Bergens Mysterier/01
Første Capitel.
Nogle Linier af min Ven, Leopold Hennings, Brev.
Göttingen, den 15de Februar, 1845.
Efter de ufordelagtige Begreber, jeg havde faaet om Bergen i Christiania, vil jeg tilstaae Dig, at jeg nærmede mig Din Fødebye med Intet mindre, end høie Forventninger og det var derfor i et temmeligt slet Lune, min Indkjørsel gjennem Stadsporten skede – et Humeur, der ingenlunde oplivedes ved de første Betragtninger, der paatvang sig mig; og hvordan kunde det være anderledes, naar jeg rundt omkring saae lutter aabne Kirkegaarde og Fattighuse. De Første havde ikke engang et Træ, der kunde befrie en from Datter fra spottende Blik under hendes barnlige Andagt ved en hensovet Moders Grav og ikke et eneste smagfuldt, for ikke at fordre pragtfuldt, Minde, der talte om taknemmelig Ihukommelse af den kjære Døde; kun Kors ved Kors og Grav ved Grav.
En Stund efter kom jeg til Latinskolen, en, som mig syntes, uhyggelig Bolig; dernæst forbi Domkirken og Korskirken til Torvet. Hvormeget jeg end var stemt til at karrikere Alt, hvad jeg saae, kunde jeg dog ikke undgaae, at smile bifaldende mod den livlige Udsigt, der aabnede sig for mit Blik: den dunkle, skibdækte Søe, hvortil Askefjældene dannede en dunkelanstrøgen Ramme, medens Bryggerne og Stranden omfattede den paa begge Sider. Tydskebryggerne hilsede mig som Reminiscenser fra Lybeck og Hamburg, fulde af Liv og Virksomhed og over de vippende Stænger hævede sig Walkendorfstaarnets svære Masse. Dette interessante Minde om Fortids Stordaad vakte en Tankerække hos mig, som næsten ganske betog Bergen det flaue Hverdagspræg, hvormed mine forudmodtagne Ideer stemplede det og naar jeg nu atter saae mig omkring paa det store Torv med de hvide og, om ikke elegante, dog ganske smagfulde og hyggelige Boliger og saae det Liv, der overalt kom til Yttring, havde Byen allerede faaet disse mangesidige Interesser for mig som just ved deres Mangfoldighed, danne de Momenter, som gjøre, at en Bye har større Tiltrækningskraft paa Rejsende, end en Anden.
Mine senere Erfaringer beviste mig, at Christiania i mange Henseender staaer under Bergen, men i En lidt over den, i videnskabelig nemlig; men i Virkeligheden kun lidet, som jeg senere skal bevise. Derfor kan jeg ingenlunde sige, at hiin Bye var mig behageligere end denne. Det er, som om Bergen har beholdt en Rest af Fortidens Hjertelighed; maaskee vil man kun finde faa Steder, der har et mere hyggeligt Familieliv end Bergen; og dette er det Første, en Reisende søger. Ligeledes er det overalt travle og virksomme Liv et Tegn paa Velstand – et Indtryk, Christianias Pyntesyge og Stads ikke kan frembringe. Hiin Hygge, jeg omtalte, er ligesom et indre Malerie, som Mindet underlægger det Ydre og hvorfra det Sidste faaer sit originale Udtryk og Værd. Christianias slebne Sæder og Videnskabelighed danner kun et ydre Billed' uden indre Betydning. Dens Indbyggere har paa en Maade tilegnet sig den lette, overfladiske Verdenstone, der gaaer gjennem det daglige Omgangsliv i Europas større Stæder, uden at have disses literaire Iver og dybtgaaende Interesser. En temmelig stor Deel af Studenterne i Christiania ere nogle tomhovede Dandyer, der practisere deres i Grunden intetsigende Kundskaber og flaue Schulwitz gjennem Pedanterie eller Galanterie, hvilken sidste som oftest gaaer over til Lapserie. Du finder næsten ingen æsthetiske eller videnskabelige Foreninger og derfor er Studenterlivet et Lediggjængerie, der qvæler al sand Aandighed og udslukker de faa og smaae Kundskabsstjerner, Skolelivet antændte og derfor seer man og de Mange, der gaae som Studenter deres hele Liv igjennem, Aar efter Aar fjernende sig fra ethvert høiere Maal paa den academiske Bane.