Bidrag til Oplysning om Befolkningsforholdene og Almuens økonomiske Stilling i Bohuslen før Afstaaelsen (1528–1658)
I rigsarkiverne i Christiania og Kjøbenhavn samt i forskjellige svenske arkiver har nærværende forfatter foretaget en del undersøgelser angaaende jordegodsets historie i Bohuslen i den tid dette landskab endnu var i norsk besiddelse. Herunder har jeg havt anledning til at iagttage flere andre, dermed beslegtede forhold, og paa grundlag af nogle af disse iagttagelser har jeg i det følgende søgt at bygge en fremstilling af befolkningsforholdene og, i forbindelse dermed, af almuens økonomiske stilling i det nævnte landskab i aarhundredet nærmest før afstaaelsen. Nu gjælder det ganske vist for hele landets vedkommende, at vor viden paa disse punkter er noksaa ringe; men dette har, merkelig nok, dog i særlig grad været tilfældet med Bohuslen. De mange svenske bidrag til dets historie befatter sig ikke med disse forhold, og de norske og danske historikere, der har skrevet om folkemængdens bevægelse i Danmark og Norge i ældre tid, har næsten ganske forbigaaet Bohuslen. En redegjørelse for folkemængdens bevægelse i Norge indtil 1658 maa dog, for at være fuldstændig, nødvendigvis have dette landskab med, og allerede af den grund vil en nærmere undersøgelse deraf være paa sin plads. Men en saadan undersøgelse henter speciel interesse fra den omstændighed, at Bohuslen i egenskab af vort mest udsatte grænselandskab og paa grund af ustadigheden i en for landskabet meget vigtig næringsvei (fiskeriet) i henseende til befolkningsforholdene og almuens økonomiske stilling, var ganske særlige vilkaar undergivet. At Bohuslen nu for os nordmænd er et afhugget lem, bør ikke mindske vor interesse for sagen. Landskabets ældre historie er og bliver jo dog en del af vort lands egen, og vi maa ikke glemme, at det var vore landsmænd i Bohuslen, som gang efter gang tog af for de værste stød hver gang fienden truede vort fædreland i fortiden.
Det første krav, man bør stille til en undersøgelse af den art som den her foreliggende, er, at den er bygget paa et brugbart og nogenlunde fyldigt materiale. Vi skylder derfor, før vi skrider til besvarelsen af vor opgave, at gjøre rede for de hovedkilder, som ligger tilgrund derfor. Nogen interesse tør en saadan redegjørelse have ogsaa af den grund, at kun lidet af dette materiale hidtil har været benyttet af norske historikere; det meste deraf sees at være ukjendt ogsaa for de svenske specialforskere, der har viet Bohuslens historie et mere indgaaende studium.
Det materiale, hvorpaa vi bygger, bestaar væsentlig i forskjellige jordebøger, regnskaber og skattemandtal fra det 16de og 17de aarhundrede. Hvad jordebøgerne angaar, saa skriver allerede J. F. Hellberg[1], og efter ham Holmberg og Brusewitz[2] o. a., at den første jordebog over lenet oprettedes i aaret 1574. Nu findes der ganske vist i Kungl. kammararkivet i Stockholm en jordebog over B. fra dette aar, men paastanden om, at dette skulde være lenets første jordebog, gjendrives allerede derved, at der i lensstyrelsens arkiv i Göteborg findes en endnu ældre, nemlig fra 1573, og denne er hidtil af alle interesserede blevet antaget, vel ikke for den først oprettede, men dog for den ældste existerende jordebog over B.[3] Det er den dog ikke uden for de to nordre fogderiers (Nordvikens og Søndervikens) vedkommende. For de tre søndre fogderier (Hisingen, Indland, Ordost og Tjørn) findes der nemlig i rigsarkivet i Kjøbenhavn en endnu noget ældre jordebog, nemlig fra aaret 1568[4]. Denne er forskjellig fra alle lenets øvrige jordebøger deri, at der i den efter hvert sogn angives 1, 2 eller 3 bønder som hjemmelsmænd for mandtallet. Forøvrigt er afvigelserne mellem disse ældre jordebøger meget smaa. I det danske rigsarkiv findes desuden fuldstændige jordebøger over Bohus len for aarene 1580–81, 1585–86[5], 1593–94, 1596–97, 1601–02[6], 1604–05, 1611[7]–19, 1623–24 og 1625–26. Efter 1625–26 findes i det danske rigsarkiv ingen fuldstændig jordebog over lenet[8]; derimod findes i Kgl. kammararkivet i Stockholm en tydeligvis yngre med denne nøie overensstemmende jordebog, den saakaldte originaljordebog, paa grundlag af hvilken den ældste svenske j. over lenet (for 1659)[9] er oprettet.
Jordebøgerne er tillige regnskaber over den visse rente og blev som saadanne indsendte til rentekammeret i Kjøbenhavn sammen med særlige regnskaber for den uvisse rente og „extracter og forklaringer“, hvor indtægts- og udgiftsposterne er samlede og ordnede paa en nogenlunde overskuelig maade. I arkivet er de sidstnævnte dokumenter (regnsk. over den visse r. samt extr. og forkl.) samlede under fællesnavnet regnskaber. Det ældste af disse, der dog kun indeholder extr. og forkl., er fra 1587; derefter haves fuldstændige, hvor altsaa ogsaa regnsk. for den uvisse rente er opbevaret, for aarene 1601–02, 1603–05 og siden i fortløbende række fra 1610–18⁄3 1658.
Det for vort øiemed allervigtigste materiale byder dog extraskattemandtallene. Disse indeholder mandtal over alle, der betaler eller skylder at betale de extraordinære skatter[10]. Det ældste af dem findes i det danske Geheimearkiv og gaar for Bohuslens vedkommende tilbage til aaret 1528[11]. Det omfatter dog kun de tre søndre fogderier i lenet (Hisingen, Indland, Ordost og Tjørn) og er, saavidt vides, for B.s vedkommende det eneste fra det 16de aarh. bevarede specificerede mtl. [12]. Først for aaret 1610–11 findes atter skattemandtal for Bohuslen og derefter for hvert aar til 18⁄3 1658, kun med en eneste undtagelse, nemlig for skatteaaret 1613–14.
Foruden disse hovedkilder har vi til denne undersøgelse benyttet ogsaa adskillige andre arkivaria, som vi ikke finder det fornødent her at opregne, saameget mindre, som de hver gang vil blive anført i noter under teksten.
At et materiale som det ovennævnte overhovedet egner sig til grundlag for undersøgelser af den art som den, der her skal foretages, derfor tør der foreligge en garanti allerede i den omstændighed, at flere og det endogsaa betydelige og kritisk arbeidende forskere med held har benyttet saadanne kilder i lignende øiemed. Blandt dem maa vi især nævne J. E. Sars, der væsentlig paa grundlag af skattemandtal har beregnet folkemængdens bevægelse i Norge fra det 13de til det 17de aarhundrede[13], og J. A. Fridericia, der bygger sine undersøgelser af Kjøbenhavns befolkningsforhold i det 17de aarh.[14] for en væsentlig del paa skattelister og delvis ogsaa har benyttet skattemandtal af omtrent samme art som de af os anførte til en fremstilling af Danmarks landboforhold i det 17de aarh.[15] Den sidste af de nævnte forskere har mere end nogen anden gjort skattemtl. til gjenstand for en kritisk vurdering. Heldigvis er det saa, at de vigtigste af de indvendinger han reiser mod de danske skmtl. ikke rammer mtl. for Bohuslen. Disse lader os nemlig ikke saaledes som de danske i sin helhed[16] i stikken, naar det gjælder at finde antallet af adelens ugedagstjenere, og om der – end kan være adskillig forskjel paa de ældste og de senere skattemandtals affattelsesmaade, er uligheden dog af den art, at den kun kan besværliggjøre, ikke umuliggjøre deres anvendelse[17]. Samtlige mtl. fra 1610–58 deler skatteyderne i kategorier efter arten og størrelsen af den skat de betaler. Derfor stilles odelsbønderne altid for sig, fordi de ikke som de øvrige betaler et bestemt fastslaaet beløb, men en vis del (1⁄4, 1⁄3, 1⁄2, 2⁄3) af oppebørselen af sit odels-, kjøbe- eller pantegods. I de ældste mtl. stilles ligeledes alle krone- og leilændingebønder i en rubrik for sig, da de betaler en og samme skat, større end den husmænd, bakkesiddere, strandsiddere, haandverkere o. a. betaler. Disse sidstnævnte slaas sammen eller adskilles i forskjellige grupper efter skattebrevets lydelse eller efter deres evne til at betale skat. Der skjelnes altid skarpt mellem tjenestekarle (for fuld løn) og tjenestedrenge (for halv løn), og antallet af skuder eller sauger, hvoraf der betales særlige skatter, anføres stedse i egne rubriker.
I de senere mtl. er specifikationen meget finere. Opsiddere paa halve-, fjerdings- eller endog ottingsgaarde, der før har skattet som husmænd og derfor er blevet slaaet sammen med dem, skatter nu i forhold til sine gaardes størrelse 1⁄2, 1⁄4 etc. af hel gaards skat og stilles i særskilte rubriker. Dette er i nøie overensstemmelse med skattebrevene og staar tillige i nøie forbindelse med den sterke tilvekst af mindre gaardbrugere og tilbagegangen i antallet af fuldgaardsbønder.
Hvad nu paalideligheden af skattemtl. angaar, saa er det at sige, at den ialfald for den tid vi har anledning til at benytte dem, ikke godt kan være større. De er forfattede af lokalkjendte mænd, der stod til ansvar for en paa disse punkter meget nøieregnende øvrighed. Hver gang skatten udskrives, og det vil sige mindst en, ofte flere gange hvert aar, blir de prøvede og enhver forandring i antallet af skatteydere eller i deres retslige stilling opnoteres omhyggeligt af lensmændene og fogderne, som derhos optager thingsvidner paa, at den foretagne ændring i mandtallet er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Hvad nu jordebøgerne angaar, saa er disses værdi naturligvis størst for jordegodsets historie. Man kan af dem finde ikke alene gaardenes antal, men ogsaa deres fordeling mellem krone, adel, geistlighed og selveiere. Imidlertid tilføies ogsaa her regelmæssig navnet paa opsidderen eller, om de er flere, navnene paa opsidderne, og de vil derfor kunne yde os en vigtig hjælp der, hvor skattemtl. mangler eller af andre grunde slaar feil. Vel er det saa, at den ene jordebog ofte blev afskrevet efter den anden gjennem aarrækker, indtil den blev forældet og ofte afveg temmelig meget fra virkeligheden. I saadanne tilfælde kan man ikke stole paa jordebøgerne, med mindre man ogsaa er i besiddelse af de kontrollerende tillæg til dem, som registre over kjøbt, forbrudt etc. samt bortforlenet, bortmageskiftet, øde, forskattet eller afsagt gods. Men saadanne rettelser af jordeb. haves for B.s vedkommende helt fra aaret 1585–86, og dertil kommer, at vi i den omstændighed, at jordebogen af 1568 anfører hjemmelsmænd, som bevislig lever ved denne tid og endnu længe derefter, har en borgen for, at dennes affattelsestid ikke ligger langt tilbage for det nævnte aar, hvis den ikke er ny fra 1568, hvilket vi af flere grunde er tilbøielig til at antage.
Regnskaberne viser os det samlede udbytte af skatterne og er derfor et yderst vigtigt og uundværligt middel til belysning af almuens ydeevne til forskjellige tider. De indeholder desuden en mængde oplysninger, særlig i vedlagte bilag etc., som nærmere forklarer og udfylder de nøgne resultater, hvortil sammenlægningen af jordebøgernes og mandtallenes tusender af enkeltoplysninger fører os.
Det første fuldstændige bohuslenske extraskattemandtal stammer, som allerede anført, fra aaret 1610. Extraskatten, eller som den med populære navne kaldtes: kongsskatten, sølvskatten, pengeskatten, udskreves ved denne tid hvert aar[18]. Odelsmændene giver 1⁄4 af sine gaardes visse rente; krone- og leilændingebønder (paa fulde (hele) gaarde) 1 rdl. hver, mindre gaardbrugere og husmænd hver 1⁄2 rdl. Det samme giver tjenestekarlene, der tjener for fuld løn, medens tjenestedrengene, som tjener for halv løn, kun skatter 1 ort. Strandsidderne giver gjerne „efter yderste formue“; af haandverkere opføres kun skræddere og skomagere, hver for 1⁄2 rdl. Fritaget for skatten er adelens ugedagstjenere, hvis tal dog endnu er lidet.
I det følgende betragter vi befolkningsforholdene i hvert af lenets 5 fogderier, idet vi, til forklaring deraf, i korthed angiver disses størrelse og vigtigste naturlige betingelser.
Hisingen. Dette var det mindste af de gamle bohuslenske fogderier. Det omfattede ikke hele øen Hisingen, men kun det nuværende Vestra Hisings härad[19] med et samlet areal af 175,11 km.2 samt Skurdalsbygden tvers over for Bohus fæstning paa østsiden af Gøtaelv (nu Skårdal i Vestergötland). Øen var frugtbar og forholdsvis tæt befolket; skoven maa allerede nu have været sterkt medtaget, da der aldrig tales om sauger eller om udførsel af tømmer, saaledes som tilfældet er med de øvrige af lenets fogderier. Af skatteyderne i 1610 var: 225 krone- og leilændingebønder, 11 ødegaardsmænd, 61 husmænd, 14 udroerskarle, alle bosat i Økerö sogn, 2 tjenestedrenge for fuld og 6 tjenestedrenge for halv løn. Odelsbønder, haandverkere eller egentlige strandsiddere nævnes ikke i listerne. 11 bønder i Skurdalsbygden var som „Bahus daglige træl“ fritagne for skat. I fogderiet fandtes ingen adelig sædegaard og saaledes heller ingen adelens ugedagstjenere. Forarmede personer, som paa grund af sin fattigdom ingen skat har kunnet betale, opføres ikke. Derimod ligger fire gaarde øde, og to er bortforlenede til lensmanden og fogden og bruges af dem.
Indland. Indland er det største af de tre sydlige fogderier; det talte i nyere norsk tid 19 sogne med et samlet areal af 1034,19 km.2. Det var ved denne tid overmaade rigt paa skov, især af gran og furu. Jorden er idethele mindre god end paa Hisingen og øerne. Af skatteyderne i 1610 var 875 krone- og leilændingebønder, 446 ødegaardsmænd eller husmænd, klasser, som her er slaaet sammen, da de betalte samme skat. Af tjenestedrenge findes i fogderiet i dette aar ikke mindre end 121, hvoraf 40 for fuld og 81 for halv løn. Der er 21 haandverkere (skræddere og skomagere); 5 personer eier skuder og betaler derfor 11⁄2 rigsdaler hver i skat. Endelig findes i fogderiet 111⁄2 flomsauger, om hvilke det udtrykkeligt heder, at de er byggede for kort tid siden og netop er komne i brug. Der er paa disse i det forløbne aar (1609–10) tilsammen skaaret 2161⁄2 tylvter 2 deler, hvoraf den tiende part som sedvanligt gaar til kronen. I fogderiet er der 3 sædegaarde, Strøm, Restenes og Aagaard med tilsammen 11 ugedagstjenere (henholdsvis 5, 3, 3), der ligesom alle andre ugedagstjenere i lenet er fri for skatten[20].
Ordost og Tjørns fogderi, to store øer adskilt fra fastlandet ved dybt indtrængende fjorde. 10 sogne, hvoraf 3 paa Tjørn og 7 paa Ordost. Det samlede areal er 559,91 km.2. Øerne er, som Bohuslen forøvrigt, bjergfulde; men jorden i dalene er overordentlig frugtbar. Begge øer var i ældre tid bevokset med skov lige til sjøkanten[21]; men allerede ved begyndelsen af det 16de aarh. har skoven, især paa Tjørn, været sterkt medtaget og har væsentlig indskrænket sig til øernes østligste del[22]. For Ordost og Tjørn opføres i mtl. 1610 ialt 848 skatteydere, deraf 414 krone- og leilændingebønder, 178 hus- og ødegaardsmænd, 15 tjenestedrenge for fuld og 40 for halv løn, 9 skræddere og skomagere samt 192 strandsiddere. Derimod er der kun en eneste flomsaug, nemlig paa gaarden Søbben i Torp sogn i den nordøstligste del af Ordost. Fogderiet har 4 adelige sædegaarde, som alle holder sine ugedagstjenere fri for skat, nemlig Sundsby[23] med 12, Odsnes[24] med 6, Aggervig[25] med 5 og Moland[26] med 9 ugedagstjenere[27].
Sønderviken, 13 sogne med et samlet areal af 1293,89 km.2. Fogderiet var endnu i begyndelsen af det 17de aarh. overordentligt skovrigt og udmerkede sig, ligesom Nordviken, især ved sine store, prægtige egeskove. Peder Claussen priser dem[28], og endnu i 1656 beskriver Arent Berentsen Viken som et land med „vitlløftige“ skove og stor udskibning af master, spirer, bjelker, planker osv.[29]. Denne beskrivelse, som vilde passet endnu ved 1610, var, da Arent Berentsen skrev det, allerede noget overdreven, hvad vi ved leilighed skal vise i det følgende.
I modsætning til de øvrige mtl. for 1610 skiller Søndervikens allerede nu mellem hele og halve gaarde. Kun opsiddere paa hele (fulde) gaarde, der opføres til et antal af 579, giver fuld skat (1 rdl.). Opsidderne paa halve gaarde slaaes sammen med ødegaardsmænd, husmænd og inderster til et samlet antal af 501, der kun betaler 1⁄2 rdl. hver i skat. Antallet af tjenestedrenge er trods den større folkemængde noget mindre end paa Ordost og Tjørn, nemlig tils. 51, deraf 10 for fuld og 41 for halv løn. Af de øvrige skatteydere er 17 skræddere eller skomagere og 65 strandsiddere, der giver efter formue, omtrent 1 rdl. hver. Endelig betales der skat af tils. 26 sauger, 2 rdl. af hver, undtagen af en, der nylig er taget i brug og derfor slipper med 11⁄2 dlr. Desforuden betales som sedvanlig ogsaa en tiendepart af skørselen.
Medens mtl. for de tre søndre fogderier slet ikke nævner odelsbønder, opføres i Sønderviken 8 saadanne, der hver giver 1⁄4 af oppebørselen. Fri for kongsskatten er 26 ugedagstjenere under Aaby[30], om hvilke det karakteristisk nok heder, at de „haffue for derris Armod saa och store egt (ɔ: kjørsel) og daglig arbeide thill Aaby gaar inthett wdgiffuedt i solskatt“[31].
Nordviken, det største i udstrækning af B.s fem fogderier, 12 sogne med et samlet fladeindhold af 1399,48 km.2. Skovmængden var her ligesom i Sønderviken meget stor. Fordelingen af skatteyderne var i 1610 som følger: Krone- og leilændingebønder: 610, hus- og ødegaardsmænd: 496, tjenestedrenge for fuld løn samt løsarbeidere[32]: 62, tjenestedrenge for halv løn: 71, haandverkere: 16, strandsiddere og udroersfolk: 36, odelsbønder: 57. Fri for skat er 19 ugedagstjenere under sædegaarden Vrem[33] i Kville sogn. Endnu er der dog i Nordviken 5 gaarde, hvoraf ingen kongsskat betales. Af disse er en (Masleberig) øde, en (Tingvald) bruges af sognepresten, hr. Peder i Naverstad, og tre gaarde i Tanum (de to gaarde Lyngby samt gaarden Hersjø) er af kongen forlenet til lagmanden.
Antallet af skatteydere over hele lenet fordelte sig saaledes paa de forskjellige klasser, som følger:
| Odelsbønder (kun i Sønder- og Nordviken) | 65 |
| Krone- og leilændingebønder | 2703 |
| Halvgaardsmænd, hus- og ødegaardsm. | 1703 |
| Tjenestedrenge for fuld løn[34] | 129 |
| Tjenestedrenge for halv løn | 239 |
| Haandverkere (ɔ: skræddere og skomagere) | 63 |
| Skuder (kun paa Indland) 5 | |
| Strandsiddere | 311 |
| Flomsauger | 651⁄2 |
| = | 5213 |
Antallet af personer, fritagne for kongsskat, fordelte sig som følger[35]:
| Adelens ugedagstjenere | 93 |
| Bahus’ trælbønder | 11 |
| Opsiddere paa bortforlenede gaarde, hvoraf der ikke er udskrevet skat | 7 |
Udtrykket odelsbønder er optaget efter skattemtl. Hermed menes dog kun dem, det være sig bønder, borgere eller embedsmænd, der bygsler jord bort og oppebærer landskyld og bygselafgifter derfor, derimod ikke de bønder, der ikke eier mere end den gaard de selv bruger[36]. Disse er slaaede sammen med krone- og leilændingebønder og skatter som dem. Det samme gjælder de jorddrotter, hvis eiendom er saa liden, at fjerdeparten af oppebørselen ikke naar det beløb, der er fastsat for en krone- eller leilændingebonde paa fuld gaard. I saadanne tilfælde skulde odelsmanden betale skat som en saadan[37]. Endelig betaler de odelsmænd, der tillige er gaardbrugere, skat som leilændinger af de gaarde, de selv bruger, og bliver saaledes opført i skattelisterne to gange.
Spørgsmaalet om antallet af odelsbønder er altsaa trods skattemtl.s opgaver uløst. At der virkelig fandtes saadanne over hele lenet, derom tør vi ikke nære nogen tvivl. Det fremgaar allerede af en række kjøbe- og pantebreve fra denne saavelsom en ældre og senere tid[38], og desuden kan vi ved at sammenligne jordebøgerne med skattemtl. endog finde antallet af virkelige odelsbønder, idet j. stadig opfører skattegods ved siden af krone-, kloster-, odelsog biskops-, kirke- og prestegods i de aller fleste af lenets sogne. Endelig findes der fra aar 1615 et fuldstændigt „register over odelsbønderne i Bohuslen og deres afgifter“[39]; efter dette var i det nævnte aar antallet af odelsbønder i lenet tilsammen 1410, hvoraf paa Hisingen kom 102, paa Indland 341, paa Ordost og Tjørn 217, i Sønderviken 368 og i Nordviken 382.
Ved en nærmere undersøgelse af det nævnte register over odelsbønderne vil man dog finde, at en del af de deri opførte odelsmænd har solgt eller pantet sit odelsgods til adelen, som i begge tilfælde nyder renten deraf. Disse odelsbønder er saaledes, selv om de fremdeles sidder paa gaarden, faktisk leilændinger og maa betale skat som saadanne. Endnu meget oftere forekommer det, at odelsbønderne kun er parthavere i sine gaarde, medens andre parter eies af kongen, adelen, kirker, prestebord, klostre eller andre priviligerede personer eller stiftelser i eller udenfor lenet. Dermed blev ikke alene odelsbondens eiendom, men i saare mange tilfælde ogsaa hans eiendomsret indskrænket. Thi naar en gaard var delt mellem flere eiere, indehavde efter norsk lov den største part haver baade bygselen og retten til tagerne (første tage, tredieaarstage) for hele gaarden. Var parterne lige, skulde den bedre ɔ: den fornemste raade for bygselen[40]. Her var bonden i en uheldig stilling, da han jo altid vilde blive den ringere, ikke alene ligeoverfor adelige eller geistlige medeiere, men ogsaa ligeoverfor medeiere af borgerstanden. Vanskeligst blev det dog for odelsbønderne at hævde sin stilling ligeoverfor den største godseier: kronen. Denne oppebar efter reformationen bygselafgiften og tagerne, foruden af det egentlige kronegods, ogsaa af kloster- og biskopsgodset[41] samt af gaarde, jorder, enge, øer etc., som tilhørte kirkerne; selv oppebar disse kun landskylden[42]. Endelig tiltog kronen sig ret til at hæve bygselafgifterne ogsaa af saadanne dele af skattegaardene, som den var kommet i besiddelse af uden samtidig at blive største eller lige parthaver. Følgerne deraf lader sig let tænke. Eiede f. ex. kronen og kirken hver 1⁄4 af en og samme skattegaard, blev hele gaarden forvandlet til kronegods. Bonden fik vel beholde landskylden af sin part, men maatte betale bygsel og tager ogsaa af denne[43]. Hans egen stilling har dermed forandret karakter, og hans gaard opføres fra nu af i jordebøgerne under kronegodset.
En anden klasse af skatteydere, som kræver vor særlige opmerksomhed paagrund af den vekslende, men stedse merkelige rolle, den har spillet i dette landskabs økonomiske historie, er strandsidderne. Med strandsiddere forstaar skattemtl. folk, der er bosat ved kysten og ernærer sig frit med haandverk, handel eller fiskeri, men ikke samtidig er borger af kjøbstad, bonde (selveier eller leilænding), husmand med jord eller tyende. Fiskeri er naturligvis strandsiddernes hovedsagelige næringsvei; men der findes dog blandt strandsidderne baade skræddere, skomagere, smede, snedkere, bødkere, murmestere og kræmmere. De bor gjerne i klynger langs kysten og sedvanligvis paa punkter, som senere har udviklet sig til ret anseelige strandsteder eller i et enkelt tilfælde endog til en ikke ubetydelig kjøbstad.
De fleste af strandsidderne i lenet sees at være bosat paa Ordost og der særlig i Molands sogn. Først og fremst maa her nævnes Mollesund[44], hvor antallet af strandsiddere, der betaler skat, er 47; blandt dem er 5 haandverkere, nemlig 1 bødker, 2 skomagere, 2 skræddere og 1 murmester.
Et andet strandsted i samme sogn var Fiskebækkil (Fiskebeck kiill)[45] paa Skaftö ved Gulmarens indløb, ligeoverfor Lysekil, med 29 strandsiddere, hvoraf 8 haandverkere, nemlig 2 bødkere, 2 snedkere, 3 smede og 1 skrædder.
Næstefter disse kommer Guldholmen[46] med 24 strandsiddere. Desuden fandtes i Molands sogn ved samme tid følgende mindre strandsteder: Rogaardsvik[47] med 13, Valderø[48] med 11, Kjellingsø[49] med 7, Elløs[50] med 5, Raøen[51] med 5 strandsiddere o. fl.
Paa Tjørn opføres strandsiddere kun i Kløvedals sogn, nemlig Limhold[52] med 3, Hærøen[53] med 3, Staffhuids Holm[54] med 2 samt Bjørnholm[55] med 3 skattebetalende strandsiddere.
I Sønderviken er Lysekil (Lysekiielld)[56] under
gaarden Lyse i sognet af samme navn paa Stangenes det
betydeligste strandsted med ialt 33 skatteydere, deriblandt
4 bødkere, 1 skrædder og 1 skomager. Nogle af dem
bærer tyske navne. Ikke færre end 31 skatter mere
end 1 
: 11⁄2, 2 eller endog 3 , saa de synes at være
ganske velstaaende.
Paa Sotenes ligger Hunnebostrand[57] med 10, Malmøen[58] med 7 (deribl. 1 snedker, 1 bundtmager, 1 skomager), Ulborgshavn[59] med 6 og Buholtstrand[60] med 2 skatteydere.
Strandsidderne i Nordviken bor alle i Tanum og Kville skiberier (ɔ: skibrheder, svarer i Viken til herreder[61]); af strandsteder er her kun nævnt følgende: Brevik[62] med 9, Risøen[63] med 6 og Grebystad[64] med 3 skatteydere.
De ovenfor givne oplysninger stammor, som allerede anført, fra et og samme aar, nemlig skatteaaret 1610–11. Forud for dette tidspunkt ligger en fredstid paa hele 40 aar, en tid, hvorunder bønderne uforstyrret har kunnet arbeide sig frem til velstand uden at forulempes af altfor store skatter, udskrivninger, indkvarteringer eller fiendens herjinger. Det er derfor paa forhaand al grund til at tro, at bøndernes stilling nu har været – relativt seet – endog meget god. De mange flomsauger paa Indland[65] og i Viken og skørselen derpaa viser os, at der dreves en ganske livlig trafik med deler (planker) og rimeligvis i meget større maalestok med uskaaret tømmer. Tømmertrafiken har givet bønderne penge mellem hænderne, og vi ser da ogsaa, at de i ganske stor udstrækning, størst i Nordviken, mindst paa Hisingen, har havt raad til at holde tjenestedrenge og tjenestekarle[66]. Endelig bestyrkes vi i formodningen om, at der ved dette tidspunkt hersker jevn velstand i lenet og ringe fattigdom, ikke mindst af den omstændighed, at der ikke i mtl. for 1610, saaledes som senere saa almindeligt i skattemtl. baade fra Bohuslen og andetsteds[67], er anført nogen liste over forarmede, der ingen skat har kunnet give. Saadanne har altsaa ikke eksisteret i den udstrækning, at det har havt nogen betydning for det forventede udbytte af skatten. De skattepligtige har paa alle punkter og over hele linjen evnet at opfylde sin skattepligt. Dette gjælder vel i sin fulde udstrækning kun de egentlige bønder. Strandsiddere og bakkesiddere o. a. yder jo i regelen intet bestemt beløb, men kun „efter formue“. Men alle de skattepligtige blandt dem ɔ: alle de, der som saadanne er taget i listerne, har ydet noget. Har en eller anden af dem ganske manglet penge, saa har de andre skudt sammen for ham efter regelen: „den rige hjælpe den fattige“. Et ganske fortræffeligt bevis paa den almindelige velstand ved denne tid er endelig de mange haandverkere, som ernærer sig rundt om paa landsbygden eller ude blandt strandsidderne.
Om vi saaledes end af alle de nævnte omstændigheder maa kunne slutte, at befolkningens økonomiske stilling ved begyndelsen af det 17de aarh. har været jevnt god, paa mange steder endog meget god, har der dog paa den anden side heller ikke hersket den overflødighed, som de store sildefiskerier fra tid til anden i en fart kunde frembringe, især blandt kystbefolkningen i lenet. Det sidste store sildefiskeri var ophørt allerede 1587. Den store elendighed, dets pludselige ophør til en begyndelse maa have afstedkommet blandt den da overtalrige strandsidderbefolkning, bortryddedes naturligvis efterhaanden ved fraflytning. De som blev igjen, levede af det almindelige fiske og andet tilfældigt erhverv, vel i nødtørftige, men neppe i egentlig slette kaar.
En klarere belysning og større historisk interesse vil dog vore oplysninger fra det givne tidspunkt faa ved at sammenlignes med lignende oplysninger fra andre tidspunkter. Vi vil da først gaa tilbage i tiden til det 16de aarh., hvor vi straks træffer paa det ældste skattemandtal, som overhovedet kjendes for B.s vedkommende, nemlig mandtallet af 1528. Dette omfatter imidlertid kun Hisingen, Indland samt Ordost og Tjørn, medens begge Vikerne mangler. Mandtallet fordeler sig paa de tre fogderier saaledes:
| Hisingen | 270 |
| Indland | 116 |
| Ordost 359 | 550 |
| Tjørn 191 | |
| = | 1536[68] |
Under sammentællingen er ligesom i den af J. E. Sars i „Meddelelser fra det norske Rigsarkiv“ foretagne samtlige opførte personer medregnede. Herved er dog at bemerke, at en flerhed af de opførte navne i originalen er understrøgne og derfor rimeligvis skal udgaa[69]. Understrøgne er paa Hisingen 34, paa Indland 41 og paa Ordost og Tjørn 20 eller tilsammen 95 navne. Grunden til, at de skal udgaa, kan alene være den, at skatten for deres vedkommende bortfalder, i enkelte tilfælde maaske fordi deres indehavere er døde, men oftere vel derfor, at de er udskrevne i kongens tjeneste eller er saa haabløst forarmede, at de maa udgaa af listerne. Ved mange af dem er ogsaa anmerket pauper eller nichil habet (!). Enkelte kan det ogsaa være, som paa grund af sin stilling er fritaget for skat, men som feilagtig er optaget i mandtallet. I ethvert fald kan disse ikke medregnes i antallet af de skattepligtige, medens de derimod maa tages hensyn til, naar det gjælder spørgsmaalet om den voksne og erhvervsdygtige befolkning.
Endvidere er det at merke ved mandtalslisterne for B. af 1528, at der ogsaa ved en stor del af de ikke understrøgne personer er antegnet: pauper eller (sjeldnere) nichil habet. De fleste af disse har rimeligvis intet betalt eller ialfald et meget lidet beløb, men maa selvfølgelig ikke desto mindre blive staaende i mtl. som skattepligtige.
Den væsentligste forskjel mellem mtl. fra 1528 og de fra det 17de aarh. er, at det første ikke klassificerer skatteyderne. Der er neppe heller andre end bønder blandt dem. Ialfald kan det ikke af stedsnavnene bevises, at strandsiddere er medtaget i mtl.
At Viken ikke er medtaget i mtl. af 1528 har sin
gode grund deri, at dette ved den tid var i svensk besiddelse[70].
Det er os dog ikke bekjendt, at der findes noget
tilsvarende mandtal for de to nordre fogderier i svenske
arkiver. Derimod opbevares i Kgl. kammararkivet i Stockholm
et regnskab over den visse og uvisse indkomst samt
udgifterne for Viken i aarene 1527–30[71]. Regnskabet er
summarisk ført og intet mandtal vedlagt og giver saaledes
ikke direkte oplysning om befolkningsforholdene; men
nogen forestilling derom kan man maaske dog faa deraf
ved at sammenligne udbyttet af skatte- og ledingspenge
fra disse aar med opgaverne i regnskaber fra aarhundredets
sidste halvdel. Nu var udbyttet af skatte- og ledingspengene
af Viken for 1528 ca. 420 ; men for aarene
1527 og 29[72] betydelig mindre, saa det gjennemsnitlige
aarlige udbytte deraf i disse aar kun bliver ca. 367 .
Dette omfatter dog kun 8 af Vikens 9 herreder, da
Sørbygden var bortforlenet til Herman skriver og
derfor ikke er taget med i Jakob Krummes regnskab.
I aaret 1573 beløb skatte- og ledingspengene for hele
Viken sig til ca. 510 og i 1574 til omtrent samme
beløb. Trækkes herfra den del, der falder paa Sørbygden,
nemlig ca. 65 , bliver tilbage for de samme 8 herreder, der er anført i Jakob Krummes regnskab, ca. 445 [73],
hvad der sammenlignet med udbyttet fra aarene 1527–29
jo nok tør antyde en forøgelse af bøndernes antal i
de mellemliggende aar. Forøgelsen er neppe saa stor
som det større skatteudbytte synes at vise, da der jo kan
være flere tilfældige aarsager, som spiller ind og øger
forskjellen; men at den er der, er ikke alene i og for
sig sandsynligt, det bestyrkes ogsaa deraf, at en saadan
forøgelse for de tre søndre fogderiers vedkommende ved
en sammenligning mellem jordebøgerne af 1568 og 1573–74
bestemt lader sig paavise, hvad vi i det følgende vil
forsøge. For enhedens skyld lægges j. 1573 til grund;
men hvor den er defekt, er j. 1574 fulgt, og hvor j. 1568
har afvigende opgaver, er disse tilføiet i parenthes.
| Sogn | Skattebønder | Kronebønder | Foringsbønder | Bønder paa kirke- og prestegods | |
| Seve | 29 (31) | 25 (22) | 30 (27) | 1 (4) | |
| Kongelv | 6 (7) | 14 | 4 | „ | |
| Bjørland | 28 (29) | 8 (3) | 18 | „ (2) | |
| Torsland | 9 (10) | 9 (7) | 3 | „ (2) | |
| Bakke | 20 | 8 (10) | 5 (6) | 1 | |
| Økerø | 5 | 15 (10) | „ | „ (3) | |
| 97 (92) | 79 (68) | 60 (58) | 2 (11) | = 238 (229) |
| Sogn | Skattebønder | Kronebønder | Foringsbønder[74] | Bønder paa kirke- og prestegods | |
| Valle | 24 (23) | 6 | (4) | 25 | „ |
| Stenkirke | 29 | 17 | 48 (50) | „ | |
| Kløvedal | 25 | 3 | 3 | „ | |
| 78 (77) | 26 (24) | 76 (78) | „ | = 180 (179) |
| Sogn | Skattebønder | Kronebønder | Foringsbønder | Bønder paa kirke- og prestegods | |
| Langeland | 28 | 10 (8) | 3 | „ | |
| Stale | 21 | 8 (9) | 11 | 3 | |
| Torp | 9 | 7 | „ | „ | |
| Mykleby | 19 | 19 (16) | 6 | „ (1) | |
| Røre | 22 (20) | 8 (3) | 11 (12) | „ (5) | |
| Moland | 35 (33) | 18 (17) | 17 (18) | „ | |
| Tegneby | 27 | 26 | 12 | 2 | |
| 161(158) | 96 (86) | 60 (62) | 5 (11) | = 322 (317) |
Indland.
| |||||
| Sogn | Skatte- bønder |
Krone- bønder |
Forings- bønder |
B. paa kirke- og presteg. | |
| Karby | 39 (43) | 8 (10) | 5 | „ | |
| Ytterby | 6 (5) | 22 (21) | 16 (8) | 7 (13) | |
| Romeland | 13 (14) | 38 (41) | 8 | 9 | |
| Harestad | 7 | 15 | 6 | 2 | |
| Torsby | 42 | 13 | 11 | „ | |
| Løkke | 7 (5) | 20 (18) | 6 (7) | „ (2) | |
| Holte | 8 (10) | 14 (10) | 20 | „ (4) | |
| Solberg | 29 (33) | 36 (31) | 9 | „ (6) | |
| Jørland | 14 (13) | 33 (37) | 11 | 3 | |
| Spekerød | 25 | 7 | 8 (6) | „ (1) | |
| Uklum | 17 (16) | 11 (9) | 10 (9) | „ (1) | |
| Norum | 16 (15) | 17 (18) | 2 | 2 | |
| Ødsmal | 20 (24) | 13 (10) | 15 (16) | „ | |
| Hjertum | 27 (30) | 17 (21) | 17 (19) | „ | |
| Vesterland | 41 (15) | (23) 13 | (14) (3) | „ (3) | |
| Forshelle | 20 (32) | (9) | 14 | „ | |
| Risterød | 11 (10) | 1 | 6 (5) | „ | |
| Ljung | 17 (15) | 8 (9) | 1 | „ | |
| Grinderød | 13 (11) | 5 (6) | „ | „ | |
| 372 (365) | 278 (309) | 158 (161) | 23 (46) | = 831 (871) | |
| = 1571 (1599) | |||||
Sønderviken.
| ||||
| Sogn | Krone- og skattebønder |
Forings- bønder |
B. paa kirke- og presteg. | |
| Ryr | 25 | 4 | 1 | |
| Beve | 14 | 1 | „ | |
| Herrestad | 40 | 56 | „ | |
| Skredsvik | 34 | 2 | 3 | |
| Bokones | 22 | 3 | „ | |
| Høgnos | 13 | „ | „ | |
| Bru | 51 | 11 | „ | |
| Brastad | 43 | 10 | 1 | |
| Lyse | 42 | „ | „ | |
| Svarteborg | 29 | 13 | 1 | |
| Tose | 17 | 4 | ||
| Haaby | 17 | 4 | „ | |
| Fos | 37 | 15 | „ | |
| Tossinge (Tossene) | 34 | 13 | 3 | |
| Askum | 28 | 15 | 1 | |
| Berfendal | 4 | 7 | 3 | |
| Krokstad | 51 | 2 | „ | |
| Sande | 13 | „ | 1 | |
| Hede | 15 | 2 | „ | |
| 527 | 130 | 14 | = 673 |
| Sogn | Krone- og skattebønder | Foringsbønder | B. paa kirke- og presteg. | |
| Kville | 96 | 211 | „ | |
| Vrem | 13 | 31 | „ | |
| Sveneby | 221 | 10 | „ | |
| Botne | 16 | 41 | „ | |
| Mo | 17 | „ | „ | |
| Naverstad | 47 | 11 | „ | |
| Lur | 22 | 41 | „ | |
| Tanum | 139 | 42 | „ | |
| Hogdal | 12 | 11 | „ | |
| Lomeland | 6 | 61 | „ | |
| Nessine | 16 | „ | „ | |
| Ske | 3 | 361 | „ | |
| 399 | 138 | „ | = 537 | |
| = 1210, |
I 1573 er mange navne udeladt, maaske undertiden fordi man i øieblikket ikke har kjendt dem, men troligt ogsaa af den grund, at mange bønder er omkomne under krigen eller er dragne fra gaardene ud til kysten for at deltage i det store sildefiske, som ved denne tid paagik[75]. Sjeldnere er saadanne udeladelser i j. 1568; denne er i alle tilfælde den paalideligste, fordi den efter hvert sogn anfører sine hjemmelsmænd for mandtallet. Forøvrigt gjælder det som en almindelig regel i endnu høiere grad om jordebøger end om skattemtl., at de snarere nævner for faa personer end for mange. Hvad nu skattemandtallet af 1528 angaar, saa er det sandsynligst, efter hvad vi har seet, at summen 1536 er noget for høi, medens paa den anden side 1441, som er den sum, der fremkommer, naar de understrøgne navne ikke medregnes, er noget for lav. Men i alle tilfælde viser denne statistik, at tallet af bønder i søndre B. er øget i de 40 aar, som ligger mellem 1528 og 1568, og som vi i det foregaaende har seet, er der grund til at antage en lignende stigning ogsaa for Vikens vedkommende.
Sammenligner vi nu opgaverne fra 1568–74 med de fra 1610, vil vi finde en yderligere stigning, hvis størrelse dog er vanskelig at bestemme nøiere, da halvgaardsog ødegaardsmænd i mtl. af 1610 kun delvis er regnet sammen med de egentlige bønder (odelsb. og krone- og leilændingeb.), medens en anden del er slaaet sammen med husmænd, inderster eller bakkesiddere.
Ingen af vore kilder har hidtil givet os nogensomhelst oplysninger om strandsidderforholdene i det 16de aarh., og dog vil det være af den største interesse at kjende dem, særlig under det store sildefiske 1556–87. Den kundskab, som haves derom, stammer væsentlig fra spredte oplysninger i regjeringsskrivelser[76] samt Peder Clausens skildring i hans Norges og omliggende øers beskrivelse[77]. Fuldstændigt kjendskab til bebyggelsen og befolkningsforholdene ved Bohuslenskysten i denne tid er neppe heller muligt at erholde, da de vigtigste kilder, deriblandt skattemtl. fra den tid, ikke er bevarede. Men takket være et heldigt tilfælde kan vi dog for en liden, men meget vigtig del af den bohuslenske kyst give nøiagtige oplysninger om bebyggelsesforholdene ved 1587 eller det aar det store fiske pludselig ophørte. I dette aar solgte nemlig Henrik Gyldenstjerne til Aagaard[78] alt sit gods i Bohuslen til kongen, deriblandt ogsaa de to gaarde Lyse i sognet af samme navn samt Hundebogaard i Askum sogn, med underliggende strandsteder, hvoraf de vigtigste var Lysekil og Hundebostrand. Her saavelsom paa flere andre mindre steder stod der endnu i 1589 et stort antal boder og huse, som var opført under sildefisket[79], og hvoraf der da betaltes en aarlig leie til grundeieren af 1 dlr. for hver. Nu indtoges i Bohuslens jordebog af 1589 og senere en sammenhængende fortegnelse over alt det af H. G. kjøbte gods[80] og derunder ogsaa fuldstændige lister over boderne og deres eiere, rigtignok med den anmerkning, at den aarlige grundleie (1 dlr. pr. bod aarlig) ikke mere indkommer formedelst den aarsag, at samme „boder ikke mere bruges, siden den sildfiskende er afslagen“. Disse lister tør dog give det allerpaalideligste vidnesbyrd om strandsidderforholdene under det store sildefiske, og vi skal derfor meddele dem i uddrag.
Hundebostrand. Her er opført 71 strandsiddere, som alle er eiere af boder; de fleste har kun 1; men de andre har 2, 3 eller 4, ja en endog 7 boder. Ved haandverkerne er deres særlige haandtering vedføiet. Af de 71 er saaledes 1 tømmermand, 1 slagter, 1 bundtmager, 5 bødkere, 1 smed, 1 teltmager, 1 kok, 3 skomagere og 1 graver. Det samlede antal boder er 117. Af eierne, som sees at være fra forskjellige kanter baade inden- og udenfor lenet, hører 3 hjemme i Oslo, 9 i Fredrikstad, 1 i Tønsberg, 1 paa Moss, 1 i Malmø, 1 i Aalborg.
Lysekil. Her er der ialt 199 boder, der er anførte i tre afdelinger, saaledes: Først 117 boder uden nærmere betegnelse, fordelt mellem 50 eiere, af hvilke ikke mindre end 11 er bødkere, medens 4 er skræddere, 1 skomager og 1 tømmermand. En anden del, nemlig ialt 68, er samlet under fællesbetegnelsen: „Kiøbmandsboder i forne Lyszekill“. Som eiere af disse nævnes 34 personer, af hvilke 5 er fra Flensburg, 5 fra Aalborg, 3 fra Kjøbenhavn og forøvrigt fra forskjellige andre danske steder, forsaavidt hjemstavn er opgivet. Kun 6 af kjøbmandsboderne eies af adelsmænd, begge fra Bohuslen, nemlig Børge Green (1 bod) og Peder Bagge til Holm (5 boder).
De gjenværende 13 boder betegnes som kramboder. Af eierne (ialt 10) er 1 fra Marstrand og 1 fra Aalborg. En bærer et hollandsk navn (Diderich van Dam).
Desuden laa under gaarden Lyse ogsaa følgende under fiskeriet bebyggede strandsteder:
Stangesund[81]: 9 boder, hvoraf 12 kjøbmandsboder, 7 eiere.
Skibsholmen[82]: 16 boder og 2 „Fangboder“, som kun skatter 1⁄2 dlr. hver. Der er 14 eiere, hvoraf 6 fra Flensburg, 5 fra Aalborg og 1 fra Kjøbenhavn.
Saltøen[83]: 52 boder, deraf 45 kjøbmandsboder med 30 eiere, af hvilke omtr. halvparten er bosat i Danmark. Af de øvrige 7 boders 5 eiere synes en at være hollænder (Johannes van der Oste) og eier alene de 3.
Det samlede antal boder under gaardene Lyse og Hundebogaard er saaledes 400, der eies af 224 personer.
Vi skal ikke indlade os paa heraf at beregne antallet af de mennesker, som under sildefisket boede paa de nævnte steder, da vi jo ikke ved, hvormange der gjennemsnitlig gaar paa hver bod. De oplysninger, jordebogen af 1589 giver os for nogle faa punkters vedkommende, taler uden nogen kommentar tydelig nok om det liv og den virksomhed, som har hersket paa den bohuslenske kyststrækning under det store sildefiske i det 16de aarhundrede.
Naar vi nu fra vort udgangspunkt (aaret 1610) gaar fremover i tiden istedetfor tilbage, kan vi bygge paa et langt rigere og fuldstændigere materiale, idet vi fra nu af indtil 1658 har en næsten fortløbende række skattemtl., der igjen suppleres ved jordebøger, regnskaber, quittancer og en mængde breve. Allerede af den almindelige historie kan vi slutte, at tiden fra 1610 indtil afstaaelsen maa have været en mindre lykkelig tid for dette grænselandskab end de nærmest forud liggende decennier. Thi i de 48 aar mellem 1610 og 1658 var der ikke mindre end 4 krige, hvoraf ialfald de to direkte rammede B., og det paa den allerføleligste maade.
Værst i saa henseende var krigen 1611–13, hvorunder lenet midtvinters (febr. 1612) herjedes paa den mest barbariske maade af svenskerne under Jesper Mattsson Cruus (Brændefeiden). Allerede af et brev fra Christian 4 til lensherren Sten Matssøn (Laxmand)[84], hvori han fritager de ved krigen forarmede for skat, fremgaar det, at der er mange bønder rundt om i lenet og særlig paa Hisingen, hvis „huse og gaarde med næsten alt, hvad de havde, af vore og Rigens fiender er afbrændt“[85]. Om udstrækningen af brændefeidens ødelæggelser faar vi dog intet bestemt at vide, hverken i dette brev eller i andre trykte kilder[86]; derimod giver regnskaberne over skatterne 1612 de aller nøiagtigste oplysninger herom, hvilke vi paa grund af deres betydning for denne undersøgelse her skal meddele i uddrag, idet vi vælger at gaa den omvendte vei af fiendens, begynder nordenfra og trænger sydover.
Nordviken. Her er ingen gaarde brændt af fienden[87]. Derimod ligger 28 skatte- og kronegaarde øde paagrund af, at bønderne blev ihjelslagne i Nylødøse[88].
Sønderviken. Her er brændt
| i Krokstad sogn | 28 | gaarde |
| - Sande s. | 10 | – |
| - Bokenes s. | 229 | – |
| - Ryr s. | 25 | – |
| = | 92 | gaarde. |
Indland:
| i Karby s. | 40 | gaarde |
| - Romeland s. | 50 | – |
| Transport . . | 90 | gaarde |
| Transport . . | 90 | gaarde |
| i Ytterby sogn | 27 | – |
| - Harestad s. | 1 | – |
| - Torsby s. | 11 | – |
| - Holte s. | 36 | – |
| - Solberg s. | 54 | – |
| - Jørland s. | 45 | – |
| - Spekerød s. | 19 | – |
| - Norum s. | 31 | – |
| - Ødsmal s. | 27 | – |
| - Forshelle s. | 19 | – |
| - Risterød s. | 9 | – |
| - Ljung s. | 20 | – |
| - Grinderød s. | 12 | – |
| - Hjertum s. | 15 | – |
| - Vesterland s. | 34 | – |
| = | 450 | gaarde. |
Værst er der saaledes herjet i Karby, Romelands, Solbergs og Jørlands sogne, hvor der kun er henholdsvis 15, 24, 26 og 22 gaarde igjen.
Ordost og Tjørn:
| i Valle s. | 10 | gaarde | |
| - Stenkirke s. | 1 | – | (nemlig Fosse). |
| - Langeland s. | 19 | – | |
| - Mykleby s. | 1 | – | (neml. Søltenes). |
| = | 31 | gaarde. |
Desuden er husene brændt for 20 husmænd og 1 skomager i Valle og Langelands sogne.
Hisingen. Her kan tallet paa de brændte gaarde ikke angives, da hele fogderiet var fritaget for skat i aarene 1611, 1612 og 1613. Det er derfor al grund til at tro, at det i modsætning til de øvrige fogderier er blevet fuldstændig afbrændt, rimeligvis allerede i begyndelsen af krigen eller paa samme tid, som byerne Lødøse og Konghelle gik op i luer. Denne antagelse bekræftes, foruden af kongens skaanselsbreve[89], ogsaa af regnskabet for 1614, hvor det uden indskrænkning heder om Hisingen, at det „af rigens fiender blev afbrændt“.
Brændefeidens ødelæggelser frembragte en pludselig og voldsom forstyrrelse af lenets økonomiske forhold, hvad der tydeligst viser sig i det sterkt reducerede udbytte af alle skatter og afgifter. Hvad kongsskatten angik, kunde man beraabe sig paa kongens fritagelsesbrev[90], og man nøiede sig derfor med at opkræve den af de bønder, der ikke havde faaet sin eiendom ødelagt af fienderne[91]. Værre var det med hensyn til jordebogsafgifterne (vis og uvis rente), som stadig behøvedes til lenets administration og almindelige forsvar. Trods udpantninger i stor maalestok var det i aarene 1612 og 13 ikke muligt at erholde endog tilnærmelsesvis de sedvanlige beløb, hvad enten det gjaldt penge eller naturalia[92]. Merkelig er det dog, hvor hurtig folket kom til kræfter igjen efter det svære slag. Værst var det i selve ulykkesaaret 1612. Med freden det følgende aar begyndte det straks at rette paa sig. Husene byggedes hurtig op igjen, og allerede i 1614 er udbyttet saavel af kongsskatten som af de ordinære skatter lige stort som i 1610. Nogen varig knæk har saaledes brændefeiden ikke tilføiet almuen; denne var i forveien saa vidt økonomisk underbygget, at den kunde bære den, og tyngedes endnu ikke af urimelig store skatter. Disse begynder først med krigen i 1625–29. I de mellemliggende fredsaar synes lenets tilstand idethele at have været jevnt god; velstanden er neppe saa god som før krigen, men heller ikke daarligere, end at skatten stadig kommer regelmæssig ind. Folkemængden øger sterkt, særlig antallet af halv- og ødegaardsmænd samt husmænd, inderster, bakkesiddere, samt af adelens ugedagstjenere, især paa Ordost og Tjørn. Derimod er tallet paa tjenestedrenge i sterk og stadig nedgang over hele lenet. Til oplysning om bevægelsen inden de forskjellige klasser hidsætter vi følgende opgaver over skatteyderne i aarene 1614, 1620 og 1625, idet vi for overskuelighedens skyld ogsaa medtager opgaverne fra 1610.
| 1610 | 1614 | 1620 | 1625 | |
| Odelsbønder | 65 | 15 | 100 | 112 |
| Krone- og leilænd.bønder[93] | 2703 | 2690 | 2756 | 2734 |
| Halv- og ødegaardsmænd, husmænd og inderster | 1703 | 1416 | 1852 | 1802 |
| Tjenestedrenge for fuld løn | 129 | 176 | 93 | 32 |
| Do. for halv løn | 239 | ? | 136 | 104 |
| 1610 | 1614 | 1620 | 1625 | |
| Skræddere og skomagere | 63 | 17 | 28 | 34 |
| Eiere af skuder (jagter) | 5 | ? | 21 | 2 |
| Øboer og strandsiddere | 311 | 2 | 336 | 254 |
| Flomsauger | 651⁄2 | 691⁄2 | 351⁄2 | 54 |
| Adelens ugedagstjenere | 93 | „ | „ | 107[94] |
Vi ser af de ovenstaaende opgaver, at krigen har havt tilfølge en almindelig synken i skatteydernes tal i 1614; men derefter følger indtil 1620 en endnu sterkere opgang; nedgangen i 1625 har sin grund i udskrivningen og er altsaa kun tilsyneladende[95].
Aaret 1625 betegner et vendepunkt i lenets økonomiske historie. Indtil da maa vi antage, at almuen idethele har havt det taalelig godt, bortseet fra den øieblikkelige forstyrrelse, som Brændefeiden hidførte, og som vi har seet temmelig hurtig blev forvundet. Men fra 1625 begynder de store og stigende skatter i forbindelse med krigens øvrige tyngsler og ulykker at udmarve almuen for tilsidst at styrte den i den yderste elendighed. Allerede i aarene 1625–32 steg kongsskatten til det tre- og firedobbelte af hvad den før havde været. Den kunde derfor ikke indbetales paa engang, men maatte fordeles paa to eller flere (indtil 4) terminer. Samtidig blev det nødvendigt at dele skatteyderne i flere klasser efter deres forskjellige ydeevne. Saaledes beklagede bønderne paa Indland, Hisingen, Ordost og Tjørn sig over, at de, som sad paa halve og tredings gaarde, skulde give lige skat med dem, der indehavde fulde gaarde, hvorpaa Christian 4 i et brev til lensherren, Jens Sparre[96], befalede denne at lade dem lægge i skat „eftersom gaardene er til“[97]. Denne befaling efterfulgtes over hele lenet. Bønderne deltes i klasser efter deres gaards størrelse og godhed og betalte derefter 1⁄1, 3⁄4, 1⁄2, 1⁄3, 1⁄2 eller endog kun 1⁄8 af fuldgaards skat.
Skjønt denne deling jo var retfærdig og paa grund af de øgede byrder tillige nødvendig, føltes den dog – maaske i de fleste tilfælde – som en tyngsel for de mindre gaardbrugere. I Sønderviken og Nordviken havde nemlig disse hidtil sluppet med husmandsskat, men maatte herefter betale i forhold til sine gaarde, hvad der regelmæssig førte til en forøgelse af skattebyrden. For en mindre del var dette ogsaa tilfældet med de smaa gaardbrugere i de tre søndre fogderier. Hertil kom, at man fra 1628 forhøiede skatten for alle bønder ved sjøsiden med ca. 11⁄2 rdl. for hver hel gaard og for de mindre gaarde i forhold dertil[98].
Til trykket af de stigende skatter kom ogsaa udskrivningerne til krigen. Disse gaar vistnok særlig udover strandsidderbefolkningen (cfr. tabel s. 222 f.), men rammer ogsaa jordbruget; saaledes var der i aaret 1629 af samtlige tjenestedrenge i lenet kun en eneste tilbage; heller ikke bønderne slap helt fri for den; i 1628 var der paa Hisingen 11 og i Nordviken 23 bønder paa hele, halve, tredings eller fjerdings gaarde, som ingen skat gav, fordi de i det foregaaende aar var udskrevet i kongens tjeneste til baadsmænd, og endnu ikke var hjemkomne.
Følgerne af udskrivningerne og de store skatter, hvortil ogsaa kom misvekst paa sæden og dyrtiden under krigen, viste sig i en begyndende forarmelse blandt befolkningen. Fra nu af vedlægges der mandtallene fra de forskjellige fogderier lister over forarmede personer, der enten slet ingen skat har kunnet betale („slet forarmede“) eller bare en del af skatten. Kun mtl. for Hisingen mangler endnu saadanne lister; men til gjengjæld forringes her udbyttet derved, at en mængde gaarde, der hidtil er blevet regnede for fulde, aarligaars maa nedsættes til halve eller tredinger. Hvad de øvrige fogderier angaar, er tallet paa de forarmede lavest i Nordviken, hvor det i 1629 beløb sig til 89; men heraf var rigtignok ikke mindre end 40 indehavere af fulde gaarde. Samme aar var antallet af slet forarmede personer paa Indland 288 og paa øerne 178, men paa begge steder væsentlig kun husmænd og bakkesiddere. De egentlige bønder, og særlig fuldgaardsmændene, har idethele formaaet at betale skatterne uden afkortning, men kun med stor vanskelighed, idet udpantninger har maattet anvendes i en udstrakt maalestok. Ogsaa tjenestekarlenes forsvinden maa for en del tilskrives bøndernes fattigdom. Saaledes forklarer en række thingsvidner i Ordost og Tjørns fogderi i aaret 1629, at ingen bonde har „raad til at holde nogen dreng videre end hans egne børn formedelst denne dyre tid og store misvekst paa korn og mange store besværinger de fast over deres formue er med beengstiget etc.“. Mest synes dog Sønderviken at have lidt under de onde tiders tryk. Allerede i 1628 laa her 13 gaarde øde og 12 sauger ubrugte; i det følgende aar har 55 bønder paa grund af sin fattigdom maattet yde „efter formue“ ɔ: det er ikke lykkedes at udpante mere af dem end en brøkdel af skatten. Antallet af slet forarmede er ved samme tid 335, hvoraf dog de allerfleste er husmænd og bakkesiddere. Det følgende aar er disse tal endda meget betydelig forøget. Under saadanne omstændigheder var det jo paa ingen maade muligt at bringe udbyttet af skatten op til det forventede beløb, og fogden, der jo skulde svare for slotsherren, forlangte i 1629 af lagrettemændene i fogderiet et thingsvidne om almuens tilstand. Sex og tyve lagrettemænd i S. forklarer da i en skrivelse til slotsherren[99], at de har „befundet saa ganske stor armod iblandt almuen udi Søndervigen, saa de samtlige mestendels er forarmede, saa at den ene ikke kan hjælpe den anden“. Og om de mange, der enten slet ikke eller kun delvis har kunnet betale sin skat, heder det: „Thi det de her til dags haver givet i skat, har de laant og borget en 2 eller 3 aars tid, som endnu er ubetalt, som muligt sent eller aldrig bliver betalt.“[100]
Først i 1633 sank kongsskatten atter ned til sin gamle størrelse, 1 rdl. af fuld gaard for krone- og leilændingebønder og for odelsb. 1⁄4 af deres visse indkomst. Men til gjengjæld for denne lettelse indførtes flere andre extraordinære paalæg, hvoraf hvert enkelt vel var mindre end kongsskatten, men som tilsammenlagt føltes trykkende nok.
Allerede i 1627 paalagdes garnisonsskatten[101] med 1⁄2 dlr. af hver hel gaard, 1 mark af hver halv og 1⁄2 mark af hver ødegaard. Bønderne i søndre Bohuslen (Hisingen, Indland, Ordost og Tjørn) slap dog med halv skat paagrund af deres arbeide til Bohus fæstning[102]. I samme øiemed paalagdes ogsaa en indirekte skat, nemlig af hver tønde malt 4 g danske og af hver tønde norsk øl 8 ß d. i accise. Denne rammede dog især kjøbstæderne. I 1628 kom til de øvrige skatter ogsaa en kvægtiende[103] „til officererne paa landet deris besolding“ og udgik med 1⁄2 rdl. af hver hel gaard, 1 mark af hver halv etc. Den indbragte i aaret 1629 ialt 1182 dlr. og kan ikke sees at være opkrævet senere. I aarene 1635 og 1636 paalagdes endelig en „pendingskat til Bahus’ slots og fæstnings reparation“, af hver hel gaard 60 ß danske[104].
Om alle de nævnte afgifter gjælder det, at de for B.s vedkommende kun udskreves af gaardene, medens strandsidderne gik fri for dem[105]. Dette var imidlertid ikke tilfældet med baadsmandsskatten[106], der i B. udskreves fra og med 1636 med 1⁄2 rdl. af hele og halve gaarde, 1⁄2 ort af fjerdings- og ødegaarde, samt af strandsidder og øboer efter formue. Denne skat vilde regjeringen ikke have betragtet som en ny afgift, men som en slags erstatning for „forskaansel“ med hensyn til udskrivning af baadsmænd i fredstid.
Fra og med 1638 begynder endelig de saakaldte unionsskatter[107], der udskrives af lenet og dets kjøbstæder „Till Grenndtzernis Forsichring“, som det saa smukt heder. Unionsskatten, der udgives regelmæssig to gange om aaret, var dog intet andet end et nyt navn paa den gamle kongsskat. Den nye betegnelse benyttes stadig i kongens og lensherrens skrivelser; men fogderne bruger endnu helst de gamle kjendte betegnelser (kongsskatten, sølvskatten, pengeskatten). Det velklingende navn
| Fordelingen af skatteydere i aaret 1640. | ||||||||
| Hisin- gen |
Ind- land |
Ordost, og Tjørn |
Søn- der- viken |
Nord- viken | ||||
| Odelsbønder | „ | 11 | 11 | 8 | 160 | |||
| Opsiddere paa hele gaarde | 145 | 409 | 285 | 562 | 594 | |||
| Do. paa 3⁄4 gaarde | 1 | 20 | „ | 1 | „ | |||
| Do. paa halve gaarde | 72 | 261 | 108 | 400 | „ | |||
| Do. paa 1⁄2 gaarde | 5 | „ | 52 | „ | 124 | |||
| Hus- og ødegaardsmænd | 141 | 356 | „ | 172 | 105 | |||
Husmænd, inderster og bakkesiddere | ||||||||
| Tjenestedrenge for fuld løn | „ | „ | „ | „ | „ | |||
| Do. for halv løn | 14 | 4 | 21 | 7 | 7 | |||
| Skræddere og skomagere | „ | „ | 3 | 13 | 6 | |||
| Strandsiddere | 54 | „ | 134 | 93 | 51 | |||
| Flomsauger | „ | 12 | „ | 121⁄2 | 16 | |||
| 432 | 1372 | 665 | 9911⁄2 | 1117 | = | 15771⁄2 ÷ 401⁄2 = | 4537 | |
| Adelens ugedagstjenere | „ | 18 | 70 | „ | 35 | = | 123 | |
| Bahus’ slots do. | „ | 25 | „ | „ | „ | = | 25 | |
| Slet forarmede | 227 | |||||||
og den smukke begrundelse var imidlertid et godt paaskud til midt under freden at forhøie skatten, som nu straks stiger til det tre- og firedobbelte for endelig at kulminere i krigsaarene 1644 og 45, da unionsskatterne afløstes af den store 12 dalers kontribution[108].
De store skattebyrder lammede almuens evne til at reise sig igjen efter nedgangen under krigen i 1620–aarene. Man ser det bedst deraf, at listerne over forarmede aldrig mere helt svinder fra mtl., og at bønderne heller ikke under freden, da tilgangen paa arbeidsfolk dog er stor nok, ser sig istand til at holde mandlig tjenestehjælp. Endnu i 1640 er der ikke en eneste tjenestekarl for fuld løn i hele lenet og kun 53 drenge for halv løn. Ligeledes bør man merke sig det lave tal paa skræddere og skomagere, nemlig kun 24 for hele lenet mod 63 i 1610. Ogsaa hvad folkemængden idethele angaar, tyder skattemtl. hen paa en nedgang. Foruden af de store pengeskatter trykkedes almuen ogsaa af andre tyngsler, saaledes tvunget arbeide, dels til slottet[109], dels paa kronens avlsgaarde[110], eller med at hugge, fremføre og lade den ved, som aarlig gik af lenet til Kjøbenhavn[111]. Allertyngst føltes maaske det saakaldte egt eller skydspligten. Ikke alene kronens udsendinge, embedsmænd og bestillingsmænd havde ret til fri skyds, men ogsaa adelen, og det ligesaavel af odelsbønderne som af sine egne og kronens bønder[112].
Alt dette føltes haardere nu, da bondens kaar var blevne saa daarlige, at han ikke havde raad til at holde ordentlig tjenerhjælp. Det gik tilbage med gaardsdriften, og saugerne maatte nedlægges den ene efter den anden, dels vel fordi skoven minkede, men ogsaa fordi der ikke var hænder til at passe dem paa en saadan maade, at det kunde betale sig at give skat og tiende af dem. Almuen i B. befandt sig derfor nu i en i økonomisk henseende svækket tilstand og havde liden kraft til at staa imod det nye stød, som krigen i aarene 1643–45 bragte. Det var tre ulykker, som rammede landskabet under denne krig: kontributionen, indkvarteringen og fiendens plyndringer.
Hvad nu den første angik, kontributionen, saa er det under de økonomiske forhold, hvorunder almuen i B. nu befandt sig, ingenlunde for sterkt at kalde den en ulykke. Den udskreves første gang i skatteaaret 1644–45 med 12 rigsdaler paa hver hel gaard, 6 rdl. paa hver halv, 3 rdl. paa hver fjerdings– og ødegaard. Haandverksmænd, øboer og strandsiddere etc. skal give efter evne, forsaavidt de ikke er udskrevne til krigstjeneste. Af hver bækkesaug skulde gives 10 rdl. Adelens ugedagstjenere gik fri ogsaa for denne skat, ligesaa presterne, fogderne, skriverne og lensmændene for sine gaarde. Paa Hisingen, som allerede ved denne tid var udplyndret af svenskerne, lykkedes det ikke at faa fuld skat af nogen; bønderne maatte betale „efter yderste formue“, og den rak for ingens vedkommende høiere end til 6 rdl. Udbyttet af hele fogderiet af denne store skat beløb sig derfor ikke til mere end 6011⁄2 rdl., og da aaret efter (1645–46) den samme skat paalagdes, kunde man ikke trods en gjennemført udpantning af bøndernes sidste eiendele bringe beløbet høiere op end til 350 rdl. Til sammenligning hidsættes her udbyttet af kontributionen i de forskjellige fogderier for begge de nævnte aar:
| 1644–54 | 1645–46 | |||||
| Nordviken | 7295 | rdl. | 71911⁄2 | rdl. | ||
| Sønderviken | 67721⁄2 | „ | 65671⁄2 | „ | ||
| Indland | 61581⁄2 | „ | 1 ort | 4710 | „ | |
| Ordost og Tjørn | 37691⁄2 | „ | 8 ß | 3896 | „ | |
| Hisingen | 6011⁄2 | „ | 350 | „ | ||
| 24597 rdl. 1 ort 8 ß | 22715 | rdl. | = 47512 rdl. 1 ort 8 ß | |||
I de samme aar udgik rostjenestepenge[113] med 1⁄2 rdl. af hver tønde landskyld af odels-, kjøbe- og pantegods (kun i begge Vikerne). I 1645 toges ogsaa den halve del af kirkernes indkomst[114], og endelig opkrævedes i dette aar ogsaa en hovedskat af personer over 15 aar[115]. I alt udpressedes i disse to aar af almuen i Bohuslen blot i extraordinære skatter 52395 rdl.
I det følgende skatteaar (1646–47) nedsattes kontributionen til 6 daler, som dog paa statholderen Hannibal Sehesteds forestilling om den bohuslenske almues store armod blev nedsat til det halve (3 rdl. af hver fuld gaard)[116]. Men isteden paabydes ogsaa denne gang flere nye afgifter, nemlig skydsfærdspenge[117], fodernødspenge[118] og udskrivningspenge[119]. Den første af disse afgifter blev paalagt som en erstatning for fritagelse for skydsfærd og skulde betales med 1 rdl. af hele gaarde og af de øvrige i forhold dertil. Lettelsen var dog liden, idet der forbeholdtes slotsherren, hans og kronens tjenere og betjente og rigets høie embedsmænd skyds ligesom forhen. Kun bispen og lagmændene bevilges en vis sum aarlig mod at opgive sin ret til skydsfærd. Hvad adelen angaar, heder det i den kongelige forordning kun, at „den af deres egne tjenere selv maa opberge en rdl. for skydsfærds afskaffelse og derhos af dem skydses“. At den virkelig mistede sin ret til at forlange fri skyds af de øvrige bønder, fremgaar imidlertid endnu tydeligere af adelsprivilegierne af 1646 og 1648[120]; men ikke desto mindre vedblev adelen i Bohuslen – trods forordningerne – faktisk ogsaa senere at nyde fri skyds af bønderne paa sine reiser i lenet[121]. Endelig forblev bønderne nu som før forpligtede til at fremføre kronens skatter, told og anden rettighed gjennem lenet uden nogen godtgjørelse.
Tiltrods for, at den lettelse, almuen havde opnaaet, saaledes var liden nok og kronens udlæg rigelig godtgjordes ved skydsfærdspengene, tog regjeringen dog deraf anledning til at paalægge ogsaa en anden af de nævnte afgifter, nemlig fodernødspengene. Allerede den 19. juli 1646 udstedtes saaledes en kongelig forordning om, at kronens jordebøger skulde forbedres med en halv daler, hel daler eller mere efter gaardenes leilighed for fornød af føde“[122]. Trods forordningen blev imidlertid denne skat ikke indskrevet i jordebøgerne; den blev betragtet og ført til regnskab som en extraordinær afgift og bortfaldt ved Christian 4.s død.
Hvad udskrivningspengene angaar, saa var det baadsmandsskatten i noget forstørret skikkelse. Den paabødes for skatteaaret 1646–47 med 1 rdl. af hver gaard, mod at soldaterne skulde være fri for udskrivning. Almuen synes imidlertid at have opfattet dette som et tomt paaskud, da soldaterne allerede var hjemvendte, og man mente, at kronen hverken behøvede eller ønskede at udskrive soldater paa dette tidspunkt; den gjorde derfor forestillinger mod den, og da dens armod nu var saa stor, at en udpantning af pengene neppe vilde lønne møien, maatte denne afgift opgives. De penge, man i skatteaaret 1646 –47 formaaede at skrabe af lenet i form af extraordinære skatter, androg tilsammen til 12461 rdl. 12 ß, hvoraf 1322 rdl. 20 ß var rostjenestepenge. Det følgende aar (1647–48) udgik atter kontributionen med 6 daler af hver hel gaard og indbragte sammen med de mindre afgifter tils. 14827 rdl. 17 ß, hvori rostjenestepengene er iberegnet[123].
I 1648 døde Christian 4, og i det følgende skatteaar (1648–49) udskreves kun kontributionen, som nu nedsattes til 4 rdl., og rostjenestepenge af odels-, kjøbe- og pantegods, dog ikke af adelens.
Medens almuen saaledes udmarvedes ved de mange og store skatter, rammedes den ikke mindre haardt af andre ulykker. Under krigen plyndrede fienden Hisingen og Indland og brændte byerne Kongelv og Oddevald; men endnu meget værre var de stadige gjennemmarscher af egne soldater og indkvarteringen, der rammede hele lenet og blottede almuen endogsaa for det allernødvendigste. For at gjøre ulykken fuldstændig indløb aaret 1646 med kvægpest og misvekst paa sæden, saa elendigheden, der allerede var over al beskrivelse, trods freden, blev, om muligt, endnu større.
De bedste oplysninger om den bohuslenske almues tilstand i denne tid giver de lange lister over slet forarmede samt lagrettemændenes vedføiede forklaringer. Vi gjengiver derfor nogle af disse i uddrag:
Nordviken. Her afkortedes af den store kontribution 1644–45 ialt 10071⁄2 rdl. for øde gaarde og forarmede personer, og af kontributionen 1646–47 ialt: 11451⁄2 rdl. Samme aar forklarer lagretten, at almuen i fogderiet er „storlig forarmet“. Som aarsag dertil angives: Mangfoldig indkvartering, store kontributioner og misvekst. Den største part af bønderne resterer endnu paa forrige aars kontribution, samt paa fodernødspengene og skydsfærdsdaleren og kan ikke paa nogen maade tilveiebringe den; der findes heller ikke i bondens bo noget at „udværdere“.
Sønderviken. I 1644–45 afkortes 1458 rdl., der svarer til skatten for 1211⁄2 fuldgaarde. En del af bønderne havde faaet sine gaarde afbrændt af fienden, en del var paa anden maade udplyndret. Resten var geraadet i armod formedelst de store skatter og den megen indkvartering af egne krigsfolk, hvorunder „selv høet og kornet paa marken er fortæret af hestene“ osv. Skjønt krigen var ophørt allerede i 1645, og skjønt kontrib. 1646–47 blev saa betydelig nedsat, steg dog afkortningen til 1947 rdl. Lagrettemændene forklarer, at de hos den største del af almuen har fundet stor „armod og fattigdom“, hvortil aarsagerne er de samme her som i Nordviken. Almuen skylder endnu for en stor del af forrige aars kontribution samt paa fodernødspengene og skydsfærdsdaleren.
Ordost og Tjørn. Fogden, lensmanden og 12 lagrettemænd har i skatteaaret 1644–45 draget om i det ganske fogderi i hver mands gaard for at udværdere af bondens bo den paabudne kontribution, „eftersom en part den modvillig indeholder og ikke vil udgive“. Hos 84 bønder har der imidlertid ikke været noget at erholde. I 1645–46 gjentog det samme sig, og ligesaa det følgende aar. Afkortningen paa kontrib. var dog liden her i forhold til de øvrige fogderier og naaede i 1646–47 kun 204 rdl. 1 ort for øde og forarmet gods[124]. Men da man samme aar opkrævede udskrivningspengene, fandtes efter lagrettens egen erklæring intet at udværdere. Grundene til almuens fattigdom angives at være: daarligt aar, sygdom paa kvæget, indkvarteringen under krigen og de store skatter.
Indland. Afkortningen for øde og forarmet gods 1644–45 var 1300 rdl.; deraf faldt ikke mindre end 336 rdl. paa Karby sogn, hvor 1⁄3 af skattegodset var øde eller slet forarmet. I en erklæring fra lagrettemændene, dat. 10⁄10 45 forklares, at krigsfolket har været indkvarteret der paa 11⁄2 aars tid, baade rytteri, dragoner og soldater, som har fortæret bøndernes hø saavelsom deres korn og andet forraad. Værst er det i Karby prestegjeld, hvor ikke alene bondens grøde er fortæret, men ogsaa hans fæ og husgeraad er ham frataget. Mange er udplyndrede, eller mændene er blevet ihjelslagne af svenskerne forleden sommer, og deres kvinder ladte tilbage i den yderste armod.
Hisingen. Udbyttet af kontrib. for aaret 1646–47 var 180 rdl. 8 ß; afkortningen beløb sig til 1051 rdl. 1 ort 16 ß. Indtægten af skydsfærdspengene s. aar var 871⁄2 rdl. 1 ort og afkortningen 84 rdl. 1 ort. Til nærmere oplysning om tilstanden i dette fogderi, uden tvil det haardest medtagne af alle fogderier i lenet, gjengiver vi følgende erklæring af thingsvidnerne efter dens ordlyd:
„Claus Nielsen i Berbye, Sorenskriffuer paa Hiiszingen, ...........[125] Eedsoren Laugredtzmend Her samme stedtz Giørrer Witterligt /: Aar Effter Guds biurd 1647 den 28 Aprilis paa Bierbye Ting Offueruærendis Welacht Anders Johansen, Slodtzfougit paa Bahuus och Ridefougit paa Hiisszingen, Haffuer Ladet Effter Hanns Maytz. Udgangne Breff paabiude Her aff Fougderiet aff Huer gaard En Rixdlr. for Soldatters Udskriffuelse, Item En Rxdr. udi fornøedspenge /: som nu skulle Udleggis /: Huor till Menige almue suaret alle och Ennhuer, att de erre saa forarmet, at de samme toe Rdr. aff gaardene Icke kand formaae Eller tilweye bringe før Effterskreffne tilfald Dennem er tilføyet udj forleden feijde /:
Backe sougen, Er Ifrarøffuit alt deris quæg udj dette Hele sougn, Huusene som Duede Noget er aff Fienden Nedbruet och offuerført till Gottenborg och Hospitalett,
Skeltorp, En Heel gaard slet affbrent, Tagene En Heel gaard affbrent,
Congelff Sougn och Schaardall Er Ifrarøffuet deris quæg och formue, Item Hvuusene Mestendeelen Nedbruet och fort i fiendens Leyer, Huis Ringe, smaa shouff der fandtz, Er Nedhugget och ført i Leyeren,
Høyen, En Heel gaard, Oxehauffuen, en fierdings gaard, Er slet affbrent,
Seffue Sougn Er och mest deris quæg i fraroffuit, Tagene paa de Huuse, som duede Noget, Er affbruet och ført i Leyerenn, Schriffuergaarden, Lensmandsgaarden, Schollisroed, Toffter, Giøbaasz, En gaard i Tagene, er affbrent, Prestegaarden Udspoleret och Tagene affbruet,
Biorland och Torsland Sougner mistedj quæg, Wdj Øchrøe sougn mistede mesten deelen baade quæget och alle deris klæder, Och En deel aff deris Schuder och baader, Menns offuer alt Landet er Deris Hester, Øger, faar, Suin och sligt quæg Dennem gandske frapløndret.
Foruden alt dette maatte de siden giffue Mange Penge i brandskatt, sampt korn och fisk, forend de maatte bliffshte Ved Huusene och Nære sig paa Landet med Hustruer och børn, Och Huis Ringe boeskab och formue de kunde Haffue, Haffuer de Indfort Under Festningen i Kongelff I den Mening det der skulle befries, Er da aff den gruelige IIldebrand bleffuen gandske Opbrent, saa de J alle Maader er geraadet udj stor Armod och Elendighed.
Nu offuer alt /: disz Wehr /: Er Misuext paa Sæden offuer det Heele Land, saa det som bleff Udsaaet i forgangen Aar, bleff Icke uden Nogen Ringe Hauffre Igien, som Voris gunstige Herr Slodtzherre Nochsom er beuist.
Tilmed Er nu En Fæisiuge kommen paa quæget Her paa Landet, saa at quæget er Uddøet Mange steder, och siugdommen Endnu mechtig grazserer, /: Huilchet Gud Naadelig affuerge /: Saa almuens armod Er større och Merre paa dissze steder, End di kand Andrage.
Dette at Wære Almuens største och Sandferdig klagemaall och Elendighed Hoesz den gunstige och Milde Høye Øffrighed att Andrage Om forskonelse paa begge forne Rxdr aff gaarden, bekiender Wij med Woris Zigneter der Undertrocht.“
8 segl[126].
Kun langsomt arbeidede almuen sig ud af den dybe elendighed, hvori den ved krigen og den graadige beskatning var sunket. Endnu i 1650 indberetter lagrettemændene fra Ordost og Tjørn, at en stor del af gaardene i fogderiet ligger ganske øde; af de øvrige har den største del kun „saaet halvparten og en del mindre“. Om bønderne paa Hisingen heder det endnu det følgende aar, at de ikke har korn at saa og „ikke heller kvæg til at gjøde jorden“.
Skatterne var, omend nedsatte[127], dog altid større end almuens ydeevne og maatte jevnlig udpantes, hvad der igjen hindrede bønderne i at reise sig igjen efter ulykkerne. Agerbruget var kommet i forfald og vedblev at give ringe udbytte. Med tømmerdriften var det saagodtsom slut. Af de mange sauger fra 1610 var der i 1657 ikke en eneste tilbage, som kunde tages skat af. Almuen og regjeringen havde i forening plyndret skovene. Hisingen, Ordost og Tjørn var nu omtrent skovløse trakter, og selv de herlige, rige løvskove i Vikerne var for en stor del ruinerede. Allerede i 1639 var hassel, or og birk forsvundet af Nordvikens skove, og samme aar erklærer lagrettemændene i Sønderviken, at hassel- og egeskovene der er udhuggede[128].
Da endelig danskerne den 18. mars 1658 overgav slottet og lenet til svenskerne, forlod de et forarmet landskab og en udpint almue, som ingen grund kunde synes at have til at modsætte sig den nye tingenes tilstand eller ønske sig de gamle forhold tilbage.
For at lette oversigten samles resultaterne af denne undersøgelse af skattemandtallene i de omstaaende tabeller. De har ligesom disse bidrag idethele til hovedøiemed at vise fordelingen af befolkningen mellem de forskjellige livsstillinger inden lenets 5 fogderier i aarhundredet før afstaaelsen. Men tabellerne vil desforuden ogsaa i nogen grad kunne tjene som et barometer paa folkemængdens bevægelse i det hele, omend kun et ufuldkomment. Særlig bør det bemerkes, at der under den store forarmelse efter krigen i 1643–45 udelodes af listerne en hel del personer, væsentlig strandsiddere, forarmede husmænd, haandverkere o. l., som det ikke var muligt at presse nogen skat af. I 1657 var ogsaa en del saadanne personer udskrevne til krigstjeneste. Man bør derfor gaa ud fra, at tallene paa strandsiddere, husmænd, bakkesiddere etc. i opgaverne fra dette aar gjennemgaaende er for lave.
Før vi forlader dette emne, er der dog endnu et vigtigt spørgsmaal at stille: Er det muligt af de vundne resultater at udfinde ogsaa den samlede folkemængde i lenet? Hertil er at svare, at en saadan beregning kun
kan føre til et omtrentligt resultat; men selv et saadant| Hisingens fogderi | Indlands fogderi | ||||||||||||||
| 1528 | 1568 | 1573 | 1610 | 1625 | 1640 | 1657 | 1528 | 1568 | 1573 | 1610 | 1625 | 1640 | 1657 | ||
| Odelsbønder[129] | „ | „ | „ | „ | „ | „ | 13 | „ | „ | 11 | 21 | ||||
| Krone- og leilænd.bd. | Opsiddere paa hele gaarde | 236 (270) skatte- plig- tige |
229 bøn- der |
238 bøn- der |
236 skatteyd. b., deraf 225 for fuld grds skat, resten ødegrdsm. |
225 bøn- der med fuld grds skat |
145 | 130 | 675 (716) skatte- plig- tige |
871 bøn- der |
831 bøn- der |
846 bøn- der m. fuld grds skat |
874 b. med fuld gaards skat |
409 | 346 |
Ops. paa trefjerdings gaarde | |||||||||||||||
| Ops. paa halve gaarde | 1 | 3 | 20 | 42 | |||||||||||
| Ops. paa fjerdings grd. | 72 | 75 | 261 | 283 | |||||||||||
| Ops. paa ottingspladser | „ | „ | „ | 187 | |||||||||||
| Hus- og ødegaardsmænd | 61 husmænd |
145 | 141 | 15 | 446 | 462 | 356 | 23 | |||||||
Fattigere husmænd, inderster, bakkesiddere | |||||||||||||||
| Tjenestedrenge for fuld løn | 2 | 5 | „ | 40 | 5 | „ | |||||||||
| Tjenestedrenge for halv løn | 6 | 13 | 4 | 81 | 30 | 4 | |||||||||
Strandsiddere (og udrorskarle paa Hisingen) | |||||||||||||||
Haandverkere (skræddere og skomagere) | |||||||||||||||
| Skuder | „ | „ | „ | 5 | 2 | „ | |||||||||
| Flomsauger | „ | „ | „ | 111⁄2 | 19 | 12 | |||||||||
| Adelens ugedagstjenere | „ | „ | „ | 11 | 18 | 18 | ? | ||||||||
| Bahus slots ugedagstjenere | 11 | ? | ? | „ | „ | 25 | ? | ||||||||
| Ordost og Tjørns fogderi | Søndervikens fogderi | Nordvikens fogderi | ||||||||||||||||
| 1528 | 1568 | 1573 | 1610 | 1625 | 1640 | 1657 | 1573 | 1610 | 1625 | 1640 | 1657 | 1573 | 1610 | 1625 | 1640 | 1657 | ||
| Odelsbønder | „ | „ | 11 | 6 | 8[130] | 56[131] | 8[130] | 318[132] | 57[133] | 56[134] | 160[135] | 308[136] | ||||||
| Krone- og leilænd.bd. | Opsiddere paa hele gaarde | 530 (550) skatte- plig- tige |
496 bøn- der |
502 bøn- der |
414 bøn- der m. fuld gaards skat |
455 bøn- der m. fuld gaards skat |
285 | 285 | 505 bøn- der |
579 | 589 | 562 | 524 | 537 b. |
610 | 591 | 594 | 529 |
Ops. paa trefjerdings gaarde | ||||||||||||||||||
| Ops. paa halve gaarde | 108 | 90 | 400 | 183 | „ | 142 | ||||||||||||
| Ops. paa fjerdings grde | 52 | 55 | „ | 161 | 124 | 127 | ||||||||||||
| Ops. paa ottings pladser | „ | 7 | „ | |||||||||||||||
| Hus- og ødegaardsmænd | 178 | 156 | 51 | 34 | 172 | 136 | 105 | |||||||||||
Fattigere husmænd, inderster, bakkesiddere | ||||||||||||||||||
| Strandsiddere | 192 | 95 | 134 | 110 | 65 | 98 | 93 | ? | 36 | 43 | 51 | |||||||
| Tjenestedrenge for fuld løn | 15 | 1 | „ | „ | 10 | 4 | „ | „ | 62 | 17 | „ | „ | ||||||
| Tjenestedrenge for halv løn | 40 | 22 | 21 | „ | 41 | 10 | 7 | „ | 71 29 | 7 | „ | |||||||
Haandverkere (skræddere og skomagere) | ||||||||||||||||||
| Flomsauger | 1 | 1 | „ | 23 | 18 | 121⁄2 | ? | 30 | 19 | 16 | „ | |||||||
| Adelens ugedagstjenere | 32 | 57 | 70 | 92 | 26 | ? | ? | 56[137] | 24 | 32 | 35 | ? | ||||||
er af værd, naar intet bedre haves. Vi maa imidlertid for at kunne gjøre slutninger om hele folkemængden først samle tallene paa skatteyderne.
I mandtallet af 1528 opførtes ialt for de tre søndre fogderier 1536 pers.[138], sandsynligvis alle bosiddende bønder. I 1568 fandt vi antallet af bosiddende bønder i den samme del af lenet at være 1596 og i 1573: 1571. I det sidstnævnte aar var antallet af bosiddende bønder i begge Vigerne: 1210, og saaledes over hele lenet 2781. Af det før nævnte i Geheimearkivet bevarede aktstykke fra tiden omkring 1570 (side 191, note 2) opgives mandtallet for Bohuslens vedkommende til 3184; men dette omfatter tydeligvis ikke blot bønderne, men ogsaa tjenestedrenge, haandverkere og strandsiddere etc. I den følgende fredstid steg antallet af skatteydere raskt og var i aaret 1610 naaet til 5213 og steg yderligere, omend sagte, indtil 1625, da det samlede antal skatteydere var 5393[139]. Senere gik det imidlertid tilbage, og i 1640 var det kun 4537, som igjen i 1657 var dalet til 4428. Vi har her kun taget hensyn til de virkelige skatteydere, medens ugedagstjenere, slet forarmede o. a., der ingen skat har betalt, er sat ud af betragtning.
Nu vil det straks falde i øinene, at disse tal ikke uden videre kan betragtes som et barometer paa folkemængdens bevægelse. Det vilde ikke lade sig gjøre at finde et forholdstal mellem skatteyderne og folkemængden, som vilde kunne benyttes i samtlige tilfælde; det vilde, om man forsøgte, vise sig, at variationerne blev altfor svimlende. Dette følger ogsaa ganske naturligt deraf, at antallet af skatteydere er afhængigt, ikke alene af folkemængden, men ogsaa af de økonomiske forhold. Naar velstanden stiger, optages i mandtallene et større antal personer i forhold til folkemængden, end tilfældet er i daarlige tider.
Tabeller over skatteyderne er derfor et godt middel til at maale velstanden[140]; de viser derhos befolkningens fordeling paa de forskjellige livsstillinger og over de forskjellige distrikter; men til en beregning af den virkelige folkemængde er de lidet skikkede af den grund som ovenfor anført.
En paalideligere faktor vil vi maaske finde ved at þorteliminere „odelsbønder“, strandsiddere, inderster, bakkesiddere, haandverkere og andre fluctuerende elementer og kun holde os til de virkelige gaardbrugere, ikke alene de skattebetalende, men ogsaa dem, der som slottets eller adelens ugedagstjenere er fri for skat. Navnet „krone- og leilændingebønder“ bør ikke vildlede nogen; thi under denne rubrik opfører mandtallene, som anført, alle egentlige gaardbrugere, der ikke af en eller anden grund er fri for skat. Vi finder da:
| i Søndre B. (Hisingen, O. og Tj., Indl.) 1528: 1441– | ||||
| 1536 eller ca. 1500 bønder | ||||
| i | Søndre B. (Hisingen, O. og Tj., Indl.) | 1568: 1596 | „ | |
| i | – | –„– | 1573: 1571 | „ |
| i | Nordre B. (begge Vikerne) | 1573: 1210 | „ | |
| i hele Bohuslen i aar | 1573: 2781 | „ | ||
Skattemandtallene for 1610 opfører ialt 3786 egentlige þønder; dog er tallet noget for høit, da en del husmænd og inderster etc. i Nord- og Sønderviken er regnet sammen med bønderne. Det samme gjælder ogsaa, omend i mindre udstrækning, skattemandtallet af 1625, der i alt opfører 3919 bønder. I aaret 1640 opføres kun 3189 og i 1657 kun 3140 bønder; men her er tallene i begge tilfælde lave, idet mange bønder paa mindre gaarde, paa grund af forarmelse, i listerne er slaaet sammen med hus- eller ødegaardsmænd og tildels med strandsiddere; paa den anden side er dog for aaret 1657 nogle saadanne i Nordviken medregnede (jfr. tabellerne).
Trods disse uregelmæssigheder er det alligevel tydeligt, at vi her har en mindre vekslende og paalideligere faktor at regne med end med antallet af skatteydere; det gjælder bare at kjende forholdet mellem antallet af bosiddende bønder og den samlede befolkning.
Sars har i sine beregninger af folkemængdens bevægelse i Norge efter dansk mønster antaget forholdet 1 til 10[141].
Dette forholdstal er saaledes prøvet baade i Danmark og Norge til beregning af folkemængden i denne periode og paa begge steder fundet antageligt. Imidlertid vil dets paalidelighed naturligvis variere efter forholdene paa de forskjellige steder. Det vil saaledes mange steder vise sig for høit, vistnok især i tyndt befolkede indlandsdistrikter. For Bohuslens vedkommende skulde man dog snarere mene, at det er for lavt, da der her lever en ikke ubetydelig strandsidderbefolkning, der er temmelig uafhængig af den egentlige bondestand. Da tallet imidlertid i det store og hele for Norges vedkommende snarest er noget for høit[142], bliver vi alligevel staaende derved. Multipliceres nu antallet af bønder til enhver tid med det nævnte forholdstal, findes, at søndre B. i aaret 1528. havde en folkemængde paa ca. 15000. Antages det, at forholdet mellem folkemængden i nordre og søndre B. har været omtrent det samme i 1528 som senerehen, har der i begge Vigerne i det nævnte aar levet ca. 11 000 mennesker, og hele lenets folkemængde ved denne tid bliver altsaa ca. 26 000.
Multipliceres derpaa ogsaa de øvrige opgaver over bøndernes antal med 10, fremkommer følgende tal:
| i | 1573: | 27 810 |
| - | 1610: | 37 860 |
| - | 1625: | 39 190 |
| - | 1640: | 31 890 |
| - | 1657: | 31 400. |
Naar de forskjellige anførte omstændigheder stadig haves for øie, vil man ved betragtningen af disse tal komme til følgende resultat:
I tiden 1528–1573 har lenets folkemængde gaaet frem fra ca. 26 000 til henimod 30000, idet opgaverne fra 1573 gjennemgaaende maa betragtes som for lave. Fra 1573 til 1610 har fremgangen utvilsomt været adskillig større, omend ikke saa stor, som tallene synes at angive, idet vi her springer fra et tal, der er noget for lavt, til et, der er noget for høit; men alligevel kan folkemængden ved 1610 neppe have været mindre end 35 000. I 1625 er den snarere noget over, i 1640 og 1657, da tallene igjen er for lave, vistnok igjen ca. 35 000 eller muligens noget derunder.
Som resultat af det hele tør med utvilsom sikkerhed fremgaa, at folkemængden har steget i det sidste hundredeaar før afstaaelsen; men stigningen falder næsten udelukkende paa hundredeaarets første halvdel (tiden indtil Kalmarkrigen). I aarene 1610–1640 er saaledes fremgangen ringe, og i tiden fra 1640–1657 spores endog tilbagegang. Ved afstaaelsen havde lenet en folkemængde paa ca. 35 000, byernes indbyggere dog ikke medregnet.
Denne beregning bekræftes af kopskatlisterne fra 1645[143]. Kopskat betaltes nemlig
| i | Nordviken | af: | 4517 | personer |
| - | Sønderviken | „ | 4610 | – |
| - | Indland | „ | 6125 | – |
| - | Ordost og Tjørn | „ | 4505 | – |
| tils. | 19 757 | personer. | ||
Af Hisingen betaltes ingen kopskat. Lægger vi nu til de 19 757 personer, der har betalt kopskat, 50 % for personer under 15 aar[144] og 5 % for dem, der som soldater eller slet forarmede gaar fri for skatten[145], og anslaar vi endvidere Hisingens folkemængde ved denne tid til noget over 2500, findes den samlede folkemængde i Bohuslen at have været noget over 33 122 eller henved 35 000, kjøbstædernes indbyggere fremdeles ikke medregnet.
Kjøbstæderne i Bohuslen var tre, nemlig Marstrand, Kongelv og Oddevald. Af disse var Marstrand ubetinget den største og rigeste. Langt derefter kom Kongelv, og mindst var Oddevald, som ogsaa var den yngste af de tre kjøbstæder. Allerede det aarlige udbytte af sisen vidner sterkt om den store forskjel mellem dem. Dette var i aaret 1574 af Oddevald 33 mrk. penge, af Kongelv 3391⁄2 mrk. og af Marstrand 19861⁄2 mrk.[146]. I skatteaaret 1629–30 af Marstrand: 18 rdl. 3 mrk. 4 ß, af Kongelv 13 rdl. og af Oddevald 10 rdl. 44 ß. Samme aar fordeltes den extraordinære skat[147] saaledes for de tre byer:
| Marstrand | 500 | rdl. |
| Kongelv | 100 | „ |
| Oddevald | 50 | „ |
Et lignende forhold gjenfindes ogsaa senere. I 1632 udskreves en skat af tjenestekarle i byerne, og det viste sig nu, at Kongelv kun havde 3 tjenestekarle (for fuld løn), Oddevald 7, deraf dog 5 for halv løn, medens der i Marstrand var tils. 38, af hvilke ikke mindre end 20 tjente for fuld løn. Der var i byen ialt 20 personer, der hver havde 1, 2 eller 3 drenge.
Under heldige omstændigheder vilde vi have kunnet bestemme indbyggerantallet nogenlunde nøiagtigt i aaret 1645, da kopskatten udskreves; men desværre er mandtallet kun for Kongelvs vedkommende bevaret. I dette opføres ialt kun 254 personer, der tils. har betalt 79 rdl. 8 ß eller gjennemsnitlig næsten 30 ß hver[148]. En del af borgerskabet – der antydes ikke hvor stor – kunde imidlertid intet betale, da byen under krigen var nedbrændt. Oddevald, som ogsaa var brændt under krigen, betalte ingen kopskat[149]. Fra Marstrand indkom derimod ikke mindre end 290 rdl. Hvis man ogsaa her gjennemsnitlig kan regne 30 ß paa hver skatteyder, vil disses antal have været ca. 928 pers. Lægges hertil 50 for pers. under 15 aar og 3 % for dem, der intet betalte, skulde indbyggerantallet i Marstrand ved denne tid have været ca. 1420. Imidlertid betaltes kopskatten gjerne efter evne. Velhavende folk gav ofte flere daler, og da Marstrand ved denne tid var en forholdsvis velstaaende by, er det rimeligt, at 30 ß er for lavt regnet, hvorved tallet 1420 atter vil blive for høit. Det er saaledes ikke muligt heraf at fastslaa folkemængden i de tre byer; men vi v;l maaske ikke være langt fra sandheden, om vi antager, at Kongelv ved denne tid ikke havde mer end 500 indb., Oddevald noget mindre og Marstrand ikke over 1400.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Joh. Fredr. Hellberg: Afhandling om Hemmannen uti Bohus Län och de Grund-Räntor, som af dem hittils utgådt och ännu utgöras. Uddevalla 1827.
- ↑ Holmberg: Bohusläns Historia och Beskrifning, 2. opl. ved Brusewitz I, 313.
- ↑ Sml. C. O. Arcadius: Om Bohusläns Införlifvande med Sverige s. 38, indtaget i „Bidrag til Kannedom om Göteb. och B.läns Fornminnen och Historia“ III. De to jordebøger af 1573 og 74 blev sommeren 1902 med H. M. Kongens tilladelse udlaant til rigsarkivet i Christiania, hvor nærværende forfatter har studeret dem og besørget den ældste afskrevet for kildeskriftsfondet.
- ↑ Den bærer paaskriften: „Jorboggen aff Bahüs“.
- ↑ Fra 1589: Jordegods i Bohus len og Viken, som Henr. Gyldenstjerne til Aagaard solgte kongen.
- ↑ Fra 1603–04 haves en jordebog over Dragsmark klosters gods.
- ↑ Fra 1615–16: Register over odelsbønderne i Bahus len og Viken og deres afgifter samt register over bortforlenet, øde forskattet og afsagt gods.
- ↑ Fra 1631 haves en jordebog over Vrem, adelig sædegaard i Kville sogn, Nordvikens fogderi.
- ↑ Opbevares – i noget defekt tilstand – i lensstyrelsens arkiv i Göteborg.
- ↑ Disse maa ikke, saaledes som den svenske historiker, C. O. Arcadius, har gjort i sin førnævnte doktorafhandling, regnes til den uvisse rente. Denne var nemlig ikke extraordinær, og den extraordinære skat (ialmindelighed kaldt sølvskatten, kongsskatten eller pengeskatten, senere unionsskatten og kontributionen) var ikke uvis. I regnskaberne adskilles de ogsaa skarpt fra den uvisse rente (ɔ: gaardfæstning, sagefald, landbohold, forbrudt og arveløst gods samt vrag).
- ↑ Nylig trykt i Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarh. (4 b. 1ste hefte), ved H. J. Huitfeldt-Kaas. I det norske rigsarkiv haves en afskrift af A. Larsen. Desuden har Sars leveret et uddrag deraf i Meddelelser fra det norske Rigsarkiv I, s. 184.
- ↑ Derimod findes en summarisk opgivelse af mandtallet fra tiden omkring 1570 i et i Geheimearkivet bevaret aktstykke, overskrevet: „En kort sum, hvad hvert Len udi Norge renter, udi penge overslaget“, se Norske Saml., afd. 4 fasc. 2. I afskrift i rigsarkivet. Refereret af Sars, N. Hist. Tidsskr. 2 r. 3, s. 344 ff.
- ↑ N. Hist. Tidsskr. 2 r. 3, s. 281 ff. Bohuslen er ikke medtaget i denne beregning.
- ↑ D. Hist. Tidsskr, G r. 2 b. s. 219 ff.
- ↑ D. Hist. Tidsskr. 6 r. 2 b. s. 532 ff. Af andre forfattere kan nævnes Fr. Hammerich (se D. Hist. Tidsskr. 3 r. 2 b. s. 37 ff.) og kammerraad C. Christensen (Agrarhistoriske studier I, aktst. s. III, ff.), der begge har lagt Dureels lister til grund for historisk-statistiske undersøgelser af Danmarks tilstand umiddelbart før enevældets indførelse. Nu indeholder Dureels lister intet andet end kopier af opgjørelserne i danske og norske skattemtl., som det er lykkedes Dureel at komme i besiddelse af. Disse stammer dog ikke, saaledes som de to nævnte forfattere og andre med dem (jfr. N. Hist. Tidsskr. 2r. 3 b. s. 295 i. f. og Aschehoug: Statsforf i Dm. og N. indtil 1814. s. 426, note 1) har troet, fra tiden omkr. 1650, men fra aarene 1612–13, hvilket først er konstateret af Fridericia, se D. Hist. Tidsskr. 6 r. 2 b. s. 471 f.
- ↑ Jfr. D. Hist. Tidsskr. 6 r. 2, s. 474.
- ↑ Jfr. D. Hist. Tidsskr. 6 r. 2, s. 532.
- ↑ Sml. kvittancer, inventarielister og forleningsbreve 1606–58. Kjbh. rigsarkiv.
- ↑ Sognene Lundby og Tuve (Östra Hisings härad) var siden den første norsk-svenske unionstid i svensk besiddelse.
- ↑ I hele Bohuslen, ikke alene i Viken (sml. T. H. Aschehoug: Statsf. i N. s. 410 f. og Saml. til N. F. Sprog og Hist. III, 441), men ogsaa i de tre søndre fogderier var samtlige adelige sædegaardes ugedagstjenere gjennem hele det 17. aarh. fuldstændig fri for de extraordinære skatter (sml. N. R. R. 6, 73 (28⁄10 1628), hvor det heder, at adelens ugedtj. i B. „af Arilds Tid“ har været fri for skat).
- ↑ Sml. Bidrag til Kännedom om Göteborgs och B. Fornm. och Hist. II, s. 289 og Holmberg, 2 opl. I, 211.
- ↑ Sml. opgaverne over flomsauger i fogderiet.
- ↑ Paa øen Mjørn, Valle sogn, Tjørn.
- ↑ I Stenkirke s., Tjørn, nu Olsnäs, siden reduktionen 1694 kronehemmean.
- ↑ Paa Tjørn.
- ↑ I sognet af samme navn paa Ordost.
- ↑ De anføres alle i skattemandtallene under en fælles rubrik, saalydende: „Adelens Ugedagstjennere som y Sognitt Hosz denom Boendis ehr, hvilken dj wnderdanigste aff kong: May: er Begierendis frij fore kongskadt, som de til detz haffdt haffuer“.
- ↑ Noriges og Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse s. 32: Haffuer den Egn oc saa herlige Skoufue / med ald den herlighed der met folger: met Olden til deris Suin / met atskillig Vilt at slaa oc skiude / baade Diur oc Fugle: Med Ladning / som er Bielcker; Spirer / Master / Bord / Knapholt / Baandstager / etc.
- ↑ Danmarkes oc Norigis fructbar Herlighed S. 272–73.
- ↑ I Tossene sn., var fogderiets eneste sædegaard.
- ↑ Tør vise, at adelen ikke behøvede at mangle paaskud til at holde sine ugedagstjenere fri for de overordentlige skatter, selv om der manglede kongelig tilladelse dertil, sml. noterne s. 196 f.
- ↑ „løse karle, der nogen næring og embeder bruger“.
- ↑ Eneste sædegaard i Nordviken.
- ↑ Deriblandt nogle løsarbeidere.
- ↑ Her er kun medtaget bønder, ikke prester etc., der har gaarde skattefrit og selv bruger dem.
- ↑ Sm. skattebreve af 2. juni 1647, N. R. R. VIII. 494 f. og 20. decb. 1655, N. R. R. XI, s. 429. Aschehoug: N.s statsf. indt. 1814, s. 425 og 426 note 1.
- ↑ Se N. R. R. III, s. 2 o. fl. st.
- ↑ Göteborgs Musei arkiv (i Göteborgs stadsbibliotek) no. 1080, 1081, 1110, 1506 og Bihanget supl. no. 1. I lensstyrelsens arkiv i Göteborg: „Kopier af åkomsthandlingar till gods under Sundsby“ fra aarene 1587, 1588, 1591, 1593, 1596, 1632, 1638, 1639, 1640, 1649, 1650, 1651.
- ↑ B.l. og Viken: Jordebøger 1612–16, bilaget, rigsark. i Kjbhvn.
- ↑ Fr. Brandt, Forelæsninger over den norske Retshistorie, I, 300, cfr. Bidrag till Kännedom om G. og B.l.s Fornm. og Hist. III, 36.
- ↑ Sml. A. Taranger: Om eiendomsretten til de norske prestegaarde, s. 41.
- ↑ Sml. Bidrag til Kännedom om G. og B.l.s Fornm. og Hist. III, s. 45.
- ↑ Cfr. Register over odelsbønderne i B.l. og V., bilag til jordeb. 1615–16 i rigsark. i Kjbhv. samt Paus: Gl. Kgl. Forordn. og Privil. udg. for Kgr. Norge, Kjbhv. 1751: Fredr. III.s brev 10⁄5 1648.
- ↑ Nu Mollösund, et fiskerleie med 1000 beboere; danner en kapelforsamling og egen kommune.
- ↑ Nu Fiskebäckskil, fiskerleie, handelsplads og badested; danner egen kommune. Indbyggerantal i 1900: 660; grunden tilhører „Kgl. og Hvitfeldska Stipendieinrättningen“.
- ↑ Guldholmen paa Hermanös nordøstspidse, egen kapelforsamling. Indbyggerantallet aar 1900 var 724.
- ↑ Nu Rågårdsvik, fiskerleie under gaarden Fossa paa Skaftö; havde i 1900 40 huse med 130 personer.
- ↑ Vallerö syd for Hermanö, danner sammen med Käringö o. fl. egen kapelforsamling.
- ↑ Nu Käringö, syd for Hermanö, eget municipalsamhälle. Folkemængde ca. 580 (170 vaaningshuse).
- ↑ Ellös, handelsplads og badested paa gaarden Fintorps gamle eier i Tossene sn., 120 vaaningshuse, 700 pers.
- ↑ Råön, fiskerleie paa øen af samme navn mellem Lafö og Hermanö, 18 vaaningshuse, 84 pers.
- ↑ Nu Limhall, lidet strandsted under gaardene Sunna og Vik, 38 pers.
- ↑ Nu Herrön, fiskerleie og handelsplads paa øen af samme navn, 47 v.huse, 211 pers. Herrön tilhører Kgl. og Hvitf. Stip.inr.
- ↑ Nu Staffansholmen, fiskerleie paa holmen af s. n. under gaarden Sunna, 9 vaan.huse, 22 pers.
- ↑ Nu Björholmen, et fiskerleie paa øen af s. n., tilh. Kgl. og Hvitf. Stip.inr., 30 vaan.huse, 130 pers.
- ↑ Lysekil har i 1900 opnaaet stads- og stapelstadsrettigheder; indbyggerantal 3195.
- ↑ Fiskerleie og handelssted i Tossene sn., 167 vaaningshuse, ca. 1000 pers.
- ↑ Malmön, fiskerleie paa den østre side af øen af s. n., eget municipalsamhälle, 180 vaan.huse, 748 pers.
- ↑ Ulebergshavn, fiskerleie og stenhuggeri under gaardene Nedre og Øvre Uleberg i Tossene sn., 51 vaan.huse, 300 pers.
- ↑ Bovallstrand, fiskerleie og badested paa gaarden Fintorps gamle eier i Tossene, 120 vaan.huse, 700 pers.
- ↑ Sml. P. A. Munch: Norge i middelalderen, s. 197. og N. Hist. Tidsskr. 2, r. 6 b., s. 337 fl.
- ↑ Brevik, et ubetydeligt strandsted paa gaarden Svenneby i sognet af samme navn i Kville herred.
- ↑ Nu Resö, en ø under Lurs sogn i Tanum, 347 pers.
- ↑ Nu Grebbestad, strandsted paa gaarden Søndre Grebys og Rörviks mark i Tanum.
- ↑ Paa Indland er der betalt tiende af tils. 1401⁄2 tylvt og 8 deler, i Sønderviken 525 tylvter d. og i Nordviken 820 tylvter d. Prisen pr. tylvt i B. var ved denne tid 3 ort = 3⁄4 rdl. Den ene sag paa Ordost har derimod ikke skaaret mere, end hvad der har været benyttet paa eierens grund, og giver derfor ingen tiende. Saadan gives nemlig kun af tømmer, som sælges (i regelen til hollænderne).
- ↑ Peder Clausen meddeler, at bønder i B. drev handel, ikke alene med tømmer, men ogsaa med „Queg Slacter, Tallig, Huder“. Han skildrer idethele disse egne som særlig begunstigede af naturen og anmerker udtrykkelig, at der her fandtes „skjønne og velbygde Huus, Kircker oc Prestegaarde oc rijge Prestegield“.
- ↑ Sml. J. A. Fridericia: Danm.s landboforh. i det 17. aarh. D. Hist. Tidsskr., 6 r., 2 b., s. 474.
- ↑ Sml. Meddel. fra det norske Rigsarkiv I. s. 192 ff. Her er summen feilagtig udregnet til 1446.
- ↑ Sml. Norske regnsk. og jordeb. 4 b. 1 h. s. 166.
- ↑ Gustav Vasa holdt Viken mellem aarene 1523–32.
- ↑ Jakob Krummes regnskab for Viken, „Foghternes Regenscaper aano mdxxx“, 599–633. – Regnsk. er fortiden under trykning i Norske regnsk. og jdb. ved H. J. Huitfeldt-Kaas.
- ↑ For aaret 1530 er ingen saadanne opbevaret.
- ↑ I disse beregninger er for overskuelighedens skyld de mindre summer (skilling, denarius, album) afrundet til nærmeste høiere eenhed.
- ↑ Under dette navn (efter jordebøgerne) er samlet alle bønder paa adels-, kloster- og biskopsgaardene, der af de sedvanlige jordebogsafgifter til kronen kun svarer foringen.
- ↑ Disse tilfælde kan ikke altid adskilles fra dem, da samme person bruger to gaarde.
- ↑ N. Rigs-reg. I, s. 311, 318, 389 o. fl., 437, 485 o. fl. II, 45 o. fl.
- ↑ Side 25 f.
- ↑ Forlenet med Bohus fra 1574, død sammesteds 1592.
- ↑ Om de boder og huse, som byggedes rundtom paa den bohuslenske kyst under det store sildefiske i det 16de aarh., siger Peder Clausen i sin „Norigis Beskriffuelse“, at de var to eller tre loft høie og saa store, at man i hvert kunde tørke henved 14 lester sild paa engang.
- ↑ Godset bestod i en mængde gaarde over hele lenet; kjøbesummen var 6170 rdl.
- ↑ Rimeligvis yderst ude paa odden af det nes, hvorpaa Lysekil ligger, ligeoverfor Stångskär.
- ↑ Nu Skeppsholmen straks vest for Lysekil.
- ↑ Saltön ligger i sundet udenfor Trättebergskilen, nord for Lysekil.
- ↑ Lensherre paa Bohus 1606–13.
- ↑ Norske Rigsregistranter IIII, s. 477 (16⁄11 1612).
- ↑ Sml. Loccenii Hist. Suecana, Strøms annot., Holmberg: I, 140 (2. opl.), og Sveriges Historia från äldsta Tid till våra Dagar, b. IIII (af Weibull og Höjer) s. 39.
- ↑ Beretningen om, at brændefeidens ødelæggelser ogsaa strakte sig til Nordviken, „lige til Fredrikstads porte“ (sml. Holmberg, 2 opl. I, 140), er altsaa feilagtig.
- ↑ Her blev nemlig 300 nordmænd dræbt inde i kirken, hvorpaa byen blev afbrændt.
- ↑ N. R.-R. IIII, 477 (1612) og 504 (1613).
- ↑ N. R.-R. IIII, 477.
- ↑ Til sammenligning anføres udbyttet af kongsskatten for
1610 1612 Hisingen 274 rdl. – Indland 1179. .rdl. 1 ort 515 dlr. 1⁄2 ort Ordost og Tjørn 5931⁄2 rdl. 1⁄2 ort 450 rdl. Sønderviken 9731⁄2 rdl. 6 ß 809 rdl. 1⁄2 ort 8 ß 12 d. Nordviken 10371⁄2 dlr. 1 ort 2 ß 1 alb. 913 dlr. 11⁄2 ort. - ↑ Regnskaber 1612–13, rigsarkivet, Kjbhvn.
- ↑ I N. og S.viken væsentlig kun opsiddere paa hele gaarde (589 i S. og 591 i N.), i de tre søndre fogderier derimod ogsaa medregnet ops. paa halve- og tredingsgaarde (sml. N. R.-R. VI, s. 126 (11⁄3 1629)).
- ↑ De gamle ugedagstjenere under Aaby gaard, som nu tilhørte kronen, har betalt skat som krone- eller leilændingebønder og er følgelig regnet sammen med dem.
- ↑ Tabellen er udregnet efter kvittancer i Kjøbenhavns rigsarkiv. Fuldtallige opgaver fra 1625, udregnede efter skattemtl., findes side 240–41.
- ↑ Lensherre i B. mellem aarene 1618–32.
- ↑ N. R.-R. VI, s. 126.
- ↑ Sml. skattebrevet 18⁄2 1628, N. R.-R. VI, s. 16.
- ↑ Thingsvidnernes erklæringer, bilag til extraskattemtl. 1629, rigsarkivet i Kjøbenhavn.
- ↑ Udbyttet af extraskatten samme aar var 91751⁄2 rdl. 121⁄2 ß 4 d., i aaret i forveien (1628): 11992 rdl. 2 ß 4 d.
- ↑ Enkelte af fogderne kalder den Gaardesundsskatten (!).
- ↑ Se N. R.-R. V, s. 602 f. ( 1627).
- ↑ N. R.-R. VI, 28 og 135.
- ↑ Forordn. af 29⁄4 1635, se N. R.-R. VII, s. 40 ( 1635).
- ↑ Derimod betaltes Garnisonsskatten i Bergenhus og Trondhjems len ogsaa af strandsiddere. N. R.-R. VI, s. 603.
- ↑ Sml. N. R.-R. VII, 20 og 116 f.
- ↑ Sml. N. R.-R. VII, 425 f.
- ↑ N. R.-R. VIII, 320 f. o. fl. st.
- ↑ Det gjaldt kun bønderne i de tre søndre fogderier.
- ↑ Gjælder væsentlig bønder paa Hisingen og Indland.
- ↑ Gjælder særlig bønderne i Nord- og Sønderviken.
- ↑ Sml. Handlingar til 1662 års Kgl. kommission i Bohus län, fogdarnes förklaringar i Kgl. kammararkivet, Stockholm.
- ↑ Svarer nærmest til odelsskatten, sml. N. R.-R. VIII, 496.
- ↑ Den halve del af kirkernes indkomst beløb sig til 688 rdl. 2 ß 1⁄2 alb.
- ↑ Den indbragte:
i Nordviken: 349 rdl. 1 ort 10 ß – Sønderviken: 397 „ – Indland: 4681⁄2 rdl. – Ordost og Tjørn: 388 rdl. 26 ß – Marstrand: 290 „ – Kongelv: 79 „ 8 ß = 1972 rdl. 20 ß Hisingen og Oddevald, der var brændt af fienden, er ikke medtaget i regnskaberne.
- ↑ N. R.-R. VIII, 469 (19⁄1 1647).
- ↑ N. R.-R. VIII, 432 (17⁄7 1646).
- ↑ N. R.-R. VIII, 437 (19⁄7 1646).
- ↑ N. R.-R. VIII, 417 f. (11⁄7 1646).
- ↑ Sml. Aschehoug: Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, s. 407, note 1 og N. R.-R. IX, 152. I det sidste privilegiebrev (1648) bevilges den norske adel atter ret til fri skydsfærd, „Baahuslen til Svinsund alene undtagen“.
- ↑ Fogdarnes förklaringar, Handl. till 1662 års Kgl. komm. i Bohus län. Kgl. kammararkiv, Stockholm.
- ↑ N. R.-R. VIII, 437.
- ↑ Derimod ikke skatten af tienden (ialt 64 rdl.), som paabødes for hele landet 12⁄6 1647 med 4 rdl. af hver kronens eller kirkens tiende, N. R.-R. VIII, 533.
- ↑ For adeligt gods etc. afkortedes i det samme fogderi 423 rdl. (7101⁄2 gaarde, 6 rdl. af hver).
- ↑ Her navngives 7 lagrettemænd, alle fra Hisingen.
- ↑ Bønskriftet er indleveret til den daværende lensherre paa Bohus, Iver Krabbe, som har forsynet det med sin underskrift.
- ↑ Kontributionen nedsattes ved Fredrik 3.s tronbestigelse til 4 rdl. og gik senere ikke derunder. Derimod forhøiedes den i aaret 1655–56 til 5 og i krigsaaret 1657–58 til 6 rdl. Foruden kontrib. paalagdes ogsaa nogle mindre afgifter, saaledes i 1653–54 Skjærbaadspengene med 12 ß af hver fuld, 8 ß af hver halv gaard. Det følgende aar opkrævedes 1 rdl. af hver fuld gaard til fæstningens reparation, og i krigsaaret 1657–58 paalagdes foruden kontrib. ogsaa den saakaldte „tredalers skat“, der udgik med 1 rigsort af hver fuld gaard maanedlig.
- ↑ Bilag til regnskaber for B. og V. 1638–39.
- ↑ I lenets 3 søndre fogderier opføres odelsbønderne aldrig tillige blandt krone- og leilændingebønder.
- ↑ 130,0 130,1 Opføres alle tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 14 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 157 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 42 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 40 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 77 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Af disse opføres 135 tillige blandt leilændinger.
- ↑ Nemlig 11 til Dragsmark kloster, de øvrige til Aaby.
- ↑ Deraf rimeligvis kan 1441 skattepligtige, se side 207 f.
- ↑ Efter de fuldtallige opgaver side 240–41.
- ↑ Dog maa man tage i betragtning, at undertiden, især i krigstid, optages som skatteydere en hel del personer, der ellers er skattefri. Heri har man for en væsentlig del at søge grunden til den sterke tiltagen i antallet af odelsbønder for aarene 1625 og 1657.
- ↑ N. Hist. Tidsskrift 2 r. 3, s. 350.
- ↑ Jfr. N. Hist. Tidsskr. 2 r. 3, s. 350 note 1.
- ↑ I rigsarkivet i Kjbh.
- ↑ Sml. N. Hist. Tidsskr. 2 r. 3, s. 289.
- ↑ Dette procenttal er noget høiere end det sedvanlige, men tør ikke destomindre paa grund af lenets forarmede tilstand ved denne tid være lavt nok.
- ↑ Bohus lens jordebog 1574, Kgl. kam.-ark., Stockholm.
- ↑ Forskjellig fra den gamle byskat, som af Marstrand og Oddevald betaltes i fisk og kun af Kongelv i penge.
- ↑ Paa rigsdaleren regnedes ved denne tid 96 ß. Sml. Scharling: Om Pengenes synkende Værdi.
- ↑ Regnskaber 1645, rigsark., Kjbh.