Bergens Mysterier/02
Andet Capitel.
Theatret.
„Og nu til Forlystelser, kjære Leopold!“ sagde jeg den følgende Dag, da han aflagde mig det første Besøg. „Iaften paa Theatret. Der gives „Ørkenens Søn“, et meget rost Stykke."
„Troer Du ikke, jeg kjender det? Jeg har seet det i Tydskland og Danmark flere Gange. Det er et Product, der viser, at Forfatteren har valgt et feilagtigt Medium for sit store poetiske Talent, ligesom Handlingens Tidspunct slet ikke egner sig for Theatret. Jeg hylder Herders Theorie: Er Handlingen for langt adskilt fra os, baade gjennem Tid og Sted, saa kan Stykket interessere, men aldrig fornøje. Dog lad' os gaae derhen! Jeg haaber ved Eders norske, kraftige Sprog, at faae Erstatning for det bløde Sprog, jeg plagedes med i Kjøbenhavn.“
„Du faaer, at see“, tænkte jeg.
Om Aftenen førte jeg ham og hans Broder, Adolph, paa Theatret. Adolph var en skjøn Yngling, fuld af Liv og spillende Vid.
„I komme udentvivl, at vente en god Stund paa Teppets Opgang“, sagde jeg, da vi havde taget Sæde, „Imidlertid kunne I fordrive Tiden paa en meget morsom Maade. Betragt blot Publicum.“
Ved sin Moders Side stod en tyk Person, med et dumt Ansigt og grove Manerer. En af hans Venner udtalte hans Navn. Han hævede Ansigtet, slog sin Haand i den Ankomnes, en temmelig liden Fyr, med Briller og Stok og klædt i en lysegrøn „Sækkefrakke“. Som saaledes Lysekronen skinnede ham lige i Ansigtet, saae man de „bøseste“ Træk, man kunde forestille sig. Begge Vennerne toge hverandre under Armen og, uden at slippe deres fortrolige Tag, trængte de sig imellem Bænkene hen til en Flok unge Damer. Blandt disse var der en tyk, bredkindet Pige, som almindelig ansaaes for en Skjønhed. Hun havde hidtil siddet rolig; men neppe saae hun Vennerne i sin Nærhed, førend hun sprang op, aabnede sin brede Mund og henvendte en lang Række af Ord mot Brillepersonen. Brillerne hævede sig ved et Griin paa Næsen, som i Forening med en Piring med Øinene skulde antyde et Smiil; han bukkede dybt og frembragte en grov Lyd, som hørtes Theatret rundt. Nu kom en liden Vims tilflyvende med Handskerne i Luften og Frakkeskjøderne slaaende paa høire og venstre Bænk. Han forenede sig med de tvende Foregaaende og caresserede en Dame, som sad i Nærheden, loe og snakkede i et væk og stod endelig en Stund rolig, for gjennem Lorgnetten, at lade Øinene flyve om til Balconens Personale. Imidlertid havde vor første Helt stillet sig ved sin Dames Side og ageret den Belevne, ved at opregne Navnene paa det hele Publicum fra Parterre til Balcon, fra Høire til Venstre og derunder meget ivrig maneuvreret med de hvide Handsker, som kun lidet passede til de tykke, røde Hænder, der førte dem. Brillepersonen, Hr. Myhler, øvede ogsaa med stor Iver sine Taleorganer, og medens han af alle Kræfter søgte at gjøre Bukkene gratieuse og „Tornuren gentil“, hviskede Vimsen til sin Dame. Denne nikkede med en Latter og hiin satte Hælen i Gulvet med et Brag, som fik det hele Publicum til at stirre ned paa ham. Mængden rynkede Panden, men han fandt snart Ligesindede og hele Huset gjenlød af Trampen og hist og her udbrølede Raab: „Dækket op, Dækket op!“
En Stund efter var Larmen forbi; men Teppet hang endnu stille. Orchestret begyndte at spille.
„Hvad synes Du?“ sagde jeg til Adolph, som havde sat sig ved min venstre Side; men han stod opreist og stirrede henover til en Bænk, der stod lidt bagenfor Dandyflokken — „Nu, Adolph! hvem er Maalet for saa begeistrede Blikke?“
Han smilede og svarede ildfulldt: „Jo, det skal jeg sige Dig! seer Du den lille Blondine i de sorte Klæder derhenne: Der sidder en aldrende Herre, ligeledes i Sort, ved hendes Side.“
„Det er Arvingen til en meget riig Proprietair, der er kommen til Byen, forat more sig i Vinter. Datteren har været flere Aar udenlands og gjorde Opsigt ved sit Talent til Musik paa flere Steder, især i Berlin, hvor hun uddannede sig ved en Venindes Veiledning og sang med fast uhørt Bifald i alle høiere Cirkler. Hun er aandfuld, men lidt sværmende.“
„Sværmende! — I Normænd ligge indefrosne mellem Iis og Snee og kalder hver Sommerfugl, der prøver sine Vinger i Phantasiiens Vaar, for sværmende. Frys' I i Jert Iishylle, men dadl' ikke den, som har indre Varme nok, tilat trodse Natur og Vedtægt. – Men apropos! Hvordan kjender Du hende saa godt?“
„Amalia Werner kjender jeg, fordi min Fader var en Ven af hendes Fader, den Høie, ranke, sortklædte Person, som sidder tæt ved.“
„Ja, et deiligt Ansigt og et skjønt Haar,“ faldt Leopold os i Talen.
„Men man siger dog, at hun har været smukkere. Hendes Moder er død for nogle Maaneder siden og hun er bleg og lidt mager.“
„Nei, nei!“ sagde Adolph heftig, „hun har ikke været smukkere. Var Kinden en Linie fyldigere, vilde hun være hæslig, i Forhold til hvad hun nu er. See denne liliehvide Hud til dette klare, blide, men bestemte Øie, disse yndigt buede Øienbryn, disse Læber, dette fromme forstandige Smiil, halvt veemodigt, halvt drømmende, som ligger i Mundkrogene — og alt dette vilde endog den fineste Rødme eller Fyldighed forstyrre. Det er et Helgenbilled' og havde Raphael seet disse Læber, skulde hans Madonna have været endnu smukkere end hun er.“
„See, see, kjære Broder! det er poetisk — men Leonard! Du er dog ret uhøflig; hører Du ikke, at Adolph beder Dig, føre ham hen til hende, at han kan lægge sit Hjerte for hendes Fødder?“
„Hys, hys, Broder!“
„Hys — Teppet gaaer op!“
„Skjønne Decorationer!“ hvidskede Leopold, „Belysningen heldig — — see, en god Holdning! – – – men for Pokker!“ raabte han og sprang op fra sin Plads – „atter det klæsende Danske!“
„Hys Leopold!“ faldt Adolph ind med Hvisken; „vent blot rolig til Acten er forbi, saa introducerer Leonard os i Amalias Familie — ikke sandt?“
„Jo; men vær' stille! I henvende Opmærksomheden paa os.“ Endelig var Acten tilende. Jeg førte Brødrene hen til Stedet, hvor Hr. Werner sad og representerede ham mine Venner: Med denne ædle Anstand, som er ham egen, modtog og besvarede han deres Høfligheder og en Stund efter sad han fordybet i en Samtale om Theater og Publicum med Leopold, medens Adolph og jeg solede os i Amalias Elskværvighed. Men jeg kunde dog ikke nægte mig den Førnøielse, at lytte til nogle af Hr. Werners Bemærkninger.
„Angaaende Skuespillerne,“ sagde han blandt Andet, „er Nogle blandt dem agtværdige Kunstnere, medens Andre ere saa daarlige Subjecter, at jeg forundrer mig over, hvor man kan taale dem. Men i eet stemme de dog Alle overeens, i deres Foragt for Publicum og Foragt for enhver norsk Interesse. Danske af Fødsel have de med Modermelken inddrukket Kjærlighed til Danmark, som deres Fædreland. Næsten alt, hvad Norge tilbyder dem, strider imod deres Særvaner og Principer og derfor kan Publicum blot dadle sit eget Valg, naar det klager over de utallige Mangler, der finde Sted. En af de væsentligste er dog deres Ligegyldighed for norsk Kunst, saavel paa Scenen, som i Literaturen.“
Flere af Hr. Werners Yttringer vil jeg ikke anføre. Da jeg vendte mig om, sad Adolph og Amalia i en livlig Conversation og nogle Skridt til Siden stod en Flok unge Mennesker, som kastede Øine paa min tydske Ven, der straalede af Misundelse. Familien Werner var meget selskabelig og der gik en Tone gjennem dens Omgang, der virkede med en Slags Tryllekraft paa den hele Fornemme Verden. Især havde Datterens Skjønhed og Ynde samlet en Mængde Tilbedere omkring hende og om hun ikke fyldestgjorde Nogen i den Grad, som de vare vante til hos det øvrige smukke Kjøn, vidste hun dog, med sit belevne og frie Væsen, at holde dem fangne; men uden ringeste Stræben fra hendes Side.
Da Comedien var tilende, indbød Hr. Werner mine tydske Venner, at besøge ham den følgende Aften; de lovede det og, at de holdt deres Løfte, behøver jeg neppe at sige.