Bakkantinderne

V

BAKKANTINDERNE

Den tebanske konge Kadmos' datter Semele blev elsket av Zevs. Forledet av den skinsyke Hera bad hun guden om at vise sig for hende i al sin herlighet. Zevs viste sig under torden og lyn. Dræpt av lynet fødte hun et ufuldbaaret foster, som Zevs sydde ind i sin lænd og bragte til verden paany. Han lot nymferne paa Nysa fostre den spæde Dionysos. Senere drog den unge gud verden rundt og utbredte overalt sin dyrkelse. Sidst kom han til Hellas. I Teben hadde Kadmos overgit styret til sin dattersøn Pentevs. Denne vilde ikke anerkjende den nye guddom. Om den straf hvormed Dionysos hjemsøkte ham og hele Kadmos' hus, handler tragedien.

PERSONER:

DIONYSOS.
PENTEVS, konge i Teben.
AGAVE, hans mor.
KADMOS, hans bedstefar.
TEIRESIAS, en blind spaamand.
EN TJENER.
ET BUD.
KOR AV LYDISKE KVINDER.

Foran kongeborgen i Teben. I forgrunden sees en indhegnet
grav, hvorfra røk stiger op. Hegnet er dækket med vinranker.

DIONYSOS.
Til Teben er jeg kommet, til min fødeby,
jeg, Dionysos, Zevs's søn, som fik til mor
Semele, Kadmos' datter, hun som blev forløst
i lynets flammer. Omskapt fra en gud
til jordisk yngling staar jeg her ved Dirkes væld
og Ismenos's strøm. Nær borgen ser jeg hist
det sted hvor mor av lynet rammet fandt sin grav
og ser det endnu ryke fra det faldne hus,
hvor Zevs's lyn har tændt en ild som aldrig dør,
til evig minde om den stolte Heras hevn.
Jeg priser Kadmos som har vigslet dette sted
og hegnet om sin datters grav. Jeg selv har skjult
dens muld med druerike rankers grønne løv.
Jeg drog fra lyders guldland og fra frygers hjem
og kom til perserfolkets hete steppeland
og Baktras mur, til meders stormomsuste fjeld
og til de rike bygder hvor araber bor.
Jeg gjestet hele Asia langs havets kyst
hvor folkerike byer verner bak sin mur
hellener og barbarer i et fælles hjem.
Der lot jeg folket hylde mig med festlig dans
og ofre for at vise klart min guddomsmagt.
Her kom jeg til helleners land for første gang.
Og først i Hellas egget jeg mit Tebens folk
til hyllet ind i raadyrskind med jubelrop
at ta i haand en efeusmykket tyrsusstav.
Ti her har søstre av min mor, for hvem det mindst
var sømmelig, fortalt at Dionysos ei
er søn av Zevs, men paastaat at paa Kadmos' raad
Semele, da hun var forført av jordisk mand,
har søkt at lægge skylden for sit fald paa Zevs.
Frækt har de sagt at hun blev dræpt av Zevs's lyn,
fordi hun for med løgn og kaldte sig hans brud.
Og derfor har jeg jaget dem fra hus og hjem.
De sværmer nu i vanvid om paa øde fjeld
i bakkisk festskrud. Alle lød mit strenge bud.
Hver mø og hustru her i Teben har forlatt
i avsind sine hjem. Jeg jog dem alle bort.
I ly av grønne graner har de leiret sig
i krets om Kadmos' døtre hist paa fjeldets skrænt.
Ti trods skal brytes. Tebens folk skal mindes om
at intet offer, ingen fest blir viet mig,
og at jeg for at værne om min mor har vist
alt folket at jeg er en gud, en søn av Zevs.
Kong Kadmos overlot sin værdighet og magt
til dattersønnen Pentevs, som fordrister sig
til kamp mot guder. Aldrig vier han til mig
et offer; aldrig nævnes i hans bøn mit navn.
Og derfor skal jeg vise ham og Tebens folk
min guddomsmagt, og naar min gjerning her er gjort,
skal til et andet land jeg vandre paa min fot
og vise hvem jeg er. Men prøver Tebens by
med vaabenmagt at føre disse kvinder hjem
fra fjeldet, gaar jeg som mænaders^[1] fører frem
til aapen kamp, og derfor har jeg skapt mig om
og har forvandlet mig fra gud til jordisk mand.
(Til koret som kommer ind paa dansepladsen.)
Kom, kvinder, I som jeg har ført i festlig tog
fra Lydia, fra Tmolosfjeldets klippemur,
og som har fulgt mig trofast fra barbarers land.
Løft kobberpauken, kjendt forlængst av frygers folk.
Jeg selv og Rea, guders mor, har formet den.
Gaa rundt om Pentevs' kongeborg i samlet flok
og la dens toner skingre lydt for Tebens folk.
Nu gaar jeg til Kitairon for at lede selv
paa fjeldet hine bakkantinders vilde dans.

KOR.
Første strofe.
Fra Asia kom vi,
fra Tmolos, det hellige fjeld.
Vi priser i jubel
vor fører, den sværmende gud.
Let bæres hans byrde.
Hans trælle kan aldrig gaa træt.

Første motstrofe.
Hvem vandrer paa veien?
Hvem dvæler i kongsgaardens hal?
Lyt tyst og andægtig!
Gi plass for vort jublende tog!
Til ære for Bakkos
synger vi hellige kvad.

Anden strofe.
Hil den som ved gudernes naade
fik vigselens himmelske visdom
og skyldfri kan vandre sin livsvei!
Hil den som med renhet i hjertet
kan sværme i Bakkos's følge
paa fjeldet og feire Kybeles,
den mægtige gudemors fester
og krandset med efeu kan svinge
til ære for Bakkos sin tyrsos!
Kom kvinder, kom Bakkos's terner!
Før hjem fra de frygiske fjelde
til Hellas's vrimlende gater
i jublende følge vor skytsgud
Dionysos, av gudernes ætt!

Anden motstrofe.
Ham fødte i vaandefuld smerte
Semele for tidlig, da lynet
fra Zevs i fortærende flammer
forløste og dræpte den arme.
Men Zevs tok det nyfødte foster
og gav det et skjærmende fristed.
Han aapnet sin lænd, hvor han gjemte
sin søn for den hævnsyke Hera.
Med spænder av guld blev den lukket.
Han fødte den hornede Bakkos
paany, da hans time var kommet,
og kranset med slanger hans tinding.
Med ringlende slanger har siden
mænaderne smykket sit haar.

Tredje strofe.
Krans dig, Teben, for din datter,
for Semele! Sværm med Bakkos!
Slyng om tinding efeuranker,
ekeløv og grønne graners
friske skud, og flet i kransen
frugttung klases røde bær!
Smyk med uldens hvite totter
plettet raadyrskind, din festdragt.
Sving i festbegeistrings jubel
hellig tyrsosstav; ti snarlig
gaar til dansen hele Teben,
naar som fører for sit følge
Bakkos stiger op paa fjeldet,
op tilfjelds, hvor kvindeskaren,
jaget frem av Dionysos,
dvæler fjernt fra væv og ten.

Tredje motstrofe.
Hil dig Kretas dunkle grotte,^[2]
Zevs's fødested, kureters
helligdom, hvor Reas prester
i sin hule formet pauken
og til rammens sterke runding
fæstet lær av oksens hud.
Paukens larm og frygisk fløites
søte toner lot de klinge
smukt i takt til Bakkos' ære,
og som gave blev de begge
skjænket Rea. Naar mænader
priser Bakkos, skal de høres.
Til satyrers vilde skare
gav dem Rea. Naar de skingrer
lydt ved gudens treaarsfester,
lytter Dionysos glad.

Slutstrofe.
Hvor herlig han er, naar han sværmer
paa fjeld med sit jublende følge
og synker til hvile i græsset
med raadyrets skind om sin skulder,
og naar han paa frygers og lyders
uveisomme vidder har veidet
en bukk og med blodet sig læsker!
Hil Bakkos, vor fører og leder!
Da strømmer hver fjeldbæk og kilde
med melk og med vinen den søte
og biernes liflige nektar.
Da spreder den rykende fakkel
en duft som av Syrias virak,
naar Bakkos paa feststaven svinger
dens lysende luer og egger,
mens lokkerne flagrer i vinden
med tilrop sit flakkende følge
til løp og til dans over vang.
Lydt høres i jublen hans stemme:
««Mænader, kom følg mig, mænader,
I fagre, som Paktolos^[3] smykket
med guld fra sin glitrende flodseng.
Kom! pris Dionysos! besyng ham
i takt med de drønende pauker!
Hils jublende jubelens guddom
med frygiske festrop og sange,
naar fløitens melodiske toner
gir færden sin hellige vigsel
og lokker til fjeldet, til fjeldet
den glade mænade som følger
paa lekende føtter sin fører,
lik føllet som dansende kretser
i lystige sprang om sin mor.

TEIRESIAS.
(Kommer i bakkisk dragt. Han er blind. Som i Sofokles'
«Antigone» ledes han vel av en gut.)
Staar nogen vakt ved døren her? Kald Kadmos ut,
Agenors søn, som stevnet hit fra Sidons by
og grundet Tebens stolte stad med mur og taarn.
La en gaa ind og melde at Teiresias
vil tale med ham. Grunden vet han selv.
Han vet at jeg, den ældre, med min gamle ven
blev enig om at svinge hellig tyrsosstav
med efeukrans om issen, klædt i raadyrskind.

KADMOS.
(kommer ut av slottet.)
Min kjære ven, jeg hørte indenfra din røst,
en vismands vise tale, og jeg kommer her
til færden rede, klædt i gudens fulde skrud.
Naar Dionysos, han som er min datters søn
har vist alverden at han er av himmelsk ætt,
bør jeg av al min evne øke gudens ry.
Men hvorhen skal vi vandre? Hvor skal graanet lok
i dansetakt bli vugget? Du, Teiresias,
er vis. Forklar det, gamle, for din gamle ven.
Ti ei skal natten, ei skal dagens lys faa se
mig trættes av at slaa mot jord min tyrsosstav.
Jeg føler mig saa let og glad. Jeg glemmer helt
min alders tunge tryk.

TEIRESIAS.
Da gaar det dig som mig;
ti ogsaa jeg vil danse, ogsaa jeg er ung.

KADMOS.
Vi kjører vel den steile vei til fjeldet hist?

TEIRESIAS.
For liten hæder fik da guden. Vi maa gaa.

KADMOS.
Da blir jeg gamle mand en oldings støttestav.

TEIRESIAS.
Med lethet fører guden selv os begge frem.

KADMOS.
Skal vi alene hædre guden med vor dans?

TEIRESIAS.
Kun vi har aandens lys. Den store hop er blind.

KADMOS.
Vi nøler her for længe. Ræk mig nu din haand.

TEIRESIAS.
Her er den. Hold den fast, saa gaar vi haand i haand.

KADMOS.
Jeg skyr, som dødelig at trodse gudens bud.

TEIRESIAS.
Mot guders visdom har vor egen intet værd.
Hvad fromme fædre lærte os, vor dyre arv
fra tidens morgen, skal fornuftens tankespind,
det være noksaa kløktig, aldrig røve os.
Jeg vet det vil bli dadlet at jeg gamle mand
ei blyges ved at gaa til dans med krans om haar,
Men hvem han vil skal danse, har ei guden sagt,
om ung, om gammel. Intet grænseskjel er sat.
Han kræver at det hele folk skal ære ham
og nøies ei med hyldest av en utvalgt flok.

KADMOS.
Teiresias, du ser jo ikke dagens lys.
Saa faar da jeg gi dig besked om det som sker.
Til borgen skynder Pentevs sig i største hast.
Hvor oprørt han ser ut ! Hvad budskap bringer han?

PENTEVS.
(kommer ind fra venstre med væbnet følge.)
Jeg hører ved min hjemkomst fra et fremmed land
ondt nyt, at vore kvinder har forlatt sit hjem
og under paaskud av at feire bakkosfest
i skogens skygge streifer om paa øde fjeld
og danser vildt til ære for den nye gud
som kaldes Dionysos; mere vet jeg ei.
De leirer sig i flok om boller fyldt med vin.
Snart sniker sig den ene, snart den anden bort
i løn til ensomt krat og gir sig hen til mænd.
Mænader maa jo tjene, heter det, sin gud;
men Kypris, ikke Bakkos, tjener de nok helst.
De kvinder som jeg fanget, bastet jeg og bandt,
og mine svende vokter dem bak fængslets mur.
Men hjem fra fjeldet skal jeg jage alle dem
som endnu er der, Ino og Avtonoe,
Aktaions mor, og hun som blev Ekions brud,
Agave, som har født mig. Haarde baand av jern,
skal snarlig faa dem alle til at holde op
med dette sit forrykte bakkosraseri.
Det heter at en fremmedkarl fra lyders land
er kommet hit, en gjøgler, en som kan den kunst
at øve trolddom. Deilig er den søte duft
fra gylden lok som bølger om hans rosenkind.
De skjønne øine tolker elskovslekens lyst.
Han færdes blandt de unge kvinder dag og nat.
De tror han vier dem til Bakkos, glædens gud.
Men tar jeg ham til fange, skal hans hode straks
for øksen falde; aldrig skal han svinge mer
sin tyrsos og la vinden leke med sin lok.
Han kalder Dionysos frækt en mægtig gud
og paastaar han blev frelst, sydd ind i Zevs's lænd,
skjønt barnet med sin mor blev brændt av gudens lyn,
fordi hun løi og nævnte som sin brudgom Zevs.
Mon ikke strikken er den straf han har fortjent
for slikt formastelse, han være hvem han vil?
Et andet under ser jeg her, Teiresias,
vor varselstyder, klædt i broket raadyrskind.
Og ogsaa morfar svinger kjækt sin tyrsosstav.
Folk maa jo storle. Harmes maa jeg, naar jeg ser
saa vetløs færd av jer, som staar paa gravens rand.
Ryst kransen av dig, morfar! Kast din tyrsosstav!
Din skyld, Teiresias, er dette. Han har fulgt
dit lumske raad. Du ønsker vel at folk skal tro
paa denne nye gud for selv med øket løn
at se paa fuglers flugt og granske ofrets tegn.
Snart sat du, hvis de hvite haar ei var dit vern,
blandt fangne bakkantinder, slaatt i bolt og jern
som talsmand for en skjændig fest. Jeg paastaar trygt
at rent kan intet være der hvor druens saft
av kvinder nytes ved en fest til guders pris.

KORFØRER.
Forsynd dig ikke, konge! Trodser du en gud
og Kadmos som lot spire dragetænders sæd?
Ekions søn, forhaaner du din egen slegt?

TEIRESIAS.
At tale godt er ingen sak, naar kloke mænd
har valgt at hævde det som ret og rigtig er.
Du har en smidig tunge og skal være klok;
men derom vidner ikke det du nu har sagt.
Stor skade gjør den mand sin stat som tankeløs
lar mundrap tunge løpe som sin frækhets tolk.
Jeg finder ikke ord for hvilken vældig magt
den nye gud som du tør spotte, snart vil faa
i hele Hellas. Tvende goder, unge mand,
blir høiest prist blandt mennesker. Det ene gir
Demeter, eller Jorden; bruk hvad navn du vil.
Hun nærer os med brød av høstens modne korn.
Til væddestrid med hende kom Semeles søn,
som fandt og skjænket os den søte læskedrik
av druens saft. Den frir vor kummerfulde slegt
fra sorgen, naar vort bæger drikkes ut til bunds.
Han skjænker søvn, som lar os glemme dagens kval.
Alene han har lægedom for al vor nød.
Skjønt guddom lar han sig i vinens offerdrik
til andre guder ofre. Derfor er det ham
vi skylder takk for alt det gode som vi faar.^[4]
Han er tillike spaadomsgud. Den glædesrus
som Bakkos skjænker, er med klarsyn nær i slegt.
Hans vælde gjør, naar han tar bolig i vort bryst,
at ubevisst vi melder det som komme skal.
Og delvis har han samme magt som krigens gud;
ti ofte blir en hær som rustet stod til kamp,
av rædsel splittet, før en lanse traf sit maal.
Av Dionysos blir slikt vanvid ogsaa voldt.
Du skal ved Delfi høit paa fjeldets dobbelttind
faa se ham svinge efeukranset tyrsosstav
i festlig dans, mens fakler spreder nattens mulm.
Snart hylder hele Hellas ham som mægtig gud.
Kong Pentevs, følg mit raad! Pral ikke av at magt
har mest at si blandt mennesker, og stol ei trygt
paa din forstand, naar det du tror, har vist sig falskt.
Nei, hils den nye gud velkommen i dit land
og bring ham ofre. Sværm med os og krans dit haar!
Men tvinge vore kvinder til et tugtig liv
vil Bakkos ikke. Kyskhet er en medfødt dyd
et vern mot alle fristelser. Den ting maa klart
staa for os. Selv i bakkosfestens glædesrus
kan kyske kvinder verne trygt sig selv mot fald.
Du frydes, ikke sandt, naar mængden flokker sig
ved porten her, og byen priser Pentevs' navn.
En saadan hyldest tror jeg glæder ogsaa ham.
Med Kadmos, som du haaner, gaar jeg nu til dans
med efeukranset haar. Vi er et graanet par
men danse bør vi dog. Jeg agter ei at gaa
til kamp mot guder, overtalt av en som dig.
Ti du er syk paa sindet. Ingen trylledrik
kan læge dig. Du faar nok en, men den blir besk.

KORFØRER.
Du talte, gubbe, som Apollons sanddru prest.
Klokt har du hyldet Bromios^[5] som mægtig gud.

KADMOS.
Det raad Teiresias har git dig, søn, var godt.
Aa gaa med os! Forsynd dig ei mot guders lov!
Du farer vild, og din forstand er uforstand.
Ja, selv om guden ei var gud, og du fik ret,
saa kald ham saa. Her gjør en nødløgn bare godt.
Semele vil faa ord for at ha født en gud,
og dette blir en ære for vort hele hus.
Du vet jo hvilken grufuld lod Aktaion fik.
Den glupske hundeflok som i hans egen gaard
var opfødt, sønderrev ham i den grønne skog,
fordi han hadde pralet av at han paa jagt
med lethet kunde mestre selve Artemis.
La ei hans lod bli din! Kom, la mig kranse dig
med efeu. Gjør som vi og hyld den nye gud.

PENTEVS.
Nei, rør mig ikke! Gaa til bakkosfesten selv;
men ikke skal du med din daarskap smitte mig.
Han der som fristet dig til denne galmandsfærd,
skal faa sin straf. Gaa en av jer, gaa straks avsted
til taarnet hvor han speider efter varselsfugl,
og riv det ned til grunden. Bryt med brækstang løs
hver sten og vælt den ned. Vend op og ned paa alt!
Ta først hvert viet prestebind og slyng det ut
i vind og veir. Da gjør jeg ham den værste tort.
Gaa byen rundt I andre! Find hin fremmedkarl,
som ser ut som et kvindfolk og forfører frækt
til utugt vore kvinder med sin nye tro.
Og hvis I fanger ham, saa bring ham lænket hit.
Til døde skal han stenes. Merke skal han snart
at her i Teben smaker bakkosrusen beskt.
(gaar ind.)

TEIRESIAS.
Du daare ! Hvad du sier, vet du ikke selv.
Du raser nu og talte før som en forrykt.
Kom Kadmos, la os vandre. La os ydmykt be
at Dionysos ei skal straffe denne mand
for hans forrykte grumhet, og at intet ondt
maa times byen. Følg mig med din tyrsosstav.
Jeg støtter dig, og prøv saa du at støtte mig.
En skam om vi to gubber faldt; men om saa var,
vi maa dog tjene Dionysos, Zevs's søn.
Ak, maatte ikke Pentevs^[6] volde al din slegt
den sorg som navnet varsler! Ikke trænges her
min spaadomskunst. Jeg dømmer efter mandens færd.
En daare er han, og en daares var hans ord.
(De gaar.)

KOR.
Første strofe.
Hører du, fromhets gudinde,
du som paa vingerne gyldne
hen over jorderik svæver,
hører du Pentevs's syndige tale?
Ikke om fromhet men krænkende hovmod
vidner hans ord, naar han haanende truer
festjublens gud, som Semele har født.
Ingen av himmelens guder kan skjænke
salige glæder som han, naar ved gilde
tindingen kjøles av duftende krans.
Han er vor fører i dans over vangen;
han lar den tonende fløite forjage
sorgen. Vor kummer maa vike for smilet.
naar vi til gudernes ære ved festen
glade kan tømme de gyldne pokaler
kranset med efeu, og vinen, den søte
dysser os ind i den kvægende søvn.

Første motstrofe.
Tugtes maa tøilesløs tale.
Trods mot de evige lovbud
bøtes omsider med vanheld.
Undgaa at tumles for vind og for vove!
Værne om hjemmet og holde det sammen
evner kun den som med visdommens klarsyn
vælger at leve i stilhet og ro.
Langt er det dit hvor de himmelske guder
troner i æteren. Dog deres øie
skuer hvert menneskes gjerning paa jord.
Kundskap er daarskap, naar tanken vil gripe
det som en dødelig aldrig kan fatte.
Livet er kortvarig. Lykken i nuet
ligger os nær; men den kan ikke vindes
dersom vi sigter for høit med vort ønske.
Glemme det nære og søke det fjerne
gjør kun en daare. Saa lyder min dom.

Anden strofe.
Maatte den lykke mig times at gjæste
Kypros, din ø, Afrodite, hvor hjertet
trylles av daarende kjærlighetsguder!
eller hint land hvor en hundredearmet^[7]
kjæmpeflod vander de regnløse marker.
Deiligst av alt er Pierias^[8] lier
musernes hjem, hvor det stolte Olympos
løfter sin tinde. Ak Bromios, før mig
dit med dit jublende følge! Der færdes
skjønhetsgudinder og længselens alfer.
Der kan mænaderne feire sin fest.

Anden motstrofe.
Guden, den mægtige søn av Kronion,^[9]
frydes ved straalende fester. Han elsker
fredens gudinde som skjænker os lykke,
freden som fostrer en evnerik ungdom.
Vinen den søte som dulmer vor kummer.
under han høie som lave, men hater
dem som gir avkald paa alle de glæder
livet kan skjænke ham, nætter som dage.
Klokest at sky de mænd som forkynder
visdommens almagt. I liv og i lære
hylder jeg det som er menigmands tro.

(Tjenere kommer med den lænkede Dionysos.
Pentevs kommer ut.)

EN TJENER.
Her er vi, Pentevs. Ei forgjæves var vor jagt.
Se, her er fangsten, som du bød os bringe hit.
Men denne gang var vildtet tamt. Han prøvde ei
at fly, men rakte villig begge hænder frem
og skiftet ikke farve. Ja, han bød os selv
med smil om mund at binde ham og ta ham med.
Han stod i værdig ro og lettet mig mit hverv.
Forlegen sa jeg: «Pentevs sendte mig og bød
mig fængsle dig. Jeg gjør det ei av egen drift.»
De bakkantinder som du grep og satte fast
bak fængslets mur i lænker, har nu rømt sin vei.
De danser kaate om paa fjeldets grønne vang
og priser høilydt Bromios, den nye gud.
Fra deres føtter løstes lænken av sig selv.
Hver laas og dør sprang op, skjønt ingen rørte dem.
«Ja, mange tegn og undre gjør han, denne mand
som gjæster os. — Hvad mer skal gjøres, blir din sak.

PENTEVS.
Nu kan I slippe ham. Saa fotrap er han ei
at han kan rømme fra mig, lænket som han er.
Du kom til Teben, fremmedkarl, paa kvindejagt,
og kvinder vil nok finde at du tar dig ut.
Om brytekampe vidner ei det haar som bløtt
og lokkende til elskov bølger om dit kind.
Ved nænsom pleie blev din hud saa melkehvit,
ti lundens skygge, ikke solens straalevæld
har set din skjønhet vinde seir i elskovslek.
Vel, si mig for det første hvor du stammer fra.

DIONYSOS.
Dit spørsmaal kan jeg let besvare uten pral.
Det blomstersmykte Tmolos har du vel hørt nævnt?

PENTEVS.
Ja, byen Sardes ligger jo ved fjeldets fot.

DIONYSOS.
Ja, derfra er jeg, fra et hjem i lyders land.

PENTEVS.
Og læren du forkynder, hvorfra har du den?

DIONYSOS.
Vor vigsel har vi faat av Bakkos, Zevs's søn.

PENTEVS.
Saa Zevs blir far til nye guder hist hos jer?

DIONYSOS.
Nei, her i Teben blev Semele Zevs's brud.

PENTEVS.
Vandt Bakkos dig ved dagslys eller i en drøm?

DIONYSOS.
Mit øie møtte hans, da guden vigslet mig.

PENTEVS.
Og læren han forkynder, hvordan lyder den?

DIONYSOS.
For dem som ei fik vigslen, er den strengt forbudt.

PENTEVS.
Og hvordan lønnes de som feirer gudens fest?

DIONYSOS.
Lyksalig den som vet det! Dig er det forment.

PENTEVS.
Det paafund skal vel pirre min nysgjerrighet.

DIONYSOS.
En gudsfornægter taales ei ved gudens fest.

PENTEVS.
Du paastaar du har set han. Hvordan saa han ut?

DIONYSOS.
Som ham behaget. Derfor raader ikke jeg.

PENTEVS.
Paany et vredent svar som ikke er et svar.

DIONYSOS.
For taaber tykkes vismænds ord kun tøv og tant.

PENTEVS.
Er vi de første som du gjæster med din gud?

DIONYSOS.
Nei, blandt barbarer feires overalt hans fest.

PENTEVS.
Fordi de tænker mindre klart og skarpt end vi.

DIONYSOS.
De har et andet syn, og her er deres bedst.

PENTEVS.
Blir natten eller dagen valgt til gudens fest?

DIONYSOS.
Helst nattens mulm. Til andagt stemmes da vort sind.

PENTEVS.
Men farlig er for kvinders dyd den mørke nat.

DIONYSOS.
For skamløs synd kan findes vei ved dag som nat.

PENTEVS.
For din forlorne visdom skal du bøte haardt.

DIONYSOS.
Og du for daarskap og for trods mot gudens bud.

PENTEVS.
Hvor denne bakkosprest er fræk og tungerap!

DIONYSOS.
Hvad vil du jeg skal lide? Hvad skal bli min straf?

PENTEVS.
Først skal du miste dine bløte lokkers pragt.

DIONYSOS.
Mit haar er hellig, viet til en mægtig gud.

PENTEVS.
Og kom saa med din tyrsosstav og ræk mig den.

DIONYSOS.
Den bærer jeg som gudens tjener. Ta den selv!

PENTEVS.
Jeg lænker dig bak laas og slaa og sætter vakt.

DIONYSOS.
Men guden løser mine lænker, naar jeg vil.

PENTEVS.
Da maa du rope til ham i mænaders flok.

DIONYSOS.
Han ser hvad jeg maa lide. Guden staar mig nær.

PENTEVS.
Mit øie ser ham ikke her. Hvor er din gud?

DIONYSOS.
Hos mig. Usynlig er han for dit vantro blik.

PENTEVS.
Du haaner mig og Teben. — Svende, grip ham straks!

DIONYSOS.
Nei, bind mig ikke! Daarer, lyd en vismands raad!

PENTEVS.
Men jeg befaler: bind ham! Jeg har magten her.

DIONYSOS.
Du vet ei hvem du krænker, eller hvem du er.

PENTEVS.
Jeg, Pentevs, er Agaves og Ekions søn.

DIONYSOS.
Ja, uheldsvangert er dit navn. Det varsler sorg.

PENTEVS.
Avsted! Til stalden med ham, svende! La ham der
bak laas og lukke stirre ind i «nattens mulm».
Der kan du træde dansen. Disse kvinder her
dem skal jeg enten sælge eller vænne av
med sang og skraal og paukeslag og sætte dem
til trællearbeid i mit hus ved ten og væv.

DIONYSOS.
Jeg gaar; ti ikke skal jeg lide noget ondt
som skjæbnen ei har villet. For din voldsdaad skal,
den du fornægter, Dionysos, tugte dig;
ti han er den du fængsler, naar du krænker mig.
(Tjenerne fører Dionysos bort. Pentevs gaar ind.)

KOR.
Strofe.
Du rene, du deilige Dirke,
du barn av Akelooselven.^[10]
Din hellige kilde har tvættet
det nyfødte barn som blev reddet
av Zevs fra de flammende luer.
Han aapnet sin lænd for den lille
og ropte: «Kom hit, Dityrambos!
Mit mandlige moderskjøds gjemme
skal værne dig. Selv skal jeg bringe
til Teben det budskap at folket
skal kalde min søn Dityrambos.»
Men ak, du forstøter mig, Dirke!
Du nægter vort kransede festtog
at dvæle i fred ved din kilde.
Hvi skyr du os? Hvorfor saa harmfuld?
Saasandt Dionysos har skjænket
os vinens livsalige glæder,
skal komme den tid, da du fagner
med jubel vor sværmende gud.

Motstrofe.
Hvor vildt, hvor ustyrlig han raser
hin grusomme ætling av dragen,
kong Pentevs, den søn som Ekion,
den jordfødte kjæmpe har avlet!
Ei er han av dødelig herkomst.
Han ligner et glubende udyr,
en blodig gigant som tør vaage
en kamp mot de evige guder.
Snart griper og slaar han i lænker
os, Bakkos's tro tjenerinder.
Vor fører er bastet og bundet
og gjemt i hans belgmørke fængsel.
Dionysos, du søn av Kronion,
aa, ser du den voldsdaad som øves
mot dem som forkynder din guddom?
Kom, hersker, stig ned fra Olympos!
Sving truende staven den gyldne
og tugt ham, den blodgriske fyrste
som haaner og byder dig trods.

Slutstrofe.
Hvor dvæler du, Bakkos? Hvor færdes dit følge
med løvkranset tyrsos? I skogen ved Nysa
blandt vildmarkens dyr? eller gjester dit festtog
det fjeld hvor korykiske nymfer har hjemme?
Kan hænde du er paa det stolte Olympos,
hvor Orfevs tilforn i de løvrike lier
tvang vilddyr og trær til at følge sin lyre.
Men høiest, Piera, elsker dog Bakkos
dit herlige land, og til dig vil han komme.
Og der vil han føre de glade mænader
i lekende dans over Aksioselven.
Den hvirvlende Lydias stanser ham ikke,
hin elv som velsigner en dødeligs møie
med bugnende grøde og rikelig vander
de hestrike marker. Jeg hørte det frasagn
at elven er skjønnest av alle paa jord.

DIONYSOS.
(indenfra).
Hallo, mænader! Hør mig, hør min røst!

KORFØRER.
Hvem er det? Hvor kommer det fra, dette rop?
Er det Bakkos, hvis stemme jeg hører?

DIONYSOS.
Hallo, mine terner! Jeg roper paany,
jeg, søn av Semele og Zevs.

KORFØRER.
Ja, herre ! Jeg hører dig, herre.
Kom Bromios! Bromios, vis dig!
Kom hit til dit ventende følge.
— Et jertegn! Et jordskjælv! Aa ve os!
For fald staar kong Pentevs's haller.
Dionysos er selv i paladset.
Pris guden!

KORET.
Vi hylder vor hersker.

KORFØRER.
Se, søilerne vakler! Hist revner
de mægtige bjelker av marmor.
Jeg hører hans kamprop derinde.

DIONYSOS.
Tænd lynets fortærende flammer!
Brænd borgen! Brænd Pentevs's kongsgaard!

KORFØRER.
Aa se!
Ser du ei flammerne? Ser du ei ilden,
som stedse har ulmet, hvor fordum Semele
blev rammet av Zevs med det flammende lyn?
Fald ned for ham! Kast jer i støvet, mænader,
med skjælvende lemmer; ti herskeren kommer.
Zevssønnen vil styrte paladset i grus.

DIONYSOS.
(kommer i menneskelig skikkelse ut av paladset).
I kvinder fra et fremmed land, har disse tegn
slik rædsel voldt jer at I alle sank til jord?
I merket vel at Bakkos rystet denne borg.
Men la nu trøstig frygten fare! Skjælv ei mer.

KORFØRER.
Du lys som straaler klarest ved vor Bakkosfest.
Ak, hvilken fryd at se dig i vor ensomhet!

DIONYSOS.
Fortvilet blev I vel, da jeg blev ført avsted
av Pentevs til paladsets mørke fangehul?

KORFØRER.
Ak ja. Hvem var vort værn, hvis vanheld rammet dig?
Men hvordan blev du fra tyrannens lænker løst?

DIONYSOS.
Med lethet, uten møie, frelste jeg mig selv.

KORFØRER.
Men dine hænder blev jo bundet. Ikke sandt?

DIONYSOS.
Just deri drev jeg spot med ham. Han trodde selv
at jeg blev lænket; men han rørte ikke mig.
Det var et blændverk. Der hvor jeg var indestængt
i stalden, stod en okse. Om dens klover bandt
han lænken fast og fnyste vildt i raseri.
Fra panden dryppet sveden. Harmfuld bet han sig
i læben, mens jeg rolig sat og saa paa ham.
Da rystet Bakkos borgen, og hvor gudens mor
var lagt i graven, lot han flammer blusse op.
Da Pentevs saa det, trodde han at hans palads
gik op i luer, og forstyrret løp han om
snart hit, snart dit og bød sit hele tjenerskap
at hente vand til slukning. Alle strævet haardt;
men møien var jo spildt. Saa gav han dette op
som faafængt, grep sit sverd og for i huset ind.
Han trodde vel at jeg var flygtet bort imens.
Og tar jeg ikke feil, saa var det Bakkos selv
som ute paa den aapne gaardsplass tryllet frem
mit billed for hans blik. Mot dette for han frem,
og mangt et hugg av sverdet fik den tomme luft,
som var det mig han traf. Og Bakkos tugtet ham
end mer; ti hele huset styrtet han i grus.
Alt ligger i ruiner. Mine lænker blev
for Pentevs selv en besk og bitter øienslyst.
Han slap sit sverd, og dødstræt har han opgit alt.
Saa gaar det, naar en dødelig fordrister sig
til kamp mot guder. Rolig gik jeg ut til jer
fra kongens borg. Hans trusler skræmmer ikke mig.
Men hys! Jeg hører tunge skridt. Han er her snart.
Saavidt jeg skjønner, nærmer han sig døren her.
Hvad vil han efter dette si? Jeg mestrer ham
med lethet og kan ta hans raseri med ro.
Forivre sig bør aldrig en forstandig mand.

PENTEVS.
(kommer ut).
At dette skulde hænde mig! Aa hvilken tort!
Den fremmede som nys i lænker laa, er rømt.
Men se!
Der er jo manden. Hvilken frækhet! Du slap ut
og tør dog la mig se dig foran mit palads!
(Vil gaa løs paa ham.)

DIONYSOS.
Staa hvor du staar og styr din vrede! Fald til ro!

PENTEVS.
Svar I hvordan blev din lænke løst, saa du slap ut?

DIONYSOS.
Du har jo hørt om ham som skulde løse mig.

PENTEVS.
Om hvilken? Altid er din tale gaadefuld.

DIONYSOS.
Om ham som gir os rankens rike druesaft.

PENTEVS.
Jeg lar hver port bli stængt rundt hele byens mur.

DIONYSOS.
Er ei din mur for lav som stængsel for en gud?

PENTEVS.
Din visdom svigter, vismand, hvor den trænges mest.

DIONYSOS.
Nei, netop der hvor mest det trænges, er jeg vis.
Men hør nu først hvad budskap denne tjener her,
som kommer ned fra fjeldet, har at melde dig.
Jeg venter her imens og tænker ei paa flugt.

ET BUD.
(kommer ind fra venstre for tilskuerne).
Kong Pentevs, du som hersker over Tebens folk,
jeg kommer fra Kitairon, der hvor evig sne
fra hvite bræer blænder blikket med sin glans.

PENTEVS.
Hvad er dit ærend? Hvorfor skyndte du dig hit?

BUDET.
Jeg saa de kvinder som i bakkisk vanvidsrus
paa hvite føtter ilte bort fra denne by,
og kommer for at melde dig og Tebens folk
hvad uhørt, over al forstand vidunderlig
de tar sig til. Men la mig nu faa høre først
om jeg skal tale likefrem om det som hist
gaar for sig, eller klokt belægge mine ord.
Ti grue maa jeg for dit ilsind, høie drot.
Du er for meget hersker, tidt for haard og barsk.

PENTEVS.
Tal uten omsvøp! Ingen straf skal ramme dig;
ti vredes bør man ikke paa en ærlig mand.
Men vit, jo flere stygge ting du melder mig
om disse kvinder, desto større blir den straf
han der som slike kunster lærte dem, skal faa.

BUDET.
Til høifjeldsviddens beiter drev jeg nys min hjord,
en talrik flok av ungfæ, just da solen randt
og med de første straaler varmet jordens muld.
Tre kvindeflokker saa jeg ligge leiret der.
Avtonoe og Ino og din egen mor
Agave førte hver sin flok. De hvilte trygt
i søvnens arme. Somme hadde satt sig ned
med ryggen mot en gran, mens andre hadde brukt
som hodepute ekeløv og lagt sig ned
i tukt og ære hist og her. Det var ei saa
som du har paastaat, at de i den tætte skog
til lønlig elskov søkte skjul, mens fløitespil
og fulde bægre øket deres sanserus.
Men blandt de sovende mænader fôr din mor
straks op, saasnart hun hørte mine oksers brøl,
og ropte at de alle skulde reise sig.
De rystet søvnen av de tunge øienlok,
og intet undret os saa meget som at se
hvor sømmelig, med hvilken anstand hver og en,
om ung, om gammel, fra sit leie reiste sig.
Om hvite skuldre lot de haaret falde bløtt,
og var en knute løsnet, ordnet de paany
sit festgevandt, et spættet raadyrskind,
og som et broket belte lot de ringle sig
om dragten slanger, som fik slikke deres kind.^[11]
Der fandtes dem som hadde latt et nyfødt barn
bli hjemme. Somme rakte frem det spændte bryst
til ulveunger, andre til et raadyrkid
og gav dem die, mens de laa paa deres arm.
De kranset sig med efeu, blomster, ekeløv,
og da en bakkantinde tok sin tyrsosstav
og støtte den mot fjeldet, sprudlet vandet frem.
En anden boret staven ned i jordens muld,
og der lot guden vælde frem en strøm av vin.
Et hul i jorden, gravet med en fingerspids,
var nok for dem som ønsket med den hvite melk
at slukke tørsten, og den søte honning randt
i gyldne draaper ned fra efeukranset stav.
Ja, hvis du hadde set hvad denne gud har gjort,
da bad du nu til ham som du bespottet nys.
Vi gjætere kom sammen for at pleie raad
i fællesskap om denne sak som vakte strid,
ti sælsomt, ja vidunderlig var det vi saa.
Og en av os, en mand som ved at færdes tidt
i byen hadde lært at bruke tungen rapt,
tok saa til orde: «Hør mig I som holder til
paa fjeldets vidder. Kom nu, la os føre bort
Agave, Pentevs' mor fra denne bakkosfest
og vinde kongens yndest.» Alle tyktes godt
om mandens raad. Vi gjemte os bak krattets løv,
og fra vort bakhold saa vi dem, da tiden kom,
i bakkisk jubel svinge vildt sin tyrsosstav,
og prise lydt sin gud Iakkos, Zevs's søn.
Da tumlet fjeldets vilddyr sig i kaate sprang.
Det var som fjeldet selv tok del i gudens fest.
Nu kom Agave under dansen tæt forbi
det sted hvor jeg i bakhold laa. Jeg styrtet frem
og vilde gripe hende; men da skrek hun høit:
«Kom, mine rappe hunde, kom! Vi blir forfulgt
av disse mænd. Kom, følg mig alle, følg mig straks;
men rust jer først med vaaben; ta jer tyrsosstav!»
Vi undgik at bli slitt i stykker lem for lem
ved flugt; men uten skarpe vaaben gik de løs
paa vore kjør som græsset paa den grønne vang.
Der kunde du ha set den ene ta en kalv
og bære den paa armen. Andre gjorde jagt
paa kjør og sønderrev dem. Laar og kløftet fot
blev slængt omkring. De hang paa skogens grønne trær,
og blodet dryppet fra dem. Selv den olme tyr,
som ellers sænker truende de hvasse horn,
blev bragt til fald ved tusen kvindehænders kraft,
og huden slet de løs fra kroppen mere rapt
end du kan blinke, konge, med dit øienlokk.
De hastet som en fuglesværm i ilsomt løp
til sletten langs Asópos, hvor den rike muld
lar spire frem for Tebens folk de tunge aks.
De vilde skarer stormet ind i Hysiai
og Erytrai ved foten av Kitairons fjeld.
De vendte op og ned paa alt og røvet barn
fra mangt et hjem og løftet dem paa skuldren op.
De smaa blev ikke bundet fast men sat dog trygt;
ti intet som de bar paa skuldren, faldt til jord.
En sælsom ild, som ikke fænget, blusset op
fra deres haar. — Forbitret grep nu alle mænd
i hast til vaaben for at møte vold med vold;
men rædsomt, herre, var det syn vi nu fik se.
For borgerhærens lanser strømmet intet blod;
men hvor en tyrsos rammet, slog den dype saar,
og ikke uten bistand av en mægtig gud
jog vaabenløse kvinder vore mænd paa flugt.
De vendte saa tilbake dit hvorfra de kom,
til hine kilder som paa gudens bud sprang frem,
og vasket av sig blod og smuds. De røde stænk
som plettet deres kinder, slikket slanger bort.
Vel vet vi ikke hvem han er, den nye gud;
men hils ham dog velkommen, herre, i din by,
ti vældig er hans guddomsmagt. Det er jo ham,
saa har jeg hørt, som gav os druens ædle saft
og lettet sorgens tunge byrde. Uten vin
har elskovs lyst og andre glæder intet værd.

KORFØRER.
Vel maa jeg frygte for at et frimodig ord
vil vække kongens vrede; men jeg maa dog si:
Med større ret end Bakkos dyrkes ingen gud.

PENTEVS.
Nu fænger disse kvinders bakkos raseri
som ild i vissent græs, og Teben blir til spot
for hele Hellas.
(Til budet.)
Skynd dig til Elektras port
og meld at hele hæren straks skal møte frem!
Hver helt som spænder rappe hester for sin vogn,
hver mand som svinger skjold og spænder buestreng,
skal rykke ut mot denne bakkantindesværm.
En skjændsel uten like blir det, hvis vi mænd
skal taale slik en medfart av en kvindeflok.

DIONYSOS.
Kong Pentevs, skjønt du ei vil følge mine raad
advarer jeg dig dog trods alt hvad jeg har lidt:
Løft ikke vaaben mot en gud; men styr din harm!
ti Dionysos negter dig at jage hjem
de jublende mænader fra Kitairons fjeld.

PENTEVS.
Advarsler kan du spare. La det være nok.
at du slap ut. Jeg kunde fængsle dig paany.

DIONYSOS.
Jeg ofret heller til ham. Hvorfor stampe mer
mot brodden? Ingen mand kan kjæmpe mot en gud.

PENTEVS.
Ja, skyldig offer skal han faa. Av kvindeblod
skal i Kitairons kløfter ofres mer end nok.

DIONYSOS.
Nei, skjændsel skal I høste. Alle mænd skal fly
med skjold paa ryg for bakkantinders tyrsosstav.

PENTEVS.
Jeg kommer ingen vei med denne fremmedkarl.
En strid med ham er haabløs. Tie vil han ei.

DIONYSOS.
Jeg vil dit vel. Din sak kan endnu ende godt.

PENTEVS.
Men hvordan? Skal jeg være mine trælles træl?

DIONYSOS.
Jeg fører hine kvinder uten vaaben hit.

PENTEVS.
En fælde! Det du pønser paa, er lumpen svik.

DIONYSOS.
Hvad mener du? Min kunst skal netop frelse dig.

PENTEVS.
Et avtalt spil som sikrer evig bakkosfest.

DIONYSOS.
Med guden er det avtalt. Deri har du ret.

PENTEVS.
Saa ti dog! Svende, gaa og hent min rustning straks!

DIONYSOS.
Hør, vil du se dem samlet paa Kitairons fjeld?

PENTEVS.
Ja, gjerne, om det end skal koste meget guld.

DIONYSOS.
Hvad er det du med ett blev lysten paa at se.

PENTEVS.
Et pinlig skue, en beruset kvindeflok.

DIONYSOS.
Men glæder du dig til et syn som piner dig?

PENTEVS.
Ja, jeg skal sitte ganske stille bak en gran.

DIONYSOS.
Hvor lønlig du end kommer, finder de dit skjul.

PENTEVS.
Du kan ha ret. Nu vel saa gaar jeg aapenlyst.

DIONYSOS.
Er dette alvor? Vil du jeg skal føre dig?

PENTEVS.
Jo før, des bedre, helst med kortest mulig frist.

DIONYSOS.
Da maa du klæ dig i en dragt av finest lin.

PENTEVS.
Men hvorfor? Skal jeg være kvinde, ikke mand?

DIONYSOS.
De dræper dig, saafremt de ser dig klædt som mand.

PENTEVS.
Vel talt. At du er kløktig, skjønner jeg forlængst.

DIONYSOS.
Jeg skylder Dionysos hvad jeg har av kløkt.

PENTEVS.
Men hvordan kan paa bedste vis dit raad bli fulgt?

DIONYSOS.
Jeg selv skal ordne dragten. Kom og følg mig ind.

PENTEVS.
Men hvilken dragt? En kvindes? Nei, jeg skammer mig.

DIONYSOS.
Du opgir altsaa ønsket om at se dem hist?

PENTEVS.
Nei, men forklar mig hvordan du vil klæ mig ut.

DIONYSOS.
I lange lokker skal jeg ordne først dit haar.

PENTEVS.
Og dragten jeg skal bære, hvordan blir saa den?

DIONYSOS.
Et langt gevandt og om dit haar et diadem.

PENTEVS.
Hvad andet utstyr agter du at gi mig med?

DIONYSOS.
Et raadyrskind og i din haand en tyrsosstav.

PENTEVS.
Men kvindedragt! Umulig! Nei, jeg kan det ei.

DIONYSOS.
Da maa du mot mænader gaa til blodig kamp.

PENTEVS.
Du har vel ret. Først maa jeg gaa som speider dit.

DIONYSOS.
Ja, heller det end bruke vold og høste vold.

PENTEVS.
Men hvordan skal jeg uset kunne slippe ut?

DIONYSOS.
Vi vælger øde gater. Jeg skal vise vei.

PENTEVS.
Alt heller end at kvinder skal faa le mig ut;
men i paladset vil jeg først faa tænkt mig om.

DIONYSOS.
Ja, som du vil. Min hjelp skal du i hvert fald faa.

PENTEVS.
Nu gaar jeg ind, og siden gaar jeg til en dyst
med vaaben eller ogsaa følger jeg dit raad.
(Gaar ind.)

DIONYSOS.
Han gik i fælden, kvinder. Snart skal manden gaa
til bakkantinders leir, hvor døden blir hans straf.
Til verket, Dionysos! La os tugte ham!
Langt borte er du ei. Forstyr du først hans sind
med flygtig vanvid; ti saa længe hans forstand
er klar, vil Pentevs aldrig bære kvindedragt;
men blir hans sind formørket, tar han dragten paa.
Jeg vil at han skal bli til spot for Tebens folk,
naar han som før har truet mig med værste straf
maa følge mig i kvindeklær til byens port.
Nu gaar jeg for at smykke ham med al den stas
som han skal bære, naar han snart skal vandre ned
til Hades, dræpt av hendes haand som er hans mor.
Omsider skal han lære Bakkos, Zevs's søn
at kjende som en mægtig gud som tugter haardt,
men ogsaa lønner støvets slegt med gavmild haand.
(Gaar ind.)

KOR.
Strofe.
Skal jeg atter let paa hvite føtter
træde dansen i de dunkle nætter
i bakkantisk lyst? Skal duggfrisk luftning
svale panden, naar jeg atter leker
frydefuld paa vang lik hjortekalven,
som har reddet sig ved flugt og hoppet
over utspændt jægergarn? Forgjæves
egger veidemanden sine hunde
mens det ædle vildt saa rapt som vinden
anstrengt iler langsmed elvens vande
over sletten ind i skogens skygger
til det trygge skjul, hvor glæden vinker
og hvor ingen mandefot har traadt.
Hvad er visdom? Hvilken gudegave
mere skjøn kan tænkes end at lægge
tungt sin haand paa overvundnes nakke?
Elsket mest er alt som tykkes skjønt.

Motstrofe.
Guders almagt nøler tidt med straffen;
men den rammer altid ubønhørlig
ham som priser uforstand som visdom
og i selvgod daarskap frækt tør negte
himlens guder ærefrygt og offer.
Lønlig venter de, mens tiden skrider,
til den brødefulde gaar i fælden.
Ingen tør i tanker eller handling
trodse arvet vedtægt. Litet koster
troen paa at guder styrer verden,
hvem de saa end er, og at de love
som har lange tiders hævd, skal gjælde
som en evig verdensordens bud.
Hvad er visdom? Hvilken gudegave
mere skjøn kan tænkes end at lægge
tungt sin haand paa overvundnes nakke?
elsket mest er alt som tykkes skjønt.

Slutstrofe.
Lykkelig den som fra stormen paa havet
frelste sig ind i den skjærmende havn.
Lykkelig den som i motgangens dager
ikke blev kuet, men kjæmpet og vandt.
Magt har den ene og rikdom en anden;
ulike vilkaar er menneskers lod.
Tusener nærer et utal av ønsker.
Mange blir skuffet; men andre har held.
Lykkeligst priser jeg den som kan gripe
glæden i flugten fra dag og til dag.

DIONYSOS.
(kommer ut av paladset).
Hør, du som tragter efter det som er forbudt,
og nu vil skue det som intet blik bør se!
Kom ut av huset, Pentevs! Kom og vis dig frem
forklædt som bakkantinde for at speide ut
din mor og hendes følge, klædt i kvindedragt.
(Pentevs kommer ut.)
Som var du en av Kadmos' døtre ser du ut.

PENTEVS.
Hvor underlig! Jeg tykkes se en dobbelt sol,
en dobbelt by, to porter hvor der før var en.
Jeg ser dig selv gaa foran mig i tyreham
med horn i panden. Var din skikkelse tilforn
bedrag og var du ogsaa da som nu en tyr?

DIONYSOS.
Hin gud som var dig fiendsk, følger os paa vei.
Han er os huld. Nu ser du først hvad du bør se.

PENTEVS.
Hvem synes du jeg ligner? Ser jeg ikke ut
som Ino, eller minder jeg dig om min mor?

DIONYSOS.
Jeg ser paa dig og synes det er dem jeg ser.
Men se, den haarlok som jeg nys har ordnet selv
og fæstet under diademet, er nu løs.

PENTEVS.
Den blev vel rystet løs fra diademets baand
derinde, da jeg tumlet om i bakkisk dans.

DIONYSOS.
Bøi hodet litt tilbake. Snart skal jeg paany
faa ordnet den. Det er mig kjært at tjene dig.

PENTEVS.
Ja, smyk mig du. Jeg overlater alt til dig.

DIONYSOS.
For slapt er beltet. Folderne paa dit gevandt
har ikke her ved anklen faat det rette fald.

PENTEVS.
Nei, ikke ved den høire fot, saavidt jeg ser;
men her til venstre dækker de min ankel smukt.

DIONYSOS.
Saafremt du mot forventning finder ærbarhet
hos hine kvinder, blir du da min bedste ven?^[12]

PENTEVS.
Men hvordan skal jeg ligne bakkantinder mest?
Med staven i den høire eller venstre haand?

DIONYSOS.
I høire, og du svinger den, naar høire fot
i takt blir løftet. Godt at du har skiftet sind!

PENTEVS.
Hvad tror du? Kan jeg paa min skulder bære bort
Kitairons fjeld og hvert et træ som vokser der?

DIONYSOS.
Du kunde, hvis du vilde. — Usund var tilforn
din tankegang. Nu har du faat det rette sind.

PENTEVS.
Maa brækstang brukes, eller kan jeg løfte op
paa skuldren hele fjeldet blot med armens kraft?

DIONYSOS.
Aa kjære, spar det fjeld hvor nymfer holder til!
Der spiller Pan paa fløite; der er gudens hjem.

PENTEVS.
Vel talt. Faa bugt med kvinder bør jeg ei med magt.
Bak tætte graner vil jeg heller søke skjul.

DIONYSOS.
Et gjemsel finder du, det rette gjemmested
for en som slu vil se paa bakkantinders færd.

PENTEVS.
De er vel fanget alt i elskovs søte net
lik duer, naar de nebbes i det tætte krat.

DIONYSOS.
Er ikke dette netop det du helst vil se?
— Du tar dem kanske, dersom ikke de tar dig.

PENTEVS.
Vel, før mig midt igjennem Teben! La mit folk
faa se en mand, den eneste som vaaget slikt.

DIONYSOS.
Ja, du alene ofrer dig for denne by.
Dig værdig er forvisst den kamp som venter dig.
Kom, følg mig trygt; ti derhen følger jeg dig selv!
En anden tar dig med tilbake.

PENTEVS.
Ja, min mor.

DIONYSOS.
I alles paasyn.

PENTEVS.
Netop dette er mit haab.

DIONYSOS.
Du skal bli baaret hjem.

PENTEVS.
Som folkets kjælebarn.

DIONYSOS.
Din mor skal bære dig.

PENTEVS.
Du gjør mig altfor stolt.

DIONYSOS.
Den stolthet er dig undt.

PENTEVS.
Saa lønnes mandig daad.

DIONYSOS.
Stor er du, og den daad du gaar til, er saa stor
at rygtet om den snart vil naa til himlens hvælv.
(Pentevs gaar foran. Dionysos halvhøit.)
Agave, ræk nu du og dine søstre frem
de hvite arme! Til en kamp paa liv og død
blir denne yngling ført; men Bromios og jeg
skal seire. Synlig for enhver blir seirens pris.
(Gaar.)

KOR.
Strofe.
Send, Lyssa,^[13] dit fotrappe kobbel til fjeldet
hvor Kadmos's døtre i festtoget leker.
Gaa, egg dem mot ham som forblindet av vanvid
belurer mænaderne, klædt som en mø.
Hans mor blir den første som ser at han speider
fra træ eller klippe. Da varsler hun høilydt
mænadernes skare med skingrende rop:
«Hvem er han, mænader, den frække som snek sig
tilfjelds for at lure paa Kadmos's døtre?
Hvem fødte ham? Blodet som gaar i hans aarer,
er ikke en kvindes. Hvis ei en løvinde,
maa en av gorgonerne være hans mor.»
Kom retfærds gudinde
med sverdet i haand!
Ram midt i hans strupe
den gudløse, lovløse, retten fornægtende
søn av Ekion, den jordfødte drot!

Motstrofe.
I brødefuldt hat og formastelig vantro,
ustyrlig av sind og med vanvid i hjertet
forfølger han rasende alle som dyrker
dig, Bakkos, og gudernes mægtige mor.
Han haaber paa seier hvor seiren er haabløs.
Kun den som i ydmykhet ærer oprigtig
de evige guder, forskaanes for sorg.
Den selvsikre visdom misunder jeg ingen.
Glad tragter jeg efter det andet, det store
som skjænker den varige lykke i livet,
den fromhet som hylder de himmelske guder
og avskyr det onde ved nat som ved dag.
Kom retfærds gudinde
med sverdet i haand!
Ram midt i hans strupe
den gudløse, lovløse, retten fornegtende
søn av Ekion, den jordfødte drot!

Slutstrofe.
Kom, Bakkos, og vis dig som tyr
som drage med gapende hoder,
som flammespyende løve.
Gaa, Bakkos, mot ham som vil fange
som udyr dit bakkiske følge,
og slyng, naar han iler i døden
til kamp mot mænadernes skare
det snoede rep om hans hals.

ET BUD.
(kommer fra fjeldet).
Du hus hvis lykke fordum viden om blev prist
i Hellas, reist av Kadmos som fra Sidon kom
gik fremmedkarlen. Han var fører paa vor færd.
Først hvilte vi paa græsset i en frodig dal
og gik saa tyst og stille frem paa varsom fot
for trygt at kunne se, men ikke selv bli set.
Imellem bratte skrænter laa en vandrik kløft
av graner overskygget, hvor i samlet flok
mænader sat og glade syslet hver med sit.
Var efeuranken visnet paa en tyrsosstav,
blev denne atter smykket med det friske løv,
mens andre sang en vekselsang til gudens pris
saa fro som føllet, naar det løses fra sit aak.
Men Pentevs saa dem ikke; raadvild hvisket han:
«Hør fremmede, jeg kan jo herfra ikke se
de rasende mænaders tøilesløse færd;
men steg jeg op paa haugen eller granen hist,
da saa jeg vel hvor skamløst de tør gi sig hen.»
Nu fik jeg se et sælsomt syn. Hin fremmedkarl
grep fat i toppen paa den himmelhøie gran
og trak den langsomt, langsomt, langsomt ned mot jord.
Krum blev den som en bue eller som et hjul,
hvis omkreds med en passer ridses ganske rund.
Saa kraftig bøiet karlens haand dens stamme ned
mot jorden. Ingen dødelig kan gjøre slikt.
Han satte Pentevs paa en gren og lot paany
forsigtig granen hæve sig og rettes ut,
men langsomt, saa dens rytter ei blev kastet av.
Snart pekte den mot himlen op saa rank som før
og bar min høie hersker paa sin sterke ryg.
Dog, hine kvinder saa ham, før han blev dem var,
og neppe var han synlig fra den høie gran,
før fremmedkarlen ikke længer var at se.
Fra himlen lød en røst — det var vel Bakkos selv
som ropte: «Unge kvinder, se, jeg fører hit
den mand som frækt tør drive spot med jer og mig
og gjør min fest til latter. La ham faa sin straf!»
Og mens han endnu talte, steg et flammevæld,
en lysning underbar fra jord mot himlens hvælv.
Da hvisket ingen vind, da bævret intet blad.
I dalen tystnet alt, hvert kryp, hver fugl paa kvist.
og saadde dragesæden i vort hjemlands jord,
hvor saart jeg ynker dig, skjønt kun en ringe træl!

KORFØRER.
Hvad er det? Meldes vanheld fra mænaders fest?

BUDET.
Ja, Pentevs, Tebens drot, Ekions søn, er død.

KORFØRER.
Hil dig min skytsgud Bakkos! Vældig er din magt.

BUDET.
Hvad mener du med dette, kvinde? Er det saa
at du kan frydes ved min herres bratte død?

KOR.
Vi fremmede tolker i fremmede sange
vor jubel. Ei skjælver vi mer for hans fængsel.

BUDET.
Og mener du at Teben mangler kjække mænd?

KOR.
Vi bøier os ikke for Teben.
Vor hersker er zevssønnen Bakkos.

BUDET.
Forstaa jer glæde kan jeg nok; men fryde sig
ved ondt som rammer andre, er dog ikke smukt.

KOR.
Aa tal og fortæl hvad dødslod han fik
den onde som straf for sin ondskap.

BUDET.
Forbi hvert hus i Tebens bymark vandret vi
og vadet saa Asoposelvens stride strøm
og paa Kitairons skrænter steg nu Pentevs op.
Jeg fulgte i min herres spor, og foran os
De fattet ikke straks hans ord, men lyttet spændt
og speidet overalt. Snart lød paany hans rop,
og da omsider Kadmos' døtre klart forstod
hvad guden bød dem, sprang Agave, Pentevs' mor,
og hendes søstre, fulgt av bakkantinders flok
avsted saa hastig som en opskræmt duesværm.
De vadet elvens stride strøm i dalens bund
og klatret op den steile skrænt i vanvidsrus;
ti gudens aand var over dem og gav dem kraft.
Nu saa de klart at Pentevs sat paa granens gren,
og paa den nære bakkeskrænt steg alle op
og kastet svære stene mot den arme mand,
mens andre svang som kastespyd en avbrutt gren,
og atter andre slynget ut sin tyrsosstav;
men alt forgjæves; ti min arme herre sat
vel hjelpeløs og raadløs, men dog altfor høit
for deres iver, og tilsidst forsøkte de
at bruke ekegrener som med lynets hast
blev brukket av som løftestænger uten jern
og rykke granen op med rot; men intet hjalp.
Da skrek Agave: ««Kom, mænader, stil jer rundt!
Ta fat i træets stamme! Dette vilde dyr
deroppe maa vi fange, saa det aldrig kan
faa røbet det som guden vil skal være dulgt.»
Da grep de tusen hænder fat, og granen faldt.
Da Pentevs fra sit høie sæte dalet ned
mot jorden, hørtes gang paa gang hans jammerrop;
ti nu forstod han at hans sidste stund var nær.
Hans egen mor var den som først gik løs paa ham
og viet ham til døden. Hastig rev han løs
sit hovedlin og haabet at hans arme mor
ei skulde dræpe den hun kjendte som sin søn.
Han strøk med haanden hendes kind og ropte: «Mor!
Jeg er din søn, din Pentevs, ham som du har født
Ekion i vort hjem. Aa, ynk mig, spar mit liv!
og glem min brøde. Dræp dog ei dit eget barn!»
Men hendes øine rullet vildt; hun sanset ei
hvad sanses skulde. Skummet stod om hendes mund.
Hun var i gudens vold, og sønnens bøn var spildt.
Med begge hænder grep hun om hans venstre arm
og satte foten paa den arme ynglings bryst
og slet hans arm fra skuldren, ei ved egen kraft;
men det var guden selv som styrket hendes arm.
Fra skuldrens kjød og sener rykket Ino løs
den anden arm, og derpaa faldt Avtonoe
og hele bakkantindeflokken over ham,
og før han opgav aanden, hørte jeg med gru
hans stønnen blande sig med deres glædeshyl.
En bar hans arm og en hans fot med skoen paa.
Hans ribben laa der blottet. Alle slynget bort
med blodbestænket haand et stykke av hans kjød.
Hans lemmer ligger spredt; ett faldt i fjeldets kløft
et andet skjult av løvet i det tætte kratt.
At lete op hver enkelt del blir ikke let.
Men paa Kitairons aasryg bærer nu hans mor
hans gustne hode fæstet til sin tyrsosstav.
Hun tror det er et løvehode. Glad og stolt
av dette skjæbnesvangre bytte lot hun nys
sit søsterpar tilbake i mænaders flok.
Nu gaar hun gjennem byens port og priser lydt
hin gud som fulgte med paa jagt, og ved hvis hjelp
hun fældte dette vildt og vandt som seierspris
et bytte som skal koste hende taarer nok.
Jeg gaar av veien for det rædselsfulde syn,
og før Agave kommer, vil jeg fjerne mig.
At tøile stridig sind og ære guders magt
gir livet skjønnest glans. Jeg skulde ogsaa tro
at disse dyder er den største visdomsskat.
(Gaar.)

KOR.
Kom, la os danse til ære for Bakkos!
Kom, la vort jubelrop melde at falden
er dragens forbandede ætling, kong Pentevs.
Forklædt som en kvinde med løvsmykket tyrsos
som tryggeste støttestav gik han til Hades
med tyren som fører paa lidelsens vei.
Mænader fra Teben, I endte jer lovsang
med klagende omkvæd, med jammer og taarer.
Triumfen er skjøn, naar en mor efter kampen
kan favne med blodige hænder sin søn.

KORFØRER.
Nu ser jeg Pentevs' mor Agave stevne hit
til kongeborgen. Hendes øine ruller vildt.
Ta mot med festlig jubel gudens seierstog.

AGAVE.
(kommer med sin søns hode spiddet paa sin tyrsosstav).
Mænader fra Asias land!

KOR.
Hvi ægger du mig med dit rop?

AGAVE.

Vi kommer fra fjeldet.
Vi bringer til hjemmet
vort herlige bytte,
det blødende vildt.

KOR.
Det ser jeg. Vær velkommen, søster, i vor flok!

AGAVE.
Jeg fanget, som I ser, en løve uten net.

KOR.

I hvilken ødemark?

AGAVE.

Kitairon.

KOR.
Kitairon? Hvad mener du? Svar!

AGAVE.
Kitairon har bragt den til fald.

KOR.
Hvem rammet den først?

AGAVE.
Den hæder blev min. Agave blir kaldt
lyksalig i Bakkos's festtog.

KOR.
Hvem dernæst?

AGAVE.
Fra Kadmos —

KOR.
Fra Kadmos? Tal ut!

AGAVE.
Fra Kadmos de stammer de tvende som traf,
men jeg var den første; den første var jeg!

KOR.
Til lykke med fangsten!

AGAVE.
Kom med og ta del i vort gilde!

KOR.
Du arme, hvad har du at dele?

AGAVE.
Mit bytte er ungt. Se dunet som dækker
dets kinder. Se, blødt er det bølgende haar.

KOR.
Mig tykkes det minder om rovdyrets manke.

AGAVE.
Den ypperste jæger er Bakkos. Han egget
os kyndig til jagt paa det farlige vildt.

KOR.
Ja, veidemand er han, vor hersker.

AGAVE.
Du priser mig vel?

KOR.
Ja, tilvisse.

AGAVE.
Og snart skal tebanernes folk

KOR.
og Pentevs, din kjærlige søn

AGAVE.
lovprise sin mor som har tat
med vældige kræfter det vældige dyr
og fældet en glubende løve.

KOR.
Du føler dig stolt, ikke sandt?

AGAVE.
Jeg fryder mig! Stort er, ja stort er mit verk
Hver borger i Teben skal se det.

KORFØRER.
Ja, vis nu, arme kvinde, dine landsmænd stolt
din tunge byrde, seiersprisen som du vandt.

AGAVE.
Kom I som bor i Tebens muromkranste by!
Kom alle hit og se paa denne stolte fangst,
det vilddyr som vi Kadmosdøtre hist har gjort
til bytte, ikke med tessalisk kastespyd
og ei med jagtnet, men med hvite armes kraft.
Bør nogen efter dette prale av sit held,
naar han har kjøpt sig vaaben hos en lansesmed,
mens vi med blotte hænder fanget dette vildt
og slet et rovdyrs krop i stykker lem for lem?
Hvor er min gamle far? La gubben komme hit!
Hvor er min søn, min Pentevs? La ham hente straks
en stige som skal stilles op mot husets væg,
saa dette løvehode som jeg har tat med
fra jagten, kan bli naglet fast til borgens fris.

KADMOS.
(kommer fulgt av tjenere som paa en baare bærer Pentevs'
tilhyllede lemmer).
Hit, svende! Følg mig! Sæt den arme Pentevs' lik
paa sorgtung baare ned her foran husets dør.
Jeg lette i Kitarons kløfter overalt;
men finde det jeg bringer her, var ikke let.
Det kostet meget stræv; ti samlet laa det ei,
men spredt omkring i skog og krat hvert lem for sig.
Paa hjemvei med min gamle ven Teiresias
fra bakkosfesten hørte jeg i byens port
at mine døtres rædselsfulde daad blev nævnt.
Til fjeldet hastet jeg paany og bringer her
min dattersøn, som bakkantinderne har dræpt.
Jeg saa Aktaions arme mor Avtonoe
og Ino endnu streife om i vildsom skog
besat av vanvid. Om Agave blev det sagt
at sansesløs hun hastet hit i bakkisk rus,
og ak, det var ei usandt! For mit øie staar
hun selv, et gjensyn som maa fylde mig med gru.

AGAVE.
Aa far, nu kan du paastaa trygt at ingen mand
har avlet døtre som i kjækhet holder maal
med dine. Dette tør jeg si om alle tre;
men særlig gjelder det dog mig som har forlatt
min ten og væv og vaaget det som større er,
at fælde uten vaaben skogens vilde dyr.
La dette bytte som du ser jeg bærer hjem
paa mine arme, nagles fast som seierstegn
paa dit palads. Ta mot det, far, og indbyd stolt
til gilde dine venner; ti din lykkes maal
er fyldt til randen ved din datters heltedaad.

KADMOS.
Ak, bredfuldt blev min jammers maal. Aa, hvilken gru
at se de arme hænder sølet til med blod!
Det offer du har bragt din gud, var dyrebart
og dyrt for mig og Teben blir dit gjæstebud.
Ve dig for det som kommer, barn, og ve mig selv!
For haardt, om end retfærdig, har den strenge gud
som fødtes i vor kongsgaard, tugtet dig og mig.

AGAVE.
Hvor sur og tvær dog alderdommen gjør en mand!
Hvor skummelt blir hans blik! Aa slektet dog min søn
paa mig og hadde samme held, naar han drog ut
med Tebens unge mænd og jaget vilde dyr.
Men kun til kamp mot guder staar hans hu. Aa far,
du burde tale ham til rette. — Gaa nu en
og kald ham for mit aasyn, saa han ser mit held.

KADMOS.
Hvor grufuld blir jer pine, naar I selv forstaar
hvad I har gjort. Ak, varte dette selvbedrag
til livets sidste stund, da var vel lykken tapt;
men helt ulykkelig blev ikke da jer lod.

AGAVE.
Men hvorfor er det grufuldt? Hvorfor ikke smukt.

KADMOS.
Vend blikket opad først mot himlens klare blaa!

AGAVE.
Ja, som du vil; men hvorfor op mot himlens hvælv?

KADMOS.
Er denne himmel nu den samme som den var?

AGAVE.
Den tykkes mig mer lysende, mer klar end før.

KADMOS.
Og raser endnu i din sjel den samme storm?

AGAVE.
Jeg vet ei hvad du mener, men jeg føler det,
som blev mit sind et andet; mere klart bevisst.

KADMOS.
Forstaar du hvad du hører? Kan du svare greit?

AGAVE.
Ja far; men det vi før har talt om, har jeg glemt.

KADMOS.
Til hvilken brudgoms bolig blev du ført som brud?

AGAVE.
Ekion het han; dragens ætling blev han kaldt.

KADMOS.
Hvad het den søn som fødtes i din husbonds hjem?

AGAVE.
Vi fik en elsket søn, og Pentevs er hans navn.

KADMOS.
Hvis hode er det som du bærer paa din arm?

AGAVE.
En løves. Saa blev sagt av dem som fulgte mig.

KADMOS.
Betragt dit bytte. Ak, et flygtig blik er nok.

AGAVE.
Hvad ser jeg? Aa, hvad er det som jeg bærer, far?

KADMOS.
Se nøie efter selv, saa gaar det op for dig.

AGAVE.
En smertens avgrund ser jeg. Ve mig arme, ve!

KADMOS.
Hvis hode er det? Ligner det en løves? — Svar!

AGAVE.
Det er min søns! Ak Pentevs, ve din arme mor!

KADMOS.
Før du drog kjendsel paa ham, lød mit jammerskrik.

AGAVE.
Hvem dræpte ham? Og dette? Hvordan fik jeg det?

KADMOS.
Ak, bitre sandhet, hvorfor tvinger du dig frem?

AGAVE.
Gjør pinen kort! Mit hjerte skjælver for dit svar.

KADMOS.
Du selv og dine arme søstre tok hans liv.

AGAVE.
Hvor faldt han? Var det hjemme? Si mig hvor det var!

KADMOS.
Hvor hundekoblet sønderslet Aktaions lik.

AGAVE.
Paa fjeldet? Paa Kitairon? Hvorfor gik han dit?

KADMOS.
Han vilde haane guden og din bakkosfest.

AGAVE.
Men hvordan fandt vi kvinder paa at vandre dit?

KADMOS.
Besat av Bakkos raste I og Tebens folk.

AGAVE.
Vor undergang er gudens verk; det ser jeg nu.

KADMOS.
I haante ham og negtet at han var en gud.

AGAVE.
Aa far, hvor ligger liket av min elskte søn?

KADMOS.
Her bringer jeg dig alt hvad jeg med møie fandt.

AGAVE.
Ak, hvorfor skal min daarskap lægges ham til last?

KADMOS.
Han faldt i samme synd som I. Han æret ei
den gud som rammet jer og ham med samme straf.
Til undergang har Bakkos viet dette hus
og mig som uten mandlig avkom ser den søn
som du, mine arme datter, under hjerte bar,
dø fra os, dø en rædselsfuld og skjændig død.
Til dig, min kjære dattersøn, saa slegten op.
Du var en støtte for mit hus. Du holdt vort folk
i gavnlig tugt. Det blotte syn av dig var nok
til vern for mig, den gamle mand, mot mængdens haan;
ti den som krænket mig, var sikker paa sin straf.
Nu vil den store Kadmos, han hvis dragesæd
bar herlig frugt og spiret op som Tebens folk,
med spot og spe bli jaget bort fra hus og hjem.
Du er mig dyrebar som ingen anden, barn.
Du er det; ti jeg regner som min største skat
den dødes minde, mindet om din kjærlighet.
Ak, aldrig mere skal du klappe mig paa kind
og trykke ham du kaldte morfar, til dit bryst
og si: «Du kjære gamle, er der nogen her
som krænker dig og møter dig med ringeagt
og frækt tør saare eller forulempe dig,
saa nævn hans brøde, saa jeg kan faa tugtet ham.»
Nu er jeg selv et knækket rør. En grufuld død
har rammet dig. Knust er din mor og al vor slegt.
Kom alle som paa guder tviler, kom og se
den døde her! Da vil I tro paa guders magt.

KORFØRER.
Dig, Kadmos, ynker jeg; ti grufuld er den kval
du lider ved din dattersøns fortjente straf.

AGAVE.
Du ser hvor brat min livslod er forandret, far.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — —

Her svigter det eneste haandskrift vi har for den sidste del av tragedien. I det ældre manuskript som avskriveren har kopiert maa et blad være faldt ut. Vi vet fra citater av senere forfattere at Agaves replik var av stor dramatisk virkning. I fortvilet selvanklage kysser hun sin søns mishandlede lik lem for lem. Hvor teksten igjen begynner, er det Dionysos som har ordet. Han viser sig nu i sin guddommelige skikkelse. Han søker at paavise at den rædselsfulde skjæbne som har rammet Kadmos's hus, er vel fortjent og dømmer de tre søstre til evig landflygtighet og forkynder at Kadmos og hans hustru efter mange gjenvordigheter skal føres til de saliges øer. Agave trygler om barmhjertighet, men blir haardt avvist. Hendes omvendelse kommer for sent. Og da hun drister sig til at indvende at guder ikke bør være saa uforsonlige som mennesker, skyter Dionysos sig ind under at straffen er bestemt av Zevs. Kadmos klager over sin lod. For ham er det ingen trøst at han omsider skal lande paa de saliges øer. Heller faa lov til at glemme alt. Heller faa vandre de dødes vei til underverdenen og bli sat over glemselsfloden dernede. Dramaet ender med en replik av Agave. Hun ber om at bli ført til sine søstre, som skal dele landflygtigheten med hende, og ønsker at hun maa komme til et land hvor hun aldrig faar se Kitairon og hvor intet minder hende om bakkosfestens orgier.

1. Begeistrede kvinder, mænader eller bakkantinder, følger ham.
2. Myten fortæller at Kronos slukte de barn som Rea fødte ham. Da hun paany skulde føde, gjemte hun sig i en grotte paa Kreta. Der fødte hun Zevs, som blev voktet og vernet av hendes prester, kureterne.
3. Elv i Lydia. Dens sand var guldførende.
4. Efter dette vers følger en redegjørelse for at myten om at Zevs sydde det ufuldbaarne Dionysosfoster ind i sin lænd og fødte guden paany, er opkommet ved en misforstaaelse, en forveksling av ord som paa græsk er nogenlunde enslydende. Forklaringen er likesaa meningsløs og barnagtig som myten selv, og den er uoversættelig, da leken med de enslydende ord ikke kan gjengis paa norsk. Se indledningen.
5. Guden har mange navn: Dionysos, Bakkos, Iakkos, Bromios.
6. Navnet Pentevs minder om ordet pentos, som betyr sorg.
7. Nilen er hundredearmet ved sin munding.
8. Det sydligste landskap i Makedonien. Evripides griper i denne tragedie et par ganger anledningen til at prise sin verts, kong Arkelaos' land.
9. Zevs, Kronos' søn.
10. Den største elv i det gamle Hellas. Fra den har alle elver og kilder sit utspring.
11. Noget lignende kan Evripides ha set i Makedonien. Plutark fortæller at de makedoniske kvinder endnu paa Alexander d. stores tid ved bakkosfestene bar slanger i offerkurvene og lot dem slynge sig om tyrsosstaven. Aleksanders mor, Olympias, skal ha deltat ivrig i disse vilde optog.
12. Pentevs svarer ikke. Han er saa optatt av det som forestaar at et spørsmaal som dette gaar hans bevissthet forbi.
13. Raseriets dæmon.