Bergens Mysterier/06
Sjette Capitel.
Samtalen.
Nedslagen og bekymret ankom Adolph til sit Logis. Han fortalte Leopold, hvad der var hændet og gik tilsengs. Den følgende Formiddag styrede han sin Gang opad Torvet og saae til sin store Glæde, at Amalia sad frisk ved Vinduet. I faa Hop var han opad Trapperne, bankede paa og traadte ind. Hun sad alene og broderede. Men Øinene vare meget matte, som af Graad. Hun smilede halvt veemodigt, da hun rakte ham Haanden.
„De er frisk, ganske frisk!“ spurgte Adolph og greb hendes Haand, som han flygtigt førte til sine Læber. Hun rødmede og svarede:
„Aldeles; – men tør jeg vente Deres Tilgivelse for først at have forvoldt Dem Bekymringer for mig og dernæst Grovheder og Haandgribeligheder af en Ondskabsfuld?“
„Hvor gjerne ofred' jeg ikke mit hele Liv, for at bekymre mig ene og alene om Dem! De veed det vist, Amalia!“
„De smigrer, min Herre!“
„Smigrer?“ ivrede Adolph.
„Hys, hys!“
„Nu vel! De ønsker, at seg skal tie derom og jeg tier.“
„Jeg veed, der er en Ting, De kunde ønske, maaskee fordre Forklaring over: hvem det var, der i Gaaraftes tiltalte mig i en saa fræk Tone og saa familiaire Udtryk; men tør jeg haabe, at De vil forøge, hvad vi skylde Dem og Deres Broder ved aldrig at tale derom?“
„Deres Ønske er min Vilie!“
„Jeg takker Dem!“ sagde Amalia bevæget og rakte ham sin Haand. Han holdt den i sin, reiste sig og betragtede Broderiet.
„Det er en Egn i Italien, jeg troer i Nærheden af Comosøen.“ Han satte sig og lægede med de fine Fingre; en Ring sad paa Guldfingeren; der opsteg en uvilkaarlig Lyst hos ham, at tage den af; Amalia nænned' ikke at drage sin Haand tilbage. „Der er en Fordeel med disse Mønstre. Nuancerne, som ved mange andre Tegninger fast forsvinde, naar man er kommen i den rette Afstand, vise sig i disse i sin fulde Harmonie og Ynde. See disse blændende Farver paa det Grønne; see disse smeltende Tinter i de fjerne Bjerge.“
„I det lille Huus der paa Odden opholdt mine Forældre sig længe paa vor Reise,“ sagde Amalia og drog sin Haand til sig forat pege.
Adolph smilede og udbrød: „Fik De endelig et Paaskud at befrie Deres Haand fra mit Greb? Kunde De nægte mig den Fornøielse, at føle denne lille bløde Haand i min!“
Amalia rødmede og saae ud.
„De er ret oplagt til at spøge i Dag“, sagde hun endelig og vendte sig.
„Er De bedrøvet da?“
„Nei! — Naar jeg tænker mig tilbage til hiint Sted i Italien, kan jeg vist ikke være bedrøvet! De skulde have seet mig, naar jeg, fulgt af Joli, min Yndlingshund — den er nu død – iilte over Aase og Marker, legede Skjul med Citroner og Olivener mellem det glindsende Løv og sværmede omkring i en Baad paa Søen, indtil Maanen stod høit vaa Himmelen. Jeg erindrer en Aften: Fader laa i Græsset med en Cigar i Munden, Moder sad paa en Bænk udenfor Døren, to af mine Tanter, som fulgte os, sade ved hendes Side og jeg beredede Maaltidet i et Lysthuus af Oranger. Vi satte os tilbords; Solen gik ned og Maanen hævede sig bag Fjældet. Gud! hvilken Aften! Naar jeg mindes den og dens mange Lige, jeg nød i hiint Eden, ønsker jeg mig et Sted hvor jeg rolig kunde græde mig mæt af Erindring og af Længsel.“
„Et Sted, hvor De kunde græde Dem mæt af Erindring og af Længsel!“ sukkede Adolph tankefuld og hældede sig tilbage i Stolen, medens han lagde sin venstre Haand paa Broderrammen. Amalia saae paa ham og vendte sit Aasigt bort. — Der hørtes Skridt paa Gangen. Hr. Werner traadte ind og hilsede Adolph paa sin sædvanlige elskværdige Maade.