Bergens Mysterier/04
Fjerde Capitel.
Hr. Johnson og hans Hjem.
Den følgende Morgen sad Adolph og læste. Leopold og jeg var' gaaet ud. En hæftig Banken paa Døren tildrog sig hans Opmærksomhed og førend han endnu havde udtalt: „herein“, kom en liden Fyr hen til ham, greb hans Haand, trykkede den venskabelig og sagde:
„Nu, min gode Hr. Henning! nu skal jeg vise Dem Byens Mærkværdigheder.“
Den Talende havde et blegt Ansigt med smaa, sorte, tindrende Øine. Panden var høi og hvælvet og skjøndt han saae ud at være kun en tredive Aar, var dog hans Haar graat og tyndt.
„Hvem er De, min Herre?“ spurgte Adolph.
„Johnson. De har en saare slet Hukommelse, Hr. Henning! Jeg havde dog den Ære, at nyde deres udelukkende Selskab fast en heel Time i Gaaraftes hos min Ven, Hr. Werner.“
Adolph erindrede sig nu, at være bleven forestillet en Person, ved Navn Johnson.
„Hvor har De bestemt Dem hen idag, min kjære Ven!“ spurgte Hr. Johnson og kastede sig paa Sophaen – „en Cigar, min Ven! — Tak! og nu Fyr! — Hvad Pokker, vil De fryse Ørerne af dem; De har jo intet i Ovnen!“
Med disse Ord gik han hen og slængte tre store Stykker Brænde ind i den allerede velfyldte Ovn.
„De maa betænke“, vedblev han, „at vi har en fordømt kold Vinter her i Bergen. Østlændingerne kalde os nogle forkjælede Narre; men deres Vinter er reen; vor derimod fugtig, som en Nattaage og vel maae vi da fryse.“ Atter slængte Hr. Johnson sig paa Sophaen, lod Cigaren dampe og begyndte igjen at snakke.
„Naar vi nu har røget vore Cigarer og faaet Varme i os, saa svebe vi os godt ind i vore Peltse og vandre afsted. De maa slet ikke bryde Dem om, hvad man siger om Bergen der henne i Christiania. Vor Stad har meget mere seeværdigt end hiin næsevise Bye, der endnu slider paa sine Børneskor i Sammenligning med dens oldberømte Moder eller Tante.“
Adolph havde snart seet, hvad Mand han havde for sig og, da han vidste, at det ikke nyttet, at vise Modstand mod Personer af Johnsons Genre, gjorde han sig Umag for at stemme i den samme Tone, som hans besynderlige Gjæst.
„Jeg vil nævne Dem Adskilligt, man forgjæves søger om Mage til i Christiania. Her har vi nu Fredriksberg med sine høie, steile Mure med de smaae Huller under Muurtindingerne; med sine Salpetergange og sin dybtliggende Kilde. Men det interessanteste af alle disse svære Masser, veed De, hvad det er? De skulde knapt troe, at man kunde lægge Mærke til slige Smaaeting; men en Kjender har Øinene overalt. Over Porten sees tvende af Begsteen hugne Krigerhoveder, ligesom Kanonkugler, indmurede — barokke Prydelser, som dog gjøre et langt større Indtryk, end selve Slottet i Christiania. De stirre mod Himlen med klagende Miner, som laae de i den sidste Dødskamp og Stenens blaa Farve synes mig langt mere passende, end om det havde været Marmor, hugget af en nymodens Mester. Det er det første Sted, vi maa gaae. Dernæst ville vi besee Bryggerne. Paa en af mine Venners Stuer skal jeg vise Dem Skjøtningsstuen med Spoer efter de gamle Indretninger. Der levede Hanseaterne, indgetegne, men mægtige og deres Stat i Staten har en Historie, fuld af Romantik og Eventyrlighed. Jeg tænker De har hørt om deres Spil, disse Tegn paa Tidens vilde, barbariske Aand, om deres skjændige Opførsel mod Nordlændingerne o. s. v. Alt dette skal jeg fortælle Dem nøiagtigt, naar vi komme dertil. Dernæst skulle vi faae Adgang til Tydskekirken. De vil i den see et af de interessanteste Minder fra Fortiden. Malerier og Snitværk af beundringsværdig Nøiagtighed, Skjønhed og Betydning; Prædikestolen o. s. v. o. s. v.
Saaledes vedblev Hr. Johnson en god Stund endnu. Omsider var hans Cigar udrøgen og han førte Adolph ud. Med belevne og smidige Manerer vidste han virkelig, at gjøre sit Selskab mindre stødende, end det i Begyndelsen forekom Adolph og da de forlode Frederiksberg, saae Adolph med Fornøielse, at Johnson opfyldte sit Løfte, om at vise ham Bryggens Mærkværdigheder. Klokken var allerede over eet, da de forlode den og, da det var for seent for Hr. Johnson, at gaae hjem, at spise, tog han imod Adolphs Tilbud, at spise paa et Hotel. Efter en, ligesom Formiddagen tilbragt Eftermiddag, indbød Hr. Johnson ham til sig om Aftenen; dette saae Adolph ugjerne, men maatte tage imod Tilbudet, da han ingen egentlig Undskyldning havde.
Hr. Johnson boede paa Øvregaden i et treetaget Huus. Alt var meget kostbart hos ham. Hans Kone var et høit og skjønt Fruentimmer med en vis Melancholie i sine Træk. Hun var meget taus, og stille. Datteren Emilie syntes ganske at have taget hende til sit Mønster. Da Adolph traadte ind, sad hun og læste; men lagde strax Bogen tilside og tog sit Sytøi, hvormed hun beskjæftigede sig om Aftenen. Adolph indledede flere Gange Samtale med hende og fandt hende af en usædvanlig Dybde i Kundskaber og, da han hændelsesviis lukkede den Bog op, hun ved hans Ankomst havde lagt tilside, saae han, at det var Schillers „Cabale und Liebe“. Han studsede. Ogsaa Moderen lykkedes det ham, at sætte i et meddeslsomt Lune; men det kunde ikke undgaae ham, hvorledes meget af Hr. Johnsons fescenniske Spøg saarede dem. Efter Bordet blev der bragt Punsch ind. Johnson drak meget; men hans hele Væsen var nu som ved et Trylleslag forandret. Han var vel ligesaa snaksom, som før; men en bitter Scepticisme aandede gjennem hans Ord og tilsidst kom endog nogle fine, men bittre Spotterier med Kone og Datter, som disse optog paa en Maade, som viste, at det ikke var noget nyt for dem. — Endelig sagde Adolph Godnat. Han følte sig ordentlig lettet, da han forlod Huset med Løfte om, aldrig mere at betræde dets Dørtærskel.
Men allerede den følgende Dag overraskede Johnson ham med sit Besøg. Leopold var heller ikke den Dag hjemme og han begav sig derfor ud med ham og fra nu af var der sjelden en Dag, at ikke Adolph havde Æren af Hr. Johnsons Visit og Ledsagelse, snart hist, snart her. At den meget uegennyttige Ven brugte hans Casse, som sin egen, var noget, han ikke brød sig sønderlig om; men i større Forlegenhed følte han sig da han en Morgen traadte ind til ham og efter en meget godt spilt Rolle af den største Munterhed og „Bonaiserie“, bad ham laane sig 50 Spd.
„En liden Forlegenhed, som vi Kjøbmænd maae være belavede paa; men vi have altid gode Venner i Baghaanden. Behøver De dem tilbage før om fire eller idethøieste — virkelig idethøjeste – fem Dage?“
„Jeg maa tilstaae Dem, min Herre“, svarede Adolph, lidt alvorligere, end den gode Herre ønskede, „at min pecuniaire Forfatning ikke tillader slige Laan.“
„Hvad behager?“ spurgte Hr. Johnson med en Tølpers Frækhed og, som det syntes, halv fornærmet — „mener De — —“
„Nei, jeg mener Intet“, afbrød Adolph ham, som ansaae det for en Æressag, ikke at støde en Mand, der havde viist ham saamegen Opmærksomhed; „vær saa god!“ vedblev han og rakte Johnson den forlangte Sum.
Johnsen tog den, stak den med Ligegyldighed i Lommen og sagde et simpelt Tak. „Jeg haaber snart, at see Dem igjen!“
Med disse Ord greb han Adolphs Haand, rystede den venskabelig og gik bort. Havde Adolph hidtil seet hans Komme høist ugjerne, tænkte han nu med en Slags Gysen paa ham, hvortil især bidrog flere af hans Venners Fortællinger, om at han førte en yderst mistænkelig Vandel og, med en næsten rædsom Foragt for alle ømmere Familiebaand, gjorde sin Kone og Datter Livet til et sandt Helvede.
Men til sin Glæde mærkede Adolph, at fra nu af var Hr. Johnsons Venskab som en Drøm. Naar de mødtes, nikkede han alvorlig paa Hovedet, mumlede et „Goddag, Hr. Henning“ og gik forbi, uden en eneste Gang at prøve paa, at optage sin fordums Fortrolighed.