Blaafjeld/7
SYVENDE KAPITEL
Det var fjorten Dage senere. I Barfrøstuen paa sin Residentsgaard Negard Nordsét sat Hrr. Simon Pofvelsøn og skrev. Han hadde for flere Dage siden faaet Brev fra Fogden, Hrr. Johan Steinkuhl, som nu var kommen tilbake fra Kjøbenhavn, at der idag skulde holdes Forhør paa Nordsét, om nødvendigt med Pinsel, for at faa Simen Carlsens tre smaa Drenge til at fortælle, hvad de vidste, og tvinge den gamle Ragnhild Nordsét til at bekjende.
Hrr. Simon skrev ivrigt. Han hadde mangt at nedtegne, som han senere skulde vidne i den store Trolddomssak; han vilde gjerne ha det altsammen færdigt og fra Haanden, til Retten kom, og til da var der kun en Time eller to tilbake. Hrr. Johan var kommen til Berge med Rettens Folk allerede forgangen Kveld.
Kun én Ting naget Hrr. Simon og hadde naget ham nu i mange Dage: Han hadde endnu ikke faaet Ingvild Moumb til at bekjende! Og han hadde dog givet Skriveren, Hrr. Liv Borch, sit Ord derpaa!
Tvende Gange hadde han sendt hende Bud med Olle Dreng; men begge Gange var der kommet Svar, at hun var ey hjemme! — Skulde hun mod hans Tro og Tanke om hende ville svige? Kan hænde var hun tagen til Echappen over Fjeldene til Sverige, som det hændte, at somme Misdædere gjorde, — at unddrage sig fra retfærdig Straf og Livs Fortabelse! Han saa ellers gjerne, at saadant hadde kunnet hænde; thi han blødet i sin Sjæl af Forbarmelse for saa stor en Ungdom og saa fager en Pige! Men — var hun echapperet nu, da han for Retten indestod med sit Ord for hende, da vilde al Verden sige, at der var nogen syndig Elskov mellem ham og hende som mellem Hrr. Lasse og Kirsti Moumb, hendes Moder, tilforn, og han kunde komme om sin Hals derfor! Sligt Rygte maatte for Gud i Himmelens Skyld ikke faa gro og vokse!
Derfor sat han da og skrev hele Timen frem, Hrr. Simon, og kjendte hele Tiden et hemmeligt Nag for dette.
— — Der kom nogen Trappen opp, tunge Trin! Hrr. Simon la Pennen og fôr sammen. Det var hende! Hvergang nogen kom, syntes han i den sidste Tid, at hende maatte det være.
Døren kom forsiktig opp; Madame Ragnhild traadte ind. «Her er nogen i Stuen, som beder at faa tale med dig — udi Enrum,» sa hun.
Hrr. Simon reiste sig.
«Hvem?» spurgte han.
«Denne Ingvild, Kirsti Moumbs forførde Dotter,» svaret hans Hustru; hun var saa forunderlig kjølig i sin Røst.
Hrr. Simon lyste op, men var straks dypt alvorlig. «Lad hende komme,» sa han; men bliv saa Du staaende ved Døren herudenfor, at vi have tvende Vidnesbyrd paa hende, om saadant fornødiges!»
Nu lyste Madame Ragnhilds Ansikt opp. Hun nikket, vendte sig og gikk.
Ingrid Moumb stod utenfor Døren i Præstens Arbeidsrum; Døren gled sakte halvt i efter hende. Hun stod blek i sit Ansikt som efter Nætter uten Søvn; hun stod med sort Tørklæde over Hverdagshuen, men hadde Sølje i sin Barm og smaa Kobberspænder i sine Sko. Hun stod der og stirret med sænket Hode; Øinene var trætte af Sorg.
Hrr. Simon kom langsomt hen til hende.
«Ingrid Moumb,» sa han, uhyre mild; «saa kommer Du at bekiende?»
Ingvild svaret ikke. Hun saa bare opp paa Hrr. Simon. Saa sank hendes Hode.
«Du har gjort dit Regnskab opp og faaet Fred med din Gud?»
«Ja.» Det kom tonløst og træt.
«Du tilstaar da, at Du sidstleden Jonsokaften hjalp din lille Syster at ride til Blaakolls, medens din Moder og gamle Ragnhild Nordsét saa derpaa?»
Ingvild Moumb brast pludselig i Graat.
«Je vidste itte, det det var saa falé!» hulket hun.
Hrr. Simon taug og ventet.
«Diefvulen forvender og forvilder Ens Sind,» sa han lavt. «Saa haver han giort gjennem alle Tider.» Han gik hende endnu nærmere, saasnart hendes Hulken hadde stanset.
«Du bekiender ogsaa videre, at Du var i Skoven med din Ko Morlik om Natten og der gav dig Satans Lyst og onde Magter i Vold?» Han talte strengt og stirret ned paa hende.
«Ja!» — Hun hulket igjen.
Da løftet Hrr. Simon sit Hode i Sorg og Forbarmelse.
«Af hvad Aarsag gjorde Du dog dette?» hvisket han.
Hun taug. Og hun bøiet sit Hode helt ned mot sin Barm.
«Af hvad Aarsag, Barn?»
Hendes Hode sank helt ned; men hun svaret ikke. Saa brast hun anden Gang i Graat og graat længe.
«Ja, saadant kan ogsaa være det samme,» sa da Hrr. Simon lindt. «Ikkun, at Du angrer din store Ondskab og kommer til Gud om Forbarmelse.»
Han stod like ved hende. Ingvild Moumb sa intet; kom bare med begge sine Hænder som efter Støtte hen paa Præstens Arm og blev staaende slik i sin Fortvilelse.
«Og at Du tager din Straf, selv Døden, for at frelse din fortabte Sjæl!»
Ingvild Moumb slapp Præstens Arm og fik begge Hænder for sine Øine. Der kom ingen Hulk; hun graat stille og bitterlig som et overvundet Barn. Da fyldtes Hrr. Simon af den store Forbarmelse. Han rettet sig opp og var blek.
«Saa kom, mit Barn,» sa han. Og han la sin Haand paa hendes bøiede Hode.
«Alle dine Synders naadige Forladelse, i Navnet Gud Faders, Guds Søns og Gud den Helligaands — Amén!» sa han med bevæget Stemme. Saa tok han sin Haand bort.
«Nu kanst Du gaa. Og lad dig ey videre til Løgn eller Flugt fra Straf forlokke. Du behøver ey at aflægge videre Bekiendelse, kun at bejae, hvad jeg for Retten paa dine Vegne bekiender. Gaa med Gud!»
Ingvild Moumb vendte sig, uhyre langsomt, — og gikk. Men da hun tok i Døren, veg Madame Ragnhild, som hadde staaet derutenfor, slagen tilbake mot Dørskottet og blev staaende og stirre efter den unge Pike, som famlet sig Trappen nedover med forgrædte, sænkede Øine.
«Guds Fred,» hvisket hun næsten uten selv at vite det ned efter hende. Saa gik hun ind i Barfrøstuen til sin Husbond og Herre.
Hrr. Simon stod midt paa Gulvet, da hun kom. Hun blev staaende og se paa ham længe; han var saa blek. Saa kom hun pludselig fremover Gulvet, slog Armene om hans Hals og brast i heftig Graat.
— Da Ingvild Moumb var kommen sig utenom Nordsétgrinden og gik Gutuen ned mot Aaen for at slaa ind paa Sørgardsveien til Moumb, stanset hun medét som naglet og stirret nedover mot Storvadet som mot et Syn. Over Aaen kom et sælsomt Følge ridende. Foran Fogden Hrr. Johan Steinkuhl og Lensmanden Jacob Sørhaugen; efter dem en Præst, som hun ikke kjendte, og en Mand i Kongens Uniform med langt Sværd; derefter endnu tvende fremmede Mænd i Kapper og tilslut over Strømmen en Langarm kjørendes med noget som en Kiste eller slikt!
Ingvild kjendte Koldsveden slaa ut i hele sit Ansikt, der hun stod. Som om døde Mænd fra forgangen Tid var ute paa Færd ved lysen Dag!
Hun snudde sig og gik fort sydover Veien til Moumb uten at se sig tilbake. — Det var Ekstraretten, som kom for at holde Pinsels-Forhør paa Nordsét Gaard.
Gammel-Ragnhild Nordsét laa paa sin Seng i Barfrøet og dormet under Skindfelden i Kviltiden, da hun medét blev vækket af en stor og fremmed Larm, som kom tilgaards. Hun reiste sig halvt paa Albuen og lyet: Der var Hestetramp, Dunder af Hjul og mange Karsstemmer!
Hun slog Felden tilside og kom sig opp; hun gik frem til det vesle blyindfattede Vindøie og stirret ut. Det gik en blek Skygge over hendes Ansikt. Det var, hvad hun tænkte og hadde ventet! Hun hadde kjendt Fogden, Hrr. Johan Steinkuhl, og Lensmanden, Jacob Larsen, da de steg af Hestene, hadde ogsaa seet et Par forskræmte Barneansikter ved Skigarden mellem Gaardene.
Hun gik skjælv paa Foten tilbake til Sengen og satte sig.
Det talte længe dernede; der blev spurgt og svaret; hun kjendte sin Maags, Simen Nordséts Stemme. «Er hun deroppe» blev det tilslut spurgt som fra Trappen.
«Ja,» svaret da Simen Nordsét dernede. Saa kom der tunge Trin Trappen opp.
Det var to, som kom, Lensmanden og en fremmed Mand i Kappe. Lensmanden kom først ind.
«God Dagen,» sa han. Og den fremmede Mand stod i den aapne Dør bakom.
«Go-Dagen,» svaret Ragnhild; hun sat paa Sengkanten med Hænder paa Knæ og saa paa de to, men mest paa den Fremmede.
«Aa ska Dø?» spurgte hun med tør gammel Stemme.
Jacob Sørhaugen smilte, et underlig farligt Smil.
«Aa føst ska vi naa sjaa etter lite oppaa her,» svaret han. «Aa har Du Kjista di etter?»
Ragnhild Nordsét saa forborgen ut.
«Du faar léte,» svaret hun; hun sat som et Billed af Træ og rørte sig ikke.
Lensmanden bøiet sig ned og saa under Sengen.
«Der er a,» sa han. «Fløtt dei unda lite.»
Ragnhild Nordsét sat som før.
Da kom Jacob Sørhaugen, Lensmanden, paa Knæ, skjøv hendes Føtter tilside og drog en liten støvet Kiste frem. Den var jernbeslagen; der var skaarne Kors i Træet mellem Beslagene, og dens Nøkkel stod i. Lensmanden vred Nøklen om, én Gang, to Gange. Laakket bet fast som før. Han vred videre, men kunde ikke; han vred tilbake; men Nøklen stod borrende fast «Troldlaas,» sa han og saa op paa den Fremmede.
Men paa Sengkanten sat Gammel-Ragnhild som før med et litet spottende Smil.
«Troldskap ska det væra for Dø, aillt Dø itte skjønner,» sa hun stærkt. «Gaa unda lite!»
Hun kom sig opp og hen til Skrinet. Hun kom paa det ene Knæ; hun bøiet sig dypt over det; den gamle Haand famlet ved Laasen under Kjoleskjørtet; saa reiste hun sig, støttet paa Skrinet og kom hen til Sengen som før.
«Naa kain Dø ha opp,» sa hun.
Lensmanden saa bort paa hende, der hun sat. Saa vred han, halvt rædd, Nøklen om. Laaget sprang opp med en Smæld; det rødnet paa gammel Rosemaling derinde.
«Sjaa etter naa,» sa hun i Sengen; hun sat som en gammel morken Stubbe.
Lensmanden tok opp og la tilside paa Krakken tæt ved. Der var en svart Trøie; der var en Luve av svart Silke, og der var et rødt Liv av Klæde. Der var ogsaa flettede Baand af farvet Uldtraad og et Par Husuer af Uld, graa.
Men dér! I det lille Skrin i Hjørnet! Lensmanden aapnet — og drog frem et Smurningshorn, saget af Gjet og fyldt med gulgraa Smørelse.
«I Jøsse Namn aa er ta?» sa han og holdt det forsiktig frem mot hende.
«Smorning aat Krøttørøm,» svaret Ragnhild Nordsét kaldt. «Du trøng kanskje lite?» Hendes skarpblaa Øine stod fortærende paa Lensmanden.
Lensmanden la Hornet fort fra sig paa Krakken.
«Faen vet, aa det er,» sa han og saa opp paa paa den fremmede Herre. Saa bøiet han sig igjen ned og drog ut den hemmelige Skuffe i Skrinets Bund. — Der laa et svart- og brunblommet Tørklæde over Halvparten af en gammel Salmebok med Messingspænder. Det var alt.
Lensmanden tok Boken og rakte den til den fremmede Herre. Saa reiste han sig opp, langsomt, og stod nu med de krøkede Hænder frem for sig, som hadde han gravet i Jord eller i et Slagts Indvolde.
Den fremmede Herre bladet længe, læste og bladet igjen. Saa kastet han Boken hen paa Krakken til det øvrige.
«Dø ha lésé fraa Dø naa da væ,» kom det tørt fra Gammel-Ragnhild; hun sat og stirret paa dem begge. Saa kom hun sig opp, gik bort til Krakken og begyndte at lægge ned igjen Plagg for Plagg. «Kristent Folk kunne faa væra i Fred,» mumlet hun.
Men ingen kunde vite, at indenfor det hemmelige Rum dypt inde laa et halvrevet Blad af Svarteboken, fundet paa Nordsét efter den forstørde Cappellan Hrr. Lasse Swante, dulgt og gjemt for ytterst Nød som ældgammel Hedendom i Folkets Sjæl.
Ragnhild Nordsét hadde lagt Klæderne ned og bøiet sig netopp frem for at laase. Da rettet hun sig medét opp og var blek. Nede fra Gaarden skar et Barneskrik opp. Hun blev staaende og lye, skjælv paa sine Hænder. Det skrek igjen i Forfærdelse!
Hun blev blaahvit om sin Mund; Øinene svartnet. «I Jøsse Namn aa gjør døm aat Baanøm!» ropte hun. Hun skøv Lensmanden tilside, kom stavrende Trappen ned og stod paa Svaltrappen med Hænder løftede og stirret.
Midt paa Gaarden stod en af Simen Carlsens smaa Gutter, naken til Bæltet, klemt fast til Pinens Bænk, og flere Mænd omkring. Blod flød af hans Næse; over ham stod en Mand med høit løftet Sværd. «Bekiend, eller jeg hugger Hovedet af dig!» ropte det truende. Og atter skar et skjærende Barneskrik over Gaarden.
Der kom et hæst gammelt Rop til Svar. Ragnhild Nordsét stavret Svaltrappen ned, stupte grue paa Stenen, men reiste sig, kom med løftede Hænder frem for sig over Gaarden og hugg Tak i Mestermands Arm. «I Jøssø Chresti Namn slepp Baane,» skrek hun. Hun var blaahvit i sit Ansikt; Hænderne skalv.
Da stod Fogden, Hrr. Johan Steinkuhl, foran hende.
«Bekiend! Ogsaa Du! — eller det gaar dig som hannem!» sa han tordnende.
Ragnhild Nordsét slapp. «Ja gjinne det!» ropte hun.
«Bekiend, at Du har været til Blaakolls!»
«Ja gjinne det!» Hun foldet de skjælvende Fingre frem mot ham.
«Og at Du har bedrevet Trolddoms Konst!»
«Ja, gjinne det! Bære slepp Baane!» Hun skalv af gammel Graat.
Johan Steinkuhl blev kold medét.
«Lad Drengen fare,» sa han lavt til Christen Suenssøn, Mestermanden. «Han kommer nokk siden at bekiende!»
Christen Suenssøn, Mestermanden, stakk sin lange Kaarde i Skeden. Saa løste han Gutten fra Strækkbænken. Men Kapellanen, Hrr. Simon, og den fremmede Præst, som hadde staaet tause paa Afstand og seet derpaa, vendte sig nu og gikk ind i Kapellanens Stue.
Ragnhild Nordsét tok Gutten ind til sig, straks han var fri af Strækkbænken, og tørket med sit Forklæde Blodet af hans Næse og Mund. «Det er itte falé Vechle min,» sa hun, men rykket til i det samme. Foran hende stod Jacob Sørhaugen, Lensmanden, med Haandjernene løftet. Saa strakte hun de skjælvende Hænder frem.
Dom stod forhaanden i den store Trolddomssak. Allerede Dagen efter, at Forhøret var holdt paa Nordsét og Fogden gjennem Hrr. Simon hadde faaet Ingvild Moumbs Bekjendelse, hadde han arresteret baade hende og hendes Moder. Nogle Dage senere hadde han ogsaa i Kongens Navn ladet Lensmanden hente Ragnhild Nordséts Ko Lauvros og den hele Buskap paa Moumbsæteren og ført dem til sin Fogedgaard Lombnes, hvor de gikk i Hjemmehavn Høsten fram.
Nu var der holdt Slutforhør i flere Dage, baade over Marthe Berge og flere andre af de Sigtede; men alle hadde negtet paa skjære Livet, de som Kirsti Moumb; ja selv Gammel-Ragnhild Nordsét hadde tat sin Bekjendelse tilbake og negtet haardnakket, hun som de andre. «Je maatte da frelse Baane,» hadde hun sagt. Bare en eneste hadde holdt Stand med Døden for sine Øine — Ingvild Moumb. Rolig, likesom dræpt i sin Sjæl, hadde hun sittet og hørt Hrr. Simon berette hendes Bekjendelse og hadde tilslut ganske stille sagt Ja dertil. — — —
— — Det sidste Forhør var slut. Retten hadde trukket sig tilbake og var atter kommet ind; Thingstuen var myldrende fuld af Folk, som var komne for at høre Dommen.
Der var gravstillt i Stuen, da Skriveren, Hrr. Liv Borch, slog til Lyd; fælent stille som ved en Henrettelse, før Øksen falder. Lagrette og Præst sat bleke; de Anklagede stirret med stive Øine.
Pludselig fôr der som et Chokk gjennem Dødsstillkhneten: Skriveren hadde reist sig for at læse Dommen opp. — — —
Ti Minutter senere var de tre Anklagede dømt. Ragnhild Nordsét for at have «farit til Blaakolds adskillige Gange» og «kaablit og kaaglit med Dieffvulen, omgaaendis med Affguderi oc Trolddoms Kunst», Kirsti Moumb for «selff at have farit til Blaakolds oc sine Børn dertil forledet oc forført», Ingvild for «efter egen Bekiendelse at have fraviigt Gud oc sig til Dieffvulen forbunden sambt at have farit til Blaakolds sammen med sin Moder oc lille Syster» — «alle til at henrettis med Bøddelens Hand oc deris Legemer leffvendis paa Baal atkastis».
For Marthe Berges og de andre Sigtedes Vedkommende forbeholdt Retten sig at æske den høieste Øvrighets Raad, da der endnu ei var Bevis paa dennem! — — —
Skriveren lagde Protokollen og satte sig; en stor, dyp, langvarig Mumlen afløste Stillheten, Mængden strømmet ut.
Men paa de Anklagedes Bænk rørte der sig ingen. De tre dødsdømte sat stille som før og saa hen for sig, Kirsti Moumb og Ingvild dødbleke med taareløse Øine, Ragnhild Nordsét med et Ansikt som størknet Sten. Ingen Ord faldt, ingen Taare, hverken da eller siden, da Lensmanden satte Haandjernene paa for at føre dem til Lensmandsarresten.
Men utenfor Thingstuedøren stod hele Tiden en blek ung Gut og stirret med store bruntglødende Æventyrøine i det hvite Ansikt. Stirret, da Mængden strømmet ut; stirret, da Lensmanden kom med de dømte; stirret, da Ingvild gik ham forbi, som om hun ingenting mere saa eller kjendte her i Verden.
Det var Gangargutten.