Arne Garborgs: „Hjaa ho Mor“
Arne Garborgs: „Hjaa ho Mor“
er ingen hæsblæsende interessant bog, som man maa sluge i et kjør; man kan godt lægge den fra sig uden altfor megen selvbeherskelse; men man kommer tilbage til den igjen, og naar man har læst hundrede sider, er man fangen. — Fangen af sandheden, af alvoret og af stemningen.
Den gik samme vei til min bevidsthed, som Zolas bøger pleier at; gjøre; med ham varer det ogsaa altid en stund, før han fanger, han er i begyndelsen ofte bent ud næsten kjedelig; men efterhaanden summerer detaljerne sig sammen, og man oplever tilslut hans bøger med en virkelighedsfølelse, sterkere end nogen anden forfatter kan frembringe den. Der er over „Hjaa ho Mor“, som over de bedste af Zolas bøger, livets hvide, klare upikante dagslys, — intetsteds kunstig bengalsk ild til at lokke og smigre og narre den ukyndige læser.
Der er en væsenforskjel mellem „Hjaa ho Mor“ og Garborgs „Mannfolk“. Den sidste er, som titelen angiver, en kollektivroman, en roman om en hel klasse; det ene billede flygter for det andet i jagende fart, og hele bogen staar igjen i erindringen som en broget, bølgende vrimmel af mennesker, levende i allerhøjeste grad, men for talrig og vekslende til, at man faar noget dybere kjendskab til den enkelte. „Hjaa ho Mor“, derimod, dreier sig paa sine 370 sider i grunden udelukkende om et eneste menneske: det er Fanny Holmsens legems og sjæls historie fra vuggen ti graven, eller egteskabet med tolderen („vadsækken"). De øvrige personer har — med undtagelse af moderen — ingen betydning i og for sig; de interesserer os kun, forsaavidt de har indflydelse paa hovedpersonen; Fannys sødskende, hendes smaabyveninder, professoren, studentervennerne — de kommer og forsvinder, — er allesammen kun til som udviklingsmomenter i Fannys livshistorie (som hos I. P. Jakobsen).
Men „krøltoppen“ lærer vi grundig at kjende, lige til hendes halvbevidste tanker, hendes legemes anelser og hendes sjæls drømme og ønsker. Stakkars krøltoppen, — hun kjæmper tappert mod verden udenfor sig og mod verden inde i sig, men tilslut — det kommer lidt braat forresten — maa hun overgive sig.
Det nye i Garborgs bog er paa den ene side den store plads, han indrømmer det fysiologiske liv i sin heltindes udviklingshistorie; dernæst er det, at han med Fanny fører os ind i en i vor litteratur hidtil ganske ukjendt verden.
Vi indbilder os her i landet paa grund af de smaa og tilsyneladende jevne forhold gjerne, at vi er et ganske exceptionelt demokratisk samfund; dette er visselig kun en illusion; afgrunden mellem „simpel“ og „fin“ er mindst ligesaa stor her som andetsteds i Europa, og midt i afgrunden ligger en ø, med afgrund paa begge sider — de halvfines ø. hvor bl. a. butiksjomfruer og bondestudenter holder til. Det er i denne, de „halvfines“ verden, Garborg indfører os i „Hjaa ho Mor“, og han fortæller den for mange overraskende, men indlysende sandhed, at butiksjomfruer har en sjæl og en sjælshistorie. Fanny Holmsens liv er væsentlig bestemt ved denne hendes svævende stilling mellem simpel og fin, heraf rinder paa den ene side hendes sjæls hjemløse usikkerhed, hendes selvplagende ængstelser for ikke at være „dame“, og paa den anden samfundets ubarmhjertighed, der ondskabsfuldt fortolker enhver liden tvilsom omstændighed med et frivolt smil, som ikke vil forstaa, at en butiksjomfru er baade fattig og dydig, naar hun ikke er hæslig. Stakkars Fanny! Kampen er ulige, haabløs; hun aner selv tidlig sim skjæbne; det ender med, at jeg gifter mig med vadsækken. Hver gang hun træt falder sammen under kampen. den fortvilede kamp for 40 kroner maaneden, melder den hæslige gamle tolder sig med brød og rigeligt udkomme som en nødhavn, hvor hun kan lægge sig til ro bort fra den dræbende kamp for tilværelsen. Hun begynder med at afvise denne udvei med ungdommens tankeløse, overmodige latter over alderdommen og hæsligheden; senere, da hun begynder at samle sig paa de halvfines aandelige tumleplads, arbeidersamfundet, og da kvinde-emancipationsideerne giver hende løse forestulinger om hendes menneskeværd, væmmes hun harmfuldt over at skulle sælges; saa blir hun forelsket for alvor, og den jublende elskov driver tanken paa salget langt ud af hendes bevidsthed; men da tilslut ogsaa han — Gram — hvem hun elsker med hele sin varme sjæls stormende glæde, svigter hende, saa falder hun plat sammen, overgiver sig paa naade og unaade. lader dem gjøre med sig, hvad de vil og underskriver kjøbekontrakten; og hendes aandelige vækkelse faar kun sit udtryk deri, at hun gjor en Italia-reise til betingelse. — Slaget er tabt, overmagten var for stor; — Krøltoppens skjæbne er fuldbyrdet. Det kommer lidt braat i bogen, synes jeg; jeg har indtryk af, at den sidste del er altfor sterkt beskaaret; der blir ikke rigtig proportion i det hele; man venter en behandling af overgivelsen, der stod i et mere rimeligt forhold til kampens længde.
Ellers er bogen uudtømmelig rig paa dokumentation; her er med utrætteligt arbeide samlet alt, hvad der kan kaste lys over denne livsskjæbne, — det vil sige alt, hvad der angaar det indre menneskelige; thi milieuet og det ydre har Garborg i paafaldende grad lidet øie for; vi faar neppe vide, hvorledes personerne ser ud; selv om hovedpersonens ydre husker jeg ikke stort mere end, hvad der ligger i benævnelsen krøltoppen. Det samme gjælder opholdsstederne; man skal have meget vanskeligt for at gjætte, hvad det er for en østlandsk smaaby, halvparten af bogen spiller i; man kunde fristes til at tro, at Garborg ikke har været der selv; i den grad er skildringen holdt i næsten klassisk ubestemthed uden holdpunkt for læserens fantasi. —
Men naar det gjælder selve fortællingen, er Garborg en stor kunstner; diskret og objektivt glider den roligt frem, og intetsteds optræder forfatteren og bryder illusionen med at holde enetaler til læseren, og heller ikke gjemmer han sig i nogen af bogens personer. (Det skulde da være i nogle faa replikker af Gram.)
Den bedste definition, som er givet af et litterært kunstverk, er Zolas bekjendte: un coin de la vie vu à travers un tempérament (en krog af livet, seet gjennem et temperament). Jeg har i det foregaaende søgt at vise, hvad det er for en krog af livet, Garborg har seet paa i sin sidste bog. Jeg skal tilslut forsøge i korthed at bestemme det „temperament“, hvoraf bogen er flydt.
Naar jeg siger, at „Hjaa ho Mor“ er objektiv, mener jeg ikke dermed, at forfatteren har været kold under produktionen af bogen; tvertimod — enhver god bog er skrevet under et mægtigt stemningstryk; men det er kun det at merke, at hos enkelte forfattere som Flaubert, Zola og Garborg meddeles ikke stemningen direkte, men den omformes til skarp iagttagelse og intensitet i udtrykket; læseren gaar paa ingen maade glip af forfatterens stemning, men den reproduceres ikke bent frem derved, at forf. skildrer sine egne tanker og meninger, men indirekte derved, at han fortæller om „sin krog af livet“ paa en saa individuel maade, at akkurat de stemninger, forfatteren havde, da han producerte, fødes paa ny i læserens sjæl. —
„Hjaa ho Mor“ er skrevet af en mand, hvis „temperament“ paa én gang er idealistisk og pessimistisk; idealistisk, fordi det er i besiddelse af en uslippelig kjærlighed til det gode, som gjør varm om hjertet; pessimistisk, fordi denne kjærlighed er haabløs, troen paa det godes seier er svundet, svundet, saa en blir ganske syg om hjertet.
Ud fra dette „temperament“ har Garborgs sjæl svunget mellem to stemningspoler: roligt, overlegent humor, resigneret spot beslegtet med stemningen i „Kong Midas“: „Dømmer ikke!“ — og en imtens knytnævet harme mod samfundet (ɔ: les moeurs), det almægtige uansvarlige samfund, der hjerteløst ordner menneskeskjæbnerne og tankeløst presser enhver ned paa en plads eller tilbunds uden suk eller øre for al verdens jammer.
Gerhard Gran.