Blandt Kristiania-Vampyrer/06
VI.
Familien Danielsen.
Det var lørdag aften ved syvtiden. Rullegardinerne var nedtrukne og lampen tændt i Danielsens daglig- og stasstue, et ganske net utstyret værelse med et piano i hjørnet.
Ved bordet sat Danielsen selv og gjennemgik sine regnskaper. Han var en spinkel, mager mand, skjægløs, med sort glat haar, som begyndte at graane. Hans fysiognomi hadde et bondefult præg. Det var let at se paa denne mand at han hadde store tanker om sig selv, samtidig som han var dum — ja saa dum, at han ikke engang forstod at han selv var tøffeldanser. Han trodde aapenbart, at han førte kommandoen i huset, men det gjorde nok hans hustru, som sat der mægtig i sofaen med sin bunding i haanden. Hun saa temmelig slu og nærig ut og hadde intet tiltalende ydre; men saa var det motsatte tilfældet med datteren, som sat og døset over en roman. Dagmar var slank og fintbygget med en syttenaarig pikes indtagende figur. Ansigtet var billedskjønt og det næsten blaaligsorte haar hang i etpar fyldige fletter nedover hendes nakke. Man kunde virkelig undre sig over at hun var en datter af saa simple folk som Danielsens.
Glasmester Danielsen sat godt i det. Han var flittig og arbeidsom, hadde vistnok hang til sterke drikke, men drak sig sjelden fuld uten om søndagen. Han var som nævnt tøffeldanser og hadde umaadelig respekt for sin kone. Hun holdt nok av manden paa sit vis, men hadde det med at være jaloux. Hun ansaa sin mand for en skjønhet som var utsat for det smukke kjøns efterstræbelser, og taalte derfor næsten ikke at se ham tale med nogen kvinde. For nogen aar siden hadde Danielsen tænkt sterkt paa at anskaffe sig nyt gebis, da han ikke eide en tand i munden, men hans kone forbød ham det strengt, ene og alene fordi hun frygtet at hendes mand, naar han fik indsatte tænder, vilde bli i den grad bedaarende, at byens damer ikke lot ham i fred.
Dagmar var sine forældres eneste barn. Med alle sine feil holdt de meget av hende, især faren. Hun hadde gaat paa en av byens bedre pikeskoler, fik helt igjennem en god utdannelse og hadde lært at spille piano.
Danielsen saa op. „Hør du Lina, du har vel ikke glemt søndagsbrændevinet?“ spurte han med pludselig ængstelse.
„Aa nei, Kristian — jeg var nede i Storgaten før klokken fem. Men la nu være at drikke iaften.“
„Det er mig, som kan la være at drikke!“ svarte han med en mægtig gestus.
Dagmar satte sig til pianoet og spilte et alvorligt, sværmerisk stykke. Hendes spil var smukt og smagfuldt.
„Hvorfor skal du bestandig spille sentimentalske historier,“ sa hendes far. „Du vet jeg bryr mig ikke om noget slikt — jeg holder mere av det humoridiske.“
„Humoristiske, mener du far,“ rettet Dagmar.
„Jeg tror ikke det uttales slik — se efter i leksikonerne.“
„Naar du endelig vil ha lystig musik, kan du jo selv kjøpe noter til mig far,“ sa Dagmar litt efter.
„Ja, det er mig, som kan kjøpe — det er mig, som har midler!“ brystet han sig.
Det banket paa døren. „Værsaagod,“ sa Danielsen.
Ind traadte to tilsyneladende ældre mænd, graahaarede og serværdige var de begge to at se til og hadde hver sin protokol under armen.
„Undskyld, bor ikke glasmester Danielsen her?“ snøvlet den ene av dem, som ingen anden var end Jupiter Sørensen.
„Jo, det er mig,“ svarte glasmesteren stolt.
„Vi kommer for at opta mandtal,“ fortsatte Jupiter.
„Det kan ikke være nødvendig,“ svarte Danielsen, „der blev jo tat op mandtal her for fjorten dager siden.“
„Det kan ikke være tilfældet,“ sa Jupiters kamerat.
Ved lyden av hans stemme for Dagmar sammen. Med engang hadde hun gjenkjendt sin elskede, Oskar Boye, og stod der blussende rød med nedslagne øine.
„Det er, som jeg sier — de tok mandtal her for et par uker siden,“ paastod glasmesteren.
Jupiter hadde straks fattet sig. „De har ret, hr. Danielsen, der blev ganske rigtig optat mandtal hos Dem for nogen tid siden, men listen er desværre kommet bort, saa De maa være saa snil at underkaste Dem dette bryderi endnu engang.“
„Værsaagod mine herrer — ta plass.“ Han hentet et blækhus. Boye og Sørensen satte sig ned og aapnet protokollerne.
Jupiter begyndte: „Hr. Danielsen, De er født — —?“
„Javist er jeg født!“ ropte glasmesteren høilig indignert.
„Jeg mener, hvor og hvad aar De er født.“
„I Hønefossen 1840.“
Jupiter hadde ondt for at holde sig for latter, mens han nedskrev dette.
Nu utspurte han madam Danielsen og Dagmar om aarstal og fødested. Da dette var notert, fortsatte Jupiter: „Er der ikke andre folk her i huset?“
„Jo, saa er det gamle Marthe,“ sa madamen. „Jeg skal gaa op og spørre hende jeg.“
Da konen var gaat op, benyttet Danielson tiden til at ta sig en trip ind i sideværelset for at prøve søndagsbrændevinet. Saaledes blev Dagmar alene med de to mænd.
„Hvad har du fundet paa, Oskar!“ ropte hun og grep hans haand.
„Min egen Dagmar,“ sa han, trak hende tæt ind til sig og kysset hende.
„Oskar vil bortføre Dem,“ sa Jupiter og stak til hende et brev. Læs det helst straks.“
Dagmar rev sig løs fra Boye, aapnet brevet og gjennemløp det hurtig. Indholdet bragte hende i en saadan heftig, febrilsk bevægelse, at hun hverken viste ut eller ind.
„Nu, hvad sier du?“ spurte Boye hende tilsidst. Dagmar rystet paa hodet. „Jeg kan ikke, Oskar ― jeg er ikke istand til at reise slik uten videre,“ hvisket hun.
„Det vil si det samme som at vi maa hæve vor forbindelse,“ sa han mørkt.
„Aa nei, Oskar — tal ikke slik!“ stønnet Dagmar, klyngende sig til ham.
„Jeg har overveiet saken nøie, Dagmar. Vi har kun dette ene middel til at tvinge dine forældre til at gi efter. Gaar du ikke med paa dette, faar det likegodt straks være forbi os imellem. Vælg selv!“
Taarerne stod hende i øinene. „Det blir, som du vil, Oskar — jeg flygter herfra imorgen aften!“ hvisket hun.
„Min egen pike!“ Han slog armene om hende og kysset hende lidenskapelig.
Nu hørte de madam Danielsen komme nedover trappen. Rask vendte hendes mand tilbake til dagligstuen, hvor skuespillerne sat lutet over sine bøker, mens Dagmar stod for sig selv henne ved pianoet.
Glasmesteren saa rigtig straalende ut. „Nydelig veir iaften, mine herrer,“ sa han til skuespillerne. Nu viste madamen sig og avla nøjagtig rapport om gamle Marthes fødested og fødselsaar, hvilket hun med møie hadde plukket ut av hende.
Skuespillerne fjernet sig, idet de takket for bryderiet. Danielsen fulgte dem ut av døren og ropte det venligste godaften efter dem.
Da Danielsens hustru og datter atter hadde slaat sig tilro paa hver sin stol, kom det fjerde medlem av familien, gamle Marthe, ind. Det var en skindmager, graahaaret kvinde med fremstaaende kindben og anlæg til knebler. Ansigtet hadde et sint, ærgelig uttryk, hvilket sjelden forlot hende.
„Haassen er det, madam, jeg skal vel ut og kjøpe mat?“ begyndte Marthe.
„Ja, det er bedst du gaar nu.“ Madamen ga sig til at regne op alt, hvad der skulde kjøpes, hvorefter Marthe bevæbnet sig med en uhyre stor brun laakekurv.
Netop som hun skulde rykke ut paa sin ekspedition, reiste Dagmar sig og gik ut av døren.
„Hvor skal da hen?“ ropte faren barsk.
„Op og hente en bok,“ svarte hun. Danielsen gjorde ingen indvending, hun gik ut og opover trappen.
„Du faar ha et skarpt øie med Dagmar om lørdagene,“ sa Danielsen til Marthe, „for da er disse komediespillerne frie.“
„Jeg har nok set den dere fisken Boye luske omkring huset her i eftermiddag,“ svarte Marthe. „Men jeg skal passe paa ham som en smed.“ Dermed gik hun.
Egteparret sat en liten stund tause. Da sa Danielsen: „Jeg vil haape, at komedieselskapet drar fra byen snart, for det er sandelig vanskelig at passe paa jentungen.“
„Jamen er det saa,“ svarte hans kone og tilføiet derpaa heftig: „Denne Oskar Boye tror rimeligvis at han skal stjæle jentungen vor, likesom Seriane Jeremiassen stjal barselsbollen, dette dyrebare arvestykke, fra mig.“
„Det skal aldrig i verden ske!“ skrek Danielsen rasende.
„Aa, hvor kanon dum jeg var, at jeg sendte dem fløtegrøten til mor Boye!“ hvinte madamen mørkerød i ansigtet.
Vi vil forlate det opbragte egtepar og titte op til Dagmar, som hadde tændt lys i sit værelse og nu sat med Oskars brev foran sig. Det lød:
Min elskede Dagmar!
Det er nu over en uke siden jeg saa dig — denne tid har været mig som et helt aar. Jeg har henvendt mig til din far, men han avviste mig uten engang at la mig tale ut. Jeg vet du holder av mig, Dagmar — jeg stoler paa dig, og jeg skulde være lykkelig ved nu som før at møtes med dig nogen ganger om uken — taalmodig skulde jeg da vente paa lysere dager for vor unge elskov, men som det nu gaar, da jeg hverken ser et glimt av dig eller hører et ord fra dig — holder jeg det ikke ut. Jeg vet, at dine forældre holder dig næsten saa at si i fængsel og gjør alt hvad der staar i deres magt for at avværge enhver forbindelse mellem os. Jeg er fortvilet, og derfor kommer jeg med et fortvilet forslag. Du maa forlate dine forældres hus — flygte fra dem og reise til min tante i Sandefjord — hun er villig til at motta dig — hos hende maa du bli til dine forældre gir efter og tillater os at elske hinanden. Jeg er sikker paa, at vi skal drive det igjennem. Men hvis du ikke gaar ind paa denne min plan, da er ethvert haap ute for os, Dagmar, da maa jeg, hvor ondt det end gjør mig, gi avkald paa dig. Dog har jeg det sikre haap, at du elsker mig saa høit, at du er enig med mig i dette. Hør nu min plan. Imorgen (søndag) aften klokken ti maa du være oppe paa dit værelse. Du vil høre nogen plystre paa berget nedenfor. Du aapner vindnet og slipper en snor ned, i hvis anden ende du holder fast. En mand, jeg stoler paa, staar nedenfor og knytter en taugstige til snoren, du trækker den op, fæster stigen i vinduet og gaar ned ad den. Du følger vedkommende ned i gaten, hvor en indelukket vogn holder, stiger op i den og kjører til et hotel, hvor du venter paa mig — jeg skal snart være der sammen med Jupiter Sørensen. Mandag morgen reiser du til Sandefjord, hvor tante Seriane vil motta dig paa bryggen. Der slaar du dig tilro til dine forældre og jeg blir enige. Jeg haaper, at det skal lykkes mig at overbringe dig dette brev personlig, men at faa dit svar paa stedet lar sig vel neppe gjøre. Altsaa hold dig færdig imorgen aften klokken ti.
Din
Oskar Boye.
Dagmar vaklet ikke et øjeblik længer nu, hendes beslutning var jo allerede tat, men det var dog tungt, at hun skulde forlate hjemmet paa denne maate. Forældrene hadde altid været gode mot hende og villet stelle alt til det bedste, det følte hun sig overbevist om, men likesaa sikker var hun paa at hun aldrig vilde føle sig lykkelig her i verden uten Oskar Boye. Bedrøvet sænket hun hodet og hensank i dype tanker.
Dagmar hadde henlevet sin barndom i stilhet uten andre lekekamerater end Gregorius, en søn av deres nærmeste nabo, pølsemaker Hansen. Gregorius og Dagmar var under opveksten uadskillelige. Folk i gaten kaldte dem kjæresteparret, og mangen en mente det aldrig kunde slaa feil, at der engang blev noget mellem dem to. Men netop det, at de vokste slik op sammen og lærte hinanden at kjende ut og ind, frembragte et slags søskendforhold mellem dem, saa de aldrig kom til at nære sterkere følelser for hinanden, Gregorius var nu forlovet, hans kjæreste og Dagmar var utmerkede veninder. Ivaares hadde hun gjentagne ganger været med dem paa Folketeatret. Der saa hun for første gang Oskar Boye — hendes syttenaars hjerte brændte straks for ham, skjønt det bare var en almindelig teaterforlibelse. Syttende mai fulgte Dagmar med Gregorius og hans kjæreste paa folkefesten paa festningen, deltok i dansen og moret sig utmerket. Men da hendes teaterflamme, Oskar Boye, pludselig viste sig og bød hende op til dans, blev Dagmar henrykt. De to danset og talte meget sammen. Oskar, hvem hun før kun hadde set bak lamperækken, tapte ikke noget ved at komme for dagens lys — han var saa beleven, elskværdig og vakker. Dagmars lette teaterforlibelse gik med engang over til sterk, varm elskov, og den unge skuespiller blev dødelig forelsket i den smukke sorthaarete pike. Han var hendes kavaler hele kvelden og fik Dagmar til at presentere ham for Gregorius og hans kjæreste. Ved sit muntre, likefremme væsen vandt han med engang begge disse to. Oskar og Dagmar samt Gregorius og forlovede dannet hele kvelden et firkløver og skiltes kun en tid, mens skuespilleren førte Dagmar ned for at nyte utsigten over fjorden. Her slog de sig ned paa en ensom bænk, og mens musiken ovenfor spilte „For Norge kjæmpers fødeland“ fridde Boye til Dagmar, fik hendes ja og det første kys. Dette var den herligste aften i Dagmars liv, ikke mindre for Oskar, som var en ung, ufordærvet mand. Snart efter blev de enige om at betro Gregorius og hans kjæreste sin søte hemmelighet. Og dette kom de ikke til at angre paa, for disse to var dem siden trofaste medhjælpere til at arrangere stevnemøter og overbringe brever mellem de elskende, som jo maatte se at holde sit forhold i den største hemmelighet for Danielsens.
Dagmar sat længe hensunket i disse minder, saa reiste hun sig, tok Oskars brev, gik hen og puttet det i ovnen, tændte paa med en fyrstik og saa det brænde til sidste stump. Saa aapnet hun en komode, samlet forskjellige smaasaker og puttet dem ned i en kurv.
Da hun hadde holdt paa med det en stund, hørte hun der kom nogen langsomt op trappen. Hun kjendte Marthes trin, skjøt skuffen igjen, tok plass ved bordet og slog op en roman.
Døren gik sagte op, og Marthe gled ind. „Jeg vilde gjerne snakke litt med Dere, Dagmar,“ sa hun med paafaldende blid stemme.
Dagmar vendte sig om. Marthe stod der saa inderlig smørblid, som Dagmar endnu aldrig før hadde set hende.
„Nu, hvad var det?“ spurgte hun.
Tror de ikke jeg saa, at Boye var den ene av de folkene som skrev mandtal da?“
Dagmar blev purpurrød, og alt gik rundt for hende.
„Dere behøver slettes ikke aa være red for mig, fortsatte Marthe. „Egentlig hadde jeg naa tænkt at fortælle det til madamen før jeg gik ut at handle ikveld, men besinte mig og vilde vente til senere. Da jeg kom ned i gaten, stod Boye og kameraten hans nede ved gaslygten og snakket sammen, akkurat som dem skulde ha glemt noget. Saa kunde jeg ikke bare mig for at harzelere. Naa, fik dere snakke med a Dagmar? spurte jeg. Da Boye forstod, han var gjennemskuet, bad han mig saa tyndt, at jeg skulde tie stille, og saa ga han mig en tikrone for at jeg skulde holde kjæft — det gik jeg da ind paa.“
Dagmar, som var blit ræd ved Marthes ord, følte sig lettet. Hun viste nok, at den gamle var glad i penger og frygtet ikke for, at hun skulde sladre nu.
„Og saa sa Boye, at han hadde glemt at si Dem en ting og bad mig ta et brev med. Her er det ― han skrev det paa lygtepælen, mens jeg stod og ventet.“
Hun rakte Dagmar et sammenfoldet papir og tilføiet: „Nu faar Dere komme ned og spise til aftens ― det er den tid straks.“ Dermed gik Marthe.
Dagmar fandt det nok litt underlig alt dette. Hun utfoldet papiret og læste:
Kjære Dagmar!
Jeg nævnte dig at klokken 10 skulde vedkommende person være nedenfor dit vindu med taugstigen. Men straks jeg kom utenfor huset faldt det mig ind, at det av flere grunde vil være klokere, at du iverksætter din flugt kl. 9 imorgen aften. Altsaa kl. 9 maa du holde dig parat.
Din
Oskar.
Ikke litet forundret læste Dagmar dette. Hun synes skriften ikke var som Oskars almindelige ― dog, det var jo sandt, han hadde i en hast rablet disse linjer paa en lygtepæl. Det kunde jo heller ikke falde hende ind at tvile paa at brevet var fra ham. Men denne forandring av tid synes hun ikke om. Ved ottetiden pleiet de at spise til aftens, ofte litt senere, hvad paaskud skulde hun saa finde til at trække sig tilbake saa tidlig?
Hun grundet litt, saa fik hun en briljant idé. I løpet av næste dags eftermiddag vilde hun passe sit snit til at stille stueuret nede en halv time frem.
Hun brændte det siste brev, slukket lampen og gik smaanynnende nedover trappen.