Bergens Mysterier/10
Tiende Capitel.
Inez.
Bergens Bye har tre Strøg, der udmærke sig ved Originalitet: Strandgaden, Øvregaden og Nordnæs. Den første stempler Bergen til en Handelsstad og maaske den er det interessanteste Sted for Fremmede; men Bergenserne bygge sig som oftest bedst især paa Øvregaden. Øvregaden med de lyse, hjemlige Huse, den vide Udsigt og den dybe Roe gjør et Indtryk paa Den, der kommer fra Strandgaden, som om han pludselig blev henflyttet til andre Tider og andre Steder. Man gaae en stille Foraarsaften opad Dræggen: paa den ene Side det lange Plankeværk og Tydske-kirken — denne Kirke med det halvcatholske Præg — og paa den anden Side nogle besynderlige, i Bergen ellers usædvanlige, Huse, med gammeldagse, hollandske Sirater, runde Gavle med Snirkler og Slangelinier, Borggaarde, Altaner o. s. v. — og man vil udentvivl forstaae og billige min Mening. Kommer man derimod ud paa Nordnæs og Haugen, gaaer man over den Sidste, forbi Frederiksberg, og seer nedover til de fattige men hyggelige Boliger med smaae Haver udenfor Dørene, de krumtliniede, forvildende Stræder, de smaae magre Faar, som nippe Græsset af de bølgende Høie — har man atter et Physiognomie, som er forskjelligt fra de tvende Foregaaende.
Til dette sidste Sted ville vi begive os. Der ligger et lidet Huus med en høitindplanket Have foran Vinduerne. Den er bevoxet med tre høie Lindetræer, Blomsterbede og Bærbuske, tætte og over Mandshøide. Alt er i det Smaae, men net og reenligt; man kunde see, at en fiin Smag havde ledet dens Haand, der vogtede de smaae Anlæg. Huset er hvidt anstrøgen, med grønne Vinduesrammer og Luger, og under den spidse Gavl er et Vindu, indentil ganske bedækket af Blomster. Herfra har man ofte om Aftenerne hørt Githartoner og en spæd Qvindestemme, som havde Sydens Rigdom i smeltende Overgange. Men Ingen vidste, hvem der sang: kun en eneste kold Vintermorgen havde man seet et Fruentimmer, tæt indtyllet og tilsløret, at gaae ud af Haveporten og om en Timestid komme tilbage og naturligviis maatte Formodningerne falde paa hende; man hørte Stemmen fremdeles; men fik aldrig et Glimt mere at see af Fruentimmeret. Husets egentlige Eier var Skipper; et Par Dage efter hans Afreise havde man seet meget og riigt Bohave bragt ind i Huset af italienske Søefolk; men man saae aldrig noget til Leieren.
Mai Maaned var nu rykket frem til den 14de. Klokken kunde omtrent være fem om Eftermiddagen. Det var varmt og stille. Spurvene qvidrede i Lindetræerne, Blomsterne prangede i Haven og Vedbenderne snoede sig livlige opad de grønne Espalierstokke, som dannede en Halvcirkel i Havens venstre Hjørne. De yndige, bøgeliniede Ranker syntes af strække sig op mod den blide Himmel efter den lange Vintersøvn. Under det Hang, de dannede, sad en ung Pige; hendes sorte Haar strømmede glat nedforbi Tindingen og de smaae Øren med de store Muslingdopper, og rullede derpaa i en brusende Fylde nedover Hals og Skulder. Ansigtstrækkene vare fyldige og det øvrige Legemes Former svulmende med den afrundede Blødhed, som er egen for Sydlandets Qvinder. Hun lænede sig tilbage mod Havebænken og stirrede tankeløst henad den sanddækkede og solbeskinnede Havegang. Øiet var livligt, men om Munden spillede et Smiil, som mørke Tanker syntes at styre; men det svandt alt mere og mere og de livfulde Træk udtrykte en reen Vemod. Hun tog Guitharen, som hang om hendes Skulder, legede en Stund med Strengene og begyndte derpaa at synge:
„Hjerte, som følte den sydlandske Ild!
Mindes Dig Hjemlandets Immergrønts Skove
Med deres Duft!
Mindes, hvor Solstraalen, paradiismild,
Funkled' paa Strømmenes himmelblaae Vove;
Smerten giv Luft!
Thi Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
„Himmel! end der har Din Aftenrød' Guld,
Straalernes Hav funkler ogsaa mod Norden;
Men ei som hist.
Ak! thi Din Hvælving af Tungsind er fuld,
Dybet er blegnet og sjunket mod Jorden;
Hjerte! o Brist!
Thi Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
„Traurig Du skinner til sorrigfuld Jord,
Traurig Dig hvælver om glandsløse Egne:
Alt er som dødt;
Ene, ak ene, naar Blomsternes Flor,
af en Frostengels Aande maa blegne,
Mindet er født.
Ak! Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
„Mindet kan ene gi'e Hjertet sin Trøst;
Kom da o Minde, dys Sjælen i Slummer,
Skjænk mig Din Fred! — —
Minder? — Nei! Mindet har heller ei Trøst,
Det er betynget af Haabløsheds Kummer;
Sørg da og græd:
Ak! Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
Der gik en uudtalelig Melancholie gjennem hendes Sang. Tre Gange gjentog hun Efterspillet; men pludselig reiste hun sig; Taarerne styrtede nedad hendes Kinder, hun slang Guitharen mod Jorden, gik som fortvivlet nogle Skridt frem og tilbage og standsede foran et Blomsterbed; hvor nogle faa Levkøier vare udsprungne.
„Evig forstødt!" hulkede hun og vred Hænderne, „evig forstødt!“ Hun plukkede Levkøierne, holdt dem en Stund i Haanden og betragtede dem. „Glandsløse! — bort, bort! Lad alt blive saa koldt og øde, som under Polens Himmel; maaske da Hjertet vil befries fra de tunge Baand!“ Hun slang Blomsterne henad Havegangen.
Med eet aabnedes Havedøren; Lazo traadte ind. Han var mørk og gnaven.
„Nu atter i Extase!“ raabte han.
„Lazo, Lazo!“ svarede Inez; „Du har ført mig herop for aldrig mere at vende tilbage!“
„Bad Du ikke selv, om at følge med?“
„Jeg veed det; forbandet det Øieblik!“
„Mine Forretninger ere endte, naar jeg har faaet min rige Brud, og vi reise da tilbage.“
„Vi reise aldrig tilbage! det ahner mig, det har længe ahnet mig.“ —
„Den Ørkesløse ahner stedse, at Uvirksomheden og Feigheden vil bære sure Frugter: Jeg har foreslaaet Dig, hvad Du har at gjøre; men Du har været seig.“
„Var det ikke nok, at jeg udsatte mig for Hr. Werners Fortørnelse?“
„Nok? Det var Intet. Vid: for Øieblikket har jeg Penge; men i Dag fik jeg den sidste Sum af Sacristo og, naar han da endelig tager os tilbage; er jeg sat i Nødvendighed til enten at betle, eller gribe mit forrige Haandværk.“
„Gud, Gud!“
„Ha ha! Den, som griber til det, er Fortvivlelsens Offer, tankeløs og følesløs. — Men det forstaaer sig, kan det undgaaes, saa vel!“
„Tael, hvad skal jeg gjøre?“
„Sæt Dig der Inez!“
Hun satte sig paa Bænken og Lazo ved hendes Side.
„Som Du veed gik endelig mit Haab i Opfyldelse: Rygterne kom Adolph Henning for Øren. Han blev mistænkelig og trak sig tilbage. Da burde jeg have benyttet Omstændighederne; men jeg haabede altid, at Tilfældet skulde bringe bedre. Jo mere Tiden leed, desmere angst blev jeg og beslutted' endeligt, at rydde ham for nogen Tid af Veien. Men, forbandet! min Stilet glippede og jeg hører, han er allerede paa Benene. Amalia har imidlertid Sorgen tæret til et Skelet. Hun reiste idag paa Landet med sin Fader og Tydskerne og min Sjæl er saa mørk som en Vinternat. Jeg veed jo, at Ingen af dem tør aabenbare Noget, førend de ere sikkre paa ham; men jeg har studeret ham: han er sikker; et eneste Ord kan hæve Sløret og vi ere forlorne. Det er altsaa intet Andet tilbage for os, end fortvivlede Anstrængelser. Jeg og Sacristo har aftalt dem; vil Du indtræde i den Dig tildeelte Rolle? — Det er Hovedrollen, men tænk, hvad den bringer os!“
„Hvad skal jeg gjøre?“
„Fange ham!“
„Hvad?“
„En Italienerinde med sorte Lokker og Ildblik kan udrette Alt!“
„Hvad?“
„En Italienerinde med sorte Lokker og Ildblik kan udrette Alt!“
Inez faldt i Tanker.
„Der er min Haand!“ raabte hun fyrig.
„Bravo, Inez, bravo!“
Italieneren støttede Ansigtet mod Haanden. Øinene funklede; han greb Inez om Midjen, hvilede sit skjønne Ansigt mod hendes Skulder og sagde, sværmerisk:
„Inez! Erindrer Du vort Hjemland? — Erindrer Du den dybe Himmel, den varme Sol? Erindrer Du, naar Du hviled Dig drømmende paa Elvens Blomsterbredder, beskygget af de høie Pinier? Hele Verden har som svundet bort og Din Sjæl sværmede omkring, som Sommerfuglen mellem Figenblomsterne; tænk Dig: man vinker Dig tilbage og Du kommer — ak! her er koldt og øde!“
Inez lagde sit Hoved pag Lazos; Taarerne rullede diamantfunklende nedad hendes skjønne Ansigt. Det var som om Begges Sjæle forlode det Nærværende.
De hvilede en Stund i uforandret Stilling. En Banken hørtes paa Havedøren. Lazo sprang op. „Det er ham!“ raabte han smilende til Inez og aabnede Døren. En Italiener smuttede ind, skyndte sig hen til Inez, greb hendes Hænder og udbrød: „Min skjønne Donna! skinner endnu den kolde Himmel paa kolde Blik? nu munter, munter!“
„Ja munter!“ gjentog Lazo, satte sig og vinkede den Ankomne, at tage Plads paa den anden Side af Inez. Det var en høi, bredskuldret, majestætisk Figur med et skjønt, udtryksfuldt Ansigt.
„Seer Du, Inez!“ sagde Lazo, „Tydskeren er reist paa Landet; det er baade vel og ikke vel. Vi maa altsaa leie os en Villa nær Hr. Werners; Du er Sacristos Søster; han lokker Dyret i Snaren og Du trækker Snaren til. Har Du noget at udsætte?“
„Nei!“ svarede Inez.
„Som Broder har jeg og Broderrettigheder!“ udbrød Sacristo, greb Inez' Haand og kyssede den.
„Nu, Sacristo!“ raabte Inez; „endnu ikke Broder!“
„See, hvor knibsk! ha ha, Søster; vi har udstaaet Adskilligt sammen; kunde Skovene tale, vilde de fortælle Adskilligt — “
„Nu ingen Snak!“ faldt Lazo ind. „Alt maa skee i en Fart. Du reiser strax, Sacristo! Lykken skulde ret have vendt os Ryggen, om ikke en ledig Villa skulde ligge i Nærhedem; men skynd Dig!“
„Jeg er rede: En Hest, Penge i Lommen og Alt er klappet og klart.“
Han reiste sig, bød Levvel og gik.
„Men hvad vil Du gjøre, Lazo?“ spurgte Inez.
„Jeg? Jeg skjuler mig og naar jeg seer, at Snaren er tæt, bryder jeg frem. Jeg er vis paa, Amalia giver efter og da — da Inez! — —“
„Da!“ gjentog Inez i en Tone og med et Blik, som gjorde dette ene Ord til Tusinde; hun gik ind i Huset og Lazo satte sig i Solen paa Bænken.