Bergens Mysterier/05
Femte Capitel.
Sammensværgelsen og Ledsagelsen til Hjemmet.
Mine tydske Venner vare nu almindelig kjendte og agtede; men Fuldkommenheden mangler aldrig Fiender. En Formiddag sad et Dusin unge Herrer i Læsesalonen. Vi gjenkjende blandt dem Brillepersonen. Tydskerne var' Æmnet for den hæftige Samtale.
„Nogle impertinente Studenter“, raabte den Ene; idet han svang sin Stok og slog den mod Bordet.
„Impertinente Narre“, brølede en Anden og viftede med sine Handsker.
„Tydske Lømler!“ forbedrede en Tredie. „Man burde een Gang for Alle lære dem bergensiske Mores til en Advarsel for Ligesindede, der komme herop, forat tage Sceptret af vore Hænder.“ Brillepersonen, Hr. Myhler, havde hidtil rolig strakt sig paa nogle Stole og dampet hæftigt; med en skurrende Bas begynede han nu: „Ret, mine Venner! Jeg vil sige Eder et Ord, saagodt som tyve. Er I med, saa spinde vi dem ind.“
„Ha ha ha! et godt Billede! et godt Indfald!“
„Hør Grunden!“ sagde Myhler kort med sin raa Stemme. „I saae den Yngste af disse ford — Brødre paa Theatret, hvor han jagede os bort fra den rige Arving, den smukke Amalia. Det er noget. Hr. Werner har en særdeles Bevaagenhed for dem Begge. Det er mere. Men at Adolph igaar spillede Hovedrollen i Dramaet; det er meest.“
Det Drama, hvortil han hentydede, vil jeg berette kort. Den foregaaende Aften havde været en Comedieaften. Begge Herrer Henning sad' ved Siden af Familien Werner. Imellem anden og tredie Act udstødte Amalia et pludseligt, men halvdæmpet Skrig og bedækkede sit Ansigt med sine Hænder. Faderen havde grebet hende i sine Arme og paa hans Spørgsmaal om Grunden til hendes Bevægelse, havde hun blot peget hen til høire Side af Parterret. Hr. Werner fulgte hendes Pegen, rynkede Panden og vendte sig om. En heel Mængde af de unge Herrer havde strax ilet til forat yde Hjælp og Hr. Myhler stod allerede tæt ved, da Werner alvorlig vinkede til ham og de Øvrige, at træde tilbage, men vendte sig mod Brødrene og bad dem ledsage sig hjem, hvor de forbleve den hele Aften. Man tænke sig de Tjenstvilliges Ærgrelse.
„Det er det Meste“, replicerede En blandt Selskabet. „Saae I hendes Smiil mod Adolph?“
„Saae I den Gamle rynke Panden mod os?“
„Det er Intet; men saae I det spottende Træk, hvormed Adolph beærede oss – Hævn, Brødre!“
„Ja – —“ længere kom ikke den Talende; thi Døren aabnedes og de Omtalte traadte ind.
⁂ |
⁂ |
⁂
|
Om Aftenen vare vi i Selskab. Da man gik hjem, tog Hr. Werner Leopold Hennings og min Arm og gik i Forveien. Amalia og Adolph fulgte efter. Det var en mørk Aften. Sneen faldt tæt og laa høit paa Gaden og Vinden bevægede Lygterne frem og tilbage paa de knagende Stænger.
„Det er koldt og fugtigt!“ sagde Amalia, da de vare komne ud, og klyngede sig tæt til Adolphs Arm. „Gid jeg var hjemme!“
„De har vist ikke befundet Dem vel i Aften. Det har forekommet mig, som om De stundom har gyset.“
„Der var koldt!“ svarede Amalia, sukked' og saae sig om. Bag dem, tæt ved Huusvæggene gik en høi mørk Skikkelse. „Lad os skynde os og naae Deres Broder og min Fader igjen.“
„De skjælver Amalia; skynd Dem ikke saa. De kan maaske ikke taale det.“
„Jo, jo — skynd Dem blot! — Gud i Himmelen! jeg faaer ondt!“ — raabte hun pludselig og sank om.
Adolphs Arm gav efter og lod hende hvile i den, medens han badede hendes Tindinger med Snee. Imidlertid havde den mørkklædte Mand nærmet sig. „Jeg er her til Din Hjælp, Amalia!“ raabte han den afmægtige Pige i Øret.
„Gud! Frels mig, Hr. Henning!“ hvidskede hun og vendte Hovedet bort.
„Du vil ikke Amalia? — saa skal Du! — — og tag det for Deres Tjeneste!“ raabte Manden, idet han slyngede Adolph med et stærkt Næveslag mod Gaden og ilede bort. Adolpb reiste sig strax med Amalia i sine Arme. En Stund efter blev hun bedre og vandt sig Hjem, næsten baaret af Adolph.