Bergens Mysterier/09
Niende Capitel.
Kampen.
Den gjennemgribende Forandring, der fandt Sted hos Adolph Henning, var synlig for Alle; men Ingen vidste dens Aarsag. Imidlertid havde man lagt Mærke til, at heller ikke Lazo var den Samme, som før. Han var bleven excentrisk i en Grad, som var de Fleste blandt hans Omgangsvenner noget ukjendt. Midt i en Overgivenhed, der ingen Grændser kjendte, kunde han med eet synke ned i den dybeste Taushed, urørlig for alle de Midler, man anvendte forat oplive ham. Ligesaa pludselig var hans Overgang til Glæden igjen. Man paastod, at have seet ham, vanke ene og mørk omkring i Byens Omegn, selv langt ud paa Natten.
En Eftermiddag i Mai sade tvende Partier i den Have, der tilhører Conditoriet paa Engen. Det ene bestod af en Snees Personer. Italieneren laa under en Busk med Tobakspiben i Munden, Viinflasken og Glasset ved Siden. Tæt hos ham laa Hr. Myhler med Hænderne til Hovedpude og saae op mod Himlen. Et Stykke derfra sade de andre Consorter, dampende og drikkende. — Det andet Parti bestod af Brødrene Henning og en tolv eller fjorten Personer af deres godlideligste Omgangsvenner.
„Hei Kammerater!“ foer Italieneren pludselig op, greb et Glas, og bød de Andre følge Exempel. „En Skaal!“ — derpaa vedblev han, henvendende sig til det andet Selskab: „Nu, Venner, en Skaal! Den som ikke drikker, er en Forræder. I mine norske Venners Navne proponerer jeg, at tømme et Glas paa Undergangen af alt Dansk og Tydsk, især Lapse- og Probenreutertydsk, her i det frie Norge!“
Man sad rolig paa Brødrenes Side, indtil en Probenreuter, der havde sluttet sig til dem, rendte op og svarede; „Du italienske Lømmel! en anden Skaal: Alle Skurkes og især italienske Skurkes Undergang!“
Disse Ord var Løsenet til en Strid mellem Italieneren og Probenreuteren, der maaskee havde faaet et lidt sørgeligt Udfald for denne, om ikke Adolph Hennings fyrige Gemyt havde bevæget ham til at lægge sig imellem. Men Italieneren saae ham neppe nærme sig, førend han vendte sig og begyndte at øve sin Smidighed mod ham; Adolph havde ikke forberedt sig derpaa og faldt baglængs om, hvorpaa Italieneren kastede sig over ham med et Raserie, som om han havde en Kamp med et vildt Dyr, at bestaae. De Tilstedeværende løbe til og Leopold Henning bukkede sig just, forat befrie Broderen fra Italienerens rædsomme Tag, da denne pludselig sprang op og forsvandt i Conditoriet med det Raab: „Det var det, jeg vilde. Du har følt min Haand før; nu har Du følt en Italieners Vaaben.“
Da Adolph reiste sig, randt Blodet ned fra hans høire Side. Leopold løb til.
„Det er Intet!“ sagde Adolph; men segnede i samme Øieblik mod Jorden.
„Hvad er hændet?“ raabte flere af de Tilstedeværende og flokkede sig rundt om Brødrene. Adolph laa bleg og stønnende paa Græsset. Leopold holdt hans Haand i sin og følte, hvor Blodet sagtnede sit Løb alt mere og mere; thi Blodtabet var stort.
„Bring nogle Bandager!“ raabte han hurtig til nogle af sine Venner og trak lemfældig Klæderne af Adolph. Folkene fra Conditoriet kom ilende til med det Forlangte og Leopold forbandt Saaret; det var ikke dybt; men blødte stærkt.
„Lad mig blot komme hurtig hjem!“ hviskede Adolph og trykkede sin Broders Haand.
„Vær ikke bekymret!“ svarede Leopold — „det har ingen Fare!“
„Hvordan er dette gaaet til?“ spurgte en høi, bredskuldret Mand. Hennings Venner forklarede ham det.
„Hvor er Italieneren henne? — han maa ikke undslippe!“
„Italieneren er allerede borte herfra!“
„Men han maa findes. Er her ingen af hans Venner nærværende?“ Man pegede paa Hr. Myhler.
„Veed De, hvor Italieneren er at finde?“ spurgte Manden ham.
„Jeg veed Intet min Herre!“
„Men De er dog hans Ven? De maa vide hans Bopæl.“
„Jeg veed Intet: slet Intet!“
„Betænk Dem, førend de officielt bliver anmodet om Meddelelser, De bestemt maa kunne præstere.“
„Jeg har i saa Fald Intet at betænke. Det er tredie Gang, jeg gjentager: jeg veed Intet!“ Med disse Ord vendte han sig til den anden Side.
„Tølper!“ raabte Manten forbittret. „Man skal nok finde Midler til at gjøre Dem mere høflig og meddeelsom.“ —
Her er imidlertid Stedet, at omtale Hr. Myhler lidt nærmere: Hans Fader, der havde været Kjøbmand, døde da Sønnen endnu gik i sine Børneskoe og dennes Opdragelse blev lagt i en Moders Haand, der havde Vilie, men ikke Kraft, Ømhed men ikke Klogskab. Hun havde Formue nok til at kunne opfylde Sønnens Lyster, der i en Alder, hvor man somoftest kun fordrer Lydighed, allerede havde spiret op til en Høide, som gav hans Væsen en Livlighed, man ialmindelighed antog for Vid og Ungdomsfryd: Men det var saalangt fra at være det, at hvad der beundredes hos ham, vilde af en Psycholog betragtes med en Slags Rædsel, og hvad der bifaldtes, vilde af en klartseende Moralist blive fordømt: Imidlertid havde Naturen begavet ham med Lærelyst — dog „Naturen begavet med“ er en meningsløs Floskel; jeg mener: hans Ærgjerrighed, som ved det almindelige Bifald ikke kunde andet, end udbrede sig til alle hans Hjertes Sphærer og som derfor var den egentlige Drivefjeder til al hans Activitet, paapegede Kundskaber, som den Triumph, der i høieste Grad vilde opveie alle Selvovervindelser og Møier, og den samme Ærgjerrighed gav ham virkelig Kraft til at bestige de farefylte og møisommelige Trin, der skulde føre ham hvortil? — han antog og saa antage de Fleste — til Ærens Top med eengang; men han skuffedes: da den steile Klippevæg var bestegen, laa en siid Valplads for ham, hvor den ene Seierherre fremstillede sig for ham efter den anden. Men nu forlod hans Mod ham. Dernede, tænkte han, kan Du endnu prange med Dine Skolelaurbær; lad kun Seierssolen glimre end mere straalende og varmt heroppe; det er dog bedre, at gaae hædret og beundret dernede, end staae feig og overvunden heroppe. Maaske venter Læseren Forklaring over dette Billede? Desværre er Billedet altfor brugeligt — thi det er en Copie af den norske, især studerende Ungdoms Liv — og see her Betydningen: Hr. Myhler havde taget examen artium; han hadve imidlertid studeret for Ærens, ikke for Lønnens Skyld; men da han som Student voved' et Blik udover Kundskabernes videre Gebet, trækkedes han tilbage og opgav fra nu af ganske Studeringerne.
Træt og kjed vendte han tilbage til sin Moder og med dennes Samtykke drog han nu udenlands. Her var meget at see; men han fattede Intet. Forbauselse og Selvforagt betog ham. Men vi maae imidlertid erindre, at endog denne Selvforagt beviste, at om han end var forskyldt sin egen, var han dog ikke forskyldt Andres Foragt; thi hvormange Tusinde see ikke Udenlandet, forstaae Intet, forbauses — men ere lave nok til at hovmode sig over Sammenligningen mellem dem og Andre „der hjemme“? — Hvor skulde han nu tye hen? — Til Adspredelser, Udsvævelser og Tøilesløshed. — Nu først var han foragtelig. Som en sygnende Misantrop vendte ham tilbage til Fødelandet, hvor vi have seet ham optræde i Roller, som i Fortællingens Gang vil føre til Katastropher, der mangle Salvator Rosas Pensel forat virke mere afskrækkende, end det udentvivl vil lykkes min Pen.