Blaafjeld/5
FEMTE KAPITEL
Hrr. Johan Steinkuhl, Hans kongelige Majestæts bestaltede Foged over Soløer og Østerdalene, sat og aat Dagverd paa Birkeset, hvor han brukte at bo, naar han var til Thinge paa Berge Thingstue.
Han var faret fra sin Fogedgaard Lombnes i ytre Bygd ved Ti-Slett Tid samme Dag; thi det var Søndag, og han gik nødig i Kirke, efterdi Hrr. Simon Pofvelsøns og Hrr. Olluf Jenssøns Prædikener kjedet ham saa overmaade! Heller ikke var det ham til Plaisir altid at blive mindet om sin Syndeskyld, hvis Byrde han selv allerbedst kjendte, og for hvilken han gjerne vilde have Søndagen fri som Hviledag.
Nu sat han da og aat fersk Ørret fra Throndsjø og nogen Rømmegrøt dertil, da de ikke eiet fersk Kalv der paa Birkeset. Et godt aqva vita hadde han selv med udi Tinflaske; thi saadant var ikke at erholde hos Bønderne uden kanske ved Juletide, og Øllet — det vidste han fra saa ofte tilforn — var immer surt i den stærke Sommerhete!
Hrr. Johan sat for aapen Dør og aat, da det var lummert, som om der kunde komme Tordøn eller desligste; han sat i stor Trygghet; thi Høimesse var alt forbi; nu gravsatte de gamle Lars Berges Lig dernede!
Hans Majestæt Kongens Foged spiste godt og længe; endelig skjøv han Fiskefatet fra sig, drog et Suk og reiste sig. Han var mæt. Stak sin Herremands-Matkniv i Lommen, spændte sit Kaardebælte løsere og gav sig til at spasere opp og ned i Stuen for at fordøie.
Han vilde ret inderlig ønske, at Thinget imorgen ikke vilde drage for længe ut, men maatte kunne afsluttes inden Aften, som det brukte! Han hadde erholdt embedsmæssig Orlov for at fare til Kjøbenhavn til Besøk hos sin Fader, og det var af stor Importance, at han kom hurtigst afsted; han kunde hvad Dag som helst vente Revision af Hans Majestæt Kongens Kasse, hvorudi der paa ham ubegribelig. Maade viste sig at være flere Tusinde Rigsdaler forlidet! Han hadde gjort, hvad gjøres kunde for at dække Deficit; han hadde gaaet Bønderne saa hardt an, som Loven fortolkes kunde; han hadde faaet sit Saugtømmer fremkjørt ved Friskyds og derved vundet en god Skilling; men endnu stod der henved Totusinde Rigsdaler til Rest, den han ikke vidste sin arme Raad hvor han skulde hente!
Nu vilde han bede sin kjære gamle Fader, som sat i gode Kaar udi Kjøbenhavn og likeledes var Hans Majestæts Kasse embedsmæssig betroet, om at forstrække ham med disse Penge for nogen Tid. Senere, naar alt var dækket, skulde han vide atter at passe sin Kans. «Kommer Tid, kommer Raad,» som det gode gamle Ordsprog siger, og der maatte vel snart komme bedre Tider! Muligens kunde han vel ogsaa, naar han kom til Kjøbenhavn, gjennem sin kjære Faders Indflydelse opnaa at blive et federe Embede betroet!
Hrr. Johan Steinkuhl stanset pludselig og rynket sine Bryn; saa gik han hurtig hen og lukket Døren til Stuen: den vemodige Klokkeklang af Gravringningen over gamle Lars Berges Lig flød gjennem den lumre Sommerluft ind i Stuen og gjorde ham ilde tilmode!
— — — —
Det tok varsomt i Døren, som Hr. Johan Steinkuhl netopp hadde lukket; der hørtes Hundeglæfs ute; en sortklædt Mand stak Hodet ind. Det var Kapellanen, Hrr. Simon Pofvelsøn.
«Tillader Eders Velbaarenhed?» spurgte han. Saa kom han helt ind og drog Døren i efter sig.
Hrr. Johan Steinkuhl satte et undrende Ansikt opp. Saa rakte han Kapellanen sin Haand.
«Deres Velærværdighed?» sa han. «Jeg troede Eder i Færd med at gravsætte Lars Berge.»
Hrr. Simon Pofvelsøn smilte og satte sig. «Hr. Olluf er netop her i øvre Bygd i Anledning af Thinget,» svaret han. «Han besørger Gravsætningen dennesinde.»
Nu satte Hrr. Johan Steinkuhl sig ogsaa.
«I har god Raad, kjære Hrr. Simon,» sa han. «Saadant vilde jeg i Eders Sted helst selv forrette.»
Hrr. Simon smilte fremdeles.
«Jeg gjør det ogsaa helt gjerne, Eders Velbaarenhed,» svaret han; «men man maa dog komme hinanden tilmøde.»
Hrr. Johan Steinkuhl nikket. «Visselig, Eders Velærværdighed! Særlig sine Overordnede og særlig udi trange og vanskelige Tider som disse.»
Hrr. Simon blev rød i sit Ansigt.
«Vi trænge alle Imødekommenhed, Eders Velbaarenhed,» svaret han. «Saa er vel ogsaa Eders Erfaring?»
Hrr. Johan Steinkuhl rødmet ikke; men hans Ansikt tok stor Venlighet.
«Tilvisse,» sa han. «Tilvisse! Og kan jeg paa nogen Maade tjene Eder, skal det være mig en Plaisir.»
Hrr. Simon Pofvelsøn bukket med en let Bøining mot Hans Majestæts Foged. Saa flyttet han sin Stol nærmere.
«Jeg kommer for en Aarsags Skyld, som vedrører os baade,» sa han og saa sig tilbake, om de var alene. «En Sag af overmaade Importance.»
Nu rødmet Hans Majestæt Kongens Foged. Skulde der være farlige Ting i Gjærde. Og sat kanske Hr. Simon i samme Vaande som han selv?
«Som vedrører os baade?» gjentok han og var atter Herre over sin Rødme.
Hrr. Simon Pofvelsøn nikket. «En Sag, som tør ændre mangt og meget her i Dalen,» sa han med dæmpet Stemme.
Hrr. Johan Steinkuhl følte sig yderst ilde tilmote.
«Hvad Sag?» spurgte han heftig.
Da bøiet Hrr. Simon Pofvelsøn sig helt over mot ham.
«En Trolddoms-Sag,» sa han hviskende.
Hrr Johan Steinkuhls Ansikt lyste opp; han satte store Øine.
«Hvad siger I?» utbrøt han.
«En Trolddoms-Sag, hvorudi desværre mange af Almuen ere implicerede,» fortsatte Hrr. Simon — «med Faren til Blaakolls St. Hansnatten paa forgjorte Kreature, gammelt og ungt Folk, ja selv Børn forførte dertil!»
Hans Øine søkte Hrr. Johan Steinkuhls i Forfærdelse.
Hans Majestæts Foged spærret hele sit Ansikt opp.
«En kapital Forbrydelse!» hvisket han. «Har I virkeligt Bevis for saadant?»
«Det tror jeg mig at have,» svaret Hrr. Simon Pofvelsøn; «men jeg kommer forinden til Eders Velbaarenhned med min Betroelse.»
Hrr. Johan Steinkuhl nikket og fik sin Tabatière frem, af Sølv, en Gave fra hans kjære Hr. Fader.
Og nu fortalte da Hrr. Simon Pofvelsøn i fortrolig strømmende Tale, dæmpet og med hyppige Blik mot den lukkede Dør, hvorledes den lille Karen Moumb hadde lekt at fare til Blaakolls sammen med den lille Ingrid Haarset og Simen Nordséts trende smaa Drenge og under saadan Lek paastaaet, at hun sammen med sin Søster Ingvild, sin Moder og den gamle Ragnhild Nordsét var reden til Blaakolls Jonsokaften paa deres eget Nøtskreatur.
Hrr. Johan Steinkuhl hørte med spændt Interesse, tok sig en Pris Snus af sin Tabatière og bød Hrr. Simon, som med en liten Hoderysten afslog og fortsatte at fortælle, hvordan han nogle Nætter efter Jonsok havde seet hin Kvinde paa den gamle Kirkegaard og fundet det af hende nedgravede Nøtehaar. Men denne Kvinde trodde han at være enten den gamle Ragnhild Nordsét selv, som tilforn var for hemmelige Kunster suspect og berøgtet, eller ogsaa Karen Moumbs Moder. Turde iøvrigt ogsaa hænde, at endnu flere vare implicerede i samme Trolddomsforbrydelse!
Da Hrr. Simon var færdig med sin Beretning, reiste Hans Majestæt Kongens Foged sig og begyndte at vandre frem og tilbake i Stuen, mens Hrr. Simon hele Tiden sat taus og iagttok ham i spændt Forventning.
Hans Majestæts Foged mediterte. Han saa for sine Øine en stor og sjelden Sak med Konfiskation af meget Gods og Leilighet til mangehaande Extrafortjenester samt Hans Majestæts allerhøieste Naade og Berømmelse over det ganske Land, om Saken blev paa lykkeligt Vis gjennemført med Baal og Brand for de forsorne Hekse; han saa videre for sine Øine det store, gapende Hul i Hans Majestæts Kasse, hvilket fluksens maatte fyldes, før det var forsent og det hele blev aabendaget! Paa hvad Maade kunde han mage det saa, at han gik frelst og med Vinding ut af det hele og stod ansvarsfri, om Sagen ikke skulde gelinge?
Hans Majestæts Foged mediterte, og man hørte i over et Minut kun Lyden af hans Skridt i Stuen.
Endelig stanset han foran Hrr. Simon Pofvelsøn.
«Eders Velærværdighed,”» sa han høitidsfuld. «Den Sag, I her har forebragt mig, er af den allerstørste Importance baade for Kirken og for Hans Majestæt, da den tør medføre baade Livs og Godses Fortabelse for mange. Den bør des Aarsag af al Magt fremmes og Eders Vidner snarest muligt forhøres. Hvor gamle ere Vidnerne?»
Hrr. Simon Pofvelsøn rømmet sig, før han svaret.
«Den lille Karen Moumb ved de ni Aar,» sa han. «Ingrid Haarset vel om et Aar yngre.»
Hrr. Johan Steinkuhl saa ned paa sine Fingre.
«Vidnerne ere lovligt unge,» sa han. «Umyndiges Vidnesbyrd udi Livs Sag have, som I ved, ey fuld Beviskraft; men de bør dog at forhøres; thi Børns Tale er oftest sanddru fremfor mange voksne.»
«Af Børns og Umyndiges Mund skalt Du tage dig Lov,» citerte Hrr. Simon bifaldende.
Hrr. Johan Steinkuhl nikket bifaldende. «Desuden,» sa han, «kan Børns Anklage og Tilstaaelse ret ofte bringe Voksne til at bekjende.»
Hrr. Simon Pofvelsøn reiste sig og rakte Hrr. Johan Steinkuhl sin Haand.
«Saa lader I altsaa imorgen de to smaa Piger hente og examinere,» sa han. «Jeg skal, om saa ønskes, gjerne bistaa dermed.»
Hrr. Johan Steinkuhl drog sin Haand tilbake.
«Det kan jeg desværre paa dette Thing ikke,» svaret han. «Der er allerede fuldt af Sager tilforn, og jeg maa med Hans Majestæts Orlov øieblikkelig afreise til Kjøbenhavn i vigtigt privat Erind. Men jeg skal gjennem min Befuldmægtigede Hrr. Jens Christensen lade Extraret hurtigst tillyse og Hans Majestæts Sorne Skriver Hrr. Liv Borch tilkalde, saa kunne I tilsammen føre Sagen frem, medens jeg er borte. Naar jeg om et Par Maaneder atter kommer tilbage, skal jeg se at faa den snarest og paa bedste Maade bragt til en lykkelig Ende.»
«Som Eders Velbaarenhed vil og kan,» svaret Hrr. Simon Pofvelsøn og rakte atter Fogden sin Haand.
Hrr. Johan Steinkuhl tok imot.
«Jeg beretter nu Sagen paa min Reyse til Lagmanden Hrr. Bang, til Vicestatholderen, Hrr. Ove Juel, og ved min Ankomst til Kjøbenhavn ogsaa for Hans kongelige Majestæt ham selv, hos hvem jeg haaber at blive ladet ind til Audiens. Jeg skal da ikke undlade at bringe til Kundskab for Hans Majestæt Eders Velærværdigheds Iver i denne Sags Tjeneste.»
Hrr. Simon trykket Hrr. Johan Steinkuhls Haand.
«Jeg takker Eders Velbaarenhed,» sa han, «og har da kun at ønske Eder en ret lykkelig Reyse!»
Hrr. Johan gjengjældte det hjertelige Haandtryk.
«Tak Eders Velærværdighed og Eder tillykke med Eders store Sag!» Han fulgte Hrr. Simon tildørs, stod i Døren og bad om sin Hilsen til Madame Ragnhild og Hrr. Olluf Jenssøn, stod fremdeles og saa Hrr. Simon Pofvelsøn vel tilgrinds.
Saa vendte han og gikk ind.
Men opp i den lumre, tordensvangre Luft steg Gravringningen over gamle Lars Berges Lig klagende, som om Dalen var i Vaande.
Hrr. Olluf Jenssøn sat efter vel forrettet Gravsætning i Stuen paa Nordsét sammen med Hrr. Simon til Gjennemgaaelse af den residerende Kapellans Regnskap for det forgangne Aar og Halvdelen af dette.
«Har Du ordnet med Hrr. Johan Steinkuhl om den Sag, Du ved,» spurgte han.
«Ja. Jeg var hos ham efter Høimesse,» svaret Hrr. Simon.
«Han fandt Sagen af Importance?»
Hrr. Simon nikket.
«Ser Du vel,» sa Hrr. Olluf. «Og Vidnerne?»
«Han fandt, at de var at føre, fast umyndige,» svaret Hrr. Simon.
«Ser Du vel! Ser Du vel!» Hrr. Olluf talte de af Hrr. Simon fremlagte Penge og stakk dem til sig indenfor Kjortelen. Saa tok han Pennen for at kvittere.
«Da Du nu faar alle Hænder fulde,» sa han uten at se paa Hrr. Simon, «staar jeg dig gjerne til Tjeneste med Gravsætningen af Liget paa Agger i yttre Bygd. Du slipper da at fare derud.» Han sat med Pennen i Haand og hadde dyppet i Blækhornet.
Hrr. Simon strøk sig med Haanden over sin Mund og Hake. Saa nikket han.
«Jeg siger dig Tak derfor, kjære Broder,» svaret han. »Jeg faar i disse Dage mere end nok at gjøre.»
— Hrr. Olluf Jenssøn skrev under i Kirkens Bok.