Bergens Mysterier/08
Ottende Capitel.
Fæstningen og Sverresborg.
Vi springe nu over et langt Tidsrum. Det var en Søndag i Mai. Veiret var klart og mildt. Paradepladsen paa Bergenhuus-Fæstning var opfyldt med Mennesker forat see og høre, sees og høres. De prægtigklædte Damer frydede sig flokkeviis i Solen og Herrerne stode i større og mindre Partier forat passiare.
Der var en Tid, da Bergen talte syv Gratier; nu veed jeg ikke, hvormange Smukke, den har; men af det første Slags er der yderst faa. Men den som vilde see disse, havde her Leilighed dertil. Ved Foden af Walkendorfs Taarn stode forskjellige Klynger af Damer. Til Høire, adskilt fra de Øvrige, stod en kun halvvoxen Pige. Lange Lokker omfattede det aflange Ansigt, der straallede med de reneste og regelmæssigste Træk, man vel kunde tænke sig. Der laa en Aabenhed i de klare Øine, der syntes at antyde den Sjælsuskyld, som pleier, at ledsage et Naturens Barn og den lette, fine Skabning syntes at kunne svæve, som Raphaels Englebørn svæve. Ligeoverfor stode to Veninder, hvoraf den Ene saae hen med Officiersrækkerne. Som hun saaledes stod og lod Blikket flyve henover den store Folkemasse, skulde man troe, at see Emilie Platers kraftige, men dog kvindelige Træk og det løst udslagne Haar forøgede den Vildhed og Ynde, som laae i hendes hele Billede. Veninden var et temmeligt lavt Fruentimmer med et overordentligt talende Ansigt; en lille Bue paa Næsens Profil gav hende et vist Anstrøg af Adel og Frimodighed og Øinene glindsede med en Ild, som vidnede om Hjertensgodhed.
Foran disse stode tre andre, blandt hvilke vi kjende Jomfrue Brandt. Denne sidste Trio begav sig en Stund efter paa Veien til Sverresborg. I samme Øieblik kom Brødrene Henning gjennem Fæstningsporten. De hilsede. Damerne hilsede igjen, stak Hovederne sammen og loe.
„Deroppe seer jeg Candidat Holmer!“ sagde Leopold, lad' os til ham!“
Tæt ved Candidat Holmer stode flere unge Herrer og iblandt dem Hr. Mühler.
„Men jeg var jo selv i Selskabet og hørte Lazo selv fortælle det!“ vedblev En deres Samtale.
„Jeg troer det gjerne!“ sagde en Anden.
„Og hør nu videre: Efterat de vare komne i denne Gjæld til ham, ledsagede han dem den hele Vei til Berlin. Her var det Amalia gjorde saadan gyselig Furore. En Aften, da de var' komne Hjem til deres Logis, havde han bedet Faderen om hendes Haand. Han havde svaret — —“
„Hys!“ afbrødes han, „der er Hennings, de maa Intet høre.“
„Jo, saa Gud, skal de!“ svoer den Fortællende og vedblev: „Werner havde svaret, at han maatte spørge Amalia selv. Kort Tid efter var' de forlovede; men atter kort Tid efter, brød Amalia, eller rettere Faderen Partiet.“
„Fortræffeligt!“ foer Mühler op, „der har vi Grunden til Amalia Werners evigt sorgmodige Væsen. Hun har været forlovet og slaaet op — fortræffeligt!“ Dette Raab var beregnet, at indprente Adolph Henning, hvad han allerede maatte have hørt; thi han havde staaet tankefuld lyttende ved Candidatens Side.
En Stund efter sagde Brødrene Candidaten Farvel og fulgte Strømmen ud paa Sverresborg. Det er en alleebeplantet Høi ved Siden af Fæstningen; paa dens Top throner Sverres gamle Borg eller rettere Mure. Det er ellers et af de behageligste Steder blandt Bergens Omegn og meget besøgt af Spadserende. I de senere Aar er det vel forsømt; men dog endnu smukt nok, til at hævde sin Rang.
Ved Pavillonen mødte Leopold og Adolph Hr. Werner med Datter. Amalia var blegere end sædvanlig og støttete sig til sin Faders Arm; men, da hun saa Brødrene, gled en let Rødme over hendes Kinder.
Adolph havde været taus; men da Amalias Øine mødte hans, var han som forvandlet. Leopold var snart fordybet i en Samtale med Hr. Werner. Adolph og Amalia fulgte efter.
„En deilig Dag!“ sagde Adolph.
„En henrykkende Fred hviler over hele Naturen.“
„Den samme Fred, den samme vemodsfulde Harmonie, som aanded' gjennem den Sang, De lod os høre i Aftes. Det var en af de hyggeligste Timer i mit Liv. Hvor meget mere hjerteopdragende er ikke disse smaa Familiecirkler, hvortil hver bidrager sit, for at gjøre dem behagelige, end hine store, flaue Selskaber, hvor man træffer Snese, der er' uden Talent til at yde, ja selv ofte ud' af Stand til at modtage, og som man dog maa ansee det for sin Pligt, at sysselsætte og „fornøie“.“
„Det har altid været mine Tanker; men kun sjelden har jeg vovet, at yttre dem, og selv disse faa Gange er jeg bleven misforstaaet og beskyldt for Sværmerie eller Drømmerie.“
„Hvor det glæder mig, at finde Deres Bifald; thi ogsaa jeg har været udsat for Deres Skjæbne.“
„Naar jeg overtænker dette Hang hos mig til disse huslige, stille Glæder, kan jeg ikke nok takke Gud, som lod mig finde en Moder, hvis meste Omhu gik ud paa, at danne min Sjel for dem og hvor ofte har jeg ikke følt mig lykkelig under deree Indflydelse — men min Moder er død!“
Adolph vilde ikke forstyrre den opstaaede Pause: det var ham, som om Amalias Suk sammenkaldte en Skare hellige, ukrænkelige Aander omkring dem.
„Men tillad mig!“ udbrød han endelig, „Deres Moder er død og hvor dybt har jeg ikke følt, hvor dybt føler jeg ikke, at en Moders Tab er uerstatteligt; thi ogsaa jeg har tabt en Moder; men ligger der ikke en Egenkjærlighed, skjøndt vistnok en from, i ganske at hengive sig til Savnets Smerte? Under disse Tanker maa jeg altid erindre mig hiin høie Digteraand, som dog saa faa vurdere, Claudius. Han skriver til sin Søn: begræd mig ikke, naar jeg er død! Maa man ikke kalde det ukjærligt? Ikke at ville unde sin Søn den Trøst, at græde! Men ligesom han har overdrevet i een Retning, saaledes overdriver De, tillad mig at minde Dem derom, i en anden. Livets varme Sol skinner endnu paa Dem og De vil finde mange Hjerter, som slaae af Ømhed for Dem!“
„Jeg troer det; — men — men — —“
Amalia lagde sin Haand i Adolphs Albu og taug.
Der opstod en øieblikkelig Pause: Adolph erindrede sig, hvad han havde hørt af Italienerens nysudspredte Rygte; hans Pande bedækkedes med en Vredesrødme og han ansaae det næsten for sin Pligt, løselig at berøre det. Men han havde neppe udtalt Italienerens Navn, førend Amalias blege Kind blev endnu blegere: Hun fattede hans Arm fastere og fremtvang et Smiil: „Jeg kjender denne Italiener“ — hendes Stemme skjalv — „men tillat mig en Bøn, Hr. Henning! omtal ham aldrig — De erindrer Løftet, De gav mig!“
„Løftet? — Staaer Italieneren i Forbindelse med hiin Frække, som —“
„Ja, han gjør! — eller lad mig tilstaae Dem: det er een og samme Person.“
„Saa—aa? Een og samme Person? — — “
Ja, men hvad da? Hvorfor bli'er Deres Øie saa mørkt?“
„Een og samme Person!“ mumlede Adolph og hine Ord: „Amalia!“ og „Du“ lød som Stemmer fra Underverdenen til ham. I et Nu foer Italienerens Fortællinger som Lynglimt forbi hans Sjel og hvert af dem knuste en af hans Haabs Ranker — nu kunde han ikke længer vredes, men maatte — skamme sig.
„Men siig mig dog“ — sagde Amalia og saae ham veemodig ind i Øiet; „hvorfor gjentager De denne Opdagelse? var den Dem saa uventet, saa overraskende?“
„Nei!“ svarede Adolph koldt.
„Men De blev med eet saa alvorlig!“
„Jeg? — aldeles ikke!“
„Fader, Fader!“ sukkede Amalia for sig selv. Adolph syntes at høre hendes Suk og saae paa hende; men hendes Svagheds Øieblik var forbi; det svimlede for hendes Øine, hun foer med Haanden over Panden og spurgte med en Stemme, som om hun var den gladeste under Solen (og dog knugede Sorgen hendes Hjerte): „Kommer De paa Ballet i Aften?“
„Jeg veed ikke. — Troer Du, Leopold!“ vedblev Adolpb, da de just vare Hr. Werner og Leopold i Hælene „at vi gaae paa Ballet i Aften?“
„Hvorfor ikke?“ svarede denne og saae stivt paa ham; thi hans Sjælekval var læselig i hans Træk. —
Allerede den følgende Dag fløi Rygter om Amalia Werners tidligere Forlovelse med Italieneren. Man havde jo vistnok lagt Mærke til, hvorledes de undflyede hinanden; men den Omtale, hvori Italieneren stod, havde givet en tilskrækkelig Grund. „Dog, her er en bedre!“ meente de fleste unge Damer; thi den maatte nedsætte den almægtige Rivalinde i Herrernes Øine — „her er en bedre!“ gjentog Lapserne i deres Indre; thi den berøvede hende det ukrænkelige Helgenskin, hvori hun altid havde staaet for dem.