Blandt de Norske i Amerika
Blandt de Norske i Amerika.
I.
En lummerhed Dag sidste Sommer befandt jeg mig ved Michigansøens Bred nær Chicago. Det var den berømte Verdensudstilling jeg besøgte. Jeg vandrede henved den brede Vei, som var anlagt langs Søbredden udenfor Udstillingsbygningerne, og saa udover Havet. „Havet,“ siger jeg. Ja, du kunde gjerne indbilde dig, at det var Havet du saa; thi Søen og Luften smeltede sammen ude i Horisonten, akkurat som paa Verdenshavet. Og vilde du følge en af huslignende Dampskibe, som iler afsted henover Søen, drevne af sine vældige Dampmaskiner, vilde du paa Søens Midtpunkt ikke kunne se Land paa nogen Kant og ganske kunne indbilde Dig, at du var paa Verdenshavet. Maaske vil du ved Michigansøens Bred føle dig fremmed og forladt og længes hjemover det brede Hav. Ja, jeg har sjelden følt saamegen Hjemvee og idethele følt mig saaledes hensat i det Fjerne som under mit Besøg i Amerika, og ikke mindst i Chicago. Alt var saa fremmed, en hel ny Verden traadte dig imøde — en Verden, der savner den historiske Baggrund og det brogede ved Folkelivet, som mangen Gang gjør en Reise i fjerne Egne paa det gamle Kontinent saa afvexlende og tiltrækkende.
Kom og gjør en Rundtur med mig paa Udstillingen, og du vil give mig Ret i denne min Paastand. Se paa Folketypen og Klædedragten, hvor vi gaar, og du skal finde væsentlig de samme Træk, Yankeetypen mere eller mindre fremtrædende. Den høie, slanke, noget foroverbøiede Figur, det magre Ansigt og de af Solen noget barkede Træk — de samme Moder, det samme Snit paa Dragten — disse samme Træk vil du finde igjen, hvor vi gaar i dette myldrende Menneskehav, som Udstillingen rummer. Vi træffer det samme overalt i Industripaladset, i Maskinhallen, i Kunstslottet — rundt om i den rummelige Park, paa den elektriske Bane, som i Høide med Hustagene fører de Besøgende omkring i Udstillingen, ligesaavel som i de elektriske Dampbaade, som piler afsted gjennem Parkens Kanaler og Søer. Du spørger maaske: men de Norske da, ser vi ingen Norske? Jo, det kan godt være, men ogsaa de har faaet det samme Præg. Ogsaa de ere blevne Amerikanere i Klædedragt og Holdning. Skjægfaconen hos Mændene og Maaden at sætte op Haaret paa hos Kvinderne er fuldstændig i Stilen. Se hin unge Dame i den blaa „jacketdress.“ Skulde du ane, at det var en norsk Farmerdatter, hvis Moder kanske bar telemarkisk Nationaldragt i sin Tid? Eller den Gruppe derborte ved Wisconsins Særudstilling. Havde jeg ikke vidst paa Forhaand, at det var Norske, skulde jeg aldrig have gjættet det. Eller se paa hint Par derborte! De taler Engelsk sammen. Nu slutter en Tredje sig til Selskabet, og du overraskes ved at høre den amerikanske Dame paa uforfalsket norsk Bygdemaal sige: „No æ vel han Far atkømmi?“ Er det muligt? siger du. Kan hin „fjonge“ Dame, som taler saa Engelsk, være en slet og ret norsk Bondedatter? Ja, har været, eller hendes Forældre har været norske Bønder. Se her du da et Tilfælde, som er nok saa illustrerende. Vedkommende er amerikansk „Miss“ og norsk Bondedatter paa en Gang. Det vil sige, hun har faaet en ganske god amerikansk Opdragelse og har med Iver tilegnet sig den amerikanske Tone, Sproget og Klædedragten. Men det Norske har ikke fulgt efter. Hun repræsenterer to Kulturstandpunkter, som ikke vil ret smelte sammen. Og det Amerikanske har omtrent seiret og vil komme til at seire fuldstændig. Hun taler norsk blot for sine gamle Forældres Skyld. Og af dem har hun aldrig hørt andet end Bygdemaal. Med sine Veninder og paa Gaden taler hun kun engelsk. Naar Forældrene engang er døde og borte, har hun glemt norsk. Hvorfor skulde hun holde det vedlige? tænker hun. Alverden taler engelsk omkring hende. Til Norge føler hun sig ikke staaende i nogen Taknemmelighedsgjeld. Fra Forældrene har hun faaet en Forestilling om, at Norge er et tungt og trangt Land, hvor det lidet nytter at arbeide sig frem. Gifter hun sig, er det vel rimeligvis med en Indfødt — Egteskab mellem Yankeer og Norske er forholdvis sjeldne — men denne vil være ligesaa amerikansk-sindet som hun. Og deres Børn vil blive fuldstændig amerikaniserede.
Ja, naar Forholdene er saadanne, vil du medgive, at det ikke er en saa ufeilbarlig Kur mod Hjemvee, som du tænkte dig, at træffe Landsmænd i Amerika. De er dig ogsaa delvis fremmede. Den norske Gemytlighed og Godslighed er slebet af dem under den rastløse og ihærdige Kamp for at „komme frem,“ som de eller deres Forældre har maattet gjennemgaa. Istedet er kommen den amerikanske Korthed og Forretningsmæssighed.
Du aner, at den Tid snart vil komme, „da de Norske i Amerika“ er en Saga blot. Om føie Tid har det store amerikanske Folkelegeme slugt dem; og vistnok kan de komme til at danne og vil ogsaa sikkerlig ogsaa danne en vigtig Del deraf Men som Norske vil de være tabte for Fædrelandet. Naar Udvandrerstrømmen svinder hen, vil den sidste Magt være borte, som holder Norskheden oppe blandt dem.
Men, indvender du, har vore Landsmænd i Amerika da ikke norske Kirker og Skoler? Jo, det fornegtes ikke. Tvertom skal det tjene dem til stor Hæder, at de foruden at arbeide sig selv frem har reist 2000 Kirkehuse og en Mængde høiere Skoleanstalter. Og disse er paa mange Steder de eneste Midtpunkter, hvorom det norske Liv i Amerika dreier sig. Men netop her er det de to Nationaliteters Krydsning mod hinanden stærkest viser sig. Spørgsmaalet er Tidens mest brændende Spørgsmaal blandt vore Landsmænd i Vesten — i den Grad, at skal en høiere Skole blandt de Norske vente Besøg, maa det i deres Program lægges særlig Vegt paa, at Undervisningen foregaar paa Engelsk. Norsk læses vel ogsaa, men mere som et Liebhaberi, der intet har med Forretnings- og Omgangslivet at gjøre.
Anderledes derimod med Presteskolerne. Der prædikes nemlig endnu Norsk i den store Flerhed af Kirkerne, da de Gamle oftest ikke skjønner stort af det Engelske udenfor de alleralmindeligste Ord. Men dette har da ogsaa den Følge, at Ungdommen mere og mere forlader de norske Kirker derover. Og Presterne ser ei anden Udvei end at begynde med delvis engelsk Prædiken, saa Aftensangen holdes paa Engelsk. Dette er imidlertid kun en Overgang. Den Tid vil ikke være fjern, da man maa skaffe den norsk-amerikanske Ungdom udelukkende engelske Kirker, om de ikke helt skal tabes for Kirkerne eller ialfald for det lutherske Samfund.
Men vi faar ikke blive staaende udenfor the Wisconsin-state-building og give os hen til Betragtninger over det norsk-amerikanske Sprogspørgsmaal. Lad os følge Strømmen og se om vi kan opdage, hvad vore amerikanske Landsmænd, som vi nu har opdaget, findes temmelig talrig repræsenterede paa Udstillingen, mest interesserer sig for at se. Lad os tage en hurtig Tur gjennem den slotlignende Kunstudstillingsbygning. Maaske Farmerne fra Vesten interesserer sig for at se dette fyldige Udvalg af Europas moderne Kunst? Nei, der træffer vi faa af vore Landsmænd. Kunsten har de endnu ikke faaet Tid til at tage med i sine Interesser. En og anden tager sig dog en Sviptur ind i den lille norske Kunstafdeling. Og der ser du dem ikke hensunkne i Betragtningen af de store Billeder, som vi nærmest tænkte os skulde trække Opmerksomheden til sig paa Udstillingen. Nei, du ser dem stanse foran et Par uanseelige norske Landskaber med Fjeld og Li. Kanske hører du et Suk af Hjemlængsel, medens de taus betragter de kjendte hjemlige Trakter.
Kommer vi derimod ind i den nærliggende Fiskeriudstilling, hvor en hjemlig Duft slaar os imøde fra Tørfisken og Tranen, der finder vi nok af Skandinaver. Her forsyner de sig med Ansjos og andre lækre Ting fra „gamle Landet,“ hvormed de skal glæde Moder, som sidder igjen paa Farmen ude paa Prærien.
Skal vi imidlertid finde Farmernes Hovedmasse paa Udstillingen, maa vi besøge de store Produktudstillinger, Vognsamlingen, Bjergverksudstillingen — men fremfor alle Agerbrugsudstillingerne. Her er Farmernes Eldorado. Her flokker de sig sammen og diskuterer Maisens Størrelse, de nyeste Maskiners Fortrin, Muligheden af at spare ind endnu en Mands Hjælp ved Indhøstningen og maaske komme saalangt, at man ganske kan undvære Folkehjælp og udføre alt med Maskiner — det Nyttige sees at spille Hovedrollen i Farmernes Samtaler og Interesser. De er komne ind til Chicago for at lære noget. De er strax færdige til at optage alt Nyt. Der er ingen gamle fastgroede Skikke og Sædvaner at overvinde, som oppe i vore Dale. Nei, alt, som er nyttigt, skal bruges, og det Unyttige skal bort! Det er Amerikanernes Løsen. Og det samme har vore Landsmænd derover lært. Vi ser disse samle sig om de forskjellige Modelfarmer i Miniatur, hvormed de forskjellige Stater kappes med hverandre i deres forskjellige Særudstillinger. Disse er ogsaa meget interessante. Du ser en Mand kjøre en Maskine paa Ageren, som samtidig nedmeier Kornet og binder det i Neg. Lidt bortenfor staar Damp-Terskemaskinen, der selv expederer Ilægget af Kornbaand og fylder det terskede Korn i Sække, og Vognen staar færdig, som fører Kornet til Torvet i Byen for at sælges.
Det morede mig at betragte de norske Amerikanere, naar de besøgte den norske Hovedudstilling. Skulde de imponeres af vore Høifjeldsbilleder, Nationaldragter, Rensdyrskind eller Sølvsager? Nei, her hørte jeg fordetmeste kun Kritik. Her kom den amerikanske Lyst til at være lige god som andre frem: man havde seet det store Omfang og Rigdomme i de andre Landes Udstillinger, og saa kom man ind i den lille norske Udstilling med Fordringer. Jeg synes rigtignok, den var meget vakker efter Forholdene. Men det havde vore Farmere ikke videre Øie for. Her var ikke stort at se, som de havde Brug for, ingen Agerbrugsredskaber eller Kjøretøier — jo, stop lidt, der er Kariolen repræsenteret med nogle særdeles lette og vakkre Prøver. Disse blev da til Gjengjæld veiede og prøvede, men fundne for lette. Ja, de blev ret Syndebukke for Farmernes Kritik over Norges Mangel paa Udstillingsgjenstande. „Skulde man have seet slige tunge, klodsede Kjøretøier?“ „Skjønner ikke, hvorledes man kan komme frem med sligt“ — var de almindelige Udraab, man hørte rundt Kariolerne. Til Gjengjæld blev de amerikanske „Boggies“ priste i høie Toner — en stor Uretfærdighed synes det mig, da Kariolerne er ligesaa tjenlige for vort Land som „Boggierne“ er det for sit, medens disse sidste er aldeles utjenlige for vore Forhold. Med sine uforholdsmæssig store Hjul er de nemlig gode til at fare hen over en amerikansk Veis Tusender af Ujevnheder — saa længe de holder. Men i vore Bakker og ofte knappe Svinge vilde disse Pindevogne snart havarere, om de overhovedet kunde bruges, da der ikke engang er „halv Sving“ paa dem.
Har vi saa taget en Tur ned til Søbredden, hvor „Vikings“ Dragehoved rager op, og nu til en Forandring hørt lutter Lovord over det Norske og de modige Mænd, som førte denne gammeldags Farkost over Verdenshavet, saa har vi nævnt det vigtigste, som har draget Skandinaverne til sig ved Udstillingen.
Der var store Masser, af dem nede i Chicago i denne Anledning ifjor; men en Mængde maatte sidde hjemme, fordi de ikke havde Raad at reise. Hvad? gamle Amerikanere ikke have Raad til at gjøre en Udstillings-Reise? Jo, saa forholdt det sig virkelig. Tusender maatte stille sin Lyst i Bero, fordi de ikke havde Penge til at reise for — noget man ikke vilde have drømt om for nogle Aar siden.
Som et Lyn fra klar Himmel kom den bekjendte Pengekrise over Amerika ifjor. Jo mere uventet den var, desto større Indtryk gjorde den. Den almindelige Følelse af Usikkerhed blev saa stor, at man stormede Bankerne for at faa sine indsatte Sparepenge udbetalte, hvorved en stor Del af disse maatte indstille sin Virksomhed, da deres kontante Beholdninger i en Fart blev opbrugte. Private, som havde Penge, drog dem i en Mængde Tilfælde ud af de Foretagender, hvori de var anvendte, saa den ene Række industrielle Anlæg efter den anden maatte nedlægges, og en Nød opstod blandt Arbeiderne, som man ikke havde seet Mage til paa halvhundrede Aar.
Blandt vore Landsmænd rammedes den store skandinaviske Arbeiderbefolkning i Chicago og Minneapolis værst. En Mængde af disse lever bare fra Haanden til Munden, og da Arbeidet ophørte, stirrede Hungersnøden dem i Ansigtet. Vel kom det med da, at der i disse to Byer findes en hel Del norske Kirker, Prester og vel organiserede Menigheder, foruden mange Velgjørenhedsanstalter. Og mangen en Haand blev rakt ud efter Hjælp fra disse Kanter, som man under andre Omstændigheder holdt sig fjernt nok fra.
Blandt Sagbrugsarbeiderne i de smaa Byer i Wisconsin, hvoraf en stor Del er Norske, kjendtes Pengenøden ikke saa haardt, da Arbeidsstandsningen ikke rammede dem saa meget. Heller ikke blandt den store Mængde Nordmænd i Byerne langs de store Søer, hvoraf den største Del lever af Søfart og Fiskeri. Derimod blev mange Forretningsmænd i de større Byer haardt rammede. Ja, mange fik en gjennem mange Aar oparbeidet Forretning lammet for lange Tider.
Blandt de norske Farmere føltes Pengekrisen tungt nok, men ikke saa direkte. For dem var den betydelige Nedgang i Kornpriserne det værste Stød. Hveden gik nemlig ned til omkr. 45 Cents pr. Bushel, en Pris, hvorefter det umulig lønner sig at dyrke denne Kornsort. Man erindre hvor dyr Arbeidskraften er i Amerika, og hvor vanskelig Folkehjælp er at opdrive paa Prærien, hvor enhver arbeidsdygtig Mand bare tænker paa selv at „tage op Jord“ og begynde „Farming,“ selv om han gjør det med to tomme Hænder, og hvor langt vest han end skal gaa for at faa fri Jord.
Farmerne følte ikke Nøden paa samme Maade som Arbeiderne i Byerne, at de led Hunger; thi fuldt op af Mad findes der nu overalt paa disse frugtbare Prærier. Men de Yngre blandt dem, som før havde laant Penge paa sin Jord, fik nu Pengemændene over sig. Og om Henstand var der ikke længere Tale. Penge blev tilslut ikke at opdrive, selv til nok saa stor en Rente. Man var overbevist om, at en Masse Pengemænd havde gravet sine Penge ned i Jorden eller sat dem i „Sikkerheds-Kjældere“ (safety-vaults) hellere end at resikere noget ved Udlaan. Aviserne og Politikerne skjød Skylden paa sine Modstandere. Og „Sølvspørgsmaalet“ fik Broderparten af Skylden. Men Aarsagen maatte ligge dybere. Fremgangen i Korndistrikterne der vest havde været for hurtig til at være sund. Fattige Emigranter havde roet sig for langt ud. Aldrig saa snart havde man tjent noget, saa skulde man kjøbe mere Land for at tjene mere Penge. Den amerikanske Jagen efter Fortjeneste paa en kort Tid havde naaet en Høide, saa den var bleven en hel epidemisk Sygdom.
Vore Landsmænd i Vesten var ikke blandt dem, som var blevne mindst smittede af denne Farsot Den frugtbare Jord skulde udnyttes til det yderste. Omtrent alt Plogland blev gjort til Hvedemarker hvert eneste Aar, saalænge der var Kraft tilbage i Jorden. Blot tjene Penge og det hurtigt! Det var Løsenet. Nu havde Jorden begyndt at give tabt mange Steder. Tydelige Tegn paa Overanstrengelse indfandt sig. Og den store Grøde, som man saa sikkert havde ventet og taget med som en sikker Faktor i sine Spekulationer, den blev betydelig formindsket. Mange Steder var man ogsaa begyndt at leve over Evne i de forudgaaende Blomstringens Aar.
Alt dette havde fremkaldt de usunde Tilstande, som kom til Udbrud i dette Fallitternes Aar, som Amerika længe vil mindes, Aaret 1893.
II.
En Eftermiddag sidste Høst befandt jeg mig paa St. Louisbanen, som fra Minneapolis fører i sydvestlig Retning ned igjennem Minnesota. I Nærheden af den nævnte Storby findes der ikke mange norske Setlementer, men et Par Timers Fart med Jernbanen bringer en ind i det ene norske Strøg efter det andet. Landskabet langs Jernbanen er ikke videre til Land. Af og til en vakker Plet eller en blomstrende Smaaby, men ellers er det saa overordentlig fladt og træbart, at om Naturskjønhed kan der ikke være Tale. At der paa disse endeløse Vidder er en Rigdoms Overflødighed af dyrkbar Jord forstaar vi nok. Og bølgende Hvedeagre af uhyre Omfang afvexler med de besynderlig udseende Maisagere. Tobaksmarkerne, som var saa hyppige i det sydlige Wisconsin, ser vi her intet til. Jordbunden passer ikke for Tobak, men desto bedre for Hvede. Kvæghjorderne er ikke talrige her. Svinene synes at være de talrigste, hvad man jo ogsaa kunde slutte af Maisagrene, der væsentlig udnyttes til Svineføde.
Man maa uvilkaarlig spørge sig selv, hvorfor disse uhyre Prærier, trods sin Frugtbarhed, er saa træbare. Forklaringen er ikke vanskelig. Prærierne var jo for ikke mange Aartier siden Indianernes Jagtgrund. Her voxede det høie, tørre Præriegræs, hvor Tusender af Bøfler søgte sin Føde. Blot en Gnist kunde sætte hele dette bølgende Hav af tørt Græs i Brand, og Prærievinden føre denne videre med Lynets Hurtighed. Hvilket uhyre Hjælpemiddel da for de jagende Indianere, og hvilket frygteligt Vaaben mod Fiender! Og dette blev hyppig anvendt af dem, saa det intet Under er, at ingen Skovvæxt kunde slaa sig ned paa disse Sletter. Spirerne skulde ikke være lange, førend de blev afsvedne af den næste Præriebrand.
Her og der ser vi en Firkant af plantede Træer og indenfor denne en Farm. Husene ere oftest rødmalte og Faconen amerikansk. Af disse kan man ikke slutte, om Farmerne er norske eller ikke. Men ligger der en hvidmalet Trækirke imellem en Klynge saadanne, er denne i de allerfleste Tilfælde norsk og angiver Tilstedeværelsen af et tæt norsk Nybygge.
Den nævnte Eftermiddag skulde jeg holde Foredrag i Palmer Kirke i Waseca County, og i den Anledning stige af paa Palmer Station. Ingen Stationsbygning var imidlertid at se; det var blot en Flagstation — en Platform til at stige af paa ude paa Prærien. Der stod jeg da alene med min Oppakning, medens Toget dampede videre. Der var ingen Mennesker og ingen Huse at se i det nærmeste Nabolag. Det var ikke frit for, at jeg følte mig ene og forladt, der jeg stod — følte mig usigelig langt borte fra Hjemmet. Imidlertid slog de norske Amerikaneres Hjælpsomhed ligeoverfor reisende Landsmænd heller ikke her feil. En Farmer indfandt sig snart, som uden videre Omstændigheder tog mit Tøi og bar det bort til sin Farm. Paa Veien sagde han i Forbigaaende, at jeg maatte have noget at styrke mig paa, førend jeg drog afsted til Foredraget, som skulde holdes i den et lidet Stykke bortfjernede Kirke. At han skulde skydse mig didbort og tilbage uden Betaling, faldt i den Grad af sig selv, at han ikke engang nævnte det. Her er atter et rosværdigt Træk ved vore Landsmænd i Amerika. De er overordentlig tjenstvillige, men gjør dog lidet Væsen deraf. Samtidig har de en stærk Følelse af Værnepligt ligeoverfor Kirken og alle som staar i Forbindelse med den. De store Byrder, de har faaet at bære i den Henseende, har lært dem op til at føle Ansvaret. Og hvad har de ikke strævet og arbeidet for at bringe sit frivillige Kirkevæsen op til den Høide, som det nu har — helt fra de første Udvandrere samledes til Opbyggelse i sine Jordhytter, efter at have slaaet sig sammen med Landsmænd i en vid Omkreds for at faa kaldt en eller anden Lægmand hjemmefra som deres Prest.
Aanei, det er intet Under, at de er blevne faamælte. Livet gaar tungt og knugende i Amerika. Her er Ingen at støtte sig til for Udvandrerne. De faar lære sig at staa paa egne Ben. Det har sat Staal i deres Vilje og ansporet dem til at anstrenge sig til det yderste. Men det har ogsaa lært dem, at megen Snakken frem og tilbage lidet duger. At Tid er Penge, har den amerikanske Verden omkring dem tilfulde lært dem, og den Lunhed og Gemytlighed, som er over de hjemlige Forhold, maa de vænne sig af med fra første Stund af derover.
Snart er jeg ved Farmen og forbauses ved at se den Velholdenhed, som lader sig tilsyne i alle Ting. Det hvidmalede Vaaningshus er pent og rummeligt; delvis med Veranda foran. En Extradør med fint Fluenet findes foran hver Udgangsdør, hvad man jevnlig ser overalt i Amerika, da Myg og Fluer er meget besværlige og taales meget mindre der end hos os, ligesom Folk lod til gjennemgaaende at være mere nervøse derover. De forholdsvis store Udhuse lod ikke til at kunne rumme mere end en ringe Del af Grøden, da flere omhyggelig oplagte Stakke viste, at Hø og Halm ikke paa langt nær kunde rummes i Laaven. Disse Stakke er karakteristiske for en amerikansk Farm — ofte flere af dem ved Siden af hverandre, saa store som smaa Huse. Naturligvis raadner en hel Del Hø og Halm bort paa den Maade, men man har saa „plenty“ af det, at man ikke tager sig det synderlig nær. De kan jo ogsaa opsættes paa en saadan Maade, at de klarer Storm og Regn ganske bra. Mange gamle Stakke brændes desuden op til Gjødsel.
At bygge tilstrækkelig store Laaver forbyder Bygningsmaterialernes høie Pris. Man synes ogsaa, de nuværende er Herligheder mod Nybygger-Tidens Udhuse, der faktisk var Halmstakke, som man gjorde et aabent Rum i — trækfulde og elendige Opholdsteder for de stakkels Dyr, som maatte gjennemgaa den strenge Vinter i disse.
Vi faar imidlertid ikke blive staaende paa Tunet og betragte Bygningerne. Tiden er knap. Snart er Tiden, da Menigheden skal samles i Kirken. Og vi maa skynde os at indtage Forfriskninger. Det amerikanske Maaltid lader sig dog ikke indtage i en Hast for Fremmede. De Indfødte expederer det nok i en Hast, men til stor Skade for sig selv; det ser man af det mindre sunde Udseende, som er karakteristisk for dem. Det er altfor bastant til at kunne nydes med Fordel i en Fart: stegt Kjød og Flesk, stuede Bønner, Syltetøi, nybagt Brød og Kaffe i svære Portioner. Forøvrigt overmaade liden Variation; Morgen, Middag og Aften væsentlig det samme, ikke at tale om nogen Afvexling i de forskjellige Ugens Dage.
Til Foredraget mødte saamange, at Kirken blev fuld. Man syntes levende interesseret og fulgte godt med. Ungdommen var mødt ganske talrig op, ja endog Børnene; de mindste blandt disse dog mere af Tvang end af Lyst, da Mødrene er nødte til at tage dem med, om de skal ud nogen Steder. Ellers maa de blive hjemme. Paa denne Maade faar man en noget urolig Forsamling, da de amerikanske Børn er udrustede med overmaade kraftige Lunger. I enkelte Kirker kunde Uroen blandt de Smaa blive saa stor, at det til sine Tider var vanskeligt at faa Ørenslyd, endsige at fængsle Tilhørerne Opmerksomhed. Der var stundom intet andet at gjøre under saadanne Omstændigheder end at afbryde Foredraget og musicere lidt til Beroligelse for de Smaa, og naar der saa var blevet nogenlunde stille igjen, gjenoptage Foredraget. I Amerika maa man nemlig tage Forholdene som de er. Man generer sig ikke. Hvad der i høieste Grad vilde forbause herhjemme, vækker mangen Gang yderst liden Opsigt derover. Er det blot begrundet i Forholdene, er det som det skal saa være.
Forsamlingen gav Indtryk af at være velhavende, ikke saa meget ved deres Klædedragt — Farmerne ynder ikke Høitidsklæder — som ved deres vakre Kirke og den overflødige Mængde Vogne og Heste, som ventede paa dem udenfor Kirkevæggen. Her som ellers, hvor jeg holdt Foredrag paa Landet, kom alle Tilhørerne kjørende til Mødestedet. Rigtignok var det oftest Arbeidsvogne som benyttedes, og forsvarlig fuldpakkede. Men saa var Hestene saameget gjildere, store, kraftige og fulde af Liv. Rigtignok klagede gamle „norsksindede“ Farmere over, at de ikke kunde taale Sammenligning med de smaa norske Heste, som baade udholdt mere Anstrengelse og varede længere. Men, vakre var disse vælige Dyr, og utrolig lange Strækninger kunde de springe uden Hvile.
Hestene er da ogsaa Farmernes Stolthed og Kjæledægger. De behandles med stor Forsigtighed, vandes aldrig naar de er svede; heller ikke faar de Havre lige efter en haard Anstrengelse. Mais faar de kun i smaa Portioner, da det er for stærk Kost. Man var i Regelen forsigtigere med Hestenes end med sin egen Helbred. Man sætter sin Stolthed i at have flere Par Heste („team“), og i at disse ingen Lyde har. Det falder forholdsvis let, da Heste for Tiden er overordentlig billige i Amerika. Paa de fleste Farme opdrætter man nemlig selv Heste, og samtidig er tæmmede Vildheste fra det fjerne Vesten i rigelig Mængde at faa, og for billige Penge. Rigtignok spiller disse sine Herrer mange Puds og er sjelden rigtig at stole paa, men er til Gjengjæld fyrige og udholdende Dyr.
Læserne undrer sig maaske over, at vi er komne ind paa dette Sidespor, at tale om Hestene; det faar imidlertid ikke undre Nogen, da Hestene spiller en saa fremtrædende Rolle paa Prærien. De er aldeles uundværlige. Skal man blot et lidet Stykke Vei, maa man have Hest og Vogn. Man ser sjelden nogen gaa tilfods paa Landeveien derover, og den amerikanske Landevei er heller ikke skikket dertil — i bedste Fald er den blød, støvet og overordentlig trættende at gaa paa.
Men lad os vende tilbage til Folkene i Kirken. De opfordres til at synge en Sang af et medbragt Sanghefte. Og sang gjorde de, men Sangen gjorde en næsten vemodig stemt; Villigheden til at synge var der, men ikke Evnen. Det var ikke de kraftige, klare Røster, du mangen Gang kan høre i en Landsmenighed hjemme. Nei brudte og hæse lød mange af disse Røster. Sangen fortalte om overstanden Strid og Gjenvordighed om Prærieklimaets tærende Indflydelse paa Helsen. Der gjøres vistnok ikke lidet indenfor de forskjellige Menigheder for at oplive Sangen ved at samle Ungdommen til Sangkor; men Klagen over Mangelen paa Stemmer var almindelig og som Grund angaves stadig den uundgaaelige Katarrh. Og denne skyldes atter det lidet tempererede Klima.
De Stater, som de Norske væsentlig har slaaet sig ned i, Wisconsin, Minnesota, North Dakota og de to syd for disse liggende, Iowa og South Dakota, hører alle til det umaadelige Sletteland, som uden væsentlig Afbrydelse strækker sig fra Polarhavet ned til den mexikanske Golf. Den herskende Vind, sydlig eller nordlig, farer derfor uhindret henover et umaadeligt Strøg og bringer vexelvis Golfens Hede eller Polarhavets Kulde med sig. Deraf disse overordentlig bratte og hyppige Temperatur-Overgange, som de norske Udvandrere lider saa under, og som foraarsager denne kroniske Forkjølelse, der paa Prærien gaar under Navnet Katarrh. Lægerne har vanskeligt for at kurere denne Sygdom: ja enkelte erklærer lige ud, at den ikke staar til at helbrede.
Efter Foredraget kom, som jevnlig er Tilfældet, adskillige Mænd af de ældre frem for at vexle et Haandtryk med Foredragsholderen og for at faa høre lidt Nyt fra „Gamlelandet.“ Enkelte ønskede ogsaa at faa sendt Hilsener hjem til Slegtninge og Venner. Ved saadanne Leiligheder kom Hjemveen frem. Ellers merkede man lidet til den undtagen hos rigtig gamle Folk, der var komne over til Amerika i sin senere Alder, og som ikke havde lært og ei heller vilde komme til at lære Engelsk. For saadanne var og blev Amerika et i Sandhed fremmed Land. Mange saadanne burde aldrig have reist over til Amerika, naar de paa nogen Maade havde kunnet underholde sig hjemme. Selv om det er til sine Slegtninge, de finder sig dog ikke vel derover. De føler sig aldrig hjemme. Kosten, Klimaet, Omgangstonen er dem imod. Saa lider de da under denne tærende og pinlige Hjemvee og den stadig tilbagevendende Klagesang er: Havde jeg bare ikke reist! Ak, var jeg blot bleven hjemme!
Jeg mindes saa vel en gammel Kone fra Numedal, som aldrig havde tænkt paa at reise til Amerika. Men Sønnens indtrængende Bønner og tilslut „Amerika-Billetten“ fik hende afsted. Aldrig glemmer jeg det Indtryk af aarelang Hjemvee og Kjærlighed til Hjemstedet, som lyste ud af hendes Ansigt, da hun med Taarer i Øinene vidste mig et Fotografi af hendes Fødested, som laa lige i Ly af Stedets Sognekirke. Hun spurgte atter og atter, om jeg ikke syntes det var vakkert. Hendes Hu stod til at komme tilbage til Numedal igjen. Men hun gruede for Reisen over Havet. Al hendes Trøst var at støtte til ved Bygningen af Menighedens nye Kirke, til hvilken hun bl. a. havde givet Grunden.
Efter endt Foredrag kjørte jeg tilbage til den omtalte Farm for at vente paa Jernbanetoget, som skulde føre mig til New-Richland, en Landsby, i hvis Nærhed Pastor Mellbys Prestegaard laa, hvor jeg skulde have mit Nattekvarter. Medens jeg ventede paa Toget, søgte jeg som vanlig at komme efter, hvilken Læsning man helst søgte blandt „Settlerne,“ og hvilke Blade man holdt. Den hovedsagelige Læsning fandt jeg her som overalt at være de norsk-amerikanske Aviser. Af disse traf jeg hyppigst paa „Dekoraposten,“ et Ugeblad, hvis Abonent-Antal skal gaa op over 30,000. Dette Blads hovedsagelige Tiltrækning sagdes at bestaa i det medfølgende Roman-Bilag, kaldet „Ved Arnen.“ Bladets Indhold var ellers farveløst i politisk og kirkelig Henseende, hvad vel ogsaa har bidraget til at hæve Bladet op, da man er bleven saa dødstræt af de mange oprivende Stridigheder, som har gaaet gjennem de norske Setlementer. Nyheder fra Norge og Amerika, Fortællinger, udførlige kirkelige Meddelelser og adskillig Korrespondance fyldte dette Blad. Nærmest i Udbredelse kommer „Skandinaven,“ et Dagblad, udgivet i Chicago; dets Ugeudgave er meget udbredt blandt Farmerne, ikke mindst i Wisconsin. Dette Blad er stærkt politisk og har stillet sig paa et ubetinget republikansk Standpunkt, medens Ugebladet „Amerika“ har valgt den demokratiske Side. Dette sidste er desuden stærkt kirkeligt og eies af Privatmænd inden „den norske Synode,“ hvis Organ det er. En ukristelig Holdning indtager det tredje Chicagoblad, „Norden,“ som imidlertid skal have vanslegtet i den senere Tid i saa Henseende, siden den bekjendte Professor P. O. Strømme forlod dets Redaktion.
De i Minneapolis udkommende norske Blade har en mindre fremtrædende Stilling, „Budstikken,“ „Daglig Tidende,“ „Ugebladet“ og hvad de heder allesammen. Disse Blade saa jeg ikke stort til ude blandt Farmerne, derimod meget ofte de to Fraktioners Organer inden den store „forenede Kirke“ Disse to Blade „Samfundet“ og „Folkebladet“ ligger i stadig Feide med hinanden, og der spares ikke paa Skytset.
De i de mindre Byer udkommende Blade har samme Stilling, som Provinsbladene hos os. De mest fremtrædende blandt disse er det i Eau Claire udkommende „Reform,“ „Forbudsmændenes“ Organ, „South Dacota Echo“ og „Red River Dalen,“ udkommende i Grand Forks N. D. Ellers udkommer der, ret som det er, nye norske Lokalblade derover, hvoraf dog en stor Del lever en meget stakket Tilværelse.
Af de i Norge udkommende Aviser saa jeg forbausende faa Exemplarer blandt vore Landsmænd i Amerika. „Morgenbladet“ og vore øvrige Dagblade holdtes ikke af Privatmænd (undtagen maaske af enkelte Forretningsmænd i Chicago). End ikke i de forskjellige Redaktionskontorer fandtes vore Blade, undtagen for Enkeltes Vedkommende. Blandt Farmerne kunde man stundom træffe paa et eller andet norsk Lokalblad — oftest „Veftlandsposten.“
Vore kirkelige Blade som „Luthersk Kirketidende,“ og „Luthersk Ugeskrift“ holdtes af ikke faa Prester derover, medens „Norsk Missionstidende“ havde ikke faa Holdere ogsaa blandt Lægfolket.
Norske Bøger læstes mest i daarlig udførte Eftertryk, de Fleste trykte i Chicago, medens Opbyggelsesskrifter o. l. gjerne var importerede direkte fra Norge. Dog herom mere senere.
III.
(To Reisebreve).
Ada, Minn. 8—11—93.
Egnen heromkring, især Red River-Dalen er overordentlig frugtbar. Jorden har den intense sorte Farve, som tyder paa en overordentlig Rigdom. Sjelden støder man paa kalkholdig Jord her; men ogsaa denne kan efter udholdende Arbeide bringes adskilligt ud af. Nordmændene er meget talrige paa disse Kanter, tildels eneraadende. Mange af dem har slaaet sig godt op, hvad deres Gaarde tyder paa. Adskillige har dog havt en strid Kamp at gjennemgaa for at greie gammel Gjeld paa sit Jordstykke, især i dette Trængselens Aar, hvorom alle vidner at Magen til trange Tider har man ikke oplevet siden Borgerkrigens Tid. Medens Pengemændene før ikke har gidet modtage sit Tilgodehavende og heller har villet oppebære Renterne, saa kommer de nu som Ørne over de stakkels Farmere, og Penge har i det sidste ikke været at faa laant for nogen Pris. Først i det allersidste begynder der at blive Penge at faa, men til urimelig høie Renter og kun paa tre Maaneder, fortæller man mig. Rentefoden her i Minnesota er 8 pCt. og i N. Dakota 10 pCt., medens man kan tage henholdsvis 10 og 12 pCt. Bedst er det gaaet de Farmere, som kom hid saa tidlig, at de fik sit Land som „homestead“ d. v. s. 160 Acres overdraget af Regjeringen omtrent for Intet. De, som fik Lod i denne frugtbare Jord for lang Tid siden, og i den forløbne Tid har arbeidet flittig og med Forstand; de har slaaet sig op til ikke ubetydelig Velstand. Det er ikke til at undres over. Den Jord, de da fik gratis, er i Tidens Løb stegen i Pris, saa den nu kun kan kjøbes i dyre Domme, og har i disse Aar taalmodig baaret sin rigelige Hvedehøst hvert Aar indtil over tyve, uden at den har faaet hvile eller er bleven frisket op ved Gjødning. Man maa nu vistnok beundre disse Farmeres Udholdenhed og stærke Vilje, som bar dem gjennem de første store Vanskeligheder, da de mangen Gang hverken havde Hus eller Mad. Men der er paa den anden Side ikke anden Grund til at tale i høie Toner om, hvor hurtigt det gaar an at blive rig herover, som man ofte er saa tilbøielig til hjemme, naar Efterretningerne kom fra Amerika om, hvormeget Land, Kreatur og Maskineri den og den Fattigmand i en kort Tid har lagt sig til i Amerika. Nei, det har ikke gaaet saa let og lader sig ikke let gjentage. Thi nu faar man ikke længere Land for Intet, uden man gaar langt vest, hvor der er saa tørt, at det i mange Tilfælde lidet lønner sig at drive Jorden. Eller ogsaa maa man kaste ind sin Lod med den skrækkelige Sværm af Eventyrere, som vogter som graadige Ulve, naar et nyt Landstykke, erhvervet fra Indianerne, skal aabnes. En saadan Parforcejagt, som da skal til for at sikre sig et Stykke Land, naar Signalet gives til at Landet kan betrædes, ligger ikke saa godt for vore norske Udvandrere som for de andre Nationer. Forhaabentlig var faa Norske med ved den lidet berømmelige og lidet nødvendige „Kamp for Tilværelsen,“ som udfegtedes for nogle Uger siden, da en Del af Cherokee-Indianernes Land sydpaa aabnedes for Homestead-Søgere. Kvinder og Mænd sloges da som vilde Dyr om de første Pladse ved Grænsen og om enhver Tomme af Staaplads paa de Jernbanevogne, ja ogsaa paa Lokomotivet, som skulde føre dem ind i det ubesatte Land. Lodderne er vistnok opmaalte og merkede af Regjeringen i disse Tilfælde; men der synes at herske stor Frihed ved Fordelingen. Den, som just kan faa Spaden ned i et Stykke Land eller kjøre sin Vogn ind derpaa, han kan gjøre Fordring paa Stykket. Samtidig kan en Anden have sat sig fast i det modsatte Hjørne af Parcellen, og naar disse to Fordringshavende mødes, kan der blive et alt andet end hyggeligt Møde. Revolveren spiller her Dommer mangen Gang. Ialfald grundlægges paa denne Maade en Mængde seige Processer; og disse „Landaabninger“ er idethele Skuespil som Amerika har liden Grund til at være stolt af.
Austin, Minn. 1—12—93.
Der er nu hengaaet lang Tid siden jeg begyndte paa ovenstaaende Brev. Min Foredragstur har siden den Tid været saa forceret, at der ikke har været Tid til at sætte Pennen paa Papiret. Nu er Vinteren kommen, og det med Kraft Her har i de sidste 14 Dage været temmelig godt Slædeføre, og jeg har havt rigelig Anledning til at flyve henover de kolde Prærier i Slæder, forspændte med Spand af disse tildels halvvilde Heste, som man benytter herover. Det gaar afsted paa Lykke og Fromme, ofte i en rasende Fart. Han har en uhyggelig Fornemmelse af, at i næste Øieblik løber Hestene løbsk, men det gaar alligevel godt; Sneen skjuler alle de mange Huller og Ujevnheder i disse skrækkelige Veie man har herover. Ja Veiene, derom kunde der skrives et helt Kapitel. De synes lidet værdige dette Fremskridtets Land. Selv Hovedveiene her i Vesten er uden Sten og Sand, bestaar blot af endel Jord, som man har kastet op fra Siderne. Regner det, bliver de til bundløse Moradser. Den Reparation, som de efter Loven skulde undergaa en Gang om Aaret, er ganske nominel. Hvem har Tid til at bryde sig om Veiene herover? Nei, lad dem greie sig selv. Gaar Redskaberne istykker paa dem, hiver man Stumperne tilside. Hvem bryr sig om det? Man sætter formelig en Stolthed i ikke at tage sig saadanne Tings Tab for nær.
Imidlertid, naar de gamle norske Settlere vil ud med Sproget, indrømmer de, at de mangen Gang saart har savnet de ypperlige Veie i Norge.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |