Blandt anarkister/Tidens revolutionære

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Olaf Norli (s. 11-19).

Siden Abbé Morelly i 1755 udgav sin Naturens lovbog og Gabriel de Mably 1776 sit værk Om lovgivningen har den moderne socialisme stadig udviklet sig, saa den nu hænger lig et lynende sværd over det gamle samfund, som den kan kløve, hvad dag det skal være. De største aander har bøjet knæ for den, og arbejdernes masser har baaret den frem, saa den er blet en magt.

Blandt alle de grupper, som under socialismen banner stævner mod en ny tid, er anarkisterne de, som har trukket de yderste konsekvenser af tidens demokrati. Fra Proudhon skrev sin Elendighedens filosofi og Bakounine gjennem sin udstrakte brevvexling næsten bragte to verdensdele i oprør, til den forfærdelige tragedie i Chicago, hvor den anarkistiske lære fik sine hellige martyrer, har der fra denne kreds trængt sig et vildt fortvilelsens skrig op i det pene samfund, hvor det har rystet de sløve og bragt de blinde til at se. Men hidtil har man havt midler til at stille skriget med, og sorgløst vandrer man videre over de gloende kul.

Men flere og flere flokkes under den røde fane, og uafladelig, uden ophør, brydes der vej for en revolution, som skal frelse vor tid og hele dens brøst. Jordbunden er rig og modtagelig for den sæd, som saaes ud, og bugnende fold staar færdig til høstens dag.

Blandt det store proletariat findes omvæltningens haandgangne mænd, og paa samfundets højder modnes de vilde idéer til en religiøs tro, der bryder staven over alle skranker; og ofte føler de mægtige, at de har næret en øgle ved sin barm. Og denne stærke tro trænger sig ind selv i kongers og keiseres sale, og de utilfredses store hob øges saavel derfra som fra elendighedens huler.

Anarkismen maa betragtes som et nyt udslag paa det moderne aandsliv. Den er en slags idealisme, undfanget og bragt til verden ved tidens pessimisme. Den har bragt en ny, livsfrisk strøm ind i livstrætte hjerner, og der, hvor man før saa kulturens undergang, øjner man nu nye samfundsformer, større og rigere end de nuværende, med mere lykke og mindre elendighed. Naar man er blet grebet af denne lære, synes man, at man har sagt sig løs fra det gamle samfund, og man blir en uinteresseret tilskuer. Man ved, at den og den vej bærer det alligevel, hvordan saa end dagens spørsmaal blir besvaret. Man har naaet dette standpunkt, hvorfra man frit kan overskue menneskets kampe uden at ta parti, og man suger til sig lige fra begge sider de fnug af sandhed, som altid ligger til grund for al livsens strid.

Anarkisterne er nogle underlige mennesker. De er uden ledere og uden organisation — kun den fælles sag og den fælles tro binder dem sammen. De kalder sig selv med stolthed anarkister og fraadser i ordets velklang, naar de raaber det ud paa gader og stræder.

— En bevidst anarkist staar færdig til for sine meningers og handlingers skyld at gaa i fængsel og at dø paa skafottet, naar det skal være. Om han aar efter aar har siddet i fængsel, om han har reddet sig fra døden ved at flygte fra skafottet, saa er han anarkist igjen den første dag, han er i frihed, og gjør propaganda ligesaa ivrig og nidkjær som en Herrens apostel.

Anarkisterne er tidens interessanteste mennesketyper. De har aabnet os nye sjælevidder, har git os et glimt af fremtidens mennesker, der har bragt os til at tro, at de er folk med en altfor splendid udstyret hjernekasse. De normale og gjennemsnitsmenneskerne vil ikke ofre livsens glæde og magelighed for fremtidens skyld, naar det arbejde kun lønnes med had, foragt, fængsel og galge. Der kræves en stærk sjæl, en umenneskelig vilje, et overmaal af intelligens til at kunne gi alt, hvad man har, lige til sit liv, for en sag, om hvilken had og foragt er hobet op slig som om den.

Og de høster aldrig selv nogen fordel af sin propaganda, men tvertimod økonomisk ruin. De jages fra det ene land til det andet som var de vilde dyr, de betragtes som farlige forbrydere, og politiet er altid i deres spor. De er fredløs og venneløs, deres liv har syntes mig at være en eneste lidelse, og alligevel — de er aldrig blet træt, aldrig forsagt, de har forkyndt sit evangelium frejdigt og friskt, lige til deres ord er blet kvalt i galgen.

Hvorfra tar de denne styrke?

De er alle uden undtagelse oplyste mennesker i højeste grad — alsidig oplyste. Men især er social-økonomien deres stærke side. Lige fra individualismens apostel, Josiah Warren, nedover til Marx, Lassalle, Engels, Smith, Stuart Mill og Kropotkin, saa kan de dem alle paa fingrene. Men det er ikke formedelst sin viden, de gjør sig livet til kval og kvide.

Det, som gir dem sin sejge udholdenhed, det er deres tro. Anarkismen er deres religion. De var idealister, mens pessimismen var paa mode. Nu er jo literaturen ogsaa blet smittet af deres idealisme. Apostle for livsglædens evangelium dukker op overalt, selv her i norden. Denne stærke, gledende tro, de har paa sandheden i sin sag, er drivkraften i al deres gjerning og i al deres tale. Alene troen kan forklare denne blinde hengivelse.

Der er sagt, at gjennem martyrdom bevises en sags sandhed. Jeg tror ikke dette netop er korrekt. Men den maade, hvorpaa Chicago-anarkisterne gik i døden, beviste deres sags styrke. De døde som helte, og al verden har beundret dem.

Der findes hos anarkisterne, hos en del af dem ialfald, en vis trang til at gjøre revolution. Ikke saa, at de organiserer sig for at gjøre opstyr eller kaste bomber. Det er ikke tilfældet. De færreste af de udenlandske avisberetninger desangaaende bar lidet tilfælles med fakta. Men de største idealister blandt dem, drømmerne, de gaar og længes og higer efter den nye tid, de vil være blandt dem, som betræder det nye rige, og efter en vovsom, men vistnok logisk tankeslutning gaar de hen og gjør galskaber. De ved, at hvad der har tændt andre revolutioner, har kun været et ord paa sin rette plads, et skud i rette tid, og den misfornøiede mob bar straks været paa benene. De spør, hvorfor ikke det samme kan hænde nu? Der staar et mægtigt, organiseret proletariat bag dem, de har alt at vinde, kun sit liv at tabe. Og saa vover de det.

Hidtil har de kun tabt.

En slig blir betragtet som en gemen morder. Fordi han er uheldig. Tiden er ikke kommen. Kommer der en, der tilfældigvis er heldig nok til at træffe det rette tidspunkt — han vil bli helt. Det har gaat saan, og slig vil det gaa. Byron har ogsaa sagt det:


Saa slaa da for frihed saa kjækt du kan;
hvis ei du blir hængt, blir du adlet.

Der er en anden side ved anarkisterne, som ogsaa kaster et strejflys over deres store, stærke tro. De forholder sig aldeles indifferent til dagens spørsmaal, til sit lands politik, til det som for øjeblikket rører sig i menneskesindene. Der existerer faktisk ikke i verden noget andet for dem end anarkismen og dens modstandere. Deres sag har grebet dem næsten som en fix idé, der ikke et øjeblik kan komme dem ud af sinde, ikke et sekund forlade deres tanke. Uafladelig og uden ophør pønser de paa de store samfundsproblemer, digter sig den nye verden fix og færdig og holder sig beredt til at gaa derind.

De er ogsaa paa en maade ensidige. Det er umuligt at faa dem med paa at beundre, end sige dyrke det som er skjønt og stort ogsaa i vor stakkars tid. De eier ikke en æstetisk følelse, ikke en snev af skjønhedstrang. Naar man vil vise dem en dejlig kvinde i marmor, et stemningsfuldt maleri, et aandfuldt digt i vuggende rythmer, saa blæser de simpelthen ad den slags tøjs. Hvad gjør jeg med det, som er vakkert, naar min mave er tom? sier de. En eneste gang har jeg hørt et beundrende ord over skjønhed falde fra en anarkist. Det var øverst oppe paa Montmartre. Det store Paris laa under os, og vi havde en vid udsigt over den vakre omegn. Han stamped mod jorden og sa: Aa at dette forbandede bourgeoisie-samfund skal eje denne dejlige by! Men den skal bli ti fold vakrere, naar det røde flag vajer over den. —

Der er ingen mennesker i vort samfund, som staar i saa lav kurs som anarkisterne. Det er jo ogsaa rimeligt; thi paa den anden side er der ingen, som hader de nuværende samfundsformer saa højt som dem. Og anarkisterne er ikke gode borgere; thi de lægger ikke engang sin stemmeseddel i valgurnen. Men de er ikke mordere og kjæltringer; de er folk, som vil noget, som har en sag, som de tror er retfærdig, og som de kjæmper for til siste blodsdraabe. De er ikke barbarer, som vil lægge kulturen øde; de vil en højere kultur, bedre mennesker og en bedre jord for dem at bo paa. De er ikke halvdannede, forvildede jyplinger, deres mænd hører til Europas aandsaristokrati. Deres lære er bygget paa et videnskabeligt grundlag, den er blet lutret gjennem storm og megen modgang, og af sine tilhængere bar den faaet troens glorie.