Arisk mythe
ARISK MYTHE
Til Jens Thiis.
Paa hældingens kant, der skrænten
stuper i sjøen, rak,
staar snudd mot orienten
et tempel uten tak!
Endnu er ekelunden,
udødelig grøn, ved magt —
men luften har spist tilbunden
i søilehusets pragt!
stuper i sjøen, rak,
staar snudd mot orienten
et tempel uten tak!
Endnu er ekelunden,
udødelig grøn, ved magt —
men luften har spist tilbunden
i søilehusets pragt!
Blandt grønskende tuffstensblokker
ligger, i vældigt lys,
med jord i sine lokker,
en marmor-Dionys!
Hans leende træk forvitrer
i græsset, uten lyd,
og langs hans lænder glitrer
yrjer af tusenfryd!
ligger, i vældigt lys,
med jord i sine lokker,
en marmor-Dionys!
Hans leende træk forvitrer
i græsset, uten lyd,
og langs hans lænder glitrer
yrjer af tusenfryd!
Ved vingudens side skimler
en kvindelig, svær skulptur,
hvis hvælvede øine himler
op i en ren azur!
Og inde i lunden leker
livsalige solskinsgløtt,
fra kroner af paniske eker,
som gir sig i vinden, sødt!
en kvindelig, svær skulptur,
hvis hvælvede øine himler
op i en ren azur!
Og inde i lunden leker
livsalige solskinsgløtt,
fra kroner af paniske eker,
som gir sig i vinden, sødt!
Der gudernes grønsvær styrter
i farlige skrænter ned,
er hækker af hellige myrther
ogsaa i sagte skred —
Chrysantemer og Sikker
bryter sin blide helg,
og bøier sig ut, og kikker
ned i et fabelsvælg!
i farlige skrænter ned,
er hækker af hellige myrther
ogsaa i sagte skred —
Chrysantemer og Sikker
bryter sin blide helg,
og bøier sig ut, og kikker
ned i et fabelsvælg!
Ti nede, hvor berget svartner,
dybt, under dovent skum,
har spøkelseshavets gartner
sine Chrysantemum —
de kaldes Medusa-gopler,
og flimrer i dypets fang,
mellem Poseidons popler
af duvende blæretang!
dybt, under dovent skum,
har spøkelseshavets gartner
sine Chrysantemum —
de kaldes Medusa-gopler,
og flimrer i dypets fang,
mellem Poseidons popler
af duvende blæretang!
Og truende, halvt i skyggen,
stiger af sjøen, skraat,
med urter og græss paa ryggen,
et tragisk klippebraatt!
Men solen kjender giganten,
og stryker dens straa tilbake,
og blotter i klippekanten
baarden af tempeltaket!
stiger af sjøen, skraat,
med urter og græss paa ryggen,
et tragisk klippebraatt!
Men solen kjender giganten,
og stryker dens straa tilbake,
og blotter i klippekanten
baarden af tempeltaket!
Granitternes røs forgyldes
med glans af tusen aar!
Stupenes afgrund fyldes
af dyp og hellig vaar!
Og sammen med lysets løfter,
gaar Hellenas hav tilhaande,
og spreder i dødens kløfter
Anadyomenes aande!
— — — — —
med glans af tusen aar!
Stupenes afgrund fyldes
af dyp og hellig vaar!
Og sammen med lysets løfter,
gaar Hellenas hav tilhaande,
og spreder i dødens kløfter
Anadyomenes aande!
— — — — —
Men utenfor dér, hvor slugten
sildrer med mystisk rind,
strømmer i aabne bugten,
bølgende, havet ind — —
og inde paa stranden sturer
i dansende fraades favn
en by med brustne murer,
en stenstad, uten navn!
sildrer med mystisk rind,
strømmer i aabne bugten,
bølgende, havet ind — —
og inde paa stranden sturer
i dansende fraades favn
en by med brustne murer,
en stenstad, uten navn!
Nedover molens trappe,
hugget af sten, som havet
herligt har slaat konkave,
iler en aand i en kappe!
Op ad de dryppende paller
flyr ham imøte en mø,
hvis blændende fottrin falder
som skum fra den grønne sjø!
hugget af sten, som havet
herligt har slaat konkave,
iler en aand i en kappe!
Op ad de dryppende paller
flyr ham imøte en mø,
hvis blændende fottrin falder
som skum fra den grønne sjø!
I brus over trapperanden,
med strømmende haar og krop,
hvisker hun vildt, mens manden
tar hende varsomt op:
Paa dypet var jeg en kilde —
jeg rømte fra havets bund,
og strømmet, tidlig og silde,
bare mot denne stund!»
med strømmende haar og krop,
hvisker hun vildt, mens manden
tar hende varsomt op:
Paa dypet var jeg en kilde —
jeg rømte fra havets bund,
og strømmet, tidlig og silde,
bare mot denne stund!»
Og aanden i klippehavnen,
hvis pande er blek, bevarer
med bølgernes mø i favnen,
sin vældige ro, og svarer:
Stolt er, af tarv at feile!
Fra bjerget var jeg en elv,
som undte mig selv at steile,
frit, under verdens hvælv!»
hvis pande er blek, bevarer
med bølgernes mø i favnen,
sin vældige ro, og svarer:
Stolt er, af tarv at feile!
Fra bjerget var jeg en elv,
som undte mig selv at steile,
frit, under verdens hvælv!»
Og over et hav, som gynges
i klagende storm mot land,
favnes og sammenslynges
to fantomer af vand,
som dirrer af fryd, men mister
sit fæste i lysets rum,
og famler sig for, og brister
ned i et blink af skum,
i klagende storm mot land,
favnes og sammenslynges
to fantomer af vand,
som dirrer af fryd, men mister
sit fæste i lysets rum,
og famler sig for, og brister
ned i et blink af skum,
og nedover livets trappes
mægtige marmortrin,
glitrer og glir og kappes,
i straalende solgangsvind,
fosser af frie former
og ilende ansigtstræk,
som uten at stanse, stormer
havet i vold, og væk!
mægtige marmortrin,
glitrer og glir og kappes,
i straalende solgangsvind,
fosser af frie former
og ilende ansigtstræk,
som uten at stanse, stormer
havet i vold, og væk!
Og bølgernes gny mot molen
falder tilhvile, fort!
I kimingen, vest, gaar solen,
klar og alvorlig, bort!
Og ned over klippestedet,
der hvor legenden døde,
synker i ædel fred det
blaanende aftenrøde!
falder tilhvile, fort!
I kimingen, vest, gaar solen,
klar og alvorlig, bort!
Og ned over klippestedet,
der hvor legenden døde,
synker i ædel fred det
blaanende aftenrøde!