Blandt anarkister/Hos Louise Michel

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Han tog mig med til et møde, hvor Louise Michel skulde tale. Vi gik nedover den trange rue Mouffetard, til vi naaede rue Descartes, og der førte han mig gjennem en restauration ud i et gaardsrum, hvor vi fik kjøbe billetter, og efter at han havde git parolen til dørvogteren, slap vi ind.

Salen var liden, men godt oplyst, og i den ene ende var der rejst en talertribune. Arbejdere i lange bluser stod i grupper rundt om og disputerede og gestikulerede meget heftigt, medens kvinderne af og til blandede sig i med høje udraab. Bortover bænkene sad nogle herrer med flos og Prins Albertfrakke; paa næverne kunde jeg se, at de var haandværkere, men deres ydre var ellers noksaa distingveret. Kvinderne var vakre og net klædte, som pariserinderne i almindelighed er; især var øjnene og hændernes bevægelser meget intelligente.

Oppe ved talertribunen havde der samlet sig en flok, der saa ud til at udgjøre generalstaben. Et par unge damer, flot og dristigt klædt, stod og studerede La Révolte. En gammel graahaaret blusemand sad og fortalte noget og illustrerede med dannede haandbevægelser. Der havde flokket sig om ham en liden klynge, damer og herrer, alle i ulasteligt antræk, de fleste endog med stærke stænk af eleganse. Jeg fæstede mig ved denne olding, thi man hørte paa ham med en andægtig taushed, og der var slig hengivelse og ærbødighed i de omstaaendes øjne, som om der var helgenglorie om den graahaaredes isse. Jeg spurgte om, hvem denne mand var.

— En af det gamle internationale, svarede Bertoïa.

Der jog mig mange tanker gjennem hodet, der jeg stod foran den gamle mand. Andre oldinger, som jeg havde kjendt, steg frem i min erindring, men de viskedes bort lige over for dette fænomen — saa gammel, og dog saa ung!

— Der blev pludselig med en gang tempelstille i salen. Alle hoder vendte sig mod døren. Det var Louise Michel, som kom i fllge med sine to novicer — mine dejlige damer fra boulevarden....

Altsaa dette var den parisiske jomfru, denne berømte eller berygtede kvinde, som hele verdens presse aar efter aar havde benyttet til at fylde sine »Petit« med — denne underlige kvinde, hvis navn er blet mere udskreget end selve kongernes, hvis dyd er blet mere haanet end al verdens synd — altsaa dette var den kvinde, som havde kjæmpet paa barikaderne i kommunens tid, og som havde sukket i fængslerne, fordi hun ikke havde villet lyde landets love.

Det var ikke slig, jeg havde tænkt mig hende — en bøjet kvinde over de seksti med graanet haar og rynket hud. I min ungdommelige fantasi havde hun nok staaet med noget skjønt over sig, med flagrende lokker og fyrig ungdom. Men mine forestillinger faldt aldeles i gruset, da hun stod op for at tale.

Der kom ingen rivende, ustanselig flom af ord, ingen heftig gestus og lynende øjne. Med hænderne plantede i katetret og jomfrusløret kastet ned over nakken, talte hun stille og behersket, men alligevel følelsesfuldt og indtrængende, og sproget fik en underbar velklang i hendes smukke stemme. Men under denne dejlige stemme lød der dog en undertone, der blev stærk og fyldig af det ætsende had, der blev stor og la glød over hendes ord. Der var denne spænstige dirren i hendes stemme, som naar man slaar paa en spændt staalstræng, og tonen var saa lødig, at den gav gjenklang hos de mange, som anspændt og stirrende snapped efter ordene.... Hun afbrødes ofte af et stærkt bifald, og da hun sluttede, steg det, saa det næsten blev vildt.

Siden la jeg mærke til, at andre talere, som optraadte, altid begyndte med et fint formet kompliment til Louise Michel, hvilket hun bestandig takkede meget forbindtligt for. Der var ikke den samme ro over forsamlingen senere, som da hun talte. Der sprang saaledes op paa talertribunen en liden sortsmusket ilter arbejder i sid bluse: ordene flommed ud af hans mund, han tramped i gulvet, slog ud med armene, hele hans krop rystede, der var ikke en nerve i ham, som ikke skalv. Og tilhørerne rejste sig, øine brændte, man begyndte at skrige op i munden paa hverandre, hele salen var i oprør. Men over dem alle tonede hans stemme, og da han stormede ned fra platformen, var bifaldet endeløst.

— Louise Michel opløste mødet ved at udbringe et »Leve den sociale revolution«, et leve, som blev modtat med flammende begeistring.