Anarkisterne i Paris har en fire fem blade, men de er alle vidt forskjellige. Det ene arbejder direkte for revolutionen, idet det altid opfordrer til handling, de andre arbejder i andre retninger mod det samme — kun La Révolte befatter sig ene og alene med den videnskabelige anarkisme. Det er anarkisternes hovedorgan.
Med 22 francs i lommen begyndte fyrst Kropotkin at udgive det for tolv aar siden i Genf under navnet Le Revolté. I de siste aar er det udkommet i Paris, og Kropotkin er endnu dets virkelige redaktør, medens det dog publiceres i en andens navn. Og da Kropotkin bor i England, er det kun de indviede, som har anelse om bladets virkelige ledelse. Det er af format som Fedraheimen, og efter sigende har det op til 10,000 abonnenter.
Bladet drives med bidrag fra meningsfæller rundt om. De bedre stillede anarkister yder op til femti og hundrede francs ugentlig, og derfra gaar det nedover til de smaa bidrag, som kollektes sammen paa møderne. Pengene benyttes udelukkende til bladet og agitationen. For hvert nyt sted man kommer for at agitere, begynder man med at uddele nogle hundrede eksemplarer af La Révolte og bladet kan saaledes bli meget dyrt. Desuden trykkes der en mængde essays og mindre afhandlinger i brochureform.
Jeg blev lidt forbauset den dag, jeg besøgte redaktionskontoret. Vel havde jeg nok tænkt mig, at dette oprørernes organ ikke kunde prange med pragtfulde redaktionslokaler, slig som de store bourgeoisiets blade havde dem. Ei heller havde jeg tænkt, at glimmer og stas skulde huses der; men det havde jeg dog troet, at omgivet af den rige røde frihedsfarve skulde jeg finde revoltens journalister.
Men da jeg havde vandret de seks trapper op, stod jeg i et kaos, som jeg ikke fandt andet ord for end anarkisk. Det var en trang, halvmørk bule, hvor papiret sived frem fra hver en krog, hobed sig op i dynger og dækked tag og gulv, hver rift og revne. En seng stod der, men jeg mærked den næsten ikke for bare papir. Og gjemt bag en dynge af bøger, brochurer og aviser finder jeg en liden mand, der sidder og rabler paa bagsiden af en konvolut. Han var mørk som en spanier og iført den sorte, traditionelle bluse.
Da han talte til mig, kom ordene hede og iltre som feber, og der var feber i hans blanke, merke øjne og i alle hans bevægelser. Jeg fik som en følelse af, at jeg talte med en dødssyg, der vilde lure sig fra døden og skynde sig med at suge det herlige liv i fulde drag. Og trods alt dette overmaal af liv, som var over ham, virked han klam og gysende paa mig....
— Jeg tog et lidet hefte op fra gulvet. Der stod: Anarchism par Elysée Reclus. Jeg havde hørt om ham og læst lidt af ham — mest som videnskabelig forfatter. Særlig huskede jeg hans bindstærke geografi. En anden bog faldt mig i hænderne; der stod: Paroles d’un Revolté par Pierre Kropotkin, og slig kunde jeg fortsætte i det uendelige. Oppe paa det trange værelse var der samlet en hel boglade af partiliteratur, foruden det utal af blade og tidsskrifter, som dynged sig op fra alle verdens kanter.
Ved denne mand og paa denne bule var det altsaa, at ti tusen menneskers tanker fik det forløsende ord — her var det, at det simple baand blev knyttet, som bandt disse mange viljestærke sjæle, paa det at de kunde mødes paa kampens dag, da de, som vandrer paa magtens veje, skal faa sin dom og drukne i sin synd.
— Da jeg gik, var det, som om alt dette papir fik liv, et dødsens liv, som grinte mig imøde med slikkende ildtunger og blodunderløbne øjne, og jeg syntes, som det i et eneste aandedrag hviskede efter mig de ord: had og hævn.