Hopp til innhold

Bemerkninger ved Grændsebestemmelsen mellem Norge og Sverige i anden Halvdeel af det 13de Aarhundrede

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Bemerkninger ved Grændsebestemmelsen mellem Norge og Sverige i anden Halvdeel af det trettende Aarhundrede.[1]

For alle Oldforskere, der have gjort Nordens ældre Jordbeskrivelse til Gjenstand for nøiere Studium, maa Udgivelsen af dette høist merkelige Document være yderst kjerkommen, og jeg udtaler vistnok enhver sand Oldtidsvens Følelse, naar jeg paa egne og Andres Vegne bevidner den høitagtede Udgiver vor Tak, saavel for den nøiagtige Udgivelse i og for sig, hvorved Skriftet er bragt til Publicums Kundskab og reddet fra Undergang, som for det Apparat af lærde Anmerkninger og Undersøgelser, hvormed han har ledsaget det. Jeg vilde ikke have fundet det beskedent at fremkomme med disse Tillægsbemerkninger, hvis ikke Udgiveren selv paa en vis Maade havde opfordret dertil, og deels mit ved Afskrivelsen af de gamle norske Love erhvervede Kjendskab til flere Codices, deels min fleraarige Syslen med Kartarbeider over Norge havde sat mig istand til at meddele et Par Notitser, der maaskee ikke ville findes at være uden Værd.

Først og fremst er det af Interesse nærmere at undersøge den Codex, i hvilken Skriftet oprindeligen har staaet. Det findes nu i Pergamentshaandskriftet No. 114 a. qv. i den arnamagnæanske Samling. Oprindeligen har det dog, saavelsom Cod. Membr. 733 qv., udgjort en Deel af den smukke Lovcodex No. 322 folio, der er lagt til Grund for den trykte Udgave af Magnus Lagabøters Gulathingslov [fra 1817]. Dette kan skjønnes af flere Bemerkninger fra Arne Magnussøns egen Haand, sammenholdte med Catalogen over Haandskriftsamlingen. I Codex 322 bemerker han, at han fik Bogen af Biskop Worm; paa en Seddel i 733 har han antegnet: „þetta Kalendarium stóð fyrrum í Gulaþingsbókar volumine er ek fékk af biskupi Worm, hvarí ok er Hirðskrá og Kristinréttr, item borgararéttr Hákonar konungs“. Af en foran i 322 indheftet Seddel, jævnført med Kalendarium, sees det, at Bogen har indeholdt: 1, Hirðskrá, 2, Borgararetten, 3, nogle Breve paa Latin, 4, „Jólaskrá“, 5, „Computistica quædam“, 6, et Kalendarium, 7, Noget til Missalet henhørende, 8, Kristenretten (ældre Frostathings), 9, Om Aager, 10, Gulathingsloven, 11, Bergens Bylov, 12, Retterbøder, 13, Norges Grændseskjel mod Sverige, 14, Et Angrebsskrift mod den norske Geistlighed (Anecdoton), 15, Norges Grændseskjel mod Rusland, 16, Om Imbrudage, 17, Retterbøder med en nyere Haand. Nu findes i 322 selv kun Hirðskraa, Borgararetten, Kristenretten, Stykket om Aager, Gulathingsloven, Byloven og Retterbøderne eller No. 1, 2, 8—12; det øvrige, paa Kalendariet, der er blevet No. 733 qv., Jólaskrá (738 qv.), de latinske Breve, det Computistiske og Missalet vedkommende, der savnes (3—7), og de under 17 anførte Retterbøder nær, altsaa 13—16, udgjør netop Indholdet af Cod. 114, saa at man ei kan tvivle paa, at Sagen forholder sig saaledes, som her antydet. Til yderligere Bestyrkelse tjener den Omstændighed, at Begyndelsen af Grændseskjellet, som af Udgiveren (S. 157) bemerket, ogsaa findes i Cod. Arnamagn. 60 qv., der ei alene er skreven med samme Haand, som Hovedmassen af 322 f., men endog tydeligen viser sig at være en Reenskrift af denne. Man har flere Exempler paa, at Arne Magnussøn saaledes deelte de af forskjelligartede Stykker bestaaende Codices i flere, og at han har regnet 114 og 733 blandt Qvarterne, 322 blandt Folianterne, maa kun ansees som en Vilkaarlighed af ham, thi Formatet er aldeles det samme i alle tre Nummere.

Betragter man nu nøiere Indholdet af den oprindelige Codex og de Hænder, som deri forekomme, erfarer man: at Hovedmassen, nemlig Gulathingsloven, Borgararetten, Byloven og tre Retterbøder, er skreven med en smuk Fracturhaand fra K. Haakon V. Magnussøns seneste Tid, omtrent ved 1318 eller 19. Hirdskraa er skreven med en noget yngre Fracturhaand og slettere Orthographi. Stykket om Imbrudagene er ligeledes skrevet med Fractur, men som mere nærmer sig den islandske Form. Kalendariet, hvoraf et vellykket Facsimile meddeles i Langebeks „Scriptt. rer. Dan.“, T. V. S. 284, er skrevet med en stor og smuk Fractur. Derimod er Anecdoton og Grændseskjellet mod Sverige skrevet med een og samme Haand, en rask Cursivhaand omtrent fra Midten eller 2den Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede. Denne samme Haand, eller idetmindste en meget lignende, har og senere anmerket enkelte anseede Personers Dødsdage paa Kalendariet. Disse Antegnelser ere af Langebek paa føromtalte Sted meddeelte i Artiklen „Fragmenta tria Necrologica Norvegiæ“ (Scrr. V. pag. 384—386). Nu er det høist paafaldende, at de Personer, hvis Dødsdage saaledes findes antegnede, alle, paa Kongerne Magnus Lagabøter og Sønnen Haakon samt dennes Dronning Eufeimia nær, høre til eller vedkomme den berømte Gizke- eller Bjarkø-Æt, hvis Hoved paa den Tid Drotseten Hr. Erling Vidkunnarsøn var. De ere nemlig:

1. Gregorius Andressøn, død 3die Januar.[2] Han var en Broder af Fru Gyrid Andresdatter, Hr. Vidkund Erlingssøns Hustru, og saaledes Morbroder til Hr. Erling Vidkunnarsøn.

2. Fru Ingeborg Erlingsdatter, død 14de Januar. Hun nævnes i Hr. Bjarne Erlingssøns Testamente og var sandsynligviis hans Syster.[3]

3. Hr. Vidkund Erlingssøn, Bjarnes Broder og Drotsetens Fader, død 1ste Mai 1302.

4. Andres Bjarnessøn, død 4de Juli. før Faderen, Hr. Bjarne til Bjarkø.

5. Hr. Bjarne Erlingssøn, af Bjarkø, død 7de Juli 1313.

6. Svein Sigurdssøn, død 27de Aug., ogsaa kaldet Svein Klerk, Fehirder i Bergen og Søn af Hr. Sigurd af Hváll i Sogn; han kalder selv udtrykkeligen Drotseten Erling sin Frænde i et Gavebrev af 1ste Januar 1330, hvorved han skjenker ham Trediedelen af sin Fædrenegaard Hváll.[4]

7. Fru Gyrid Andresdatter, død 25de October 1323, Drotseten Hr. Erlings Moder.

Det synes paa Grund heraf ikke at være nogen dristig Slutning, naar vi antage, at Bogen oprindeligen har tilhørt Hr. Erling Vidkunnarsøn og er skreven af Geistlige i hans Tjeneste. Dette forklarer os ogsaa, hvorfor Anecdoton her er optaget, thi Erling hørte til en Familie, der ved flere Leiligheder viiste sin Hengivenhed for Kongehuset og Opposition mod Geistligheden. Hans Farbroder Bjarne betragtes som en af de fornemste Ophavsmænd til de Geistligheden under K. Erik Magnussøns Mindreaarighed tilføiede Fornærmelser og bandsattes som saadan af Erkebiskopen; om hans Myndighed mod Geistligheden vidner ligeledes det merkelige Diplom hos Thorkelin, II., 124, og som Opponent mod Geistligheden nævnes Erling selv i det i „Samll. til d. n. F. Spr. og Hist.“, V. S. 354—359 meddeelte Brev. At en saa høitstaaende Mand som Hr. Erling nok kunde ønske at have Landets Grændseskjel optegnet, især paa en Tid, da Foreningen med Sverige maaskee kunde bringe det i Forglemmelse, var i sin Orden. Hans Stilling som Eier af Bjarkø og meget Gods i Landets nordligste Dele maatte og gjøre det magtpaaliggende for ham at have Grændseskjellet mod Rusland, hvilket er skrevet med en noget forskjellig, men samtidig Cursivhaand. Da Svein Klerk, der i Kalendariet omtales som død, endnu levede i 1330,[5] og Erling Vidkunnarsøn selv, der døde 1355, ikke nævnes, og altsaa maa antages levende paa Nedskrivningens Tid, maa denne sættes mellem hine Aar, 1330 og 1355.

Erling Vidkunnarsøns fornemste Sædegaarde vare Stofreim (nu Storeim) i Nordfjord, Gizke paa Søndmøre og Bjarkø i Nordland. Paa et af disse Steder maa Codex altsaa antages at have været opbevaret. Men for Bjarkø isærdeleshed taler baade den Omstændighed, at Grændseskjellet mod Rusland findes anført, og fornemmelig en Antegnelse fra 1550 ved Hirdskraaens Slutning af Jon Simonssøn, Lagmand paa Agder, hvori han bemerker, at han fik Bogen af sin Broder Hans Simonssøn, der havde været Kannik i Throndhjem og Kirkeherre (ɔ: Sogneprest) i Salten i Nordland. Er Bogen altsaa kommen fra denne Egn, er intet rimeligere, end at den i de senere Tider har været opbevaret ved Stegens Lagstol, og at vi saaledes her have den selvsamme „Steige Lovbog“ for os, efter hvilken Lagmanden Paul Helgessøn forfattede sin af Udgiveren S. 157 omtalte Oversættelse, og hvori han, ifølge sit sammesteds anførte Brev, finder det gamle norske Maal „meget mørkt og sommesteds ulæseligt“. Dette bestyrkes endydermere af den Omstændighed, at paa de Par Steder, hvor der i Originalen ere nogle Bogstaver bortslidte, nemlig i Udgavens L. 16 og 17, S. 166, ogsaa i hans Oversættelse findes aabentstaaende Rum. Er dette saaledes den eneste fuldstændige Afskrift af Grændsebestemmelsen, der i flere Aarhundreder har existeret, maae vi saamegetmere prise den gode Genius, der har vaaget over dens Bevarelse, og takke Udgiveren, fordi han har gjort dens Undergang umulig.

Hvad Grændseskjellet selv angaaer, da er det klart, at det bestaaer af 6 Hoveddele, nemlig 1, det ældre Grændseskjel mellem Gautland og Norge, der og findes i Cod. 60 qv., og som endes S. 160, L. 4 f. n.; 2, det nyere, vidtløftigere Grændseskjel mellem Gautland og Norge, der begynder S. 160, L. 3 f. n., og ender med Navnet Styllaugr (Styrlaugr) Eigilsson, S. 164, L. 9 f. n. Det første af disse naaer blot fra Nødinge til Lee, det andet til Grimufos, et Par Mile nordenfor Lee-Søen. 3, Grændseskjel fra Straum i Jæmteland sydefter til Lee; begynder S. 164, L. 8 f. n, med Ordene: „þetta var boret ok suoret“, og ender S. 166, nederst. 4, Omtrent samme Grændseskjel, dog kun til Trollagröf og med flere Afvigelser, tilligemed Beretningen om Herjedalens Bebyggelse; S. 168. 5, Jæmtelands Grændse, S. 170. 6, Grændsen fra Kulublik omtrent ved det nuværende Røs No. 57, nordefter til forbi 125 over mod Dalarne eller fra Eidskogen til Særna, S. 172, L. 1—20.[6]

Grændsebestemmelserne No. 1 og 2 stemme i det hele taget overeens. Fra Nauðingjaá, nu Nødinge-Aa, ikke langt fra Gøteborg, beskrives først Grændsen mellem Ránríke og Gautland. No. 1 springer lige fra Nauðingjaá til Rauðhellisfjall, No. 2 nævner derimellem Gamlistígr. Begge have nu Akrvík, Aur og Aura (Auro, ikke Amo, S. 162, L. 7 f. o.). No. 1 gaaer fra Aura over Aurflá (Aur-Flaaene, ɔ: Sumpene) til Galgasaur, No. 2 over Sterall- eller Strallheiði til samme Sted. No. 1 gaaer derfra over Mosafötrinn, No. 2 over Bjarnáss og Stígsáss til Röðina við Rauðumýri, hvilket Sted maa søges omtrent midtveis mellem Gøteborg og Norges nuværende sydøstlige Spidse, og saaledes ei kan være Røgden i Vermeland. Paa samme Maade fortsættes Grændsen nordefter, og stemme begge Grændseskjel i følgende Navne: Kýrfjall, Skarnhella eller Skranhella, Kverndølabekkr (see Var. af 60 qv.), Reiná, Reinsjór, Eikavatn, Svartabekks, Svartabrands- eller Svartabratts-løkr; Holmavatn, Fiskibekkr, Langisjór; Fylsbekkr, Helgatjörn, Bjarnsundit í Langavatni, Langbräarnar eller Langklappirnar (klöpp, nu „Klop“, er nemlig en Stokkebro lagt over en Sump, see Beretningen om Magnus Barfods Død); Þíðuós eller Þjóda-tjörn,[7] der ikke kan være Tidaaen heelt henne ved Mariestad, men fremdeles maa søges paa Bohuslens Grændse og formodentlig er en ubetydelig Indsø; Búðarbekkr (efter 60 qv.), Brotabekkr, Gipa, Gipsjór, Veðilbekkr, Kornsjór nyrðri. Til nærmere Bestemmelse af alle disse Navne udfordres vidtløftigere Karter end det Hermelinske og de øvrige, Sverige endnu er i Besiddelse af. Den nu stedfindende topographiske Opmaaling af Landet vil her afgive vigtige Resultater. Saameget synes dog aldeles sikkert, at den anførte Grændse væsentligen er den samme, som den nuværende mellem Bohuslen og de østenfor liggende Landskaber, og at intet af de nævnte Punkter er at søge langt herfra.[8]

Ved søndre Kornsjø ender Bohuslen og begynder den nuværende norske Grændse, hvorover der gives meget nøiagtigere Karter, end der endnu for Tiden existerer over Bohuslen. Jeg kan saaledes her paa en Strækning, hvor de ved Norges geographiske Opmaalings Archiv opbevarede Specialkarter stod til min Raadighed, tilveiebringe fuldstændigere Oplysninger.

Sundit við hauginn (1) eller sundsbrú (2), som nævnes strax efter Kornsjø, er, som Udgiveren rigtigt antager, Sundet og Broen i nordre Kornsjø, der endnu kaldes Haugsundsbro.

Bokena i No. 1 og bækena i No. 2 ere begge Feilskrift for Bokána, 2: Bog- eller Bok-Aaen, der endnu danner Grændsen og løber ud af Bok-Søen, i No. 1 urigtigt kaldet Botsjor. Ørnholmen (No. 2) maa ligge i Bok-Søen.

Upvatn i No. 1 er feilagtigt, rigtigt derimod Varianten af 60 qv. Ulfvatn, der optager Ulvaaen (Ulfána) ved Ulfárósit No. 2). Ulve-Vandet, lidt nordenfor Boksøen, danner endnu Grændsen.

Bosterotjörn (2) er ikke Porskjernsrøset, som dertil ligger altfor langt mod Nord; det heder derimod endnu Bustero-Tjörn og optager en lille Bæk fra det strax nordenfor liggende Tjørn Fiskeløs (Fiskleysa); begge ligge noget indenfor den nuværende Grændse ved Røserne No. 14 og 15.

Røyðuvatn, Reyðuvatn (af reyða, nu Røye, et eget Slags rød Ørred) kaldes nu Røivand og ligger i Grændsen. Stafninn (ikke Stafuinn) maa være omtrent det samme Sted i Store-Lee-Søen, hvor nu Røset 19 er anbragt, og Kollufjall Koll-Øen i Lee-Sø.

Gaardene Rífa (Rive), Holt, Flataland (Flateland) og Krossbør (Krosby), hvorfra Vidnerne i No. 2 skrives, ligge alle i Aremark Hovedsogn, der naaer fra Grændserøset No. 3 eller Bok-Søen til 19 eller Store-Lee.

Holbekkr (S. 164) er Hulbekken, ved Hulbeks Røs, No. 28, en Miils Vei nordenfor Koll-Øen i Lee.

Slæðakleif, nu Slaklev, ved Slaklevs Røs No. 29.

Rúnafuran maa være et Furutræ, hvori Runer ere indristede.

Hvítaberg er næppe det Hviteberg, der, som Udg. rigtigen bemerker, ligger mellem Galtedalsrøset No. 34 og Stenen i Grindefors No. 38, thi det maa efter Grændsebestemmelsens Ord ligge søndenfor Slóðrufors, og dette Slóðrufors er et Vandfald i den nuværende Sloraa, ved Sloreberg, omtr. ved Røset No. 30.

Aurriða-Vatn, ligefrem Ørred-Vandet, er maaskee, som Udg. bemerker, en af Hurr-Søerne, maaskee og et eller andet ubetydeligt Vand paa Rigsgrændsen.

Grimufoss kan og læses Grinnifoss, hvilket endnu bedre stemmer med det nuværende Grindefors ved No. 38.

Fra Lee til No. 32, lidt nordenfor Slóðrufors, dannes Grændsen af Ødemarks Annexsogn til Aremark; mellem 32 og 38 af Rødenes Hovedsogn. De i det her anførte Vidnesbyrd nævnte Gaarde, Kirkjubør (nu Kirkeby), Eng, Grenimörk, ligge alle i Ødemark; Stufsruð eller Stufuruð derimod i Rødenes Sogn.

Det er saaledes klart, at Grændsen fra Boksøen til Grindefors i ældre Tider næsten aldeles var den samme, som nu. Kun i Egnen ved Røserne No. 14 og 15 samt 28 bøiede den lidt længere ind mod Vest.

Merkeligt er det, at Grændsebestemmelsen nu slipper for en ikke ubetydelig Strækning, nemlig langs Rømskogens, Sidskogens og en Deel af Eidskogens Sogne, eller fra Røset No. 38 til 57. Fortsættelsen, omtrent fra 57 til Herjedalens Begyndelse, anføres, som oven bemerket, først under No. 6, eller tilsidst. Aarsagen er ikke let at udfinde, med mindre man skulde troe, at det endnu paa den Tid, da Grændsebestemmelsen affattedes, ikke var ganske afgjort, hvilket af Rigerne der kunde tilegne sig Vermeland, idetmindste den vestligste Deel. Virkelig synes det under No. 3 anførte Grændseskjel fra Straum af og sydefter at antyde en saadan Usikkerhed, thi medens No. 2 fortsætter Grændsen et Stykke nordenfor Lee, altsaa mellem Marker og Vermeland, og No. 4 det speciellere og virkelig overholdte Grændseskjel for Jæmter og Helsinger (þetta landamæri hafa Jamtar ok Helsingjar haldit siðan löndin váru bygð, S. 168) ikke længer end til Trollegraf, gaaer No. 3, hvilket vi kunne kalde det ældre eller Lodins Grændseskjel (Lodin opgik nemlig dette Raamerke paa en Tid, da Ingen i Straum endnu kunde Fadervor) fra Trollegraf sydefter ligetil Thingvalle-Øen i Venern og derfra tversover vester til Lee, hvor netop Vermeland og Dalsland støde sammen, hvorved det altsaa aabenbar strider mod No. 2, idet det gaaer langt udenfor mod Øst. Ogsaa er det merkeligt, at dette Grændseskjel, saalænge det vedkommer Jæmteland og Herjedalen, endnu gaaer saa temmelig i Detail, men hvor Herjedalen slipper, gjør betydelige Hop — Feimufjöll — Frengsendi — Þingvöllr — Lee — landsendi; hvilket klarligen synes at antyde, at Vedkommende, uden at ville indlade sig paa nærmere Detail, hvor de ei vare kjendte, kun fremsætte et almindeligt Sagn om Grændsens omtrentlige videre Retning, medens deres Erklæring, heller at ville falde end give efter, vidner om, at Tvist herskede angaaende denne Sag.

Det ovenomtalte Stykke, for hvilket ingen nærmere Grændsebestemmelse findes, udgjør omtrent 4 Mile. Der er dog ingen Grund til at antage, at den ældre Grændse her har været synderlig afvigende fra den nuværende, saamegetmere som der her findes store, i ældre Tider sikkert uveisomme, Skovstrækninger, hvorom ogsaa Navnene Rømskogen (Rymskógr), Sidskogen (Seiðskógr) og Eidskogen (Eiðaskógr) tilstrækkeligt vidne. Afdelingen No. 6 begynder ved Kulublik, nu Kulblik, en Gaard i Eidskogens Sogn lige ved Grændserøset No. 57. Helgisjór, nu Helge-Sø, mellem 58 og 59; Holmen ligger lidt nordenfor den nuværende Grændse. Vaxubrú, som maaskee er en rigtigere Læsemaade end Vaxnbrú, er Broen over Vaxa, nu Vexen eller Nesaaen, der lidt østenfor Røset No. 68 falder i Vrangselven. Hólmrinn flati er maaskee den Holm i Udgaardssøen, hvor nu Røset 71 findes; maaskee og en Holm i den nærliggende Holmsjø. Verald er Varild-Søen paa Grændsen mellem Røset 75 og 76. Kungadalr á Fringsskógi og Vennu- eller Veimu-berg har det ei været mig muligt at gjenfinde, men da det derefter nævnte Punkt, Munlaugarós, upaatvivlelig efter Udgiverens Mening er at søge ved Røgden i Nærheden af Røset 86 eller Muldhaugaklinten, kan man ved hine næppe tænke paa saa østligt beliggende Steder som ved Fryksende, men de maae være at søge omtrent i Grændsens nuværende Løb ved Soløer. Overhovedet er det vel og noget betænkeligt at antage Frengr at være gaaet over til „Fryk“; idetmindste er her i Norge endnu Navnet „Freng“ almindeligt og har vel oprindeligen været et Appellativ, hvis Betydning nu ikke længer kjendes, dog findes næppe noget Sted af dette Navn, uden ved en eller anden Indsø. Elduberg er maaskee Elge- eller Adlerklinten, hvor Røset No. 94 findes. Høkskelda á Hvirfilsskógi er maaskee Høklingen ved No. 98. Rísberg, nu Riisberget, ligger i Vaaler Sogn i Soløer, næsten en Miil vestenfor den nuværende Grændse. Hyljufjall, nu Høljefaldsrøset No. 111; Gautelf er her Klar-Elven, af hvilket Sted det saaledes viser sig, at Elven i Oldtiden ogsaa ovenfor Venern havde dette Navn. Miðit í Grønárosi er ved Grønoset, hvor Grønaaen falder i Trysil- eller Klar-Elven, omtrent 1/2 Miil indenfor den nuværende Grændse. Mit betyder her sikkert et Sigtepunkt ligesom i det i „Handlingar rörande Skand. Historia“, T. XVII. S. 26, forresten yderst slet aftrykte Raagangsbrev af 1316, hvor Talemaaden „í mið ok í merki“ forekommer. Falúdalr og Falu-(Fölu-)fjall er Fuludal og Fulufjeld ved Fulu-Aaen, det nordligste Hovedtilløb til vestre Dal-Elven. Paa Fulufjeld ligger den bekjendte Top Faxefjeld, over hvilken Grændsen vel ogsaa i ældre Tider maa have gaaet, men maa derpaa have bøiet mere mod Øst end nu, det vil sige indbefattet Idre og Særna Sogne indtil Trollegraf. Brostnarhella maa altsaa søges paa den sydlige Grændse af Særna Sogn, og Sannar er maaskee Særna selv eller et Sted i Nærheden.

Grændsen mellem Soløer og Østerdalen paa norsk og Vermeland og Dalarne paa svensk Side var altsaa fra Kulublik af, eller langs Vingers og Grue’s Prestegjælde omtrent den samme som nu; i den nordlige Deel af Hofs Prestegjæld bøier den langt mere ind mod Vest til Riisberget, gaaer derfra mod Nordøst ind i Trysil ved Høljefaldet, indenfor den nuværende Grændse over Grønoset til Faxefjeld og lige i Øst over Fuludalen til Trollegraf. Det ældre Grændseskjel efter Lodins Opgivelse maa saaledes være blevet kjendt uefterretteligt og ingen Deel af det nuværende Vermeland tilhørende Norge.

Med Hensyn til Herjedalens og Jæmtelands Grændseskjel, eller Stykkerne No. 3, 4 og 5, da ere de saa vel belyste af Udgiveren, at intet derom er at anmerke, med mindre det skulde være det ubetydelige, at Ranundarfoss (S. 166, L. 1) ogsaa kan læses Rauundarfoss, hvilket bedre stemmer med Rafundar; ligeledes at Rafnode (S. 168, L. 6) maaskee og kan læses Rafuonde. Det udprikkede Sted S. 170, L. 9 f. n., ved Ignarsand bør vistnok læses fisklunini, ɔ: fiskhlunnindi, en Fiskeplads, Fiskeherlighed. Ordet lunnindi forekommer, som bekjendt, i ethvert ældre norskt Kjøbebrev paa Landeiendomme, i Formlen „með öllum þeim lutum ok lunnindum er til hafa legit ok liggja frá fornu ok nýju, til fjalls ok fjöru, engu undanskildu“ o. s. v. Hvad forresten den efter „Handlingar rörande Skand. Historia“, XVII. S. 29—31 citerede Dom af 1480 angaaer, da er det at beklage, at den i hiint Skrift er saare unøiagtigt aftrykt. Jeg troer derfor, at det ei vil være Oldforskerne uvelkomment, naar jeg her til Slutning meddeler den efter en Afskrift, jeg selv har taget efter Originalen i det kgl. Antiqvitets-Archiv i Stockholm, og for hvis Rigtighed jeg kan indestaae.[9]

Med Hensyn til Tiden, da denne Grændsebestemmelse kom istand, da kan der ingen Tvivl herske om, at Udgiverens Mening er den ene rigtige. Til yderligere Bestyrkelse kan anføres, at ogsaa flere af de her nævnte Personer forekomme i Breve fra Aarene 1260—80. Saaledes omtales de S. 166 strax efter Erkebiskop Jon nævnte Geistlige Síra Sighvatr og Síra Erlendr ogsaa i Forliget i Tunsberg af 1277[10] som Chorsbrødre i Nidaros og Capitlets Befuldmægtigede; ligeledes i Erkebisp Haakons Brev af 16de Aug. 1267.[11] Sigurd Pertill forekommer og under Navnet fertill (i Var. petill) i Haak. Haak. S. Cap. 203, Fornm. S. IX. S. 468; at han var Lagmand i Oslo, har jeg allerede i Anmerkningerne til Fornm. S. 12te Bind, S. 457, paapeget. Dette sees af et merkeligt Document, der findes i den store og merkelige Eidsiva Lov-Codex No. 309 fol. i den arnamagnæanske Samling og indeholder en Grændseforretning mellem Fraun, nu Frougn eller Fron, og Bjarka, nu Bjærke, omtrent 3 Mile søndenfor Christiania og 1/2 Miil nordøstenfor Drøbak. Da ogsaa en anden i det norsk-svenske Grændseskjel forekommende Mand, Erling Lagmand, her nævnes, og en udtrykkelig Tidsbestemmelse forefindes, meddeles det her in extenso, forsaavidt det er læseligt:

Þesse ero sonn ændimerki medal fraunar oc biarku, or gatu minninu a biarku þui er nordan er fyrir bœn þa hefia up ændimerki medal fraunar oc biarku oc þedan or gatu minninu j kialdu nokkura þedan skammu fyrir nordan, oc þa or kialdunni oc j mosa nokkon austanuerden oc fran æ meder mosanum, oc er nu lagder mosen innan gardz biarku til twns En þedan or mosanum fæller bæickiarrysli eit, oc sidan or þui baickiarrysli oc sua j fossen a skialdarrudi,[12] oc þedan oc j fialskardet þet er ær j uæstanuærdu rudz gærdi, oc þer skil rudz garda oc skialdarudzs garda, oc sidan fyl’gr asenom norder æ medan gærdit uinz, en sidan or asenom oc æn j bæickiarrisli annet, oc þar sem þet bæickiarrisli þryter, þa er þedan at retre synn norder j rotueltis tiarn, en or þui tiarne þa er lœæker ein norder j fra, oc sidan or peim lœc, þpa fæller bæcker ein oc þedan oc ut meder riuiardale thet er synstedall endilongum alt til sioar nider thet er j kiœyinne,[13] Nu ero þesse sonn ændimerki mædal frouna oc sua biorku oc þesse uatar at þui male þorgauter syslumader eiriks iarls gunnar. æindridi. loden. æiriker skald. huskallar konungx. dol’gr sueinson oc synir hans þriir suein. þorgils: oc olaver: jon salt, prester. asbiorn prester a frounu: ogmundr a kracostadum:[14] ornulfuer a husabœ:[15] ormer a sunbœ:[16] oc ozzor sun hans: þorgeir þorlax sun: þorgeir a bilberabæc,: þorder þuione: bryniolfuer asbiarnason: haluarder þorlagsson: þorallder ulfson: oc brœðder hans eilifuer oc haluarder a flautaspielde:[17] þorgeir œysteinson þorgeir kærir: þorgeir a hestnese: œyiulfuer þorgardzson: þpeir brœder a glozliid[18] alfuer oc geirlauger: nordmader asbiornarson. — Anno domini mo. cco. lxo. vio. skildu þa þrættu oc almagan firir hollzete: oc ællænder rauder broder hans: epter han. mæltu a fraunar utuægh, Skildu tha amunder logmader j tunsbergi oc ellinger logh ᛉ a raumariki. siurgder pertil logh ᛉ i oslo. oc amunder giællkyri epter þui som magnus konongr son hakon konongs baudh þeim vm: sua at þeir ridu oc ranzsakadu ændamerkin oc syndiz theim thet. oc thet sagdu their at thau uaro ændamerki sonn oc reet thau sem fyr uaro nafmdh oc munkar j howdhœy eigu en þeir ............. ................. ghum hins helga olafs konongs............ j gangu ................ b ... er abote .............. dan simian dan þorkel dan þ ..... d . n ... ter oc broder helgi. En hælgi biscop j oslo gærda .... til þord prouast a gærp .... ozzor b .... at skoda thetta maal oc their soghdu at th ... uaro rett ændamerki som fyr ero n .... þesser ... ld ... logh ............ .. gun ... askie .... sigurder anb .... sson hæi ..... oc anbiorn mylnu mæstær ..... Sigurder .... g .......... aas oc jammælter ....

Ogsaa dette Document bestaaer af 3 Dele. Det første fuldstændige Vidnesbyrd bekræftes af 30 Mænd, hvoraf den første, Thorgaut, var Erik Jarls (Sverres Broders) Sysselmand; dette Vidnesbyrd hidrører altsaa fra 1189 eller 1190. Det næste er fra 1266; her nævnes Øgmund, Lagmand i Tunsberg, Erling, Lagmand paa Raumarike, den samme, der forekommer i Grændsebestemmelsen S. 172, Sigurd Pertil, Lagmand i Oslo, og Øgmund Gjaldkyre. Det tredie Stykke, hvorved de to foregaaende bekræftes, staaer i Codex paa en ny Side og er for Størstedelen udslidt; dog seer man, at Biskop Helge har udnævnt Thord, Provst paa Gerpin (nu Gjerpen ved Skien), til at undersøge Sagen. Helge var Biskop i Oslo fra 1304 til 1321, og i denne Mellemtid falder altsaa Documentets Affattelse.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ „Ann. f. nord. Oldk.“, 1846, S. 150—168, sml. E. C. Werlauff i Annalerne f. 1844–45, S. 147—92.
  2. ↑ [Han var Herre til Stofreim og døde før 1324, se „Det norske Folks Hist.“ II. S. 286].
  3. ↑ [Fru Ingebjørg († 1315) var Jarlen Alv Erlingssøns Søster, gift med Hr. Haakon Thoressøn († 1317) og Svigermoder til Drotseten Hr. Erling Vidkunnssøn, se „D. n. F. Hist.“ II. S. 288].
  4. ↑ [Dipl. N. I 207].
  5. ↑ [Han døde før 11 Sept. 1332 efter Dipl. N. I. 220].
  6. ↑ Til denne Inddeling af Grændsebestemmelsen er taget Hensyn paa Kartet.
  7. ↑ Man seer af denne Grændsebestemmelse, at Ordet tjörn, stagnum, der nu stedse i Norge er et Intetkjønsord, i ældre Tider baade var Hunkjøns- og Intetkjøns-Ord; her forekomme strax efter hverandre: „or tjörninni“, „í tjörnit“, „or tjörninu“.
  8. ↑ [Sml. N. Lignell i „Ann. f. nord. Oldk.“ 1849, S. 146—49.
  9. ↑ [Diplomet er udeladt i denne Udgave, da det nu findes i Dipl. N. III. 929].
  10. ↑ Thorkelin II. 72. [N. g. L. II. 466].
  11. ↑ Thorkelin II. 55. [Dipl. N. I. 61.]
  12. ↑ Nu Skjælderud ved Frongn.
  13. ↑ Nu Kjøien nede ved Søen.
  14. ↑ Nu Kraakstad Kirke paa Follou.
  15. ↑ Huseby S. f. Bjærke.
  16. ↑ Sundby lidt østenfor Frougn.
  17. ↑ Nu Fløispjæld nær ved Frougn.
  18. ↑ Gloslid i samme Egn.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bemerkninger_ved_Grændsebestemmelsen_mellem_Norge_og_Sverige_i_anden_Halvdeel_af_det_13de_Aarhundrede&oldid=253591»