Bergens theater
Bergens theater
har i saisonen 1890—91 spillet 50 stykker, hvoraf 40 nye eller nyt indstuderede.
Enhver kan af disse tal forstaa, at man egentlig ikke ligger paa ladsiden ved den anstalt. Et andet spørgsmaal blir det, om der indenfor denne masse af arbeide er leveret noget af virkelig kunstnerisk værdi. Nærmest laa det jo for haanden at tænke sig et eneste kjøre af lettere gods med tilsvarende udførelse. Et evigt kjør har der været, eftersom forholdenes ugunst er saa stor, at det gjennemsnitlige antal opførelser, et nyt stykke kan vente, er nærmere 3 end 4. Regner vi fire programmer om maaneden, maa de tre være nye, og det gamle maa være saapas gammelt, at det forlanger flere prøver før opførelsen. Der blir saaledes levnet en uges arbeide paa hver novitet; undtagelsesvis kan, som med „Gengangere“ f. eks., afsees 10 dage. I en uge skal et helaftensstykke memoreres, hver rolle gives form og ensemblet skabes. Naar man saa husker 'paa, at dette ikke er undtagelser, men den gjennemgaaende regel, da maa man nok spørge: Hvorledes er det muligt ved en saadan scene at levere virkelig kunst. Skjønt selv deltager i arbeidet kan jeg give svaret: Man træffer neppe hos noget personale en saadan arbeidsiver og arbeidsdygtighed som ved Bergens scene.
Fuldstændig upartisk kan jeg tale om den sidste prøve, personalet aflagde paa disse gode egenskaber. Det var ved sluten af saisonen; der var prøvet og spillet i 10 maaneder; fru Hennings skulde som gjæst op i „Hedda Gabler“, Rollerne her er faa, men meget store og vanskelige. Sommervarme var der i veiret, og alle led under den forløbne saisons anstrengelser. Ligevel blev ikke alene rollerne lærte, men der skabtes et ensemble, som i betragtning af forholdene var mer end respektabelt; det var beundringsværdigt. Dette har jeg lov til at udtale, da fru Hennings var scenelederen, og jeg kun havde smaa-arbeide ved siden af. Det var ved denne leilighed dobbelt pinligt at se den bergenske kritiks blindhed for skuespillernes fortjenester, og jeg henstiller til denne kritik at rette paa sim tone overfor de norske kunstnere, som har det sisyfus-arbeide at skulle redde norsk scenekunst i Bergen.
Endnu har nemlig Bergens nationale scene ikke svigtet sin opgave. Den er ikke sunket ned til at være et morskabstheater, som lever paa og af publikums mer eller mindre slette smag. Endnu forfølger den et maal, endnu tror den at kunne berge norsk scenekunst i Norges næst største by.
Resultaterne for den selv skal imidlertid ikke virke opmuntrende. Der er ingen paaviselig større interesse blandt publikum, naar et mesterverk som „Gengangere“ første gang gaar over scenen, end naar en længst spillet tysk farce tages opigjen.
Theatret har intet at bebreide sig i dette forhold; publikum faar tage hele skylden. Thi der er kun én mening om, at „Gengangere“ fik en, saa værdig, en saa gjennemgaaende interessant udførelse, at man helst ikke burde tale om „theatrets nuværende defekte tilstand“. Det samme for theatret glædelige forhold kunde iagttages ved opførelsen af J. B. Bulls „Uden ansvar“. Havde sidste akt af stykket været skaaret bort, tror jeg det vilde gjort sig bedre som drama, men at spillet lod stykket komme til sin ret, var alle enige om. Ligevel maatte det, saavelsom „Gengangere“, vandre i arkivet efter en uges opførelser. Og „Hedda Gabler“ kuude der ikke risikeres mer end 2 — to — opførelser af. „Rosmersholm“ taalte ikke mer end — en —; men skylden var i intet tilfælde spillets. Det eneste norske stykke, som gav udbytte for theatret var „Kong Midas“; men det har jo sim egen sammenhæng og forklaring. Skjønt godt spillet var der dog ikke ganske den rette tone over dette stykke, hvilket beror paa tilfældigheder, som kan hændes ved et theater med mer end dobbelt saa stort personale. Og dog var det kjendeligt, hvorledes stykkets aand og tone var gaaet de spillende i blodet, nu da det toges opigjen ved fru Hennings gjæsteoptræden, og jeg tillader mig citere den udmærkede kunstnerinde: „Nu først faar jeg relief i stykket, nu først forstaar jeg det rigtig,“ og hun paastod, at i Danmark vilde stykket faa nyt liv, om norske dernede spillede det som paa Bergens nationale scene.
Det bergenske publikum har altsaa ikke det at skylde paa, at scenens forsøg paa at tolke det uationale drama er mer velmente end vellykkede, og at publikum af den grund maa holdes noget tilgode, naar det ikke i nogen særlig grad interesserer sig for norske stykker.
Naar theatret ligevel fremturer med at spille slige, saa er grunden en dobbelt. Udad har scenen en mission: den skal opdrage den bergensk-norske almue til at blive en del af det kultiverede norske folk, paa samme. maade som Kristiania theater kjæmper og ofrer for at. faa den Kristiania-norske almue op paa et fællesnorsk kultiveret niveau. Årbeidet har begge steder været langt og stridt, og der er foreløbig al udsigt til, at det skal blive længre og stridere, særlig i Bergen. Men arbeidet maa fortsættes, fordi scenen ved at opfylde sm mission udad fuldbyrder en pligt overfor sig selv. Og her har vi den anden side af dobbeltgrunden. Det er nemlig en kjendsgjerning, at aldrig naar scenens kræfter længere end naar det gjælder at tolke et nationalt drama. Men naar man af 50 stykker i et aar kun faar spille 9 større og mindre norske, saa forstaar man en ytring af en af vore skuespillere: „Aak en slig norsk rolle, 'an være korlissen 'an være vil; de e nett' saa eg puster ud midt i alt kjave med alle disse andre fillestøkkene“.
Ja, der er det: man puster ud, og taler saa med fulde lunger et kraftigere sprog end nogensinde ellers. Fordi dramaet er liv af vort liv, findes tonen og typen med intuitiv sikkerhed, billedet blir sikkert og fint tegnet, og hvad malm der er i talentet, klinger dybt og rent. — Derfor maa det norske repertoire holdes oppe; engang vil nok det ogsaa faa et norsk publikum.
Forsaavidt som der under den vilde jagt efter stykker kan være tale om nogen plan, har denne været at bringe en smule literatur ind i underholdningsgodset. Tunge sager. falder vort publikum for brystet; derfor skulde man tro at hertuginden af Cajanello, Charlotte Lefflers stykke „Den kjærligheden“ maatte glide ned; men saa skede kun betingelsesvis. Dels var dette stykkets skyld, da den mandlige hovedfigur er fortegnet, dels beroede det paa publikums mangel paa sans for det literært interessante ved dette stykke, hvori forfatterinden lystig slaar sig selv paa munden. Skjønt væsentlig en farce har stykket heri sin virkelige interesse; — og saa er det sandelig morsomt. I det danske repertoire blev der gjort et forsøg med to yndede gamle stykker, som i den foregaaende sæson havde gjort megen lykke i Kjøbenhavn, efterat løsningen af det kgl. theaters privilegium havde givet dem fri. Det var Hertz's „Audiensen“ og Chiewitz og Reckes „For alvor“, som der blev gjort forsøg med; men begge faldt uheldige ud. Vort publikum døier af det gamle danske repertoire kun de stykker som der paa vore egne scener er tradition for. Derfor hilsedes reprisen af „Aprilsnarrene“ med jubel... Af moderne repertoire kom fru Emma Gads to stykker „Fælles sag“ og „Et sølvbryllup“ til opførelse. Særlig det sidste slog ogsaa hos os meget godt an; men en besynderlig kjendsgjerning er det, at danske stykkers milieu tilegnes mindre. let af publikum end de tyskes, ja selv end de. franskes. Forklaringed maa være, at Kjøbenhavnertraditionen har tabt sig paa vor scene; folk er ikke længer saa inde i danske forhold som før. Og dog er forholdene saa lige. Men netop dette gjør. at stykkerne virker som daarlige billeder af vore egne forhold. Det merkedes, synes mig, ogsaa 1 Einar Christiansens „Folkesnak“.
Dertil kommer sproget. I Danmark oversættes nu de norske i stykker, og vi gjør i noksaa stor udstrækning det samme med de danske. Men i stykker som fru Gads, hvor morsomheden ligger netop i maaden at sige tingene paa, der maa de danske vendinger bli staaende, og da snubler den norske tunge.
Dog synes det mig af vigtighed, at dansk moderne drama i videst mulig udstrækning opføres hos os. Vi faar oversætte de danske stykker som vi gjør med de svenske. De tre nordiske samfund er jo dog saa nær knyttede sammen, og laborerer gjennemgaaende med de samme ting paa en noget lignende maade, saa fællesskabet er kjendeligt. Interessen for os blir da netop at se problemernes brydning i de to andre milieuer, som vi dog skulde have let for at forstaa, og der falder lys paa vore egne forhold fra de beslægtede. Baade Charlotte Lefflers og fru Gads stykker f. eks. viser os, at man i Sverige og Danmark endelig er begyndt at le en smule ad. de ting, vi endnu gaar alvorsstrutette og surmuler over: Og vi trænger saa bitterlig til at le.
Det tyske repertoire er hos os omtrent bleven identisk med farcen, idet man dels har farceret tyske lystspil baade i oversættelse og spil, dels importeret en masse vandigt sludder, som skulde være morsomt. Et altædende theater som Bergens har naturligvis taget sin rundelige portion; thi man spiser ikke altid for mættens skyld, naar mavemaalet mangler. Foruden gamle sager har theatret iaar opført to saakaldte morsomme stykker og et skuespil, Ludvig Fuldas „Tabte paradis“. Dette havde forfatteren, som af Garborg havde faaet høre, under hvilke betrængte kaar her virkedes i, foræret til Bergens theater uden nogen godtgjørelse. For theatret var det derfor en glæde at se, at stykket gjorde ry ogsaa hos os. Velvilje er ogsaa bleven vist Bergens theater af fru Emma Gad, som har foræret sine to stykker „Fælles sag“ og „En advarsel“, samt af Sudermann, hvis bekjendte stykke „Die Ehre“ ligeledes er skjænket 'theatret.
Overfor det franske repertoire forekommer det mig publikum ikke er saa vaagen som for nogen tid tilbage. Endskjønt de lettere ting, som har været bragt til torvs, har moret, saa er det dog ligesom tonen i stykkerne er bleven fremmed for vort publikum. — Skjønt, hvad ved man egentlig om det? — Et forsøg blev gjort med „Kean“ af Dumas den ældre; men dette gamle sensationsstykke bør vistnok kun spilles naar en Frédérick er der. Selv med Rossi var det jo noksaa gemacht.
Endelig har Bergens fhester i den forløbne sæson ogsaa forsøgt at holde det Flid repertoire oppe. Under fru Heibergs gjæsteoptræden viste det sig, at Oehlenschlägers „Axel og Valborg“ endnu lever i publikum. Theatret var aften efter aften fuldt af et publikum, man ellers sjelden har den glæde at se. Foruden spillet nød man øjensynlig gamle theaterminder. Fra theaterstandpunkt er dette kun glædeligt. Kunde man blot saasandt holde denne tradition vedlige! — Moliére repræsenteredes ved „Snerperne“ og „Fruentimmerskolen“, Shakespeare ved kong „Henrik den fjerde“, Holberg ved „Jeppe paa bjerget“ og „Mascarade“.
Ogsaa syngestykker er bleven opførte; men de fortvilede korist- og statistforhold hos os vanskeliggjør alle forsøg; desuden er det under sæsonens sterke arbeidspres meget vanskeligt at ofre tid til sangprøverne. Men ogsaa denne form for afveksling maa til for at lokke de høist fornødne penge i kassen.
Dette kassehensyn blir i længden demoraliserende. Dyden er jo strengt bevogtet paa Bergens theater; men kunsten er det desto mindre. Hvis ikke theatret her er sit eget politi, vil hverken kritik eller publikum yde stor hjælp til at holde repertoiret noget over det almindelige underholdningsniveau. Det blir imidlertid et tidsspørgsmaal, hvorlænge theatret kan respektere sig selv, naar publikum ikke respekterer dets virkelig kunstneriske arbeide. Gaar det videre som hidmdtil, maa theatret blive et dramatisk tingeltangel; men da er den nationale scene i Bergen en saga blot, hvad der formodentlig er nationen ligegyldigt, da den syv gange har afvist enhver ansøgning om støtte for Bergens theaters arbeide i nationens tjeneste.
Irgens Hansen.