Bøgh. Nytaarsaften 1848–1849
7. Nytaarsaften 1848–49. Tryllefarce med Sang i een Act af Erik Bøgh. (Første Gang opført paa Christiania Theater den 31te Decbr. 1848). Christiania 1849. West & Steensballe. 30 ß.
Stykket har gjort stormende Lykke paa Skuepladsen, og Bogen har allerede (i mindre end en Maaned) oplevet et Andet Oplag, Beviser nok for, at Forfatteren ialfald har vidst at træffe sit Publicums Smag. De, der satte et dramatisk Verks eneste Betydning deri, at det morer eller behager dem, paa hvem det nærmest er beregnet, ville naturligviis ved Publicums allerede udtalte Dom finde Stykkets Værd afgjort; de derimod, der udstrække Fordringerne videre og desuden mene, at et begrændset Publicum ofte ved Øieblikkets af mange uvedkommende Grunde afhængende Stemning kan føres paa Afveie, ville maaskee dog finde et og andet Sandt i følgende Bemærkninger.
Nærværende dramatiske Digtning er, som Forfatteren selv bemærker i sit Forord „et Leilighedsstykke og maa derfor bedømmes som saadant“. Dette Synspunct ville ogsaa vi fastholde og derfor fornemmelig undersøge, hvorvidt Stykket passer til Leiligheden. Hvilken denne er, ligger i Titelen: Nytaarsaften 1848–49. Aarsskiftet ansees nu i Almindelighed for et Tidspunct, der opfordrer til alvorlig Betragtning til et Slags Opgjør af Aarets Frem- eller Tilbageskridt, hvortil da knytte sig Forhaabninger eller Bekymringer for det kommende Aar osv. I Afskedsøieblikket vil det gamle Aar ligesom samle sig til et Resultat, i sin sidste Time vil det concentrere det meest Betydningsfulde, det har baaret i sit Skjød, for idetmindste — efter Hverdagenes Splittelse og Smaalighed — at efterlade et charakteristisk Total-Indtryk. Intet er derfor saa stridende mod Aarsskiftets Betydning, som Trivialitet og Hverdags-Passiar. Den jævneste Borger, der møder sin Nabo ved Aarsskiftet, føler Trangen til dog at sige noget Sammenfattende, noget Interessant. Nu er det vel vist, at denne Stræben efter det Interessante selv kan blive triviel nok, og disse Nytaarsbetragtninger, der aarlig gjentages ligefra Prædikestolene til Skolegutternes Stilebøger, om „mangen Kind, som ifjor var rød, og som iaar er blegnet i Dødens Favn“ o. s. v. ere i Regelen nedsunkne til en saa elendig Ramse, at Mangen ved Nytaarstid kunde fristes til at være triviel med Flid for ikke ved Stræben efter at være høitidelig, at blive triviel mod sin Villie. Men i dette Dilemma seer man op til Digteren; her kan kun han frelse. Den Skaberkraft, man hos ham forudsætter, bestaaer netop i, at han veed at finde og fremhæve det Nye og Interessante, hvor sædvanlige Mennesker kun øine Sædvanlighed og Forslidthed. Ved ham skal selve Leiligheden forklares, idet det Glimt af Evigheden, der udgjør dens sande Gehalt, fremtræder i sin Reenhed. Ved ham skal Tidens Kjede fordrives, ikke i den Forstand, at han ved alskens løierlige Paafund udfylder for os en ledig Time, men saaledes at vi, idet vi inddrages i hans høiere Betragtning, i Sandhed befries fra det Kjedeliges Herredømme, fra Endelighedens eller den lavere Realitets endeløse Gjentagelse. Af Digterens Nytaarsbetragtninger — det vil da sige de, han finder det Umagen værdt i digterisk Form at offentliggjøre — forlange vi da især, at de ei maa blive staaende ved det sædvanlige Litanie, men netop maa have afvundet Aaret dets væsentlige Interesse, dets dybeste Eiendommelighed; er der Nogen, da er det fornemmeligen Digteren, hvem Aaret maa have hvidsket sin dybeste Hemmelighed i Øret, han maa have opfattet den Grundaccord, der forener alle dets spredte Tendentser og Phænomener; gjennem hans Mund ville vi høre udtalt det magiske Ord, der enten løser dets Gaader, eller idetmindste udtaler Gaaden i dens egentlige Betydningsfuldhed. Hvor Digteren ei formaaer dette, der tier han stille; thi Musen kan ikke nedlade sig til Bemærkninger om Vind og Veir.
En særegen Vegt synes disse Fordringer til en digterisk Frembringelse, der i Sandhed skulde passe til Leiligheden, at maatte faae, naar vi erindre, at det her ikke gjælder et Aarsskifte i Almindelighed, men Aarsskiftet 1848—49. Thi man dømme nu mere eller mindre miltsygt om Tidens Gjæring: saa meget er dog vist, at det forløbne Aar har medført saamange overordentlige Begivenheder, som faa af dets forudgangne Brødre, og at vi derfor vel i forstærket Grad kunne føle Trangen til at sige det et eiendommeligere Farvel, end efter den sædvanlige Etiqvette, med den vante slappe Mine. Trivielle Reflexioners Vanmagt og Utilstrækkelighed bliver her dobbelt afstikkende, og Længselen efter noget Charakteristiskt, efter et virkeligen genialt, forsonende Ord dobbelt stærk.
Hvori dette Charakteristiske, denne geniale Forsoning nærmere skulde bestaae, er det ikke min Pligt at sige; thi jeg er ikke Digter, i dette Øieblik ikke engang Philosoph, men simpelthen En af Publicum, og som Saadan tørster jeg, som Herder, „nach einem großen Gedanken, da mit ich mich laben kann“, sukker jeg efter en i Sandhed aandfuld Opfattelse af det Svundne, hvori dets Virvar kan finde sin Forklarelse, efter at det Trylleord, der kan løse mine egne Ahnelser fra deres Bundenhed og befrie mig og Alle dem, der med mig sukke, fra den Tanke, hvori vi ellers maa nedsynke, den trøstesløseste af alle: at det Alt kun er idel Forfængelighed!
Thi vist er det — for at jeg med Eet skal gaae over til Anvendelsen af disse Betragtninger, — at min Tørst ved Hr. Bøghs Stykke ei er bleven stillet. Hvad jeg nemlig her finder, er væsentlig Overfladiskhed og Udvorteshed, Reflexioner om Dit og Dat, der enten i sig selv er ubetydeligt, eller ved Forfatterens Fremstilling bliver det, hvilke ialfald ved Dagens drøvtyggende Snak alt længe have tabt Saft og Kraft — med eet Ord, den skjære Prosa. Jeg sigter her ikke til, at „Forfatteren“ i Stykket i sin Indledningsmonolog klager over Kjedsomhed og ytrer at „Revolutionerne bleve til Vrøvl“ o. s. v. Thi det er ganske i sin Orden, at „Forfatteren“ her optræder uinspireret og repræsenterer den trivielle Betragtning, nemlig som Folio for den gjennem poetiske Syner meddeelte høiere, der skal udgjøre Stykkets Kjerne. Men Ulykken er netop, at den inspirerede Forfatter ikke er et Haar bedre, end han var i sin Hverdagslighed, at hans poetiske Syner bære det samme prosaiske Præg, som hans directe Reflexioner. Aaret selv og de øvrige Figurer som med saa megen Stads fremmanes, ere i Grunden ligesaa kjedeligen stemte, som den stakkels eensomme Forfatter, der ikke kan faae sin Cigar til at brænde. Hvad har det gamle Aar bragt os? — Jo! der har været Revolutioner rundt om i Verden — meningsløse og resultatløse, om vi skulle troe den inspirerede Digter; videre: Handelen er bleven mager, Pengetrangen stor og lang, Crediten er paa Flugten, Industrien reduceret til Bagateller; Kunsten og Kritiken gaae i Barndommen, Humaniteten har været Suppleant paa Storthinget og har i den sidste Tid befattet sig med Avisredaction; Journalistiken bærer (dog vel ikke paa Grund af denne Bistand?) Kappen paa begge Skuldre i væsentlige Spørgsmaale; endelig have vi havt Skandinavisme, der er bleven bestridt af „Mænd fra Landet“; men den skal dog holde Stik! See dette har Aaret været; siig, Læser! kjender du Aaret 1848 igjen? Dette skal, vel at mærke, ikke være en sammenslumpet Lapskaus af confuse Erindringer, saadanne som den første den bedste Spidsborger kan disponere over, men en Digters Aabenbaring af hvad Aarets Bedrivt og Betydning væsentligen var!
Man vil nu vel indvende, at jeg kun har givet et Vrængebillede af Stykkets Indhold, at jeg selv har indbragt Trivialiteten ved at overføre det Sagte i mit trivielle Sprog; enhver Digtning mener man, kan blive en Uting, naar man bortskjærer den poetiske Form. Dette Sidste er meget sandt, men har ingen Anvendelse, hvor der, som i Nytaarsaftenen, ingen poetisk Form er at bortskjære. Thi den Omstændighed, at Forfatteren istedetfor directe at fremsætte sine Reflexioner, lader dem fremstille ved allegoriske Personer, er endnu langtfra nogen poetisk Form. Dette er ingenlunde — som Forf. synes at frygte Nogen skal mene — i Almindelighed noget forkasteligt Kunstmiddel, hvilket ganske rigtig saavel J. L. Heiberg som Flere have viist; men det er i og for sig selv ikke det Poetiske, hvilket meget mere maa ligge i Grundbetragtningen selv, der ved hiint Middel skal fremstilles. Hvor denne er gjennemprosaisk og hverdagslig, der bliver hiin Form, der er af en vis usædvanlig dristig Charakteer, netop i egentlig Forstand upoetisk; thi poetisk er kun den Form, der paa det Nøieste slutter sig til sit Indhold. Vrængebilledet har saaledes egentlig hjemme i Stykket selv; ja det kunde næsten lade, som om det udtrykkelig havde været Forfatterens Hensigt at fremstille et Vrængebillede af det svundne Aar — en Hensigt, der alligevel heller ikke har faaet kunstnerisk Gjennemførelse.
Man misforstaae mig nemlig ikke, som om jeg vil, at Digteren nødvendig i en Nytaars-Piece skal sære direct høitidelig eller sentimental. Det svundne Aar har foruden sine store tragiske Partier, visseligen ogsaa sin komiske Side, der vel kan fortjene at fremdrages, sine Daarskaber der kunne have Godt af Satirens Snert. Men jeg forlanger af Humøret og Satiren det Samme, som jeg forlanger af Pathoset, at de skulle træffe det Væsentlige}, at de skulle udgaae af en eiendommelig Opfattelse og ikke slaae Alting hen i Veir og Vind. For Skjemten maa en dybere Alvor ligge til Grund; hvilket her især vil forstaaes, naar vi igjen see hen til Leiligheden; thi Aarsskiftets Øieblik er væsentligen alvorligt[1].
„Men Herregud!“ sige Nogle, „det er jo blot en Farce; af den kan jo ikke saa Meget forlanges; hvortil da dette Raab paa en dybere Mening, en eiendommelig Opfattelse?“ — Men i Grunden kan jeg være ligeglad ved hvad Forf. har kaldt sit Stykke; jeg har hidindtil blot seet hen til Leiligheden og fundet, at denne kræver Noget, der er fuldt af Aand og Betydning, lad det saa hedde hvad det vil. Desuden, hvis Farce skal være et Kunstslags, saa tillader den vel megen Frihed med Hensyn til egentlig dramatisk Anordning, idet man ikke forlanger nogen sammenhængende Handling, nogen egentlig Spænding og Knude af den; men desto mere beroer her paa et Tankegehalt, en frisk og individuel Anskuelse. Man see f. Ex. hen til de fleste af H. Wergelands saakaldte Farcer; de ere heelt løse og phantastiske — ofte chaotiske — i sin ydre Sammensætning; men Tankeindholdet er noget ganske anderledes charakteristiskt. Skal derimod en Farce være det Samme som betydningsløst Sammensurium, da betakker jeg mig derfor — og det ikke alene om Nytaarsaften.
Jeg har maattet opholde mig saa længe ved denne Redegjørelse for det almene Standpunkt, fra hvilket „Nytaarsaftenen“ efter min Mening bor betragtes, at jeg har ikke Rum til at gjennemgaae Stykket i dets Enkeltheder. Kun ved eet Exempel, der vil findes træffende, skal jeg paapege, hvor lidet Interessant Forf. har vidst at udbringe af det svundne Aars Færd. Som Digter skulde man troe, at Forf. nærmest maatte have Øie for Kunsten og dens Udvikling. Men hvilken er nu Qvintessentsen af dens opgjorte Aarsregnskab? — Welhaven har ladet halvhundrede Digte trykke i Kjøbenhavn, hvoraf sluttes, at det snart er forbi med Poesien, Ole Bull er „værd at høre“, „Malerkunsten gaaer frem“, Theatret har en Opera i liden Skale, Balletter mangle, men smaae Vaudeviller og Lystspil spilles saa faa, Billedhuggerkunsten har frembragt tvende Støtter paa Slagterboderne. Denne tarvelige Spas er Alt, hvad Forf. har havt at byde. Han indvende ikke, at han med Flid har ladet „Kritiken“, i hvis Mund hine Ytringer ere lagte, været flau og intetsigende; thi lad en saadan Satire paa Kritiken være saa beføiet, den vil, saa er det dog neppe forsvarligt af en Digter, at fremtrække Kunsten blot som Vehikel for en tom Kritik. Den snurrige Idee, Forf. har havt, at lade Kunsten stille sig i Handelens og Industriens Tjeneste (nemlig for at hjælpe dem at holde paa Crediten), harmonerer rigtignok altfor vel dermed.
I det Hele figurerer i Stykket en Mængde Ting og Omstændigheder, der have været Gjenstand for Omtale; Adresseforslaget, Lygtepælen paa Torvet, Hr. Thesens Boutik og Kraffts Fyrstikker o. s. v., men i Sandhed: de figurere kun. Hvad vi gjensee af vore Forholde, er egentlig kun Saadant, som en Fremmed ved en fjorten Dages Ophold i Christiania bekvemt kan opsnappe. Man har villet foreholde mig, at Hr. Bøgh netop er en Fremmed, og at det derfor er Uret at fordre Mere af ham; men saa har jeg svaret, at han da netop ikke er Manden til at fremstille os vort svundne Aar i et sandt ɔ: grundigen sandt Billede. Kan Ingen af os selv, som virkelig er fortrolig med mere end med Forholdenes Yderside, gjøre det, saa faaer det heller sære!
For endnu blot at nævne Stykkets dramatiske Anlæg, da er det indrømmet, at Farcen i denne Henseende har store Friheder, og derpaa er her ikke noget væsentligt at sige. Kun maa bemærkes, at den Maade, hvorpaa Synerne indledes, ialfald maa ansees som ubehjælpelig. Den forhen i Flasken indesluttede Aand lover „Forfatteren“ til Tak for sin Befrielse at opfylde et Ønske. Men da nu „Forfatteren“ uheldigviis ønsker sig ti Tønder Guld, kommer Aanden i Forlegenhed og maa gaae til Bekjendelse at den egentlig kun kan lade ham see hvad han vil. Aanden maa nu gjøre sig al sin Flid for, ved en moralsk Forelæsning om Rigdoms Uværd, at faae Forf. til at ønske det Eneste, han kan erholde, hvori da ogsaa denne tilsidst med Resignation finder sig. Det hedder altsaa at faae et Ønske opfyldt! — Rimeligviis er Forf. falden paa at lade sin „Forfatter“ spille sig denne ubegribelige Streg (der ikke saameget sætter Aanden, som ham selv, i Forlegenhed) derved, at han vilde have en Anvendelse for den foregaaende, ellers aldeles løsrevne Reflexion af „Forfatteren“, at han altid „kommer en Time for seent“. Men Allusionen er alligevel skjev, da han nu tvertimod kommer en Time for tidligt; thi først „til næste Aar“ — høre vi — vilde han have kunnet „hente sin Løn contant“.
Efter disse væsentligen mod Stykket rettede Bemærkninger, kan gjerne indrømmes, at der ogsaa kunde siges adskilligt Godt derom. Men paa Grund af den Virak, Forf. allerede har faaet, har jeg meent at kunne spare mig Tilføielsen af dette ydre Tegn paa en upartisk Kritik. I een Henseende troer jeg dog at burde tage Forf. i Forsvar, naar han nemlig beskyldes for plump personlig Satire. Om han end maaskee kan tildeels have benyttet virkelige Modeller — det er jo almindeligt hos Digtere og Kunstnere og selv Fader Holberg kan, som bekjendt, ikke frikjendes derfor —, saa er ialfald de Billeder, h}an har leveret os, ikke af den Beskaffenhed at de nøde den Ubefangne til at henføre dem til bestemte Individer. At Publicum alligevel har glædet sig ved at forestille sig visse Figurer som directe Copier, maa efter min Mening mere lægges Publicum, end Forf., til Last.
I det Hele vil man finde, at det tildeels Skarpe i ovenstaaende Bedømmelse langt mindre rammer Forf., der maaskee meget vel veed, hvilken Bagatel han har leveret, end det Publicum, der vel tildeels af Glæde fordi det saae eller troede at see nogle af sine — gode eller flette, men ialfald det Æsthetiske uvedkommende — Kjepheste kjelede for, har jublet over Stykket som over et Mesterverk af første Rang. Ogsaa fra Publicums Side er dette imidlertid en naturlig og derfor tildeels undskyldelig Forvexling; men den er alligevel fordærvelig for Kunsten, og det er derfor Kritikerens Pligt at indlægge alvorlig Protest. Under andre Omstændigheder vilde jeg maaskee have ladet det blive ved den lakoniske Dom: at Stykket var en Spas, hvori der var nogle pudsige Indfald, og som kunde være ganske moersom at see for en Gangs Skyld, naar man nemlig var i Lune til helst at glemme den væsentligen til Alvor stemmende Leilighed.
Hvad Tak jeg ellers imødeseer, fordi jeg har sagt min Mening i et saa kildent Punct, vil jeg endnu til Slutning tilføie. Af det Publicum, der klappede over Stykket, vil jeg naturligviis blive udpebet, fordi jeg her paa en Maade har pebet; af Nogle, der pebe, venter jeg Klaps, fordi jeg rimeligviis har pebet i en anden Tonart; af den mig ubekjendte Forfatter venter jeg endelig Et af To: enten at han i Stilhed med mig erkjender, at der hører større Dybde og Alvor til paa Kunstens Bane at levere noget i sig Modent og Gyldigt, end til under visse Omstændigheder at vinde en tumultuarisk Applaus, en Erkjendelse, hvoraf Frugten da forhaabentlig vil blive senere fuldkomnere Arbeider; eller: at han, naar han snart igjen skriver en Leilighedsfarce med allegoriske Personer, lader Kritiken optræde i en noget mere pedantisk og meget mere vranten og odiøs Charakter, end i den nærværende. Men i ethvert Tilfælde haaber jeg at skulle bære min Skjebne med nogenlunde jævnt Sind.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette staaer ikke i Strid med mine tidligere Ytringer i dette Tidsskrift (1ste Aargang S. 414, 415), hvorved den tendentsfrie Poesie forsvares; thi deels kan Leilighedsstykket som saadant neppe være tendentsfrit, deels skal man ialfald ikke kunne sige om „Nytaarsaftenen“, at den stiller sig udenfor Dagens polemiske Spænding, da den meget mere ved adskillige Hentydninger slutter sig til en bestemt Retning i vort offentlige Liv. Men Ulykken er netop, at denne Retning kun er opfattet i sin Overfladiskhed, og de derhen hørende Træk, istedetfor at røbe en eiendommelig dybere Anskuelse kun ere optagne som Partiemærker, hvilke vel ere skikkede til at vække Bifald hos dem, der bekjende sig tit samme Katechismus, men ikke bidrage det Ringeste til æsthetisk Nydelse.