Beówulf og Scópes widsið, udg. af Schaldemose
1. Beówulf og Scópes widsið, to angelsaxiske Digte, med Oversættelse og oplysende Anmærkninger, udgivne af Frederik Schaldemose, Kjøbenhavn 1847. S. L. Møllers Bogtrykkerie. 188 Sider st. 8vo. (Priis 2 Rbdlr.).
Saa velkommen en ny og for nordiske Læsere mere tilgængelig Udgave end den af J. M. Kemble besørgede engelske af dette mærkelige og for Danmarks Oldhistorie uundværlige Digt end under alle Omstændigheder maatte antages at være, saa beklageligt er det dog, at ingen competentere Udgiver har fremstaaet, end Hr. Schaldemose, der, at dømme efter den Maade, hvorpaa Udgaven er besørget, neppe synes at besidde endog den tarveligste dilettantiske Kyndighed i saadanne Sager, hvor kyndig en Mine han end giver sig i de Side 149–175 meddeelte Anmærkninger. Thi ligesom den leverede Text af begge Digte kun er et Aftryk af Texten i Kembles Udgave, saaledes ere „Bemærkningerne“ en Compilation af Ettmüllers Indledning til hans tydske Oversættelse af Digtet (Zürich 1840) og Leo’s ethnographiske Oplysninger i “Das älteste deutsche Heldengedicht, 1839.“ At det forholder sig saaledes, er let at bevise. Kembles Udgave, der efter Udgiverens Plan skulde gjengive Originalen aldeles nøjagtigt, har paa mange Steder Forkortninger, f. Ex. et þ med Tverstreg f. þæt, et. u med Streg over for um eller un; saadanne Forkortninger, der i en for nordiske Læseres Tarv beregnet Haandudgave ere overflødige, tildeels endog vildledende, har Hr. S. gjort sig den unødige Møje, ogsaa i sin Udgave fordetmeste at gjengive, rimeligviis fordi han af Mangel paa Kyndighed i Sproget ej har dristet sig til at opløse dem; idetmindste er han kommen galt afsted ved sit første Forsøg paa en saadan Opløsning, nemlig af det overstregede þ, thi det er i de første tre Ark stedse opløst þat, indtil Fejlen inden Trykningen af 4de Ark er indseet og i det Følgende rettet, hvorhos for de foregaaende Ark en Rettelse en bloc er anført i Trykfeilslisten. En anden, hos Kemble hyppigen forekommende Forkortning af þonne (tydsk „dann“), ved at skrive þon med Streg over n, har S. altid gjengivet ved þonn, og saaledes gjort et aldeles nyt Ord. De mange antike Former, der forekomme i Digtet, og som ere forskjellige fra de sædvanlige har S. uden Videre gjengivet, ihvorvel det snarere maatte være en ny Udgivers Sag enten at forklare dem i Noter, eller at forandre dem efter det sædvanlige, og saaledes gjøre Udgaven mere brugbar, ligesom overhoved Orthographien burde have været conseqvent. Men her finder man háto og háte, hyldo og hyld, ófost og ófest, geátwum og geátawum, ðá og þá om hinanden. Ja endog de hos Kemble forekommende Trykfejl ere hos S. samtlige bibeholdte, og deres Antal derhos forøgede med en Mængde nye. Enkelte særegne Betegningsmaader, som Kemble har anvendt, og derfor i Fortalen til sin Udgave forklaret, har ogsaa S. uforandret bibeholdt, men uden at forklare dem. Kemble bemærker saaledes, at i Codex kun en og anden enkelt Gang de lange Vocaler findes accentuerede, men at han selv, til bedre Vejledning for Læseren, overalt ellers, hvor Accenter skulde staa, har tilføjet disse, dog saaledes, at han, hvor Accent findes i Codex, bruges Circumflex, ellers kun Acutus. Samme Distriction findes hos S., men i Fortalen intet Ord om dens Betydning. Kemble bemærker, at han ej har villet gjøre Forandringer i Texten, men har anført de Rettelser eller Forbedringer, han anseer nødvendige, nedenunder i Form af Noter. De samme Noter findes hos S., men ingen Forklaring om, hvad de have at betyde.
Til V. 10 har Kemble føjet en unødvendig Berigtigelse, idet han foreslaar at læse meodosetlu (Accus.) f. meodosetla (Genitiv), rimeligviis fordi han ej finder det sandsynligt, at Tingsobjectet staar i Genitiv, naar Personsobjectet staar i Dativ; Stedet lyder nemlig: oft Scyld Scéfing sceaðena þreátum, monigum mägðum, meodosetla of teáh, ɔ: sæpe Scyldus Scefida hostium catervis, multis gentibus, scamna compotatoria eripuit; den samme Rettelse anføres ogsaa hos S., uagtet dens Unødvendighed for os Nordboere maatte saameget mere indlysende, som vi hvert Øieblik i oldn. Skrifter finde lignende Constructioner, f. Ex. hann aflaði sér fjár; hann leitaði sér kvánfangs. En Underlighed, som ogsaa findes hos Ettmüller, er den at Ordene Elan cvén (v. 123) oversættes „Dronning Elan“, medens dog et saadant Epitheton neppe som Titel føjes til en Dronnings Navn, men kun sættes i Forbindelse med Mandens i Betydning af det oldn. kván, ɔ: Hustru, f. Ex. cvén Hróðgáres (v. 12–19); og þá him Hróðgár gevát .. út of healle; volde vigfruma Vealþeóv sécan, cvén tó gebedde (1319–1323), Da nu Elan er en regelmæssig Genitivsform af Nominativet Ela, bliver dette hendes Mands Navn; den derpaa følgende, tabte Linje kan ej have indeholdt Ordene ofer sæ sóhte, som nedenunder anmærkes, endmindre, som Ettmüller troer, Ongenþeóves, men simpelthen Dronningens Navn, der efter Alliterationens Regler maa have begyndt med en Vocal, og derpaa maa der have staaet „väs geháten“ eller noget lignende, hvorhos man vistnok ogsaa bør læse Heaðscilfinges, som Apposition til Elan, ikke Heaðoscilfingas. Havde Dronningen f. Ex. hedet Älfled, vilde det Hele lyde saaledes: „hýrde ic þät Elan cvén Älfled väs geháten, Heaðoscilfinges healsgebedda.“
I „Bemærkningerne“ citerer S. undertiden enkelte angels. Stykker efter Leo, der bruger den af J. Grimm indførte, anbefalelsesværdige Orthographi at gjengive det korte æ i Codices med ä, det lange med æ, ligesom han bruger Circumflex, hvor der ellers bruges Acutus. I Citatet efter Leo S. 153 skriver S. saaledes „âne sweórde, märce gemærde.“ Men overalt ellers gjennem hele udgaven bibeholder han uforandret Kembles Orthographi, og S. 177 skriver han endog det samme Sted „áne sweorde; merce ge-mǽrde,“ det bedste Bevis paa, at han, uden at kjende Sprogets Lydlære, slavisk eller tankeløst har afskrevet eller maaske blot ladet aftrykke, hvad han tilfældigviis havde for sig. Hvorledes han udskriver Ettmüller, viser følgende korte Sammenligning. Ettm. S. 54: „Unter den Kleidungsstücken, mit welchen der Todte ausgerüstet ward, nennt uns Snorri in der norwegischen Chronik II, 11 besonders noch die Schuhe. Diese mußten fest und wo möglich neu sein, damit der Todte unbehindert nach Walhall gehen könnte. Nur Reichen und Angesehenen konnte ein Roß mitgegeben werden.“ Schaldemose S. 174: „Iblandt de Klædningsstykker o. s, v Resten er ligefrem oversat. DHr. Ettmüller og Schaldemose maae selv indestaae for Rigtigheden af Yttringen om Skoene, thi saavidt jeg veed forekommer ingen saadan Yttring hos Snorre. Ettmüller S. 55: Was nun das Begraben derselben ohne vorhergegangener Verbrennung betrifft, so läßt sich fürs erste im Allgemeinen so viel behaupten, daß diese Bestattungsart älter und jünger als das Verbrennen ist. Daß sie älter sei o. s. v. Schaldemose S. 174: „Hvad der nu angaar de Dødes Begravelse uden at de først bleve brændte, da lader der sig i Almindelighed sige, at denne Begravelsesmaade o. s. v., fremdeles Oversættelse. Ved at meddele Heltenes Genealogier S. 167 til 169 efter Ettmüller, er S. kommen i en løjerlig Vilderede med Citaterne. Ettmüller henviser nemlig ved hvert Slægtled til det Vers i hans Oversættelse, hvor dette Slægtled forklares. Han bruger den Grimmske Inddelingsmaade af Versene, hvorved to sædvanlige Verslinjer ansees og skrives som een, medens Kemble og saaledes og Schaldemose, holder sig til det sædvanlige hvoraf Følgen er, at de to sidste have omtrent dobbelt saamange Vers som hiin. De vilde have haft nøjagtigt det dobbelte Vers-Antal, hvis ikke Ettmüller havde tilladt sig flere Conjecturer og Forandringer, der have en Uovereensstemmelse i Inddelingen paa begge Steder til Følge, saa at man ej kan gjenfinde ethvert Vers i den kemble-schaldemoseske Udgave hos Ettmüller ved simpelthen at halvere dets Nummer, ligesom og det sidste Vers hos Ettmüller er No. 3182, medens det hos Kemble og S. er 6359, altsaa fem mindre end det Dobbelte. Desuagtet har S. ved at udskrive Ettmüller ogsaa taget sig Citaternes Meddelelse saa let, at han ved enhver Henviisning til Versene i sin egen Udgave simpelthen har multipliceret det hos Ettmüller angivne Tal med 2, og saaledes næsten paa ethvert Sted citeret feil. Ved Healfdene som Søn af den ældre Beowulf citerer han f. Ex. v. 114, det dobbelte af Ettmüllers 57, uagtet Navnet i S.s egen Udgave forekommer v. 113. Ved Ingeld, som Søn af Fróda, 4080, det dobbelte af Ettmüllers 2040, uagtet det tilsigtede Sted foran i Udgaven er 4046. Ved Wonréd, Wulf og Eofor anfører Ettmüller Afsnittet 2970–3004, og S. følgelig 5940–6008, uagtet Stykket i Udgaven er 5924–5992, og v. 600s endog er midt i en Sætning. Paa samme Maade ogsaa de øvrige Citater. Det er en fuldkommen Misviisning.
Under saadanne Omstændigheder kan Hr. S. neppe fortænke os, naar vi antage, at ogsaa hans Oversættelse er bleven til nærmest som Paraphrase af Ettmüllers, kun med saamegen Forandring, som var nødvendig for at faae Verslinjerne til enkeltviis at passe med Originalens, hvortil endog kun det mest overfladiske Kjendskab til angelsaxiske Ord foruden de mange, der af Dansken kunne gjenkjendes, for Hr. S. maatte være tilstrækkelig i Forbindelse med hans Færdighed i at behandle sit Modersmaal, fornemmelig i Versification. Men ogsaa her er det ej vanskeligt at angive Exempler. 4209: hvilum hildedeór hearpan vynne, gomenvudu, grétte, hos Ettmüller: „Bald ein Hiltmann der Harfe Wonne, den Luftbaum weckte,“ hos S.: „snart en Hirdmand Harpens Glæde, Gammentræet vakte;“ at „Hirdmand,“ der ej er nogen bogstavelig Oversættelse af hildedeór (Kriger), temmelig nær minder om „Hiltmann,“ og „vakte“ istedetfor „hilste“ (grétte) om „veckte,“ kan ej negtes; ligesaa v. 1978 fg. fela þæra väs vera and vila, þe þá vinreced, gestsele, gyredon; Ettmüller: „Zu Hauf da waren Männer und Maide, so die Methhalle, den Gastsaal, zierten;“ Schaldemose: „I Hobe kom der Mænd og Kvinder, den Mjødsal at pryde, den Halle for Gjester.“ Her er vinreced (Viinhallen) paa begge Steder oversat „Mjødhal,“ en Vilkaarlighed, der ej uden videre kan være falden begge Oversættere ind; ligesom og Talemaaden „i Hobe“ minder om „zu Hauf.“ Rummet tillader os ej at anføre flere Exempler end disse tvende, der ere tagne paa et par Steder, vi i Hast og tilfældigviis sloge op, og ej omhyggeligen udpillede. Undertiden synes dog Hr. S. at ville staa paa egne Been, men er da just ikke heldig, f. Ex. naar han v. 66 oversætter äþelinges fär (ɔ: Fyrste-Ætlingens Fartøj), der her er Epitheton til Skylds Skib, ved „Ædlingens Vogn,“ uagtet fär, der vistnok ofte betegner „Vogn,“ dog desforuden, og oprindelig, betegner alt, hvori man befordres fra Sted til Sted, saaledes og Skib, og bruges derfor om Noah’s Ark.
Hvor lidet berettiget nu Hr. S. kan ansees til, saaledes som han i Slutningen af Fortalen har vovet, ej alene at optræde med en vigtig Mine, som om han virkelig havde leveret en selvstændig Udgave, kun „benyttet“ Kemble[1], men ogsaa at fremkomme med impertinente Yttringer mod en vel unavngiven, men dog temmelig nøje betegnet Hædersmand, hvis Sko-Rem han ej i nogen Henseende er værd at løse, vil af de foregaaende Linjer være indlysende. Udgaven er forresten brugbar, naar behørig Forsigtighed med Hensyn til Trykfeilene anvendes, men bedst havde det dog været, om man havde sluppet Oversættelsen, der kun fordyrer den i sig selv til en uforholdsmæssig høj Pris ansatte Bog.
P. A. Munch.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ At forresten ogsaa Ettmüller har mere end „benyttet“ Kemble, og at det heller ikke med hans Oversættelse hænger rigtigt sammen, er nok temmelig vist.