Bergens Mysterier/07
Syvende Capitel.
Italieneren.
Selskabet i Salonen, Conditorierne og Billardhusene var blevet forøget med en ung Italiener, en olivenbrun, sorthaaret Mand paa 21 eller 22 Aar. Han havde en spids Ørnenæse, lynende Øine og et sarcastisk Smiil spillede som oftest om den fine Mund: Med en, hans Nation egen, Frækhed stillede han sig i Spidsen for Bergens tøilesløse Ungdom og adskillige Rygter om det udsvævende Liv, man førte under hans Scepter, begyndte allerede at vække Opsigt. Ingen vidste hvorfra og naar han var kommen og heller ikke hvor han bodde. Men hans rige Dragt, der forskjønnede hans mandige Skikkelse, hans Ødselhed og fyrige Aand skaffede ham Venner i Mængde. Imidlertid mærkede man med Forbauselse, at han bestandig søgte at undgaae Sammenstød med Familien Werner og snart begyndte han at udsprede Rygter om dens Udenlandsreiser, hvoraf det syntes klart, at han havde staaet i nogen Forbindelse med den. Forskjellige blandt disse Rygter kom Brødrene Henning for Øren. En Gang fortalte man, at Amalia Werner havde staaet i mistænkelige Forhold til en ung italiensk Greve i Milano. Leopold lo ad dem; Adolph lo med; men det kunde dog ikke feile, at de efterlod' et og andet Indtryk paa ham og efter megen Kamp maatte han spørge sig selv: „hvad er Italienerens Hensigt; hvad Grund kan han have til at opfinde slige Urimeligheder?“ Dog blot Tanken paa Amalia lod alle Betænkeligheder forsvinde og var han i hendes Nærværelse, følte han sig stundom fristet, til at berøre Rygterne, kun forat spotte dem.
Brødrene droge sig naturligviis tilbage fra Italienerens Selskab; men Adolph syntes at have mærket, at han frygtede og skyede deres Nærværelse, ligesom Hr. Werners.
Vi maae imidlertid ikke slippe Hr. Johnson af Sigte. Han havde antagelige Grunde forat opgive sit Venskab med Adolph Henning. Han havde draget den Nytte af ham, han ønskete og han kjendte sine Kunder for godt, til ikke at vide, at de gjerne forlængede deres Credit, indtil at Nøden tvang dem til at ile med Afgjørelsen af deres Tilgodehavende; men ogsaa for dette Tilfælde havde Hr. Johnson et Hjælpemiddel. Imidlertid forenede sig med denne Grund en anden, endnu vægtigere.
Klokken var otte. Det var en kold Vinteraften. Sneen drev i tætte Flokke ude paa Gaden; men en livlig Ild, der flammede i Ovnen, fremtryllede Sommervarme i Hr. Johnsons Dagligværelse i anden Etage. Han hvilede udstrakt paa Sophaen og røgede Tobak af en slangerøret Pibe med et sølvbeslaget Meerskumshoved. Foran ham paa et rundt Bord stod en Punschebolle og to Glas. Han var i fortrædeligt Lune og syntes med Tantalus' Qvaler at see hen til den frydoplivende Drik, der saa indbydende blandede sin Røg med Tobakkens.
„Else!“ raabte han pludselig.
Hans Kone kom ind fra Kjøkkenet.
„Gid Pokker tage Jer, I dumme og lade Fæe, som kan lade en Fremmed vente saalænge. Har I ikke hørt Klokken ringe?“
Mdm. Johnson gik stiltiende ud — men Himmelen Hørte det Suk, Dørens Knagen overdøvede.
„Herren har taget Feil; der var Ingen ved Døren“, meldte en Stund efter Tjenestepigen.
„Var Ingen? Nei da dine Dovendyrs-Been endelig kom derned. Men hvorfor kom ikke Madamen selv med Svar? Beed hende komme ind.“
Mdm. Johnson kom, rolig og taus.
„Var det formeget for Dig, Du dovne Tuder, at umage Dig herind til Den, som gi'er Dig Alt?“
„Kjære Edvard! jeg stod jo ude og passed' Aftensmaden og kunde ikke vel slippe i det Øieblik.“
„Kunde Du ikke slippe, naar jeg havde givet Dig i Forretning, at see, om min Ven var ved Døren? Hvad har Du andet, at varetage, end hvad der falder mig til Bedste? F— tage Dig! Driver Du først Spot med mine Befalinger og siden ad mig selv lige op i mine Øine!“
Mdm. Johnson vendte sig og vilde gaae ud.
„Hvad? Skal Du nu igjen vende mig Ryggen?“ raabte Johnson og sprang op. „Jeg mærker, det er Dit Princip, herefter blot at høre og tie; men saasandt, som jeg mangen Gang har hørt Dig sukke under min Haand, skal jeg lære Dig omigjen. Det er vel Dig, der har lært Emilie hendes Taushedssystem; men ogsaa hende skal jeg lære omigjen. Vær forvisset om det. Hvorfor viser hun sig aldrig, naar Italieneren er her? Maaske fordi han voved at kysse hendes himmelsøde Læber? – – Hvor har hun skjult sig nu, da hun veed, jeg venter Italieneren?“
„Hun sidder og arbeider paa sit Værelse.“
„Kald hende ned!“
Mdm. Johnson gik rolig ud og kom igjen med Emilie ved Haanden.
„Hvad tænker Jomfruen paa? Hvorfor stjæler hun sig bort?“
„Stjæler mig bort, min Fader!“ svarte Emilie. „Jeg sidder oppe og syer paa Dit Linned.“
„Fordømte Løgner! Jeg veed bedre! Du sluger en af disse Djævels Romaner.“
„Jeg læser aldrig Romaner, Fader!“
„Du læser Romaner, siger jeg! – sæt Dig herned og arbeid! Gaa, eller jeg skal hjælpe Dig paa Vei.“ — Emilie veg et Par Skridt tilbage.
„Endnu ikke ved Døren?“ raabte Johnsen. Emille traadte endnu et Skridt tilbage.
„Saa skal hele Hælved' Hjælpe mig, at flytte Dig“, skreg Faderen og greb hende i Armen.
„Italieneren kommer her!“ hulkede Emilie.
„Ja, Italieneren kommer her, hvad da?“
„Han er fræk og jeg vilde nødig vise ham tilbage paa en haard Maade.“
„Vise ham tilbage paa en haard Maade? — — Gaa og kom strax — — Dog, gaa Du Else op og tag hendes Arbeide med!“
„Nei Fader jeg kan ikke blive her!“ — sukkede Emilie og forsøgte, at drage sig fra sin Faders Haand.
„Du kan ikke blive her? Nu, jeg skal lære Dig, at kunne; er Du ikke gaaen endnu?“ — henvendte han sig til sin Kone.
„Eduard! betænk det er Din Datter, Du udsætter for det raa Menneske!“
„Satan! har hele Huset sammensveret sig imod mig!“ — skreg Johnson med rasende Miner idet han slæbte Emilie hen hvor Moderen stod og slyngede sin Haand mod dennes Hoved. Hun vaklede tilbage mod Væggen og stoltrede afmægtig ud. — Man hørte Klokken ringe paa Gadedøren.
„Der er han!“ stønnede Emilie og vilde rive sig løs fra Faderens Tag.
„Ja, der er han!“ gjentog denne og stirrede vildt og med sammenbidte Tænder paa sin Datter.
„Jeg vil ikke være her!“
„Hvad?“
„Fader, vær barmhjertig!“ — Der ringedes atter.
„Hvad voved' Du, at sige? — Du vilde ikke?!“
„Vær barmhjertig — vær — barmhjertig!“
„Barmhjertig mod Eder, Djævle!“ skreg Johnson. Øinene luede vildt, hans sammenbidte Tænder begyndte at skumme og Emilie skjalv i hans af Raserie rystende Hænder. Atter en hæftig Ringen.
„Gaa — Afskum! — gaa — —!“
Han følte Emilie tynge paa hans Arme. Hun var besvimet.
„Lig der Kryb! — Med disse Ord slængte han Emilie mod Gulvet og gik ud.
„Kom hid!“ raabte han til Pigen, som stod bleg og skjælvende foran Skorsteensilden. Hun adlød, bævende af Angest. Ved hendes Hjælp fik han Emilie hurtig bragt til et andet Værelse og skyndte sig nu, at lukke Italieneren ind.
I det Øieblik, Johnson aabnede Døren, var han som forvandlet.
„Kommer De endelig, kjære Hr. Lazo!“ sagde han med den mildeste Modejunkertone, han formaaede at frembringe; „Alt godt, vil jeg haabe!“
„Solen daler ned mod os; vi behøve ikke, at anstrænge vore Vinger, forat naae den“, svarede Lazo, slog den store Kappekrave ned og rystede Sneen af sine Klæder. „De har et varmt og livligt Lukaf til Tjeneste?“
„Saa varmt og livligt, som Punsch, Tobak, freidigt Mod og Haab kan gjøre det“, hviskede Johnson; men tilføiede strax i en høiere Tone; thi Kjøkkenet var lige ved Trappen: „Træd op, min Herre!“ Johnson laasede Døren, da de vare komne ind i Værelset; selv tog han en Stoel og lod Lazo sætte sig i Sophaen. Det var øiensynligt, at Ingen af dem ønsked' at sidde ved den Andens Side, af Frygt for, at den Ene skulde see den Anden i Kortene. De tændte Tobakspiberne og fyldte Glassene.
„Nu!“ begyndte Johnson.
Italieneren taug og røgede fort.
„Nu!“ gjentog Johnson. Italieneren røgede fort.
„Nu! min gode Ven? — — Brevet?“
Dette var Løsenet, Italieneren ønskede.
„Ah ja! Brevet! — i min Lomme!“
„Virkeligt?“ — Italieneren kastete Brevet paa Bordet; Johnsons Øine funklede, da han greb efter det.
„Stop Kammerat!“ raabte Italieneren og holdt sin Haand over det. „Lad det ligge der en Stund, Først maa Tryllekredsen være reen.“
„Alt, som aftalt!“
„Vel! og det Aftalte?“
Johnsen grinede og skjulte sine mørke Træk i en tyk Røgskye. „Skal det gjentages?“
„Ja vist! Skoven maa være gjennemsøgt, førend man kjører gjennem med sit Liv og sin Lykke til Fragtgods!“
„Gamle Venner, gamle Veie“ — faldt Johnson ind.
„Sikkert ei, at svige pleie“, supplerede Italieneren — „Jeg kjender Ordsproget, — hum — gamle Venner — hum — men hos nu gamle Ven! jeg spinder min Traad; Du Din, begge spindes sammen og saa fremad! Jeg vil ikke gjentage min Fortælling fra sidst, men blot mine Forhaabninger: Jeg har svoret Hævn; min egentlige Hævn bestaaer i at faae min rige Brud tilbage; men forstaaer Du, saalænge min Missionstid varer, kan jeg ikke leve af Luft og Haab — lige Principer mødes, siger man og derfor er Du bleven min Ven; fortæl nu Din Traad!“
„Jeg har sagt nei!“ svarede Johnson og Røgskyen fortættedes.
„Og jeg siger: jo! min kjære Johnson!“ hviskede Lazo med en lidt comisk Accent, idet han strøg Brevet til sig, stak det langsomt i Lommen, tømte sit Glas, fyldte det, lænede sig „comfortabelt“ tilbage i Sophaen og pustede Røgen i lange Striber til alle Sider. Johnson sad taus.
„Nu vel!“ udbrød han endelig, „saameget som er nødvendigt.“
„Bevares, Herre! hverken om Din Moder eller Amme!“
„Heller ikke om mine tidligere Aar!“
„Som Dem behager; kun ingen Stumper og ingen Lapper!“
„Vist ikke!“ — Atter en temmelig lang Pause, som Italieneren maatte bryde med ett „Nu, Hr. Johnson!“
„Det var i Hamburg!“ begyndte denne. — —
„For Pokker, er' vi alt i Hamburg? Og hvordan derhen?“
„Hører ikke hertil! Det var som sagt i Hamburg. Jeg havde revet mig løs fra min Principal i Bergen og slentret fire Aar omkring i Verden, da jeg, som sagt, var i Hamburg. Min Metier var heterogen; det er sandt, men visselig hæderlig.
„Betvivles ikke! bestod i?“
„Udenfor Sagen! Den Tid maatte jeg i det hele taget kalde mig en — en — en — Kjøbmand.“
„Hvad for noget, kom det derud?“
„En Kjøbmand! Desværre var' mine Kjøbere faa og det fast udelukkende Fremmede, som uden Venner slentrede om paa Indskjøb. En Foraarsdag kom Werner.“
„Nu?“
„Da han skulde betale, maatte jeg vexle en Femtidalerseddel og det har styrtet mig.“
„Hvad? De bedrog ham? — rene Ord!“
„Hu! nei! Falsknerie!“
„Ha — ha! men Du er jo hans Ven?“
„Forstaaer sig!“
„Forstaaer sig?“
„Forstaaer sig — Jeg maatte flygte — sværmede omkring i sex Aar, men da disse sex Aar vare omme, var jeg udbrændt. Seer De min gustne Farve, mit graae Haar, seer De mine blaae Læber! — Det er Sværmelystens Gift, som har tæret. (Hr. Johnsons Stemme blev lav og monoton). Dette Haar har været mørkt som Ibenholt; disse Kinder har været mandigbrune; disse Læber har været ungdomsfriske — Forandringerne vare store; jeg afragede mine Øienbryn og jeg var et andet Menneske. — Jeg saae Werner; han saae mig, jeg fingerte Navn og Stand; thi jeg var riig, meget riig. — Han kjendte mig ikke — og nu har jeg forfulgt ham — jeg venter mit Bytte.“
„Her er Jagtens Minimum; dets Maximum venter os“, sagde Lazo livlig og kastede Brevet hen til Johnson; men denne sad taus, som overvældet af Erindringer og Følelser; han havde bøiet Hovedet paa Brystet og saae stivt ned for sig.
„Nu, Mester! skal jeg aabne det, eller vil De?“
„Jeg, jeg!“ foer Johnson op, greb Brevet og aapned' det. En Vexel faldt ud. „1000 Spd. hos K. & Søn.“
„Victoria!“ skreg Lazo, sprang op og tømte sit Glas. „Jeg mangler en Fidibus!“ han tog Brevet, foldede det sammen og vilde tænde det.
„Vent lidt! Lad' see, hvad der staaer i det.“
„For Pokker, hvad kommer det os ved! — dog — „Hr. Werner!““
„Sagte!“
„Hr. Werner! Hvorledes skal jeg bevidne Dem min Glæde og Tak! Alt gik heldigt og Gevindsten er ikke mindre end nogle og tyve tusinde Spd. Lykkelig ankommen til Lissabon og efter et heldigt Udbytte af hans smaae Forretninger dersteds, lød Capitain Strand udigjen; Vinden — nok, nok! vi vill' ikke indvies i Hr. Werners Affairer — men apropos; jeg troed ikke, han drev egentlig Handel!“
„En fiffig Karl!“ — svarede Johnson. „Ellers Maskineriet reent?“
„Fuldkommen: Sjur fik Brevdrageren paa et Værtshuus i Eftermiddag. Klokken tre hørte man Posten rulle forbi. Brevdrageren foer op og vilde afsted; men Sjur havde stillet sit Bestik bedre end saa. Hiin tumlede om og blev bragt til sit Huus af Sjur; som med Vennens Samtykke overtog hans Forretning.“
„Vel! men endnu en Bom: hvem skal gaae og løse Vexelen?“
„Ha, Sjur! hvem anden?“
„Alt i Orden og nu til Glassene, Hr. Lazo!“ skreg Johnson.