Bergens Mysterier/03
Tredie Capitel.
Selskabet.
Der skulde være stort Selskab hos Hr. Werner. Logiet laae paa det øvre Torv i et stort, grundmuret Huus, der, for ikke lang Tid siden opbygget, er en ikke ringe Prydelse for denne Bergens største og skjønneste offentlige Plads. Ligeoverfor boede Fru Falster, hvis tvende Døttre ansaaes for nogle af de Første, blandt Bergens Skjønheder. Om Formiddagen, tidlig, medens endnu Elise, den ældste Datter, gik og syslede omkring i Værelset, forat give det Smagens sidste Haandpaalæggelse, hørtes lette Trin ude paa Trapperne; det bankedes paa og ind traadte fire Veninder af omtrent samme Alder, som Frøkenerne Falster. Efter de sædvanlige Hilsener satte man sig og de Ankomne udtømte snart det rige Forraad af Bevæggrunde for deres Paatrængenhed. De skulde til Werners i Aften og vilde spørge, om hun ikke vilde gaae i Boutiquerne med dem.
„Og seer Du, kjære Elise!“ sagde Jomfru Brandt og pillede lidt forlegen paa sit Hattebaand, „siden jeg skal være den Første, der udtaler mig om denne delicate Sag, saa er det vor Alles Mening, at Amalia Werner bør fordunkles – — Du forstaaer: fordunkles – at hun ikke, som hidtil virkelig har været Tilfældet, tager reent Luven fra os — ha ha — det bør ikke taales — ha ha! — ikke sandt, Fredrikke? ha ha!“
„Jo det er — — ha ha — min og Alles Mening“ — svarede dem Tiltalte og, de Øvrige stemmede i med.
Nu fulgte en lang Raadslagning om, hvad man skulde vælge, hvad Coleurer, hvad Façoner o. s. v. En og anden lille Cabale indsneg sig vel i vore Fifdamers Conversation; men de smilede og loe „saa yndigt“, at, om En havde staaet og seet paa dem, skulde han have antaget dem for de godlideligste og godmodigste Personer af Verden. Da man nu atter fremkom med Forslag, om at gaae paa Boutiquerne, underrettede Elise dem om, at hun allerede havde sendt en „Sælgekone“ omkring, som snart maatte være tilbage. Virkelig kom En af disse trippende opad Torvet og stod snart i Værelset med en heel Krambod under sin korte, sorte Kaabe. Nu begyndte man, at vælge, forkaste, disputere om Rødt og Blaat, Spidst og Rundt; men denne Strid endtes med, at Jomfru Brandt, halv fornærmet, satte sig ved Vinduet og saae ud.
„Gud i Himlen!“ raabte hun pludselig.
„Hvad er det?“
„Kom hid!“
Frøkenerne og Jomfruerne skyndte sig med Næserne mod Ruden og stirrede stivt henimod det store Huus, hvor Hr. Werner logerede. En spæd, rank Kvindeskikkelse, tæt indhyllet i en Silkekaabe, svævede over Torvet, bankede paa og blev indladt.
„Hvem var det?“ – spurgte Mange paa een Gang; men „hvem var det?“ blev Svaret.
„Kjære Emma, pas paa! vi skulle som Søstre vælge for Dig“, bad de Andre. Emma stillede sig ved Vinduet. En Stund efter lød Raabet: „kom, kom!“ — Alle styrtede hen og saae den samme tilhyllede Skikkelse forlade Huset, fulgt til Dørs af Amalia selv, der meget høflig, men alvorlig, hilsede hende til Afsked.
Atter spurgte man: „hvem var det?“ — men Svaret lød atter, „hvem var det?“
Imidlertid maae vi følge Brødrene Leopold og Adolph. Aftenen kom. Hr. Werners store Sal var propfuld af Gjæster, da begge Brødrene traadte ind. Hele Salen kom i Oprør; Rygtet om deres belevne Væsen var allerede udbredt blandt de høiere Cirkler. Især syntes Damerne at komme i Hede, da de saae de skjøne, mandige Skikkelser hilse rundt til den store Forsamling, og omendskjøndt de strax begyndte den afbrudte Conversation, kunde dog Mange ikke undgaae at skotte hen til de livlige Gjæster. Hr. Werner forestillede dem som sine Venner for det hele Selskab, der strax tog sig af dem med den største Forekommenhed og Artighed. Jomfru Amalia var ikke for Øieblikket tilstede, men kom snart ind og hilsede Brødrene med en særdeles Venlighed.
„See, see!“ hvidskede Frøken Falster til Jomfru Brandt. „Kan Du tænke Dig en simplere Smag og dog har hun et Væsen, som en Dronning.“
„En Dronning? – som en Helgen!“
„Men hun er saa bleg“, svarede Frøken Falster.
„Det er' alle Helgener!“
Imidlertid stod Leopold og talede med Hr. Werner.
„Tillad mig“, sagde denne, „var De ikke for et Aar siden i Berlin?“
„Jo, min Herre!“
„Og vakte særdeles Opmærksomhed ved en Afhandling i et af de literaire Societeter?“
„Jeg tør neppe smigre mig ved nogen Opmærksomhed; men jeg skrev en Afhandling, som blev meget velvilligt optaget.“
„Jeg læste den med megen Interesse. Imidlertid førte jeg den paa Tale, forat beklage Bergens uliteraire Aand. Dog, jeg behøver ikke, at sige dem det: De vil snart opdage det. Men der er Hr. Bryning!“
Med disse Ord sluttede Hr. Werner sig til Andre blandt Gjæsterne.
„Velkommen til Bergen, Hr. Henning“, sagde Hr. Bryning og rystede Leopolds Haand. – „Bergenserne lægge bestandig deres Ho'der i Blød, forat gjøre en Fremmed Opholdet saa complaisant, som mueligt; men man maa tilstaae, at her er meget Schofelt, der først maa gaae Agterveien. Imidlertid bestræve vi os for at rense lidt efter lidt.“
Leopold saae forbauset paa den bondeagtige Skabning, med de store, brede Ausigtstræk og svarede: „Jeg finder Bergen over Forventning. I Gaar var jeg — — —“
„Ah! De var paa Thentret! Theatret er ret et complaisant Sted: finder De ikke det, Hr. Henning? – Jeg har meget tilovers for Theatret og har selv prøvet mit Talent paa Scenen med et, som jeg er tvungen til at troe, særdeles Held. Disse Prøver paa at sætte sig ind i Andres Roller give os en Fasthed i vor egen, og de kan derfor ikke nok anbefales unge Mennesker; det er mit Princip. Hele Livet er jo en Comedie. De erindrer hvad — hvem var det nu? — Constan — —“
„Constantin den Store — —“
„Constantin den Store; rigtigt, rigtigt, Hr. Henning, hvad Constans den Store sagde. — Hvad vore Skuespillere angaaer, saa maa man være tilfreds; der er lidt Scroot iblandt, det er sandt; men Forandring fornøier, siger Ordsproget. God Aften, Hr. Henning!“
Leopold saa taus efter ham og gik videre. Flere af Hr. Brynings Mønster kom nu med hæftige Samtaler om Fiskerierne; men Leopold blev snart befriet fra deres Selskab og en Candidat hilsede ham. Talen kom paa den skjønne Literatur.
„Det er en sørgelig Gjenstand, De fører mig bon paa“, sagde Candidaten, en høj, meget godlidelig Mand. „Jeg skammer mig virkelig, at tale om den. Vort hele Land er saa umyndigt som Grønland. Dets Formynder Danmark producerer en frygtelig Mængde Bøger af en ynkelig Caliber; men det veed, at Norge er et godt Marked. Ikke med saamegen Forstand og, fædrelandsk Iver, som Bønderne (de eneste, for hvem det lønner sig at arbeide i selve Landet) tage baade Herrer og Damer imod, hvad der bydes dem, sluger det, sygner og taber saaledes Kraft, baade til at frembringe og til at modtage noget værdifuldere. Man skulde dog troe at denne Skildring ikke kunde passe paa Hovedstaden; men i Sandhed, det er ikke bedre i Christiania. Det er kun den Forskjel, at man der pedantiserer en Slags Interesse, man i Grunden ikke har.“
„Og dog har Norge adskillige respectable Aander.“
„Ja vist; men Politikken qvæler Talentet hos de Fleste. Desforuten har vi jo Wergeland, et originalt Genie, men som troer, at hans hele Værd ligger i hans outrerede Originalitet. Tiden har været beruset, da den satte ham i denne Tidsalder. Om et hundrede Aar vilde han udentvivl være paa sin rette Plads. Hans Genie vilde da luttres gjennem nærbeslægtede Aander; men nu saaer han alene og visner hen. Man betragter dette ædle, kraftige Træe og kalder det snart fremmed, snart nationalt; begge Partier betragte kun Vandgrenene; den egentlige Kraftspire stirre de paa, som paa en Gaade, hvilken Efterverdenen vil oversee formedelst Vandgrenene.“
„Saavidt jeg har havt Leilighed til at kjende ham, maa seg bifalede Deres Dom. Men hvad siger De da om Welhaven?“
„Han er en af disse Underordnede, der skulle bane det egentlige Genie Veien. Han rydder Jordbunden (forat bruge et andet Billed), pløier den, men kan ikke selv saae. De har udentvivl læst hans Norges Dæmring?“
„Ja!“
„Og Deres Mening derom?“
„Et Foster af poetisk Iver uden Genie; men det har enkelte skjønne Steder.“
„Just disse skjønne Steder maatte give Haab, om at see en større Aand hos ham, end man siden har kunnet opdage. – Men der er Candidat S.. Nu skal De see et Mønster paa Norges Patrioter og – Idioter.“
Candidat S. hilsede og kom strax paa Tale om Dagens Literatur.
„Har De læst den nyeste Roman, der er udkommen i Christiania?“
„Ja! noget Jux!“
„Hvad behager? Har De ikke seet den patriotiske, ægte norske Tone, der gaaer igjennem den fra Først til Sidst?“
„En patriotisk Tone? — Nei, min kjære S.! De feiler; hvad De kalder Patriotisme er saa langt fra at være det, at Fremtiden vil vise det, at være den fadeste, barnagtigste Idee, man vel kan tænke sig, opstaae hos en Nation.“
„De har et besynderligt Princip.“
„Deres Princip er, at Norge bør staae for sig selv og i Haabet seer De allerede dets skjønne Literatur staae som en Colos, en græsk Jupiter, opreist i Nutiden, med en Majestæt og Høihed, som de meget priiste Norges „Klippeborge“. Døm De, Hr. Henning! Troer De, at Norges Digtere er istand, uden at benytte de Trin, Tiden og Udenlandet har hugget, til at stige op og hente Hæderskronen fra den spidse Tinde? — Troer De det?“
„Jeg maa tilstaae, en saadan Bestræbelse synes mig at være Vanvid.“
„Vanvid, min Herre?“ svarede Candidat S., „der er atter Udenlandets Foragt for Norge; men Norge kan staae paa egne Been. Vi har et originalt Land; vi har et gjenfødt Land, og vi ville snart have en original Literatur og en gjenfødt Literatur. Denne klagende, denne simple, naive, uskyldige Sagntone, der gaaer igjennem hele Norges Natur, skal ogsaa aande gjennem Norges Literatur og Poesie og Norge skal have Hundreder at opvise, som staae ved Siden af, ja høit over Udenlandets Heroer. – God Aften, mine Herrer!“ – og dermed gik han bort i Extase.
„Besynderlig Vildfarelse!“ udbrød Leopold.
„Utilgivelig Vildfarelse!“ – sagde Candidaten. – Men jeg maa nok og sige „en Godaften!““
Adolph havde imidlertid converseret Damerne og allerede hørt en heel Cronik over Dragter og Forlystelser, hvor man skulde hen den Aften, hvor man havde moret sig der og der, den Aften og den Aften o. s. v.
Paa Opfordring satte Jomfru Karlsen sig til Pianoet. Det var et høit Fruentimmer, med et muntert, lovende Ansigt. De smaae, hvide Fingre løb' med en beundringsværdig Lethed og Ynde henover Tasterne; men hendes Stemme, hvormed hun især skulde excellere, var vistnok skjøn, dog laa der en hæs Resonanz bag de lette, velklingende Toner, som skadede de andre Fuldkommenheder, og som selv ikke den ypperlige Smag, hvormed hun producerte de smaae, velvalgte, svenske Sange, ganske kunde oprette. Imidlertid hviskede Damerne „guddommeligt!“ og Herrerne stod i taus Beundring.
Amalia Werner, der havde været ude, kom nu ind. Hun satte sig strax ved Claveret og lod Jomfru Karlsen vælge Noder. Nogle langsomme Præludier stemte det hele Selskab til et blidt Veemod og hun slog det første „Amorose“. Gjennem nogle lette Triller steg hun i Discanten til en behagelig, munter Melodie; men atter sank Noderne; de forte Tangenter blinkede under hendes hvide Fingre og Tonerne trak sig tilbage til sorgmodige, let accentuerede Accorder og, medens Discanten efterlignede et tungsindigt Echo, slog Bassen den harmoniske Treklang, som nærmede sig Psalmetonerne i Dybde af Følelse og Religion. Men pludselig forandredes Tempoet: „spirituoso“ vrimlede Tonerne og endtes med et kraftigt, mangetonet Greb. Sangen begyndte. Hvilken heldig Forening af Natur og Kunst! Fra de skjønne Instrumentaltoner hævede sig den yndige Piges Sang, liig en Fugl, der flyver qvædende over Vandspeilet, naar Aftensolen leger med Bølgerne, der hviske hvad Naturen føler og drømmer.
Et dybt, langt Suk fra det hele Selskab og en lang Pause fulgte; hun reiste sig, bukked' alvorlig til det overstrømmende Bifald, der gjenlød i Salen og sluttede sig til de andre Damer. Hun satte sig taus ved deres Side og lod Blikket flyve omkring i Værelset. Det standsede paa Adolph Henning, der sad i en Krog, med Haanden til Kind og Armen hvilende paa en Consol. Hans Øine havde tankefuldt hæftet sig paa Amalia Werner; men hendes Blik vækkede ham, han reiste sig og blandede sig i den nærmeststaaende Klynge.