Blaafjeld/4
FJERDE KAPITEL
Hans Velærværdighed Hrr. Olluf Jenssøn, bestaltet Hjælpepræst ad personam for Hans Velærværdighed Hrr. Jens Bundissøn, Præst til Aamot Præstegjæld i Østerdalene, sad i den lille, lave Herrestue paa Nordsét sammen til Nadverd med Hrr. Simon, residerende Capellan til Sancte Peder og Sancte Simon i Ringdallenes Annekser.
Hrr. Olluf var kommen forgangen Dag over Storevattnet og Lombnæssjø Rena-Aa fram hid til øvre Bygd, hvor der skulde være Thing paa Berge Thingstue nu om nogle Dage. Han var kommen pro primo at tage Regnskab paa deres gode Faders, Hrr. Jens Bundissøns Vegne af Hrr. Simon, som nu stod for et helt Aar til Rest; havde han ogsaa pro secundo Sag paa Thinge imod de Bygsel-Bønder paa Ottnes i yttre Bygd Peder Gummundsen og Olluf Prestgardt, fordi de vitterligen, uden Hrr. Jenses Bifald dertil, havde saaet Saakorn til Delings paa nogen Sancte Peder Kirke tilhørende Jord ved Ottnes Gaard. Sluttelig laa der ham en personlig Sag paa Sinde. Der laa udi Ringdallen baade udi øvre og yttre Bygd for Tiden nogle gode Lig paa Straa, alle fra fulde Gaarde, et paa Berge, et paa Ellewold og et paa Agger; dem vilde han med Hrr. Jens Bundissøns Bifald selv gravsætte; han trængte nu Sommertide hardt til de tre Gravsætningskjør, som deraf vilde falde, og med Hrr. Simon Pofvelsøn, hvem Kjørene efter Laugen tilkom, skulde han nok vide at komme lempelig tilrette. Broder pligted jo christeligen at hjælpe Broder, særlig udi vanskelige Tider som disse!
Hrr. Olluf Jenssøn skjøv Tintallerkenen fra sig og la Kniven; saa langet han efter Tinkruset og drakk længe. Han hadde ædt Saltmatsfat og var stærkt tørst deraf.
«Du har et godt Øl, Broder Simon,» sa han, satte Kruset fra sig og strøk med Haanden over Munden, hvor Skum sat igjen.
Hrr. Simon Pofvelsøn tok Kruset.
«Ja, efter Leylighed,» svaret han. «Biuget er dyrt iaar og Humlen end dyrere. Det er en ond Tid!» Han drakk forsiktig og satte Kruset fra sig.
Hrr. Olluf Jenssøn nikket og var alvorlig.
«Ja, ond Tid, svaret han. «Vor kjære Fader, Hrr. Jens, klager sig og svarligen.»
Hrr. Simon Pofvelsøn blev rød i sit Ansikt; hans Øine mødte hurtig Hrr. Ollufs og veg straks.
«Det kan være ilde for vor gode Fader,» sa han, «fast han har Sognekald med fire Kirker dertil; men værre er det for mig, som sidder her Nord udi en kummerlig Bondestue som Residentz og med firsindstyve arme Rigsdaler for det hele Aar. Jeg ved ey anden Raad, end Præst faar Bygselbonde blive og dyrke Jord for at soutinere.»
Han tok atter efter Kruset, men satte det fra sig uten at drikke.
Hans Velærværdighed Hrr. Olluf saa paa sin kjære Broder Hrr. Simon.
«Du har dog vel Regnskab færdigt til vor kjære Hrr. Fader?» spurgte han. «Der staar alt et Aar til Rest!»
Hrr. Simon Pofvelsøn blev helt rød.
«Vel har jeg Regnskab,» svaret han; «men ey for det hele Aar. Tiderne have været onde.»
Hrr. Olluf saa bekymret ut.
«For dette kommer jeg og at lide, sa han hen for sig.
Simon Pofvelsøn saa forundret paa Hrr. Olluf.
«Hvi saa?» spurgte han. «Hvi skulde Du —»
Hrr. Olluf saa fremdeles bekymret ut.
«Naar vor kjære Fader ey faar hos Eder, hvad ham tilkommer, faar jeg ey heller af hannem, hvad mig tilkommer,» svaret han. Og han drog et høit Suk, mens han foldet sine Hænder.
Hrr. Simon Pofvelsøn brøt ivrigt af.
«Vist skulle I faa, I baade, hvad Eder tilkommer og hvad ret er,» sa han næsten heftig. «Saa have I faaet tilforn, og saa skulle I og faa herefter! Men Tiderne have været særlig onde, og Almuen her oppe formaaer sandfærdeligen ey mere at betale. De have og iaar havt stor Bekostning med den nye Kirke, dertil Dyrtid og Sot, som har rovineret mange!»
Hrr. Olluf stirret tankefuld og nikket hen for sig.
«Du har Ret, kjære Broder,» sa han. «Vi skylde at være barmhjertige. Jeg faar i Guds Navn kvittere for det halve Aar og lade det andet henstaa i Haab om en god Høst.»
Hrr. Simon Pofvelsøn rakte Haand frem mot Hr. Olluf.
«Hjertens Tak og Gjengjældelse, kjære Broder,» sa han. «Saa gjøre vi Regnskabet opp efter Thinge. Men vil Du ikke have en Pibe Tabacco efter det salte? Jeg har hollandsk Pibe; eller om Du heller synes, Lerpibe, da har jeg ogsaa denne!»
Hr. Olluf kræmtet og langet paa ny efter Kruset.
«Tak, Broder, helst Lerpibe; thi saa er min Vane,» sa han og drakk.
Simon Pofvelsøn reiste sig hurtig, gikk ind i Koven og kom straks tilbake med Piper, Fyrstaal og Tobak i en Skindpung.
«Saa tager jeg den hollandske,» sa han. Det er netopp min Vane.»
Og Hans Velærværdighed Hrr. Simon stoppet Pipe for Hans Velærværdighed Hrr. Olluf, slog Ild med Fyrstaalet, delte Knusken, blæste paa og rakte Hrr. Olluf, som smilende tok imot og tændte.
«Du est en Mester til at slaa Ild, kjære Broder Simon,» sa han og drog lange Drag.
Hrr. Simon Pofvelsøn tændte hos sig selv i den lange hollandske Pipe og dampet, leende mellem Dragene.
«Lang Vane gjør stor Mester,» sa han. «Man lærer at betjene sig selff heroppe!»
Hrr. Olluf Jenssøn nikket hen for sig og røkte. «Derudi har Du Ret, Broder,» sa han. «Enhver faar sig selv og sit i Vare tage.» Han dampet stærkere; Øinene stirret fjernt hen.
«Jeg hører, her staar nogle Lig paa Straa,» sa han. «Dem kan jeg, medens Du gjør dit Regnskab opp, gjerne gravsætte. De tør trænge at komme strax til Jorde i denne Hede.» Han saa hele Tiden ret frem for sig, som var det om selvsagte Ting, han talte.
Det stakk til i Hrr. Simon, et ondt litet Stikk i hans Hjerte. De tre Lig var ham tre Kjør værd eller blanke ni Riksdaler; dertil kom ogsaa de Gaver, som frivilligen vilde blive givne, da alle tre Lig var gode, faldne paa fulde Gaarde! Men han var i Hrr. Ollufs Vold og maatte ofre.
«Jeg er dig Tak skyldig, kjære Broder, sa han. «Der er trende Lig oven Jorde, deraf tvende her i øvre Bygd, de først døde; om Du vilde tjene mig med at gravsætte disse to, medens jeg gjorde mit Regnskab færdigt, var det godt og vel; det tredie, paa Agger i yttre Bygd, kan jeg siden selv godt besørge!»
Hrr. Olluf la sin Pipe og rakte Haand frem mot Hrr. Simon.
«Accorderit,» sa han. «Udi Tider som disse har man sig paa christelig Vis efter hinanden paa bedste Maade at lempe.»
Hrr. Simon holdt Hrr. Ollufs Haand.
«Jeg under Eder baade, — den kjære Fader Hrr. Jens som dig selff, — alt godt,» sa han — «blot jeg paa nogen Maade kunde ogsaa selff soutinere! Men skulle vi ikke nu have os en liden Styrkelse efter Nadverden,» fortsatte han og reiste sig. «Af Kaffe har jeg intet at byde; den er mig en altfor bekostelig Urt at holde; men gefaller dig et lidet Bæger godt aqva vitæ ved Siden af Øllet, saa har jeg endnu en Smule til Rest!»
Han ventet ikke paa Svar, men gikk hen til Roskapet mellem Vinduerne, tok Nøkkel frem, laaste med stor Omstændelighet opp og igjen og kom tilbake med den glasklare Flaske og to smaa Sølvbægere.
Det var taust, da Hrr. Simon skjænkte. Den hvitgyldne Strøm fra den blanke, buklet-bugede Flaske ned i de sølvgraa Bægere fulgtes af fire frydefulde Øine.
Hrr. Simon Pofvelsøn skruet Blykorken paa og satte Flasken tilside paa Bordet ved Ølkruset. Saa strakte han Haanden frem og tok Bægeret; Pipen holdt han i venstre.
«Prosit, Broder Olluf,» sa han.
«Prosit, Broder Simon!»
Saa drakk de begge. Smakte først og drakk saa ut.
«Ah —!» — de drog Frydesuk begge. De tvende Herrens Tjenere fik Storstads- og Sydlandsfornemmelse.
Hrr. Simon satte Bægeret først fra sig.
«Det er fransøsiskt aqva vitæ,» sa han.
Hrr. Olluf nikket godkjendende. Saa satte ogsaa han Bægeret fra sig.
«Aqva vitæ er dog en kostelig Opfindelse! Sagn gaar, at Hans Høiærværdighed Biskopen Hrr. Jens Nilssøn altid skal have ført det med paa sine Reiser til Visitats her i Dalen!»
Hrr. Simon røkte.
«Saa har jeg og hørt,» sa han. «Han havde god Raad dertil.»
Nu røkte de begge.
Tankefulde Skyer steg under den lave Slind; Myggene sat paa de blyindfattede smaa Ruter graa og stille. Paa Læsepulten ved Vinduet i Vest laa en stor læderbetrukken Postille. Der var Præstebolskveld.
Hrr. Olluf skottet. Skottet hen til den blanke, bugede Flaske. Kræmtet, men sa intet, og røkte videre.
Nu skottet ogsaa Hrr. Simon. Kræmtet, strakte sin Haand ut efter Flasken, drog den langsomt til sig, skruet Korken af og skjænkte.
Og atter fulgte fire Øine den blanke Strøm.
«Prosit, Broder Olluf!»
«Prosit, Broder Simon!»
«A—h!»
Der kom Frydesuk.
Og begge Bægere blev sat resolut paa Bordet, tømte.
Nu skruet Hrr. Simon atter Korken paa, tok Flasken og gikk hen til Roskapet, hvor han forsiktig laaste den inde.
Saa gikk han med Pipe i Mund tilbake til Bænken og satte sig likeoverfor Hrr. Olluf.
«Fogeten, Hrr. Johan, har ogsaa fransøsiskt,» sa han. «De sige mange Kander. Han skal have faaet af Lagmanden Hrr. Jens Bang.»
Hrr. Olluf fikk et fordægtigt Uttryk.
«Hrr. Johan Steinkuhl har Raad dertil,» sa han. De Herrer Fogeter have altid Raad. De ere altid ved Kasse.»
Hrr. Simon nikket.
«Ved Hans Majestæts Kasse!» sa han.
Hrr. Olluf satte store Øine paa Hrr. Simon.
«Hvad mener Du, kjære Broder?» spurgte han. «Har Du hørt noget?»
Hrr. Simon dampet.
«Jeg mener intet,» svaret han. «Kun at De Herrer Fogeter ere Hans kongelige Majestæts Kasse betroede. Saa have de vel ey Nød.»
Hrr. Olluf langet ut efter Ølkruset og drakk.
«Selv Hans kongelige Majestæts Kasse kan i Tider som disse være stedt udi Nød,» sa han. «Almuen kan saa sent betale.»
Hrr. Simon la sin Pipe. «Desto flere Respitbukke och andre Gaver kommer der til Fogetgaardene,» sa han. «Jeg har altid faaet en god Steg og et godt Bæger rødt Vin hos Hrr. Johan paa Lumbnæs.»
Hrr. Olluf drog en Suk og satte Kruset fra sig.
«Ja, De Herrer Fogeter ere lykkelige,» sa han. «Jo værre Tider, jo bedre drage de til Huse. Jo flere Haardrag og Blodvid Almuen i onde Tider begaa, jo lykkeligere for De Herrer Fogeters Kasse, hvorhen Bøderne flyde. Sandfærdig, de Fogeter ere dog at misunde, som leve rigeligen af Almuens Ondskab og Forbrydelse, medens vi, Herrens Tjenere, leve kummerligen af det Gode!»
Hrr. Simon nikket stærkt.
«Særlig kan det forarge,» sa han og langet efter Tobakspungen for at stoppe sin Pipe, «naar det her iblandt Almuen gemene Adulterium med Trolovedes Besofvelse saa stærkt bringer Fogetens Kasse til at florere, medens vi slet intet faa, eftersom de Trolofvede ey copulere.»
«Vel sandt, Broder Simon,» svaret Hrr. Olluf, «och det er visseligen en Forargelse; men der falder dog af bemeldte Adulterium en ret anseelig Del Barndaabe.»
Hrr. Simon slog Ild med Fyrstaalet og tændte.
«Visselig,» sa han, «visselig, kjære Broder! Men hine Barndaabe vilde dog ogsaa være faldne udi Ægteskabet, ja endog flere; men nu ville de ey udi disse vanskelige Tider lade sig copulere, og vi tabe vor gode Fortjeneste derved.»
Hrr. Olluf rettet Hrr. Simon.
«De blive dog ved Rettergang forpligtede dertil,» sa han oplysende.
«Og gjøre det dog ikke.» Hrr. Simon smilte. «Og blive atter ilagte Bøder til Hans Majestæts Kasse, medens vi atter intet erholde!»
Nu lo Hrr. Olluf.
«Du kan have Ret, Broder, sa han. «Men vi faa at lade os trøste. Vi ere dog ey kaldede til verdslig Handel och faa lade os fornøie, naar vi blot kunne opholde vort Liv!»
Hrr. Simon hadde reist sig fra Bænken. Han gik nu hen til Aaren og atter tilbake. Stanset saa foran Hrr. Olluf.
«Fromt sagt, kjære Broder,» svaret han. «Men, Du er endnu ene Mand; jeg er alt længst copuleret. Det gjør en vide Forskjel udi de Dele. Der er dog sagt: «Den, som undervises udi Ordet, skal dele alt godt med den, som hannem underviser.» Han var helt alvorlig, da han talte.
Hrr. Olluf smilte fremdeles.
«Men Adulterium er dog vel intet godt,» svaret han.
Hrr. Simon fik Blodet til sit Ansigt.
«Bene disputatum, Domine frater,» sa han. «Adulterium er vel intet godt; men de Bøder, som derfor erlægges, ere vel ey onde. Spørg Fogeten, Hrr. Johan, derom; han har Kjendskab dertil.»
Nu blev Hrr. Olluf ogsaa medét alvorlig.
«Tilgiv mig, kjære Broder Simon, sa han. «Jeg ser, Du tager dig disse Ting hardt, og jeg skal ey videre spøge dermed. Visselig kjender Du mere end jeg, hvor den Sko trykker; kan og hænde, at jeg ræsonnerer som Du, naar jeg faar den engang paa; men lader os ikke nu gruble mere over saadant, men hellere glæde os over, hvad lidet godt vi kunne udrette for Guds Kirkes Sag og Dokter Martins rene Lære!»
Han saa med gode Øine ind i Hrr. Simons stærke Ansikt.
Hrr. Simon saa mismodig ut.
«Saadan Gjerning har ikkun pauper Jordbund heroppe,» sa han, sukkende. «Det er som at saa sit Korn paa Alfarveie.» Han begyndte igjen at gaa.
Hrr. Olluf saa, halvt studsende, efter ham.
«Saadant maa Du dog ey sige, kjære Broder,» sa han. «Du har dog netopp udi denne onde Tid faaet din nye Kirke reist! Saadant maa dog glæde dig og os alle!»
Hrr. Simon stanset.
«Visselig glæder det mig, at jeg er bleven hin gamle papistiske Sancte Simon kvit og har faaet en ny, lutherisk Kirke reist paa en ren og viet Grund; men dermed er lidet udrettet, al den Stund Almuen endnu udi mangt hænger ved papistisk Overtro og Lære!»
Han satte sig ned, men tok ikke sin Pipe.
Hrr. Olluf røkte, tæt og ustanselig som før.
«Udi mangt?» spurgte han.
«Ja, udi mangt fremdeles,» svaret Hrr. Simon. «Ikke blot, at de korse sig udi Jesu Navn mange; men de dyrke endnu udi deres Hjerte og Tale Jomfru Maria og Helgener dertil. Hint gamle St. Olavsbillede paa Vangen, som henstod halv forraadnet udi Jorden syd for Bækken fra Berge, maatte jeg med Vold fjerne, da de om Nætterne særlig ved Olsokmesse gjorde Knæfald og Bøn derfor — især da Kvinderne, de gamle. De sætte og fremdeles Kors over deres Kreature, baade i Fjøs og Stald; de dyrke og Jomfru Maria paa mangehaande Vis. De sige endnu «Jøsses Marja» mange; de have og mangt Blomster med hendes Navn, hvilke de tilbede. «Marinykkjyl» og «Maria Guldsko» søge de som Hjælp udi Elskovs Vaande; af den Urt «Marimjel» søge de sig Melks Velsignelse for deres Kreature!»
Hrr. Olluf smilte.
«Saadant er visselig papistisk Overtro,» sa han, «men af ret uskyldig Art og vil af sig selv efterhaanden forsvinde.» Han sat med Lerpipen mellem foldede Hænder og saa paa Hrr. Simon.
Simon Pofvelsøn rystet paa sit Hode.
«Uskyldig Papisme gives ikke,» sa han, «efterdi den altid gjør Skade og Forvirring udi den rette Troes Begreb; men der er værre Ting end disse. Det synes, som mange af Almuen heroppe, eftersom den papistiske Vantro bliver uddreven, giver sig gammel Hedendom i Vold, saa at Satanas selv faar frit grassere.»
Hrr. Olluf var blit dypt alvorlig medét og la sin Pipe.
«Hvad siger Du, Broder Simon?» sa han og stirret paa Hrr. Simon Pofvelsøn med store Øine. «Hvad Bevis har Du for saadant?»
Simon Pofvelsøn mødte hans Blik.
«Jeg ved, at der drives baade med Signen og Manen og hemmelige Urters Smørelse samt Helbredelse ved hemmelig Trolddoms-Formular, og det er min sikre Tro, at der udi Bygden findes flere, som har sin Sjæl til hin Onde forsvoren og solgt, og som nu deraf paa fordømmeligt Vis verdsligen profitere.»
Han hadde talt lavt, med dæmpet Stemme.
Men Hrr. Olluf hadde i samme Nu reist sig og var ganske blek, der han stod i Kveldslyset.
«Broder Simon,» sa han, rystet. «Saadant maa paa kraftigste Maade at undersøges og de skyldige at udryddes! Har Du Nogen suspect?»
Han satte sig atter, men drog sin Stol like hen til Hrr. Simon.
Hrr. Simon Pofvelsøn saa sig om, reiste sig, gik hen til Kovedøren, som han lukket. Gik saa atter tilbake til Bænken og satte sig. Saa bøiet han sig over mot Hrr. Olluf.
«Gamle Ragnhild Nordsét,» hvisket han.
Hrr. Olluf saa stort paa Hrr. Simon. Saa nikket han bejaende.
«Hun var i sin Ungdom udi Aamodt alt stærkt berøgtet for saadant,» sa han; «Hrr. Jens har berettet mig derom. En ung Bonde der af Sognet, Jens Nederboelstad, som døde af Pestilents, af de Poker, klagede sin Død paa hende, at hun havde forgjort ham med Sotten, der hun vilde blive hans Elskov kvit. Men hvad videre Bevis har Du imod hende!»
Hrr. Simon reiste sig langsomt og saa sig igjen omkring.
«Noget Bevis imod hende har ey været at opdrive,» sa han, «fast hun jo bor her saa at sige under mine Øine; hun gaar til Alters og gjør sin Kirkegang som alle andre; men at her gaar noget Muffsens i Svang, derfor har jeg Bevis.»
Han bøiet sig frem igjen mot Hrr. Olluf og hvisket:
«Nat til Løverdag, som jeg af forskjellig Aarsag ikke fik sove, og som jeg klædte mig min Skjorte og mine Hoser paa og gik ud at svale mig en Smule, fik jeg, der jeg stod udenfor Svalen, paa den gamle Kirkegaard heroppe tæt ved høre Græv, som grov.
Jeg blev til en Begyndelse helt ilde tilmode og tænkte, det kunde være Gjenfærd eller desligste, men da jeg havde bedet Fader Vor, kom straks mit Mod tilbage. Som jeg da stod og saa nærmere, saa jeg, at det var en graaklædt Kvinde, som grov, og at hun lagde noget lidet ned og grov videre. Men hvilken Kvinde det kunde være, kunde jeg ikke skjelne, da der var Skyer og ikke længer Maane.
Saa gik da snart hin Kvinde fra Kirkegaarden og til Bjørngard Uti opp og blev borte. Men jeg lagde mig nøie paa Minde, hvor hun havde gravet. Saa gik jeg ind, klædte mig fuldt paa, tog min Staldlygte og et Græv og gik didopp, ensom for at grave.»
Hrr. Olluf drog Aanden dypt.
«Kjære Broder Simon — at Du det torde,» brøt han ut.
Simon Pofvelsøn blev stærk i sit Ansigt.
«Broder Olluf,» sa han. «Jeg gik udi Guds, den Alsmechtiges Ærind; da nærer jeg aldrig Frygt!»
Han saa Hrr. Olluf dypt og tryggt ind i Øinene.
«Men da jeg var kommen derop og begyndte at grave, ved Du saa, hvad jeg fandt? Ikke Lig af dødfødt Barn, som kan hænde, heller ikke afhuggen Haand eller Finger begraven, men en liden Pung af Skind med noget Nøtehaar derudi. Det var svedent Haar af Kreatur, som var redent til Blaakolls af Heks St. Johannis Nat, og som maa begraves i kristen Jord for ey at skade; thi ligger det tilhuse Natten over uden at have smagt kristnet Jord, ville Husets Folk dø deraf eller blive galne; man siger Capellanen Hrr. Lasse er bleven galen paa saadant Vis!»
Hrr. Olluf sat ganske betagen og stille.
«Gud bevare os i sin Naade,» sa han og foldet sine Hænder.
«Saa lod Du vel hin Pung ligge?» spurgte han lavt.
«Pungen lod jeg ligge og grov den ned som før,» svaret Hrr. Simon; «men noget Haar tog jeg med.»
Han reiste sig og gikk hen til Schatolskapet, hvis hemmelige Skuffe han aapnet. Da han atter lukket, hadde han i sin Haand en liten Læddik af Træ, som han forsiktig satte paa Bordet foran Hrr. Olluf.
Hrr. Olluf Jenssøn drog hastig sin Stol tilbake og blev sittende i Frastand og stirre.
Hrr. Simon aapnet. I Læddiken laa en liten Tafs hvidt Nøtehaar, som lyste hvitgraat i Skumringen.
Hrr. Simon stod med et litet tryggt Smil; Hrr. Olluf sat med tvilraadig Mine.
«At Du dog drister at have saadant i Huse,» sa han. «Du kunde fange Sotten og tage din Død deraf!»
Hrr. Simon satte forsiktig Laaget paa.
«Jeg ligger med Guds hellige Ord under min Hovedpude hver Nat,» sa han. «Mig kan intet Hekseri fordærve!»
Han tok Læddiken i sin Haand, gik hen til Schatolskapet og laaste den atter ind i sin hemmelige Skuffe.
«Desuden har det jo nu været i kristnet Jord,» sa han videre, tok Nøglen ut, vendte sig mot Hrr. Olluf og smilte. Kom saa tilbake til Bænken, hvor han slog sig ned og begyndte at stoppe sin Pipe.
Nu flyttet Hrr. Olluf sig ogsaa nærmere og gjorde det samme. Og der var en liten Stund eftertænksomt stille.
Slaget af Fyrstaalet og de kvasse Funker ned i den tørre Knusk gav en fælen, farlig Kveldsfornemmelse; Pipegløden, da der blev tændt, og de graa, dampende Tobaksskyer gjorde det tryggt at sitte inden Huse.
Hrr. Olluf var den, som først talte.
«Jeg er blefven helt ilde tilmode,» sa han. «Her gaar visselig Satans Kunster fore, og vi maa bede den alsmechtige Gud flittigen, at saadant snart maa blifve aabendagit og komme til en Ende; men noget Bevis imod hin gamle Ragnhild er hine Nøtehaar dog ikke, al den Stund det ey er udi confesso, at hun var hin Kvinde.»
Hrr. Simon Pofvelsøn tok Pipen af Munden og drog et Suk.
«Ney, Bevis imod hende det have vi ey desværre,» svaret han. «Dertil er hun for slu og sledsk en Kvinde, og Fanden han frier de sine. Det fik da ogsaa med hende være det samme, al den Stund hun er en meget gammel Kvinde, som alt gaar udi det femte Tjuge og efter al Natur skal snart henvandre; værre er, at al Ungdom ved sligt Exempel til Trolddom forvendes; ja selff uskyldige Børn oplæres derudi!»
Hrr. Olluf Jenssøn var blit ganske blek i sit Ansikt. «Hvad siger Du, Broder!» hvisket han «Saadant er dog ey til at tro og tænke!»
Hrr. Simon talte lavt som han.
«Jeg har Beviser derfor, hvisket han og saa sig om. Kanske kunde hans kjære Hustro, Madame Ragnhild, som var til den nye Kirke for at sømme Alterduken med Silke, komme!
Saa bøiet han sig over mot Hrr. Olluf med Hodet støttet i begge Hænder og Pipe i Mund, mens han talte.
«Jeg har ret ferske Beviser derfor,» sa han. «Udi forrige Uge en Dag ved Tolvslet Tide, da alt Aannefolk havde Hviletid og sov efter Dugul, gik jeg til min Lade hernord, som støder tæt til Simen Carlsens Vedskur, for at se, hvad Hø der var bragt i Hus; thi der stod Regn sør i Dalen, som trued med at falde. Da jeg kom ind udi Laden, hørte jeg fra Simen Carlsens Skur nogen tale, baade en og flere. Det var Børn, som legte sig derinde; det kunde jeg af deres Røster forstaa og høre. Jeg saa da gjennem Vægg-Springen og ind udi Skuret for at se, hvad de foretoge.»
— Hrr. Olluf nikket bifaldende. —
«Det var Simen Carlsens trende Drenge og tvende smaa Piger dertil. Den lille Else paa Haarset og den lille Karen fra Moumb, Datter af hin Kirsti Moumb, som man sagde var falden i med Hrr. Lasse.»
— Hrr. Olluf nikket igjen bifaldende.
«Som klaged ham an og blev frifunden,» tilføiet han.
Hrr. Simon saa spørgende paa Hrr. Olluf.
«Ja, Herren vide,» sa han. Saa tok han Pipen af Mund og fortsatte:
Jeg saa da gjennem Vægg-Springen videre og blev var, at de havde noget ret underligt fore. Thi de tre Drenge sad paa Kubber af Ved, som om de rede derpaa, og slog med smaa Kviste og raabte, medens de rede: «Til Blaafjell! Til Blaafjell udi Pokerens Navn!»
Og de to smaa Piger stod og saa derpaa. Da sagde den lille Else fra Haarset, at ogsaa hun vilde ride; men de tre Drenge gav hende ikke Lov dertil; de sagde, de havde ey flere Kreature. Da blev den lille Karen fra Moumb vred og sagde, hun ey behøvede dem derom at krøsse; hun havde redet til Blaakolls Jonsoknatt paa hende Rængaas, Bjældekoen, et langt Stykke.
Da lo Carl, den største af de trende Drenge, og mente hende for vek dertil. Men Karen Moumb blev end vredere og fortalte, at hun havde sagt som sandt var, og at hendes Moder og hendes Syster havde været med og hjulpet hende dertil!»
Hrr. Simon saa paa Hrr. Olluf. Da reiste Hrr. Olluf sig pludselig og greb Hrr. Simon haardt om Armen. «Broder Simon,» sa han heftig. «Har Du tabt din Forstand, at Du ey tidligere har fortalt saadant? Tak Gud paa dine Knæ! Her har Du jo fuldgodt Bevis och Vidne!»
Hrr. Simon saa op paa Hrr. Olluf, næsten vemodig. «Dette er jo dog ikkun Barns Tale og ey af Vidnesbyrds Kraft efter Laugen,» svaret han.
Hrr. Olluf holdt sit Tak fast i hans Arm, saa det sved.
«Broder Simon,» sa han næsten harm. «Ser Du da ikke Guds sære Tilskikkelse udi dette Hvad gammelt Folk med Djefvulens Bistand bedrive og fordølge, det blifver gjennem et troskyldigt Barns uskyldige Tale aabendagit! Siger ey den hellige Skrift Udaf de uskyldiges og diendes Mund skalt Du tage dig Lov!»
Hrr. Simon hadde nu ogsaa reist sig.
«Kan hænde Du har Ret,» sa han, «og Gud give, det maatte hænde som Du siger!»
Olluf Jenssøn tog ham nu ved begge Arme fast og saa ham stærkt ind i Øinene.
«Kjære Broder Simon,» sa han. «Du ser ikkun disse Ting halvt og forstaar ey, at nu er ved dette en stor Ting til Herrens Riges Udbredelse hændet for vor Bygd! Hvad Du tilforn har udrettet med den nye Kirke og alt andet, er for intet at regne imod dette. Fornylig blev en led Troldkvinde udi Trøndelagen, Lisbeth Nupen kaldet, tagen ved Vingeben og aabendaget til stor Triumph for Guds sande Kirke over det hele Land; hvor langt større Triumph vil Du ey forvolde, om Du udi denne afsides Dal kan aabendage ikke én, men endog flere Troldkvinder og Hekse! Du faar Berømmelse over det ganske Land og faar visselig Forfremmelse dertil ad Aare!»
Simon Pofvelsøn slog sine Øine ned.
«Med Forfremmelsen faar det at gaa som Gud mig bestemt hafver,» sa han, mild i sin Røst — «blot Guds Rige og den sande Lære kunde vinde noget derved!»
«Tilvisse! Tilvisse, kjære Broder,» sa Hrr. Olluf. «Gaa nu blot fluksens til Hrr. Johan Steinkuhl, naar han kommer til Thinge, og meld ham, hvad Du ved. Det videre vil han da visseligen exsequere!»
Han klappet ham paa Skulderen og saa sig om.
«Men nu, kjære Broder,» sa han, «vil jeg, om Du ikke har noget derimod, gjerne have endnu et lidet Bæger af dit gode fransøsiske og saa straks gaa til Hvile; jeg har havt lang Reise og er til med bleven ganske stærkt betagen af, hvad stort Nyt Du har fortalt!»
Hrr. Simon gik hurtig hen til Roskapet, aapnet og tok den blanke Flaske ut, skjænket forsiktig i de store Bægere og bragte Flasken tilbake. Det var nu næsten ganske mørkt i den lave Stue; Søvn laa graa over de blyindfattede Ruter; Skumring fyldte alle Hjørner og den svarte Aare.
«Prosit, Broder Olluf!»
«Prosit, Broder Simon!»
De drakk tilbunds.
«Ah —!»
Og der sukkedes Frydesuk.
«God Nat og Guds Fred, Broder Simon!»
«God Nat og Guds Fred, Broder!»
Hrr. Olluf gikk hurtig mot Koven for at gaa Trappen opp til Barfrøværelset, hvor han paa sine Besøk hos Kapellanen pleiet at sove; men kommen halvveis vendte han om og kom tilbake.
«Broder Simon,» sa han. «Du har vel en Martin Luthers Postille eller en Evangeliebog at undvære for Natten? Jeg faar saa vanskelig Søvn, om jeg ikke faar først et Guds Ord at læse!»
Hrr. Simon Pofvelsøn gik hurtig hen til sit Schatolskap og tok en Bok frem, messingspændet, i brunsort Skindbind over stive Træpermer.
«Her har Du Luthers Postille,» sa han og leverte Boken til Hrr. Olluf. «Den er fast som Guds egen hellige Skrift at regne!»
«Tak, Broder Simon,» svaret Hrr. Olluf, — «og atter Godnat!» Han forsvandt Koven ind Trappen opp med den tunge Bok under Armen.
Men Hrr. Simon Pofvelsøn, da han var blit alene, kjendte Luften i den lave Stue lummer og liten, saa han knapt kunde aande. Gikk saa hastig ut og stod paa Svalstenen længe; indaandet Sommernatten, som netopp holdt paa at falde med blekblaa Luft over svartnende Aaser og med Sus af Aa i den store, fjerne Ensomhet mellem Fjeldene.
Hrr. Simon kjendte sig forunderlig gjennemskjælvet af Makt og Begivenhet, der han stod i den svale Kveld under Himmelhvælvet. Visselig, her skulde store og sælsomme Ting hænde, Guds Rige og den sande Kristentro til Ære! Visselig, her skulde det foregaa, som skulde vorde rygtbart ud over alt Norges Land, ja kanske videre! Han, Simon Pofvelsøn, skulde utrette dette! Han skulde ikke hvile, forinden al hin Satans Konst og Ondskab var ryddet ud og alle af Satan forgjorte Sjæle rensede ved Baal og Brand!
Hrr. Simon Pofvelsøn var helt henført og vidste ikke, at han stod der med knyttede Hænder i Sommernatsskumringen. Indtil han endelig kom til sig selv ved, at nogen gik Bakken opp fra Storvadet og nu tok i Grindkroken.
Det var Madame Ragnhild, Hrr. Simons, som kom. Og Hrr. Simon undret, at han ikke før hadde tænkt paa hende, endda hun nu hadde været flere Timer borte.
«Hvor har Du været saa længe?» spurgte han hende, da hun kom.
Hun stod med et Knytte i sin Haand og smilte.
«Udi Kirken, som Du ved,» svaret hun — «at sømme det nye Altarklæde.»
«Det kunde dog ey tage saa lang en Tid,» sa Hrr. Simon; «vi vented dig efter Nadverd baade.»
Ragnhild, Hrr. Simons, smilte, sit frodig-fagre Smil.
«Jeg var og paa Berge,» sa hun og talte nu ganske lavt som i stor Fortrolighet. «Jeg fikk af Gunhild Berge et halvt Bismerpund friskt Sætersmør som Gravsætningsgave.»
Hrr. Simon talte endnu lavere.
«Det var ilde, min kjæreste,» sa han. «Jeg gav netopp ikveld Hrr. Olluf Lars Berges Lig at gravsætte!»
Madame Ragnhild saa nedslaaet ut.
«Af hvad Grund gjorde Du dog saadant?» spurgte hun. «Vi trænge dog saa godt alle Lig heroppe!»
«Af god Grund,» svaret Hrr. Simon. «Hrr. Olluf har tjent mig til Gjengjæld paa anden Maade.»
De talte nu begge hviskende.
«Da sige vi ey videre derom,» sa Madame Ragnhild. «Han faar dog af Smørret imorgen til Frukost.»
«Vi kunne ogsaa give ham med deraf i hans Nisteskræppe, naar han farer,» sa Hrr. Simon. «Iøvrigt —» han brøt pludselig af.
Madame Ragnhild saa op paa Hrr. Simon. Naar han brøt af, vovet hun ikke at spørge videre; men naar hun da taug, fortalte han gjerne.
«Der tør komme at hænde Ting af sælsom Art,» sa han, uhyre lavt.
Madame Ragnhild saa igjen opp paa sin Husbonde.
«Af sælsom Art?» spurgte hun.
Nu taug Hrr. Simon. Og hun tænkte: «Han taler vel videre derom siden, naar vi ere komne i Senge, som han bruger at gjøre!»
Saa gik hun ind. Og han fulgte. Men han talte aldeles ikke videre om dette.
En halv Time senere var alt stille og Nat paa Nordsét Gaard. Paa Barfrørummet laa Hrr. Olluf alene med Dr. Martin Luthers Postille under sin Hodepute; i Koven laa Hrr. Simon med den hellige Skrift under sin og sin Hustro, Madame Ragnhild, ved Side; men ingen sov.
Madame Ragnhild sov ikke, fordi hun ventet, at Hrr. Simon skulde tale videre, hvad han ikke gjorde; Hrr. Olluf og Hrr. Simon sov ikke, fordi de begge var hete af stor Beslutsomhet og ivrigt Begjær efter det sælsomme, som skulde komme.