dag, den ham saa dyrebare Kreds.
6.
I Manilladalen var det stille og sørgeligt. Emilia havde allerede for nogle Uger siden forladt den værdige Familie. Den Gamle gik endnu ved Krykke omkring paa sine Marker, og Serafina var meget svag. Imidlertid, hvor den huslige Fred bor, kan i den simple Landmands Bo ikke Lykken ganske udflytte. Anderledes var det i det glimrende Neapel for den ulykkelige Silvia. Saasnart hun paa den hjemvendte Faders Bud var ilet fra sit skjønne Sicilia, modtog hende med den kolde, stive Pragt hendes stolte Fader. Hvilket Gjensyn for den ømme Pige! Aldrig uden blegnende og med usigelig Sjæleangst blev hun ham var. Hans kvæstede Øre og Haand indgød hende paa engang de stridigste Følelser. Han, som mindst anede den skrækkelige Oplysning, hans Datter havde faaet om Kilden til den Glands, hvori han svømmede, havde besluttet ved en vis faderlig, nedladende Stolthed at gjøre godt igjen, hvad den landlige Simpelhed havde fordærvet hos hans Livshaab, den dejlige Datter. En Greve af Huset Broghio, en ung, indtagende Mand, følte dybt Silvias Fuldkommenheder og anholdt om hende. Stolt af denne Forbindelse, gav Faderen strax sit Samtykke og erklærede Silvia, at hun var Prindsens Brud. Med kold, næsten foragtelig Fasthed gav hun i dennes Nærværelse sit Afslag, og den rasende Faders truende Blik havde nu ingen Magt over hende. Efter en heftig Samtale under fire Øjne, hvori Marchesen lynende sagde hende, at han var noksom underrettet om det Indtryk, en fremmed, omløbende Sanger havde gjort paa hendes Hjerte, og hvori Silvia næsten havde forraadt, at hun vidste hans afskyelige Hemmelighed, sendte han hende under en Kammerfrøkens Bevogtning til en afsides Villa. Gjerne adlød den ulykkelige Datter, og i det ensomme Landliv udgjorde Citharen hendes eneste Trøst. En Aften sad hun i mørke Drømme under de høstlige Trær. Da rullede en let Jagtvogn hen ad Landevejen; det var Marchesen, der uden Ledsager langsomt drejede ind ad Alleen. Med Bæven modtog Datteren ham. „Har min Silvia et Glas Vin at beværte mig med — og en Seng?“ spurgte spøgende Marchesen med usædvanlig Blidhed. Taus førte Silvia ham ind i Stuen og frembar det Forlangte. Valdoni syntes bevæget ved Synet af den blege, dejlige Pige. At han havde et haardt Faderbud at fremføre, kunde Silvia gjette af det urolige Blik, hvormed han af og til betragtede hende. Imod Sædvane tømte han et Par Flasker Vin, og, som om han behøvede et Rus for at finde de haarde Ord, erklærede han hende endelig med bydende Tone, at næste Morgen skulde hun følge ham til Staden — for ved Hoffet at præsenteres som Prindsens Brud. Som frygtede han for et skrækkeligt Svar, rejste han sig fra Bordet og vaklede ind i det lille Sideværelse, Silvias Sovekammer, som hun havde beredt for Faderen. Neppe var Pigen alene, neppe havde hun under en Taarestrøm kastet sig hen paa Sofaen, førend et Bud bragte følgende Brev:
„Elskede Emilia! Naar De imorgen modtager disse Linjer, har Nemesis allerede udført sit mørke Kald; Deres Fader er ikke mere. De behøver ingen Opløsning; den Afmagt, som overfaldt Dem hin rædsomme Nat, har sagt mig, at De i Deres Fader erkjendte Gjenstanden for den ulykkelige Sadis retfærdige Hevn. O, Du første iblandt Kvinder! Naar Du modtager dette, har Du ingen Fader, og den, der elsker Dig højest paa Jorden, har gjennemboret hans Bryst. Jeg maatte, Emilia, jeg maatte. Forgjæves vilde jeg bedrage mig selv; min Faders blodige Skygge æskede mig til at holde min dyre Ed. Lev vel, Emilia! Forband mig ikke! Jeg er mere ulykkelig end Du. Valdoni rejser iaften til sin ensomme Villa; der maa han ende sit Liv, og imorgen har den ulykkelige Vendetta, der da har opfyldt sin sørgelige Bestemmelse paa Jorden, Intet, Intet tilbage. Emilia, forband mig ikke; jeg maa!“
Ubevægelig sad Silvia der — med Brevet i den isnende Haand; hun vilde raabe, men ingen Tone kunde trænge sig over hendes Læber; hun vilde rejse sig, men hendes Ben vare ubevægelige. Da gik Døren sagte op. Indhyllet i en sort Kappe traadte den dødblege Vendetta ind i Værelset — og blev forstenet staaende, da han fandt Silvia for sig. Ubeskrivelige Scene! Ledet, midt i sin Forfærdelse, af kvindeligt Instinkt, rev Pigen sit Klædebond tilside, og blottende den bølgende Barm, hvorover de løste Lokker strømmede, kastede hun sig for Vendettas Fødder, greb hans Haand, lagde den op imod sit Hjerte og raabte under fremstyrtende Taarer: „Vendetta! Ogsaa her flyder hans Blod; stød velgjørende din Dolk under mit Bryst, og Du har indfriet din Ed; eller her, tag den stolte Signora i dine Arme og lad hende betale Dig den Ulykkeliges Liv! Her Vendetta! her til dette Hjerte, din Arm eller din Dolk!“
Vendetta stod forbauset. Hevnens Flammer hendøde i Lidenskab for den elskede Pige, hvis ubedækkede Yndigheder under Smertens Kamp i dette Øjeblik gjorde hende næsten uimodstaaelig. Pludselig vild, stødte han hende fra sig. „Skjønne Slange! Du vil ved mine Sandser kogle Ømhed i Hevnerens Hjerte. Bort fra mig, hulde forførende Billede! Der, der slumrer han! O min Faders Skygge; se, din Søn er Dig tro!“ — Og med blinkende Dolk ilede han hen imod den lukkede Dør. Da rejste sig, som Løvinden, der værger sine Unger, den ædle Silvia; rask vristede hun ham Dolken af Haanden og stødte den med Fortvivlelsens hele Styrke indtil Skjæftet i hans Bryst. Vendetta sank rallende om, men med et venligt Smil. Scenen var forandret; over den blødende Sanger kastede Silvia sig højt grædende, og han hviskede med stønnende Røst, idet han tæt sluttede hende i sin Favn og overgød hende med det hede Blod: „Tak, tak du Elskede! Saaledes er det bedre! saaledes er det godt!“ Og han søgte hendes Læber og aandede sit sidste Suk i hendes Favn.
Under denne skrækkelige Scene var den Gamle vaagnet; med stirrende Blik stod han forfærdet og maalløs i Døren. Langsomt rejste Silvia sig med sin sidste Kraft fra den Dødes Side og kastede et vildt Blik paa Faderen. „Ulykkelige! Er dette Offer af barnlig Pligt Dem nok? Her ligger den af Dem myrdede Alis ulykkelige Søn, min Elskede, død for min Haand, da han vilde hevne sin Fader paa — paa en skjændig Snigmorder! Lad mig have seet Dem sidste Gang! De har været min Fader; jeg nævner Dem ikke mere med dette Navn. Ved dette Blod har jeg løst min Forbindtlighed til Dem. Bring mig imorgen til Sicilien, og vil De opfylde en Bøn, saa giv denne en Christengrav og læs Sjælemesser for hans Ro“. Hun kastede sig atter ned ved den Dødes Side og hensank i Afmagt. Den gjennembævede, tilintetgjorte Gamle tumlede sandsesløs om paa Gulvet.
Endnu skal Silvia leve og sørge i et stille Kloster paa Sicilien, ved Siden af den sørgende Serafina. Marchesen levede nogle Aar et glædeløst Liv; en Morgen fandt man ham kvalt i sit Tørklæde.