Blaafjeld/1
FØRSTE KAPITEL
Det var Søndag før St. Johannis, Anno Domini
1670. Den gamle Kirkeklokke i øvre Ringdals
nybygde Kirke ringte skjælvende Skjærsommer.
Al Dalen stod i Blom; al Luft blaanet som en Himlens blaa Blomsterkrone under Soløiet; en stor Em af sprættende Hægg og solvarm Skog steg som Offerduft mot Himlene.
«Ære være Herren i det Høieste,» skalv det i den gamle Klokke, som ringte i det nye Taarn.
«Ære være Herren,» svaret Dalen i sin Sommer.
«Ære være Herren,» sukket gammelt Folk, der de gik svartklædt til Messe under Høisommervarmen.
Thi det hadde været saa grum en Vinter.
Ond Blodsott hadde faret helt fra Jul til Vaaren frem; Storgraven hadde staaet fuld af frosne Lik, som først fik Kirkens Jord mot Pintsetide, da Tælen smeltet.
Men endnu stred en og anden i Dalen med Døden, og lidet hadde det hjulpet, at somme skar sig for Sotten baade i Arm og paa Bringe for at stanse Blod med Blod!
Og usselt hadde det baadet, at Gammel-Ragnhild Nordsét hadde manet over morkent Mandeben fra den gamle Kirkegaard der øster eller smurt Bug og Lænder med Troldsmurning af vild Honning med Mand-Ister blandet!
Sotten, den svarte Fugl, hun blev og tog, hvad hun tage vilde, gammel som ung, med vilden Klo!
Hertil var og kommen saa syndigt sen en Vaar. Lombnessjø, som ellers rev først i Mai, laa blank ved Pintsefestléte, og Storevattnet var kjørendes Mai Maaned ut! Bjørken hun skilte sig først fra Svartskogen, da Juni stod for Dør, og den første Gjøk, som gol, det var Sødergjøk; saa sagde Jacob Sørhaugen, Lensmanden, som først blev Gjøk var der i Bygden.
Sødergjøk — Dødergjøk! Sandt var det Gjøkegal blevet! Fæ svalt blanken Svelt; Hest stupte i Stald; Ku styrtet paa Baas, og rustent gol den røde Hane.
Og saa til sidste Slut som Topp paa bedsken Rot en Herrens dyre Tid med alskjøns tyngende Skat og Styr som i forgangne Feydes Tider! Gud han naade den boende Mand, som iaar ikke hadde fet Respitbukk staaende, naar Kongens strenge Foged kom at kræve, hvad Kongens var! Hans Velbaarenhed Hrr. Johan Steinkuhl, som sat paa Lombnes gode Gaard, var ikke den Mand, som sparet Bonden hans Blod, om han ikke blev selv fet derpaa!
Tvi vori hannem! Pestilentzen hun slaa dem hver og en, slik de fôr!
Men Ære være Herren i det Høieste! Thi der den nye Kirke var færdig reist i Juni og viet ind af Hans Høiærværdighed Biskopen, var en god Velsignelsestid kommen over Dalen. Varm Regn af Syd var falden hele otte Dage frem og derefter et Blaaveir med drivende Sol saa stærkt, at Dalen stod i Varmedis Aaserne rundt og klædte sig grøn som i et Under!
Saa var de da gangne til Kirke alt Folk, som gaa og kræke kunde, om kanske dette Herrens velsignede Veir kunde fortfare, til Høiaannen vel var over og det fattige Korn, som var saaet, hadde skudt Aks, saa det kanske bar frem til Modning, før Jernnætterne kom og frøs det hele bort, hvad der hændte fire Aar af fem der i Dalen!
— — «Ære være Herren i det Høieste! Velsignet være vor Gud i Evighed!»
Hrr. Simon Pofvelsøn, residerende Kapellan til øvre og ytre Ringdalens Annekser under Aamots Gjeld udi Østerdalene, stod for Høialteret og messet Slut for sin Menighed i øvre.
Han messet med høi Røst og triumferende; thi det Herrens Aar 1670 hadde visselig været et stort Herrens Besøgelsesaar baade for Menigheden og for hannem!
Den gamle Kirke paa Nordsét, som laa paa papistisk Grund med Guds Fortørnelse over sig, var endelig reven og ny Kirke reist paa vestre Side af Rena-Aa i fagert Ly under Gaardene Berg og Haug. Vel var gammelt Tømmer af den gamle Kirke taget med og lagt ind i den nye, efterdi det var prøvet gjennem Tider og godt brugeligt, og vel var baade Kirkens Sølv og Ornat samt et og andet, som til Zir var Kirken givet, saa og de gamle Kirkestole med tagne; men Taarn og Spir var nyt, og Altertavlen, foran hvilken han nu stod, af nyt og herligt Arbeide, bestilt og skaaren paa Hedemarken af gode Træsnidere, Disciple af den navnkundige Mester Cristaffer udi Kristiania.
«Ære være Herren i det Høieste! Priset være vor Gud i Evighed!»
Thi nu stod Kirken der paa luthersk viet Grund, og at saa den gjorde, derfor hadde de hverken Sognepræsten Hrr. Jens Bundissøn eller Kapellanen Hrr. Olluf Jenssøn, men alene hannem, Hrr. Simon Pofvelsøn, at takke! Thi Almuen her af Dalen vare haarde Halse og vilde nødig sin Pung oplukke, fast de hadde Forpligtelse til sin egen Kirke udi værdig og forsvarlig Stand at holde! Men takket være hans, Hrr. Simons, indstændige Formaning og Advarsel og takket være tillige hin gruelige Blodsott, som hadde bøiet Bøndernes stive Nakke i stor Ærefrygt for Herren og Angst tillige, saa stod nu Kirken der fri og frelst paa den sande Læres Grund! Og reist af hannem!
«Priset være vor Gud i Evighed!»
Hrr. Simon Pofvelsøn hadde messet slut; nu saa han sig om og vendte sig mot Menigheten for at læse Velsignelsen.
Sandfærdig sat ikke gamle Marthe Berge i Kirken idag! Den skarnagtig Kvind, som levet saa syndigt et Liv med Bandskab og anden Uterlighed sammen med sin unge Sønnekvinde, som hun fuldkommen fordærvede! Sandfærdig sad hun ikke idag i Kirke, hun som de andre at bede for det Herrens velsignede Veir! Hun som ellers aldrig søgte Herrens Hus andet end den Gang om Aaret, da hun nød det hellige Sakramente for sine store Synders Skyld!
Hrr. Simon Pofvelsøn følte stor Lede og ventet med at løfte sine Hænder velsignende. Indtil hans Øine traf den unge Ingvild Moumbs lyse Hoved med det guldfagre Haar under den silkeblommede Hue! Sandfærdelig Dalens fagreste Mø mellem mange! Og den uskyldigste!
Da løftet den residerende Kapellan, Hrr. Simon, sine Hænder udbredte. Og Røsten var høi og Øinene stærke, der han saa utover sin Hjord:
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade lyse sit Ansigt over dig
og være dig naadig!
Herren løfte sit Aasyn paa dig
og give dig Fred!
Amen!
Og han saa hele Tiden paa Ingvild Moumbs lyse velsignede Hode og sa det altsammen som til hende; men til den gamle Marthe Berge sa han det ikke.
Gik saa derpaa hen i Kordøren for at bede Fadervor han selv, Hrr. Simon; thi de hadde ikke Klokker der i Bygden paa de Tider.
Men da Fadervor var tilende og Bønnen om Frelse fra det onde var bedet, brast der utover al Kirken de tre Gange tre brustne Klemt af den ældgamle Klokke i Taarnet. Brast som forgangne og forborgne Tiders Sukke, som Erfarenheds hemmelige Viden og Klage, Klage fra Tider, som var døde og ventet en evig Opstandelse.
Gjennem Hrr. Simon Pofvelsøn jog der, som han stod med bøiet Hoved og foldede Hænder i Kordøren, et stort Ubehag. Og han lovet sig selv det Løfte, at han ikke vilde hvile, før han af Kobber og Sølv hadde faaet en ny Klokke støpt, enten paa Ottnes i ytre eller bedre udi Thrundhiem til Afløsning af hin gamle papistiske Klage og til Opmuntring og Troes Styrkelse for den ganske Dal. Og da han løftet sit Hode i hint stærke Forsæt, slog Susen af Menigheten, som nu aanded opp for at gaa, ham imøte som et stort Ja dertil.
Da Hrr. Simon ad Sakristidøren gik til Kirkeporten og satte sig op paa sin Hest midt imellem Menigheten, som stod samlet rundt Kirkeplanken, kjendte han en stor Maktfornemmelse. Al Dalen laa under Sol og Sommerduft, og han var Gud Herren den almægtiges Tjener heroppe! Her laa Herrens Hus!
Visselig laa den gamle hedenske Leikarvold ret i Nord, og visselig blev mangen vild Lek her endnu om Kveldene bedrevet; men snart skulde Kirkens hellige Grund gjøre Hingsteskrikene tause og de Dødes Gaard tale de Levende tilrette!
Hrr. Simon Pofvelsøn satte sin Hest i Gang og hilste. Saa red han bort mellem sin Menighet langs Vangen ned for at sætte over det store Vad ved Gammelstaldene og derfra Lien opp til sin Residentsgaard Nordsét nedre, nær den nedrevne Kirke.
Men som han red i Solskinnet Vangenjordet ned, kom der atter over ham en stor Lede og en heftig Harme derefter.
Her laa fremdeles, ret i Syd for den nye Kirke, hin gamle papistiske St. Olavsvang, endnu uryddet og med Vildgræs og Tue! Visselig var hint gamle Helgenbillede, til hvilket Folket fordum bad, forlængst stængt paa Loft og hint gamle Afguderi ryddet af Bygden; men Sagnet det gik, og Jorden den laa endnu i Ærefrygt øde!
Forsand! Hin gamle St. Olavsvang skulde ret snart blive en sand Lutheri Kirkevang! Før vilde han, Hrr. Simon Pofvelsøn, ikke hvile, før han hadde ryddet hine gamle Tiders Aand og falske Lærdom ut!
Dag og Nat skulde det være i hans Tanke; Aar om Aar skulde han virke derfor — kan hænde han da ret snart blev til bedre Kald forfremmet!
Dertil hjælpe Gud den Almægtige i sin Naade!
Hrr. Simon stanset sin Hest og saa sig tilbake. Der laa hans Kirke! «Sancte Simon» hadde hin gamle Kirke paa Nordsét været kaldet helt fra papistisk Tid; Hrr. Simons Kirke skulde den nye nævnes! Midt imellem hedensk Leikarvold i Nord og papistisk Olavsvang i Syd hadde han lagt den med velberaad Hu; thi seire skulde den over dem begge!
Hrr. Simon Pofvelsøn drog Aanden dypt og satte atter sin Hest i Gang. Der var slik livsalig Sommer!
Saa red han langsomt over Storvadet, forbi Gammelstaldene, som nu stod forfaldne og tomme, og videre Veien opp til Nordsét, hvor hans Dreng Ole Bergersen stod ved Grinden for at ta imot sin Herre.
«Et Herrens velsignede Veyr, Olle Dreng,» sa Hrr. Simon; han steg af sin Hest ved Svalen.
«Ja, Eders Velærværdighed,» svaret Olle Dreng og tok Bigslet.
Han hadde været hos Hrr. Simon nu paa femte Aar og var vel kyndig i de Dele, baade hvad han skulde svare og gjøre.
Men da Hrr. Simon vendte sig paa Trappen for at se efter sin gode Hest og endnu en Gang at fornemme Solveiret og den livsalige blaa Dis over Aaserne, blev han staaende som stukken af Orm og stirre. Og for tredie Gang idag fik han en dyp Fornemmelse af Lede, denne Gang næsten af Gru. Paa Barfrøtrappen bent imot stod en gammel runken Kvind i Sollyset.
Ikke, at han ikke kjendte hende; hun var Gammel-Ragnhild Nordsét, som han dagstøt talte med og mødte; ikke at hun heller var af hans haardeste Halse; thi hun gik ret ofte i Kirke, særlig til Fest, fast hun alt var over det fjerde Tjuge, og sang gjorde hun Salme med saa skjælv en Røst, hvad han ofte kunde høre om Kvelden, da Gaarden hvor hun sat hos sin Dattermand Simon Carlsen, laa lige ved hans; men hun hadde, der hun stod i Sommerdisen, saa forgangent og mægtigt et Ansigt, at han tverfrøs derved.
Det syntes ham, som sagde hun ut af Hedendom og Alder:
«Jeg er Dalen — hvad vil Du mig?»
Det var, som brandt det ut af hendes mørke Øine:
«Jeg er Dalens Benrad — hvad vil Du mig?»
Og Hrr. Simon fik det Mot, som Angst giver, og han blev rød i sit Ansigt og ropte ditover:
«Ragnhild Nordsét! Hvi var Du ey til Kirke idag?»
Den gamle Kvinde paa Trappen vaaknet likesom opp og lyet. Holdt Haand over Øie og speidet. Saa fik hun se Hrr. Simon.
«Aa seier Præsten» ropte hun tilbage med morkent Maal.
Hrr. Simon ropte anden Gang.
«Hvi var du ey til Kirke idag?»
Ragnhild Nordsét lyet. Vendte sit Hode som en gammel Ugle og lyet.
«Je hører itte, aa Præsten seier,» ropte hun tilbake.
Saa lo hun gammelt.
Da gik Hrr. Simon ind i sit Hus. Rope videre til hint gamle Kvind vilde han ikke, og inde stod Dagverd og ventet.
Men som han netopp hadde bøiet sit Hode og sine Hænder for Mat, hørte han tæt utenfor Stuevæggen en kjærringkvell Stemme:
«Lauvros, dit Raanaut! Vil Du fole dei! Lauvros!»
Det var Gammel-Ragnhild Nordsét, som jaget en brunbotet Ko ut af Præstegaardshagen med en Soplime.