Bjørnstjerne Bjørnson (Bull)
Gyldendal, (s. 47–75).
BJØRNSTJERNE BJØRNSON
Men længe før saa gode mænd gik heden —
i aarene, da skaren kjæmpet spredt,
og prøvet mandig at forene freden
med fordringer om billighet og ret —
i tiden for de fine silhouetter,
da landet laa saa svart i blanke nætter,
da skjedde der i dypene et skift,
med vilkaar for den høieste bedrift!
Og nede under vintervissne svorden
steg støtt og steilt og stille gjennem jorden,
med sprængende og opadrettet hug
et mægtig skudd af arten vinterrug!
Men uraad var at se af dét, som hendte,
at noe nyt og vældig var i vente!
I folkets liv gik tingene paa tverke
trods ædle borgere og bønders slit
og skjønt de vandret mot sit vardemærke
paa fjeldet foran, naadde ingen dit!
Fra krøtterstier seg der sure nei’er
mot alle aandelige kongeveier;
i selskapslivet gik man om med mine,
(for der skal altid findes noen fine)
og syntes det var faafængt og vulgært
at aksle sig for noe, som var kjært!
Paa landet sat der folk i hvite gaarder,
med blaat, hoffærdig blod i sine aarer,
og fandt det stiligt, formelig galant,
at bære baandene fra øst, som bandt!
Da var det løsningens vidunder skjedde,
og sikkert var studentersalen dén,
som helt fra første stund blev revet hen
af daaden i dens vidde og dens bredde!
Som skudt fra jorden stod han atter, manden,
og mønstret salen fra katheterranden!
O, hvem var han, som vaaget at ta op
en stammes tvedragt i sin dryge krop?
Ja, hvem var han som svor, han vilde bygge
et rike op ifra sin talerstol,
og som, mens andre stod og kastet skygge,
med ét var selve dén, som kastet sol!
Jo, han het Bjørnson, sa han, og hans daad
løp kongelig med Wergelands i traad —
den var, minsæl, at splitte vinterskyen,
og slippe vaaren ned, og skape Mai,
selv om der idelig kom Nei fra byen,
og svartestripen trassig snerret Nai!
Han sa det ikke bare der i salen —
han ropte det i byen, bygden, dalen!
Og mens fornægterne blev ved at tvile
i tugt og ære, tok hans løfte form —
han veiet sine kræfter uten hvile,
og saa en soldag klang det som en storm,
og ned af lunnerne i landehavnen
løp frihetssangens skib, med Ja i stavnen!
— — — — — —
Og saa? Saa var det altsaa bare dét,
at alt det gamle var der intet véd!
Her var det stor-veir, det var aapenbart,
men tænk saa snodigt: en blev veirvant snart!
Det var jo uraad fra idag at sture,
det gjaldt at bare gripe og forstaa;
selv skumlerne, de lure og de sure,
som huket sig i skyggen, hørte paa!
Men skjønt der, mægtig, med et slag blev bødt
paa ting, som hadde trosset tiders anke,
var det en gaade, lel, for slægtens tanke,
at ikke manden hadde staat der støtt!
Jovist! Han hadde hemmelig vært vor
i nattemulmet, gjennem onde aar!
Og noen sagde: Dette er saa meget,
at det kan neppe regnes for hans eget —
det maa i sekler være forberedt
i rummelige røtter i en ætt!
Der flakket gjenskjær i hans aarers sjakter
af higende, umaadelige magter —
hos ham, den vældige, holdt ordet stik:
Han virket ikke, nei, han foregik!
Fra første lyse stund af, steg han ind
den endeframme veien i sit sind,
og naadde i et nu saalangt som landet,
og se, ved bare dette brøt han bannet!
Ja, nu var folkelynnet halveis bjærget,
og faren for dets sammenfald besværget:
Imellem dét og sletten, det forlot,
stod Wergeland urokkelig imot —
og hèr var opstaat én, som orket ænse
i daglig slit, hvor blodig end det skar,
det svære hvervet, selv at være grænse
der ingen rigtig landegrænse var,
og gjerne landet rundt, der bølgegjerden
fra hedenhøs var grænsen vor mot verden!
— — — — — —
Og folket, som fik sol paa sig, og saa
saa skarpt og pludselig, hvor landet laa,
det skjønte, da det skottet sig omkring,
at selve poesien er en ting!
Det ante af belysningen omsider,
at det var slut med skrømt for alle tider!
At det hang skralt ihop, at ha vært herre
og odelseier til et prægtig bjærg,
og saa i sekler la sig indespærre
i dette fagre fjeldet sit som dværg!
At denne underlige, andre tonen
med klang af dværgemaal og huldregraat,
var tegnet paa, at déngang var nationen
en draug, som seilet i sin halve baat!
Men folket krævet billeder! En tarv
til æventyr laa indgit i dets marv!
Han nikket rolig: Vil I bare vænte
et øieblik paa mig, saa kommer kjænte!
Han tar tilorde om dem! Se, han løfter
haandgripelig, som mére end et syn,
et gammelt rike fra det svundnes kløfter —
han sér det frem igjen med stærke bryn!
De sindene, som tugtig var holdt nede
af romantikkens silkeskjøre sang,
fik pludselig en vid og aapen vang
for fryd og hat og vé og vidd og vrede!
Det var en storm af ungdommer og mænd
som tok sin lange ventetid igjen,
og allesammen bar hans sjælemærke,
despotiske, charmante, ønskestærke!
Nu saa en ret, hvor herlig saga-otten
var fuld af store dragninger og kald!
De hørte skjæbnens vingebrus, fra drotten
til yngste skutilsvenden i hans hall!
De fulgte bruset, og bak hjemmets gjerd,
i daglig von og bøn for deres færd
gik kvinder af et bjart og kjølig kynde
og længtet dem tilbake med sin ynde!
Saa var de vinteren hos barn og viv,
men drog igjen da lierne fik liv,
med bjærk og graner duftende af lykke,
og blaa’e vidden bakom, som et smykke — — —
Han ledet hele slægten ind i dette
og førte dem ihop med slægten dèr —
han overlot dem frit sin digtnings trær
og bad dem trøstig finde sig tilrette!
Saa skjedde fort — og blev de véd at vandre,
saa saa de vangen, hvor hans bønder gik —
(dèr hadde han sin karske romantik!)
og noe længer henne traf de andre — —
De hørte ikke hjemme just blandt trærne,
men bar i et og alt sit præg af by —
men skjønt de maatte kaldes for moderne
og struttet, bli’ og blanke, af «det ny»,
saa hadde de bak borgerdragten toet
af samme gamle stribarhet i blodet!
— — — — — —
Slik blev hans digt den levende portalen
for nye, blaa’e dybder i vort land!
Der skred i folket, og studentersalen
fornyet atter prægtig sin bestand!
Fra aar til aar blev bonden mere øvet
og byens slægter meget mindre støvet
og trængte sig om føreren, og sé,
selv tvilere og nølere kom méd!
Det blev med ét saa lite, dette vaaget,
at hive tvilen af, og lage kor
om denne rare stemmen (lidt tenor)
med dette kongelige, klare sproget!
Det var, som om den uten ophør sa,
saa overlykkelig og seiersgla’,
til fædrelandet: Kom mig mere nære,
du nølende, du kommende, du kjære!
Men ikke altid var den like kjælen
med bredt og godlynt tiltal til enhvèr —
den kunde stige, svulmende og svær,
og faa saa fjern en klang, at en blev fælen!
Hvor ubesvært han kunde, naar han vilde det,
i store syner slippe hugen løs
og samle sine tanker til et billede
saa flammende, at alle sat og frøs!
Og da med ét, da sindene var stivnet
af ordets høie pathos eller gru,
kom skjæmtet hans saa mindelig og livnet,
og løste latteren i næste nu!
Hvor var hans humor huld og rik og rund
og skinnende poetisk i sin bund!
Det var ved dette hjærtes lyse skik
at flette lune sammen med lyrik,
at folket fik en ny, en indre viden,
at hjemmet, landet, livet blev det vist
saa rikelig og kjærlig og præsist,
som aldrig før, og heller aldrig siden!
Men mér end livet, landet var det sættet
han ga det lys og luft paa, som var ser’s —
det makelige, karske aandedrættet,
som steg og sank og skiftet i hans vers!
I dén lyrikken saa en ingensteds
balladens blomster, med sit præg af press
nei, blomsterne i hans vokabularium,
de eiet ikke smaken av herbarium!
De hoppet liksom like fra et hjærte,
aldeles afklædt baade skrift og sværte,
og lagde, liflig blussende, sin kind
saa visse om sin sødme, mot ens sind!
Og midt i dette glade mylret saa
en ogsaa sprogets allerminste smaa!
De spæde ordene, som finest, nøiest
er avn ved tanken, selv naar den naar høiest —
dens klare «Tænk — !» og «Nei — !» og «Ja!» og «Jo!»
(som romantiken knuste med sit «O!»)
alt sindets lille hjemliv, hvor han fik det
elskværdig og fortrolig med i digtet!
— — — — — —
Men følg ham nu i alldagsdiskussionen,
og se, hvor han almægtig hadde tid
— trods unionens bitterlige strid —
til dagstøtt at husere med nationenl
Aa, sé ham, naar han lykkelig fik sat
problemer under stormende debat!
Da var han rigtig hjemme — hans forstand
var klar og bitende som klippevand,
ja manglet herlig dette sjæletørre
som efter noens mening gjør den større!
Han var en vældig finder, ingen leter,
som bygget sine tanker op af beter —
i meningsskiftet grep han, i et blink, det
vitale i en ting, og holdt det fast,
og hændte det, hans emne-kjendskap brast,
erstattet han det trøstig med instinktet!
Slik basket han med slægten, og holdt frem
et snes af store krav, men mellem dém
var det, han kaldte rænslighet, det første,
og i sin tarv til at faa tiden flidd
i sind og anlét, var hans nit, hans vidd
en bred og dugelig, men brysom børste!
Paa stort og lite satte han et stempel,
og var (med hele vælden) for exempel
mot «ordensimoni» og mangegifte,
og præsteprat og digtere som drak —
for evig fred og daglig strømpeskifte,
og styrtebad og afhold fra tobak!
Du verden, hvor der pludselig kom sving
i Norges tusen hjem og tusen ting!
Og kjæmpen skjulte ikke han var graadig,
ja, gruelig forhippen efter strid,
og i en feide var han lite naadig,
og blev han sint, saa gjorde han sig flid!
Ak ja, det tør vel hænde, han slog revne
i mangen liten sprød og ærbar evne!
Dèr gik en vigtig, høist bekymret borger,
som syntes, landets reisning kom for bratt!
Han ga ham brændfort tilsvar, saa han skvat,
og konfirmerte ham for større sorger!
Hist sat en ungdom bak en landsens rute,
som bedre vilde passet til et fjøs,
og likte sig i mørket sit, og gjøs
ved denne høie vaarningen derute!
Dén ruten sprak! Han sa krabaten tingen
brutalt, ubændig, like ind i bringen!
Og slik som nitet smittet! En skal si,
at noen hvèr fik virke-energi,
men stod en op og strammet en sit bælte,
saa mærket en en vældig gjennemtræk,
som blaaste bydende ens bidrag væk —
hvad nyttet det at stelle? Bjørnson stelte!
Selv mænd med dyp og klar forstand var bange
for denne jordskjælvsstyrken i hans blod,
og krøp ihop og følte sig som fange
paa en moræne i en foraarsflod!
Men undgik somme villig fienden,
og ydet (ved at tie!) tienden,
saa stødte han hos andre paa et hat
af firogtyve glødende karat!
Han lo! Der hændte bare dét som høvet,
naar gjerninger af overskud blev øvet!
Hvad gjorde hatet ham! Han hadde skjold
i sit vidunderlige «gode hold» —
massiv og prægtig bar han folkehelsen
bak silkevesten og bak bisampelsen!
Og rundt giganten — ogsaa i hans røgt —
stod hirden, mandstærk, og i aarlig øgt,
og disse bolde «Aulestadianerne»,
fortonet de sig nærmest som en sekt,
med samme gjæve, brede Bjørnsonvanerne,
saa var de dog af kjærnen i vor slægt!
En ser dem gjerne samlet paa hans tun,
med ham i midten, fællesæl og lun,
skjønt ikke alle blév — han mistet somme
i kraft af sin natur! Dét maatte komme! —
— — — — —
Der maatte ogsaa skjaltes andre ut,
som bare gnaalte med sit eget sut,
og lagde ind i ordet «nationalt»
no’ egenkjært og sneversynt og smalt;
de karerne som ikke vilde dele,
men likegodt ha rømmen af det hele,
skjønt rømmen helt og holdent var blit til
ved nye, rike energiers spil!
Besynderlig, hvor svundent spøkeri
allikevel udødelig hang i!
Det var skinbarlig, som om drømmetiden
i skikkelse af hulder, nymfe, nøkk,
tok træk igjen som Loke, Trym og Tøkk,
i denne svære, aapenlyse striden!
Men blev der nappetak paa mange sæt,
saa sees kampens linje best i ét:
Vé dem, som skamløst indlot sig paa vaaget
at røre ved hans kjæledægge, sproget!
Da slog han til av alle lifsens kræfter —
da var det nerven i hans daad, det gjaldt —
dét underlige slaget var han efter
i stor og hellig harme, til han faldt!
— — — — — —
Men nøies en som oftest med at dyrke
erindringen om kjæmpen — har vi hang
til helst at dvæle ved hans lynnes styrke
og ved det friske vældet i hans sang,
saa kan det nok for slægten være bra
at huske, hvad en uven af ham sa:
Han hadde overdaadig med fra daaben,
ved noen guddoms gave, i sit navn,
sit eget sammensatte væsens vaaben:
En stjerne, straalende i bjørners favn!
Kan stjernens mindelige lysglans glemmes
for alt det mægtige af ham, som gjemmes?
Hvor varsomt holdt han under med sin haand,
dèr leddet mellem ung og frodig aand
og gammel renhet kunde let forlise!
Hans sang til Welhaven gir best beviset!
Hvor var han renslig rede til, de ganger
hans rause herrefærd drog méd sig anger,
at vedgaa skylden og gi hel besked!
«Paul Lange» er et vidnesbyrd paa dét!
Hvis noen stakkar sat og sjæle-døde,
om noen sturet, maalløs eller stamm,
saa tok han deres vé paa røde kjødet
som om det frygtelige hendte ham!
Og blev en enkelt rammet rigtig haardt,
og vi blev véd at kose os med vort,
da stod han frem, og lærte os det beste:
At være god og stærk og var og øm
imot vor egen, dypt forlatte næste,
som venter os ved sorgens sorte strøm —
og ingen digtets genius, nei ingen,
har streifet os saa varmende med vingen!
i aarene, da skaren kjæmpet spredt,
og prøvet mandig at forene freden
med fordringer om billighet og ret —
i tiden for de fine silhouetter,
da landet laa saa svart i blanke nætter,
da skjedde der i dypene et skift,
med vilkaar for den høieste bedrift!
Og nede under vintervissne svorden
steg støtt og steilt og stille gjennem jorden,
med sprængende og opadrettet hug
et mægtig skudd af arten vinterrug!
Men uraad var at se af dét, som hendte,
at noe nyt og vældig var i vente!
I folkets liv gik tingene paa tverke
trods ædle borgere og bønders slit
og skjønt de vandret mot sit vardemærke
paa fjeldet foran, naadde ingen dit!
Fra krøtterstier seg der sure nei’er
mot alle aandelige kongeveier;
i selskapslivet gik man om med mine,
(for der skal altid findes noen fine)
og syntes det var faafængt og vulgært
at aksle sig for noe, som var kjært!
Paa landet sat der folk i hvite gaarder,
med blaat, hoffærdig blod i sine aarer,
og fandt det stiligt, formelig galant,
at bære baandene fra øst, som bandt!
Da var det løsningens vidunder skjedde,
og sikkert var studentersalen dén,
som helt fra første stund blev revet hen
af daaden i dens vidde og dens bredde!
Som skudt fra jorden stod han atter, manden,
og mønstret salen fra katheterranden!
O, hvem var han, som vaaget at ta op
en stammes tvedragt i sin dryge krop?
Ja, hvem var han som svor, han vilde bygge
et rike op ifra sin talerstol,
og som, mens andre stod og kastet skygge,
med ét var selve dén, som kastet sol!
Jo, han het Bjørnson, sa han, og hans daad
løp kongelig med Wergelands i traad —
den var, minsæl, at splitte vinterskyen,
og slippe vaaren ned, og skape Mai,
selv om der idelig kom Nei fra byen,
og svartestripen trassig snerret Nai!
Han sa det ikke bare der i salen —
han ropte det i byen, bygden, dalen!
Og mens fornægterne blev ved at tvile
i tugt og ære, tok hans løfte form —
han veiet sine kræfter uten hvile,
og saa en soldag klang det som en storm,
og ned af lunnerne i landehavnen
løp frihetssangens skib, med Ja i stavnen!
— — — — — —
Og saa? Saa var det altsaa bare dét,
at alt det gamle var der intet véd!
Her var det stor-veir, det var aapenbart,
men tænk saa snodigt: en blev veirvant snart!
Det var jo uraad fra idag at sture,
det gjaldt at bare gripe og forstaa;
selv skumlerne, de lure og de sure,
som huket sig i skyggen, hørte paa!
Men skjønt der, mægtig, med et slag blev bødt
paa ting, som hadde trosset tiders anke,
var det en gaade, lel, for slægtens tanke,
at ikke manden hadde staat der støtt!
Jovist! Han hadde hemmelig vært vor
i nattemulmet, gjennem onde aar!
Og noen sagde: Dette er saa meget,
at det kan neppe regnes for hans eget —
det maa i sekler være forberedt
i rummelige røtter i en ætt!
Der flakket gjenskjær i hans aarers sjakter
af higende, umaadelige magter —
hos ham, den vældige, holdt ordet stik:
Han virket ikke, nei, han foregik!
Fra første lyse stund af, steg han ind
den endeframme veien i sit sind,
og naadde i et nu saalangt som landet,
og se, ved bare dette brøt han bannet!
Ja, nu var folkelynnet halveis bjærget,
og faren for dets sammenfald besværget:
Imellem dét og sletten, det forlot,
stod Wergeland urokkelig imot —
og hèr var opstaat én, som orket ænse
i daglig slit, hvor blodig end det skar,
det svære hvervet, selv at være grænse
der ingen rigtig landegrænse var,
og gjerne landet rundt, der bølgegjerden
fra hedenhøs var grænsen vor mot verden!
— — — — — —
Og folket, som fik sol paa sig, og saa
saa skarpt og pludselig, hvor landet laa,
det skjønte, da det skottet sig omkring,
at selve poesien er en ting!
Det ante af belysningen omsider,
at det var slut med skrømt for alle tider!
At det hang skralt ihop, at ha vært herre
og odelseier til et prægtig bjærg,
og saa i sekler la sig indespærre
i dette fagre fjeldet sit som dværg!
At denne underlige, andre tonen
med klang af dværgemaal og huldregraat,
var tegnet paa, at déngang var nationen
en draug, som seilet i sin halve baat!
Men folket krævet billeder! En tarv
til æventyr laa indgit i dets marv!
Han nikket rolig: Vil I bare vænte
et øieblik paa mig, saa kommer kjænte!
Han tar tilorde om dem! Se, han løfter
haandgripelig, som mére end et syn,
et gammelt rike fra det svundnes kløfter —
han sér det frem igjen med stærke bryn!
De sindene, som tugtig var holdt nede
af romantikkens silkeskjøre sang,
fik pludselig en vid og aapen vang
for fryd og hat og vé og vidd og vrede!
Det var en storm af ungdommer og mænd
som tok sin lange ventetid igjen,
og allesammen bar hans sjælemærke,
despotiske, charmante, ønskestærke!
Nu saa en ret, hvor herlig saga-otten
var fuld af store dragninger og kald!
De hørte skjæbnens vingebrus, fra drotten
til yngste skutilsvenden i hans hall!
De fulgte bruset, og bak hjemmets gjerd,
i daglig von og bøn for deres færd
gik kvinder af et bjart og kjølig kynde
og længtet dem tilbake med sin ynde!
Saa var de vinteren hos barn og viv,
men drog igjen da lierne fik liv,
med bjærk og graner duftende af lykke,
og blaa’e vidden bakom, som et smykke — — —
Han ledet hele slægten ind i dette
og førte dem ihop med slægten dèr —
han overlot dem frit sin digtnings trær
og bad dem trøstig finde sig tilrette!
Saa skjedde fort — og blev de véd at vandre,
saa saa de vangen, hvor hans bønder gik —
(dèr hadde han sin karske romantik!)
og noe længer henne traf de andre — —
De hørte ikke hjemme just blandt trærne,
men bar i et og alt sit præg af by —
men skjønt de maatte kaldes for moderne
og struttet, bli’ og blanke, af «det ny»,
saa hadde de bak borgerdragten toet
af samme gamle stribarhet i blodet!
— — — — — —
Slik blev hans digt den levende portalen
for nye, blaa’e dybder i vort land!
Der skred i folket, og studentersalen
fornyet atter prægtig sin bestand!
Fra aar til aar blev bonden mere øvet
og byens slægter meget mindre støvet
og trængte sig om føreren, og sé,
selv tvilere og nølere kom méd!
Det blev med ét saa lite, dette vaaget,
at hive tvilen af, og lage kor
om denne rare stemmen (lidt tenor)
med dette kongelige, klare sproget!
Det var, som om den uten ophør sa,
saa overlykkelig og seiersgla’,
til fædrelandet: Kom mig mere nære,
du nølende, du kommende, du kjære!
Men ikke altid var den like kjælen
med bredt og godlynt tiltal til enhvèr —
den kunde stige, svulmende og svær,
og faa saa fjern en klang, at en blev fælen!
Hvor ubesvært han kunde, naar han vilde det,
i store syner slippe hugen løs
og samle sine tanker til et billede
saa flammende, at alle sat og frøs!
Og da med ét, da sindene var stivnet
af ordets høie pathos eller gru,
kom skjæmtet hans saa mindelig og livnet,
og løste latteren i næste nu!
Hvor var hans humor huld og rik og rund
og skinnende poetisk i sin bund!
Det var ved dette hjærtes lyse skik
at flette lune sammen med lyrik,
at folket fik en ny, en indre viden,
at hjemmet, landet, livet blev det vist
saa rikelig og kjærlig og præsist,
som aldrig før, og heller aldrig siden!
Men mér end livet, landet var det sættet
han ga det lys og luft paa, som var ser’s —
det makelige, karske aandedrættet,
som steg og sank og skiftet i hans vers!
I dén lyrikken saa en ingensteds
balladens blomster, med sit præg af press
nei, blomsterne i hans vokabularium,
de eiet ikke smaken av herbarium!
De hoppet liksom like fra et hjærte,
aldeles afklædt baade skrift og sværte,
og lagde, liflig blussende, sin kind
saa visse om sin sødme, mot ens sind!
Og midt i dette glade mylret saa
en ogsaa sprogets allerminste smaa!
De spæde ordene, som finest, nøiest
er avn ved tanken, selv naar den naar høiest —
dens klare «Tænk — !» og «Nei — !» og «Ja!» og «Jo!»
(som romantiken knuste med sit «O!»)
alt sindets lille hjemliv, hvor han fik det
elskværdig og fortrolig med i digtet!
— — — — — —
Men følg ham nu i alldagsdiskussionen,
og se, hvor han almægtig hadde tid
— trods unionens bitterlige strid —
til dagstøtt at husere med nationenl
Aa, sé ham, naar han lykkelig fik sat
problemer under stormende debat!
Da var han rigtig hjemme — hans forstand
var klar og bitende som klippevand,
ja manglet herlig dette sjæletørre
som efter noens mening gjør den større!
Han var en vældig finder, ingen leter,
som bygget sine tanker op af beter —
i meningsskiftet grep han, i et blink, det
vitale i en ting, og holdt det fast,
og hændte det, hans emne-kjendskap brast,
erstattet han det trøstig med instinktet!
Slik basket han med slægten, og holdt frem
et snes af store krav, men mellem dém
var det, han kaldte rænslighet, det første,
og i sin tarv til at faa tiden flidd
i sind og anlét, var hans nit, hans vidd
en bred og dugelig, men brysom børste!
Paa stort og lite satte han et stempel,
og var (med hele vælden) for exempel
mot «ordensimoni» og mangegifte,
og præsteprat og digtere som drak —
for evig fred og daglig strømpeskifte,
og styrtebad og afhold fra tobak!
Du verden, hvor der pludselig kom sving
i Norges tusen hjem og tusen ting!
Og kjæmpen skjulte ikke han var graadig,
ja, gruelig forhippen efter strid,
og i en feide var han lite naadig,
og blev han sint, saa gjorde han sig flid!
Ak ja, det tør vel hænde, han slog revne
i mangen liten sprød og ærbar evne!
Dèr gik en vigtig, høist bekymret borger,
som syntes, landets reisning kom for bratt!
Han ga ham brændfort tilsvar, saa han skvat,
og konfirmerte ham for større sorger!
Hist sat en ungdom bak en landsens rute,
som bedre vilde passet til et fjøs,
og likte sig i mørket sit, og gjøs
ved denne høie vaarningen derute!
Dén ruten sprak! Han sa krabaten tingen
brutalt, ubændig, like ind i bringen!
Og slik som nitet smittet! En skal si,
at noen hvèr fik virke-energi,
men stod en op og strammet en sit bælte,
saa mærket en en vældig gjennemtræk,
som blaaste bydende ens bidrag væk —
hvad nyttet det at stelle? Bjørnson stelte!
Selv mænd med dyp og klar forstand var bange
for denne jordskjælvsstyrken i hans blod,
og krøp ihop og følte sig som fange
paa en moræne i en foraarsflod!
Men undgik somme villig fienden,
og ydet (ved at tie!) tienden,
saa stødte han hos andre paa et hat
af firogtyve glødende karat!
Han lo! Der hændte bare dét som høvet,
naar gjerninger af overskud blev øvet!
Hvad gjorde hatet ham! Han hadde skjold
i sit vidunderlige «gode hold» —
massiv og prægtig bar han folkehelsen
bak silkevesten og bak bisampelsen!
Og rundt giganten — ogsaa i hans røgt —
stod hirden, mandstærk, og i aarlig øgt,
og disse bolde «Aulestadianerne»,
fortonet de sig nærmest som en sekt,
med samme gjæve, brede Bjørnsonvanerne,
saa var de dog af kjærnen i vor slægt!
En ser dem gjerne samlet paa hans tun,
med ham i midten, fællesæl og lun,
skjønt ikke alle blév — han mistet somme
i kraft af sin natur! Dét maatte komme! —
— — — — —
Der maatte ogsaa skjaltes andre ut,
som bare gnaalte med sit eget sut,
og lagde ind i ordet «nationalt»
no’ egenkjært og sneversynt og smalt;
de karerne som ikke vilde dele,
men likegodt ha rømmen af det hele,
skjønt rømmen helt og holdent var blit til
ved nye, rike energiers spil!
Besynderlig, hvor svundent spøkeri
allikevel udødelig hang i!
Det var skinbarlig, som om drømmetiden
i skikkelse af hulder, nymfe, nøkk,
tok træk igjen som Loke, Trym og Tøkk,
i denne svære, aapenlyse striden!
Men blev der nappetak paa mange sæt,
saa sees kampens linje best i ét:
Vé dem, som skamløst indlot sig paa vaaget
at røre ved hans kjæledægge, sproget!
Da slog han til av alle lifsens kræfter —
da var det nerven i hans daad, det gjaldt —
dét underlige slaget var han efter
i stor og hellig harme, til han faldt!
— — — — — —
Men nøies en som oftest med at dyrke
erindringen om kjæmpen — har vi hang
til helst at dvæle ved hans lynnes styrke
og ved det friske vældet i hans sang,
saa kan det nok for slægten være bra
at huske, hvad en uven af ham sa:
Han hadde overdaadig med fra daaben,
ved noen guddoms gave, i sit navn,
sit eget sammensatte væsens vaaben:
En stjerne, straalende i bjørners favn!
Kan stjernens mindelige lysglans glemmes
for alt det mægtige af ham, som gjemmes?
Hvor varsomt holdt han under med sin haand,
dèr leddet mellem ung og frodig aand
og gammel renhet kunde let forlise!
Hans sang til Welhaven gir best beviset!
Hvor var han renslig rede til, de ganger
hans rause herrefærd drog méd sig anger,
at vedgaa skylden og gi hel besked!
«Paul Lange» er et vidnesbyrd paa dét!
Hvis noen stakkar sat og sjæle-døde,
om noen sturet, maalløs eller stamm,
saa tok han deres vé paa røde kjødet
som om det frygtelige hendte ham!
Og blev en enkelt rammet rigtig haardt,
og vi blev véd at kose os med vort,
da stod han frem, og lærte os det beste:
At være god og stærk og var og øm
imot vor egen, dypt forlatte næste,
som venter os ved sorgens sorte strøm —
og ingen digtets genius, nei ingen,
har streifet os saa varmende med vingen!
— — — — —
Men under disse taler, sange, skrifter,
romaner, skuespil, hvor sindet skifter
i glitrende kontraster, under dem
steg klippestykket, som vi bor paa, frem!
Men lad det med det samme være nævnt
at han fik hjælp til løftet, stærkt og jevnt,
og derfor, ogsaa derfor, er det at
historiemaalingen idag kan melde,
hvor strandens linje ligger høit i fjeldet,
mot déngang han i dæmringen tok fat!
Det var jo ogsaa slike rake, stærke,
som hjalp ham i at redde landets mærke
og folde ut dets fyndige symbol
i østenvind og tordenveir og sol!
Vi husker stridens art! Det var hans dont
at kjempe daglig og paa dobbelt front —
og hendte det, at skyerne var vegne
et øieblik mot øst, bak kjølens rand,
saa var han jo fremdeles lyst i ban,
af sta, sterile sind blandt vore egne;
Vi husker, høvdingen fik dimensioner
af opreist løve, mere end af bjørn,
og rystet hele Norden i sin tørn
for landets frie sæte blandt nationer!
O, felix leo! Lykkelige løve!
Hvor du var glad og farlig, der du stod!
Mot brystet dit slog lynene sig sløve —
du knækket dem, du kjendte deres to!
— — — — — —
Saa svinget striden ind i siste stade;
men selv om høire fløien ændret syn
og efterhvert holdt op med sine lyn,
saa var der hemmelig hendt anden skade!
Saa slem en ting var skjedd, at under bruset
af meningsskiftets brede bæltespænd
var landeverget fra nationens lænd
umærkelig og stille glidd i gruset!
Og det, som dèrpaa hendte, tør bli bragt
i nordmænds minde, uten brudd paa takt —
ja, just fordi vi nu har faat det sande
usvikelige venskap for vor granne,
vil han forstaa den ridderlige klang
som knytter sig til navnet Georg Stang!
Han tok den gode klingen vor tilside,
og eftergik skavankerne itide!
Hans stell med dette hørtes lite om,
til endelig beslutningsstunden kom,
da hver personlig følelse var glemt,
og vi begrep, vi kanske maatte bjærge
vor stammes hæder med et fuldgodt verge —
da vidste vi jo alle, det laa gjemt
i flaggets fold af flommende skarlagen!
Da var det alvor! Det var midt paa dagen!
— — — — — — — —
Vor skjæbne vilde andet! Greit og klart
blev grannetvisten løst — men sé, saa rart:
I glæden for det hellige klenodiet,
vi hadde faat tilbake til vor ætt,
fornam vi ikke rigtig det vémodige
i dét, at selve høvdingen var træt,
og liksom ikke længer i sit ess,
og søkte aftenhvile andetsteds!
Vi fyldtes jo saa ganske af at dyrke
vor frie hage med vor nye styrke!
Slik fryd, slik fred, at kunde kalde hine
ulidelige brytningsaar, som svandt,
en lang, men lukket parentés af pine
i vor histories svære foliant!
Men noget stod igjen! Det skulde med
paa et af bokens blade ogsaa dét,
at en urolig foraarsdag derute
i Frankrikes lys-by, sprang en streng,
og at dets sol bestraalte i en seng
hans døde løvehode paa en pute!
Det skulde méd, det underlige synet:
Den komne stilhet over øienbrynet,
den kongelige manken, aa saa blid
og silkefin og barneblek og fri!
Det skulde méd at se, at det gaar an,
trods alt, at bryte op fra liv og land
og la det bli med aand og hugstor handling,
og søke til den evige forvandling! — —
Og atter mødte der en flok normanner
ved Seinens skjønne strande med en duk,
af anden art end deres forne banner,
og, vist og sikkert, til et andet bruk!
Saa lagdes maalet for saa megen agg
og høi begeistring, i vort fælles flagg;
og over Nordsjøns sommerlige speil,
som éngang bølget under «brede seil»,
skar panserskibet vandene med staalet,
i myndig fremstøt mot det høie maalet!
Og landet kom!! Bak brændingernes sprut
mot berg og baaer, traadte langsomt ut
af drømmedisen millioner trær,
som sitrende tok form, og strakte top
i vaarningens vidunderlige veir
langs strandene, der krydseren kom op!
Og da omsider skibet lagde ind,
var slægten bævende gaat mand af huse,
og stod, et stille hav af sind ved sind,
som sorgen næsten ikke turde kruse —
og efter noen dage af en magt
og tyngde som et sekel, blev han bragt
til lunden med de høie lønnestammer
og sænket ned i mythens klippekammer!
Men under disse taler, sange, skrifter,
romaner, skuespil, hvor sindet skifter
i glitrende kontraster, under dem
steg klippestykket, som vi bor paa, frem!
Men lad det med det samme være nævnt
at han fik hjælp til løftet, stærkt og jevnt,
og derfor, ogsaa derfor, er det at
historiemaalingen idag kan melde,
hvor strandens linje ligger høit i fjeldet,
mot déngang han i dæmringen tok fat!
Det var jo ogsaa slike rake, stærke,
som hjalp ham i at redde landets mærke
og folde ut dets fyndige symbol
i østenvind og tordenveir og sol!
Vi husker stridens art! Det var hans dont
at kjempe daglig og paa dobbelt front —
og hendte det, at skyerne var vegne
et øieblik mot øst, bak kjølens rand,
saa var han jo fremdeles lyst i ban,
af sta, sterile sind blandt vore egne;
Vi husker, høvdingen fik dimensioner
af opreist løve, mere end af bjørn,
og rystet hele Norden i sin tørn
for landets frie sæte blandt nationer!
O, felix leo! Lykkelige løve!
Hvor du var glad og farlig, der du stod!
Mot brystet dit slog lynene sig sløve —
du knækket dem, du kjendte deres to!
— — — — — —
Saa svinget striden ind i siste stade;
men selv om høire fløien ændret syn
og efterhvert holdt op med sine lyn,
saa var der hemmelig hendt anden skade!
Saa slem en ting var skjedd, at under bruset
af meningsskiftets brede bæltespænd
var landeverget fra nationens lænd
umærkelig og stille glidd i gruset!
Og det, som dèrpaa hendte, tør bli bragt
i nordmænds minde, uten brudd paa takt —
ja, just fordi vi nu har faat det sande
usvikelige venskap for vor granne,
vil han forstaa den ridderlige klang
som knytter sig til navnet Georg Stang!
Han tok den gode klingen vor tilside,
og eftergik skavankerne itide!
Hans stell med dette hørtes lite om,
til endelig beslutningsstunden kom,
da hver personlig følelse var glemt,
og vi begrep, vi kanske maatte bjærge
vor stammes hæder med et fuldgodt verge —
da vidste vi jo alle, det laa gjemt
i flaggets fold af flommende skarlagen!
Da var det alvor! Det var midt paa dagen!
— — — — — — — —
Vor skjæbne vilde andet! Greit og klart
blev grannetvisten løst — men sé, saa rart:
I glæden for det hellige klenodiet,
vi hadde faat tilbake til vor ætt,
fornam vi ikke rigtig det vémodige
i dét, at selve høvdingen var træt,
og liksom ikke længer i sit ess,
og søkte aftenhvile andetsteds!
Vi fyldtes jo saa ganske af at dyrke
vor frie hage med vor nye styrke!
Slik fryd, slik fred, at kunde kalde hine
ulidelige brytningsaar, som svandt,
en lang, men lukket parentés af pine
i vor histories svære foliant!
Men noget stod igjen! Det skulde med
paa et af bokens blade ogsaa dét,
at en urolig foraarsdag derute
i Frankrikes lys-by, sprang en streng,
og at dets sol bestraalte i en seng
hans døde løvehode paa en pute!
Det skulde méd, det underlige synet:
Den komne stilhet over øienbrynet,
den kongelige manken, aa saa blid
og silkefin og barneblek og fri!
Det skulde méd at se, at det gaar an,
trods alt, at bryte op fra liv og land
og la det bli med aand og hugstor handling,
og søke til den evige forvandling! — —
Og atter mødte der en flok normanner
ved Seinens skjønne strande med en duk,
af anden art end deres forne banner,
og, vist og sikkert, til et andet bruk!
Saa lagdes maalet for saa megen agg
og høi begeistring, i vort fælles flagg;
og over Nordsjøns sommerlige speil,
som éngang bølget under «brede seil»,
skar panserskibet vandene med staalet,
i myndig fremstøt mot det høie maalet!
Og landet kom!! Bak brændingernes sprut
mot berg og baaer, traadte langsomt ut
af drømmedisen millioner trær,
som sitrende tok form, og strakte top
i vaarningens vidunderlige veir
langs strandene, der krydseren kom op!
Og da omsider skibet lagde ind,
var slægten bævende gaat mand af huse,
og stod, et stille hav af sind ved sind,
som sorgen næsten ikke turde kruse —
og efter noen dage af en magt
og tyngde som et sekel, blev han bragt
til lunden med de høie lønnestammer
og sænket ned i mythens klippekammer!
— — — — — — — —
Ved Universitetets bjærkehage
staar, færdig med sin sang om gamle-dage,
en digter, lænet imot parkens hegn,
og stirrer op mot «Tvillingernes» tegn!
Nu tør han kaste af historiens tømme
og fable frit og fjernt med sine drømme,
og se de to titanerne ihop
i sindets suveræne teleskop!
Og digteren vil knytte en idé
til dette éne møtet! Det skal ske
i staden, som den første af dem søkte
med ædel ildhu, i sin morgenrøde,
og ved hvis lys den anden stadig økte
sin verdenshorisont, og hvor han døde!
I stort og luftig høstveir skal de gaa
fra Obeliskens sol-plads, for at naa
til hemmelige høider, fjernt fra larmen,
og stille lægge veien — Bjørnson holdt
af Wergeland usvikelig i armen —
til skansen Boulevard de la Revolte!
Og dèr, hvor græsset lyser lifsensgrønt,
og rolige kastanier suser skjønt
med sine grener over begge bredte,
skal sangens mening tone ut i dette:
Som bratte bolværk, Gallerbyens garder,
er blit til skraaninger med grønne trær,
og vore fjeldes forne flammevarder
nu tér en venlig vandrer, hvor han èr,
er stridens stærke, seiersæle barder
de mændene, som mest staar livet nær!
Ved Universitetets bjærkehage
staar, færdig med sin sang om gamle-dage,
en digter, lænet imot parkens hegn,
og stirrer op mot «Tvillingernes» tegn!
Nu tør han kaste af historiens tømme
og fable frit og fjernt med sine drømme,
og se de to titanerne ihop
i sindets suveræne teleskop!
Og digteren vil knytte en idé
til dette éne møtet! Det skal ske
i staden, som den første af dem søkte
med ædel ildhu, i sin morgenrøde,
og ved hvis lys den anden stadig økte
sin verdenshorisont, og hvor han døde!
I stort og luftig høstveir skal de gaa
fra Obeliskens sol-plads, for at naa
til hemmelige høider, fjernt fra larmen,
og stille lægge veien — Bjørnson holdt
af Wergeland usvikelig i armen —
til skansen Boulevard de la Revolte!
Og dèr, hvor græsset lyser lifsensgrønt,
og rolige kastanier suser skjønt
med sine grener over begge bredte,
skal sangens mening tone ut i dette:
Som bratte bolværk, Gallerbyens garder,
er blit til skraaninger med grønne trær,
og vore fjeldes forne flammevarder
nu tér en venlig vandrer, hvor han èr,
er stridens stærke, seiersæle barder
de mændene, som mest staar livet nær!